Hopp til innhold

Rt-1912-203

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesteretts kjæremålsutvalg - Kjennelse
Dato: 1911-12-18
Publisert: Rt-1912-203
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.-nr. 546.
Parter:
Forfatter: Ekstraordinær assessor lagmann Vogt, professor Skeie, assessor Mejdell
Lovhenvisninger: Straffeprosessloven (1887) §177, §85, Straffeloven (1902) §41, §81


Den 6 oktober 1911 paabegyndtes ved Aalesunds forhørsret retslig efterforskning mod 1) O. Sjøsæther 2) Oleif Emilie Nerbøvik og 3) hotelbestyrer Fritz Wilhelm Hansen som sigtede ifølge politikammerets paategning afødt xx.xx.1911 for uberettiget salg og skjænkning af øl, vin og brændevin. Under denne fremstod nr. l og nr 3 og erklærede sig uvillige til at afgive forklaring. Nr. 2 mødte derimod ikke, men meddelte i skrivelse af 6 oktober, at heller ikke hun agtede at afgive saadan. Etterforskningen afsluttede 8 s. md. efter begjæring fra politikammeret i skrivelse af s.d. Den 22 s. md. oversendte politikammeret imidlertid paanyt dokumenterne til forhørsretten, idet det udtalte: «da det nu foreliggende tyder paa, at det er sigtede O. Bjøsæther, som er ansvarlig for ulovlig salg og skjænkning af øl, vin og brændevin saavel i Aalesunds privatklub som i eller fra Østrems vinforretning, frafaldes herved sigtelsen mod frk. Nerbøvik, mod hvem saaledes straf ansvar i nærværende sag ikke vil blive gjort gjældende. Frk. Nerbøvik bedes deretter indkaldt som vidne og retslig forklaring optaget af hende».

Forhørsretten indkaldte til efterkommelse heraf frk. Nerbøvik. Imidlertid erklærede denne som 18 vidne i retsmøde 29 november, at hun protesterede mod at afgive forklaring. Som grund anførte hun, at han selv tidligere havde været sigtet samt «at hr. Sjøsæther paa grund af mange andre gjøremaal har været meget lidet tilstede i forretningen og saaledes umulig har kunnet kontrollere, hvad som der foregik. Hun har saaledes som regel været henvist til at handle paa egen haand delvis efter konferance med hr. Hansen. Skulde nogen ulovlighed være begaaet, maa det saaledes være vidnet, der har ansvaret for samme».

Politimesteren bemerkede i anledning heraf, at hvad vidnet vilde blive afæsket forklaring om var, «i hvilken udstrækning der var foregaaet salg og skjænkning» om «i hvilken grad denne trafik var foregaaet med sigtede nr. 1's vidende og villie eller overhovedet i forstaaelse med eller efter ordre af ham». Herom maatte hun, mente han, være forpligtet til at udtale sig, da sigtelsen mod hende var frafaldt, fordi paatalemyndigheden efter det foreliggende fandt grund til at tro, at sigtede nr. l var hovedmanden.

Retten gav politimesteren medhold og afgav kjendelse saalydende:

«Vidnet Oleif Emilie Nerbøvik tilpligtes at besvare de af politimesteren fremsatte spørgsmaal.

Ligeoverfor denne erklærede vidnet paa stedet kjæremaal.

Ekstraordinær assessor lagmand Vogt: Jeg kommer til det resultat, at kjæremaalet bør gives medhold.

Vidnet har gjennem sin foran anførte begrundelse ligefrem og direkte hævdet sig selv som den efter det faktiske forhold reelt og formelt ansvarlige, hvis forseelse foreligger. Dette strider ganske mod den forudsætning, hvorpaa frafaldelsen saavel efter politikammerets paategning som efter tilførslen i protokollen har været bygget, og en omgjørelse af overordnet myndighed synes under de omstændigheder ingenlunde udelukket (jf. i denne forbindelse ogsaa politimesterens bemerkning om, at afgjørelse maatte træffes, «om hun havde at afgive forklaring sum sigtet eller som vidne», - hvad der synes lidet forenelig

Side:204

med, at hun helt skulde være gaaet ud af paatalemyndighedens haand).

Allerede dette menes at være tilstrækkelig til at berettige hendes protest mod ved besvarelsen af de fremsatte spørgsmaal dels i tilfælde ligefrem at bestemme sin egen forseelses omfang, dels yderligere muligens at præcisere sin stilling som den eneste eller egentlige hovedmand.

Men hertil kommer, at selv om straf etter politiets optræden skulde være udelukket eller ialfald saa fjerntliggende, at «udsættelsen» derfor (straffeprocesloven §177) ikke kan siges at være forhaanden, gjælder ialfald ikke det samme med hensyn til tab af borgerlig agtelse. Et forhold som det her omhandlede - en angivelig gjennem et længere tidsrum for vindings skyld foretaget ulovlig brændevinshandel og skjænkning - er eller vil af store dele af befolkningen opfattes som saa vidt graverende for den, der selv erklærer, hvis noget galt er forøvet, at være den virkelige og rette vedkommende, at den borgerlige agtelse derigjennem berøves.

Forholdet er ikke her det samme som i det i Rt-1896-221 omhandlede. Der gjaldt det ulovlig jagt, som i opinionen indtager en ganske anden stilling end ulovlig brændevinshandel, og der var ikke spørgsmaal om eller engang paastaaet, at vidnet kunde være den eneste skyldige med udelukkelse af de tiltalte, - noget, der i nærværende sag efter vidnets egen erklæring ingenlunde er udelukket. Og hvad kjendelsen af 1909 (Rt-1909-623) angaar, er det tilstrækkelig at bemerke, at der for de der nævnte vidners vedkommende, saavidt sees, aldrig havde været spørgsmaal om andet, end at de muligens efter principalens ordre havde udført dennes instrukser som almindelige tjenere eller haandlangere. De var derfor heller aldrig blevet sigtet.

I henhold til foranstaaende finder jeg, at kjæremaalet maa blive at tage tilfølge, hvorfor foreslaaes saadan

Kjendelse:

Oleif Emilie Nerbøvik fritages for at besvare de af politimesteren i Aalesund i forhørsretssession den 29 november 1911 fremsatte spørgsmaal.

Ekstraord. assessor, professor Skeie: Jeg er kommet til det resultat, at forhørsrettens kjendelse er rigtig, og at kjæremaalet saaledes maa forkastes.

Man har efter min opfatning et klart præjudikat for denne afgjørelse i kjæremaalsudvalgets kjendelse afødt xx.xx.1909 (Rt-1909-623). Det, som er det væsentlige for spørgsmaalet om vidnepligten, er ens i den her behandlede og i nærværende sag: I begge tilfælde kræves der vidnesbyrd af en betjent angaaende ulovlig (salg og) skjænkning af øl, vin og brændevin i den bedrift, hvori betjenten er ansat; i begge tilfælde negter betjenten at svare med den begrundelse, at forklaringen vil kunne udsætte vidnet for straf eller tab af den borgerlige agtelse (straffeprocesloven §177), og i begge tilfælde er paatale overfor betjenten frafaldt af den i disse sager dertil kompetente myndighed, politimesteren. At betjenten i nærværende sag har været sigtet kan ikke gjøre nogen forskjel i denne henseende; straffefrafaldelsen er ikke af den grund mindre virksom (det vil sige mere udsat for omgjørelse af overordnet paatalemyndighed) og heller ikke gjør denne omstændighed nogen forandring i faren for tab af den borgerlige agtelse. Ligesaalidt kan den omstændighed gjøre nogen forskjel, at betjenten i det ene tilfælde paa forhaand erklærer, at principalen ikke har ført saadant

Side:205

tilsyn med forretningen, at han kan gjøres ansvarlig, med andre ord at betjenten er alene om ansvaret; strafansvar bliver der jo - selv om denne erklæring var rigtig - ikke tale om. Og hvad den anden fritagelsesgrund angaar, maa det erindres, at den nævnte kjæremaalsafgjørelse er bygget paa den begrundelse, at besvarelse af et saadant spørgsmaal ikke i noget tilfælde kan forudsættes at udsætte betjenten for tab af den borgerlige agtelse; nu kan det vistnok indvendes: Dersom den overordnede ikke har kundskab om den ulovlige skjænkning, kan han ikke straffes, og da har loven givet paatalemyndigheden adgang til at drage betjenten, som har udført den ulovlige virksomhed til ansvar (straffeloven §41); er det derimod med principalens vidende og vilje) den ulovlige skjænkning er foregaaet, rammer det strafferetslige ansvar ham, og ikke betjenten uanseet, hvem der moralsk seet er den egentlig eller mest skyldige. Og det kunde da siges, at selv om betjenten havde nøiagtig den samme moralske skyld (enten den nu er stor eller liden) for lovbruddet i det ene tilfælde som i det andet, er hans handling i det ene tilfælde uden ærevirkning for ham, medens den i det andet tilfælde bliver vanærende, fordi den retsvirkning kommer til, at der - før paatalefrafaldelsen - har været adgang til at straffe ham. Jeg tror imidlertid ikke, at der i denne forbindelse kan lægges nogen saadan vegt herpaa. At straf er udsonet eller ialfald idømt kan ganske vist virke tilbage paa den almindelige sociale dom over en gjerning, og ialfald i visse samfundslag stemple den som vanærende i tilfælde, hvor den før var anseet som neutral. Men det er som regel ogsaa kun iverksættelsen af retsfølgen, som har denne tilbakevirkning la folke-dommen. Den ytrer sig sjelden, naar straf ikke paastaaes ; da naturligvis endnu mindre, naar den offentlige paatalemyndighed positivt erklærer, at straffeskyld ikke foreligger, fordi den efter det oplyste har grund til at tro, at en saadan - principalen - er ansvarlig (og dermed eneansvarlig) for lovbruddet.

Ogsaa naar jeg ser bort fra, at forhørsrettens kjendelse er truffet overensstemmelse med et nylig afsagt præjudikat, er jeg enig i afgjørelsen. Det maa for det første være klart, at naar man ser sagen praktisk, er strafansvar mod vidnet Oleif Emilie Nerbøvik udelukket. Selv om man antog, at der juridisk var adgang dertil, er det ganske utænkelig, at politimesterens overordnede i en sag angaaende en forseelse, skulde ville tilsidesætte hans paatalefrafaldelse og overfalde vidnet med straffesøgsmaal, etterat vidnet i henhold og tillid til frafaldelsen havde afgivet sin forklaring.

Spørgsmaalet bliver saaledes kun, om det kan siges, at forklaringen i den paastaaede ulovlige skjænkning kan siges at udsætte vidnet for tab af den borgerlige agtelse. Hvorvidt en oplysning kan siges at udsætte for «tab af den borgerlige agtelse», afhænger naturligvis først hvad man lægger i denne betegnelse. Det kan være en handlemaade, som ingen kalder umoralsk, men hvorom de fleste i lignende kaar alligevel siger: det passer sig ikke; paa den anden side har vi handlemaader, som aabenbarer en saadan grundskade i karakteren, at den vækker alles foragt, og det selv om gjerningen ikke rammes af nogen straffebestemmelse. Mellem disse yderpunkter kan virkningen paa en persons omdømme variere nærsagt i det uendelige; det kan være et stænk of modvilje, som varer nogle dage, eller alvorligere misbilligelse, som først lang tid eller fortjenester kan hæve. Den her omhandlede fritagelsesgrund fandtes ikke i jurykommissionenes lovforslag; den blev tilføiet i den departementale komites udkast,

Side:206

og om rækkevidden af denne fritagelsesgrund heder det i motiverne side 31: Efter vor mening gives der handlinger, der, skjønt de ikke udsætter for straf, dog i den grad kunne nedbryde vedkommendes borgerlige stilling og anseelse, at man ikke uden største inkonsekvens her kan behandle dem anderledes end de strafbare. Specielt hvad angaar usædelighed, maa det til og med bemerkes, at den ialfald efter vor gjældende ret ofte staar paa det strafbares grænse. Det har da ogsaa nu under vor gjældende lovgivning i høiesteret været dissens, om man ikke her maatte anerkjende en fritagelsesgrund. Udkastet siger: «Tab af den borgerlige agtelse», en formindskelse er da ikke nok, men der fordres noget, der fuldstændig rykker vedkommende ud af den stilling, han tilforn har indtaget. Hvad dette er, er vistnok tvivlsomt og vil tillige variere efter de forskjellige steders og samfundsklassers opfatning».

Som det vil sees har det været meningen, at en kjendsgjerning maatte være af en meget graverende art, forat vidnesbyrd derom skulde kunne negtes. Det har visselig ikke været tanken, at vidnesbyrd nogensinde skulde kunne negtes i tilfælde som nærværende. Det er ogsaa naturlig, at loven maa stille noksaa strenge krav i denne henseende, dersom ikke retspleien i mange tilfælde skal lammes, navnlig naar man erindrer, hvor vanskelig det ofte er for aktor og dommer at skjelne den virkelige interesse i hemmeligholdelsen fra den foregivne; dette gjælder i særlig grad netop i forhold, som det her omhandlede.

Men selv om man gaar ud fra, at den opfatning, som straffeproceslovens regel i §177 er bygget paa og som har faaet udtryk i lovens ord, er for streng, og selv om man antager, at domstolene hverken er bundet af motiver eller lovtekst, dersom de finder reglen, haardhændt, kan man - efter mit skjøn - ikke fritage for vidnepligt i nærværende tilfælde. Selv om man vilde fortolke loven aldrig saa lempelig eller ligefrem sætte sig udover den betingelse, at forklaringen udsætter vidnet for tab af den borgerlige agtelse, maa man i ethvertfald opretholde saa meget som betingelse, at forklaringen maa udsætte vidnet for en merkbar skade i den almindelige borgerlige agtelse. Og det kan in casu neppe siges at være tilfældet. Ulovlig salg eller skjænkning af spirituøse drikke kan utvivlsomt under visse omstændigheder blive en vanærende handling, navnlig naar den sker for vindings skyld. Om man vilde tænke sig at f.eks. en prest eller lærer drev en saadan virksomhed vilde ialfald de fleste finde det ikke alene upassende, men ogsaa uværdig. Helt anderledes bedømmer man en overskridelse af handelsfriheden, hvor vedkommende har den samme virksomhed inden visse grænser til lovlig næring. Ofte eller kanske oftest er den virksomhed, som gaar udenfor lovens ramme i saafald mere dikteret af villighed overfor kunder end af egeninteresse eller hensynet til vindingen. Denne omstændighed maa naturlig blive bestemmende for den almindelige borgers dom angaaende handlingen, og det kan, saavidt jeg skjønner, ikke siges, at ulovlig salg eller skjænkning af øl, vin eller brændevin, der er skeet som overskridelse af en lovlig næring, opfattes som en vanærende handlemaade for indehaveren af forretningen, naar der ikke i det enkelte tilfælde er særegne grunde til misbilligelse (f.eks. at skjænkningen er skeet til barn o.s.v.). Og er dette rigtig for principalens vedkommende, kan det saa meget mindre siges, at den betjent, som udfører salget eller serveringen begaar en vanærende handling efter den almindelige mening. Til det ovenfor nævnte moment kommer nemlig her den forestilling - der vel som regel stemmer med

Side:207

virkeligheden - at den slags overskridelser af og til er noget, som følger med tjenesten - noget som tjeneren vel ikke er ligefrem pligtig til, men som principalen ialfald ikke misbilliger.

Vidnet Nerbøvik er betegnet som ekspeditrice i vinforretningen og opvartningspige i Aalesunds private klub. Hvilken vegt man nu end vil tillægge hendes forklaring, der ikke er afgivet under vidneansvar, om, at i tilfælde hun, og ikke principalen er den ansvarlige for skjænkning og salg, er det ialfald ikke bestridt, at hun alene er betjent, og at hun alene har handlet i principalens interesse. Jeg finder saaledes ikke, at de begjærede oplysninger kan siges at udsætte hende for tab af den borgerlige agtelse, selv om man tager dette udtryk i en helt anden og videre mening end lovens motiver forudsætter.

Assessor Mejdell: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg skal tilføie: Der er under etterforskningen fremkommet antydning om, at vidnet har havt direkte fortjeneste af det paaklagede forhold i hotellet, idet der er mulighed for, at det er hende, der har oppebaaret fortjenesten af, hvad serveringen af drikkevarer har kunnet udbringe. Det er saaledes ingenlunde udelukket, at hun er saaledes stillet, at paatalemyndigheden ingen kompetence i straffeloven §81 har til at undtage hende fra straffeforfølgning. Adgang til at frafalde tiltale mod en enkelt i hensigt at skaffe bevis mod andre medskyldige har paatalemyndigheden hverken efter nævnte lovbestemmelse eller efter straffeprocesloven §85. I nærværende tilfælde er, som af førstvoterende refereret, tiltalen frafaldt paa basis af bevisets stilling. Men bevisets stilling kan naarsomhelst forandres, og dermed bortfalder forudsætningen for tiltalens frafaldelse.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Jeg vedbliver mit votum under tiltræden af hr. Mejdells bemerkninger. Allerede de citerede kjæremaalskjendelser afødt xx.xx.1909 gaar efter min mening meget langt. Her at paalægge vidnepligt vilde, finder jeg, føre endnu videre, og det anser jeg lidet heldig.

Kjendelse:

Oleif Emilie Nerbøvik fritages for at besvare de af politimesteren i Aalesund i forhørsretssession den 29 november 1911 fremsatte spørgsmaal.