Rt-1912-417

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1912-02-22
Publisert:	Rt-1912-417
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 26/1 s.a.
Parter:	Narvik kommune (advokat Strøm) mod Luossavaara Kiirunavaara aktiebolag (advokat Bredal).
Forfatter:	Hambro, Backer, Thoresen, Vogt, Mejdell, Vogt, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Byskatteloven (1911) §9, LOV-1891-05-20-4, LOV-1893-07-20-9-§50, §104, §32, §33, Byskatteloven (1911)

Ekstraordinær asseor Hambro: Ved Trondhjems overrets dom afødt xx.xx.1910 blev saaledes kjendt for ret: «Den paaankede udpantningsforretning stadfæstes for: 1. Rest paa byskat for aaret 1908 kr. 20.000,00 med beregnede renter kr. 359,75 samt yderligere renter 5 pct. aarlig at kr. 2.315,00 fra 1 november 1908 og at kr. 17.685,00 fra 1 december 1908. begge dele til betaling sker. 2. Indtægtsskat for aarene 1905, 1906 og 1907, svarende til indtægtsbeløb store henholdsvis kr. 300.000,00, kr 320.000,00 og kr. 600.000,00 med 5 pct. renter at de fremkomne skattebeløb for alle 3 aar fra 5 november 1908 til betaling sker, samt 3. Udpantningsgebyr kr. 5,30. Forøvrig underkjendes udpantningen. Processens omkostninger ophæves.»

Denne dom er af Narvik kommune ved hovedstevning og at Luossavaara-Kiirunavaara aktiebolag ved kontrastevning indbragt til prøvelse her for retten, idet der fra kommunene side er nedlagt saadan paastand: «I. At overrettens dom stadfæstes, dog saaledes, at indtægtsskatten for aarene 1905, 1906 og 1907 tillægges 5 pct. renter fra henholdsvis 15 juli 1905, 1 august 1906 og 1 august 1907 indtil betaling sker. II. At kontraappellanten ilægges processens omkostninger for overretten samt for høiesteret i hoved- som kontrasøksmaalet.»

Fra aktiebolagets side er nedlagt saadan paastand: «At den paaankede, ved kæmneren i Narvik hos appellantskabet Luossavaara-Kiirunavaara aktiebolag under 2 februar 1909 for rest paa dettes byskat til Narvik for aarene 1905, 1906, 1907 og 1908 afholdte udpantningsforretning underkjendes og ophæves som grundet i ulovskikket ligning, at retten overensstemmende med byskattelovens §32, 2det led bestemmer skattebeløbet eller udviser, hvorledes den til grund for skatten liggende ligning rettelig burde have været udført, samt endelig at appellantskabet hos indstevnte, Narvik kommune tilkjendes sagens omkostninger for høiesteret.»

Angaaende sagens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheder henviser jeg til overretsdommens præmisser.

Saaledes som tvisten foreligger for høiesteret, er den i flere henseender blevet adskillig forenklet og indekrænket, saaledes at den nu alene angaar de punkter, som jeg i mit votum kommer til nærmere at berøre.

Jeg kommer til samme resultat som overretten og tiltræder i det væsentlige dennes begrundelse og særlig andenvoterendes at tredievoterende tiltraadte bemerkninger.

Side:418

Hvad indtægtsskatteligningen angaar, bemerker jeg, at denne i henhold til den af høiesteret under 21 mars 1908, Rt-1980-316 flg., afsagte dom skal udføres saaledes, at selskabet bliver at beskatte alene efter sin indtægt af de selskabet tilhørende faste eiendomme og virksomheden i Narvik efter byskattelovens §9 første og andet led. Forsaavidt angaar indtægtsansættelsen for aarene 1905, 1906 og 1907, er dette skeet ved den under 3 mars 1909 sammentraadte overskattekommission, og forsaavidt angaar indtægtsskatten for 1908 ved den under 7 juli 1908 sammentraadte overskattekommission.

Jeg kan ikke forstaa rettere, end at det i høiesteretsdommen udtalte med hensyn til indtægtens ansættelse maa siges at være efterkommet saavel af den overskattekommission, som omhandlede indtægtsskatten for 1905-1907, som af den tidligere nedsatte overskattekommission, der omhandlede indtægtsansættelsen for 1908. Det gjaldt i begge tilfælde for disse skjønskollegier at udfinde de beløb, hvormed bolagets samlede anlæg i Narvik kunde antages at bidrage til bolagets indtægt. Herom og saavidt jeg forstaar, ikke om noget andet har begge kommissioner afgivet sit skjøn. Selv om de for at udfinde det efter deres mening rigtige skjønsresultat har søgt hen til dette gjennem forskjellige betragtninger eller metoder saa mener jeg, at der for begge kommissioners vedkommende foreligger et gyldig og ligeoverfor domstolene i nærværende tilfælde uangribelig skjøn. Det er ikke paastaaet, at der for nogen at tilfældene er undladt at gjøre fradrag, saaledes som loven forlanger det. Loven har ikke opstillet nærmere regler eller angivet nærmere fremgangsmaaden, hvorigjennem de i den citerede §9 første og andet led omhandlede ansættelser skal naaes. Det maa derfor efter min mening være ligningsmyndighederne og her overskattekommissionerne forbeholdt at søge de resultater, som det var deres opgave at udfinde, paa den maade, som de efter omstændighederne og i tilfældets særlige med før maatte finde hensigtsmæssig og forsvarlig. Jeg har saaledes efter denne betragtning ikke nogen opfordring til at udtale mig om, hvorvidt enten den ene kommissions fremgangsmaade, at knytte indtægten til et bestemt beløb pr. udskibet ton, eller den andens, at sætte den til en nærmere angiven brøk af selskabets samlede indtægt, kan ansees for at være den rigtigste, ligesom jeg heller ikke finder grund til at udtale mig om, hvorvidt nogen anden fremgangsmaade eller metode kunde have været endnu bedre. Det er for mig tilstrækkelig, at der her af rette myndigheder er skjønnet over det tema, som rettelig forelaa dem til skjønsafgjørelse og jeg mener da, at resultaterne maa tages, som de er, al den stund der ikke kan paavises at foreligge enten en rent urimelig afgjørelse, saaledes som i enkelte tilfælde har været negtet domstolenes sanktion, eller at der ved skjønnenes fremgangsmaade er ovettraadt bestemte lovforskrifter eller retsregler.

Hvad der fra bolagets side, specielt ligeoverfor skjønnet vedkommende indtægtsansættelsen for 1905-1907, har været gjort gjældende, nemlig at der her til forøgelse af indtægten ved Narvikanlægget ogsaa var taget hensyn til den store i malmbjergene ved Kiiruna og flere liggende kapitalværdi, kan jeg ikke finde tilstrækkelig begrundet. Jeg mener, at denne overskattekommission ved at supponere, af en saa stor del som to trediedele af den samlede indtægt knytter sig til malmproduktionen, har taget det hensyn hertil, som den efter sit skjøn fandt at være tilstrækkelig. En saadan indsigelse har ikke egentlig kunnet vel rettes mod den overskattekommission, som har ansat indtægten for

Side:419

1908, og jeg mener, at der mod denne heller ikke kan gjøres nogen anden gyldig indsigelse, idet denne kommission saavelsom den efterfølgende - som jeg allerede har bemerket - direkte har opfyldt den i høiesteretsdommen udtalte forskrift for det ligningsskjøn, som her skulde finde sted med hensyn til bolagets indtægt. At kommissionerne ikke har opdelt denne indtægt, som de her fandt for Narviksanlægget, i de forskjellige faktorer, hvorefter dette i kraft af en statsøkonomisk betragtning kunde siges at bestaa, mener jeg ikke er nogen feil. Saadant kunde ikke paahvile dem.

Jeg mener derfor med overretten at overskattekommissionernes resultater, forsaavidt indtægtsansættelsen angaar maa staa for fulde.

Med hensyn til formuesansættelsen vedkommende 1908 er der fra bolagets side kan gjort to indsigelser gjældende her for retten.

Bolaget mener for det første, at jernbanevognene ikke skulde været medtaget ved formnesansættelsen, fordi de efter bolagets mening maa ansees som et integrerende led at jernbanedriften og jernbaneanlægget og ikke særlig at knytte sig til anlægget i Narvik. At det beløb, som der her er tale om, nemlig i alt kr. 983.000,00, angaar kr. 200.000,00 lokomotiver, som efter bolagets mening ber regnes med til formuen i Narvikanlægget, medens derimod resten repræsenteres af vognene, som efter bolagets paastand ikke skulde regnes til Narvikanlægget. Af dette beløb for vognene, kr 783.000,00, er kr. 300.000,00 bogført i Sverige. Samtlige vogne er imidlertid opført paa Narvik anlæggets konto. Dette er naturligvis ikke i og for sig afgjørende, idet bolaget oplyser, at dette er gjort, fordi alle disse vogne i tilfælde skal blive at indløse at den norske stat og derfor er bogført paa den konto, som angiver, hvad en saadan eventuel inløsning skulde omfatte; men jeg mener med overretten, at vognene naturlig maa henføres til Narvikanlægget. De tilhører og eies at bolaget, og samtlige benyttes ogsaa ved indlastningen om end naturligvis deres hovedsagelige benyttelse falder i den egentlige jernbanetrafik. Efter kontrakten med staten skal bolaget holde samtlige til driften nødvendige malmvogne, og det forekommer mig da naturlig, at denne vognpark henregnes som en del at selskabets øvrige formue i dette anlæg.

Den anden indsigelse, er den, at formuesansættelsen er blevet urigtig, fordi der ikke ved denne er gjort afslag paa grund at værdiforringelse ved slid og ælde. Heller ikke denne indsigelse kan jeg give medhold. Kommissionen har vistnok ansat formuens værdi til, hvad der efter selskabets bøger er opført som anlægs- og anskaffelsesomkostninger; men kommissionen siger udtrykkelig, at «efter hvad kommissionen har havt anledning til at se under den foretagne befaring, skjennes der ikke at være grund til at foretage noget særskilt fradrag for værdiforringelse af de faste eiendomme og anlæg.» Der foreligger altsaa her en skjønsafgjørelse med hensyn til den virkelige værdi. Derhos vil jeg bemerke, at det sees, at denne kommission ved ansættelsen af indtægten for 1908 har gjort et fradrag paa 3 1/2 procent for amortisation og vedligehold. Jeg mener da, ligesom overretten, at der ikke under disse omstændigheder kan findes nogen feil ved ansættelsen naar kommissionen at den aarlige indtægt til og med har afsat et ikke saa ubetydelig beløb til amortisation og vedligehold. I den tilstand kommissionen fandt selskabets samtlige formuesgjenstande i Narvik, har den skjønnet, at deres værdi i øieblikket ikke kunde sættes under deres af selskabet opførte kostende.

Forøvrig er der i sagen kun strid mellem parterne angaaende den fra Narvik hævdede rentepligt. Jeg kommer ogsaa her til samme

Side:420

resultat som overretten, men begrunder dette paa anden maade. Jeg kan nemlig ikke antage, at den gjældende skattelovs §50 i nærværende tilfælde medfører nogen rentepligt for bolaget - saaledes som af kommunen paastaaet - fra de oprindelige ligningers forfaldstid. Jeg mener, at de bestemmelser om rentepligt, som indeholdes i lovens §50, kun gjælder, naar skattepligtens omfang eller de egentlige skatteansættelser gjennem klage bringes ind for ligningsmyndighederne. Ganske anderledes stiller efter min mening forholdet sig, naar som her selve ligningen ved domstolene bliver underkjendt, og der saa bagefter sker ny ligning eller omligning. Jeg mener da, at en rentepligt ikke kan opstaa, førend fra den for de nye ligninger eller omligningerne gjældende forfaldsdag.

Efter dette vil jeg saaledes votere for overretsdommens stadfæstelse. Med hensyn til procesomkostningerne vil jeg bemerke, at det sees, at kommunen fra sin side havde været villig til at akviescere ved overretsdommen, og det er derfor - som ogsaa i skranken anført - ikke at antage, at den omstændighed, at kommunen ikke fik medhold i rentespørgsmaalet, vilde have bragt den til at indbringe sagen her for retten. Jeg mener derfor uanseet denne sidste omstændighed, at kommunen bør tilkjendes sagsomkostninger for høiesteret, medens jeg antager, at de for overretten bør forblive ophævede.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for høiesteret betaler Luossavaara-Kiirunavaara aktiebolag til Narvik kommune kr. 1.000,00.

Ekstraordinær assessor Backer: Jeg er bortseet fra rentespørgsmaalet i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Det, som er det afgjørende for mig ved bedømmelsen at, hvorvidt indtægts ansættelserne er korrekte fra et retslig standpunkt seet, er den betragtning, at den retslige forudsætning for ligningsskjønnet her er fastsat ved den af førstvoterende nævnte høiesteretsdom, og at der efter mit skjøn ikke er nogen grund til at betvile, at det har været de respektive overskattekommissioners maal at komme til et rigtig resultat med hensyn til ansættelsen af den formue og indtægt, som efter nævnte dom var gjenstand for beskatning i Narvik. Overskattekommissionerne sees at have været fuldt bekjendt med, hvori den virksomhed bestod, som henhørte til anlægget i Narvik, og det er efter mit skjøn ikke paavist, at kommissionerne har medtaget i sit skjøn nogen virksomhed, som ligger udenfor Narvikvirksomheden. Den retslige basis for ligningsskjønnet er saaledes greit optrukket. Derimod kan der visselig - som af førstvoterende nævnt - være forskjellige maader at gaa frem paa, naar man skjønsmæssig vil søge at komme til de korrekte ansættelser; men forsaavidt foreligger der, saavidt jeg kan forstaa, skjønsspørgsmaal, og domstolene har derfor heller ikke nogen adgang til at kritisere vedkommende ligningsmyndigheders valg af fremgangsmaade eller udtale sig om, hvilken fremgangsmaade fra et skjønsstandpunkt kan være mest korrekt. Jeg vil heller ikke undlade at tilføie, at der, som i proceduren fremholdt, intet kan være iveien for, at den ene fremgangsmaade kan ansees for den praktisk heldigste under visse forhold, medens man under en forandret situation foretrækker at gaa over til en anden fremgangsmaade. I henhold hertil mener jeg med førstvoterende, at de afgivne ligningsskjøn ikke kan underkjendes.

Forsaavidt angaar ansættelsen af formuen for aaret 1908, skal jeg angaaende spørgsmaalet om, hvorvidt jernbanevognenes værdi kan

Side:421

medtages, henvise til, hvad overskattekommissionen selv har anført derom. Dette synes, saavidt jeg kan forstaa, at være tilstrækkelig. Med hensyn til spørgsmaalet om fradrag i formuen for værdiforringelse, finder jeg det tilstrækkelig at fremholde, at overskattekommissionen sees at have været fuldt opmerksom paa det rigtige retslige princip, at der skal gjøres saadant fradrag, saafremt og i den udstrækning ligningsmyndighederne finder værdiforringelse at være til stede, og det maa da være et skjønsspørgsmaal, som domstolene i almindelighed ikke kan indlade sig paa at afgjøre, i hvilken udstrækning dette hensyn i det konkrete til fælde hjemler nedsættelse i den antagne formuesværdi.

Med hensyn til rentespørgsmaalet kommer jeg til et andet resultat end førstvoterende. Efter skattelovene (lov afødt xx.xx.1893 no. 9) §50 henhører det under kommunestyret at bestemme betalingsterminerne og i tredje passus fastsættes det, at den paa formue og indtægt udlignede skat ikke kan fordres førend en maaned, efterat den oprindelige ligningsforretnings udlæggelse er bekjendtgjort. Naar det derefter i fjerde paasus staar, at kommunestyret kan bestemme, at der skal svares renter indtil 5 procent af skattebeløb, som ikke betales til forfaldstid, maa dette efter min mening fortolkes derhen, at der ved «forfaldstid» henvises til de af kommunestyret fastsatte almindelige betalingeterminer. Rentepligten blev indført ved loven afødt xx.xx.1891 no. 4. Ved loven afødt xx.xx.1893 blev der aabnet adgang for kommunestyret til at bestemme, at udlignet skat bliver at betale med det oprindelig udregnede beløb, selv om der ikke inden den fastsatte termin er skeet endelig afgjørelse angaaende skatteansættelse, hvorover der er ført klage. Men samtidig blev det bestemt, at betalingsterminernes fastsættelse afhang af tidspunktet for den oprindeiige ligningsforretnings udlæggelse. Jeg finder heri et støttepunkt for den fortolkning, at det har været lovens mening at gjøre kommunens skattekrav rentebærende fra de oprindelig fastsatte betalingsterminer, og at dette rentekrav ikke bortfalder derved, at den oprindelige ligning senere bliver forandret ved overordnet ligningskommissione afgjørelse. Selv om ligningen ved denne blev nedsat og skatteyderen saaledes fik ret i sin paastand om, at det oprindelige skattekrav var for høit, kan der, saavidt skjønnes, ikke være tvil om, at skatteyderen pligtede at svare renter af det rigtige skjønsbeløb helt fra den oprindelige betalingstermin. Jeg mener, at konsekvensen maa blive den samme, hvor den oprindelige ligningsansættelse forandres, ikke af overligningskommissionen, men ved hjælp af domstolene. Hvis skatteyderen indbringer ligningen for domstolene og faar medhold i, at kun en del af den indtægt, som han er beskattet for, med rette skal medtages, men det under sagen oplyses, hvor stort beløb skatten under en rigtig ansættelse vilde have andraget til, mener jeg saaledes, at skatteyderen med det samme kunde dømmes til at betale renter af det rigtige skattebeløb fra de oprindelige betalingsterminer. Det samme mener jeg maa blive tilfældet, selv om det rigtige skattebeløb ikke kan bringes paa det rene under domssagen, fordi domstolen ikke har nogen skjønsmyndighed og derfor maa henvise ansættelsen af det rigtige beløb til omligning overensstemmende med loven afødt xx.xx.1893. Hvad der foregaar ved en saadan omligning, er kun, at der fastsættes, hvilke beløb skatteyderens skatbare formue og indtægt for vedkommende skatteaar med rette skulde være ansat til, og paa basis heraf udregnes derpaa det rigtige skattebeløb. Jeg vil desuden tilføie, at det resultat, som efter min mening hjemles i loven, i sig selv er det eneste rimelige. Den modsatte fortolkning leder til, at skatteyderen bliver fri for et

Side:422

renteansvar, som efter en rimelig ordning burde have paahvilet ham, og overfører paa kommunen, det vil sige de øvrige skatteborgere, et rentetab, som alene kommer skatteyderen tilgode. Det er under høiesteretsproceduren paa det rene, at kommunen allerede under 31 januar og 7 mars 1902 har fattet bestemmelse om, at der skal svares renter af skjønsbeløbene, og at oplysning herom allerede forelaa ved overretten, saaledes at overrettens begrundelse af det modsatte resultat beror paa en overseen af denne oplysning. Bolaget har til støtte for sin paastand om renteterminen paaberaabt sig en beslutning, fattet af Narvik kommunestyre den 21 april 1908, gaaende ud paa, at skattebeløbene ifølge omligningen skulde forfalde 4 uger, efterat underretning til skatyderen er givet. Forsaavidt det er meningen hermed at fremholde, at kommunen kontraktsmæssig har vedtaget, at rentepilgten først skulde opstas fra det saaledes fastsatte senere tidspunkt, skal jeg bemerke, at denne forstaaelse af nævnte kommunebeslutning efter min opfatning ikke kan være rigtig. Jeg mener, at beslutningen alene bør forstaaes saaledes, at kommunen kun ex tuto i analogi med skattelovens §50 anden passus ikke har villet forlange indbetaling før 4 uger efter given underretning, men at det ikke har været kommunens mening at gjøre nogen modifikation i renteansvaret.

Da jeg har grund til at tro, at jeg er i minoritet, skal jeg ikke formulere nogen konklusion.

Assessor Thoresen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Vogt: Ligesaa, hvorhos jeg ogsaa i det væsentlige med hensyn til selve ligningsforretningernes gyldighed tiltræder hr. assessor Backers bemerkninger.

I tilslutning forøvrig til disse vil jeg dog tilføie, at efter min mening maa ligningsmyndighederne være berettiget til at forandre eller ombytte en tidligere anvendt metode for indtægtsberegningen, selv om ikke situationen er forandret. Ligesom det f.eks. for en produktiv bedrift maa være tilladt at gaa over fra at benytte faste indtægtssatser pr. enhed til at beregne indtægten som en vis procent af omsætningen, saaledes maa det ogsaa, eftersom ligningsmyndighederne finder den ene eller anden metode mere eller mindre hensigtsmæssig eller betryggende, være ligningsmyndighederne tilladt at vælge mellem de forskjellige beregningsmetoder, som her har været anvendt af de forskjellige overskattekommissioner. Disse maa staa frit i sit valg, saalænge de ikke enten opfører som indtægt, hvad efter loven ikke rettelig kan henregnes dertil - i dette tilfælde titt der hensyn til byskattelovens §9. I led - eller undlader i bruttoindtægten at fradrage, hvad efter loven skal gaa i afdrag. At overskattekommisoonerne i foreliggende tilfælde har i nogen af disse henseender tilsidesat de lovbestemte hensyn, kan jeg ikke finde godtgjort.

Med hensyn til rentespørgsmaalet skal jeg bemerke: Naar loven giver kommunestyret ret til at paalægge renter at skattebeløb, som ikke betales til forfaldstid, gjælder det her formentlig alene at bestemme, hvilken forfaldstid lovlig er fastsat for vedkommende skattebeløb. Jeg finder det da nogenlunde klart, at som loven nu er formet, er en skat, paalagt ved en ny ligning, iverksat i henhold til dom, som har kjendt den oprindelige ligning ugyldig, først forfalden efter omligningen. Skatten kan ikke være paadragen og end mindre forfalden, førend lovlig ligning foreligger. Saadan lovlig ligning maa ansees at være tilstede, selvom ansættelsesbeløbet forandres af, hvad loven kalder «overordnet instans».

Side:423

Er derimod selve ligningsforretningen omstyrtet af domstolene, enten i sin helhed eller ligsoverfor enkelte skatteydere, fordi den ikke ansees hjemlet i loven, saa foreligger ikke det nødvendige grundlag for skattebetalingspilgten. En ugyldig ligning maa forsaavidt være lig ingen ligning. Først naar en gyldig ligningsforretning foreligger ligeoverfor vedkommende skatteyder, er denne efter loven pligtig til for vedkommende skatteaar at betale skat; følgelig forfalder for ham i det her omhandlede tilfælde ingen skat, førend ny ligning paa lovlig maade har fundet sted. Jeg vil ikke modsige, at der muligens for lovgivningen kunde være opfordring til at indføre en regel, der tilfredsstillede de af hr. assessor Backer nævnte hensyn, men jeg kan ikke finde saadan regel i gjældende lov, og jeg vil tilføie: heller ikke i de nye kommunale skattelove af 1911. Disse loves §104 - jeg citerer her byskatteloven - dens tredie led synes snarere at maatte være dikteret af det hensyn, at der ikke for kommunen er anledning til at beregne renter af skattebeløb, saalænge ligningen staar under prøvelse at domstolene. I den af hr. assessor Backer nævnte beslutning at Narvik bystyre, dateret 21 april 1908, er der, saavidt jeg kan forstaa, gaaet ud fra, at der ikke at de her omprocederede skattebeløb pligtes renter for den tid, som var henløbet eller vilde henløbe inden den i selve beslutningen opstillede forfaldstid.

Assessor Mejdell: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende paa samme maade som hr. assessor Vogt.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogl; Ligesaa.

Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Backer. Jeg kan ogsaa tiltræde hr. assessor Vogts bemerkninger vedkommende indtægtsansættelsen. Jeg vil forøvrig tilføie, at jeg ikke har opfattet bolagets advokat derhen, at han subsidiært har villet gjøre gjældende, at kommunen gjennem beslutningen afødt xx.xx.1908 har egentlig vedtaget ikke at kræve renter før fra omligningen, men kun derhen, at han i nævnte beslutning har søgt et bevis for, at kommunen selv har forstaaet loven paa samme maade som han, nemlig saaledes, at der ikke var adgang til beregne renter fra et tidligere tidspunkt, eller fra de oprindelige skattebetalingsterminer

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af overrettens dom hidsættes;

Ved høiesteretsdom at 21 mars 1908 blev to udpantningsforretninger hos Luosavaara Kiiruuavaara Aktiebolag for skat til Narvik kommune for 1905 ophævet for indtægtsskattens vedkommende idet denne var feilagtig beregnet efter 1/3 del af selskabets samlede indtægt i og udenfor Norge i henhold til byskattelovens §9, 4de led, medens selskabet rettelig var at beskatte alene efter indtægt af sine faste eiendomme og virksomheder i Narvik efter samme paragrafs første og andet led. (Rt-1908-317 ff.). Ved domme afødt xx.xx.1008 og 31 samme maaned er derhos lignende afgjørelser truffet af nærværende ret med hensyn til selskabets indtægtsskat til samme kommune for aarene henholdsvis 1906 og 1907. For 1908 blev selskabet ligeledes at ligningskommissionen indtægtslignet efter lovens udskibningsbestemmelse. Ligningen blev af selskabet paanket til en overskattekommission, som sammentraadte i Narvik 7 juli 1908. Ved kommissionens kjendelse afsagt 9 samme maaned blev formuen ansat til kr. 6.885.000,00 og indtægten under hensyn til den imidlertid faldne høiesteretsdom til kr. 655.000,00. For 1905 -1907 fandt omligning for indtægtens vedkommnede i henhold til de trufne retsafgjørelser sted i oktober 1908. Etter forgjæves klage til

Side:424

ligningskommissoinen blev ligningen af selakabet paaklaget til en overskattekommission, som sammentraadte i Narvik 3 mars 1909. Ved kommissionens kjendelse afsagt 5 s. m. blev indtægten, som af ligningskommissionen var ansat til henholdsvis kr. 398.000,00, kr 493.000,00 og kr. 669.000,00, nedsat til henholdsvis kr. 300.000,00, kr. 320.000,00 og kr. 662.000,00.

Af skatten for 1908 efter overskattekommissionens kjendelse kr. 69.688,75 har selskabet indbetalt kr. 49.688,75 under forbehold om tilbagebetaling af det beløb, som efter endelig dom eller ligning maatte vise sig formeget erlagt. For resten kr. 20.000,00 samt skatterne for aarene 1905-1907 i henhold til ligningskommissionens omligning afholdtes den 2 februar 1909 udpantningsforretning af kæmneren i Narvik, hvorved for skattebeløbene med tillæg af renter og gebyr, tilsammen kr. 143.400,05 mod selskabets protest blev givet udlæg i forskjellige løsøregjenstande, takseret til et samlet beløb af kr. 165.000,00.

Denne udpantningsforretning er af selskabet ved stevning afødt xx.xx.1909 paaanket her til retten, hvor appellantskabet har nedlagt parstand om, at forretningen underkjendes og ophæves, og at retten bestemmer skatebeløpet eller udviser, hvorledes den til grand for skatten liggende ligning rettelig burde have været udført, samt endelig at appellantskabet hos idstevnte tilkjendes sagens omkostninger.

Indstevnte Narvik kommune ved ordfører og magistrat har paastaaet udpantningen stadfæstet og indstevnte tilkjendt processens omkomkostninger for overretten. Efter proceduren er denne paastand saaledes at forstaa, at udpantningen er frafaldt for det beløbs vedkommende, hvorved ligningskommissionens omligning af indtægten for aarene 1905-1907 er nedsat ved den af overskattekommissionen i 1909 afsagte kjendelse.

Angaaende selskabets anlæg og virksomhed i Narvik og forhold forøvrig henvises til præmisserne for nærværende rets dom afødt xx.xx.1907 (kfr. Rt-1908-318 flg.), samt til de 2 nævnte overskattekommissioners kjendelser. Under nærværende sag har selskabet fremkommet med forskjellige yderligere oplysninger. Det fremgaar, at selskabets grubedrift i den tidsperiode, sagen omfatter, udelukkende har foregaaet i malmberget Kiirunavaara, hvorfra malmen for den væsentligste del skibes over Narvik. Siden 1908 har selskabet ogsaa overtaget driften af Malmberget jernmalmgrube i nabosognet Gellivare, forhen tilhørende a/s Gellivare malmfelt.

Denne malm, saakaldt Gellivaremalm, skibes udelukkende over Luleå. Aktiekapitalen fordelt paa aktier à kr. 1.000,00 udgjorde oprindelig kr. 6.000.000.00. I 1905 forhøiedes den til kr. 24.000.000,00 og pr. 1 januar 1908, som led i i en kontrakt af 1907 med den svenske stat - yderligere til kr 80.000.000,00, fordelt paa lige stor serie stamaktier og preferenceaktier, hvis samlede paalydenende altsaa udgjør kr. 40.000.000,00, er uden kjøbesum overdraget til den svenske stat, som saaledes nu eier selskabets halve aktiekapital. Under 11 februar 1903 erhvervede trafikaktiebolaget Grängesberg-Oxelösund. Stockholm, 5.750 aktier i Aktiebolaget Gellivare Malmfelt og 1.774 aktier i L. K. A. B. (Appellantskabet), og da det første at disse bolag eiede 3.609 aktier i sidstnævnte, erholdt Trafikaktiebolaget bestemmelsen over omkring 90 % af begge bolags aktier, hvis antal for hvert dengang var 6.000. Ved kontrakten af 1907 med den svenske stat er der forbeholdt denne pr. 31 december 1932 eller - om staten foretrækker det - 1942 at indløse de aktier i L. K. A. B, som nu tilhører eller indtil indløsningsdagen maatte være erhvervet af nævnte Trafikaktiebolag og Aktiebolaget Gellivara Malmfelt efter takst, foretaget paa nærmere aftalt maade, hvorved den svenske stat praktisk talt vil blive eneeier af selskabet. Indtil udgangen af 1932 er selskabet

Side:425

forpligtet fra Kiirunavaara kun at udbryde og tilgodegjøre sig indtil 75.000.000 og fra Malmberget indtil 18.750.000 tons, hvilke af staten bliver at fragte med visse, bestemt aftalte maksimumskvantiter pr. aar. Benyttes ikke indløsningsretten i 1932, er selskabet i 5-aarsperioden 1932-1937 berettiget til yderligere at udbryde og levere fra Kiirunavaara 15.000.000 ton og fra Gellivare Malmfelt 3.750.000 tons. Noget kvantum udover disse 90.000.000 tons fra Kiirunavaara og 22.500.000 ton fra Gellivare er selskabet i intet tilfælde berettiget til at nyttiggjøre sig. Forat den svenske stat ikke som eier af den halve aktiekapital skal paadrage sig nogen gjældsiorpligtelse, har Trafikaktiebolaget Grängesberg-Oxelösund uden regresret maattet overtage L. K. Å. B's nuværande og fremtidige gjæld.

Malmens transport foregaer pr. jernbane, henholdsvis til Narvik og Luleå. Jernbanen Lulså-Gellivare-Kiiruna-Riksgränsen tilhører den svenske stat, jernbanen Riksgränsen-Narvik den norske stat. Transporten besørges paa nærmere bestemte vilkaar henholdsvis af den svenske og norske stat. Alle malmvogne for den norske trafik har maattet anskaffes af selskabet. I Luleå besørges ogsaa indlastningen af den svenske stat, medens i Narvik indlastningen besørges af selskabet. Paa grund, som tilhører og er leiet af den norske stat, har selskabet i dette øiemed opført en række bygninger og anlæg, og det er i den og den dertil knyttede virksomhed, at selskabets skatteforhold er begrundet. Efter kontrakten med den norske stat afødt xx.xx.11 oktober 1898 er denne berettiget til naarsomhelst med et aars varsel at indløse saavel de paa statens grund udførte anlæg og opførte bygninger samt materiel som de anlæg med tilhørende grund, som selskabet maatte have udført udenfor statens omraade, «og som er nødvendige for en hensigtsmæssig tograngering og ind- og udlastning eller i det hele umiddelbart knyttet til de paa statens grund værende anlæg.» I tilfælde indløsning er staten forpligtet til at overtage malmens fremkjørsel til aflæeningsplads eller til fartøi samt indlastning i dette. Som indløsningssum skal enten betales det belob, som anlægget m.v. efter regnskaberne har kostet selskabet (heri ikke medregnet renter af anlægs- eller anskaffelsesomkostninger, eller de beløb, hvortil anlægget m.v. paa indløsningstiden maatte blive værdsat ved lovlig takst. Ved denne maa der til forhoielse af værdien intet hensyn tages til bedriftens afkastning. Staten har valget mellem disse alternativer og kan kræve taksten afholdt, forinden den træffer sit valg.

Selskabet anker under nærværende sag over 1) formuesansættelsen for 1908, 2) indtægtsansættelsen i alle 4 aar 1905 til 1908, 3) mangler ved udpantningsforretningen.

1. Overskattekommissionen 1908 har, som det sees af dens kjendelse, ved formuesansættelsen 1908 lagt til grund den bogførte værdi af selskabets faste og løse eiendom i Narvik pr. 30 september 1907 kr. 8.068.155,07 med tillæg kr. 300.000 for malmvogne bogført udenfor Narvik tilsammen kr. 8.368.155,07 og med fradrag af enkelte løsøregjenstande, som ikke fandtes at staa i forbindelse med det nuværende anlæg og den dertil knyttede virksomhed, og hvis fortsatte tilstedeværen i Narvik antoges kun at skyldes den tilfældige omstændighed, at man ikke har kunnet realisere dem (mudringsapparatet Rheinland m. m.), til samlet godkjendt værdi kr. 116.347,22, hvorefter tilrest kr. 8.251.807,85. Heri er gjort gjældsfradrag beregnet efter selskabets opgivne gjeld pr. 30 september 1907 kr. 8.697.000 og selskabets bogførte aktive 1 janunar 1907 med et værditillæg af kr. 12.000.000 paa grubernes konto, ansat under benblik til aktiernes kurs tilsammen kr. 52.582.000. Den skatbare formue i Narvik er derefter befundet at udgjøre kr. 6.887.000, som efter de for Narvik gjældende ligningsregler er afrundet til kr. 6.855.000.

Side:426

For kommissionen paastod selskabet, at dets formue skulde ansættes efter salgsværdi, at der skulde fratrækkes ikke alene gjæld, men ogsaa et beløb for værdiforringelse, samt at den kapital, som bolaget har anvendt til uddybning af kommunens havn og statens tomt, andragende til ca. kr. 998.000, ikke kan beskattes hos bolaget. For løsørets vedkommende, som tidligere var forlangt helt undtaget for beskatning i Narvik. paastodes for kommissionen, at det denne kunde formuebeskattes forsaavidt fornødent til selskabets drevne virksomheds regelmæssige drift. Særlig paastodes undtaget jernbanevogne til en værdi ca. kr. 763.000, fordi de ogsaa benyttes ved malmtransporten fra Kiiruna til anlægget i Narvik. - - -

2 Ved beregningen at indtægten i Narvik for 1908 af selskabets grubedrift har overskattekommissionen 1908 lagt til grund et skjøn om, hvad sel. skabet antagelig maatte have betalt for de fordele, som de nu opnaar ved sit anlæg i Narvik, om dette istedet havde været en helt selvstændig virksomhed paa fremmed haand. Paa dette grundlag har kommissionens flertal sat afkastningen af selskabets virksomhed i Narvik til brutto kr. 1,00 pr. ton skibet malm, hvorfra er trukket drifteudgifter, som gjennemsnitlig for de 3 sidste aar ifølge opgave havde udgjort kr. 0,35 pr. ton. Differancen kr. 0,65 pr. ton er derefter multipliceret med den gjennemsnitlige eksport i de 3 sidste aar 1.466.750 ton. Fra det udkomne beløb kr. 953.387,50 er derefter yderligere trukket amortisation og vedligehold med 3 1/2 % af de faste eiendommes antagne værdi kr. 6.787.000,00 = kr. 237.545,00, 5 % renter af den paa Narvikanlæggene faldende andel at selskabets gjæld pr. 30 september 1907 kr. 1.365.000,00 = kr. 68.250,00, hertil staten for pund kr. 1.000,00, assurance udenfor hvad er medtaget under driftsudgifter kr. 2.000,00, tilsammen kr. 308.795,00. Til differancen kr. 644.592,50 er lagt selskabets indtægt i Narvik udenfor hovedvirksomhed (af drift at mekanisk verksted m.v.), med opgivet beløb kr. 10.000,00, hvorefter summen kr. 654.592,50 etter ligningsreglerne er afrundet til kr. 655.000,00.

Overskattekommissionen 1909 har paa grundlag af selskabets aarsregnskaber og deri meddelte driftsresultater skjønnet selskabets beskattelige indtægt netto af den over Narvik udskibede malm for skatteaarene 1905, 1906 og 1907 at udgjøre henholdsvis kr. 2.392.000,00, kr. 2 538000,00 og kr. 5.269.000,00, og at der heraf paa virksomheden i Narvik falder 1/8 part med henholdsvis kr. 299.000,00, kr. 317.250,00 og kr. 658.625,00, hvortil er lagt 7/8 af de paa Narvikvirksomheden særlig faldende smaaindtægter, opgivet for de 3 aar til henholdsvis kr. 1.347,00, kr. 3.356,00 og kr. 4.055,00 hvorefter er fremkommet med afrundede beløb henholdsvis kr. 300.000,00, kr. 320.000,00 og kr. 662.000,00.

Bolaget sees for overskattekommissionen 1908 at have antydet en beregningsmaade, hvorefter dets fortjeneste af bedriften i Narvik for malmtransportens vedkommende skulde udgjøre 11,2 øre pr. skibet ton, hvilket for skibningen i 1907 ca. 1.332.500 ton skulde udgjøre ca. kr. 150.000,00 idet man er gaat ud fra den samlede fortjeneste pr. ton udbrudt malm, opgivet til kr. 3,60, og efter fradrag af kr. 2,80 som kapitalindtægt har fordelt resten kr. 1,40 i forhold til omkostningerne med virksomhedens enkelte led, tilsammen kr. 6,25 pr. ton, hvoraf i Narvik ca. kr. 0,50.

Her for retten hævder selskabet, at dets fortjeneste af malmtransporten udgjør forskjellen mellem den samlede salgssum og de samlede driftsomkostninger plus malmens kapitalværdi. Fortjenesten af virksomheden i Narvik beror paa, hvilken indflydelse denne har paa salgsprisen. Det er prisvindingen - anvendte omkostninger, som udgjør indtægten af bolagets indlastningsvirksomhed i Narvik. For denne opfatning findes støtte i lovens forarbeider, udkast til foredrag af indredepartementet, vedheftet Ot. prop. nr. 4 for 1882,

Side:427

side 28-29, idet indlastningsindtægten her betegnes som forskjellen mellem varens pris paa kaien og dens pris indlastet i fartøi, efter fradrag af de med indlastningen forbundne omkostninger. Bolaget er af den mening, at det i angjældende skatteaar ingen nettoindtægt har havt af sin indlastningsvirksomhed i Narvik, og begrunder dette med, at omkostningerne i disse aar maa antages at have oversteget eller ialfald helt opveiet det tillæg i prisen, som malmen kan formodes at have vundet gjennem indlastningsvirksomheden. Den over Narvik udskibede malm androg i 1906 til 1.605.455 tons og har de øvrige aar indtil 1908 været mindre, medens bolagets aulæg i Narvik saavelsom den for transporten byggede jernbane er beregnet paa en trafik af mer end den dobbelte størrelse. Den store malmkai er beregnet paa aarlig at kunne indlaste 6 millioner ton. Denne kai toges i sin helhed først i brug i jannar 1907, efter delvis at have været i brug siden begyndelsen af 1906. I de tidligere aar (1903-1905) var al udskibning udelukkende besørget af den provisoriske trækai, som vel kunde magte en aarlig udskibning af betydelig større mængder.

Til den malmmængde, som hidtil er udskibet, har altsaa den store malmkai været absolut overflødig. Havde anlægget kan været beregnet paa en aarlig udskibning af 1,5 mill. ton, vilde trækaien, hvis kostende udgjør ca kr. 217.000,00 været tilstrækkelig, og bolaget kunde have sparet sig opførelsen af stenkaien og dermed et kapitaludlæg paa 3,6 millioner kroner. I et lignende forhold til de hidtil skibede kvanta staar ogsaa bolagets anlæg forøvrig. Den i anlægget nedlagte kapital har i disse aar ikke paa langt nær været udnyttede. Omkostningerne ved indlastningen har derfor i disse aar været saa uforholdsmæssig store, at de utvilsomt overstiger den vinding, som malmens indlastning i fartøi repræsenterer for bolaget, uden at det dog derfor er bolagets mening at ville unddrage sig skat af sin indlastningsvirksomhed i Narvik i angjældende aar.

Mod ligningen for 1908 efter den at overskattekommissionen for 1908 afsagte kjendelse gjør selskabet særlig gjældende, at bruttointægtens ansættelse til kr. 1,00 pr. ton er helt vilkaarlig og ikke bygget paa noget lovlig skjøn. Dernæst at ansættelsen hviler paa en urigtig forudsætning, nemlig den fiktion, at anlægget drives som et selvstændig, paa økonomisk overskud beregnet foretagende, medens det i virkeligheden er opført af bolaget selv og ikke som et selvstændig paa særlig fortjeneste beregnet foretagende.

Mod omligningen for 1905-1907 efter den at overskattekommissionen 1909 afsagte kjendelse anføres, at man ikke har nogen sikkerhed for, at en bedrifts samlede udbytte fordeler sig paa dens enkelte led. Et enkelt led kan meget vel gaa med tab, selv om den samlede produktion giver udbytte. Kommissionen har ikke prøvet selskabets principale paastand, at der ingen nettoindtægt er at Narvikvirksomheden i angjældende aar. Kommissionen gaar uden videre, men urigtig ud fra, at der har været saadan indtægt. En fordeling af helheden paa de enkelte led forudsætter kjendskab til alle disse, men kommissionen har intet personlig eller paa selvstændig undersøgelse bygget kjendskab til virksomheden i Stockholm og Kiiruna og er navnlig aabenbart desorienteret med hensyn til virksomheden i Kiiruna. - - -

Selskabet har fremlagt ekstraktudskrift af kjendelse afsagt af en til behandling af appellantskabets skatteklage for 1909 nedsat overskattekommission. Det fremgaar, at selskabet af sidstnævnte overskattekommission er lignet til Narvik for en del af sin samlede indtægt aar om andet, svarende til de i Narvik anvendte omkostninger i forhold til dets omkostninger overhovedet. Overskattekommissionen er derved kommet til en indtægt for 1909 stor kr. 641.000,00. Selskabet finder i de 3 oversksttekommissioners

Side:428

afgjørelser bevis for, at der hersker adskillig forvirring inden ligningsmyndighederne med hensyn til ansættelsen af bolagets indlastningsindtægt i Narvik og mener, at de anvendte principer ialfald ikke alle kan være rigtige. Endelig er fremlagt udskrift af ligningskommissionens forhandlingsprotokol for 1910 forsaavidt angaar appellantskabets ligning for samme aar. Appellantskabet sees her at være lignet efter 4 pct. af sin formue i Narvik med tillæg af en driftsherregevinst, stor 20 øre pr. ton, gjennemsnitlig udskibet i de tre foregaaende aar. Resultatet er en indtægt, stor kr. 668.000,00, hvoraf paa malmudskibningen kr. 648.000,00. - - -

Jeg er forsaavidt enig med appellantskabet, som jeg med dette antager, at fordelen af dets indlastningsvirksomhet rettest maales efter forskjellen mellem malmens værdi iland i Narvik og efter indlastningen i fartøi med fradrag af omkostninger. Men jeg ser ikke, at dette princip er væsentlig forskjellig fra det, som maa antages at være befulgt af overskattekommissionen i 1908, naar den har ansat virksomhedens afkastning til et beløb, kr. 1,00 pr. ton skibet malm. Appellantskabet indvender mod kjendelsen, at kommissionen har tænkt sig virksomheden i Narvik drevet som et selvstændig økonomisk foretagende; men denne indvending findes ubeføiet, da den omstændighed, at selskabet selv eier anlæggene og driver virksomheden, formentlig ikke stiller samme med hensyn til skattepligt anderledes, end om de tilhørte en anden udenbyeboende, jfr. høiesteretsdom i Rt-1904-690 ff., navnlig side 692, førstvoterendes votum, næstsidste afsnit, hvortil de øvrige voterende maa antages at have sluttet sig. Der er ogsaa den forskjel mellem kommissionens og selskabets beregningsmaade, at dette blandt omkostningerne i bruttofordelen blandt andet, saavidt skjønnes, ogsaa vil medregne renter af de til anlæggene m.v. anvendte kapitaler. Men ogsaa dette standpunkt forekommer mig uholdbart. Ved sine anlæg har selskabet opnaaet en væsentlig reduktion i arbeidsomkostninger og en hurtigere og sikrere indlastning end ellers mulig, og disse fordele er det aabenbart netop, som først og fremst maa komme til beskatning, medens de, om forrentning af anlægskapitalen skulde fratrækkes som nævnt, udover hvad der tilsiges af selkabets gjældsforbold. ialfald for en væsentlig del vilde blive skattefri.

Naar selskabet paaberaaber, at det med den hidtidige eksport ikke har havt fuld nytte af de i anlæggene nedlagte kapitaler, bemerkes, at selv om den aarlige eksport endnu ikke har været saa stor, som anlæggene tillader, hindrer dette formentlig ikke, st selskabet allerede nu har fordel af deres størrelse, idet det derved til tider kan indlaste hurtig og sikkert større mængder end ved mindre anlæg mulig. Det synes ogsaa, som om de nuværende anlæg er udført paa en tid, da selskabet endnu ikke havde kontraheret større maksimaltransport end 1.200.000 tons aarlig, jfr. overskattekommissionens kjendelse side 15. Saavidt skjønnes indrømmer ogsaa selskatet, at indlastningen i Narvik falder baade billigere og hurtigere end indlastningen i Oxelösund, hvilket ogsaa tyder paa, at selskabet allerede nu har en fordel af anlæggene i Narvik, som fuldt modsvarer de derpan anvendte kapitaler. Om anlæggene kun var økonomisk berettiget med selskabets fremtidige større eksport for øie, vilde det forøvrig, om man tænker sig den paa fremmed haand, være naturlig, at betalingen for indlastningen normeredes med det for eie, at den allerede fra begyndelsen skulde forrente de anvendte kapitaler.

At der ved kommissionens skjøn klæber nogen urimelighed, som kan gjøre samme angribelig for domstolene, har selskabet ikke gjort noget forsøg paa at godtgjøre.

Naar selskabet endelig har gjort gjældende, at det af overskattekommissionen anvendte princip leder til beskatning af virksombeden i Narvik, selv

Side:429

om selskabet i det hele arbeider med tab, maa jeg med kommissionen ogsaa være enig i, at nytten af Narviksvirksomheten bliver den samme for selskabet, enten malmprisen er høi eller lav og derfor nettofortjenesten stor eller liden. Saavidt skjønnes vil det samme ogsaa ligegodt følge af selskabets eget prisvindingasystem. Skal virksomheden i Narvik bedømmes selvstændig i tider, naar selskabet gaar med gevinst, tilsiger jo ogsaa al rimelighed, at samme bliver tilfælde, om det gaar med tab.

Med hensyn til det af overskattekommissionen 1909 fulgte princip for at udfinde selskabets indtægt af Narviksvirksomheden, kan denne maaske være mere vilkaarlig. Det finder dog ogsaa støtle i selskabets procedure førsaavidt, som man subsidiært vil have indtægten i Narvik beregnet i forhold til selskabets samlede indlægt. Det er derhos ikke tvilsomt, at det er selskabets fordel af anlæggene og virksomheden i Narvik, overensstemmende med byskattelovens §9, 1 del, jfr. §33, 2 del, som det ogsaa for overskattekommissionen 1909 har været opgaven at finde, og selv om man i sine bestræbelser herfor ikke har anvendt den principielle heldigste fremgangsmaade, er dette neppe tilsttækkelig til at sætte dens skjøn ud af betragtning Selskabet maatte ialfald godtgjøre, at det rigtigere princip vilde lede til lavere ansættelse for de paagjældende aar, men saadant bevis er ikke ført. Under disse omstændigheder finder jeg det unødig at gaa nærmere ind paa de urigtige faktiske forudsætninger, som kommissionen angivelig skal have bygget paa. Kun bemerkes, at dens ansættelse af selskabets samlede indtægt for 1907 opgives at være bygget paa meddelelsen fra selskabet selv, og at det ikke under sagen er godtgjort, at dette er feilagtig. Naar nu malmens kapitalværdi ikke er fratrukket, jfr. høiesteretsdom i Rt-1908-253 flg. bemerkes, at efter leiernes righoldighed denne post i nærværende tilfælde synes at være af liden praktisk betydning, jfr. ovesakattekommissionen af juni 1909. Side 5 har kommissionen af denne grand fundet at kunne sætte posten ud af betragtning. De øvrige forudsætninger, hvori kommissionen skal have feilet, har neppe spillet nogen afgjørende rolle for dens skjøn om Narvikvirksomhedens andel i den samlede indtægt.

Naar selskabet subsidiært har villet have indtægten i Narvik beregnet i forhold til de der anvendte omkostninger, skal jeg tilføie, at det her synes at være urigtig, naar man blandt omkostningerne ikke har medregnet renter af anlægsomkostningerne. Medregnes disse, som gjort af overskatekommissionen juni 1909, synes principet med den hidtidige eksport og de hidtidige indtægter for øie ikke at lede til noget væsentlig forskjellig resultat fra de af de tidligere overskattekommissioner anvendte. - - - Hazeland.

- - - Ad indtægtsansættelserne. Det man efter min mening ved begge kommissioners afgjørelser holdes for øie, at deres opgave har været at fastsætte indtægter, som efter sin natur er rent skjønsmæssige, og som finder uden eller ingen støtte i forretningens bogførael og i det hele er vanskelige at algrænse. Det synes efter de foreliggende indviklede forhold da ogsaa naturlig, at der neppe kan paavises nogen enkelt bestemt metode for indtægtsbestemmelsen, som er den juridisk seet mest holdbare; metodevalget bliver ev skjønssag, som det ligger udenfor rettens kompetance at bedømme. Retten kan alene underkjende, dersom der paaviselig er anvendt feilagtige retssætninger eller lagt til grund paatagelig feilagtige faktiske forutætninger, saaledes at resultatet derved maa formodes at være blevet skatteyderen for ugunstig. Seet under denne synsvinkel falder den væsentlige del af appellantskabets procedure udenfor rettens kompetance.

Indtægtsansættelsen for 1908 har efter kjendelsens præmisser fundet sted ved en skjønsmæssig afveien af de to faktorer; hvad en bedrift som

Side:430

Narvikanlægget bør kaste af sig for at bære sig og hensynet til, hvor stor del av appellantskabets hele indvundne intægt skjønsmæssig rettelig bør ansees at falde paa anlægget i Kiirnna og administrationen i Stockholm. At denne betragtningsmaade er juridisk uholdbar kan ikke indsees, og det væsentlige af appellantskabets - som det iøvrig synes paa dette punkt noget uklare - procedure angaar skjønsspørgsmaalet. Med førstvoterende er jeg enig i, at der ikke ved beregningen kan bringes i fradrag i bruttoudgiften renter af kapital en i anlægget (udenfor de opførte renter af gjældsbeløbet kr. 1.365.000,00); efter den benyttede skjønsmetode er det netop kapitalen i anlægget, som er den væsentlige faktor til indtægtserhvervelsen, og kaptialen tilhører appellantskabet ubeheftet paa det forholdsvis lille gjældsbeløb nær. Appellantskabets indvending, at beregningen er urigtig, fordi anlæggene i Narvik er udført med en meget større fremtidig udskibning for øie end den hidtidige, antager jeg retten afskaaret fra at prøve. Kommissionen har ifølge kjendelsens præmisser været fuldt opmerksom paa forholdet og foretaget sin ansættelse under hensyn til de onaaede fordele, tiltrods for de store udlæg. Afgjørelsen er skjønsmæssig og ligger derfor udenfor rettens kompetance.

Omligningen for 1905, 1906 og 1907 anser jeg ligeledes retslig uangribelig. Denne overskattekommissiøn hør efter gjennemgaaelse af forskjellige mulige metoder valgt den benyttede fremgangsmaade, som den skjønsmæssig heldigste. Efter det om rettens forhold til metodevalg anførte finder jeg ikke grund til at udtale noget om fremgangemaadens hensigtsmæssighed. Appellantskabets indvending, at man ikke har sikkerhed for, at en bedrifts samlede udbytte fordeler sig paa dens enkelte led, hører hjemme for ligningsmyndighederne, idet spørsmaalet i det foreliggende tilfælde efter min mening netop er et af de skjønamæssige kjernespørgsmaal. Kommissionen har lagt den bogførte nettoindtægt til grund og foretaget sit skjøn med den udtrykkelige reservation, at den selvfølgelig er fuldt opmerksom paa, at de benyttede brøktal ikke er nogen for kommunen bindende eller almengyldig fordelingsmaade og har iøvrig begrundet sit skjøn rent konkret. Dette medfører ogsaa, at der formentlig ikke kan hentes nogen gyldig indsigelse fra den paaberaabte høiesteretsdom i Rt-1909-253 flg. At kommissionen til udgangspunkt har valgt den bogførte nettogevinst, hvori ogsaa indgaar malmens mulige kapitalværdi, bliver ligegyldig. Man synes uberettiget til uden videre at antage, at det samme forholdstal vilde været benyttet, dersom der i den bogførte indtægt paa forhaand havde været gjort noget skjønsmæssig fradrag for malmens kapitalværdi af betydning. - - -

Erling Broch.

Ogsaa jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, idet jeg med hensyn til overskattekommissionens ansættelse af indtægten for aarene 105-1907 tiltræder andenvoterendes bemerkninger. - - -

Beichmann.