Rt-1912-501
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1912-03-30 |
| Publisert: | Rt-1912-501 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 48/1 s.a. |
| Parter: | Narvik kommune (adv. Oskar Strøm) mot Luossavaara-Klirunavaara Aktiebolag, Narvik ved oberstløitnant O. W. Lund, Kristiania (adv. Johan Bredal). |
| Forfatter: | Hambro, Backer, Thoresen, Birkeland, Vogt, Smith, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | LOV-1882-04-15-2-§4, LOV-1882-04-15-2-§5, LOV-1882-04-15-2, Byskatteloven (1911) §5, LOV-1882-04-15-2-§39, LOV-1882-04-15-2-§9 |
Ekstraordinær assessor Hambro: Under 2 april 1909 blev der at kæmneren i Narvik holdt udpantningsforretning hos Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag for eiendomsskat for 1909, stor 9.000 kr., foruden 5 % rente fra 1 april 1909. og med tillæg af udpantningsgebyr kr. 5,30. Udpantningsforretningen blev af aktiebolaget indbragt til prøvelse for Trondhjems overret, som under 15 august 1910 afsagde saadan dom: «Den paaankede udpantningsforretning underkjendes. Ved ny eiendoms takst til brug for ny ligning af eiendomsskat for 1909 bliver anlægget med tilhørende bygninger, ledninger etc. at værdsætte efter sin salgsværdi under skjønsmæssig hensyn til, at det er bygget paa fremmed grund med indløsningsret for grundeieren. Processens omkostninger ophæves.»
Narvik kommune har ved stevning afødt xx.xx.1910 og aktiebolaget ved kontrastevning afødt xx.xx.1911 indanket udpantningsforretningen til høiesteret, hvor der er erhvervet antecipationsbevilling.
Appellanten har nedlagt saadan paastand: «1. At udpantningen stadfæstes. 2. At kontra-appellantskabet tilpligtes til hoved-appellantskabet at betale processens omkostninger for overretten og høiesteret, for højesteret i hoved som kontraanken.»
Kontraappellanten har nedlagt saadan paastand: «At den paaankede udpantningsforretning underkjendes og ophæves som grundet i ulovlig beskatning, og at hovedappellanten tilpligtes at betale kontraappellanten sagens omkostninger for begge retter.»
Ang. sagens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheder henviser jeg til overretsdommens præmisser. Her for høiesteret har aktiebolaget frafaldt de indsigelser, som omhandles i overretsdommen under nr. 2 og 3 alene med undtagelse af anførendet om, at der maa tages hensyn ved skattetaksten til den anlægget paahvilende indløsningseervitut og dennes virkning med hensyn til, hvad der kan ansees som den rette værdi af anlægget. Der er efter overretsdommens afsigelse afholdt ny uderskattetakst i henhold til dommen, hvorved bolagets eiendomme i Narvik er takseret til 9.250.000 kr. Undertaksten oplyses at være stadfæstet ved overtakst.
Jeg kommer i hovedsagen til samme resultat som overretten og slutter mig i væsentlige dele til den af førstvoterende og andenvoterende givne begrundelse. Bolagets væsentligste anke med hensyn til den til grund for udpantningen liggende skattetakst er, at der ved taksten ikke er sørt at finde ud de skatbare eiendommes salgs- eller
Side:502
omsætningsværdi, men at man istedet har lagt deres nyttevirkning eller brugsværdi til grund for skattetaksten. Jeg er med de før nævnte voterende enig i, at dette ikke stemmer med vor gjældende ret. Jeg finder at maatte antage, at hvad der ved eiendomsskatten efter den hidtil gjældende byskattelovs §4, jfr. §5, skal blive at beskatte, er vedkommende eiendoms værdi i frit salg i handel og vandel, dens omsætningsværdi. Dette er ogsaa regelen i alle landets byer, og det fremgaar efter min opfatning ogsaa med tilstrækkelig klarhed af samme lovs §9, hvor der skjelnes mellem formue i fast eiendom eller anlæg, hvilket efter min forstaaelse svarer til disses ovennævnte skattetakstværdi, og formue, der knytter sig til saadan eiendom eller anlæg, hvilket svarer til den nyttevirkning eller brugsværdi, som den faste eiendom eller anlæg har for sin eier eller bruger i dennes næringsdrift. Dette sidste ligger saaledes efter min mening udenfor og kommer alene i betragtning, naar der skal skrides til udligning af formuesskat. Jeg vil her ogsaa tilføie, at den nye byskattelov afødt xx.xx.1911 (no. 9) §5, første led, giver en regel, der netop rammer den værdi, som skal være gjenstand for eiendomsskatten. Lovens regel er her, at ved takseringen ansættes eiendommens takstværdi til det beløb, som eiendommen efter sin beskaffenhed, anvendelighed og beliggenhed antages at kunne afhændes for under sedvanlige omsætningsforhold ved frit salg. Den kgl. prop. til denne § udtaler ogsaa, at forskriften stemmer med, hvad der hidtil har været anseet for gjældende ret. Den omtvistede skatteovertakst, hvis nærmere beskaffenhed er forklaret i overretsdommens præmisser, hvortil jeg henviser, er efter min mening ikke en saadan eiendomstakst. Den har som sit grundlag en skjønsmæssig ansættelse af, hvad bruget indvinder gjennem brugen og benyttelsen af sine heromhandlede eiendomme og anlæg under sin i Narvik drevne betydelige indlastningsvirksomhed. Men dette er aabenbart eiendommenes eller anlæggets brugs- eller nytteværdi for bolagets driftsvirksomhed, anlægget er derunder betragtet som et produktionsmiddel under bolagets store forretningsdrift i Narvik, og dets værdi er beregnet forholdsvis efter den afkastning som denne forretningsdrift antages at give. Herved er man imidlertid inde paa en rent subjektiv, fra brugerens eller eierens særlige og individuelle forhold hentet maalestok, som intet her at gjøre med gjenstandenes eller anlæggets egen salgs- eller omsætningsværdi, der netop efter sin natur forudsætter en objektiv og almengyldig værdiansættelse.
Det har fra kommunens side været anført, at der her handles om et betydelig og i sit slags omtrent enestaaende anlæg, som intet formaal kan have uden som middel for bolagets malmudskibning m.v., og som ikke kan tænkes solgt til fremmede, hvilket desuden kontrakten med den norske stat ligefrem forbyder uden kongens samtykke, eller overhovedet kan tænkes som gjenstand for fri omsætning. Heraf skulde følgen da blive, at nogen egentlig salgs- eller omsætningsværdi ikke ligeoverfor disse gjenstande skulde kunne tænkes eller findes ud. Heri kan jeg ikke være enig. Gjenstandene, det være sig bygninger, maskiner, kaier, brygger eller andet, som kommer i betragtning, er alt gjenstande, som i og for sig har sin selvstændige omsætningsværdi, idet de ved bestilling hos entreprenører og leverandører vil kunne tilveiebringes til enhver tid. Som veiledning til udfindelse af denne værdi vil naturligvis kunne tjene de omkostninger, som bolaget selv har haft for at anskaffe sig eller fremstille gjenstandene, og som af selskabet er opgivet efter dets bøger. Hvorvidt disse bogførte anskaffelsesomkostninger nødvendigvis, som af bolaget paastaaet, skulde være at betragte som
Side:503
et maksimum for anlæggets salgs eller omsætningsværdi, er imidlertid et andet spørgsmaal. Det er efter sin natur, saavidt jeg ser, af skjønsmæssig natur, og jeg kan ikke indse, at der foreligger retslige hensyn, som absolut maatte udelukke at en takst skulde kunne gaa ud over disse omkostninger, naar det f.eks. fandtes at bolaget hadde forskaffet sig disse gjenstande billigere, end de under almindelige forhold paa taksttiden antoges at kunne erhverves.
Jeg mener efter dette, at udpantningen ikke kan opretholdes, idet der som anført ved den til grund for eiendomsskatten liggende skattetakst er gaaet ud fra et princip, som jeg ikke kan erkjende at være lovmedholdig
Naar det fra bolagets side har været antydet, at den eventuelle skattetakst skulde udføres gjennem specifikation af de enkelte takserbare gjenstande, saa mener jeg, at dette ikke kan paalægges skjønsmændene. Og jeg vil i denne forbindelse tilføie den bemerkning, at anlægget, om der end til støtte under taksten kan gjøres en mer eller mindre indgaaende specifikation, dog maa takseres som en helhed, idet dets forskjellige dele alle hører sammen, forbundne ved det fælles tekniske formaal, som har behersket hele anlægget og alle dets dele.
Bolaget har videre fremhævet, at dets eiendele alle staar paa leiet grund, og at der maatte tages særlige hensyn hertil ved taksten. Det er noget, som jeg selvfølgelig ikke kan bestride, men det hører efter min mening alene ind under den skønsmæssige side af opgaven, idet det vil henligge under takstmændene at tage saadant hensyn til det mellem bolaget og staten ved overenskomsten afødt xx.xx.11 oktober 1898 etablerede forhold og statens derpaa støttede eventuelle indløsningspligt, som mændene efter omstændighederne finder at være det rette.
Begge sagens parter, men da naturligvis særlig kommunen, har henstillet til retten overensstemmende med byskattelovens §39 i konklusionen at give udtryk for, hvorledes retten mener, at den nye skattetakst rettelig bør afgives. Nogen formel paastand derom er imidlertid ikke nedlagt, og jeg for min del vilde ikke engang have fundet at kunne efterkomme en saadan, idet jeg mener, at den tilsigtede bestemmelse i §39 alene kan komme til anvendelse, naar det gjælder afgjørelser, som er truffet af en ligningskommission under udligning af formues- og indtægtsskat.
Jeg antager, at sagens omkostninger for overretten og høiesteret efter omstændighederne bør blive at ophæve.
Konklusion:
Den paaankede udpantningsforretning underkjendes. Processens omkostninger for overretten og høiesteret ophæves.
Ekstraordinær assessor Backer: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Det, som er afgjørende for mig, er væsentlig følgende betragtning: Ved eiendomsbeskatning er det den værdi, som en fast eiendom eller et fast anlæg har i sig selv, objektivt bedømt, som er takstens gjenstand, og det gjælder derfor at udfinde den omsætninsværdi, som et fast anlæg repræsenterer under almindelige omsætningsforhold. Jeg er derfor enig med førstvoterende i, at den nye byskattelovs §5, første led, kun nærmere præciserer, hvad der allerede før lovens ikrafttræden maa antages at være gjældende ret. Som følge af det anførte kan det ikke ved taksten komme i betragtning, om en fast eiendom eller et fast anlæg repræsenterer en større eller mindre økonomisk værdi for den aktuelle eier. Disse subjektive momenter maa man derfor borteliminere ved taksten. Ogsaa ved nærværende takst
Side:504
maa de nævnte hensyn komme i betragtning, og det, som det gjælder om at udfinde, er da den værdi, som det heromhandlede anlæg i Narvik vilde have for en hvilkensomhelst bedrift, som hadde behov for et saadant anlæg og følgelig anledning til at udnytte anlæggets økonomiske produktionsværdi. Derimod kan der ikke blive at tage hensyn til, om anlægget repræsenterer en mindre eller, hvad der her nærmest bliver spørgsmaal om, en større økonomisk værdi for bolaget som aktuel eier af anlægget. Jeg mener som førstvoterende, at den heromhandlede takst maa have medtaget uvedkommende subjektive momenter, idet takstmændene har bygget sin ansættelse paa den brugsværdi, som anlægget har specielt for bolaget, ikke paa den omsætningsværdi, som det vilde have for lignende bedrift i sin almindelighed.
Assessor Thoresen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Birkeland: Likesaa, idet jeg derhos tiltræder, hvad hr. assessor Backer har bemerket.
Assessor Vogt: Som hr. assessor Birkeland. At resultatet af en værdsættelse, bygget paa den af overtaksten her anvendte fremgangsmaade, maa forudsætses at ville, og det kanske endog i høi grad afvige fra den faste eiendoms virkelige værdi, fremgaar noksom deraf, at resultatet alene beror paa omfanget og lønsomheden af den bedrift, der udøves paa og fra eiendommen. Værdsættelsen vil følgelig til de forskjellige tider, selv om anlægget i sig selv bliver uforandret, baade i beskaffenhed og egen værdi, komme til at følge de økonomiske svingninger, som bedriften som saadan er underkastet med hensyn til størrelse og afkastning. Det anvendte princip vil ogsaa medføre, at af- eller tilgang i den faste eiendoms bestanddele, der ikke paaviselig influerer paa bedriftens afkastning, vil blive uden betydning for den faste eiendoms værdsættelse, uagtet denne i virkeligheden derigjennem er enten steget eller sunket i værdi. Et grundlag for eiendomstaksten som det, der her er opstillet, vilde, saavidt jeg forstaar, føre til, at om af to ensartede industrielle anlæg, hvis faste eiendomme repræsenterer den samme værdi, det ene drives med en rundelig gevinst, og det andet gaar med tab, saa skulde skattetaksten for den første eiendom sættes over dens normale salgsværdi og skattetaksten for den sidste eiendom sættes til nul. Men en saadan værdsættelse er aabenbart ganske uforenlig med det retslige grundlag for udlignitig af eiendomsskat.
Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder de af assessorerne backer og Vogt gjorte tillægabemerkninger. Jeg skal alene tilføie, at jeg intet vil have udtalt om, hvorvidt anskaffelsesomkostningerne, selv om man derved kun mener anskaffelsesomkostningerne paa taksttiden, kan tjene til nogen veiledning ved afgivelsen af takst efter det princip, som her bliver at lægge til grund, idet hensynet dertil ialfald lettelig kan føre til, at takstmændene ved skjønnet vil indlade sig paa en værdsættelse af anlæggets enkelte dele og tabe af sigte, at der her er spørgsmaal om værdsættelse af et eiendomskompleks som saadant.
Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med de foregaaende voterende.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af overettens dom hidsættes:
- - - Efterat Narvik bystyre i 1908 havde besluttet, at en del af byens udgifter skulde udlignes som eiendomsskat, medens man tidligere
Side:505
udelukkende havde havt skat paa formue og indtægt, afholdtes der takster over byens eiendomme. Ved undertaksten blev appellantens vidtløftige anlæg for eksport af malm paa en af den norske stat leiet grund takseret til kr. 11.700.000,00. Appellanten klagede over ansættelsen som for høi og fremkommen ved en urigtig fremgangsmaade. Desuden klagedes der over, at der ved takseringen af de øvrige eiendomme i Narvik var benyttet urigtig fremgangsmaade, hvorfor der begjæredes overtakst over samtlige byens skattepligtige eiendomme. Denne sidste klage foranledigede ingen forføining fra overskattekommissionens side, da klagen fandtes at mangle nødvendig begrundelse. Derimod blev bolagets eget anlæg undergivet ny takst og ansat til kr. 9.000.000,00. Efter denne ansættelse blev appellantens eiendomsskat kr. 9.000,00, hvorfor der er holdt udpantning, som appellanten har indbragt for retten. - - -
1. Appellanten antages at maatte gives medhold i, at den afholdte overtakst for bolagets anlæg er ulovmæssig. Under overtaksten mødte bolaget ved sagfører, ligesom der efter dets foranledning var opnævnt to sagkyndige til veiledning. For kommunen mødte byens magistrat. Der udspandt sig en procedure om den rette fremgangsmaade og de sagkyndige gav en redegjørelse derom, ligesom de takserede anlægget under 13 poster til et samlet beløb af kr. 6.220.000,00. Denne takst blev afgivet med det for øie, at taksten skulde angive salgsværdien, og at man derfor først og fremst skulde tage hensyn til den haandverksmæssige udførelse og byggemaade, ligesom at beliggenheden ved oparbeidet gade med havn osv. var et moment af den største betydning. Derimod maatte de sagkyndige bestemt fraraade, at betragte anlægget med dets samtlige bygverk som en enhed og at lægge dets nyttevirkning til grund for eiendomstaksten. Se ekstraktudskriften side 50. Overtakstkomitéen var imidlertid ikke enig med de sagkyndige, men optog en fremgangsmaade, som disse havde fraraadet; den betragtede anlægget som en enhed og lagde nyttevirkningen til grund. Denne antages at være brutto kr. 1,00 pr. ton skibet malm pr. aar, hvorfra man trak kr. 0,50 pr. ton som faldende paa menneskehjælp og materiel. Man antog derhos, et bolagets eiendomme var af den beskaffenhed, at der som yderligere grundlag for beregningen burde benyttes en «amortisationstid» af 12 aar (altsaa kapitalisering efter 8 1/2 %). Man foretog derpaa saadan skjønsmæssig beregning: Ca. 1.500.000,00 tons malm i et aar = kr. 1.500.000,00. Herfra trækkes den indtægt, der falder paa menneskehjælp, materiel samt hensynet til værdiforringende omstændigheder med kr. 0,50 pr. ton, hvorefter der bliver tilbage kr. 750.000,00, hvilket beløb multipliceret med 12 giver kr. 9.000.000,00 (l. c. side 55-57). Efter §8 i overenskomst mellem bolaget og den norske stat af oktober 1908 her staten ret til at indløse anlægget enten for det beløb, som det har kostet bolaget eller efter takst. Efter et i ekstraktudskriften af overtakstforretsingen side 12-13 indtaget kontouddrag er anlæggets bogførte værdi kr. 6.908.348,60 og efter anførsel i appellantens 2det indlæg her for retten side 21 er den bogførte værdi af de eiendomme, der omfattes af taksten kr. 6.889.032,41, for hvilket beløb altsaa staten kan fordre at indløse det takserede anlæg. Overtakstkomitéen fandt ikke føie til at tage hensyn til denne statens indløsningsret og af den grund at begrændse værditaksten til den bogførte værdi medens de sagkyndige havde udtalt, at de under intet tilfælde kunde tilraade, at man med taksten gik over den bogførte værdi af de skatbare eiendomme, idet statens indløsningsret maatte ansees hinderlig for ethvert salg, over denne sum. Saavidt skjønnes falder overtakstkomitéens fremgangsmaade sammen med undertakstkomitéens alene med den afvigelse, et sidstnævnte blot fratrak kr. 0,35 fra hver ton brutto og
Side:506
derfor fik en nettoindtægt af kr. 975.000,00, som kapitaliseret med 12 gav totalsummen kr. 11.700.000,00.
Ved taksationen af anlægget er den staten tilhørende grund ikke medtaget, men den er opført under et særskilt takstnummer med en takst af 50.000 kroner. Det er ikke oplyst noget om, at denne grund har været gjenstand for overtakst, men de sagkyndige under omhandlede overtakstforretning udtalte sluttelig, at de fandt, at denne grund var takseret altfor lavt.
Appellanten gjør gjældende, at det takseringsprincip, som takstmændene har brugt, er lovstridig, og det antages, at appellanten heri maa gives medhold. Det antages at være utvivlsomt, at det rette princip for eiendomstaksten er at ansætte en eiendom til, hvad den kan udbringes til ved salg, naar hensees til dens beskaffenhed og beliggenhed. Herunder vil selvfølgelig den faktiske leieafkastning eller antagne leieværdi være en væsentlig støtte ved ansættelsen. Det antages unødig ved gjennemgaaelse af specielle lovbestemmelser og vedtægter for skattetaksten at søge at godtgjøre, at det er eiendommens egen værdi, saaledes som den fremtræder i salgsværdien, som skal være øiemerket ved skattetaksten for eiendomsskat. Men den omhandlede takst over appellantens anlæg gaar ikke ud herfra, men fra nytteværdien for appellantens bedrift. Som af appellanten udførlig paavist, betragter takstmændene i virkeligheden anlægget som et produktionsmiddel for appellantens bedrift eller som et middel for appellantens eksportvirksomhed og gjør en skjønsmæssig ansættelse af bruttoindtægten af virksomheden. Men om der fra denne bruttoindtægt trækkes, hvad der skjønsmæssig falder paa menneakehjælp og materiel, kan man ikke derved have nogen sikkirehed for at have fundet værdien af den faste eiendom selv, dens værdi i handel og vandel. Ogsaa ved denne rest øver det sin indflydelse, at vurderingen tog sit udgangspunkt i indtægten ved den bedrift, som drives ved anlægget. Ansættelsen er desuden vundet ad en omvei, som ikke kan ansees tilladelig, al den stund det hverken er paavist eller kan paavises, at denne omvei fører til samme resultat som en takst med eiendommens salgsværdi som øiemerke. Det synes tvertom noksaa aabenbart, at man er inde paa en vilkaarlighed, naar fast eiendoms værdi søges fundet paa den maade, at den til eiendommen knyttede bedrifts afkastning skjønsmæssig ansættes og derfra trækkes, hvad der skjønsmæssig antages at falde paa menneskehjælp og materiel. Naar man nemlig ved en saadan førretningsvirksomhed vil udfinde de enkelte faktorers bidrag til udbyttet, maa det være klart, at den faste eiendoms forrentning, underordnede funktionærers lønninger m.v., maa være de faste punkter, de sikre led i regnestykket, medens forretningsledelsen er den faktor, som man tillægges den ubestemte rest af udbyttet; en vurdering af den faste eiendom, fremkommet ved at man gaar den omvendte vei, saaledes som har skeet, kan ikke godkjendes som en takst paa eiendomsværdien. Dette maa gjælde, selv om man vilde anse den nuværende bedrift med hensyn til udbytte som en gjennemsnitsdrift blandt de bedrifter, der kunde benytte et anlæg som omhandlede. Foruden at der synes at kunne gjøres bemerkninger baade ved subtrahend og ved subtraktor i regnestykket, bliver det afgjørende mod fremgangsmaaden, at disse to størrelser og altsaa facit aabenbart kan forblive uforandret de samme, skjønt store dele af den faste eiendom fjernedes, f.eks. funktionærboligerne m.v. Det maa være aabenbart, at meget kunde fjernes, uden at udgangspnktet for ansættelsen 1 krones indtægt pr ton blev ansat anderledes. Man ser vistnok i praksis, at en kai udleies for en afgift bestemt pr. ton skibet gods, og hvis staten indløser her omhandlede anlæg, kan det
Side:507
tænkes, at den efter den nuværende kontrakte udløb udleier hele anlægget til bolaget for en afgift pr. ton skibet malm. Men den stedfundne ansættelse kan ikke sidestilles hermed. Man har ikke ud fra sammenligning med kjendte forhold ansat anlæggets leieværdi eller søgt at finde denne ved en vurdering af anlæggets kostende og anvendelighed m.v. Det er derfor ogsaa ganske skjævt, naar overtakstkomitéen forsvarer sin fremgangsmaade med, at den saa sin opgave i at gaa frem saaledes, at der ikke opstod misforhold mellem værdsættelsen af bolagets og de øvrige eiendomme i byen. Ved de øvrige eiendomme skal man have taget sit udgangspunkt i deres indtægter, leieværdien. Men man kan ikke sidestille leieindtægten af en eiendom og indtægten af en bedrift, der er knyttet til et fast anlæg.
Det anførte antages tilstrækkelig til at godtgeøre, at taksten ikke kan ansees som en lovlig eiendomstakst, og at udpantningen saaledes ikke kan opretholdes. - - -
4. Indstevnte har for tilfælde udpantningens underkjendelse begjæret, at der i konklusionen gives anvisning paa ny tekst, medens appellanten mener, at der hertil ikke er lovlig adgang. Byskattelovens §39 er ogsaa saaledes affattet, at dens bestemmelse kan gjælder ligningskommissionen. Der antages derfor ikke at være adgang til i dommen at træffe nogen særlig bestemmelse. - - - Wildhagen.
Jeg er enig i, at overtaksten er ulovmæssig og kan i alt væsentlig tiltræde, hvad førstvoterende under post 1 har anført. Det er bygningernes - det faste anlægs - salgsværdi og ikke eierens virksomhed, som her er gjenstand for beskatning, og det er skattekomiteens sag skjønsmæssig at fastsætte anlæggets værdi i handel og vandel under hensyn til beliggenhed, chancer for efterspørgsel fra nærliggende virksomhed paa den ene side og risikoen ved, at saadan virksomhed kan standse med mere eller mindre ugunstige følger for anlæggets anvendelse, paa den anden. Eiendomsværdiens beregning sker i almindeilghed, ved at man lægger til grund indtægten gjennem bortleie. Bruges anlægget af eieren selv, ansættes leieindlægten skjønsmæssig, men i det foreliggende tilfælde har takstkomitéerne lagt til grund eierens personlige indtægter af anden virksomhed og fordelt disse indtægter med en vis anpart paa anlægget, der saaledes er værdsat som produktionsmiddel i den nuværende eiers bedrift istedenfor som selvstændig eiendomsgjenstand efter salgsværdien. - - - Bergersen.
- - - Skjønt jeg saaledes ikke finder taksten angribelig med nogen af de nævnte indsigelser, er jeg med de tidligere voterende kommet til det resultat, at den bør underkjendes. - - - Hazeland.