Rt-1912-810
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1912-07-20 |
| Publisert: | Rt-1912-810 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 56/1 B. s.a. |
| Parter: | Straffesag mod Otto Poulsen Øverjordet og Otto Pedersen Stulen. (Aktor: overretssagfører Puntervold til prøve - forsvarer: advokat Harbitz). |
| Forfatter: | Thoresen, Prydz, Vogt, Roll, lagmand Vogt, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §42, §57, Straffeprosessloven (1887) §392, §407 |
Assessor Thoresen: Ved tiltalebeslutning af politimesteren i Gudbrandsdalen afødt xx.xx.1911 er Otto Paulsen Øverjordet og Otto Pedersen Stulen sat under tiltale ved Søndre Gudbrandsdalens sorenskriveris meddomsret for forseelse mod straffelovens §407 ved at ha krænket andens ret ved at fiske i Hirisjøen i Ringebu flere gange sommeren 1910, hvorved Ole Vestads m. fl.s eneret til fiske i nævnte vand er krænket.» Ved dom afsagt ved Søndre Gudbrandsdalens meddomsret den 16 februar 1912 er saaledes kjendt for ret: «Otto Paulsen Øverjordet og Otto Pedersen Stulen bør for paatalemyndighedens tiltale i denne sag fri at være. I erstatning for nødvendig udlæg til deres forsvar tilkjendes dem kr. 25,00.» Med hensyn til sagens nærmere omstændigheder henvises til den afsagte doms præmisser.
Ved ankeerklæring afødt xx.xx.1912 fra politimesteren i Gudbrandsdalen paaankes den afsagte meddomsretsdom til høiesteret paa grund af urigtig lovanvendelse. Politimesteren har i sagens anledning bl.a. anført: «Et faktisk spørgsmaal, som meddomsretten har at afgjøre (in casu ikke expressis verbis afgjort) er det, hvorvidt de tiltalte har været i god tro (strl. §57); men et retsspørgsmaal er det at bedømme dennes indflydelse paa afgjørelsen af de tiltaltes straffeskyld, om der efter omstændighederne er grund til helt at frifinde eller blot at nedsætte straffen.» Politimesteren anfører videre: «Hvad domspræmisserne angaar, forekommer de mig noget mangelfulde. Det er saaledes ikke udtrykkelig udtalt, hvad retten anser bevist, specielt ikke, om de tiltalte af anmelderen (Ole Vestad) blev advaret mod at fiske, da han den 28 juni 1911 paatraf dem ved Hirisjøen og gjorde dem opmerksom paa, at de vilde blive anmeldt, men at de alligevel, baade da (29 juni) og senere (17 juli) fortsatte at fiske i sjøen - et moment af betydning ved bedømmelsen af deres «gode tro».»
Ved sagens indsendelse til kjæremaalsudvalget udtaler rigsadvokaten under 27 februar 1912: «Dommen synes at hvile paa den opfatning, at «god tro» i alle tilfælde maa fritage for straf. Isaafald foreligger der en feilagtig lovanvendelse, som kan begrunde dommens ophævelse gjennem anke. Findes det ikke klart at fremgaa af dommen, at den hviler paa nævnte opfatning, kan dens rigtighed formentlig alene prøves gjennem fornyet behandling ved lagmandsret.»
Jeg maa med rigsadvokaten være enig i den opfatning af dommen, som af ham er gjort gjældende, at god tro i alle tilfælde maa fritage for straf. Dette er en feilagtig lovanvendelse, som maa bevirke dommens ophævelse, og i forbindelse med dommen bør formentlig ogsaa den stedfundne hovedforhandling ophæves.
Forsaavidt der fra forsvarets side i nærværende sag er gjort gjældende, at straffelovens §42 og ikke dens §57 er anvendelig saa kan jeg ikke heri være enig. Efter udtrykkene og ordføringen i §42 maa jeg anse den lovparagraf in casu ganske uanvendelig.
Konklusion:
Den paaankede meddomsretsdom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves, fordi retten maa antages at have gaaet ud fra,
Side:811
at vildfarelse med hensyn til handlingens retsstridige beskaffenhed ubetinget virker straffeudelukkende. (Vanlige salærer).
Assessor Prydz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Vogt: Paatalemyndighedens ankegrund er - som af førstvoterende nævnt - at meddomsrettens dom skulde hvile paa en urigtig lovanvendelse. Hvori det formentlig urigtige skulde bestaa, er ikke nærmere forklaret i ankeerklæringen. Denne refererer imidlertid til, at retten har godtaget de tiltaltes paastand om at have handlet i god tro og af den grund fritaget dem for straf. Disse afgjørelser maa derfor antages at være ankens gjenstand. Jeg kan imidlertid ikke finde, at de saaledes paaankede afgjørelser maa forudsættes at indeholde en urigtig lovanvendelse. Meddomsrettens anerkjendelse af, at de tiltalte har handlet i god tro, hører til bevisbedømmelsen, der er unddraget høiesterets prøvelse. Og at meddomsretten paa grand af de tiltaltes antagne gode tro har adgang til at frifinde dem for straf, er gjældende ret, specielt udtalt i den forudsætning, der indeholdes i straffelovens §57. Adgangen til at afsige saadan frifindelsesdom maa vistnok, ialfald for lovovertrædelser, der er strafbare ogsaa i sin uagtsomme form, ansees bundet til eller betinget af, at retsvildfarelsen af retten ansees undskyldelig. Men jeg mener, at man efter meddomsrettens domsgrunde maa have ret til at gaa ud fra at meddomsretten her har fundet tilstrækkelig undskyldende omstændigheder at være tilstede. Dette følger i mine øine af, hvad meddomsretten har anført til begrundelse af, at den godkjender de tiltaltes paastand om god tro. At domsgrundene forsaavidt ikke er helt klare og med nogen føie kan betegnes som ufuldstændige, idet et enkelt led i argumentationen ikke er udtrykkelig udtalt, hvilken omstændighed imidlertid ikke er anført som ankegrund, jfr. straffeproceslovens §392, berettiger efter min mening ikke til at bygge ankens afgjørelse paa den forudsætning, at dommen skulde - saaledes som rigsadvokaten er tilbøielig til at mene - hvile paa den opfatning, at god tro i alle tilfælde maa fritage for straf. I sig selv synes det lidet sandsynlig, at en straffedomstol skulde fortolke loven saaledes. Jeg kan derfor ikke finde det godtgjort, at den paaankede dom i virkeligheden er bygget paa en urigtig lovanvendelse, og som følge deraf voterer jeg for ankens forkastelse. Med hensyn til salærerne er jeg enig med førstvoterende.
Konstitueret assessor, sorenskriver Gabrielsen: Jeg er enig med hr. assessor Vogt.
Assessor Roll: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Med ham finder jeg af meddomsrettens præmisser at maatte slutte, at den har anseet frifindelse at være en umiddelbar følge af, at retsvildfarelse er antaget at være tilstede. Jeg kan ikke paa anden maade forklare meddomsrettens fuldkomne taushed angaaende det spørgsmaal, hvorvidt retsvildfarelse in casu skulde føre til hel frifindelse eller blot medføre nedsættelse i straffen.
Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Jeg er enig med hr. assessor Vogt. Jeg finder det med ham ikke godtgjort, at meddomsretsdommen hviler paa en urigtig forstaaelse af loven. Dette kan vistnok være tilfældet, men det fremgaar ikke med sikkerhed af dommens eget indhold. I dens præmisser siges at retten ikke har dristet sig til at forkaste paatsanden om god tros tilstedeværen, og saa konkluderes med frifindelse; men om denne begrundes paa den feilagtige retsopfatning, at god tro eo ipso maa medføre saadan frifindelse, eller paa, at den gode tro i
Side:812
dette konkrete tilfælde er fundet saa undskyldelig, at straf ikke er ment at burde anvendes, derom savnes enhver oplysning. At dette er en mangel, er selvsagt, men anke paa det grundlag foreligger - som af de tidligere voterende nævnt - ikke, og til ophævelse af den grund er der følgelig ikke adgang.
Assessor Reimers: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder derhos hr. assessor Rolls bemerkning.
Jeg maa med hr. assessor Roll gaa ud fra, at meddomsretten ved sin dom har lagt den forstaaelse at straffelovens §57 til grund, at vildfarelse med hensyn til handlingens retsstridige beskaffenhed i alle tilfælde og uden hensyn til, om vildfarelsen maa ansees undskyldelig, virker straffebefriende. Kunde dette ikke antages, er jeg med hr. assessor Vogt enig i, at anken maatte forkastes, fordi paatalemyndighedens anke ikke omfatter mangler ved eller ufuldstændighed i meddomsrettens domsgrunde.
Kjendelse afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af meddomsrettens dom hidsættes:
- - - De tiltalte har erkjendt, at de to à tre gange som i tiltalebeslutningen anført har fisket og faaet fangst. De har ogsaa indrømmet, at de har hørt, at eierne af Vestad og flere gaarde skal have bygslet sjøen, ligesom de har vedgaaet at have læst en af bemeldte eiere opslaaet advarsel om at fiske i sjøen. De paaberaaber sig imedlertid at have været i god tro og retten drister sig ikke til at forkaste denne deres paastand. Den lægger i saa henseende vegt paa, at de tiltalte som ganske unge gutter af sine forældre og paarørende har hørt udtale den opfatning, at det ikke var noget farlig at fiske i sjøen. Og en række af vidner har ogsaa forklaret, at der er fisket i sjøen af mange folk uden at paatale fra de berettigedes side er skeet, ligesom det synes at være en udbredt mening, at bygslernes eneret til at fiske indskrænker sig til at bruge baad, medens fiske fra land med stang eller oter skulde være frit for enhver, og det er dette slags fiske, de tiltalte har udøvet. - - -