Rt-1912-828
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1912-07-27 |
| Publisert: | Rt-1912-828 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 92/1 s.a. |
| Parter: | Landbrugsdepartementet (regjeringsadvokaten) mod Ingulf E. Os m.fl. (for endel av de indstevnte mødte adv. Schjødt, for endel: adv. P. A. Holm.) |
| Forfatter: | Hambro, Birkeland, Bjørn, Backer, Meidell, Vogt, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | LOV-1882-03-13-§104, Jordskifteloven (1882) §104 |
Ekstraordinær assessor Hambro: Ved kgl. resolution av 14 oktober 1893 blev der i henhold til udskiftningsloven afødt xx.xx.1882 §104 nedsat en kommission til udskiftning af et udmarkssameie paa Glommens vestside i Tolgen med tilgrænsende herreder i Hedemarkens amt. Kommissionen paabegyndte forretningen den 7 mai 1894, og under 24 september 1906 blev den sluttet. Ved denne blev det hele under udskiftning tagne omraade udskiftet som samme og intet deraf behandlet som statsalmenning eller overhevedet som staten tilhørende. Da landbragsdepartementet imidlertid under storskiftet harde gjort gjældende, at ialfald en del af dette omraade rettelig var at anse som saadant, har departementet efter erholdt opreisningsbevilling ved stevning at 26 juni 1909 paa grund af det foran anførte paaanket storskifteforretningen til høiesteret og paastaaet den kjendt uefterrettelig at være. For endel af de i storskifteforretningen interesserede opsiddere har advokat Schjødt, og for en anden del af de samme har advokat P. A. Holm paastaaet, at den af regjeringsadvokaten nedlagte paastand ikke tages tilfølge, og at der tilkjendes deres respektive klienter, hvem de i særskilte til retten indgivne fortegnelser nærmere har ogivet, procesomkostninger for høiesteret hos det offentlige.
Side:829
Det spørgsmaal, hvorom der saaledes her alene tvistes, er, hvorvidt den nedlagte paastand om, at udskiftningsforretningen skal kjendes uefterrettelig, bør blive at tage tilfølge eller ei. Herom finder jeg det for mit vedkommende tilstrækkelig at anføre følgenade:
I skrivelse afødt xx.xx.1898 henvendte kommissionens formand sig til det daværende Indredepartement og oplyste, at der saavel inden Vingelen som inden Os sogn paa flere steder ligger rige beitestrækninger og kun - som det eneste spor af privat okkupation eller benyttelse - hist og her belagte med spredte, for sine i Vingelen eller Os bosiddende brugere temmelig værdiløse og i hvert fald let indløselige smaa markslaatter. Under disse omstændigheder ligger det nær, fortsætter formanden, at ønske, at der paa en eller anden maade kunde aabnes Tolgingerne adgang til at lægge sætre i et eller flere af disse noptagne beitestrøg. Det er at formode, at mange Tolginger gjerne betalte ikke lidet for saadan adgang, og det er rimelig, at mod betaling til Vingelens eller Os opsiddere vilde ogsaa noget kunne erhverves. Han opkastet da spørgsmaalet om, hvem der maatte betragtes som eier af dette terræn, og antydet som en rimelig ordning, at samme kunde henlægges som et fællessameie for opsiddere i det hele Tolgens hered, hvorved ogsaa indbyggerne i Tolgens hovedsogn vilde kunne nyde godt deraf. Departementet indhentede i den anledning saavel vedkommende skogforvaltnings som regjeringsadvokatens erklæring og besvarede forespørgselen i skrivelse av 23 juni 1900, hvori udtales følgende: Departementet er enig i det i disse erklæringer anførte og maa saaledes gjøre paastand paa eiendomsret for staten til de omhandlede strækninger, forsaavidt de ikke bevislig er gaaet over i privat eie. Det tilføies imidlertid, at man ikke vil modsætte sig, at ledig terræn inden disse strækninger udnyttes af private, naar disse underkaster sig de betingelser, som det vil være nødvendig at hensyn til statens interesser at opstille angaaende brugsudøvelsen. Det er en selvfølge, at staten i intet tilfælde ligeoverfor private overtager nogen garanti for retsforholdets saade beskaffenhed. Om indholdet af saadanne betingelser henvises til det af skogdirektøren og vedkommende skogforvalter anførte, idet dog bemerkes, at betingelsernes indhold muligens vil kunne noget modificeres, hvis derom fremkommer forslag fra Tolgenkommissionen.
Jeg har forstaaet denne departementets skrivelse saaledes, at det ber gjør udskiftningskommissisneu opmerksom paa en faktisk hindring for udskiftningens fremme over det hele i kommissoriet nævnte terræn, men at departementet paa statens vegne ikke vil fastholde denne hindring, som efter dets mening ligger i det offentliges eiendomsret, forsaavidt de af departementet opstillede betingelser i det væsentlige befølges, eller der i saa henseende træffes overenskomst med departementet. Efter dette maa jeg gaa ud fra, at kommissionen, om den vilde sætte sig udover en mulig hindring for udskiftningens fremme over det hele terræn og altsaa udskifte dette, som om det i sin helhed var privat sameie, pligtede at holde sig de betingelser efterrettelig, som departementet havde opstillet for at gaa med paa en saadan ordning. Hvis kommissionen derimod ikke vilde opfylde disse betingelser, maatte den efter min opfatning have udtrykkelig truffet afgjørelse om, at den af departementet hævdede eiendomsret for det offentlige ikke erkjendes at være tilstede.
Saavidt jeg har forstaaet den afgjørelse, som i disse forhold er truffet fra kommissionens side, mener jeg, at den ikke har gaaet denne vei. Den siger udtrykkelig, at den ikke vil afgjøre noget
Side:830
om, hvorvidt staten her har eiendomsret. I dens afgjørelse heder det nemlig, efterat departementets skrivelse afødt xx.xx.1900 er refereret: Kommissionen vil i anledning departementets skrivelse bemerke, at man, som det vil sees, ikke lettelig og ialfald ikke med noget udbytte kan afgrænse noget bestemt samlet territorialoraande, hvor privat raadighed af en eller anden art slet ikke er udøvet, og hvor derfor staten skulde kunne betegnes som eneraadende. Spørgsmaalet om, hvorvidt staten for visse strøgs vedkommende (nemlig i storskiftefeltets udkanter) sidder igjen f.eks. med den samlede ret til skogen eller med den samlede jagtret eller med retten til at disponere over havnegangen osv., eller hvorvidt staten i visse strøg har til dispositon en af den private okkupation og hævd uoptagen andel i en eller flere af disse raadigheder, - disse spørgsmaal tror kommissionen at burde lade ligge.
Den har saaledes ikke truffet afgjørelse af, hvorvidt nogen del af udskiftningsfeltet maa betragtes som statens eiendom, og dertil vilje den, efter hvad jeg har anført, have havt tilstrækkelig beføielse i departementets førnævnte skrivelse forsanvidt den paa den anden side havde opfyldt de betingelser, som departementet havde sat for at gaa med paa en ordning som anført. Nogen forhandling om disse betingelser har kommissionen, saavidt sees, ikke aabnet, og departementets betingelser maa derfor efter min mening være de samme som af vedkommende skogforvalter fremsat, og hvortil departementet i skrivelse af 1900 henviser.
Disse betingelser sees af det dokumenterte at være følgende: a. At det offentliges jagtret respekteres og at vedkommende strækninger ogsaa for fremtiden betragtes som liggende udenfor privat eie. b. At der ikke anlægges flere og større sætre end de til samme henliggende skog strækninger kan antages at taale, og at skogen behandles forsvarlig og ikke ruineres. Skulde skogen blive udsat for mishandling forbeholder det offentlige sig ret til naarsomhelst at skride ind og forbyde enhver hugst for kortere eller længere tid. c. At for skogen skadelig behandling af samme, næverflækning, risbrydning, beitehugst etc. forbydes. Det er ganske aabenbart, at kommissionen har sat sig fuldstændig udover disse betingelser.
Den har, som allerede anført, udskiftet det hele felt, som om dette i sin helhed var privat sameie og har herunder ikke givet det offentlige nogensomhelst adgang til eller mulighed for med virkning at paase nogen af betingelserne overholdt. Vistnok har kommissionen sommesteder udtalt, at der var forbeholdt staten et saadant tilsyn og kontrol; men aldenstund det hele som sagt udelukkende er behandlet som privat eiendom, vil disse forbehold være ganske betydningsløse og ikke istand til at forskaffe staten nogensomhelst effektiv myndighed til at fremtvinge eller overvaage en med de satte betingelser stemmende ordning eller fremgangsmaade fra de private lodeiere. Der siges saaledes: «Forsaavidt havnelagene omslutter strøg, hvis beite eller skog ikke hidtil har været benyttet, og over hvilke staten som følge heraf turde kunne gjøre dispositionsret gjældende, maa selvfølgelig saadan ret være staten forbeholdt». Videre heder det: «Kommissionen (gaar) ut fra, at statens rettighed i hvert fald ikke vil blive gjort gjældende anderledes end som en gavnlig kontrol med, at skogen ikke beskattes haardere, end dens gjenvekst taaler. Ogsaa i denne henseende turde forøvrig nu efter den indførte ordning hvert enkelt havnelag være den nærmeste til i sin egen velforstaaede interesse gjennem sit eget styre at øve det fornødne tilsyn og i tilfælde give brugsregler og skride ind mod misbrug». Her synes kommissionen endog ligefrem at
Side:831
have udtalt, at nogen kontrol fra statens side antages at være overflødig. Jeg tilføier, at den heller ikke har befulgt betingelsernes positive indhold angaaende jagtretten. Det anførte har for mig været tilstrækkelig til, at jeg mener, at appellantens paastand maa blive at tage til følge. Det offentlige havde efter min mening ikke kunnet reise nogen anke mod storskiftet, saafremt de anførte betingelser, eller hvad man ved overenskomst med departementet havde kunnet sætte istedet, havde været opfyldt. Men det offentlige maatte saavidt skjønnes, naar betingelserne effektivt sættes ad af betragtning, med føie kunne kræve, at dets principale standpunkt, hævdelsen af statens eiendomsret, var taget under behandling og afgjort. Saa er imidlertid, som bemerket, ikke skeed, og følgen deraf er, at der om dette spørgsmaal overhovedet ikke foreligger nogensomhelst judiciel afgjørelse i første instans, hvilket efter min mening er en hindring for, at spørgsmaalet nu kan løses i høiesteret.
Jeg vil saaledes votere for, at den paaankede udskiftningsforretning kjendes uefterrettelig at være. Der er fra det offentliges side ikke nedlagt paastand om omkostninger.
Konklusion:
Den paaankede udskiftningsforretning bør uefterrettelig at være, fordi udskiftningsretten ikke har truffet afgjørelse af spørgsmaalet om, hvorvidt staten har eiendomsret til nogen del af den udskiftede strækning. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.
Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
De ekstraordinære assessorer Bjørn og Backer assessor Meidell, ekstraordinær assessor lagmand Vogt og justitiarius Thinn: Likesaa.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.