Rt-1912-961
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1912-10-03 |
| Publisert: | Rt-1912-961 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 13/2 s.a. |
| Parter: | Arnt Johansen Haarbergs konkursbo (cand. jur. Thor Haavind til prøve) mot Petter Leth Olsen (adv. Johan Bredal). |
| Forfatter: | Birkeland, Mejdell, Hambro, Backer, Christiansen, Hoff, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §109 |
Assessor Birkeland: Af Trondhjems byfoged blev i dom afødt xx.xx.1905 saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, Arnt Johansen Haarbergs konkursbo, bør til citanten, Petter Leth Olsen, udlevere til fri disposition kontrabog no. 4870 med Ørlandets sparebank med indestaaende kr. 7.719,90 pr. 15 marts 1904 og med vedhængende renter fra 1 januar 1904. Forøvrig bør indstevnte for citantens tiltale i denne sag fri at være. Sagens omkostninger ophæves.»
Denne dom blev fra begge parters side paaanket til Trondhjems overret, der imidlertid i dom afødt xx.xx.1909 stadfæstede underrettens dom med ophævelse af processens omkostninger for overretten.
Sagen er an videre fra begge parters side indbragt for høiesteret. Hovedappellanten, Arnt Johansen Haarbergs konkursbo, har paastaaet, at under- og overretsdom underkjendes, og at appellanten frifindes for kontraappellantens tiltale med tilkjendelse hos ham af procesomkostninger for alle retter.
Kontraappellanten Peter Leth Olsen har nedlagt saadan paastand: «Principalt: At hovedappeltanten, Arnt Johansen Haarbergs konkursbo tilpligtes at betale kontraappellanten, Peter Leth Olsen, 10.000 kroner med 4 pct. renter fra 19 december 1902; subsidjært: at overrettens dom stadfæstes, dog saaledes, at i hvert tilfælde kontraappellanten tilkjendes processens omkostninger for alle retter.»
Med hensyn til nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder kan jeg henvise til underrettens domspræmisser. For høiesteret foreligger ingen nye oplysninger.
Jeg er i sagen kommet til samme resultat som overretten og til træder ogsaa i det væsentlige dens begrundelse, hvortil hen vises. Med hensyn specielt til de af Olsen til Paasche under 12 juli 1902 indbetalte 9 00(3 kroner, hvoraf 8.000 kroner af Paasche blev indsat paa kontrabog, lydende paa eget navn, i Ørlandets sparebank, er det for mig efter de foreliggende oplysninger beslemmende, at pengene antages at være blevet modtaget af Paasche som den, der var dødsboets bestyrer, og af ham er blevet holdt afsondret fra boets midler ved indsættelse af de 8.000 kroner i sparebanken i øiemed at tjene til dækkelse af den af Olsen overtagne pantobligation. Skjønt beløbet 8.000 kroner blev indsat paa kontrabog, lydende paa Paasches navn, maa dog pengene ikke destomindre siges fremdeles at have tilhørt som eiendom Olsen og ikke hverken Haarbergs dødsbo eller Paasche personlig. Med Paasche skeede der efter boets overgang i april 1904 til konkursbo opgjør for hans (Paasches) bestyrelse af dødsboet og opgjør pligtede han selvfølgelig i egenskab af bestyrer af dødsboet. Til likvidation i sit ansvar er det saa, at Paasche overdrog den 7 mai 1904 til skifteretten den paagjældende
Side:962
kontrabog, udvisende kr. 7.719,90. Boet antages ikke ved denne transaktion at kunne paaberaabe sig godtroende trediemands erhvervelse af et negotiabelt papir. En bobestyrer antages ikke til pligtig opgjør med boet at kunne misbruge til ham som bestyrer deponerede penge midler og overdrage dem til boet med den virkning, at dette ved tilegnelse af dem nina ansees som god troende trediemand. Den ulovlighed, der klæbede ved bobestyrerens overdragelse af kontrabogen, formenes i nærværende tilfælde at maatte hefte ved den, ogsaa efterat den er gaaet over i boets besiddelse. Jeg bemerker, at til nogen sondring mellem det oprindelige dødsbo og det senere konkursbo findes der ikke at være nogen grund. Det staar kr mig som høist stødende, om boet under omstændigheder som her skulde kunne lukrere ved at tilegne sig kontrabogens indestaaende.
Processens omkostninger antager jeg bør ophæves ogsaa ved høiesteret.
Konklusion:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.
Assessor Mejdell: Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterende. Det forekommer mig, at nærværende sag i juridisk henseende ikke kan være synderlig tvilsom.
Situationen er følgende: Petter Leth Olsen er kjøber ved en auktion; efter auktionskonditionerne har han at overtage som personlig forpligtet den under sagen omhandlede pantobligation til Ørlandets sparebank, hvorefter det i konditionerne videre heder, at han betaler resten av kjøbesummen i 2 terminer af 3 og 6 manneder fra approbationen med en halvpart hver gang til boets bestyrer. Istedetfor da at forholde sig, som auktionskonditionerne tilsiger, og at ordne sig direkte med Ørlandets sparebank, hvad angaar obligationen paa 10.000 kroner, sender Petter Leth Olsen, efter hvad der navnlig af 1 hovedvidne Eide er forklaret dels under sagen, dels under et optaget forhør, pengene til den ene af boeta bestyrere, daværende lensmand Paasche med anmodning til denne om at ordne pantobligationen i sparebanken. Dertil svarer saa Paasche, at han hverken havde ret eller pligt til at modtage pengene, da disse skulde indbetales direkte til sparebanken. Han fremhæver altsaa, at han som bestyrer ikke har noget med dette at gjøre, men tilsidst ender det med, at han dog tager imod pengene, idet han ytrer til sendebudet, at han vilde sætte dem i banken, hvis han ikke fik afbetalt dem paa pantobligationen uden opsigelse. Ligeoverfor sendebudet har følgelig lensmanden lovet at træffe de nødvendige arrangements med banken. Da han saa kommer til banken, ser man af bankens kasserers forklaring, at han ikke til banken bringer paa bane spørgsmaalet om pantobligationens opsigelse eller spørgamaalet om at afbetale paa obligationen; men hans udtalelse til bankens vedkommende gaar ud paa, at Petter Leth Olsen vilde indfri obligationen i banken: han fik derfor, ytrer han, sætte pengene ind i banken til nærmere ordning, uden at han gav nogen besked om, hvad der mentes med uærmere ordning.
Det er videre paa det rene med hensyn til den kontrabog, hivorpaa han indsatte pengene, at udbetaling ikke kunde ske uden anførsel i kontrabogen, og denne gjorde Paasche lydende paa sit eget navn. Dette er saameget mere bemerkelsesværdigt, som det er in confesso, at der fandtes en anden kontrabog med Ørlandets sparebank, der led paa boets navn. Jeg kan ikke forstaa, hvorledes det kan
Side:963
benegtes, at lensmand Paasche ved at optræde paa denne maade har afsondret kontrabogsbeløbet baade fra boets midler og fra Olsens midler, og har stillet det til disposition for sig selv. Den afsondring, som har fundet sted, er en afsondring til fordel for ham selv. Nu kan jeg være ganske enig i, at hvis stillingen var den at der hos lensmand Paasche som bobestyrer havde været deponeret for trediemands regning pengemidler, saa kunde disse til ham i hans egenskab af bobestyrer deponerede penge ikke retmæssig anvendes i strid med mandatet, idet det er klart at var de deponeret hos ham i hans egenskb af bestyrer, saa maatte boet i konsekvens deraf svare for sin bestyrers optræden. Men efter hvad der er passeret kan jeg ikke antage, at det er i egenskab at boets bestyrer, lensmanden har modtaget pengene. Det synes ogsaa overretten delvis at være enig i, idet overretten ganske rigtig argumenterer saa, at var han at betragte som boets bestyrer, maate boet ansvare hele det i forhold til Petter Leth Olsen underslaaede beløb, hvad overretten ikke har antaget.
Men man kan efter min mening ikke sige samtidig, at Paasche er og ikke er boets bestyrer. Enten har han, da han modtog pengene, optraadt som boets bestyrer, hvad overretten altsaa ikke har antaget, eller han har optraadt som særskilt engageret repræsentant for Petter Leth Olsen. Gaar man ud fra dette sidste, katt det ikke komme i nogen betragtning, at hvad der ledet Olsen til at vælge lensmanden som sin repræsentant, maaske var den ydre omstændighed at lensmanden var bestyrer i boet. Det er da i tilfælde Leth Olsens motiv til at vælge lensmanden til sin repræsentant. Men at dette har været motivet for den stedfundne repræsentation, kan ikke forandre arten eller omfanget af repræsentationen. Lensmand Paasche var, siger jeg, hvad ogsaa overretten, saavidt jeg forstaar rettens førstvoterende, er enig i, Leth Olsens repræsentant, da han modtog pengene. For at han skulde ophøre at være Olsons repræsentant, maatte der følgelig komme noget nyt til. Men der er intet nyt passeret, der har forandret stillingen forsaavidt. Istedetfor, som nævnt, i sparebanken at optræde som Leth Olsens repræsentant, optræder lensmand Paasche som sin egen repræsentant og faar pengene indsat paa sit eget navn.
Indsættelsen paa sparebarkbogen bringer ikke pengene i nogensomhelst nærmere relation til konkursboet, end pengene var før. Pengene var paa forhaand i lensmandens private kasse og ved at sættes ind paa hans private konto vedblev de at vært i hans private kasse. Gjennem denne indsættelse havde han den samme faktiske adgang til at raade over pengene, som han vilde havt, om pengene den hele tid havde vedblevet at være i hans egen kasse. Nu forstaar jeg ikke, hvorledes det kan bestrides at havde Paasche direkte at sin kassebeholdning betalt paa sit opgjør med boet, - af de penge, han som repræsantant for Leth Olsen sad inde med, saa maatte en saadan kontant indbetaling til boet paa bestyrerens opgjør tages for god, uden at Leth Olsen kunde gjøre ansvar gjældende mod boet for det misbrug af pengene, som hans repræsentant havde gjort sig skyldig i. Det er saa, at derved bliver det paa en viss maade boet, som kommer til at lukrere. Men det er jo noget, som følger baade i og udenfor omraadet af forordningen 9 februar 1798, at en trediemand kan høste fordel af indbetalinger, som indbetaleren er uden berettigelse til at foretage. Relativt til trediemand influerer dette ikke paa indbetalingens gyldighed.
Nogen retalig forskjel kan det ikke gjøre, at pengene at lensmanden blev indsat paa hans kontrabog med sparebanken. Naar han
Side:964
valgte denne form for indsættelsen, har han selvfølgelig havt sin hensigt dermed, og hensigten kan ikke være nogen anden end den at benytte det indskudte beløb, alt efter omstændighederne, i sine private øiemed. Da saa lensmanden af boet blev krævet til opgjør benyttede han pengene paa kontrabogen til at dække endel af sit ansvar efter dette opgjør. Han gjorde det ikke paa den maade, at det var i egenskab at boets bestyrer ben oversendte kontrabogen; havde han det gjort, vilde sagen stille sig anderledes. Hvis han havde sagt «Hermed oversendes omhandlede kontrabog, som jeg har modtaget paa vegne af Leth Olsen til dækning at hans obligation i Ørlandets sparebank,» saa vilde oversendelsen været skeet i hans egenskab at boets bestyrer. Men saaledes gik han ikke frem. Thi istedetfor at nævne noget om, at kontrabogen retslig tilhørte Leth Olsen, gav han ved maaden, hvorpaa kontrabogen oversendtes til boet, tydelig tilkjende, at det var hans egen kontrabog, han forføiede over, og han stillede denne sin egen kontrabog til boets disposition som det i skrivelsen heder «til likvidation i sit ansvar.» Tydeligere indser jeg ikke, det fra hans side kan betegnes, at det er som eier at kontrabogen, han sender den. Men har han saaledes baade fra først at handlet udenfor sin egenskab at bestyrer ved at modtage pengene, og senere - i kraft at den raadighed over pengemidlerne, han har erhvervet uafhængig at sin egenskab at bestyrer - benyttede pengene til at dække sit ansvar i boet, saa er boet absolut trediemand. Og da der intet i sagen er oplyst om, eller engang paa staaet, at nogen at boets vedkommende, dengang indbetalingen gjennem kontrabogen fandt sted, havde rede paa eller kunde præsumeres at have rede paa, at kontrabogen ikke var Paasches private eiendom, saa er boet godtroende trediemand.
Der er talt om, at det resultat, hvortil jeg saaledes kommer, skulde være stødende for den almindelige retsbevidsthed. Det forekommer mig, at det er mere stødende for den almindelige retssikkerhed, at uaar man modtager et negotiabelt papir uden at have nogen idé om, at der ved samme klæber nogen mislighed, og man i henhold hertil opgjør sit mellemvær med en debitor, saa skal, efterat opgjør har fundet sted, det hele gaa om igjen. Det gaar ikke an her at stille op en regel for det tilfælde, at den, det gaar ud over, er et konkursbo, og en anden regel for det tilfælde, at den, det gaar ud over, er en mand, der ikke er under konkurs. Regelen er efter forordningen 1798 en og den samme i begge tilfælde og tilsigter greihed i forretningsforhold. Hvad der forekommer mig at være stødende i denne sag er, at en mand, der har optraadt saa uagtsomt, som vitterlig indstevnte Petter Leth Olsen her har gjort, dels ved at antage som kommissionær en mand, der intet havde med inkassation at obligationen at gjøre, og dels ved - efter at være blevet vidende om, at denne kommissionær efter al sandsynlighed havde opført sig bedragersk ligeoverfor ham - at forholde sig passiv i aarevis, - hvad der forekommer mig stødende er, siger jeg, at en mand, der i livets praktiske forhold viser saa megen uforsigtighed, ikke skal bære skade for hjemgjæld, men at domstolene skal faa hjælp til at komme undar følgerne at sine egne uagtsomme handlinger.
Processens omkostninger antager eg, da der viser sig at være dissens, bør ophæves.
Konklusion:
Hovedappellanten bør for kontraappellantens tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger for alle retter ophæves.
Side:965
Ekstraordinær assessor Hambro: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Backer: Ligesaa. Ligeoverfor andenvoterende skal jeg alene bemerke, at indbetalingen af de 9.000 kroner efter min mening fandt sted til lensmand Paasche i hans egenskab af boets bestyrer og blev modtaget af Paasche som bobestyrer. Efter min mening er det en misforstaaelse af andenvoterende naar han mener, at overretten er gaaet ad fra en anden anskuelse af forholdet. Overrettens førstvoterende siger tvertimod i slutningen af sit votum: «Som anført er pengene indbetalt til Paasche som bestyrer i boet.» Jeg har forstaaet førstvoterende her i høiesteret, som om han er enig i den at overrettens førstvoterende og af mig fremholdte bedømmelse af sagens bevisligheder. Og naar Paasche har modtaget og siddet inde med pengene og senere kontrabogen paa boets vegne som midler, der var indbetalt af Petter Leth Olsen til dækning af pantobligationen qv., maa boet være uberettiget til at benytte disse midler til heri at søge dækning for Paasches øvrige ansvar til boet.
Konst. assessor, byretsassesor Christiansen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende. Jeg skal tilføie ligeoverfor fjerdevoterendes bemerkning, at vistnok har Petter Leth Olsen indbetalt de 9.000 kroner til Paasche, fordi denne var bestyrer i boet; men at ikke Paasche kan siges at have modtaget dem som bestyrer i boet, synes mig at fremgaa af hans egen udtalelse før pengenes modtagelse, at han hverken havde ret eller pligt til at modtage dem. Endmere fremgaar dette, mener jeg, af den maade, hvorpaa han behandlet dem, saaledes som at andenvoterende fremhævet.
Med hensyn til, hvad der er anført om overrettens udtalelse angaaende Paasches forhold til boet i heromhandlede anledning, skal jeg henvise til, at overrettens førstvoterende udtaler følgende: «Paasche har derfor ved at overtage obligalionens ordning paataget sig et hverv, som laa udenfor hans opdrag som boets bestyrer.»
Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Hoff: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, idet jeg tiltræder de af hr. assessor Backer gjorte bemerkninger.
Justitiarius Thinn: Ligesaa. Jeg man efter oplysningerne paa samme maade som førstvoterende betragte forholdet med hensyn til det af Paasche i banken indsatte beløb saaledes at pengene, uanseet at Paasche har ladet bankbogen lyde paa sit eget navn maa ansees som et af Paasche paa boets vegne opbevaret depositum, tilhørende Leth Olsen og afsondret fra boets som fra Paasches midler iøvrig. Med denne opfatning af forholdet kan jeg med de øvrige voterende, som staar paa samme side som jeg. ikke antage, at boet kan have erhvervet nogen ret som godtroende trediemand til at beholde bogen med det paa samme endnu indestaaende beløb derved, at Paasche ved sit opgjør med boet som dettes bestyrer har stillet bogen til boets disposition til likvidation af sit ansvar til boet.
Med hensyn til det af andenvoterende fremholdte om, at efter hans mening Leth Olsen har gjort sig skyldig i en grov uagtsomhed bl.a. ved at forholde sig passiv med hensyn til indfrielsen af den af ham overtagne pantobligation til Ørlandets sparebank, vil jeg bemerke, at jeg ikke finder, at der forsaavidt kan lægges Leth Olsen noget synderlig tillast, idet han man have havt grund til at gaa ud fra at hans forhold til obligationen blev fuldt ordnet at Paasche, efterat han til denne havde indbetalt obligationens hele beløb til dens indfrielse. I denne forbindelse
Side:966
vil jeg gjøre opmerksom paa det af Paasche til Leth Olsen den 19 juli 1902 afgivne opgjør i anledning at kjøbet at boets gaard. Ogsaa gjennem dette har Paasche ligeoverfor Leth Olsen givet tilkjende, at det paalaa Paasche at afgjøre obligationen til sparebanken.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklasion.
Af underrettens dom:
- - - Sagens sammenhæng er følgende: Efterat Arnt Johansen Haarberg i 1900 var afgaaet ved døden, blev hans bo taget uader behandling at Fosens skifteret som almindelig dødsbo, og i skiftesamling 11 september 1900 blev Carl Paasche, dengang kontorist senere lensmand i Bjugn, og Johan A. Hovde af skifteretten beskikket som bestyrere og inkassatorer i boet. Over boets gaard Haarberg, gnr 69 bnr 9 og 11 i Ørlandets tinglag, blev atholdt auktion, og et at citanten afgivet bud stort kr. 25.000,00 blev i skiftesamling 10 mai 1902 approberet. I konditionernes post 2 bestemmes, at kjøbesummen skulde afgjøres ved, at kjøberen som personlig forpligtet overtog de paa eiendommen hvilende pantobligationer til hypothekbanken og til Ørlandets sparebank, den sidste paa kr. 10.000,00, medens resten af kjøbesummen skulde betales i 2 terminer 3 og 6 maaneder fra approbationen til boets bestyrer.
I tiden til 19 december 1902 indbetalte citanten til Paasche ikke alene den del at kjøbesammen ca. kr. 11.000,00, som boet tilkom, men ogsaa de kr. 10.000,00, som tilkom Ørlandets sparebank. Af indbetalingerne er der to, som har interesse før denne sag nemlig 30 juni 1902 kr. 8.000.,0 og 12 juli 1902 kr. 9.000,00. Citanten har ført sin nevø, gaard bruger Helmer Eide i Bjugn som vidne, og denne har angaaende de kr. 9.000,00 forklaret følgende: Vidnet modtog af citanten 12 juli kr. 9.000,00, som citanten bad vidnet levere lensmand Paasche og samtidig meddele ham, at beløbet skulde anvendes til at indfri en pantobligation tilhørende Ørlandets sparebank i gaarden Haarberg. Vidnet traf Paasche, som boede i hans hus, samme dags aften og meddelte ham, at vidnet hos citanten havde modtaget kr. 9.000,00, som skulde leveres til Paasche, samt at disse penge skulde anvendes til at dække obligationen i Ørlandets sparebank. Paasche var først uvillig til at modtage beløbet, idet han udtalte, at han hverken havde ret eller pligt til at modtage pengene, citanten kunde ordne dette selv. Vidnet beholdt derfor pengene, men da Paasche senere samme aften uopfordret sagde til vidnet, at han vilde modtage de kr. 9.000,00, leverede vidnet dem til ham, og Paasche udtalte da, at han vilde sætte dem ind i banken, hvis denne forlangte opsigelse af pantobligationen.
En dag ud paa høsten s.a. talte vidnet med Paasehe om de kr. 9.000,00, og Paasche udtalte da, at sparebank en havde modtaget beløbet; vidnet opfattet denne udtalelse saaledes, at obligationen var indfriet. Denne forklaring stemmer med, hvad vidnet har forklaret under den retslige forundersøgelse mod Paasche. Den 17 december 1902 overleverede Paasche til kassereren i Ørlandets sparebank kr. 8.000,00, som blev indsat paa kontrabog nr .4870 med banken, lydende paa lensmand Paasche. Sparebankens kasserer Lemann Wiggen har som 8 vidne under forundersøgelsen mod Paasche herom forklaret, at Paasche, da han overleverede de kr. 8.000,00, anmodede ham om at sætte pengene i banken paa hans navn. Vidnet, som vidste at citanten havde kjøbt Haarberg, og at der hvilede en pantobligation paa kr. 10.000,00 paa denne eiendom til Ørlandets sparebank mindes, at Paasche ved anledningen nævnte Petter Olsens navn og ytrede, at denne vilde indfri obligationen i banken, hvorfor vidnet fik sætte pengene ind i banken til
Side:967
nærmere ordning: vidnet fik det bestemte indtryk af Paasches udtalelse, at pengene var indbetalt til denne af citanten og i sin tid skal de benyttes til indfrielse af nævnte obligation. De kr. 8.000,00 blev af vidnet indsat i banken paa første kontordag, men bogførtes i kontrabogen 30 juli paa grund af bankens regler om renteberegning kun fra 30 i maaneden, naar beløbet indbetaltes efter 15 s. m.
Den 4 mai 1904 oversendte sorenakriveren i Fosen til Paasche det irettelagte opgjør af s.d. over indtægter og udgifter i A. Haarbergs dødsbo og over Paasches ansvar til samme udgjørende kr. 16.657,31. I skrivelse af 7 s. m. til Fosens skifteret meddelte Paasche, at han vedtog dette opgjør under forbehold om at indsende regning for andel udbetalinger, som ikke var medraget, og oversendte samtidig skifteretten til likvidation i sit ansvar den foran omtalte kontrabog nr. 4870 med Ørlandets sparebank, hvorpaa indestod kr. 7.719,90. Som den irettelagte afskrift af kontrabogen viser, fremkommer sidstnævnte beløb saaledes: til de kr. 8.000,00 kommer renter for 1902 og 1903 kr 534,14, paa den anden side er 15 mars 1904 udtaget kr. 814,24. Kasserer Wiggen har forklaret, at de udtagne kr. 814,24 er benyttet til indfrielse af forfaldne renter at pantobligationen til Ørlandets sparebank og saaledes kun konverteret i bankens bøger uden at blive udbetalt til Paasche. Angaaende Paasches ansvar til indstevnte er det oplyst, at Paasche ved dom afødt xx.xx.1905 er tilpligtet at betale boet kr. 11.395,82 med renter og sagsomkostninger. I skiftesamling 21 april 1904 blev dødsboet efter flere kreditorers begjæring at Fosens skifteret taget under behandling som konkursbo i henhold til konkurslovens §109 og ny bestyrer beskikket. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
Jeg kommer til samme resultat som underretten. Med hensyn til kontraappellantena principale paastand maa det vistnok antages, at han har ment at indbetale de kr. 10.000,00 til Paasche som bestyrer i dødsboet, ligesom det aabenbart ogsaa er i denne egenskab, at Paasche har ment at modtage pengene, jfr. hans forklaring under etterforskningen. Men hverken kontraappellanten eller Paasche har, saavidt skjønnes, havt nogen rimelig grund til at anse denne indbetaling boet vedkommende. Efter salgsvilkaarene skulde obligationen til Ørlandets sparebank overtages af kontraappellanten, og dette vidste Paasche og, som det maa antages, ogsaa kontraappellanten, ialfald da indbetalingen fandt sted, ligesom en vildfarelse fra dennes side i saa henseende i intet tilfælde kunde lægges boet tillast. Heller ikke er der nogen grand til at tro, at Paasche har modtaget pengene i boets interesse eller at hensyn til dets ansvar som laantager overfor sparebanken. Paasche har derfor ved at overtage obligationens ordning paataget sig et hverv, som laa udenfor hans opdrag som boets bestyrer, og da saavel han som kontraappellanten bør have forstaaet dette, bør ikke boet derved paaføres noget ansvar.
Med hensyn til den subsidiære paastand maa jeg gaa ud fra, at de kr. 8.000,00 som Paasche den 17 juli 1902 indsatte i Ørlandets sparebank, er taget af de kr. 9.000,00, som kontraappellanten den 12 s. m. havde indbetalt til ham. Denne indbetaling blev foretaget med udtrykkelig tilkjendegivende om, at pengene skulde anvendes til dækning at obligationen i sparebanken, og naar kr 8.000,00 at beløbet nogle dage senere er indsat paa kontrabog med banken, har det adskillig sandsynlighed for sig, at meningen med indskudd et har været, at det skulde anvendes i nævnte øiemed, ligesom dette ogsaa synes bestyrket ved Wiggens forklaring. Indsknddet antages derfor,
Side:968
og da intet mere er indsat paa samme kontrabog, at maatte ansees for at være holdt i særskilt kasse og kontraappellsntens eiendomsret til beløbet overfor Paasche dermed i behold, uden hensyn til, om han har indskudt de samme pengesedler, som han modtog af kontrsappellanten, jfr Scheel Tingsret side 378-379. Hovedappellantskabet hævder vistnok, at det har modtaget bankbogen fra Paasche som god troende trediemand og derfor maa være berettiget til alligevel at beholde pengene. Men heri kan jeg ikke være enig. Som anført er pengene indbetalt til Paasche som bestyrer i boet og selv om dette ikke i og for sig begrunder noget ansvar for boet, maa det dog være tilstrækkelig til, at ikke boet kan erhverve nogen større ret til pengene, end Paasche selv havde. - - -
Hazeland.
Enig. Kontraappellantens forklaring i forhørsretten synes vistnok noget uklar, idet han den 12 juli 1902 mente sig uforpligtet ligeoverfor Ørlandets sparebank, samtidig som han gav ordre til, st de kr 9.000,00 skulde benyttes til indfrielse af sparebankens obligation, forsaavidt angik den del af beløbet, som oversteg den kontante del af kjøbesummen. Men jeg antager det tilstrækkelig, at hans kommissionær og søstersøn ved overleverelsen af pengene udtrykkelig har gjort gjældende, at betalingen helt eller delvis gjaldt obligationen, og at bestyreren ved indbetalingen i banken efter kassererens forklaring nævnte, at kontraappellanten vilde indfri obligationen, og at han (Paasche) derfor fik sætte dem ind i banken til nærmere ordning, hvilket Paasche ikke har benegtet, om han end ikke erindrer andet af samtalen, end at han nævnte, at obligatienen vilde blive indfriet. Naar han under disse omstændigheder sætter de kr. 8.000,00 ind paa egen kontrabog, lydende paa sit eget navn istedetfor paa boets, mener jeg hensigten maa have været at markere, at pengene i det nævnte øiemed var indbetalt af kontraappellanten og skulde holdes udenfor boets midler.
Bergersen.
I det væsentlige og resultalet enig.
Wildhagen.