Rt-1913-129
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1912-12-20 |
| Publisert: | Rt-1913-129 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 58 s.a. |
| Parter: | Trælasthandler Peter P. Lomsdalen (adv. L. Prydz) med ingeniør Peder Anton Øverseth (adv. Storm). |
| Forfatter: | Bjørn, Mejdell, Skattebøl, Birkeland, Christiansen, Backer, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Odelsloven (1821) §9, §16, §5 |
Ved dom, afsagt den 9 april 1910 av den konst. sorenskriver i Toten, Vardal og Biri med meddomsmænd blev saaledes kjendt for ret: Indstevnte Peter P. Lomsdalen bør under udkastelses tvang til lovens første faredag, som indtræffer 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse til fordel for citanten odelsprætendenten Peder Anton Øverseth, fravige og ryddiggjøre eiendommen Øversethmarken, gr.nr. 128, br.nr. 10, av skyld mark 1,13 i Vestre Toten (Eina) mod udbetaling af løsningssummen kr. 24.000,00. Derhos bør indstevnte til samme tid og paa samme vilkaar under en mulkt av kr. 2,00 til Eina herredskasaen for hver dag,
Side:130
han i saa henseende sidder denne dom overhørig, udstede lovlig skjøde paa eiendommen til citanten. Processens omkostninger ophæves.
Denne dom blev av Kristiania overret den 27 februar 1911 - under ophævelse af sagens omkostninger ogsaa for overretten - stadfæstet alene med den forandring, at fristen for fravigelsen og skjødets udstedelse bestemtes til første faredag, som indtræffer 15 dage efter overretsdommens forkyndelse.
Overrettens dom er af Peter P. Lomsdalen paaanket til høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: Principalt: 1) at appellanten frifindes for indstevnte P. A. Øverseths tiltale i denne sag, subsidiært: 2) at indstevnte alene kjendes løsningsberettiget til en halvpart af den omhandlede eiendom Øversethmarken. 3) at indstevnte i ethvert fald tilpligtes at betale appellanten sagens omkostninger for alle retter.
Indstevnte Peder Anton Øverseth har paastaaet: principalt: at da ergangne domme stadfæstes dog saaledes, at fristen for fravigelse og ryddiggjørelse samt for skjødets udstedelse sættes til lovens første faredag efter høiesterets doms afsigelse, subsidiært: at appellanten tilpligtes til lovens første faredag under udkastelsestvang til fordel for indstevnte som odelsberettiget at fravige og ryddiggjøre en ved skylddelingsforretning paa begge parters fælles bekostning udskillendes halvpart af odelsgodset gr.nr. 128, br.nr. 10, Øversethmarken at skyld mark 1,13 i Eina samt under en løbende dagmulkt at give indstevnte heftelsesfrit skjøde paa nævnte halvpart, alt mod erlæggelse fra indstevntes side af halvparten af den fastsatte løsningssum, altsaa kr. 12.000,00. For begge tilfælde: at indstevnte hos appellanten tilkjendes processens omkostninger for høiesteret.
Angaaende sagens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheder henvises til de afsagte dommes præmisser.
I høiesteret er som nyt dokumenteret en panteattest vedkommende den omstridte eiendom samt udskrift af et den 1 februar 1912 i Toten af indstevnte optaget tingsvidne, hvorunder er afhørt 2 med de, under sagen omhandlede, forhold kjendte, ældre mænd, hvoraf den ene er indstevntes i sagen oftere nævnte farbror Hans Kristian Stikbakke.
Høiesteret kommer til samme resultat som de underordnede retter.
Det maa efter sagens oplysninger ansees tilstrækkelig godtgjort, at Øversethmarken allerede i 1886 af Johannes Pedersen Øverseth (Stikbakken) blev solgt og den 14 april 1887 tiltraadt af sønnerne Claus og Hans Kristian, og at den saaledes forlængst var udgaaet af Johs. Pedersen og hustrues fællesbo ved mandens død den 26 april 1902. Hvad der til støtte herfor er anført i de foreliggende dommes præmisser er yderligere blevet bestyrket ved de under tingsvidnet den 1 februar 1912 afgivne vidneforklaringer, ifølge hvilke 1 vidne har overværet selve kontraktsafslutningen og 2 vidne har betalt sin del af kjøbesummen.
Det bliver som følge heraf ufornødent at drøfte og afgjøre det af overretten behandlede spørgsmaal om, hvorledes forholdet vilde have været at bedømme, om eiendommen, som af appellanten paastaaet vedblivende havde været Johs. Pedersens og saaledes ved hans død havde tilhørt hans og gjenværende enkes fællesbo paa det tidspunkt, da hun med de myndige stedsønners samtykke erholdt amtets bevilling til at hensidde i uskifte.
Ogsaa i henseende til det til grund for parternes subsidiære paastand liggende spørgsmaal tiltrædes de underordnede retters resultat.
Til begrundelse heraf antages det tilstrækkelig at anføre, at i nærværende tilfælde præskription at odelsprætendenten ingeniør Øverseths
Side:131
odelsret til den halvpart af eiendommenm som har tilhørt den yngre bror Hans Christian i hvert fald er udelukket derved, at brødrene hverken samlet eller enkeltvis har havt tinglyst hjemmel paa eiendommen, og at der saaledes mangler ethvert udgangspunkt for beregningen af præskriptionsfristen.
Overrettens dom vil saaledes blive at stadfæste, dog saaledes at fristen forandres.
Processens omkostninger for høiesteret findes appellanten at burde tilsvare indstevnte.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande, dog saaledes at den deri bestemte frist for eiendommens fravigelse og skjødets udstedelse regnes fra høiesterets doms afsigelse. I procesomkostninger for høiesteret betaler Peter P. Lomsdalen til Peder Anton Øverseth kr. 300,00.
Af underrettens dom hidsættens:
Ved skjøde tinglæst 21 november 1848, blev eiendommen Bjørnmyrlien og ved skjøde, tinglæst 1 juli 1851, eiendommen Skræppen nedre mellem i Vestre Toten (nu Eina) overdraget til Johs. Pedersen Øverseth, farfar af citanten i nærværende sag, ingeniør P. A. Øverseth. De ovennævnte eiendomme blev i 1836 slaat sammen til et brugsnummer og, efter hvad citanten har anført, af Johs. Pedersen overdraget til hans 2 sønner, den ældre Claus Øverseth og den yngre Hans Chr. Øverseth eller Stikbakke. De erholdt dog ikke tinglyst hjemmel.
Den samlede eiendom Skræppen nedre mellem med Bjørnmyrlien af samlet revideret skyld mark 2,55 blev i 1890 atter delt, idet udmarken, den i nærværende sag omtvistede eiendom, Øversethmarken kaldet, af skyld mark 1,13 blev udskilt og tilbageholdt, medens resten solgtes til Hans Andersen Nordby. Ved skjøde at 16 oktober, tinglæst 1 november 1906 blev derpaa Øversethmarken solgt til Peter P. Lomsdalen, indstevnte i nærværende sag, for kr. 35.000,00.
Claus Øverseths søn, ingeniør P. Øverseth, som ønsker at tage Øversethmarken tilbage paa odel, har efter forgæves prøvet forligsmægling ladet nævnte Peter P. Lomsdalen udsige fra eiendommen og derefter tilstevnet odelstakst. Efter afholdt undertakst og overtakst, ved hvilken sidste eiendommen blev ansat til kr. 24.000,00, har han derefter ved stevning afødt xx.xx.1909 anlagt odelssøgsmaal mod Peter Lomsdalen. - - -
Indstevnte har paastaaet sig frifundet principalt forsaavidt angaar hele eiendommen og subsidiært forsaavidt angaar halvdelen af samme samt i begge tilfælde tilkjendt sagsomkostninger.
Indstevnte har til sin frifindelse gjort gjældende, at citantens odelsret er præskriberet efter odelslovens §16 cfr. §9. Til støtte herfor har han anført: Det er ikke korrekt, naar citanten har paastaaet, at eiendommen Skræppen nedre mellem med Bjørnmyrlien i 1886 af Johannes P. Øverseth blev overdraget sønnerne Claus og Hans Christian. Det var Johs. Pedersen, som i 1890 solgte hovedbøllet til Hans A. Nordby, medens han beholdt Øversethmarken til sin død 26 april 1902. Johannes Øverseth var gift 2 gange og hans anden hustru Helmine Hansdatter blev efter hans død hensiddende i uskifte i henhold til amtsbevilling at 23 mai 1902. Hun solgte derefter ved kjøbekontrakt afødt xx.xx.1905 Øversethmarken til indstevnte, og blev skjøde udstedt 16 oktober 1906 og tinglyst 1 november næstefter. Eiendommen gik saaledes ved Johs. Pedersens død ud af familien, idet hans enke efter odelslovens §5 maa ansees som en fremmed. Men da Helmine
Side:132
Hansdatter var Claus og Hans Christians stedmor og begge ved farens død var over 18 aar, maa de, anfører indstevnte til slutning, have tabt sin odelsret, naar de ikke har gjort den gjældende inden 3 aar fra dødsfaldet. - - -
Retten maa dog give citanten medhold i, at nævnte eiendom Skræppen med Bjørnmyrlien af Johs. P. Øverseth virkelig er overdraget sønnerne Claus og Hans Christian, og at det er disse, som har solgt Øversethmarken til indstevnte - - -
Først i 1906 er eiendommen saaledes efter rettens mening gaaet ud af odelsprætendentens ætlæg. Hans odelssøgsmaal maa derfor ansees anlagt i ret tid.
Spørgsmaalet er imidlertid, om man overensstemmende med instevntes subsidiære paastand kun skal anse citanten odelsberettiget til den halve eiendom. Indstevnte har herom anført: Citanten er søn af Claus, som er ældre end Hans Christian. Efter odelslovens §9 i. f. har derfor Claus og med ham citanten tabt sin odelsret til halvparten derved, at de lod den slettere odelsberettigede Hans Christian uanfegtet besidde den halve del af eiendommen qu. Retten kan dog ikke være enig heri. Eiendommen var odlet af citantens bedstefar allerede før citatens far og farbror blev eiere af samme. Og det er ikke legitimert, at disse har sammen besiddet eiendommen i en tid, som kunde bevirke nogen forandring i den erhvervede odelsret, idet det efter det foreliggende er noget uklart, om de har været eiere før 1888. Det er ikke legitimert, at citantens onkel har besiddet eiendommen i hævds tid, og han har for sin andel ikke erholdt noget skjøde, som for den ene halvdels vedkommende kunde virke præskriberende paa citantens odelsret.
Citanten findes saaledes at være odelsberettiget til den hele eiendom. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Overretten kommer til samme resultat som underretten og kan ogsaa i det væsentlige henholde sig til sammes begrundelse. Der foreligger i sagen 3 spørgsmaal til løsning.
1) Om hvorvidt indstevntes far og onkel Claus Øverseth og Hans Christian Stikbakke i sin tid har kjøbt eiendommen af sin far Johannes Pedersen Stikbakke, eller
2) om gaarden ved sidstnævntes død i april 1902 gik over til hans enke Helmine Hansdatter, og i saa fald om indstevntes ret forsaavidt er tabt ved præskription (Odelslovens §9)
3) om indstevntes odelsret til en halvpart af eiendommen er præskribert.
Retten skal bemerke:
1) - - -
2) Idet retten saaledes med underretten gaar ud fra, at Johannes Pedersen Stikbakke allerede i levende live havde solgt Øversethmarken til sine 2 sønner af første egteskab Claus Peder Øverseth og Hans Christian Stikbakke, og at eiendommen saaledes ikke var indbefattet under det bo, med hvilket hans sidste hustru under 23 mai 1902 fik bevilling til at hensidde i uskifte, bortfalder spørgsmaalet om, hvorvidt eiendommen ved denne foranstaltning er gaaet over paa enken som en fremmed, og saaledes kan danne udgangspunkt for odelsrettens fortabelse ved preskription.
Retten er forøvrig af den mening, at selv om Øversethmarken havde været indbefattet under det bo, med hvilken enken fik tilladelse til at sidde i uskifte, vilde eiendomsretten over samme dog ikke derved være gaaet over paa hende. Ved at erholde bevilling til at sidde i uskifte erholder den længstlevende vistnok uindskrænket bemyndigelse til at disponere over boets
Side:133
eiendele, men eiendomsretten bliver, hvor den var før, med en halvpart hos den længstlevende, og den anden halvpart hos afdødes arvinger. Fordelingen af samtlige interesseredes eiendomsret paa hver enkelt af boets eiendele sker først ved boets opgjør - ved skiftet. At forholdet er af anførte beskaffenhed fremgaar allerede af udtrykket: at sidde i uskifte eller i uskiftet bo. Eiede den længstlevende det hele, var der intet at sidde i uskiftet bo med, thi ingen behøver bevilling til at beholde udelt, hvad man eier alene. Retten er saaledes af den opfatning, at selv om Øversethmarken havde været usolgt ved Johannes Pedersen Stikbakkes død og saaledes ved bevillingen med boets øvrige eiendele var gaaet ind under enken Helmine Hansdatters raadighedssfære, vilde dog indstevnte ikke desformedelst have tabt sin odelsret ved at lade enken for sin levetid udøve denne raadighed.
ad 3) Dette spørgsmaal er det, som forekommer retten mest tvilsomt - men ogsaa forsaavidt finder man at maatte slutte sig til underrettens afgjørelse. Naar 2de brødre kjøber sin fars odelsgods i fællesskab, vilde det falde i det latterlige, om den ældste af brødrene for at konservere sin odelsret skulde være nødsaget til at sagsøge den yngre og sin medkontrahent til at overlade ham (den ældste) den halvpart, som de netop var blevet enige om at drive sammen med den anden halvpart for fælles regning. Et saa rigorøst resultat, der indirekte vilde indeholde et forbud for 2 søskende mod i fællesskab at kjøbe sine forældres odelsgods, kan loven ikke have villet opstille. Den her hævdede opfatning bestyrkes ogsaa ved den omstændighed, at man under nævnte forudsætning, heller ikke kan paavise i marken, hvad enhver af brødrene eier. Enhver af dem eier en (ideel) halvpart i den hele eiendom men ikke nogen i marken paaviselig bestemt del af eiendommen. Den «bedste mening» antages derfor at være, at enhver af søskenderne i et tilfælde som det foreliggende bevarer sin odelsret ubeskaaret, saalænge det omhandlede forhold vedvarer. - - - Det er in confesso, at brødrene Claus Øverseth og Hans Christian Stikbakke den hele tid besad Øversethmarken uden skjøde. Noget saadant som udgangspunkt for præskription af indst s odelsret til halvparten af Øversethmarken foreligger saaledes ikke. - - -