Rt-1913-193
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1913-01-14 |
| Publisert: | Rt-1913-193 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 1/1 1913. |
| Parter: | Privat straffesag: Anders Andersen Farstad (o.r.sagf. Olaus E. Lampe til prøve) mod Gerhard Olsen Løkeland og Tron Knudsen Stenset (adv. Otto B. Halvorsen). |
| Forfatter: | Hambro, Bjørn, Backer, Prydz, Frisak, Smith, Thoresen |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §392, §393 |
Assessor Hambro: I nærværende sag blev ved Romsdals meddomsret under 23 juli 1910 afsagt saadan dom: De indstevnte Gerhard Olsen Løkeland og Tron Knutsen Stenset bør for Forseelse mod straffelovens §393 udrede en bod til statskassen stor for hver især 50 kroner, eller, saafremt bøderne ikke kan udredes, hensættes hver af dem i fængsel 30 dage, hvorhos de indstevnte tilpligtes i erstatning til statskassen for sagsomkostninger in solidum at udrede 10 kroner og i erstatning til sagsøgeren Anders Andersen Farstad for sagsomkostninger ligeledes in solidum 80 kroner.
Denne dom er af de domfældte indanket for Høiesteret, idet de mener, at den rettelig burde have ledet til frifindelse, ogsaa forsaavidt de er dømt efter straffelovens §393. Anken er at kjæremaalsudvalget henvist til prøvelse i høiesteret. Sagens nærmere omstændigheder vil erfares at meddomsrettens domsgrunde.
Efter min mening bør anken blive at tage tilfølge. Det ansees efter meddomsrettens dom bevist, at begge de domfældte har gjort sig skyldige i et forhold, som gaar ind under straffelovens §392, andet led, men de er frifundet for straf i henhold til samme leds sidste punktum. Naar retten imidlertid videre har straffældt dem for forseelse mod §393, mener jeg, at dette er begrundet i urigtig lovanvendelse. Hvad der nemlig her ligger til grund for domfældelsen, viser sig at være det faktum, at de domfældte for at komme i besiddelse af den omhandlede not havde afskaaret dens fæstigheder og ladt disse blive liggende igjen i sjøen, samt at de heller ikke har leveret sagsøgeren noten tilbage. Efter min opfatning er dette imidlertid momenter, som danner en integrerende del af det strafbare forhold, der gaar ind under straffelovens §392. Afskjæringen at fæstighederne var jo ligefrem den maade, hvorpaa de gik frem eller et af de midler, som de anvendte for at komme i besiddelse af noten, og jeg kan ikke forstaa, at den omstændighed, at de efter at have sat sig i besiddelse af noten vedblev i denne besiddelse, bringer forholdet ud over, hvad der rammes af §392. I hvert fald rammes ikke dette af straffebestemmelsen i §393, da det ikke kan antages at gaa ind under de der anførte ord: «bruge eller forføie over». Den forfeining, hvorom her alene er tale, ligger i selve besiddelsestagelsen, som imidlertid ikke rammes af §393. Naar retten saaledes har frifundet de domfælde efter §392, kan den formentlig ikke paa saadan maade som her skeet udsondre nogen af de faktiske momenter, som efter en rigtig lovfortolkning gaar ind under denne paragraf, og paa grundlag deraf dømme til straf efter en anden paragraf. Jeg bemerker, at der i denne private straffesag ikke er reist tiltale efter nogen af straffelovens bestemmelser om umiddelbart eller udelukkende skadegjørende handlinger.
Jeg vil saaledes votere for de domfældtes frifindelse, men efter sagens beskaffenhed finder jeg, at de sagsøgte har givet rimelig
Side:194
anledning til søgsmaalet, og jeg kan derfor ikke tage deres paastand om tilkjendelse af omkostninger tilfølge. Af samme grund finder jeg heller ikke, at sagsøgeren kan siges ikke at havt rimelig grund til sagsanlægget, saaledes at sportellovens §24 om omkostningsansvar til det offentlige skulde ligeoverfor ham komme til anvendelse.
Konklusion:
Gerhard Olsen Løkeland og Tron Knudsen Stenset bør for Anders Andersen Farstads tiltale i denne sag fri at være. Den af dem nedlagte paastand om tilkjendelse af sagsomkostninger tages ikke tilfølge.
Ekstraordinær assessor Bjørn: Enig med førstvoterende. Ekstraordinær assessor Backer, assessor Prydz, de ekstraordinære assessorer, sorenskriver Frisak og kriminaldommer Smith og assessor Thoresen: Ligesaa.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af meddomsrettens dom hidsættes:
- - - Det er paa det rene, at de indstevnte den 12 juli 1909 indfandt sig ved sagsøgerens laksenot, der var udsat i sjøen udenfor hans og Lars Bjørnsunds teige ved nordre Bjørnsund, og uden sagsøgerens tilladelse tog noten op af sjøen og med sig bort og siden har beholdt den, ligesom de indstevnte helt eller delvis overskar notens fæstigheder, som er blevet liggende igjen. Retten kan efter den stedfundne aastedsbefaring og de derunder paaviste grænselinier samt af beskrivelsen af sagsøgerens og Lars Bjørnsunds teige i forbindelse med vidneprovene ikke finde, at der er ført tilstrækkelig bevis for, at sagsøgeren og Lars Bjørnsund er eiere af teige eller grundstykker, der har nogen strandlinje mod sjøen, og eiendomsforholdet til de strandstrækninger, udenfor hvilke sagsøgeren havde sat ud sin not ved det saakaldte Skabergkløvet, staar for retten meget uklart. Det er paa det rene, at de indstevnte havde leiet ret til at udsætte sine laksenoter paa den omtvistede strækning af eierne at hovedbruget paa nordre Bjørnsund, og at disse anser sig som grundeiere til den omtvistede strandstrækning, ligesom at citanten af Lars Bjørnsund havde erholdt tilladelse til at sætte ud laksenot udenfor den strandstrækning, han paastaar tilligger hans teig.
Retten finder derfor, at de indstevnte, da de optog og satte sig i besiddelse af sagsøgerens not, handlede i hensigt at gjøre en formentlig ret gjældende. Retten anser det nemlig for at være utvilsomt, at sagsøgeren ved at have udsat noten paa det omhandlede sted, hindrede de indstevnte i at kunne nyttiggjøre sig den af dem leiede ret. De indstevnte har derfor hvad optagelsen af sagsøgerens not angaar handlet under særdeles formildende omstændigheder, hvortil kommer, at de indstevnte ved anledningen ogsaa maa siges at have handlet paa en maade under nødsstand, da det selvfølgelig for dem var af særlig økonomisk interesse snarest mulig at faa fjernet de hindringer, der var lagt dem iveien for udøvelsen af den af dem leiede ret.
Retten kommer derfor til det resultat, at straf for de indstevnte for deres forgaaelse mod straffelovens §392 bør bortfalde i henhold til nævnte paragrafs sidste punktum.
Hvad paastanden om straf efter straffelovens §393 angaar skal retten bemerke, at det som tidligere nævnt er paa det rene, at de indstevnte uden sagsøgerens tilladelse tog op dennes not den 12 juli 1909 og ialfald delvis skar af notens fæstigheder, som de lod ligge igjen i sjøen og senere ikke har leveret tilbage.
De indstevnte har derved retsstridig forføiet over løsøregjenstand, der tilhører en anden, saaledes at den berettigede (her eieren af noten) derved er paaført tab eller uleilighed. - - -