Rt-1913-467

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1913-03-25
Publisert:	Rt-1913-467
Stikkord:	Arverett
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 31 s.a.
Parter:	Halfdan B. Nielsens slægtsarvinger (adv. Ellestad) mot Lagertha Nielsens slægtsarvinger (adv. Helmer).
Forfatter:	Birkeland, Skattebøl, Hambro, Thoresen, Vogt, Prydz, Reimers
Lovhenvisninger:

Nærværende saks foranledning og nærmere omstændigheter fremgaar av præmisserne til Kristiania skifterets decision samt til Kristiania byrets dom av 12 august 1911, hvorved saaledes kjendtes for ret: Den av Kristiania skifteret under 16 juli 1910 avsagte decision stadfæstes. Sakens omkostninger ophæves. Ved decision avsagt 16 juli 1910 av konstitueret skifteforvalter i Kristiania Stenersen var decideret: Førstafdøde Halfdan B. Nielsens slegtsarvinger anerkjendes ikke som arveberettigede i boet.

Ved stevning av 22 september 1911 har Halfdan B. Nielsens slegtsarvinger paaanket nævnte avgjørelser til høiesteret, hvor de har nedlagt paastand om, at de kjendes arveberettiget til halvparten av Lagertha Nielsen og Halfdan B. Nielsens fællesbos formue med tilkjendelse hos de indstevnte av omkostninger for alle retter. De indstevnte, Lagertha Nielsens slegtsarvinger har nedlagt saadan paastand: Princpalt: At skifterettens decision og byrettens dom stadfæstes; subsidiært: At hvad der findes at være fru Nielsens selverhverv forlods utloddes til hendes arvinger saaledes at alene det resterende blir at fordele mellem begge egtefællers arvinger efter loven; at appellanterne tilpligtes en for alle og alle for en at betale de indstevnte sakens omkostninger for høiesteret.

Undet tingsvidne i Kristiania inkamminert 6 juli 1912 og sluttet 14 september s.a., har appellanterne latt føre 2 vidner. Byraachef Garstad, tidligere avhørt som vidne ved byretten 23 mars og 21 september 1909, har under tingsvidnet navnlig forklaret, at han ingen positiv erindring har om, hvorvidt testamentets tekst i sin helhet er redigert av ham paa egen haand, uten at testatorerne øvet nogen indflydelse derpaa; men han antager, at de ikke har hat nogen direkte indflydelse paa ordlyden. Hvorvidt der paa forhaand var ført nogen vidtløftigere forhandlinger mellem Nielsen og ham i anledning av

Side:468

testamentet, kunde vidnet ikke erindre noget nærmere om, men føler sig sikker paa, at han flere gange har forhandlet med Nielsen før testamentet blev oprettet. Efter vidnets mening var længstlevende ikke ved det indsat som arving og førstavdødes slegt ikke utelukket fra arv ved længstlevendes død. Vidnet ønsket «at præsisere dette efter den opfatning han her hadde av det hele forhold.» Vidnet har videre forklaret, at det var et godt forhold mellem Nielsen og dennes slegt og at det aldrig har hørt andet; derimot synes vidnet sikkert at erindre, at Nielsen leilighetsvis kom med ytringer, som lot vidnet formode, at han ikke rigtig likte en av sin hustrus brødre: Nielsen, siger vidnet, var en dygtig hotelmand, men paa de tider, da Nielsen var blit noget sykelig, hadde han og konen visse økonomiske vanskeligheter, men saavidt forstodes uten fare for deres økonomiske eksistens, da Lundetangens bryggeri støttet til, og der i hoteleiendommen laa noksaa betragtelig værdi. Sluttelig har vidnet uttalt at det ved tidligere uttalelser i session 23 mars 1909 ikke har ment, at længstlevende i testamentet var tillagt testationsret over det hele ho. Det andet vidne under det nye tingsvidne har uttalt, at Nielsen var en meget dygtig restauratør, og at kjende til, at han var svært snil mot sin søster, fru Knudsen, hendes mand og søn.

Høiesteret kommer til samme resultat som de tidligere instanser og henviser i alt væsentlig til byrettens begrundelse. Tingsvidnet av 1912 findes ikke at have bragt saken i en anden stilling end tidligere.

Processens omkostninger for høiesteret findes appellanterne en for alle og alle for en at burde tilsvare Lagertha Nielsens slegtsarvinger.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for høiesteret betaler Halfdan B. Nielsens slegtsarvinger, nemlig Andrea Evensen eller nu hendes arvinger (Nathalie Rognerud med egtefælle E. O. Rognerud, Emira Larssen med egtefælle Bernt Larssen og Carl A. Evensen) samt Nathalie Andresen med egtefælle Andreas Andresen, Agnes Aamodt med egtefælle Otto Aamodt, Jenny Johannesen med egtefælle Johan Johannesen, Carl Knudsen. Halfdan Jørgen Knudsen, Waldemar Knudsen, Arthur Knudsen, Sigrid Knudsen og Lagertha Elfrida Knudsen, en for alle og alle for en kr. 300,00 til Lagertha Nielsens slgtesarvinger, nemlig Henrik Larssen, Halfdan Larssen, Fanny Larssen med egtefælle Hans Skappel, Rachel Larssen, Thorleif Larssen og Edel Larssen.

Av decisionen hitsættes:

Den oktober 1896 avgik Halfdan Nielsen, der eiet hotel Victoria i Porsgrund, ved døden. Av hans og hans gjenlevende hustru Lagertha Nielsen var der 11 december 1895 opretet følgende gjensidige testament: «Undertegnede egtefolk Halfdan Benedictus Nielsen og Maren Lagertha Malstine Nielsen, født Larssen, der i vort egteskap ikke har barn, erklærer herved som vor vilje og bestemmelse, at den længstlevende av os udelt skal beholde vort fælles bo, uhindret av den førstavdødes arvinger og uten at disse i nogensomhelst maate kan gjøre sin arveret gjældende.» - - -

Lagrtha Niesens slegtsarvinger - - - har paastaaet: At Halfdan B. Nielsens arvinger ikke blir at anerkjende som arvinger i boet. - - -

Det omhandlede testament blev efter opdrag av de avdøde forfattet av daværende overretssakfører, senere advokat og bureauchef H. Gurstad, der som 1ste hovedvidne under et tingsvide ved Kristiania byting i seesionerne 10 mars og 21 september 1909 har avgit forklaring herom. Begge gange har

Side:469

vidnet forklaret, at det ikke har nogen positiv erindring om testamentets oprettelse eller om, hvad der blev talt ved anledningen. Vidnet var blit overlatt at forme testamentet, saaledes som han mente rigtig var efter det givne opdrag. Det var nu vidnets skjønsmæssige opfatning efter hans kjendskap til forholdene, at længstlevende skulde ha fuldstændig dispositionsret efter forgodtbefindende over det uskiftede bo til sin død, men at lovens arvegangsregler, hvis længstlevende døde uten at efterlate sig nogen testamentarisk forføining, vilde komme til anvendelse med hensyn til boets fordeling mellem egtefællernes arvinger. Vidnet kan ikke erindre, at de nu omtvistede spørsmaal var oppe dengang; men han er av den opfatning at der i testamentets bestemmelse om, at førstavdødes arvinger ikke skulde kunne gjøre sin arveret gjældende, kun sigtedes til tiden indtil længstlevendes død, og vidnet mener, at ingen av testatorerne ved oprettelsen tænkte paa at utelukke sine arvinger fra at arve ved længstlevendes død; hvis dette hadde været meningen, føler vidnet sig overbevist om, at han vilde ha git dette et klart og utvetydig uttryk i testamentet. Vidnet har ved at undersøke sit arkiv faat sin opfatning bestyrket, at egtefællernes økonomiske stilling paa det omhandlede tidspunkt var mindre god, uten at der dog var fare for deres økonomiske eksistens. Om hvem av egtefællerne der forutsattes at dø først, er han ikke spurgt.

Til dette prov støtter i det væsentilge førstavdødes arvinger sin procedure samt til, hvad de efter en logisk fortolkning mener, at maatte utbringe av testamentets ord. I saa henseende ser disse parter hovedindholdet av testamentet i ordene «beholde» - «udelt» - «vort fælles bo», hvorved der gives længstlevende ret til at sitte med fællesboet uskiftet til sin død; hvorimot den efterfølgende klausul «uhindret av - og uten at» osv. hævdes kun at indeholde en supplerende nærmere bestemmelse av omfanget av denne raadighet over boet; det blir efter deres opfatning saaledes en selvfølge, at begrænsningen av avdødes arvingers rettigheter kun gjælder overfor længstlevende - altsaa kun tar sigte paa tidspunktet indtil den længstlevendes død, og at der intetsomhelst deri er uttalt om disse arvingers arveret efter dette tidspunkt; tvertimot gjøres gjældende, at saadan arveret i ordene «gjøre sin arveret gjældende» likefrem forutsættes at være latent tilstede. Det fremholdes at være uhjemlet at ville læse denne tilføielse som en utelukkelse av førstavdødes arvinger, og at disses arveret efter loven er det principale, og for at utelukkes kræver klar og utvetydig bestemmelse i testamentet. - - -

Av byrettens dom hitsættes:

- - - Efterat boet derpaa var tat under behandling ved Kristiania skifteret, fremsatte Halfdan Nielsens slegtsarvinger - - - krav paa at erholde halvdelen av boet utlagt som arv til sig. Herimot fremholdt Lagertha Nielsens slegtsarvinger - - -, at de alene var arvinger i boet.

Avgjørelsen beror paa fortolkningen av det ovennævnte testament. Appellanterne gjør gjældene, at boet efter førstavdødes død fremdeles vedblev at være et fællesbo, og at derav følger at formuen efter længstlevendes død maa bli at dele mellem begge egtefællers arvinger. De indstevnte paastaar derimot, at længstlevende maa ansees at ha overtat boet med fuld eiendomsret som arving efter førstavdøde, hvorav følger, at nu alene længstlevendes slegtsarvinger er arveberettiget.

Jeg antar om end under tvil, at der er overveiende grund til, naar testamentet sees i sammenhæng, at gi de indstevntes opfatning medhold. Uttrykkene «at den længstlevende av os udelt skal beholde vort fælles bo»

Side:470

kan vel ikke siges at tale mere for den ene opfatning end for denanden. Specielt kan ikke «vort fælles bo» med rimelighet forstaaes anderledes, end om der hadde været sagt «det som hittil har været vort fælles bo». Bokstavelig kan overhodet ikke disse ord ha hensyn til tiden efter førstavdødes død. Heller ikke de efterfølgende uttryk «uhindret av den førstavdødes arvinger» gir noget bestemt utslag i retning av den av de indstevnte hævdede opfatning. Var der ikke gjort nogen yderligere tilføielse, vilde testamentet ved den saaledes givne tvetydighet i uttryksmaaten vistnok ikke kunne ansees at ha utelukket appellanterne fra arv efter længstlevendes død. Ved den sidste tilføielse i testamentet «og uten at disse i nogensomhelst maate kan gjøre sin arveret gjældende», kan det imidlertid ikke skjønne andet end, at der er fremkommet saa at si en overvegt for de indstevntes opfatning. Ved siden av det først anførte er det sidst uttrykte efter appellanternes forstaaelse av testamentet en ganske overflødig tilføielse. Selv om man ikke vil anta, at dermed likefrem er sagt, at førstavdødes arvinger for altid skal være utelukket fra arv, peker uttrykkene ialfald utover appellanternes opfatning. Rent uvilkaarlig venter man derfor en tilføielse til slutning som «før efter længstlevendes død» eller lignende, hvor meningen var, at førstavdødes arvinger fremdeles skulde ha krav paa arv.

Den ovenfor antagne forstaaelse av testamentet kan ikke findes at komme i strid med, hvad der forøvrig foreligger. Specielt kan ikke dette ansees at være tilfældet, forsaavidt angaar den vidneforklaring, som er avgit av advokat Gurstad, der var den, som i sin tid opsatte testamentet. Dette vidne har intet bestemt kunnet oplyse om, hvad der i omhandlede henseende har været testatorernes mening. Heller ikke paa anden maate er der fremkommet nogen direkte oplysning herom. Under disse omstændigheter er man nødvendigvis henvist alene til, hvad selve ordene antages at uttrykke.

Det er mulig, at testatorerne overhodet ikke har specielt tænkt over, hvad der vilde bli av den mulige formue efter længstlevendes død, idet jo selvfølgelig det nærmeste øiemed maa antages at ha været at sikre længstlevende. Men det er ogsaa mulig, at det netop har været deres mening, at formuen helt skulde tilfalde længstlevendes arvinger. Der er specielle omstændigheter, som i nogen grad taler for det sidste. Da testamentet oprettedes, er der efter det oplyste grund til at anta, at testatorernes formuesomstændigheter var mindre gode. Det kan da vel tænkes, at testatorerne har villet, at midlerne alene skulde gaa til længstlevendes arvinger, idet det jo under den anførte forutsætning vilde være længstlevende, hvem den ved dennes død foreliggende formue kom til at skyldes, hvilket ogsaa maa antages at ha været det virkelige forhold. Det kan tillike bemerkes, at ved testamentets oprettelse var førstavdøde allerede adskillig sykelig, saaledes at det maa ha ligget nærmest at forutsætte, at han ikke vilde komme til at leve saa længe, og at det var hustruen, som vilde bli den efterlevende. - -