Rt-1913-59
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1912-11-19 |
| Publisert: | Rt-1913-59 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 35/2 s.a. |
| Parter: | Straffesag mod Hjalmar Karl Johan Sivertsen (forsvarer til prøve overretssagfører Sven Brun - aktor: adv. Fr. Stang Lund). |
| Forfatter: | Bjørn, Christiansen, Hambro, Backer, Birkeland, Vogt, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §332, Høiesteretsloven (1839) §24, §43, §44, LOV-1866-04-14-§7, LOV-1894-06-29-4 |
Ekstraordinær assessor Bjørn: Ved tiltalebeslutning, udfærdiget 6 august 1912 af politimesteren i Stavanger, blev Hjalmar Karl Sivertsen sat under tiltale til fældelse efter straffelovens §332, jfr. lov om haandverksdriften afødt xx.xx.1839 §24 og §43 §44 med tillægslove afødt xx.xx.1866 og 29 juni 1894 (nr. 4) for uden offentlig bemyndigelse eller tilladelse at have udøvet en virksomhed, til hvilken saadan kræves, ved i løbet af de 2 sidste aar ved hjælp af leiede fagkyndige arbeidere (svende) at have udført tømmer- og snedkerarbeidet paa husene Tougaden nr. 19 og Avaldsnesgaden nr. 44 og 46 i Stavanger, hvilke han har opført for at sælge og solgt, uden at han har havt haandverksborgerskab. Ved dom, afsagt at meddomsret i Stavanger den 23 august næstefter, blev tiltalte for ulovlig haandverksdrift efter straffelovens §332, 1ste led, jfr. lov at 15 juli 1839 §24 og 84,1 samt lov at 14 april 1866 §7 idømt en bod til statskassen, stor kr. 10,00, subsidiært 6 dages fængsel, og ilagt erstatningsansvar for saksomkostninger af kr. 5,00.
Mod denne dom har tiltalte erklæret anke, som han har begrundet dels med, at loven er urigtig anvendt og dels med, at domsbegrundelsen er ufuldstændig og mangelfuld. Han har i sidstnævnte henseende gjort gjældende, at domspræmissernes udtalelser om hans stilling til lysverkerne og om de faglærte svendes stilling og forhold til det udførte arbeide og overfor tiltalte er ufuldstændige, idet det er umulig at se, hvad slags forhold retten har anseet bevist, og om det har været noget retsstridig og strafbart at lægge tiltalte tillast.
Hvad den paastaaede urigtige lovanvendelse angaar, gjør tiltalte gjældende, at de mange under forskjellige haandverk indgaaende arbeider, som udfordres til istandbringelsen af et hus som bygverk, maa betragtes som hver for sig selvstændige arbeider, ved hvis kombination produktet fremkommer. Dette kan ikke betragtes som produkt af de haandverk, som har bidraget. Bygherrens stilling ligger udenfor haandverkslovgivningen, og det maa være en ligegyldig ting, enten en bygherre lader bygningen opføre for egen regning til privat brug eller for salg som færdig.
Det sees at den paaankede doms præmisser, at meddomsretten har fundet det bevist, at tiltalte ikke selv har haandverksborgerskab, at han for egen regning har ladet opføre de i tiltalebeslutningen nævnte 3 huse og at han har ladet tømmermands- og snedkerarbeidet i disse udføre ved hjælp af leiede fremmede arbeidere, der har været udlærte tømmermænd, medens han har ladet mur- og stenarbeidet udføre ved en murmester. Videre har meddomsretten fundet det bevist, at han har opført samtlige 3 huse i den hensigt at sælge dem, saa snart de var færdige, og at han ogsaa har solgt dem. Paa dette faktiske grundlag har meddomsretten fældet tiltalte som skyldig i ulovlig haandverksdrift.
Jeg antager, at dette resultat er rigtig, og at anken følgelig maa blive at forkaste. Jeg forstaar de her paagjældende bestemmelser i haandverksloven saaledes, at ingen uden borgerskab ved fremmed hjælp kan lade udføre saadant arbeide, som omhandles under nærværende sag,
Side:60
medmindre dette er hjemlet ved nogen undtagelsesbestemmelse fra lovens almindelige regel om, at udøvelsen af haandverksdrift er betinget af haaadverksborgerskab. En saadan undtagelse er opstillet i lovens §84, hvorefter saadan virksomhed uden hensyn til reglerne om borgerskab af vedkommende kan udøves «for sig og samlevende familie». Hvad herved skal forstaaes, er det vistnok i det enkelte tilfælde, saaledes som i det foreliggende, vanskelig nærmere at angive. Efter mit skjøn er den høiesteretsdom, hvortil der i domspræmisserne henvises, og som er indtaget i Rt-1911-573, gaaet til den yderste grænse af, hvad der kan siges at ligge indenfor den i det nævnte lovsted optrukne ramme. Jeg mener, at man her, hvor det som anført er paa det rene, at vedkommende huse er opført for at sælges, staar overfor et tilfælde, der ligger udenfor rammen, og at derfor tiltalte rettslig er fældet som den, der har udøvet ulovlig haandverksdrift. Jeg medgiver, at denne forstaaelse af loven kan medføre vanskeligheder i den praktiske lovanvendelse, idet det kan siges, at selve den virksomhed, om hvis lovlighed eller ulovlighed der spørges, i saa henseende kommer til at maatte bedømmes paa grundlag af en handling (salget), som er efterfølgende i tid. Dette er imidlertid vanskeligheder ved bevisbedømmelsen, som faar finde sin løsning i forekommende tilfælde, men som ikke foreligger her, hvor forholdet forsaavidt er fuldt paa det rene.
Konklusion:
Anken forkastes. (Vanlige salærer og omkostningsansvar).
Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Hambro: Ligesaa.
Ekstraordinær assessor Backer: Jeg voterer for, at anken gives medhold. Efter §7 i lov at 14 april 1866 er enhver berettiget til i kjøbstad at ernære sig ved haandverksdrift i det ved loven afødt xx.xx.1839 §43 og §44 bestemte omfang. Som karakteristisk for, hvad der efter min mening indeholdes i denne lovbestemmelse, henviser jeg til Indredepartementets skrivelse afødt xx.xx.1879, hvor departementet i et efter mit skjøn nogenlunde ligeartet tilfælde har udtalt, at den der omhandlede fremgangsmaade man ansees hjemlet ved den citerte §7 hvorefter «enhver er berettiget til som almindelig daglønner at udøve haandverksdrift i andenmands tjeneste». Saaledes maa efter min opfatning forholdet ogsaa bedømmes i nærværende tilfælde. Tiltalte er her bygherren, d.v.s. den, for hvem det hele byggeforetagende udføres, og ikke den, som udøver haandverksdrift ved de enkelte haandverksarbeider som er nødvendige til byggeforetagendets fuldførelse. Haandverksdriften udøves at de personer, som bygherren har overladt haandverksarbeidet til. Om tiltalte har bygget huset til beboelse, til bortleie eller til salg, saafremt dertil bliver anledning, kan efter mit skjøn her ikke tillægges nogen afgjørende betydning. Jeg mener derfor, at den af førstvoterende nævnte høiesteretsdom i Rt-1911-573 her skulde medføre, at anken gaves medhold. Da jeg har grund til at tro, at jeg befinder mig i minoritet, skal jeg ikke indgaa nærmere paa spørgsmaalet og former derfor heller ikke nogen konklusion.
Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Det afgjørende for mig er, at tiltalte har drevet haandverksdrift ved fremmede arbeidere som næring ved salg af de færdigbyggede huse, og jeg mener, at nærværende sag forsaavidt er forskjellig fra den i 1911 paadømte sag. Jeg vil i forbindelse med det anførte gjøre opmerksom paa Handelsdepartementets skrivelse at 6
Side:61
august 1910, hvor det udtrykkelig siges, at det er til opførelse af hus til eget brug, der er adgang til at benytte fremmede haandverksarbeidere med fast dagløn, uden at den, for hvem huset opføres, eller de, som er ham behjælpelige dermed, har næringsbrev paa det eller de haandverk, som kommer til anvendelse.
Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Jeg er ligeledes i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Justitiarius Thinn: Jeg sluter mig i det væsentlige og resultatet til hr. assessor Backer. Jeg kan ikke forstaa andet, end at den i Rt-1911-573 meddelte dom maa være bygget paa den lovforstaaelse, at §84 i loven af 1839 paa grund at bestemmelsen i §7 i loven af 1866, ifølge hvilken enhver kan udøve frihaandverk: har tabt sin betydning, og at det ved den nævnte dom ma ansees fastslaaet, at det ikke kan ansees som haandverksdrift, hvortil haandverksborgerskab udfordres, at man udfører haandverksarbeide for sig selv, uden hensyn til, hvilken medhjælp man benytter sig af. Jeg henviser foruden til den af hr. assessor Backer anførte skrivelse at 5 april 1879 ogsaa til den af hr. assessor Birkeland nævnte skrivelse fra Handelsdepartementet afødt xx.xx.1910. Det afgjørende bliver da efter min mening, om den, der, saaledes som tiltatte i nærværende sag, har ladet bygge et hus i den hensigt at sælge det, kan siges at have bygget huset, eller ladet udføre det til husets frembringelse fornødne haandverksarbeide for sig selv. Og hvad dette punkt angaar, maa jeg erklære mig enig med hr. assessor Backer i, at dette sidste ikke kan være udelukket ved, at vedkommende har havt til hensigt at sælge det færdigbyggede hus.
Kjendelse afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.