Rt-1913-619

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1913-06-14
Publisert:	Rt-1913-619
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 32/1 B s.a.
Parter:	Christian Olsen Finholt (advokat N. A. Petersen) mot Norsk Hovedjernbane (advokat Johannes Bergh).
Forfatter:	Thoresen, Reimers, Christiansen, Bjørn, Birkeland, Vogt, Gabrielsen
Lovhenvisninger:	LOV-1854-07-15-§15, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §19, §20, §21, Norske Lov (1687) 3-, Norske Lov (1687), Vexeloven (1842) §5, LOV-1900-05-31-§24, Straffeloven (1902) §151, §153, §229, §233, §239, §25, §26, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902)

Assessor Thoresen: Ved dom avsagt av Kristiania byret den 26 oktober 1909 er saaledes kjendt for ret: «Indstevnte Norsk Hovedjernbane bør til citanten Christian Olsen Finholt betale kr. 200 med 4 av hundrede i aarlig rente fra 26 september 1907 til betaling sker, men bør forøvrig for hans tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves. Salæret til den befalte sakfører, overretssakfører Harald Platou, ansættes til kr. 300, der utredes av det offentlige.» Dommen er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for Norsk Hovedjernbanes frifindelse. Med hensyn til sakens nærmere omstændigheter henvises til dommens præmisser. Den avsagte dom er av Christian Olsen Finholt indbragt for Høisteret, og er der tilstaat ham bevilling til fritagelse for retsgebyrer. Appellanten har nedlagt saadan paastand: 1. At indstevnte, Norsk Hovedjernbane, tilpligtes til appellanten, Christian Olsen Finholt, at betale et av retten fastsat beløp som opreisning i anledning av appellantens søn Nils Oskar Finholts død ved jernbaneulykke ved Robsrud station den 3 april 1907 tillikemed renter av opreisningsbeløpet fra forliksklagen. 2. At appellanten hos indstevnte tilkjendes sakens omkostninger for Høiesteret. 3. At indstevnte, Norsk Hovedjernbane, tilpligtes til det offentlige at betale sakens omkostninger for byretten samt retsgebyrer i anledning av behandlingen for Høiesteret, som om saken ikke hadde været beneficert.»

Indstevnte, Norsk Hovedjernbane, har nedlagt saadan paastand: «At Norsk Hovedjernbane frifindes og hos appellanten tilkjendes procesomkostninger for Høiesteret.»

Det er oplyst, at jernbanen har indbetalt de den ilagte kr. 200 i begravelsesomkostninger, dog under reservation av, at deri ikke ligger nogen godkjendelse av dommens rigtighet forsaavidt.

Det spørsmaal, som foreligger for Høiesteret er saaledes, hvorvidt ikrafttrædelseslovens §21 andet avsnit alene hjemler ret til opreisning for ikke økonomisk skade likeoverfor den, der personlig er skyld i ulykken, eller om saadan ret ogsaa er gjældende likeoverfor vedkommende husbond eller driftsherre som ansvarlig for sin betjents uagtsomhet.

Jeg kommer med hensyn til dette spørsmaal til samme resultat som byretten, til hvis begrundelse jeg finder i alt væsentlig at maatte slutte mig. Jeg finder med byretten, at selve ordlyden i lovens §21 andet avsnit bestemt taler for, at den deri omhandlede opreisning kun kan kræves hos den personlig skyldige, kfr. lovens §19 andet avsnit, ikke hos vedkommende husbond eller driftsherre, hvad der, henset til denne erstatnings eiendommelige beskaffenhet, ogsaa maa siges at ha al rimelighet for sig. Ser man derhos hen til lovens forarbeider, navnlig det av Straffelovkommissionen utarbeidede utkast til lov om straffelovens ikrafttræden med motiver, navnlig side 57, synes det av kommissionen bestemt forutsat, at erstatning for ikke økonomisk skade kun kan kræves

Side:620

hos den, der er skyldig i selve den strafbare handling, og ikke hos nogen anden.

Jeg kommer saaledes til det resultat, at jernbanen maa bli at frifinde.

Naar der fra appellantens side er henvist til jernbaneloven av 1854 §15, da mener jeg, at denne lovparagraf, der ikke har den under nærværende sak omhandlede specielle erstatning eller opreisning for øie, er uten betydning ved nærværende saks avgjørelse.

Det er fra jernbanens side gjort gjældende, at Oskar Finholts død under ingen omstændigheter kan tilskrives jernbanens vedkommende, men utelukkende skyldes hans egen uforsigtighet, idet han uten nødvendighet hoppet av toget, hvorved hans død fremkaldtes.

Efter den ovenfor utviklede betragtningsmaate av saken, hvorefter det heromhandlede krav paa opreisning under ingen omstændigheter med føie kan reises mot jernbanen, anser jeg det upaakrævet nærmere at drøfte det efter min formening tvilsomme spørsmaal, om vedkommendes død skyldes hans egen uforsigtighet, eller om nogen av jernbanens vedkommende derfor bærer skylden.

Jeg vil saaledes i henhold til foranførte votere for, at byrettens dom, forsaavidt paaanket er, stadfæstes, med ophævelse av sakens omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Byrettens dom bør, forsaavidt paaanket er, ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Bjørn, assessorerne Birkeland og Vogt samt ekstraordinær assessor, sorenskriver Gabrielsen: Likesaa.

Assessor Reimers: Likesaa. Jeg vil tilføie, at jeg ogsaa av andre grunde vilde ha kommet til samme resultat, men da jeg har fundet, at den betragtning, som av førstvoterende er fremholdt, i og for sig er avgjørende, finder jeg det ufornødent at uttale mig om de andre i saken foreliggende omstændigheter, som efter min mening likeledes maatte lede til jernbanens frifindelse.

Dom avsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av byrettens dom hitsættes:

Den 3 april 1907 fandt en jernbaneulykke sted ved Robsrud station paa Hovedbanen. Ved anledningen omkom en av passagererne, den 18-aarige Nils Oscar Finholt, der sammen med sin far gaardbruker Christian Olsen Finholt hadde medfulgt paagjældende tog fra Haga station. - - -

De nærmere omstændigheter ved den omhandlede jernbaneulykke var i det væsentlige følgende:

Banevogter Haakon Alfred Berntzen hadde sammen med 3 andre av baneavdelingens folk den 2 og 3 april 1907 efter ordre været beskjæftiget med reparation av points 1 og 2 ved Robsrud station. Da tog nr. 6 - ulykkestoget - sidstnævnte dag skulde passere Robsrud, var reparationen hovedsagelig tilendebragt. Ved de under denne foretagne prøver mente Berntzen at ha iagttat, at der ogsaa var noget iveien med selve det paa platformen anbragte veiveapparat, hvorfra sporvekslerne stilles. Berntzen stod ved dette apparat, da ulykkestoget, der passerte Robsrud til Kristiania 10,54 fm. uten at stanse, kom, og da toget var kommet forbi ham og det for ham paa grund av avstanden saa ut, som det ogsaa hadde passert points nr 2, vilde han av

Side:621

egen drift prøve veiveapparatet og slog sporskifteveiven over med den følge, at den bakerste del av toget, som netop var kommet midt over sporskiftet, blev ført over paa undvikesporet ved points nr. 2. mens den forreste del fortsatte et litet stykke paa det rette spor, indtil toget blev stanset. En boggievogn omtrent midt i toget væltet næsten helt over til venstre side, idet dens forreste hjulpar gik paa det rigtige spor, andet paa undvikesporet; andre vogne avsportes ikke. Ovennævnte Nils Oscar Finholt, der, efter hvad der er paa det rene, kort før Robsrud passertes hadde forlatt sin oprindelige plads i den senere væltede vogn og stillet sig paa bakerste platform av vognen foran den væltede, fandtes efter ulykken liggende død ved jernbanelinjen; forøvrig kom ingen til skade: naar undtages, at en passager skar sig noget, idet han krøp ut av den væltede vogn. - - -

Ved forhørsretsdom inden Nedre Romerikes sorenskriveri av 4 mai 1907 blev banevogter Haakon Berntzen for overtrædelse av straffelovens §151 jfr. 148, ved uagtsomhet voldt jernbaneulykke, idømt 30 dages fængsel. I dommen uttales, at Berntzen forhold vistnok ogsaa rammes av lovens §239, uagtsomt drab; men denne blev ikke anvendt, «da de nærmere omstændigheter vedrørende Finholts død er uopklaret og den nødvendige aarsakssammenhængs tilstedeværelse derved muligens vil kunne efterlate tvil».

Overfor de foran omhandlede krav, som citanten under paaberopelse av almindelige retsgrundsætninger, N.L. 3-21-2 og jernbaneloven av 7 september 1854 §15, har rettet mot Norsk Hovedjernbane, har denne for det første gjort den indsigelse gjældende, at Oscar Finholts død er at føre tilbake til hans egen handling, idet det maa ansees godtgjort, at han selv har hoppet av toget. Citanten hævder derimot sandsynligheten av, at han er blit kastet av toget eller vippet over platformens rækverk.

Jeg kan ikke finde, at de foreliggende oplysninger er av saadan art, at de er skikket til at bibringe - i den ene eller anden retning - nogen sikker overbevisning om maaten, hvorpaa Finholt er kommet avdage. - - -

Under de givne forhold maa bevisbyrden for, at Finholts død er forvoldt derved, at han har hoppet av toget, formentlig paahvile jernbanen, og da saadant bevis efter det anforte ikke ansees præstert, vil man maatte gaa ut fra, at jernbaneulykken er aarsak i Finholts død. - - -

Jernbanen har dernæst paastaat sig ansvarsfri som følge av, at Finholt da ulykken indtraf, opholdt sig paa platformen. I de paa togene anbragte plakater, hvori «der advares mot ophold paa platformen», ligger - hævdes der - at et saadant ophold utelukkende sker paa vedkommendes egen risiko, om man end av hensyn til de reisende ikke har fundet at burde forbyde det. Advarselen frir jernbanen for ansvar for alt, hvad der er utelukket av fare for passagererne, der opholder sig inde i vognene.

Jeg har fundet det heromhandlede spørsmaal adskillig tvilsomt, men er kommet til det resultat, at Finholts ophold paa platformen ikke kan frigjøre jernbanen for ansvar for den ved aabenbar feil fra banevogterens side bevirkede ulykke, selv om man vistnok i betragtning av alle de foreliggende omstændigheter vil kunne gaa ut fra som git, at Finholt ikke vilde være kommet til skade, hvis han ikke hadde opholdt sig i en av vognene. Jeg kan ikke finde det berettiget i advarselen at lægge mere end et tilkjendegivende om at et saadant ophold paa platformen kan medføre torøket risiko for vedkommende, og at denne derfor selv faar ta følgerne, hvis dette ophold gir anledning til skadelidelse ved begivenheter, der har karakter av rene ulykkeshændelser. For at ansvar ogsaa for aabenbare feil fra jernbanebetjeningens side skulde kunne ansees fraskrevet, synes det at maatte kræves, at

Side:622

denne fraskrivelse skedde i uttrykkelige og likefremme ord eller i ethvert fald, at der direkte utfærdiges forbud mot ophold, ikke bare advarsel.

Som tidligere nævnt kræver citanten i henhold til lov om straffelovens ikrafttræden §20 erstatning av begravelsesomkostninger og efter §21, 2 passus opreisning for tort, smerte og anden skade av ikke økonomisk art.

Indstevnte har herimot bl.a. gjort gjældende, at forutsætningen for, at ikrafttrædelseslovens §19 fl. overhodet kan komme til anvendelse, maa være, at kravet rettes mot selve den, der paa «strafbar maate har skadet», ikke mot hans husbond eller overordnede, og at de særegne regler, der gjælder om ansvar for andre uten egen skyld overfor økonomisk skade, ikke uten positiv lovhjemmel kan overføres paa de her omhandlede nye specielle lovbestemmelser angaaende erstatning for ikke-økonomisk skade (opreisning etc.) fra en strafskyldigs side.

Jeg antar, at forholdet i den her berørte henseende stiller sig forskjellig for kravet efter §20 og efter §21, 2. Naar §20 bruker uttrykket «den erstatningspligtige» maa herunder formentlig indgaa enhver, hvem erstatningspligt efter almindelige regler - altsaa ogsaa i henhold til N.L. 3 - 21 - 2 - paahviler, og at der mellem denne § og den foregaaende §19 skulde være nogen saadan forbindelse, at en saa snever fortolkning som av indstevnte hævdet er hjemlet, kan jeg ikke anta.

§21, 2 gir under visse betingelser adgang til at tilkjende saadan opreisning som i §19, 2 punktum omhandlet», og sidstnævnte lovsted paalægger «den skyldige» at yde opreisningen. Men dette uttryk synes det efter den hele sammenhæng ikke naturlig at forstaa anderledes end som den «strafskyldige». Og denne fortolkning maa formentlig ogsaa siges at ha gode indre grunde for sig. Da den heromhandlede (opreisning for tort og smerte og anden skade av ikke økonomisk art» jo er en «erstatning» av en ganske særegen natur, synes det rimelig, at denne opreisning kun paalægges den direkte skyldige og ikke den, der uten egen skyld er ansvarlig for andres skadegjørende handlinger.

Jeg kommer efter det anforte til det resultat, at Norsk Hovedjernbane maa utrede til citanten de av ham utlagte begravelsesomkostninger, men forøvrig frifindes. Der er enighet mellem parterne om, at nævnte omkostninger fastsættes til 200 kr. - - -

Eyvind Andersen, kst.

Jeg er enig med førstvoterende i, at jernbanen ikke er pligtig til at yde den forlangte opreisning, men jeg antar, at det samme gjælder begravelsesomkostningerne. Efter min mening faar nemlig ikrafttrædelseslovens §20 og §21 bare anvendelse overfor dem, som har handlet «paa strafbar maate» Herom bemerkes:

Som vilkaar for erstatningspligt nævner §20, at nogens død er voldt». Hertil slutter §21 sig (jfr. «ved den forvoldte død»). Jeg tror ikke, at man her alene har drap for øie (straffelovens §233 og 239), likesaalitt som jeg tror, at der i §19 med uttrykket «skadet en anden paa legeme eller frihet» bare sigtes til legemsbeskadigelse (straffelovens §229). Det er, saavidt skjønnes, nok, at døden indtræder som følge av vedkommende handling (f.eks. en forbrydelse mot straffelovens §151), naar folgen civilretslig kan tilregnes den handlende.

Heller ikke kan den erstatningspligt, som forutsættes i §20 og §21, knytte sig til forvoldelsen av døden. Ti noget saadant ansvar eksisterer ikke efter de almindelige regler (jfr. hrd. i Rt-1909-321, Ørsteds «Eunomia» III s. 264 og Stangs «Om erstatning for liv» s. 6). Man maa derimot ha tænkt paa ansvaret for skade, som voldes ved det forhold, som har bevirket

Side:623

døden. Men spørsmaalet er, om bestemmelsen angaar ethvert forhold av denne art, som medfører erstatningspligt, eller bare det: som omhandles i §19.

Den form, §20 har faat, kan gjøre det tvilsomt, om der er nogen forbindelse mellem dette lovbud og §19. Baade uttryksmaatens korthet, indledningsordene og ordstillingen vækker dog umiddelbart indtrykket av, at §en er en tillægsbestemmelse. Det er eiendommelig at ordet «død» øiensynlig betones. Tankens bakgrund maa her være det forhold, som omhandles i §19, nemlig at der vistnok er gjort skade osv, men at ikke nogens død er bevirket. Man gaar altsaa et skridt videre i den sammenhæng, som er indledet med §19. Og meningen blir: «I tilfælde av, at nogens død er voldt, nemlig ved et forhold, som efter §19 medfører erstatningspligt, paaligger det osv.» Jfr, uttryksmaaten i straffelovens §153, 3 passus. Bestemmelsen kan imidlertid ogsaa læses saaledes: I tilfælde av at nogens død er voldt, nemlig ved et forhold, som efter almindelige regler medfører erstatningspligt, paaligger det» osv. Men denne læsemaate ligger fjernere. Naar §20 ikke siger, hvad det er for en erstatningspligt, som forutsættes, er der rimelig grund til at tro at der sigtes til den erstatningspligt, som er fastsat just i forveien, nemlig i §19, ikke til et nyt begrep med et andet omfang. Jfr. derimot §26's uttryk «flere for en skade erstatningspligtige».

Hvad §21 angaar, kan det ikke være tvilsomt, at dens uttryk «den erstatningspligtige» betyder det samme som ordet gjør i §19. Men ogsaa av §21 tør det utledes, at min forstaaelse er rigtig.

I sit første punktum bestemmer denne §, at den erstatning som omhandles der, skal fastsættes bl.a. «under hensyn til den utviste skyld». Der forutsættes altsaa en «skyld» men skyld behøver ikke at være tilstede hos nogen, hvis erstatningspligten indtræder efter de almindelige regler, f.eks. for skade, som er voldt av vilde dyr eller ved farlig bedrift.

Skal §21 forstaaes anderledes, end jeg mener, blir der endvidere en ganske irrationel uoverensstemmelse mellem den og §19. Efter §19 er det bare de, som har handlet «paa strafbar maate», som retten diskretionært kan paalægge erstatning for tap i fremtidig erhverv, og opreisning for skade av ikke økonomisk art. Bestemmelsen rammer ikke dem, som alene har civilretslig skyld eller er erstatningspligtige uten egen skyld. Hvorfor skal da disse hefte efter §21? Her gjælder det ogsaa et fremtidig tap (endog usikrere end det første) eller skade av ikke økonomisk art, og det er ikke engang fornærmede selv, men de efterlatte, som skal tilfredsstilles. Særlig med hensyn til §21, 2 punktum bemerkes, at naar det her heter, at retten kan «tilkjende» opreisning men ikke siges hos hvem det kan ske, maa det være hos den samme, som omhandles i 1 punktum, nemlig «den erstatningspligtige», idet henvisningen til §19, 2 punktum bare gjælder den «opreisning», som skal tilkjendes, d.v.s. ydelsen selv, derimot ikke, hos hvem ydelsen skal tilkjendes.

Hverken §20 eller §21 uttaler noget om, at døden skal være voldt «paa strafbar maate», men da Straffelovkommissionen i sine motiver forutsætter en kriminel handling (se utkastet til ikrafttrædelsesloven s. 59), skulde man ha ventet, at dette hadde fant uttryk i §e selv, hvis de ikke var at forstaa som tillægsbestemmelser til §19. I denne forbindelse gjør jeg tillike opmerksom paa, at §25, sidste punktum forutsætter en «forbrydersk» handling, naar §21, 2 punktum kommer til anvendelse. Men selv om døden er voldt «med forsæt eller av grov uagtsomhet», er det ikke git, at forholdet er strafbart, f.eks. hvor en uagtsom simpel legemsfornærmelse, som jo ikke er strafbar, medfører døden og denne følge civliretslig kan tilregnes fornærmeren.

Side:624

Ved første øiekast kan det synes at indeholde en realitelsforskjel, naar §19 bruker uttrykket «den skyldige», §20 og §21 derimot «den erstatningspligtige». Men jeg tror ikke, man bør fæste sig ved dette. I §19, som er indledningsbestemmelsen i lovens skadeserstatningskapitel, er der ikke forutsat nogen erstatningspligt, men der fastsættes erstatningspligt for de forhold, som beskrives. Her er uttrykket «den skyldige» paa sin plads. Det knytter sig ogsaa til ordet «handlingen» like foran. Men naar det først er bestemt, hvem der er «erstatningspligtig», ligger det nær at gaa over til dette ord. Særlig melder ordet sig uvilkaarlig i de følgende bestemmelser efter den form, som §19 har i Straffelovkommissionens utkast, hvor ogsaa 2 og 3 punktum bruker ordet «erstatning», saa øie og øre er vænnet til det. Desuten vilde uttrykket «den skyldige» i §20 og §21 ikke ha været rigtig efter den mening, jeg lægger i loven. I §19, 2 punktum er uttrykket sat i forbindelse med en handling, som forøves forsætlig eller av grov uagtsomhet. Med denne forbindelse for øie vilde uttrykket i §20 og senere i §21 kunne lede paa feilspor. Rimeligere var det i §20 og §21 at knytte uttrykket til forvoldelsen av døden, likesom uttrykket i §19 er knyttet til «handlingen». Men det er jo netop denne forbindelse, som skulde utelukkes, hvilket opnaaes ved uttrykket «den erstatningspligtige». Det er «den skyldige» efter §19, 1 punktum som det gjælder at ramme i §20 og §21 . Saaledes opfatter jeg tankegangen. Men dette kunde ikke gives uttryk ved ordet «den skyldige» alene. Anderledes med ordet «den erstatningspligtige».

Imidlertid - skal ansvaret efter §20 og §21 ramme ogsaa dem, som ingen skyld har, maa det være, fordi det er paalagt «den erstatningspligtige». Men dette byder ialfald overmaade liten sikkerhet for en rigtig løsning, og det forekommer mig uantagelig at §20 og §21 i motsætning til §19 og den ældre ret og trods den særegne natur, som idetmindste ansvaret for tapet av forsørger har, skal ramme andre end dem, som har «handlet paa strafbar maate, naar det ikke tydelig siges.

Ogsaa lovens forarbeider støtter min forstaaelse. Det er karakteristisk, at Straffelovkommissionen ikke i sine motiver anfører noget, som tyder paa, at ansvaret udvides til dem, som er erstatningspligtige uten egen skyld. Tvertimot gaar den i utkastet til ikrafttrædelsesloven side 59 ut fra «den erstatningspligtiges skyld» som noget, der er git. L. c,. side 55 siger kommissionen, at erstatningspligten ikke bør begrænses til de tilfælde, hvor nogen «fældes i straf» men saavidt skjønnes sigter dette til, at man finder det uheldig at kræve en straffedom, saaledes som den gamle straffelovs kap. 26 §5 gjør. Kommissionen siger ogsaa, at den ikke har villet opta til behandling spørsmaalet om ansvar for tjenere og dyr, og det sees, at den misbilliger den rækkevidde, som dette ansvar delvis gives i praksis (l. c. side 56). Men da synes det litet rimelig, at den skulde ha villet gi bestemmelser, som utvider ansvaret. Utkastets §22 (lovens §21) indeholder en bestemmelse om, at det, som er fastsat om ansvaret for tap av forsørger ved forsørgerens død, ogsaa gjælder, hvor nogen ellers, saasom ved en forbrydelse mot friheten, er berøvet sin forsørger. Denne bestemmelse, som er sløifet i propositionen og ikke staar i loven, er i nær slegt med bestemmelsen i §19 om krænkelse av friheten, og det er ufattelig, at den ene, men ikke den anden skulde ramme erstatningspligtige uten egen skyld. Ogsaa propositionen maa gaa ut fra, at begge bestemmelser har den samme kreds av erstatningspligtige for øie. Den siger nemlig (ot. prp. nr 24 for 1898-1899 side 55): «Bestemmelsen i kommissionsutkastets §22 2det led har departementet trodd uten savn kunde utgaa, idet reglerne i §19 forsaavidt vistnok vil være tilstrækkelige.»

Side:625

Endelig skal bemerkes, at løsgjængerloven av 31 mai 1900 i §24 indeholder en bestemmelse om ansvar bl.a. overfor de efterlatte i anledning av forsørgerens død, og denne rammer bare «den skyldige». Men da bestemmelsen er koncipert av den samme kommission, som har utarbeidet utkastet til ikrafttrædelsesloven, og er forutsat av kommissionen at skulle gjælde ved siden av denne lov, maa man anta, at den ene av bestemmelserne ikke mere end den anden rammer dem, som er erstatningspligtige uten egen skyld. Forholdets natur gir ikke anledning til, at der forsaavidt gjøres nogen forskjel.

Efter det anførte voterer jeg for Hovedbanens frifindelse. - - -

Herman Lie.

Jeg er med hensyn til den faktiske fremstilling og saksforholdet i det hele enig med førstvoterende. Spørsmaalet om lovanvendelsen finder jeg adskillig tvilsomt; men jeg kommer dog til samme resultat som forstvoterende, idet jeg med hensyn til forstaaelsen av ikrafttrædelseslovens §20 er enig med ham. Jeg antar derhos, at selv om man forstaar lovens uttryk «den erstatningspligtige» som sigtende paa den strafferetslig skyldige, saa kan det ialfald ikke antages at ha været ikraktrædelseslovens hensigt at ophæve de gamle regler om husbondes erstatningspligt efter N.L. 3-21-2, som civilretslig fremdeles maa ansees gjældende.

Hvad angaar forstaaelsen av lovens §21, bemerkes, at jeg er mest tilbøielig til at anta, at der her med den «erstatningspligtige» maa forstaaes det samme som efter §20. Men jeg finder desuagtet ikke tilstrækkelig grund til at paalægge jernbanen noget opreisningsansvar.

E Kjerschow.

Om jeg end finder spørsmaalet om forstaaelsen av ikrafttrædelseslovens heromhandlede bestemmelser meget tvilsomt, kan jeg dog fremdeles ikke komme til andet resultat, end at uttrykket «den erstatningspligtige» i §20 maa antages at omfatte ogsaa andre erstatningspligtige end dem, der har handlet paa strafbar maate. §20 har efter min mening faat en for ubetinget form til at gjore den opfatning naturlig, at den kun er ment at skulle gjælde som en tillægsbestemmelse til §19. Al den stund ikrafttrædelseslovens bestemmelser angaaende skadeserstatning i sin almindelighet ikke utelukkende kan siges at ta sigte paa dem, der har forøvet strafbare handlinger, synes loven at maatte ha paa en tydeligere maate git uttryk for, at den i §20 opstillede pligt til at erstatte begvavelsesomkostninger kun skulde paahvile de strafskyldige, hvis det hadde været dens mening at indskrænke pligten til disse.

Eyvind Andersen.