Rt-1914-171

Instans:	Skrivelse
Dato:	1914-02-07
Publisert:	Rt-1914-171
Stikkord:	Paternitetsspørsmaal
Sammendrag:
Saksgang:
Parter:
Forfatter:	Den Retsmedicinske Kommission
Lovhenvisninger:

Den Retsmedicinske Kommission har i skrivelse av 7 februar 1914 til Justisdepartementet uttalt:

Saavel gjennem det kongelige departement som direkte fra dommere og sakførere er der til kommissionen jevnlig indkommet anmodning om at erholde dens uttalelse angaaende konkrete spørsmaal vedkommende bedømmelsen av paterniteten til et barn. Kommissionen har likeoverfor disse anmodninger fremholdt, at det efter dens opfatning ikke hører til den Retsmedicinske Kommissions pligter at avgi uttalelser i andre end strafferetslige saker, samt at det ikke hører under kommissionen som saadan at avgi sakkyndige erklæringer angaaende løsningen av retsmedicinske spørsmaal, som foreligger i konkrete tilfælde. Ved siden herav har man dog i adskillig utstrækning for at yde sin hjælp i vanskelige tilfælde avgit uttalelser av almindelig art angaaende svangerskapsvarigheten og angaaende bedømmelsen av et barns utviklingsgrad; de vigtigste av disse uttalelser er regelmæssig indtat i kommissionens aarsberetninger. Uttalelserne findes imidlertid i forskjellige aarsberetninger, og av flere i den senere tid indkomne forespørsler vedkommende paternitetsspørsmaal synes det at fremgaa, at dommerne og sakførerne ikke altid er opmerksom paa dem. Kommissionen har derfor trodd, at det kunde være til nytte, om den avgav en sammenfattende uttalelse angaaende nævnte spørsmaal, og den tillater sig derfor herved at fremkomme med en saadan uttalelse i forbindelse med nogen almindelige bemerkninger om paternitetsbevist.

Side:172

Ved befrugtning (conception) forstaaes forening av ett sædlegeme (en spermatozo) og ett egg til én celle. Under befrugtningen kan normalt kun ett sædlegeme trænge ind i egget. Under patologiske forhold kan det undertiden hænde, at flere sædlegemer kan trænge ind i egget, men isaafald utvikler der sig misdannelser, og egget dør.

Et barn kan saaledes kun ha én far likesom kun én mor.

Befrugtningen foregaar inde i kvindens legeme, i regelen i egglederne (tuberne); denne handling, ved hvilken det i befrugtningen deltagende sædlegeme bringes ind i kvindens legeme, kaldes samleie (coitus, forplantningsakt eller - naar den fører til befrugtning - besvangrelse).

Samleie og befrugtning falder ikke sammen i tid; der kan ligge timer og døgn, muligens endog op til 3 uker mellem dem.

Befrugtning kan finde sted til hvilkensomhelst tid i kvindens forplantningsdygtige alder.

Da altsaa tidspunktet for befrugtningen kun tilnærmelsesvis lar sig fastslaa, kan heller ikke svangerskapets virkelige varighet nøiagtig bestemmes. Erfaringsmæssig har man derfor som den bedste begyndelsestermin for svangerskapets beregning tat utgangspunkt i det befrugtende samleie, hvis oplysning herom foreligger. Er dette ikke tilfældet, beregnes svangerskapets varighet efter en noget mere usikker termin, nemlig den sidst indtraadte menstruation.

Hvad enten man vælger den ene eller den anden av disse terminer, vil man imidlertid kunne faa et tidspunkt, som ligger adskillig tid fjernet fra befrugningstiden.

Tidspunktet for svangerskapets ophør han heller ikke altid uten videre sættes til tiden for fødselens tilendebringelse eller nøiagtigere uttrykt til det øieblik, da fostret er utstøtt av morens legeme. Fostret kan nemlig avdø paa hvilketsomhelst tidspunkt under dets utvikling i morens legeme. I saa fald vil vistnok fødsel i regelen indtræde snart - nogen dage til et par uker senere -, men i sjeldne tilfælde tilbakeholdes det døde foster i maaneder, ja endog i flere aar. I saadanne tilfælde skulde svangerskapet saaledes kunne siges at vare i mange aar. Naar der spørres om svangerskapets varighet, tænker man imidlertid ikke paa saadanne tilstande, men har kun for øie den tid, der kan hengaa fra svangerskapets begyndelse, til der fødes et ved fødselens begyndelse levende barn.

Middelvarigheten av et svangerskap med fødsel av et fuldbaaret barn som resultat sættes i almindelighet til 270 dage regnet fra det befrugtende samleie eller 280 dage regnet frå den sidste menstruations første dag.

Svangerskapstiden kan imidlertid være av forskjellig længde i de enkelte tilfælde, og man har eksempler baade paa en betydelig kortere og en betydelig længere varighet (ved fødsel av fuldbaaret barn). Om ydergrænserne opad og nedad har der gjort sig gjældende forskjellige meninger, og disse grænser kan endnu ikke ansees sikkert fastslaat.

Svangerskapets længste varighet blev i det Medicinske Fakultets erklæring av 15 september 1823 (jfr. Justisdepartementets cirkulære av 31 oktober 1823) ansat til 43 uker og 1 dag (302 dage). I erklæring av 27 januar 1847 (se Justisdepartementets cirkulære av 9 oktober 1850) uttalte derimot fakultetet, at erfaring hadde vist, at frugtsommelige kvinder hadde kunnet gaa hele 4 uker over tiden: hvor alt talte for overtidig fødsel turde fakultetet ikke benegte, at fødsel kunde finde sted 4 à 5 uker efter den regelmæssige tid (altsaa efter

Side:173

en svangerskapstid av 308-315 dage.1 I fakultetets erklæring av 16 september 1893 (kfr. cirkulære av 9 april 1894) er grænsen sat til 310 dage. Efter senere erfaringer maa ogsaa denne grænse ansees for lav. Kommissionen har i en skrivelse til det kongelige departement av 18 september 1913 i anledning av et foreliggende tilfælde uttalt, at en svangerskapstid av 319 (318) dage (regnet fra det befrugtende samleie) er mulig. Maksimumsvarigheten sættes dog av flere forfattere noget høiere. Kommissionen vil anbefale den øverste grænse in indtil viidere sat til 320 dage regnet fra det befrugtende samleie.

1 I cirkulæret staar den almindelige svangerskapstid angit til 270 eller 280 dage, og videre heter det, at den kan strække sig 4 à 5 uker utover denne tid, hvorved man formentlig har regnet fra 280 dage.

En fødsels varighet er i almindelighet 12 timer, men den kan i enkelte tilfælde dra ut flere dage indtil en uke. Svangerskapet ansees vistnok først avsluttet ved barnets fødsel. Naar fødselen varer uforholdsmæssig længe - i flere dage -, bør der dog tages hensyn hertil, saaledes at den beregnede svangerskapstid gjøres forholdsvis kortere.

Den korteste svangerskapstermin for fødsel av et fuldbaaret barn blev av det Medicinske Fakultet i dets ovennævnte erklæring av 16 september 1893 (jfr. cirkulære av 9 april 1894) ansat til 260 dage «efter besvangrelsen», og denne termin blev vistnok senere fulgt av domstolene. Kommissionen antar derimot overensstemmende med, hvad den tidligere har uttalt (se aarsberetningen for 1907 side 414-415 og skrivelse til det kongelige departement av 17 september 1913), at den korteste svangerskapstid efter det befrugtende samleie med et fuldbaaret barn (d.v.s. et barn, som viser de almindelige tegn paa fuldbaarethet) som resultat kan sættes til 240 dage.2

2 Fra Fødselsstiftelsen i Kristiania blev der vistnok av Faye og Vogt i 1866 offentliggjortet tilfælde av endnu kortere tid (220-222 dage), men da dissa observationar hverken hertilhands eller andre steder senere er bekræftet, har kommissionen ikke anset sig berettiget til at anta muligheten av en saa kort tid.

I det store og hele maa det vistnok antages, at et barns utvikling vil være længere fremskredet og specielt dets længde og vegt større, jo længere svangerskapet har varet. Nogen sikker slutning lar der sig dog ikke trække fra de nævnte forhold til svangerskapets varighet, idet særdeles meget i saa henseende avhænger av rent individuelle omstændigheter, og det enkelte tilfælde som følge herav kan fremby meget betydelige avvikelser fra de gjennemsnitlige forhold. Mens saaledes det regelmæssige ved særlig lang varig svangerskap (300 dage eller længer) vil være, at barnet er stort d. e. veier 4000 gram eller mere, kan det ogsaa hænde, at det har almindelig vegt eller endog er undervegtig like ned til 2000 gram.

Avgjørelsen av, om et barn er fuldbaaret eller ikke, kan i mange tilfælde selv for sakkyndige være forbundet med vanskelighet. Der gives nemlig intet sikkert tegn, som viser, om et barn er født noget for tidlig eller ikke. Fostrets vegt og især dets længde hører vistnok til de bedste tegn (jfr. Justisdepartementets cirkulære av 9 april 1894), men de er ikke avgjørende for alle tilfælde, da sygdom eller sykelige tilstande eller andre ukjendte aarsaker hos mor, far eller fostret selv kan ha indflydelse paa dets utviklingsgrad.

En nøiagtig undersøkelse av alle disse forhold og ikke mindst av det nøkne barn er derfor aldeles nødvendig, hvis en uttalelse om fuldbaarethet eller ikke skal ha noget værd. De i retssaker saa hyppig

Side:174

forekommende vidneutsagn om fuldbaarenhetsgraden basert paa, hvad vidnet har set paa det paaklædte barn, har saaledes saagodtsom ingen betydning. Større vegt maa derimot lægges paa utsagn av dem, som har stelt barnet, og da specielt paa en jordmors utsagn.

Endnu vanskeligere er det av et nogen maaneder gammelt barn at slutte tilbake om, hvorledes det saa ut ved fødselen, da det er en erfaring, at for tidlig fødte barn, naar de er kommet over den første tid, hurtig kan lægge paa sig og ta igjen, hvad de tidligere ikke har magtet. Det man ogsaa tages med i betragtningen, at barnets utvikling i væsentlig grad er avhængig av den pleie og det stel, det har faat: hvorvidt dette har været hensigtsmæssig eller ikke, kan kun en kyndig uttale sig om efter selvsyn.

Den tidligste grænse for et for tidlig fosters levedygtighet blev i det Medicinske Fakultets ovennævnte erklæring av 15 september 1823 ansat til 217 dage. I en erklæring, som er meddelt i Justisdepartementets cirkulære av 3 februar 1851, nedsatte fakultetet terminen til 30 uker (210 dage), idet det dog tillagde, at i enkelte meget sjeldne tilfælde ogsaa barn, som var født et par uker tidligere, kunde vedbli at føre et selvstændig liv. Denne uttalelse fastholdt fakultetet i sin erklæring av 16 september 1893 med den modifikation, at det fremholdt muligheten av, at et mellem 26de og 30te uke (182-210 dage) født foster under meget gunstige forhold kan fortsætte at leve. Til denne sidste uttalelse har ogsaa kommissionen sluttet sig (se aarsberetningen for 1900-1901 side 6).

Under svangerskapet er kvindens menstruation næsten uten undtagelse stanset. Har en kvinde efter et omspurt samleie hat en blødning fra fødselsveiene av mængde og varighet som en normal menstruation, taler denne omstændighet derfor næsten uten undtagelse mot, at samleiet har virket befrugtende. Nogen absolut avgjørende vegt kan man dog ikke lægge paa en kvindes uttalelse om, at hun har hat menstruation efter samleiet, idet der efter besvangrelsen kan indtræ blødninger, som av hende kan forveksles med menstruation.

Det lar sig i næsten alle tilfælde føre bevis for, hvem der er et under en retssak omspurt barns mor. Saken er nemlig den, at samleie, svangerskap og fødsel frembringer varige forandringer i kvindens legeme. Ved samleiet vil i de fleste tilfælde jomfruhinden briste, derpaa utvikler svangerskapstegnene sig, og allerede henimot midten av svangerskapet blir disse tegn saa tydelige, at de i regelen vanskelig kan skjules for omgivelserne; og efter denne tid fortsætter svangerskapet i maanedsvis, og tegnene træder stadig tydeligere frem. At føde et barn, uten at folk merker det, er en vanskelig sak, som kræver stor selvovervindelse og anspændelse av alle kræfter, og skal det være til nogen nytte, maa jo ogsaa sporene efter fødselen utslettes. Er barnet dødt, kommer vanskeligheterne ved at bortskaffe liket og hindre, at dødsaarsaken paavises; er det levende, vil det - hvor man ikke har et gjennemført hittebarnssystem - være forbundet med endnu større vanskeligheter at faa det anbragt paa en saadan maate, at moren undgaar opdagelse.

Et medicinsk maternitetsbevis lar sig saaledes i de allerfleste tilfælde føre.

Ganske anderledes staar saken, naar man vil føre bevis for, hvem der er far til et under en retsak omspurt barn. Mandens seksuelle opgave er nemlig avsluttet med samleiet, og dette frembringer ikke hos

Side:175

ham - saaledes som hos kvinden - bakefter paaviselige legemlige forandringer.

I den senere tid har man vistnok søkt paa grundlag av videnskabelige undersøkelser at opstille bestemte love for nedarvning av visse legemlige egenskaper fra forældre til barn. Efter kommissionens mening er midlertid resultaterne av disse undersøkelser endnu ikke modne til at anvendes i den retsmedicinske praksis. Og selv om man antar, at undersøkelser av visse forhold hos et barn, f.eks. farven av øiets regnbuehinde (iris), berettiger os til at utelukke muligheten av, at en bestemt paapekt mand kan være dets far, saa vil dog derved ikke være vundet mere end, at denne mand og andre mænd med samme egenskap ikke kan være faren. Med andre ord, der er ført bevis for, at ingen av de her omspurte mænd kan være fare - men der er ikke ført bevis for, hvem der er faren.

Der kjendes ikke for tiden nogen medicinsk undersøkelsesmetode, ved hjælp av hvilken man kan føre bevis for, hvem der er et barns far.

Derimot kan man selvfølgelig bevise, at en mand ikke kan være far til et omspurt barn - nemlig naar det kan godtgjøres, at hans sidste samleie med moren ligger meget langt - f.eks. aar - tilbake i tiden, eller at der mellem det første samleie og barnets fødsel er hengaat et kortere tidsrum end den efter barnets utviklingsgrad kortest mulige svangerskapstid. Dette bevis er imidlertid ikke et medicinsk bevis, men et juridisk, der støtter sig paa en naturvidenskabelig kjendsgjerning. En undersøkelse av manden, kvinden eller barnet er nemlig for det heromhandlede spørsmaals løsning som regel ganske likegyldig.

Et medicinsk paternitetsbevis lar sig saaledes ikke føre.

Saavel maternitet (moderskap) som paternitet (faderskap) er rent naturvidenskabelige forhold, og spørsmaalet om deres tilstedeværelse skulde derfor logisk set kræves avgjort ved naturvidenskabelig (medicinsk) undersøkelse. Erkjendelsen av, at denne fordring for paternitetens vedkommende for tiden ikke lar sig opfylde, synes naturlig at burde lede til, at man opgav ethvert forsøk paa at føre noget positivt paternitetsbevis. Dette har man imidlertid tildels ikke villet gjøre og man har derfor grepet til den utvei at forsøke at erstatte et medicinsk bevis med et juridisk eksklusionsbevis, som rigtignok har visse naturvidenskabelige forutsætninger. Dette juridiske bevis er som ovenfor bemerket av overmaade ringe værd. Det ligger vist nok utenfor kommissionens opgave at levere en almindelig kritik av det juridiske paternitetsbevis,1 men den finder dog kortelig at burde omhandle enkelte led i dette bevis, som har særlig retsmedicinsk interesse.

1 Jfr. herom en avhandling av kommissionens medlem dr. Winge i Norsk Rt-1908-833 flg.

Tidspunktet for et barns fødsel lar sig vist nok i almindelighet bringe paa det rene, men derfra lar der sig ikke dra nogen sikker slutning med hensyn til tiden for besvangrelsen. Som ovenfor om handlet antages nemlig svangerskapstiden ved fødsel av fuldbaaret barn at kunne variere fra 240 dage til 320 dage - altsaa et spillerum av 80 dage -, uten at det som regel av barnets utseende eller forhold løvrig med nogen sikkerhet kan avgjøres, paa hvilket punkt indenfor disse grænser svangerskapstiden i det enkelte tilfælde ligger.

Side:176

Hertil kommer, at man, som likeledes ovenfor omhandlet, savner et enkelt paalidelig fuldbaarenhetstegn, og derfor er henvist til at avgjøre spørsmaalet om fuldbaarenhet ved at sammenholde flere mere eller mindre usikre tegn. Bedømmelsen av hvert enkelt av disse og navnlig av deres resultat kan ikke sjelden være vanskelig nok selv for en sakkyndig, som foretar en række undersøkelser av det paagjældende barn og dets mor i en anstalt, der er utstyrt med fuldt moderne hjælpemidler. Og hvor disse betingelser ikke foreligger - hvilket naturligvis er det sedvanlige -, vil resultaterne av undersøkelsen kunne være høist upaalidelige. Ogsaa spørsmaalet om vedkommende barn har været fuldbaaret eller ikke, vil saaledes vistnok hyppig stille sig adskillig tvilsomt. Og da man nu har erfaring for, at endog barn, som er født 26 uker efter det befrugtende samleie, kan fortsætte sit liv, maa spillerummet for svangerskapstidens længde ved fødsel av levedygtig barn sættes meget rummelig.

For at godtgjøre, at ingen anden end en bestemt mand kan være far til et omspurt barn, maa man bevise, at ingen anden end denne mand har hat samleie med barnets mor i løpet av det tiderum, indenfor hvilket besvangrelsen kan ha fundet sted. Naar man tar hensyn til længden av de tidsrom, det her gjælder, synes det imidlertid klart, at det under almindelige forhold vil være umulig at føre noget paalidelig bevis herfor.1

1 I henhold til loven av 6 juli 1892 (§1, §2, §3, §4 jfr. §24) har der i flere tilfælde været paalagt flere mænd underholdningsbidrag som barnefædre til samme barn.

Av de her anførte grunde finder kommissionen at burde henlede opmerksomheten paa spørsmaalet om, hvorvidt man ikke helt bør opgi et føre positivt paternitetsbevis.

For at forebygge enhver misforstaaelse finder kommissionen at burde tilføie, at det selvfølgelig ikke er meningen, at opgivelsen av paternitetsbeviset skulde medføre nogen indskrænkning i det økonomiske ansvar overfor barnet og dets mor, som efter den gjældende lovgivning paahviler «barnefaren». Det er kommissionens mening, at dette ansvar heller burde knyttes til et konkubitetsbevis - et bevis for, at vedkommende mand har hat samleie med barnets mor indenfor visse terminer, som refererer sig til det tidsrum, indenfor hvilket besvangrelsen maa antages at ha fundet sted.

Ved at erstatte paternitetsbeviset med et konkubitetsbevis opnaar man ikke alene den væsentlige fordel, at man faar et mulig bevistema, men man kan tillike, naar konkubitetsterminerne sættes noget rummelige, paa en virksommere maate end ellers mulig beskytte barnet og moren.

En nærmere indgaaen paa spørsmaalet om konkubitetsbeviset ligger utenfor denne skrivelses formaal, og kommissionen skal alene bemerke, at dette bevis selvfølgelig blir av rent juridisk art.