Rt-1914-561

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-04-21
Publisert:	Rt-1914-561
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 56/1 s.a.
Parter:	Forsikrings-Aktieselskabet Hansa (adv. Jens Blom) mot enke Maria Malon (adv. Johs. Meyer, beskikket).
Forfatter:	Mejdell, Frisak, Vogt, Fürst, Prydz, Rivertz, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:

Ved Kristiania byrets dom av 24 mai 1912 blev saaledes kjendt for ret: «Forsikrings-Aktieselskabet Hansa bør til enke Maria Malon betale kr. 10.000 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 21 mars 1910 til betaling sker, samt til det offentlige i saksomkostninger kr. 40 tillikemed det beløp, hvortil den befalte sakførers salar endelig maatte bli fastsat.»

Forsikrings-Aktieselskabet Hansa har paanket byrettens dom og paastaat sig frifundet og tilkjendt saksomkostninger.

Indstevnte, enke Maria Malon har erholdt bevilling til fri sakførsel med fritagelse for retsgebyrer, og for hende har den beskikkede sakfører paastaat byrettens dom stadfæstet og appellanten tilpligtet at tilsvare sakens omkostninger for Høiesteret.

Sakens nærmere omstændigheter vil erfares av præmisserne til den paankede dom. Som nye bevisligheter for Høiesteret er fra appellantens side fremlagt fra professor Harbitz to tillægserklæringer. I den ene av disse erklæringer (datert den 20 mai 1913) uttales, at nogen direkte nødvendighet for at sætte hofteledsbetændelsen i forbindelse med noget ulykkestilfælde eller nogen indre beskadigelse er der ikke med utgangspunkt i sykehistorien og obduktionsfundet; det er sygdommens opstaaen i direkte tilslutning til «ulykkestilfældet», som peker herpaa og sandsynliggjør dette. Paa spørsmaal om, hvilke andre sygdomsaarsaker end det paagjældende mulige ulykkestilfælde man kan tænke sig, svarer professoren: «en latent tilstedeværende betændelse i eller omkring hoften, som netop paa det omhandlede tidspunkt, da ulykkestilfældet skal ha fundet sted, breder sig og hegynder at gi symptomer». Men, tilføier professoren under henvisning til sine tidligere uttalelser, «der er ikke bragt noget frem, som kan vise, at der har eksistert nogen saadan betændelse paa forhaand, og ifald saa var tilfældet, vilde det jo være besynderlig, at denne sygdom netop skulde begynde at utvikle sig, like efterat ulykkstilfældet hadde fundet sted og dog uavhængig av dette». Videre siges der i erklæringen: «Sygdommen selv peker ikke med nødvendighet hen paa et stedfundet ulykkestilfælde; hadde avdøde baaret paa en latent betændelse av nævnte art, og denne var begyndt at gi symptomer paa det nævnte tidspunkt, vilde sygdommens symptomer og utvikling formentlig blit de samme». Paa spørsmaal om obduktionens negative resultat fra medicinsk standpunkt er skikket til at vække tvil om, at Malons sygdom kom av en indre beskadigelse, svarer professoren: «Nei, ikke egentlig det - dels paa grund av, at der var gaat saa lang tid hen fra det formodede ulykkestilfælde, indtil døden indtraf, og dels fordi de ved obduktionen forefundne forandringer i og omkring leddet var saa betydelige og utbredte, at det av den grund vilde været vanskelig at faa øie paa dem og faa den rigtige

Side:562

opfatning av dem.» Paa spørsmaal, om en eventuel indre beskadigelse for at fremkalde den tilstand, hvori avdøde efter avstigningen av sporvogn en og den derpaa følgende tid befandt sig, maatte antages at ha været betydelig, svares i erklæringen: «Nei, der skal ikke saa stor beskadigelse til (f.eks. muskelbristninger, blødninger) for at fremkalde funktionsforstyrrelser, smerter etc. som i nærværende tilfælde.» Paa et yderligere spørsmaal uttaler professoren, at det er litet rimelig, men det kan ikke benegtes, at en sterk og frisk arbeidsmand ved en saadan hændelse som den, der omhandles under saken, kan paadrage sig en indre beskadigelse av den art og voldsomhet, som der her er spørsmaal om. Videre uttales efter foranledning: en pludselig opblussen av en latent betændelse vilde gi en rimelig forklaring til den fra først av voldsomme sygdom. Men nogen nødvendighet for at forutsætte tilstedeværelsen av en saadan sykelig tilstand er der ikke. En saadan opblussen kan neppe forvoldes ved en helt normal bevægelse av den art som en normal avstigning av en sporvogn. I tilflelde av, at «avstigningen» har foranlediget en saadan opblussen, maa den paa en eller anden maate ha medført abnorme forhold i en av de antydede retninger. - I den anden erklæring (av 11 september 1913) præciserer professoren sit standpunkt derhen: «Der er medicinsk set intet, som beviser, at der er en aarsakssammenhæng mellem ulykkestilfældet 7/9 1910 og dødsfaldet og ingen grund, som viser, at et ulykkestilfælde virkelig har fundet sted. Det er blot avdødes og vidners forklaringer, som peker herpaa. Den mulighet kan derfor heller ikke utelukkes, at der kunde foreligge et tilfældig sammentræf sc.: at symptomerne av betændelsen, som tilslut førte til døden, begyndte at utvikle sig den dag, det formodede ulykkestilfælde fandt sted og fuldstændig uavhængig av dette; tidssammentræffet vil da være en naturlig aarsak til, at avdøde satte de to begivenheter i forbindelse med hinanden. Avdøde kan nemlig som uttalt i mine tidligere erklæringer ha baaret paa en latent betændelse i eller omkring hofteleddet, som indtil den dag (7/9 1910) hadde været symptomfri.» - Efter foranledning av den for indstevnte beskikkede sakfører har sakens samtlige dokumenter været forelagt prosektor ved Kristiania kommunale sykehuses patologisk-anatomiske institut, Hansteen, der i en erklæring av 17 oktober 1913 formulerer efter nærmere motiverisg saadan konklusion: «Naar alle momenter tages i betragtning, anser jeg den forklaringsgrund at ha størst sandsynlighet for sig, at «ulykkestilfældet», beskadigelsen under avstigningen av sporvognen alene, sc.: uten nogen præ-eksisterende sygdoms medvirkning har foranlediget den dødelige blodforgiftnings opstaaen.»

Ved Høiesteret har forsikringsselskapet ikke optat den ved byretten fremsatte indsigelse om, at den indgivne skadeanmeldelse ikke skulde være i formel orden, og heller ikke indsigelsen om, at erstatningskravet ikke skulde være betimelig forfulgt, eller om, at avdøde hadde begaat uforsigtighet ved at hoppe av vognen. Derimot fastholder selskapet sit ved byretten i realiteten hævdede standpunkt, sc.: at der ikke foreligger noget efter policen gyldig erstatningskrav. Høiesteret kommer imidlertid i saa henseende til samme resultat som byretten, hvis begrundelse man i alt væsentlig finder at kunne tiltræde. Som fremholdt av byretten er der intet holdepunkt for anden antagelse, end at dødsfaldet skyldes blodforgiftning, fremkaldt ved tilfældige aarsaker, sat i virksomhet gjennem det indtrufne uheld, da avdøde steg av sporvognen. Muligheten av, at betændelsen og dens forløp skulde skyldes en særlig sykelighetstilstand hos avdøde, ukjendt for ham selv, hans læge, hans

Side:563

familie og omgangskreds, hvilken sykelige og ikke paaviselige tilstand skulde indeholde forklaringen til ulykkestilfældets skjæbnesvangre følger, ligger, efter alt hvad der er oplyst, saa fjernt, at den ikke findes at kunne komme i betragtning.

Appellanten har likeoverfor byretsdommens renteberegning gjort indsigelse basert paa policens §13. Herimot har indstevnte nedlagt protest som nyt for Høiesteret, hvilken protest vil være at ta tilfølge.

Processens omkostninger for Høiesteret findes appellanten at burde erstatte statskassen.

To av de voterende, assessor Vogt og justitiarius Thinn, stemmer for selskapets frifindelse, under ophævelse av processens omkostninger for begge retter. Til begrundelse av dette votum skal vi anføre:

Efter forsikringsbetingelsernes §1 omfatter forsikringen alene følgerne av ulykkestilfælde, som bevislig uten medvirkning av sygdom eller andre omstændigheter direkte har foraarsaget den forsikredes død. Efter samme § forstaaes ved ulykkestilfælde i forsikringens mening kun saadanne fra lægens side sikkert paaviselige, tilfældige, av den forsikredes vilje uavhængige, pludselige, umiddelbare paavisninger ved ydre vold, som har legemsbeskadigelse tilfølge. Da nu en almindelig nedstigning fra en stillestaaende sporvogn ikke i og for sig kan forutsættes at medføre saadant ulykkestilfælde som nævnt, og da de læger, hvis uttalelser foreligger, ikke sikkert har paavist nogen umiddelbar paavirkning ved ydre vold, om hvis antagelige beskaffenhet heller ikke foreligger anden oplysning, finder vi ikke, at de for selskapets ansvar opstillede betingelser her kan antages at være tilstede, og det saa meget mere, som forsikringsbetingelsernes §9 og §10 paalægger vedkommende en ubetinget bevisbyrde for tilstedeværelsen av de omstændigheter, der betinger selskapets erstatningspligt, og særlig at føre bevis for, at døden er intraadt som umiddelbar følge av ulykkestilfældet.

Den beskikkede sakfører har forsvarlig utført sit hverv. Til indhentelse av sagkyndig assistanse oplyser han at ha hat et utlæg av 50 kr., som indbefattes i det salær, som tilkjendes ham.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Forsikrings-Aktieselskabet Hansa bør til det offentlige betale saksomkostninger ved Høiesteret med kr. 350. Salæret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Johannes Meyer, ansættes til kr. 350.

Av byrettens dom hitsættes:

Idet arbeidsformand Erbard Malon den 7 september 1909 steg av trikken i Olav Trygvessøns gate i Trondhjem, kom han efter sin egen forklaring forkjert ned, saa han fik likesom et knæk i høire hofte. Dette medførte øieblikkelige bevægelsesvanskeligheter og smerter i hoften. Smerterne tiltok, saa han efter endt arbeidstid maatte gaa tilsengs. Uten at være kommet op av sengen døde han paa Trondhjems sykehus den 15 november s a.

Han var ulykkesforsikret i forsikringsaktieselskapet «Hansa» for 10.000 kroner. Selskapet har imidlertid negtet at utbetale beløpet, hvorefter enken har saksøkt det til at utbetale hende nævnte beløp med renter og omkostninger. - - -

Skadede steg, siger han, av sporvognen og følte med det samme et knæk i høire hofteparti. Til de personer, han straks efter snakket med, tilføiet han, formodentlig som en slags forklaring, at han kom forkjert ned fra sporvognen. Han har ikke faldt omkuld eller slaat sig. - - -

Side:564

Man maa efter det foreliggende gaa ut fra, at begivenheten er foregaat saaledes som av skadede selv opgit og som anført i skadeanmeldelsen. Man maa med andre ord gaa ut fra, at han ved sporvognsavstigningen fik en indvendig beskadigelse i høire hofte. Det er paa det rene, at han fra dette øieblik hadde smerter, at han samme dags eftermiddag maatte gaa tilsengs, og at han stadig blev daarligere, indtil døden ca. 2 maaneder senere indtraadte.

Den egentlige dødsaarsak er ifølge en av professor Harbitz efter selskapets anmodning avgit erklæring en blodforgiftning med utgangspunkt i en betændelse i og omkring høire hofteled. Den dødelig forløpne sygdom maa, uttaler professoren, efter den foreliggende sykehistorie antages at ta sin begyndelse samme dag, ulykkestilfældet finder sted, og som det synes i direkte tilslutning til dette. Professoren finder det derimot ganske uklart, hvori den oprindelige skade kan ha bestaat, og hvorledes den har virket. Han finder dog til slutning ikke at kunne utelukke muligheten av en indirekte aarsaksemmenhæng mellem ulykken og betændelsen med blodforgiftningen, da symptomerne kommer umiddelbart i tilslutning til ulykkestilfældet og videre utvikler sig gradvis, og der mangler holdepunkter for enhver anden forklaring av den dødelige sygdom. Professoren betoner samtidig, at der mangler ethvert holdepunkt for, at avdøde har gaat med nogen sygdom før ulykkestilfældet. Efter paany at ha gjennemgaat saken avgir professoren efter selskapets fornyede anmodning en tillægserklæring, hvori den første erklærings rigtighet fastholdes. Der uttales bl.a., at saken medicinsk set er like dunkel og uklar som før; men den straks efter skaden indtrædende sygdom med sine fra først av ganske sterke sygdomssymptomer peker paa en aarsakssammenhæng mellem skaden og den paafølgende sygdom og død. Der betones likeledes sterkt, at der findes intet holdepunkt for antagelsen av nogen sygdom eller sykelig tilstand hos avdøde før ulykken.

Forholdet er da dette, at avdøde, som før sporvognsavstigningen var en ganske frisk og sterk mand, hos hvem man efter indgaaende undersøkelser (obduktion) ikke engang har fundet noget holdepunkt for antagelsen av nogen sykelig tilstand - efter denne begivenhet er fuldstændig knækket og efter et par maaneders sykeleie avgaar ved døden. Der synes efter dette ikke at kunne være tvil om, at døden er resultatet av de sykelige tilstande i avdødes legeme, som ulykken har voldt. Denne har saaledes likefrem foraarsaket døden. Nu kræves det imidlertid efter forsikringsbetingelsernes §1, at ulykken uten medvirkning av sygdom direkte skal ha foraarsaket døden. Herved kan der selvfølgelig alene være tænkt paa sygdom, der ikke er fremkaldt ved ulykken, jfr. §2a, og nogen saadan sygdom er ikke oplyst at være forefundet hos avdøde. Med direkte at foraarsake døden kan selvfølgelig ikke være ment, at denne skal følge øieblikkelig og umiddelbart paa ulykken. Det maa være tilstrækkelig, at ulykken fører like frem til døden ogsaa gjennem en av ulykken opstaat sygdom, men uten nogen frisk mellemtilstand. At sygdom som følge av ulykken omfattes av forsikringen, fremgaar ogsaa av forsikringsbetingelsernes §3b, der uttrykkelig nævner blodforgiftning. Er denne indbefattet i forsikringen, maa dette ogsaa være tilfældet med den derav følgende død. - - -