Rt-1914-629

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-05-16
Publisert:	Rt-1914-629
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 47/1 B. s.a.
Parter:	Bestyrelsen for Volhaugens statsalmenning (advokat Rubach, beskikket) mot agent Knud Kofod (advokat Joh.s Meyer, beskikket).
Forfatter:	Bjørn, Birkeland, Heggen, Frisak, Scheel, Gjelsvik, Reimers 12-3
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-, Norske Lov (1687), 3-, LOV-1857-10-12

Assessor Bjørn: Ved den av sorenskriveren i Stjør- og Værdal den 11 oktober 1907 i nærværende sak avsagte dom blev saaledes

Side:630

kjendt for ret: «Citanten Knud Kofod kjendes, som eier av gnr 39, bnr 7 Fagerheim i Værdalen tinglag, bruksberettiget i Volhaugens statsalmenning. Indstevnte, Volhaugens statsalmennings bestyrelse ved dens formand, bør til nævnte citant betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd optat paa begge parters fælles bekostning for den skade, citanten som eier av nævnte bruk Fagerheim har lidt derved, at han i 1902 blev negtet utvisning av træmaterialier i Volhaugens statsalmenning. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne dom blev av Trondhjems overret stadfæstet ved dom av 9. august 1909 under ophævelse av sakens omkostninger ogsaa for overretten.

Overrettens dom er nu av bestyrelsen for Volhaugens statsalmenning ved stevning av 3 februar 1910 paanket til Høiesteret, hvor appellanten, som har erholdt bevilling til fri sakførsel med fritagelse for retsgebyrer, har nedlagt paastand om frifindelse for Knud Kofods tiltale i saken. Indstevnte, der likeledes har erholdt fri sakfører m.v., har paa sin side paastaat overrettens dom stadfæstet. Begge parter har derhos gjensidig paastaat sig tilkjendt procesomkostninger hos motparten, og for de de beskikkede sakførere til kommende salærers vedkommende paastaat disse fastsat av retten og i ethvert fald utredet av statskassen.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til de paankede domme. Der er for Høiesteret fremlagt en række nye dokumenter, hvorav jeg som de vigtigste skal nævne utskriften av en i 1758 i anledning av almenningerne i Værdalen av sorenskriver og foged foretat besigtigelsesforretning, en række utskrifter av forhandlingsprotokollen for den ved kongelig resolution av 6 juni 1861 nedsatte almenningskommission, forsaavidt almenningerne i Værdalen angaar, forskjellige utskrifter av forhandlingsprotokollen for bestyrelsen av Volhaugens almenning samt en attest av 5 september 1910 fra lensmanden i Værdalen angaaende den saakaldte Stiklestadgrænd.

Som det fremgaar av de paankede dommen præmisser, har almenningsstyret for underinstanserne væsentlig begrundet sin negtelse av at indrømme indstevntes bruk, Fagerheim, bruksret i Volhaugens statsalmenning dermed, at denne eiendom ikke efter sin størrelse og sine øvrige forbold kan betegnes som jordbruk, og at den følgelig allerede av denne grund i ethvert fald maa være utelukket fra almenningsret, der alene tilkommer de egentlige jord- eller gaardsbruk. Her i retten har den for almenningsstyret beskikkede advokat derimot nu erklært, at dette standpunkt ikke længer opretholdes. Det erkjendes, at Fagerheim er jordbruk, og at det som saadant har krav paa almenningsret i Volhaugens statsalmenning, forsaavidt de til denne knyttede bruksforhold overhodet er utøvelse av almenningsret efter N.L. 3-12. Men han bestrider, at dette sidste er tilfældet, og hævder, at den gaardene i Stiklestadgrænden tilliggende bruksret i Volhaugens statsalmenning alene er en særret for de enkelte gaarde, som ikke er begrundet i eller hviler paa den et bygdelag efter Lovboken tilkommende almenningsret men paa alder tids bruk, - et forhold, som angives at være almindelig ved de nordenfjeldske statsalmenninger og særlig i Nordre Trondhjems amt. Til støtte for denne opfatning anføres, at allerede fra gammel tid av har bruksretten her av den offentlige administration været beheftet med indskrænkninger i utøvelsen som er uforenelige med den fri almenningsret efter Lovbokens regler og dermed utelukker disse som hjemmel for den saaledes vilkaarlig indskrænkede bruksret.

Side:631

Hvad specielt Volhaugens statsalmenning angaar, skulde dette forhold vise sig deri, at retten til at anlægge sæterbruk i strid med 3-12-3 har været betinget av bygselbrev fra det offentlige, og deri, at bruksret i denne almenning overhodet alene har tilligget de skogløse gaarde, mens almenningaret efter Lovboken antages at tilkomme alle bygdelagets gaarde uten hensyn til, om de selv har skog eller ikke. Til nærmere belysning av disse forhold har appellanten omstændelig redegjort for bruksforholdene ogsaa ved de øvrige statsalmenninger i Værdalen, ialt 10, uten at jeg finder det nødvendig for avgjørelsen av det foreliggende spørsmaal at indgaa nærmere herpaa. Inden den gruppe derav, hvortil foruten Volhaugen ogsaa Ramsass, Hoaas, Indal og Smaasæterskogens almenninger er medregnet, synes forholdene i de her omspurte henseender at ha utviklet sig noget forskjellig, uten at dog herav kan sluttes noget med hensyn til selve grundlaget for bruksretten i dem. For avgjørelsen av spørsmaalet for Volhaugens vedkommende vil man derfor være henvist til at regne med de særlige forhold, som knytter sig til denne almenning uten hensyn til, hvorledes forholdene kan stille sig ved de andre.

Det spørsmaal, som foreligger til avgjørelse her i retten, er da dette, om bruksretten i Volhaugens statsalmenning er almenningsret med hjemmel i Lovboken eller om den alene er utøvelse av særrettigheter for de enkelte gaarde. Jeg mener, at dette spørsmaal maa besvares til gunst for det første alternativ, saaledes altsaa at her handles om almenningsret i Lovbokens forstand.

Med hensyn til de eiendommeligheter, som i almindelighet antages at knytte sig til almenningsretten i Nordre Trondhjems amt, kan jeg henvise til, hvad derom er anført i den i «Juridisk Ugeblad» 8. aargang side 477 o. flg. refererte høiesteretsdom av 25 september 1868. Ogsaa i senere domme er disse forhold leilighetsvis berørt, saaledes senest i de i Rt-1908-595 og Rt-1909-826 refererte.

Hvad særlig Volhaugens statsalmenning angaar, bemerkes først, at ifølge den daværende almenningsstyrelses opgivende til almenningskommissionen av 1861 maatte «Beboerne af den saakaldte Stiklestad-Grænd ned til Lyngsgaardene samt alle, der bor i det Strøg af Hovedsognet, der ligger vestenfor bemeldte Bygdedel lige indtil Grænsen mod Solberg Sogn, ansees brugsberettigede» i Volhaugens almenning. Om disse gaarde og de flere, der var blit bruksberettigede indtil 1872, erklærer lensmanden i Værdalen i sin foran nævnte attest av 5. september 1910, at de «ligger i en samlet grænd paa søndre og vestre side av Leksdalvandet og med bekvem beliggenhet omkring almenningen, samt at grænden intet særnavn har.» De saaledes bruksberettigedes antal var i 1872 81 og i 1906 142. Likeoverfor disse oplysninger om Stiklestadgrændens samlede beliggenhet og antallet av dens bruksberettigede gaarde antar jeg ikke, at der kan lægges nogen vegt paa den av appellanten i relation til almenningsretten opstillede sondring mellom grænd og bygdelag, hvorefter alene bygdelaget, men ikke grænden skulde kunne utøve almenningsret efter bestemmelsen i Lovbokens 3-12-3 kfr. 6. Loven har ikke selv angit, hvad den forstaar ved bygdelag, og nogen distinktion mellem bygdelag og grænd lar sig overhodet ikke optrække med saadan klarhet og bestemthet, at retslige følger kan bygges paa denne sondring.

Hvad dernæst selve bruksretten angaar, oplyser almenningskommissionen, at «almuens bruksret i Volhaugens almenning bestaar, foruten i sæterbruket, i hugst til husfornødenhet.» Specielt angaaende

632

sæterbruket uttaler kommissionen i «indberetningen» av 1866 i sin almindelighet, at «Almuens Rettighed til Sæter- og Slaattebrug har i Lighed med hvad der gjælder samtlige Statsalmenninger i Nordre Trondhjems Amts Disikt, ogsaa i Stør- og Værdals Fogderi, fra gammel Tid af været gjort afhængig at Fogdens specielle Bevilling, der har været meddelt i Form af Bygsel, lydende paa hver enkelt Brugers og Enkes Navn, samt af at Bygselmanden vedblev Brugen af den Gaard, hvis Opsidder fra gammel Tid af harde udøvet Rettigheden.» Den uttaler senere i samme indberetning som sin ofatning, at almuen i disse almenninger vistnok har «Ret til Sæter- og Slaattebrug, men der er efter Kommisionens Formening den Særegenhed ved denne Rettighed, at den fra gammel Tid af har været gjort afhængig af Fogdens specielle Bevilling.» osv. som foran gjengit. Da der med hensyn til sæter- og slaattebruk intet særskilt er anført i den specielle beskrivelse av Volhaugens almenning, uten forsaavidt som det oplyses, at der ingen slaatter findes i den, maa det foran anførte med hensyn til, hvad der i sin almindelighet gjælder for sæterbruk i Værdalens statsalmenninger, ogsaa være gjældende for Volhaugens. Hvad dernæst hugstretten angaar, anfører kommissionen i sin specielle beskrivelse av Volhaugens almenning, at de i dens møte med almuen den 22 juli 1861 tilstedeværende «opgav, at saavel Gaardbrugere som Husmænd om hinanden og over den hele Alminding har udøvet Brugsret uden Afgiftsvarelse og uden Udvisning,» og at almenningsbestyrelsen i et senere møte oplyste, at dette forhold for skogbrukets vedkommende i Volhaugens og nogen andre almenninger hadde eksistert fra langt tilbake i tiden, mens det for andres vedkommende neppe var ældre end fra de sidste 20-30 aar. I sin redegjørelse for den fremtidige ordning av disse forhold uttaler kommissionen ogsaa, at kun i Volhaugens almenning i Værdalen og i Skatvolds i Nedre Stjørdalen, mot hvilke tætbyggede og skogløse bygder støter op, formenes en almindelig og selvstændig hugst til gaardenes behov at ha været utøvet fra ældre tider (jfr. hermed det nedenfor gjengivne av opgangsforretningen av 1787). Kommissionen oplyser sluttelig, at «efterat Almendingens Bestyrelse i Medhold af Lov afødt xx.xx.1857 er traadt i Virksomhed, har der ved denne som ved de øvrige Bestyrelsen underlagte Almendinger været betalt en ringe Recognition for Aavirke i Almendingen.»

At almenningsret i Volhaugen alene skulde tilligge de skogløse gaarde i Stiklestadgrænden, som av appellanten paastaat, har jeg ikke fundet bekræftet ved de derom foreliggende oplysninger. Det heter vistnok i grænseopgangsforretning av 1787, efterat grænserne for Volhaugen er angit, at «her har fra umindelige Tiider foranførte og mange flere skogløse Gaarde hugget hvad de behøvede til Huus-Fornødenheder», men paa den anden side nævner den titnævnte kommission, som med stor utførlighet behandler alle sider av almenningsforholdene i distriktet, intet om, at almenningsretten her er forbeholdt de skogløse gaarde alene. Den meddeler kun, at det ikke er oplyst, at andre end beboerne av skogløse gaarde eller - som der tilføies: rettere sagt, av gaarde, som ikke har tilstrækkelig skog til husfornødenhet - har utøvet bruk i almenningen eller aavirket i den: men herav kan ikke sluttes, at ikke andre har været berettiget dertil. Som bruksberettiget i almenningen er uttrykkelig angit Stiklestadgrænden inden de foran angivne grænser. At ikke alle, som dertil har været berettiget, har fundet sig tjent med at benytte denne ret, er en sak for sig.

Side:633

Efter dette kan jeg ikke finde, at almenningsretten for Volhaugens vedkommende adskiller sig fra den paa Lovbokens 3-12 hvilende almenningsret i andre henseender end deri, at adgangen til at anlægge sæterbruk er betinget av bygselbrev, som imidlertid, efter hvad foran er gjengit av almenningskommissionens oplysninger om dette forhold; kun utstedes til bruksberettigede, som opfylder de nærmere vilkaar, som foran er nævnt. Men denne avændring i den paa dette omraade gjældende almindelige landsret kan ikke forandre forholdets karakter og skape nye og i sit væsen derfra forskjellige retsforhold. Denne modifikation om hvis oprindelse og foranledning nærmere oplysninger savnes, maa antages at hvile paa administrativ praksis, der er blit godkjendt av de berettigede og rimeligvis er begrundet i nødvendigheten av at indføre nogen kontrol og regelbundethet i forhold, som overlatt til sig selv maatte befrygtes til skade for alle deri interesserte at føre til min og ødelæggelse for almenningen.

Almenningsstyret synes heller ikke selv tidligere at ha næret nogen tvil om, at det her gjaldt en bygdelaget eller grænden som saadan tilkommende almindelig almenningsret og ikke en særret for de enkelte gaarde. Dette fremgaar bl.a. derav, at det i aarenes løp har indrømmet en række nydannede bruk almenningsret, hvilket vil sees ved en sammenligning mellem den dokumenterte utskrift av matrikuleringsprotokollen optat i henhold til matrikulloven av 17 augast 1818 og den i 1891 optagne fortegnelse over matrikulerte eiendomme i Værdalen. Herav fremgaar, at enkelte gaarde er opdelt, og av de saaledes utskiftede parceller sees endel at være optat i fortegnelsen av 1872 over de i almenningen bruksberettigede eiendomme. Dette vil saaledes sees at gjælde gaarden Reitan, der i 1818 er opført som et samlet bruk av skyld 5 daler, 3 ort og 12 skilling, menn der i fortegnelsen av 1891 findes opført 6 bruk av Reitan, hvis samlede skyld utgjør det nævnte beløp, og hvorav 4 bruk findes optat i fortegnelsen av 1872 over bruksberettigede gaarde.

Ogsaa almenningsstyrets egen tilværelse og optræden som saadant hviler jo i virkeligheten paa forutsætningen om, at her handles om almenningsret efter Lovboken og den senere lovgivning derom, og ikke om servitutartede særrettigheter for de enkelte gaarde. Alene til varetagelse av almenningernes og de deri bruksberettigedes tarv har loven anordnet tilsyn, ikke derimot for kontrol med private bruksrettigheter.

Naar jeg saaledes efter de i saken foreliggende oplysninger finder det tilstrækkelig godtgjort, at ogsaa den Stiklestadgrænden tilliggende bruksret i Volhaugens statsalmenning er almenningsret i Lovbokens forstand, er sakens utfald dermed git, efterat appellanten, som nævnt, her i retten uttrykkelig har erklært, at indstevntes bruk Fagerheim under denne forutsætning tilkommer almenningsret deri.

Jeg kommer saaledes til det resultat, at overrettens dom maa bli at stadfæste, idet jeg derhos antar, at procesomkostningerne bør ophæves ogsaa for Høiesteret. Sakførselen har fra begge de beskikkede sakføreres side været forsvarlig.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves. Salærerne til de beskikkede sakførere, advokaterne Rubach og Joh.s Meyer, avsættes for førstnæuvnte til kr. 500,00 og for sidstnævnte til kr. 400,00.

Side:634

Assessor Birkeland: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer Heggen og Frisak, assessor Scheel, ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik og assessor Reimers: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.