Rt-1914-864
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1914-07-28 |
| Publisert: | Rt-1914-864 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 105/1 s.a. |
| Parter: | Klaus, Theoline og Oline Tou (advokat Rasch) mot 1) Thore Tou og 2) Kristoffer og Serina Tous dødsbo (advokat Nørregaard). |
| Forfatter: | Bjørn, Heggen, Mejdell, Vogt, Scheel, Prydz, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §65, Odelsloven (1821) §31, §33, §43, §49 |
Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til den av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Ryfylke under 14 februar 1911 avsagte decision, hvorved saaledes blev decidert: «De av Serina P. Tou under 10 november 1906 oprettede 3 bygselbreve til fordel for hendes børn Klaus, Theoline og Oline samt det til fordel for disse børn oprettede dokument om løsøret kjendes uforbindende overfor boet og overfor Thore K. Tou. Gaarden Tou bnr 1 med huse og herligheter og med indbo, besætning og redskaper og andet løsøre inddrages i boet. Gaarden utlægges Thore K. Tou efter aasætestakst.»
Denne decision blev av Klaus, Theoline og Oline Tou paaanket til Bergens overret, ved hvis dom av 28 oktober 1912 blev kjendt for ret: «Den paaankede skiftedecision av 14 februar 1911 stadfæstes. Den av appellanterne Klaus, Theoline og Oline K. Tou nedlagte erstatningspaastand
Side:865
tages ikke tilfølge. Sakens omkostninger for begge retter ophæves.» Dommen er avsagt under dissens, forsaavidt som en av de voterende stemte for, at bygselbrevene maatte tillægges den virkning, at en fjerdepart av enkens lod i boet blev at tillægge appellanterne i henhold til arvelovens §33 jfr. §49.
Overrettens dom er nu av de samme appellanter paaanket til Høiesteret, hvor de har nedlagt paastand om: 1. At de av Serina Pedersdatter Tou med hendes tre børn Klaus, Theoline og Oline Tou under 10 november 1906 oprettede bygselkontrakter vedkommende gaarden Tou, gnr 16, bnr. 1 i Strand samt den til de samme stedfundne overdragelse av huse og løsøre kjendes gyldige og forbindende saavel i forhold til Kristoffer Torsen Tous og hustru Serina Pedersdatter Tous dødsbo som til Thore K. Tou. Subsidiært: At de av Serina Tou ved dokumenterne av 10 november 1906 trufne forføininger kjendes gyldige og forbindende for boet og Thore K. Tou, forsaavidt angaar en fjerdedel av Serina Tous boslod. 2. At Klaus, Theoline og Oline Tou hos dødsboet og Thore Tou tilkjendes procesomkostninger for alle retter.
De indstevnte, Thore K. Tou og dødsboet, har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig hos appellanterne in solidum tilkjendt sakens omkostninger for alle retter.
Der er i Høiesteret dokumentert som nyt et den 7 januar 1914 i Stavanger av appellanterne optat tingsvidne, som dog ikke findes at ha bragt saken i nogen forandret stilling.
Høiesteret kommer til samme resultat som de underordnede retter og kan i det væsentlige tiltræde skifterettens og overrettens flertals begrundelse av dette resultat. De til dokumenterne av 10 november 1906 knyttede transaktioner findes med rette at være betragtet og bedømt som dispositiones mortis causa, indeholdende gavetransaktioner bestemt til at træde i kraft ved giverens død. Som saadanne vil de efter arvelovens §65 jfr. §33 ikke kunne opretholdes likeoverfor Serina Tous dødsbo og øvrige arvinger.
Appellanterne har ikke i Høiesteret gjentat sin for de foregaaende instanser fremsatte paastand om erstatning av boet for det tilfælde, at bygselbrevene m.v. ikke maatte bli opretholdt. De har indskrænket sig til for dette tilfælde at forbeholde sig at anmelde sine lønskrav i boet.
Derimot har de, som det sees, subsidiært paastaat de nævnte transaktioner opretholdt, forsaavidt angaar en fjerdedel av Serina Tous boslod. Mot denne paastand er fra de indstevntes side protestert, fordi den er ny for Høiesteret.
Høiesteret finder med de foregaaende retter, at de av Serina Tou ved de omhandlede dokumenter trufne dispositioner maa betragtes som dispositiones mortis causa, indeholdende gavetransaktioner bestemt til at træde i kraft ved hendes død.
Dette kan imidlertid ikke, saaledes som av de foregaaende retter antat, ha tilfølge, at dokumenterne maa frakjendes enhver betydning. Høiesteret maa være enig med overrettens dissenterende medlem i, at bygselbrevene maa ansees at opfylde lovens fordringer vedkommende testamenters oprettelse, og finder derhos, at det samme maa gjælde det under samme dato (10 november 1906) oprettede andet dokument. Dette sees oprettet samtidig med bygselbrevene og i overvær av de samme vidner. Den mangel, at der i disses paategning paa dette dokument ikke uttrykkelig er uttalt, at Serina Tou var ved fuld sans og samling, kan ikke tillægges betydning, aldenstund bevidnelse herom er indtat i vidnernes paategning paa de samtidige bygselbreve. I disse og løsøredokumentet
Side:866
ligger en samlet disposition, gaaende ut paa at efterladenskaperne for den aller væsentligste del forlods skal tilfalde appellanterne. Denne disposition vil efter dette overensstemmende med den av appellanterne her for retten nedlagte subsidiære paastand være at opretholde, saalangt som arvelovens §33 tilsteder.
Indstevntes protest mot den subsidiære paastand som ny findes ikke beføiet. Paastanden gaar ut paa en begrænset opretholdelse av de dokumenter, som fra først av er paastaat godkjendt helt ut.
Appellanterne vil saaledes bli kjendt berettiget til forlods tilsammen at erholde utlagt en fjerdepart av morens boslod, mens overrettens dom forøvrig vil være at stadfæste.
Processens omkostninger for Høiesteret findes at burde ophæves.
Dom:
Appellanterne Klaus, Theoline og Oline Tou kjendes berettiget til i Kristoffer og Serina Tous dødsbo forlods tilsammen at erholde utlagt en fjerdepart av Serina Tous boslod. Saavidt tilstrække kan, gives dette utlæg i det i dokument av 10 november 1906 omhandlede løsøre. Forøvrig bør overrettens dom ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.
Av skifterettens decision hitsættes:
Under skiftet i Kristoffer Tous og gjenlevende hustru Serinas bo har arvingerne Klaus, Theoline og Oline paastaat sig eiendomsberettiget til alt boets løsøre og huse, samt derhos paastaat, at de for et tidsrum av 40 aar regnet fra 10 november 1906 har bygslet hver sin del av boets anpart av Tou.
Arvingen Thore Tou har protestert mot, at de dokumenter, hvorpaa ovennævnte arvinger støtter disse sine paastande, kjendes forbindende for boet og for ham, - - - De maa utvilsomt være anlagt paa at eludere de øvrige arvinger. Og disse dispositioner av selv en i lovlig uskifte hensittende enke, som har denne tydelige hensigt, maa kunne omstyrtes, saa meget mere her, mener Thore, som dispositionerne, selv om de selv angir sig som trædende i kraft allerede 10 november 1906, efter det senere oplyste maa betragtes i enhver henseende som dispositiones mortis causa. Der blev saaledes i anledning av dokumenterne intet foretat sigtende til at effektuere deres bestemmelser; besiddelsesstanden forblev saaledes uforandret, og alt har gaat i den samme gjænge, som det gik, før Serina utstedte de omtvistede dokumenter.
Sluttelig anfører Thore, at han som odelsberettiget til boets faste eiendom ikke kan være pligtig at respektere de tre »bygselbreve». Disse mener han ikke etablerer noget bygselforhold i den forstand, odelslovens §31 benytter dette begrep, og odelsmanden maa derfor i henhold til nævnte §31 sidste punktum kunne omstyrte de omstridte dokumenter. - - -
Naar Thore mener, at de omtvistede dokumenter er anlagt paa at forskjertse hans og de øvrige i dokumenterne ikke paatænkte arvingers ret, uttaler Klaus og hans søstre, at de gjennem dokumenterne kun har faat, hvad der med rette tilkom dem, nemlig løn for mange aars tro tjeneste hos moren og for hendes pleie. - - -
At de i dokumenterne trufne dispositioner er dispositiones mortis causa, mener Klaus og hans søstre maa være urigtig, idet de jo selv angir sig som trædende i kraft utstedelsesdagen. At besiddelsesstanden har været uforandret, kan ikke ha noget at si, idet det jo var en ganske naturlig ting og derhos det mest praktiske for alle parter, at denne forblev uforandret.
Likeoverfor det av Thore fremholdte om, at dokumenterne vedkommende den faste eiendom ikke etablerer bygsel, men kun forpagtning, bemerker
Side:867
Klaus og hans søstre, at alle de betingelser, som av Thore menes at maatte være tilstede, forat et bygselforhold skal antages at foreligge, ikke er nødvendige. - - -
Subsidiært har de sidstnævnte gjort paastand paa erstatning hos boet, dersom de omtvistede dokumenter omstyrtes. En saadan erstatning var for nævnte eventualitet dem lovet av Serina. - - -
Retten skal bemærke:
Ved de omtvistede dokumenter har Serina Pedersdatter Tou disponert over alt, hvad hun som sittende i uskiftet bo hadde raadighet over, med angivelse av, at dispositionerne skulde træde i kraft 10 november 1906. Kun en ubetydelig avgift paa tilsammen kr. 50,00 har hun forbeholdt sig aarlig. Med andre ord: hun har ved dokumenterne berøvet sig praktisk talt alle eksistensmidler.
Under disse omstændigheter skjønner retten ikke bedre, end at der uanset den dato, de omtvistede dokumenter angir for sin ikrafttræden, foreligger bevis for, at Serina aldrig har ment, at de gjennem de omtvistede dokumenter tilsigtede dispositioner skulde træde i virksomhet før efter hendes død, særlig naar den henser til, at Serina ved dokumenternes oprettelse var meget gammel og derhos syk, saa tanken om en snarlig død ikke kunde ligge hende fjern. Det kan neppe tænkes, at der ikke til disse dokumenter, stiltiende eller uttrykkelig, om ikke paa papiret, har knyttet sig forbehold om, at alt skulde forbli, som det var før, indtil Serina døde. Ti det er litet trolig, at en kvinde, der er paa gravens rand, helt skulde sætte sig paa bar bakke, allermindst Serina Tou, om hvem det er oplyst, at hun var en aandelig vel utrustet kvinde. - - -
Retten maa ogsaa her hense til dispositionernes aabenbare urimelighet. Det er vistnok saa, at de i dokumenterne betænkte barn har været hjemme hos sin mor og med hende stelt hendes gaard, og at de saaledes maa antages at ha hat nogen løn tilgode. Dersom derfor Serina hadde indskrænket sig til at skjænke dem et beløp, der med rimelighet gav hendes barn vederlag, var der ingen grand til at tvile om, at hun i tilfælde hadde ment dette som dispositio inter vivos. Men saa stor kan hendes følelse av taknemmelighet og gjældsforpligtelse likeoverfor hendes barn ikke være, at hun selv blotter sig for alt, som hun eier og har, for at vise dem sin taknemmelighet. Der synes at maatte forlanges bindende beviser for, at hun har ment sine dispositioner slik.
Det er i denne forbindelse ikke avgjørende, at der ingen forandring i besiddelsesstand eller forøvrig i forholdene paa gaarden er foretat. Det kan med adskillig føie av Klaus og hans søstre gjøres gjældende, at en fortsætten i den gamle gjænge var det eneste naturlige og praktiske, og at en ydre manifestation av eiendomsrettens og bruksrettens overgang ikke kan forlanges. Men det er dog, naar man henser til, hvad ovenfor er anført, noget, der peker henimot, at her foreligger en dispositio mortis causa, at der ikke kan sees at være skedd nogen fordeling av de tre gaardsanparter. Alt har gaat til fælles husholdning, og alt har gaat i fælles kasse. Naar enhver av de hjemmeværende barn har faat hver sin anpart av gaarden, vilde det ikke være urimelig, at hver av dem drev sin anpart. Men saa er ikke skedd.
Retten ser ogsaa en pekepind i retning av, at dispositionerne rettelig maa anskues som dispositiones mortis causa, deri, at det av 1ste tings vidneprov fremgaar, at Serina ved oprettelsen av de omtvistede dokumenter hadde til hensigt at sikre sine barn mere end 3 aars løn, naar hun faldt fra. Hun har hermed tilkjendegit, forekommer det retten, at det var forholdene efter hendes død, hun vilde ordne.
Side:868
Men maa saaledes retten efter det ovenstaaende gaa ut fra, at de omhandlede dispositioner er dispositiones mortis causa, maa de omstyrtes i medhold av arvelovens §65, idet Serina Pedersdatter Tou i sine dispositioner langt har overskredet den fjerdepart av hendes andel i boet, som hun har ret til at disponere over. - - -
Av overrettens dom hitsættes:
- - - Jeg kommer til samme resultat som skifteretten. - - -
Efter registreringstaksten er gaardens fulde værdi sat til kr. 18.500, med paahefte av bygselkontrakterne til kr. 3.000. I denne værdi er iberegnet det av indstevnte Thore brukte stykke, der av appellanterne er sat i en værdi av kr. 3.500, hvilken ansættelse imidlertid av de indstevnte er betegnet som meningsløs høi. Løsøret er taksert til kr. 2.074. - - - Ser man imidlertid hen til de værdier, som efter det anførte skulde være tilflytt dem, vil det antagelig for enhver maatte stille sig klart, at disse andrager til endog betydelig mere, end der vilde tilkommet dem, selv om nutidens tjenerlønninger lagdes til grund. - - -
Ved denne gave blev boet praktisk talt ganske uttømt, til medarvingerne vilde der intet bli. Indstevnte, Thore, maatte for at kunne komme til at gjøre sin aasætesret gjældende, opnaa en alder av 98 aar. Og enken satte sig saa at si ganske paa bar bakke, idet den i bygselkontrakterne stipulerte avgift selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis kunde strække til til hendes underhold. Men herav maa det, mener jeg med skifteretten, trods bygselkontrakternes bestemmelse om deres ikrafttræden straks kunne sluttes, at det var saavel enkens som appellanternes forutsætning, at alt skulde gaa som før, saalænge enken levet, at dispositionen altsaa i det hele var en dispositio mortis causa. Der er intet oplyst om, at der var noget avtalt eller uttrykkelig uttalt om, at appellanterne som vederlag ogsaa skulde forsørge moren, saalænge hun levet. - - - Med, hvad her er antat, stemmer ogsaa appellanten Klaus Tous forklaring under vergemaalssaken, at «det er meningen, at det hele skulde gaa i samme gjænge som tidligere, saalænge moren levet». - - - O. P. Olsen.
Jeg er i det væsentlige og med tillæg som nedenfor nærmere omhandlet i resultatet enig med førstvoterende. - - -
Med hensyn til appellanternes saavel ved skifteretten som her ved retten nedlagte subsidiære erstatningspaastand likeoverfor det indstevnte bo, den jeg med førstvoterende som skifteretten likeledes er enig i heller ikke at kunne ta tilfølge, bemerkes, at skifteretten - - - ikke i dens konklusion har git det fornødne uttryk derfor. - - -
Jeg antar - - -, at der for overretten ikke vil kunne være noget iveien for at tilknytte decisionens stadfæstelse, hvilken antages allikevel at kunne ske in terminis, det fornødne tillæg om erstatningspaastandens ikke-tilfølgetagelse. - - - D. Knoph.
Jeg er ogsaa enig med førstvoterende i det væsentlige, men mener, at transaktionerne (d.e. bygselbrevene) bør tillægges den virkning, at appellanterne tillægges 1/4 av enkens lod i boet i henhold til arvelovens §33; jeg er altsaa forsaavidt ogsaa av en anden mening end andenvoterende. Jeg henviser til lovens §49 og Platous Arveret 1ste utgave side 70 (2den side 82) om §33 likeoverfor §43. Jeg gaar ut fra, at enken har været ved fuld sans og samling, at bygselbrevene opfylder lovens fordringer for testamenters oprettelse, og at der ikke kan lægges avgjørende vegt paa, at uttrykkelig paastand
Side:869
herom ikke er nedlagt, da 1/4 av enkens boslod maa være mindre end bygselbrevenes værd. Til gavebrevet om løsøret med dets mangler i henseende til testamentformer behøver man intet hensyn at ta. Ved en saadan avgjørelse er intet avgjort om appellanternes lønskrav eller sat noget maksimum derfor. - - - G. Roll.