Rt-1914-882

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-07-24
Publisert:	Rt-1914-882
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 72/1 B. s.a.
Parter:	Maren Sofie Berg og Mathias Hem. som gift med Marthine Berg (overretssakfører Chr. Hummel Johansen til prøve) mot Borger Olaus Berg (advokat Harald Koss).
Forfatter:	Christiansen, Frisak, Hambro, Mejdell, Lambrechts, Gjelsvik, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §73

Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Ved skiftedecision avsagt 13 september 1909 av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Larvik sorenskriveri blev decidert: «Den av Maren Sofie Berg og Mathias Hem fremsatte begjæring om offentlig skiftebehandling av avdøde Christian Torkildsen Bergs bo blir at ta tilfølge, idet midlerne

Side:883

paa almindelig vis fordeles mellem avdødes arvinger; dog blir den den avdøde paa skiftet efter hans far i 1867 utlagte arv stor 97 spd. 54 skilling med indvundne renter, eller hvad der av disse midler maatte være i behold, forlods at utlægge Borger Berg».

Ved Kristiania overrets dom av 18 juli 1910 blev derimot saaledes kjendt for ret: «Samtlige avdøde Chr. Torkildsen Bergs efterladenskaper blir at utlevere appellanten Borger Olaus Berg. Sakens omkostninger for overretten ophæves».

Denne dom er av Maren Sofie Berg og Mathias Hem som gift med Marthine Berg paaanket til Høiesteret under nedlæggelse av saadan paastand: «At skifterettens decision stadfæstes, og at indstevnte tilpligtes at betale appellanterne saksomkostninger for overret og Høiesteret».

Indstevnte, Borger Olaus Berg, har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig hos appellanterne in solidum tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henviser jeg til skiftedecisionens præmisser. For Høiesteret foreligger intet nyt av betydning.

Jeg er kommet til samme resultat som overretten, hvis begrundelse jeg i alt væsentlig tiltræder. I anledning av en uttalelse i overrettens præmisser saavelsom i skifterettens om, at den omtvistede bestemmelse indeholder en dispositio mortis causa, skal jeg bemerke, at jeg finder det ufornødent at gi nogen saadan retslig karakteristik av den stedfundne retshandel, idet jeg er enig med overretten i, at dispositionen efter sit indhold er av kontraktsmæssig art og ikke underkastet arvelovens regler. Borger Berg er ikke ved den foreliggende overenskomst stillet i forhold til den sindssyke som arving, men som fordringshaver efter at ha opfyldt sin del av kontrakten.

Jeg mener, at appellanterne har hat saa liten grund til at paaanke den enstemmige overretsdom, at de ogsaa bør tilsvare sin motpart processens omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Maren Sofie Berg og Mathias Hem, som gift med Marthine Berg, én for begge og begge for én, til Borger Olaus Berg kr. 400.

Ekstraordinær assessor Frisak: Enig med førstvoterende.

Assessorerne Hambro og Mejdell, ekstraordinær assessor, amtmand Lambrechts, ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik og justitiarius Thinn: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av decisionen hitsættes:

Ved begjæringer henholdsvis av 28 og 30 mars 1908 har Maren Sofie Berg og Mathias Hem, gift med Martine Hem, som arvinger efter avdøde Christian Torkildsen Berg forlangt dennes bo tat under offentlig skiftebehandling. Den 3dje arving i boet, avdødes bror Borger Berg, har paastaat boets midler utlevert til sig, idet han har fremlagt skjøte utstedt 18 juli 1867 av skifteretten i dødsboet efter avdødes far til Borger Berg, hvorav det fremgaar, at der ved den nævnte skifteslutning blev indgaat overenskomst mellem dem, der hadde at handle paa den sindssyke Christian Torkildsens vegne, og Borger broren Olaus, hvorefter sidstnævnte skulde yde sin sindssyke bror livsvarig ophold, føde og klær mot som vederlag herfor at erholde, hvad

Side:884

Christian ved sin død maatte efterlate sig. Da Borger Berg har opfyldt sin del av kontrakten, kræver han boets midler utlevert av skifteretten. - - -

Avdødes søster Maren Sofie Berg og Mathias Hem, gift med avdødes søster Martine Hem, har nedlagt indsigelse mot, at samtlige dødsbomidler tilkommer Borger Berg, idet de har latt anføre, at den del av midlerne, som arvelateren hadde erhvervet ved tvende utarver, nemlig den 8 november 1888 efter Gunhild Bjørnsdatter Hundsal angaaende kr. 200,00 og ved skifte efter Gullik Hundsal og tidligere avdøde hustru, sluttet 23 mars 1891, angaaende kr. 2.952,48, ikke hverken var ment at skulle overdrages ved skjøtet eller kunde retsgyldig overdrages, kfr. arveloven §73 1. Disse arvemidler (Hundsalarvene) med renter av samme maatte derfor paa vanlig maate overgaa til deling mellem arvelaterens arvinger. - - -

Retten skal bemerke:

Den disposition, om hvis myndighet og rækkevidde der her er tvist, er en overenskomst indtat i et av skifteretten i 1867 utstedt skjøte, og hvorefter Borger Berg tilhjemles farens gaard Berg for en kjøpesum stor 600 spd. «imot at han svarer sælgersken (moren) ophold efter særskilt kontrakt og mottar den sindssvake bror Christian Torkildsen til livsvarig ophold og saaledes gir sidstnævnte, saalænge han lever, forsvarlig føde, klær samt pleie og tilsyn, hvorimot kjøperen ved Christians død erholder til eiendom, hvad han da maatte efterlate sig.» Overenskomsten angives at være oprettet allerede, mens moren besad boet i henhold til uskiftebevilling, hvorfor den ved skjøtet kun fuldbyrdes, idet det oplyses, at det under skiftebehandling i boet er vedtat, at denne handel skal fuldbyrdes i overensstemmelse med den tidligere trufne overenskomst. - - -

Rekvirenterne har til bestyrkelse av sin paastand gjort gjældende den betragtning, at Borger Bergs vederlag for Christians forsørgelse ikke bare skolde bestaa i, hvad der ved Christians død maatte være tilbake av de ca. 100 daler, som denne fik i arv ved skiftet i 1867, men ogsaa deri, at Borger Berg fik gaarden for godt kjøp, idet 600 daler + føderaad til moren, der er opgit at ha været 55 aar gammel, ikke opveiet eiendommens værdi. - - -

Men naar hensyn tages til, at eiendomspriserne i 1867 stod lavere end nu, og naar det desuten tages i betragtning, at Borger Berg som den ældste søn rimeligvis kan ha faat eiendommen for billigere kjøp end en anden kjøper, tør det ikke hermed antages godtgjort, at Borger efter de daværende eiendomspriser har faat saa godt kjøp paa eiendommen, at ialfald nogen væsentligere del av vederlaget for Christians forsørgelse skulde ligge deri og at resten efter kontrahenternes mening skulde bestaa i det arvebeløp - og kun det arvebeløp -, som Christian fik paa skiftet i 1867. - - -

Skifterekvirenterne har - - - anført, at der her foreligger et tilfælde av avhændelse av ventendes arv, hvorefter dispositionen er ugyldig som stridende mot arvelovens §73 I. Retten kan imidlertid ikke medgi berettigelsen av denne indsigelse. - - -

Retten formener, at den trufne disposition tiltrods for, at den fremtræder som vederlag for en motydelse, i virkeligheten maa karakteriseres som en dispositio mortis causa, hvorved B. Berg i virkeligheten indsættes til Christians arving, og at den for at være gyldig maatte ha været oprettet i testamentariske former og av en testamentdygtig person. Men i nærværende tilfælde er dispositionen hverken oprettet under iagttagelse av testamentsformerne, og heller ikke var den sindssyke Christian Torkilsen habil til at træffe saadanne dispositioner, idet der i lovgivningen ikke kjendes adgang for en sindssyk person ikke engang ved stedfortræder til at træffe saadanne dispositioner over sin formue. Da den omstændighet, at formerne ikke er iagttat,

Side:885

synes tilstrækkelig til at begrunde dispositionens ugyldighet, finder retten det ikke nødvendig at undersøke, hvorvidt skifterekvirenternes anførsler med hensyn til de under overenskomstens istandbringelse paa Christian Torkildsens vegne optrædende personers kompetanse er betimelig fremført.

Den av skifterekvirenterne fremsatte begjæring om skiftebehandling blir saaledes efter rettens mening at ta tilfølge. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

Overretten antar, at appellantens paastand maa tages tilfølge. Man er med skifteretten enig i, at uttrykkene i skjøtet av 1867 maa være at forstaa efter ordlyden, saaledes at de omfatter alt, hvad avdøde Christian Torkildsen ved sin død maatte efterlate sig, saaledes ikke blot den fædrenearv, som under det verserende skifte nærmest kunde haves for øie. Herfor taler først og fremst den omstændighet, at skjøtet er utfærdiget av sorenskriveren i egenskap av skifteforvalter, der som saadan hadde overværet og deltat i de forhandlinger og beslutninger, som med hensyn til gaardkjøpet inden skiftet hadde fundet sted, og hvis embedsmæssige pligt det derfor var at vaake over, at de i skjøtet benyttede uttryk og vendinger var fuldt overensstemmende med, hvad der inden skiftet var vedtat. Man maa derfor gaa ut fra, at ordene er omhyggelig overveiet og avgi et korrekt uttryk for, hvad der var de kontraherende parters mening. - - - Denne opfatning bestyrkes i ikke ringe grad ved beskaffenheten av det vederlag, som det under de daværende forhold (i 1867) var anledning til at yde appellanten for brorens fremtidige underhold - farsarven 97 spd, 54 skilling, der jo maa ansees som et forsvindende litet vederlag, om Christian Berg forutsattes at kunne leve i længere tid. Han døde 14 januar 1908 og har altsaa hat sit ophold og underhold hos appellanten i over 40 aar, uten at denne i hele dette tidsrom, saavidt oplyst, har oppebaaret for hans forpleining mere end et «forskud» paa hans efter hans død tilkommende arv kr. 100,00. Morens boslod blev paa skiftet væsentlig likvidert ved det hende av gaarden tilstaaede føderaad, der ydedes i 21 aar. Der har under saken fra de indstevnte været gjort gjældende, at der ved ansættelsen av den pris, hvorfor appellanten erholdt gaarden, blev tat hensyn til heromhandlede forpligtelse. Retten maa imidlertid erklære sig enig med skifteretten i, at der forsaavidt av de fremkomne oplysninger ikke med sikkerhet kan sluttes i nogen retning - specielt, naar hensyn tages til, at appellanten som den aasætesberettigede ifølge lov av 9 mai 1863 hadde krav paa at erholde gaarden overdraget efter en «billig takst».

Idet retten saaledes finder at maatte gaa ut fra, at uttrykkene i skjøtet er at forstaa, som de lyder, opstaar spørsmaalet om, hvorvidt dispositionen desuagtet - dels som værende i strid med arvelovens §73, dels som indeholdende en dispositio mortis causa, men ikke oprettet i de for testamenter gjældende former - maa frakjendes gyldighet. Dette finder overretten ikke at kunne anta. Nogen strid med arvelovens §73 kan her ikke findes at være tilstede. Her er ikke solgt ventendes arv. De avdøde Christian Berg i 1888 og 1891 tilfaldne arvebeløp - henholdsvis kr. 200,00 og kr. 2.952,48 - er tilfaldt ham selv, d.v.s. overformynderiet paa hans vegne, i hvis ruller og under hvis bestyrelse de den hele tid har henstaat. Kunde det tænkes, og hvis det var indtruffet, at Christian Berg var blit helbredet for sin sindssygdom og blit sit bo raadig, var han ved skjøtets bestemmelse ikke avskaaret fra adgang til at disponere over sine midler i levende live, likesom overformynderiet selvfølgelig, om saadant hadde været paakrævet, kunde ha forføiet derover overensstemmende med reglerne i lov av 28 september 1857.

Side:886

Derimot er det klart, at bestemmelsen indeholder en dispositio mortis causa - truffet paa den sindssvakes vegne -, men da dispositionen ikke indeholder en gave, men er en retshandel mot ydelse fra medkontrahentens side kommer den ikke ind under de for testamenters oprettelse fastsatte former, men kan avsluttes som en almindelig kontrakt, formløst. Herom er det tilstrækkelig at henvise til Platon, hans Arveret side 231, Hallager do. side 126, kfr. Justisdepartementets skrivelse av 28 december 1858. Forsaavidt er nærværende ret saaledes uenig med skifteretten.

Tilbake staar nu at behandle den indsigelse fra de indstevntes side, at beslutningen i 1867 (1859) ikke er fattet av rette vedkommende, idet vedkommende overformynderi (Lardals), saavidt sees, ikke av skifteretten har været tilkaldt til overveielse eller har deltat i overenskomsten angaaende Christian Bergs fremtidige forsørgelse m.v. Herom skal alene bemerkes, at saalænge et bo staar under skiftebehandling, antages den umyndige arving at repræsenteres av vergen med skifteforvalteren. Det er først efter boets slutning, at overformynderiet faar med den umyndige arvings midler at gjøre, likesom overformynderiet i det hele kan svakt repræsenterer den umyndige i dennes personlige anliggender. Og forsaavidt der derom her har været spørsmaal, maa overformynderiet ansees at ha sluttet sig til overenskomsten, idet det har mottat hans midler baade de først og de senere arvede - uten at skride ind eller træffe nogen selvstændig bestemmelse med hensyn til Christian Bergs underhold. Og dispositionen, forsaavidt den gaar ut paa, at Chr. Bergs efterladenskaper skulde tilfalde appellanten, kunde ikke interessere overformynderiet. Det er den levende myndlings tarv, overformynderiet har at passe - at hans midler anvendes paa bedste maate til hans fordel; og dette maal er her skedd fyldest ved, at overformynderiet den hele tid har hat hans midler i sit verge og har kunnet disponere dem efter sit skjøn og sin bestemmelse. Hvem der skal faa hans efterladenskaper efter hans død, er overformynderiet uvedkommende og derfor det likegyldig.

Overretten kommer saaledes til det resultat, at samtlige Chr. Bergs efterladenskaper maa utleveres appellanten.

Sakens omkostninger ved overretten findes at borde ophæves. - - -