Rt-1914-955

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1914-09-22
Publisert:	Rt-1914-955
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 18/2 s.a.
Parter:	Straffesak mot David Scheer (aktor overretssakfører Adamn Hiorth til prøve - forsvarer: advokat Harbitz).
Forfatter:	Skattebøl, Heggen, Bjørn, Backer, Frisak, Lambrechts, Mejdell
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §40, Vexeloven (1842) §3, §332, §42, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §5, Militære Straffelov (1902), Lov om brannvesenet (1908) §48, §63

Assessor Skattebøl: Til Høiesterets prøvelse foreligger anke fra politimesteren i Bergen over Bergens meddomsrets dom av 10 juli 1914, ved hvilken David Scheer, som var sat under tiltale til fældelse efter lov om brandvæsenet av 15 august 1908 §63, jfr. §48, blev frifundet. Anken sker paa grund av formentlig urigtig lovanvendelse.

Ved meddomsrettens dom, hvortil jeg henviser, er det fundet godtgjort, at tiltalte uten saadan tilladelse, som efter den citerte lovs §48 utkræves, i mai dette aar har solgt «knallerter». Retten har derhos fundet, at saadanne knallerter er at henregne til fyrverkerisaker. Tiltalte hadde under sakens behandling erkjendt, at han, som anført, hadde solgt knallerter, men hadde paaberopt sig at han var i uvidenhet om, at knallerter kunde henregnes til fyrverkerisaker. Det frifindende resultat har retten begrundet saaledes: «Efter indholdet av tiltaltes forklaring og omstændigheterne forøvrig finder retten imidlertid grund til at anta, at tiltalte ved salget av omhandlede «knallerter» har befundet sig i uvidenhet om sammes egenskap av fyrverkerisaker, og tiltalte vil derfor bli at frifinde i henhold til straffelovens §42.»

Politimesteren mener, at det er urigtig lovanvendelse, naar «meddomsretten er gaat ut fra, at angjældendes manglende kjendskap til knallerternes egenskap av fyrverkerisaker maa lede til frifindelse efter straffelovens §42».

I nærværende sak opstaar det spørsmaal, om den handling, tiltalte har foretat, er strafbar ogsaa da, naar den er begaat av uagtsomhet. Jeg antar, det ligger i meddomsrettens avgjørelse, at den er gaat ut fra, at handlingen er strafbar, kun naar der er handlet med forsæt.

Jeg har fundet dette spørsmaal meget tvilsomt. Straffelovens §40 første passus lyder saa: «Paa den, der ei har handlet med forsæt, kommer ikke denne lovs straffebestemmelser til anvendelse, medmindre det uttrykkelig er bestemt eller utvetydig forutsat, at ogsaa den uagtsomme handling er strafbar.» Herved er git, at naar der handles om lovovertrædelser, som omfattes av straffeloven, gjælder den regel, at handlingen ikke er strafbar i den uagtsomme form, medmindre det i vedkommende bud uttrykkelig er sagt eller utvetydig forutsat. Jeg mener, at dette kun gjælder paa straffelovens eget omraade, kfr. uttrykket: «denne lovs straffebestemmelser». Spørsmaalet blir saa, hvorledes det staar, naar der handles om forseelser, der behandles i speciallove, saaledes som tilfældet er i nærværende sak. Av Straffelovkommissionens motiver - jeg henviser særlig til side 59 - synes det at fremgaa, at det har været kommissionens mening, at det princip, for hvilket §40 er uttryk, burde gives almen anvendelse, men den form, paragraffen har faat, synes mig at utelukke den forstaaelse, at det gjælder paa hele straffelovgivningens omraade, og lovgivningen efter straffelovens emanation kan jeg ikke se har fulgt i det antydede spor. Av love fra den senere tid har, saavidt jeg har kunnet se, kun den militære straffelov, som er samtidig med den borgerlige straffelov, optat regelen fra sidstnævnte lovs §40. For alle ældre, fremdeles gjældende, speciallove som for de nyere staar spørsmaalet derfor, saavidt jeg kan forstaa, i

Side:956

samme stilling som før. Denne var, saavidt jeg har opfattet det, den, at naar det gjaldt politiforseelser, maatte det avgjøres for hvert enkelt straffebud efter tilfældets egen art og efter almindelige retsregler, om det kunde antages, at vedkommende handling var strafbar ogsaa i den uagtsomme form. Denne opfatning hadde fæstnet sig, mens kriminalloven av 1842 gjaldt, uagtet den i kap. 4 §3 hadde en lignende bestemmelse som §40 i den nye. Den gjaldt kun forbrydelser og løste følgelig ikke spørsmaalet for forseelsers vedkommende - jeg henviser til Schweigaards kommentar, utgaven av 1882, 1 bind side 198.

Fra forsvarets side er anført, at ikrafttrædelseslovens §5 skulde tale mot denne forstaaelse. Den uttaler i 1ste led «Straffelovens første del finder, forsaavidt intet motsat er bestemt, anvendelse paa alle strafbare handlinger.» Jeg kan ikke finde, at denne bestemmelse avgjør spørsmaalet. Er §40 saaledes at forstaa, som jeg mener, at den kun gjælder indenfor straffelovens eget omraade, kan der ikke efter min opfatning sluttes noget av ikrafttrædelseslovens §5.

Videre er det anført, at, om man end vil gaa ut fra, at den ældre tilstand er uforandret, naar der handles om forseelser, som indgaar under ældre speciallove, kan det ikke gjælde, naar der handles om nyere love. Jeg har allerede i anden forbindelse bemerket, at den nyere lovgivning, naar bortsees fra den militære straffelov, ikke har fulgt i straffelovens spor; men derhos vil jeg bemerke, at en saadan skjelnen vilde være ganske vilkaarlig. Og videre maa det fremhæves, at en saadan skjelnen vilde skape den største forvirring. Jeg mener, man faar mest holdning i det, naar man stiller alle i speciallovgivningen omhandlede forseelser i den samme klasse.

Av forfattere har jeg allerede citert Schweigaard. Jeg skal videre nævne Hagerup, note 2 til §40 i hans utgave av loven samt hans verk «Strafferettens almindelige del», side 340. Av ældre domme har jeg ikke fundet nogen, som avgjør spørsmaalet. Under voteringen i den i Rt-1907-507 refererte dom sees spørsmaalet berørt av tredjevoterende, som uttaler samme forstaaelse av uttrykket i §40 som Hagerup; men ellers blev saken i hint tilfælde avgjort paa et andet fundament. Jeg skal nævne en dom avsagt den 1tte d. md., endnu ikke referert i Retst. (Se Rt-1914-968). Heller ikke den avgjør spørsmaalet likefrem, men jeg forstaar voteringen saaledes, at naar der handles om forseelser, som ei indgaar under straffeloven selv, maa det, som før bemerket, for hvert enkelt straffebud avgjøres efter tilfældets egen art og almindelige retsgrundsætninger, om handlingen er strafbar ogsaa i den uagtsomme form. Jeg mener saaledes, at jeg har støtte for min opfatning ogsaa i den sidstnævnte dom.

Meddomsretten har ikke uttalt sig om spørsmaalet, men jeg antar og maa gaa ut fra, at den har ment, at der til fældelse i nærværende tilfælde utkræves, at tiltalte har handlet med forsæt. Da jeg i henhold til, hvad jeg har anført, finder denne forstaaelse av loven urigtig, vil jeg votere for dommens ophævelse.

Konklusion:

Meddomsrettens dom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves, fordi meddomsretten har gaat ut fra, at der til fældelse for den paatalte forseelse kræves, at tiltalte har handlet med forsæt. (Vanlige salærer).

Side:957

Ekstraordinær assessor Heggen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Bjørn og ekstraordinær assessor Backer: Likesaa.

Ekstraordinær assessor Frisak: Likesaa. Meddomsretten har undlatt at avgjøre en for spørsmaalet om straffældelse relevant omstændighet nemlig om den av retten antagne uvidenhet hos tiltalte angaaende «knallerternes» egenskap av fyrverkerisaker kan tilregnes ham som uagsomhet (straffelovens §42. andet led). Derav maa man slutte, at meddomsretten har gaat ut fra den feilagtige opfatning, at forsæt var nødvendig for straffældelse i det foreliggende tilfælde.

Ekstraordinær assessor, amtmand Lambrechts: Jeg er paa samme maate som hr. assessor Frisak enig med førstvoterende.

Assessor Mejdell: Jeg antar, at anken maa forkastes.

Straffeloven av 1902 i motsætning til den ældre kriminallov av 1842 omfatter det hele straffefelt, ikke alene som kriminalloven av 1842 forbrydelser, men i sin 3dje del ogsaa forseelser. Det er øiensynlig dens hensigt at gi i størst mulig utstrækning generelle regler for strafbarbeten saavel for forbrydelsers som forseelsers vedkommende. Holder man sig til dens §40 isolert, saa forholder det sig vistnok saa, at denne ikke direkte omhandler andet end de strafbare handlinger, der falder ind under straffelovens eget specielle gebet; men paa den anden side indeholder den ingen positive bestemmelser om, hvad der i henseende til forsæt eller uagtsomhet skal gjælde om de forseelser, der omhandles i speciallovgivningen. Hvis man ikke hadde andet at holde sig til end straffeloven selv, maatte man derfor ganske rigtig, som professor Hagerup har gjort, komme til, at omhandlede paragraf i sig selv ingen bestemmelse til efterfølgelse avgir utenfor de tilfælde av forbrydelser eller forseelser, for hvilke straffen er at søke i straffeloven selv. Men ikrafttrædelseslovens §5, som professor Hagerup hverken i sin utgave av straffeloven eller i sin haandbok har indlatt sig paa nogen nærmere utredning av, medfører med nødvendighet, at straffelovens §40 maa ansees utvidet til at gjælde strafferettens omraade i sin helhet, enten straffebudet for det paagjældende enkelte tilfælde er at søke i eller utenfor den almindelige straffelov. Vistnok sees det, at daværende professor Hagerup under sin behandling av ikrafttrædelseslovens §5 henviser til, hvad han har gjort gjældende under sin fortolkning av straffelovens §40, men der er, som jeg allerede har sagt, av professor Hagerup ikke git nogensomhelst begrundelse av den mening, at ikrafttrædelseslovens §5, der likefrem siger, at «straffelovens første del finder, forsaavidt intet motsat er bestemt, anvendelse paa alle strafbare handlinger», dog skal undta den bestemmelse i straffelovens første del, der indeholdes i dens §40. At ikrafttrædelseslovens §5 maa tages efter ordene, taler alle grunde for, idet det fremgaar av førstvoterendes henvisninger til straffelovens motiver, at lovkoncipisten har fundet den opfatning principmæssig urigtig, som i ældre tider har gjort sig gjældende med hensyn til politiovertrædelsers strafbarhet, en opfatning, som allerede professor Schweigaard, som det fremgaar av hans kommentar, har fundet litet holdbar. Hvis man ikke holder sig til §5 i ikrafttrædelsesloven, som den lyder, opstaar der en ganske irrationel forskjel mellem strafbarhetens betingelser for forseelser, der gaar ind under straffelovens 3dje del, og forseelser, der falder ind under speciallovgivningen. Der kan, saavidt jeg ser, ingen fornutig motivering anføres for, at foreligger der f.eks. en forseelse mot straffelovens §332 i sin almindelighet, saa kommer §40 i straffeloven til anvendelse, men

Side:958

hvis et tilfælde, der ikke er kvalitativt forskjellig fra en forseelse efter §332, omhandles i speciallov, saa skal i saa fald, uanset at tilfældet i sig selv ikke er mere graverende end et tilfælde, der gaar ind under §332, dog handlingens strafbarhet være undergit strengere vilkaar. I det hele vil det sees, at der findes en række bestemmelser i straffelovens kap. 34-43, der ikke i deliktmæssig henseende skiller sig ut fra politiforseelser ellers. Naar man da som førstvoterende er av den opfatning, at straffeloven med fuldt forsæt har villet reformere hos os i ældre tid og i enkelte andre lande fremdeles gjældende regler for forseelsers strafbarhet, saa mener jeg, at selv om man - hvad jeg for min del følgelig ikke finder korrekt - vil anse §40 uanvendelig paa de tilfælde, som gaar ind under endnu ikke ophævede speciallove, saa maa for de politilove, der er nyere end den almindelige straffelov, ialfald gjælde, at de maa antages at henholde sig til den nye straffelov, naar det er strafbarhetsbetingelserne, der spørres om. Meningen med straffelovens første del er, som jeg har sagt, i kodificert form at gi regler for forbrydelser og forseelser under ett. Meningen er, ved en gang for alle at stille reglerne op, at kunne dispensere saavel straffeloven selv i dens specielle del som senere speciallove fra i det enkelte tilfælde at behøve at uttale sig om de almindelige strafferetslige vilkaar. Med en ny lov som straffeloven av 1902 i bakgrunden kan taushet i love nyere end straffeloven kun forstaaes som et tilkjendegivende om, at loven er supplert med de en gang for alle optrukne forutsætninger.

Med hensyn til salærerne er jeg enig med førstvoterende.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.