Rt-1915-103

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-10-28
Publisert:	Rt-1915-103
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 43 2 s.a.
Parter:	A/S Strømmen Trævarefabrik (advokat Bonnevie) mot infanterikaptein J. J. Broch (advokat Wessel).
Forfatter:	Prydz, Birkeland, Hambro, Backer, Fürst, Christiansen, Reimers
Lovhenvisninger:	Foreldelsesloven (1896) §5, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §28, §3, §7, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902)

Med hensyn til nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til de ergangne domme, nemlig dom avsagt 30 mars 1912 av den edsvorne fuldmægtig hos den konstituerte sorenskriver i Nedre Romerike og Kristiania overrets dom av 30 juni 1913. Ved førstnævnte dom blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte Strømmen Trævarefabrik bør til citanten infanterikaptein Broch betale erstatning efter uvillige mænds skjøn optat paa indstevntes bekostning for den skade, der er paaført citanten ved, at den i præmisserne omhandlede graastensmur av indstevnte var feilagtig bygget. Forøvrig bør indstevnte for citantens tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.» - Denne dom blev stadfæstet av overretten under ophævelse av sakens omkostninger for overretten. Overrettens dom, der er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for hel frifindelse, er av A/S Strømmen Trævarefabrik paanket til Høiesteret ved stevning av 3 juli 1913.

Appellanten har nedlagt saadan paastand: «At underrettens og overrettens domme underkjendes, og at Strømmen Trævarefabrik frifindes for kaptein Broch tiltale i saken og hos ham tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.»

Indstevnte, infanterikaptein J. J. Broch har paastaat: «Principalt: At saken avvises og indstevnte tilkjendes kost og tæring. Subsidjært: At overrettens dom stadfæstes. Samt at appellantskapet tilpligtes at betale indstevnte sakens omkostninger for Høiesteret.»

Til begrundelse av sin paastand om sakens avvisning fra Høiesteret har indstevnte gjort gjældende, at saaledes som hans oprindelige paastand som følge av hans akkviescens ved underrettens dom er reducert, vil den ham tilkommende erstatning efter skjøn ikke kunne bli sat høiere end til 700 å 800 kroner. Han henviser til et av ham forut for saksanlægget optat privat skjøn, hvorunder skjønsmændene ansatte omkostningerne ved reparation av de 4 forskjellige mangler, som saken fra først av angik, til 1.500 kroner, og mener, at der ikke kan være tale om, at erstatningen for den ene av disse mangler, nemlig mislig opførelse av grundmuren, som saken nu alene gjælder, kan naa op til summa appellabilis. I forbindelse hermed avgir han den erklæring, at han ikke i noget tilfælde vil motta et større beløp end 800 kroner som erstatning.

Høiesteret finder ikke at kunne ta avvisningspaastanden tilfølge. Det er ikke ved det omtalte skjøn oplyst, hvorledes beløpet 1.500 kroner er at fordele paa de forskjellige mangler, og der foreligger heller ikke forøvrig oplysninger, hvorefter det kan ansees utelukket, at erstatningen for manglerne ved grundmuren vil kunne naa op til 1.000 kroner. Den i tilsvaret avgivne erklæring kan ikke i heromhandlede

Side:104

henseende komme i betragtning, kfr. høiesteretsdom i Rt-1907-419.

Forssavidt angaar realiteten finder Høiesteret i motsætning til overretten, at det heromhandlede erstatningskrav maa ansees præskribert. Den mellem doktor Langberg og Trævarefabrikken oprettede kontrakt var en verksleiekontrakt. Trævarefabrikken hadde paatat sig mot en bestemt godtgjørelse at opføre for Langberg paa dennes tomt en i kontrakten nærmere beskrevet vaaningsbygning. Loven av 27 juli 1896 §5 post 1 gjælder bl.a. kontrakter om «arbeide eller personlig virksomhet av hvilkensomhelst art», og under denne betegnelse man kontrakter om verksleie ansees at indgaa. Et erstatningskrav i anledning av misligholdelse av en saadan kontrakt er altsaa præskribert 3 aar, efterat det er opstaat. In casu er utgangspunktet for præskriptionefristen sommeren 1897, da bygningen blev levert. Det er efter lovens §7 kun i tilfælde av svik, at det kommer an paa, naar den forurettede fik kundskap om misligholdelsen. Heromhandlede erstatningskrav var følgelig præskribert i løpet av sommeren 1900. Ikrafttrædelseslovens §28 var dengang ikke trandt i kraft, og det er derfor unødvendig at indgaa paa det under saken omprocederte spørsmaal om fortolkningen av denne lovbestemmelse.

Assessor Reimers er med de øvrige voterende enig i, at et mulig erstatningskrav under enhver omstændighet er præskribert. Men han antar, at her ikke er anvendelse for 3 aars præskriptionen. Ti hvad det her gjælder, er ikke en fordring paa vederlag for «arbeide eller personlig virksomhet» eller fordring, støttet til løfte eller overenskomst derom (forældelseslovens §5, 1). Det gjælder her leveranse av en bygning, levert fuldt færdig og opsat paa bestillerens - eller kjøperens - tomt. Man kan kalde forholdet «verkeleie», om man saa vil; paa navnet kommer de ikke an. Det er ganske andre forhold, lovens §5 1 maa ha hat for øie, naar den for disse nykorter den ordinære præskriptionsfrist til 3 aar. Et andet eksempel: Der gjøres krav paa erstatning for misligholdelse av kontrakt med et skibsbyggeri om levering av et fartøi, som bestilleren finder ukontraktmæssig utført. Men vil man paastaa, at 3-aars fristen her skulde være anvendelig? Det indsees ikke, at der er synderlig anden forskjel mellem tilfældene, end at bygningen skal leveres paa det faste land, fartøiet paa vandet. Derimot er et erstatningskrav her i ethvert fald blit et offer for 10 aars præskriptionen: Bygningen blev færdiglevert sommeren 1897. Og 10 aars fristen utløp altsaa sommeren 1907 dvs: allerede et aars tid før fru Langberg vaaren 1908 solgte sin villa til kaptein Broch

Efter dette vil Trævarefabrikken bli at frifinde.

Processens omkostninger findes kaptein Broch at maatte tilsvare for alle retter.

Dom:

Appellanten, A/S Strømmen Trævarefabrik, bør fo indstevntes, infanterikaptein J. J. Brochs, tiltale i denne sak fri at være. I procesomkostninger for alle retter betaler indstevnte til appellanten kr. 600.

Av underettens dom hitsættes:

Strømmen Trævarefabrik opførte i 1897 en villa for dr. Langberg og frue i vestre Aker i nærheten av Holmenkolbanen. I 1908 blev denne villa solgt av fru Langberg til infanterikaptein Broch. En tid efterat Broch hadde over tat villaen, foretok han en større reparation av denne. Herunder viste det sig efter Brochs mening, at villaen i flere henseender var mangelfuldt bygget,

Side:105

hvorfor han har saksøkt fabrikken og har nedlagt saadan paastaad: Principalt: At indstevnte tilpligtes at betale citanten erstatning efter uvillige mænds skjøn, optat paa indstevntes bekostning, med renter herav fra forliksklagen for lidt tap ved gaardens slette og uhaandverkemæssige opførelse. Subsidiært: At indetevnte tilpilgtes at betale citanten 1.500 kroner (jfr. skjønsbrev) - - -

Indstevnte har herimot paastaat sig frifundet og tilkjendt saksomkostninger. Til forsvar er gjort gjældende dels, at citanten intet krav kan ha mot fabrikken, da han ikke staar i noget kontraktaforhold til denne, dels at villaen var forsvarlig og haandverksmæesig opført, og endelig, at et mulig erstatningekrav under enhver omstændighet nu er forældet, idet der er gaat mere end 3 aar siden husets overtagelse av dr. Langberg, og det er fra overtagelsen forældelsen blir at regne - - -

Retten skal bemerke:

Den omstændighet, at citanten ikke direkte har kjøpt den omhandlede villa av indstevnte, utelukker ikke, at han kan gjøre erstatningekrav gjældende mot indstevnte, aldenstund han har fast transport paa eratatningekravet fra den tidligere berettigede, fru dr. Langberg - - -

Hvad den paaklagede feil ved villaens graastensmur angaar, kommer retten derimot til det resultat, at denne feil maa medføre erstatningsansvar for indstevnte. For det første maa det nemlig antages, at denne feil skyldes indstevnte, idet det ikke kan formodes, at de senere forandringer og ombygninger, som villaen har været gjenstand for i tiden fra dr. Langbergs overtagelse av villaen og til den foretagne hovedreparation av denne i 1908, har hat nogen indvirkning paa denne murs konstruktion. Dernæst uttaler det private skjøn om denne feil, at den ikke paa forhaand kunde sees uten en mere indgaaende undersøkelse. Denne feil kunde saaledes ikke citantenes forgjænger ha opdaget ved en almindelig undersøkelse av bygverket. Og det synes ikke at kunne kræves, at der skal foretages en grundig og indgaaende undersøkelse av et bygverk, naar det overtages - uten at saadan undersøkelse er avtalt.

Overtageren av et bygverk synes uten skade for sig selv at maatte kunne stole paa, at det overtagne bygverk er frit for more skjulte feil. Da det ikke av indstevnte er bevist, at vedkommende feil ved graastensmuren av citanten eller dennes forgjænger er opdaget førend ved den foretagne reparation av villaen i 1908, er reklamation av denne feil ikke for sent fremkommet, hvorfor erstatning for denne feil maa ydes citanten. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

Jeg antar ikke, at kravet qu. kan være forældet. Jeg kan ikke gi appellantskapet medhold i, at her skulde foreligge 3 aars præskription i henhold til loven av 27 juli 1896 §5 litr. i, der jo kun omhandler vederlag for ydelser av personlig art. Heller ikke finder jeg, at samme love §7 er anvendelig, hvorimot løsningen maa søkes i §28 i den nye straffelove ikrafttrædelseslov av 22 mai 1902. Den indeholder jo bestemmelse om forældelse av skadeserstatningskrav gjældende baade for strafbare og ikke strafbare handlinger.

Med hensyn til de to andre spørsmaal kommer jeg til samme resultat som underretten - - -

Jeg finder saaledes, at underrettens dom maa stadfæstes. - - -

Hakon Salvesen.

Lov av 22 mai 1902 - «ikrafttrædelsesloven» - dens 3dje kapitel hvilket indeholder lovregler om skadeserstatning, bestemmer, at «adgangen til at indtale skadeserstatningskrav forældes i 3 aar - - - fra den dag den

Side:106

skadelidende er blit vidende om skaden og om den for samme ansvarlige.» Efter denne lovregel, hvis ord passer for foreliggende tilfælde, finder jeg med førstvoterende, at præskription ikke kan ansees indtraadt. Da et krav som det heromhandlede rammes av §3 i forældelsesloven av 27 juli 1896, var præskription ikke indtraadt, da «ikrafttrædelsesloven» traadte i kraft.

I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

J. Bergh.

Jeg kommer til et andet resultat end de øvrige voterende. Jeg mener nemlig, at fru dr. Langberg og hendes mand, der i sin tid hedde anledning til at kontrolere grundmurens opførelse, maa ansees at ha godtat samme ved at la Strømmens Trævarefabrik opføre den kjøpte bygning paa muren uten at reklamere i anledning av sammes mulig mindre forsvarlige eller mislige opførelse. Naar saa er tilfældet, at bygherren har anledning til at iagtta og derigjennem kontrolere opførelsen, kan der efter min opfatning ikke vel være tale om en skjult feil ved grundmuren; ti det formenes klart, at under opførelsen lar enhver feil sig - denne være nu en konstruktionsfeil eller en mangel ved det haandverksmæssige arbeide - av et kyndig øie iagtta. Og naar bygherren har latt arbeidet passere uten reklamation, maa han efter min opfatning ansees at ha godtat samme. - - -

Wilh. Andersen.