Hopp til innhold

Rt-1915-161

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1914-11-10
Publisert: Rt-1915-161
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 51/2 s.a.
Parter: Norsk Hydro-elektrisk Kvælstofaktieselskap (adv. Per Rygh) mot Hovedstyret for Statsbanerne (adv. Schjødt).
Forfatter: Bjørn, Backer, Hambro, Berg, Skattebøl, Vogt, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger: LOV-1896-05-16-§2, Grunnloven (1814) §105, Ekspropriasjonsloven (1894) §1, §2


Assessor Bjørn: Under en av Styrelsen for Norges Statsbaner tilstevnt ekspropriationsforretning til erhvervelse av fornøden grund m.v. til jernbaneanlægget Notodden station, Vestlandsbanen, blev den 2 juni 1913 av den av amtet til bestyrer av forretningen beskikkede overretssakfører Lars Skjelbred, forssavidt angik takst-nr. 10 Norsk Hydro-elektrisk Kvælstofaktieselskap, avsagt saadan kjendelse: «Indstevnte, Norsk Hydro-elektrisk Kvælstofaktieselskap, ansees forpligtet til uten utgift for jernbanen at foreta enhver omlægning av sine kraftledninger, som de foreliggende ekspropriationsplaner nødvendiggjør. Tvistens omkostninger ophæves.»

Denne kjendelse er av Norsk Hydro-elektrisk Kvælstofaktieselskap, som jeg i det følgende for korthets skyld kalder Hydro, ved stevning av 16 juni 1913 paanket til Høiesteret, hvor det har nedlagt saadan paastand: «At den av Statsbanerne nedlagte paastand om, at appellantskapet skulde være forpligtet til uten utgift for jernbanen at foreta enhver omlægning av sine kraftledninger, som de foreliggende ekspropriationsplaner nødvendiggjør, ikke tages tilfølge, og at appellantskapet hos Statsbanerne tilkjendes saksomkostninger for ekspropriationsretten og Høiesteret.»

Indstevnte, Hovedstyret for Statsbanerne, har nedlagt paastand om, at den paankede kjendelse stadfæstes, dog saaledes, at appellantskapets forpligtelse henføres til den i saken omhandlede endelige stationsplan («Alternativ IV, kraftledningerne bibeholdt»), samt at appellantskapet tilpligtes at betale indstevnte procesomkostninger for Høiesteret.

Angaaende tvistens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til den paankede kjendelse. Der er i Høiesteret fremlagt endel nye dokumenter, hvorav jeg skal nævne: Arbeidsdepartementets til grund for de tvende resolutioner av 30 juni 1906 og av 4 august 1908 liggende foredrag, 2 skrivelser av henholdsvis 27 november 1906 og 19 december 1907 fra Elektricitetskommissionen til Arbeidsdepartementet; videre utdrag av «utkast til lov om elektriske anlæg» fra en av Arbeidsdepartementet den 12 oktober 1907 opnævnt komite med advokat Brock Utne som formand, og utdrag av den saakaldte vandfaldskommissions utkast av 29 januar 1913 til lov om elektriske anlæg, samt endel dokumenter vedkommende Maarvandsreguleringen og stortingsforhandlingerne herom m.v.

Den tvist, som i nærværende sak er forelagt Høiesteret til avgjørelse angaar spørsmaalet om hvorvidt de av Arbeidsdepartementet opstillede betingelser for den kvælstofaktieselskapet i 1906, 1909 og 1911

Side:162

meddelte tilladelse til anlæg og senere utvidelse av dets kraftledninger er lovlige og bindende for selskapet, forsaavidt de gaar ut paa, at der ved anlæg av nye jernbaner for almindelig trafik (stats- eller private baner), der maatte kollidere med de heromhandlede ledninger, skal uten utgift for vedkommende baner til enhver tid træffes saadanne anordninger, deriblandt ogsaa flytning av ledningen, som av banernes øverste administration av sikkerhetshensyn eller av andre grunde maatte ansees paakrævet.

Det er fra Hydros side gjort gjældende, at denne betingelse ikke har hjemmel i loven og følgelig er uforbindende for selskapet. Den lov, hvortil hermed sigtes, er lov av 16 mai 1896, som i sin §2 gjør iverksættelsen av elektriske anlæg med saa høi spænding, at derav antages at kunne opstaa fare for menneskeliv eller den offentlige sikkerhet, betinget av tilladelse av Kongen eller den, han dertil bemyndiger. Denne lov har avløst en tidligere gjældende av 27 juni 1891, med hvilken loven av 1896 i det væsentlige er enslydende uten forsaavidt som den i §1 angaaende indholdet av de forskrifter, som elektriske anlæg i almindelighet skal være underkastet, ved siden av forebyggelse av ildsvande og fare for menneskeliv eller den offentlige sikkerhet m.v. tillike nævner «anden ulempe». Det er vistnok antagelig, at det ved denne tilføielse har været tilsigtet at utvide rammen for de hensyn, som skal være bestemmende for centraladministrationen ogsaa ved avgjørelsen av, hvorvidt tilladelse skal meddeles efter §2 til et elektrisk anlæg med saa høi spænding, at derav antages at kunne opstaa fare for menneskeliv eller den offentlige sikkerhet. Men i hvert fald finder jeg at maatte gaa ut fra, at det efter lovens øiemed i det hele har været dens tanke, at der ved avgjørelseu av spørsmaalet om saadan tilladelse ikke alene bør tages hensyn til de paa koncessionstiden allerede tilværende, men ogsaa til fremtidige anlæg, som ved kollision med kraftledningerne kunde befrygtes at ville utsættes for fare eller anden ulempe. Jeg antar med andre ord, at det maa henhøre under administrationen ved utøvelsen av dens ved denne lov hjemlede myndighet at sørge for, at et saadant elektrisk kraftanlæg ikke stiller sig hindrende iveien for andre almennyttige foretagender, og at der derfor i tilladelsen maa kunne tages fornødent forbehold med dette hensyn for øie. Men dette synes paa den anden side ikke at føre videre end til at panlægge koncessionssøkeren uten erstatning for ulempe at finde sig i, at anlægget i fornøden utstrækning omlægges eller flyttes. Derimot synes det at ligge utenfor, hvad loven kan antages at ha hat for øie, tillike at paalægge koncessionssøkeren de direkte utgifter, som er forbundet med saadan omlægning eller flytning.

Jeg finder det imidlertid ikke nødvendig at indgaa nærmere paa disse spørsmaal av hensyn til den foreliggende tvist. Ti selv om det kan ansees tvilsomt, om departementet ensidig kunde opstille dette som vilkaar for koncessionens meddelelse, saa maa det dog under hensyn til de tvil, som unegtelig knytter sig til spørsmaalet, i hvert fald kunne være gjenstand for vedtagelse eller godkjendelse fra koncessionssøkerens side, at loven er at forstaa som indeholdende den mere vidtgaaende bemyndigelse for departementet med hensyn til avgjørelsen av, hvem der skal betale omkostningerne ved en eventuel flytning eller omlægning. Og jeg antar, at en saadan bindende vedtagelse fra selskapets side i nærværende tilfælde foreligger, hvorom nærmere i en anden forbindelse.

Jeg mener endvidere, at hvis en koncessionssøker i sin ansøkning opstiller de specielle vilkaar, paa hvilke han ønsker koncession tilstaat

Side:163

eller erklærer sig villig til at motta koncession, maa departementet være berettiget til at indvilge tilladelsen paa disse vilkaar, selv om det finder det tvilsomt, om det vilde ha været berettiget til ensidig at opstille enkelte av dem, naar disse dog ikke er i strid med loven, men det alene kan siges at være tvilsomt, om de ligger indenfor dens ramme. Og dette er efter min mening forholdet i nærværende sak. Jeg sigter saavel med hensyn til vedtagelsen som med hensyn til det sidst anførte til selskapets andragende av 16 februar 1909, hvori det ansøker om tilladelse til en utvidelse av det i 1906 koncessionerte kraftoverføringsanlæg og til foretagelse av de i anledning av utvidelsen fornødne ekspropriationer «i det væsentlige i overensstemmelse med beskrivelsen og paa samme vilkaar som fastsat ved resolutionen av 1906.» Naar det fra selskapets side likeoverfor dette andragende er gjort gjældende, at resolutionen av 30 juni 1906 alene angik ekspropriationstilladelse, og at heri ikke er indtat nogen betingelse svarende til den av mig foran gjengivne, og at der ikke ved denne henvisning er tænkt paa selve koncessionsvilkaarene, skal jeg bemerke, at jeg finder det ganske utvilsomt, at der fra selskapets side med denne ansøkning er sigtet til samtlige de vilkaar under ett, som ved resolutionen av 30 juni 1906 og i departementets skrivelse av 20 juli s.a. er opstillet henholdsvis for ekspropriations- og anlægstilladelsen.

Men er dette saa, mener jeg, at den nævnte ansøkning paa den ene side indeholder en utvetydig godkjendelse av de vilkaar, som i 1906 blev opstillet i relation til den da ansøkte tilladelse, og at ansøkningen paa den anden side i forhold til den tilladelse, som den specielt angaar, maa forstaaes som indeholdende en opregning av de samme vilkaar, som fra departementets side tidligere var blit opstillet, idet henvisningen til disse forsaavidt maa være jevngod med, at ethvert især av dem specielt nævnes. Og departementet maa da være berettiget til at gi den ansøkte tilladelse paa de saaledes nævnte vilkaar, selv om der kunde fremstille sig tvil, om de fra departementets side ensidig kunde været opstillet.

Jeg finder derfor som allerede nævnt ingen opfordring til nærmere at granske det spørsmaal, om loven, som jeg antar, alene er saa at forstaa, at den vistnok gir administrationen adgang til at opstille forbehold om omordning eller flytning av hensyn til mulige fremtidige jernbaneanlæg, men derimot ikke kan antages at ha hat for øie, at der til saadant forbehold ogsaa skal kunne knyttes det vilkaar, at disse forføininger eventuelt tillike skal iverksættes paa det koncessionerte anlægs bekostning, eller om den kan antages at hjemle begge dele. Ti at dette sidste vilkaar i hvert fald man kunne være gjenstand for vedtagelse, finder jeg som bemerket litet tvilsomt, idet der handles forsaavidt om et forhold, som vistnok kan antages at ligge utenfor rammen av de hensyn, loven har ment der burde regnes med, men som ikke kan betegnes som staaende i strid enten med denne specielle lov eller med lovgivningen i almindelighet.

Det er fra Hydros side gjort gjældende, at det har været berettiget til at gaa ut fra, at ved de i forbindelse med Tinnosbanens anlæg utarbeidede planer, der for stationsanlæggets vedkommende ogsaa omfattet Vestlandsbanen, skulde der være truffet en endelig avgjørelse av dette spørsmaal, saaledes at det offentlige skulde være utelukket fra i forhold til Hydro at foreta forandringer i disse planer. Det er imidlertid fra statsbanernes side bestridt, at der med bindende virkning til nogen side i forhold til spørsmaalet om station paa Notodden for

Side:164

Vestlandsbanen er utarbeidet planer eller truffet anordninger, som ikke skulde kunne fravikes, naar spørsmaalet om saadant stationsanlæg blev aktuelt, og der kan saaledes i mangel av nærmere oplysninger om dette forhold ikke herpaa bygges nogen indsigelse fra Hydros side mot de nu foreliggende planer og den i henhold dertil nedlagte paastand om omlægning og flytning i fornøden utstrækning av kraftledningen.

I anledning av, at det fra Hydros side er anført som en indvending mot, at dets ansøkning av 16 februar 1909 kan betragtes som en for selskapet bindende vedtagelse av de opstillede koncessionsvilkaar, at den i hvert fald hviler paa bristende forutsætninger og saaledes er uforbindende, skal jeg sluttelig bemerke, at denne indvending i hvert fald taper sin betydning likeoverfor den kjendsgjerning, at for det første Hydro i 1906 skred til utførelse av anlægget, og for det andet, at allerede i 1908 i anledning av Tinnosbanens anlæg det samme spørsmaal var oppe, som nu foreligger, og at det ogsaa da fra Hydros side blev hævdet, at det var uforpligtet til at betale den da nødvendige flytning. Efter dette mener jeg, at naar de i 1906 opstillede vilkaar godtages i ansøkningen av 1909 og paany opstilles som vilkaar for den da ansøkte utvidelse, kan det ikke av Hydro siges, at det ikke hadde kunnet undersøke forholdet og opgjøre sig en mening om, hvorvidt de nævnte vilkaar enten i og for sig var lovlige eller kunde vedtages med bindende virkning.

Med bemerkning, at jeg antar, der er føie til at ophæve sakens omkostninger for Høiesteret, blir det min

Konklusion:

Den paankede kjendelse stadfæstes, dog saaledes at Norsk Hydroelektrisk Kvælstofaktieselskaps forpligtelse henføres til den i saken omhandlede endelige stationsplan («alternativ IV, kraftledningerne bibeholdt»). Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Backer: Jeg mener, at den her omprocederte bestemmelse ligger indenfor rammen av de bestemmelser, som Arbeidsdepartementet har hjemmel i loven av 16 mai 1896 til at opstille som betingelse for tilladelsen til anlæggets iverksættelse. Loven er efter min opfatning bygget paa, at elektriske anlæg medfører fare av særegen natur, og at det derfor er nødvendig at træffe nærmere forskrifter om foranstaltninger mot de farer og ulemper, som anlæggenes natur fører med sig. I lovens §1 er der først git en bestemmelse, som tilsigter at tilveiebringe forskrifter for alle saadanne anlæg. Dernæst bestemmes i §2 for de der nærmere betegnede anlæg, at disse ikke skal kunne iverksættes uten tilladelse av Kongen eller den, han dertil bemyndiger. Den nærmeste forklaring herav er den, at loven har ment, at der ved de sidstnævnte anlæg maa opstilles særskilte, mere indgaaende forskrifter, hvis nærmere indhold er overlatt til avgjørelse av Kongen eller nu Arbeidsdepartementet. Efter denne opfatning av loven anser jeg det klart, at det maa henhøre under Arbeidsdepartementet at indgaa paa og nærmere fastsætte de regler, som skal gjælde ved kollisioner mellem elektriske anlæg og andre anlæg som kan bli utsat for fare eller ulempe ved de elektriske anlæg. Antar man først dette, staar det for mig som klart, at administrationen maa ha ret til at se hen til ikke alene de allerede bestaaende anlæg, men ogsaa maa ha ret og jeg vil tilføie pligt til at ta hensyn til forholdenes utvikling og derfor ogsaa overveie og opstille regler om, hvorledes fremtidige kollisioner mellem elektriske anlæg og andre anlæg skal løses. Her gjælder det speeielt kollisioner mellem Norsk Hydro og jernbaneanlæg. Efter det anførte anser jeg

Side:165

det fuldt hjemlet, at departementet i betingelserne for tilladelserne har medtat hensynet til fremtidige jernbaneanlæg.

Skal Arbeidsdepartementet først ansees at ha hjemmel til at indgaa paa og opstille regler om saadanne kollisioner hvad enten med bestaaende eller med fremtidige jernbaneanlæg, maa det, saavidt jeg kan forstaa, naar loven derom intet motsat siger, ogsaa henhøre under departementet at opstille regler om, hvorledes de utgifter, som saadanne kollisioner kan medføre, skal utredes. Der kan visselig være forskjellige meninger om, hvilken regel om utgifternes fordeling kan betragtes som den praktisk heldigste eller rigtigste. Der sees ogsaa at ha været forskjellige meninger om dette spørsmaal blandt de komiteer, som har hat spørsmaalet til uttalelse særskilt i anledning av tanken om en ny lov paa dette gebet. Men det, som for mig er avgjørende, er, at dette spørsmaal under lovens taushet maa betragtes som et administrativt skjønsspørsmaal, ikke som et retsspørsmanl, der kan forelægges domstolene til avgjørelse.

Jeg mener derfor, at departementet ved sin opstillen av heromhandlede betingelse ikke har gaat utenfor den hjemmel, som loven av 1896 gir departementet. Jeg anser det for klart, at den under procedyren paaberopte §105 i grundloven her ingen anvendelse faar, da de elektriske anlæg, saavidt skjønnes, ikke har nogen anden eller sterkere juridisk rot end den, som tilladelsen i sig selv medfører.

Det er efter dette unødvendig for mig at komme ind paa spørsmaalet om, hvorvidt der her foreligger vedtagelse fra Hydros side av den opstillede betingelse, og om en saadan vedtagelse i tilfælde under alle omstændigheter vilde være bindende for anlægget. Jeg er dog enig med førstvoterende og ekspropriationsretten i, at vedtagelse her foreligger. Jeg vil tilføie, at efter mit skjøn bør en saadan vedtagelse tillægges en viss betydning ved avgjørelsen av spørsmaalet om, hvorvidt den betingelse, som er vedtat, ligger indenfor eller utenfor lovens ramme. Under enhver omstændighet mener jeg, at hvis man finder departementet berettiget til at gripe ind med bestemmelser til løsning av en saadan kollision som den foreliggende, maa en vedtagelse fra anlæggets side være bindende, naar det alene gjælder spørsmaalet om, i hvilken utstrækning omkostningerne ved de foranstaltninger, som kollisionen nødvendiggjør, bør bæres av anlægget.

Jeg er endelig enig med førstvoterende i, at staten ikke har bundet sig ved approbationen av de for Notodden-Tinnosbanen utfærdigede planer for stationsarrangementet.

I henhold til det anførte voterer jeg for, at kjendelsen stadfæstes i den av førstvoterende foreslaaede form.

Med hensyn til sakens omkostninger for Høiesteret antar jeg, at appellanten bør tilsvare disse. Jeg finder det imidlertid ikke fornødent for tiden at formulere nogen særlig konklusion.

Assessor Hambro: Jeg kommer til et andet resultat end de tidligere voterende

Den heromhandlede anlægstilladelse med dertil knyttede betingelser er, som allerede ander voteringen anført, meddelt efter loven av 16 mai 1896 §2, og den omtvistede betingelses gyldighet er da avhængig av, hvorvidt den kan antages at falde indenfor den ved det nævnte lovsted fastslaaede ramme. Min grundbetragtning av forholdet mellem deslike tilladelser og den lov, som gjør dem nødvendige og gir adgang til dem, falder i det væsentlige sammen med, hvad der ved en tidligere

Side:166

anledning derom er uttalt her i retten, jfr. Rt-1906-722, at hvor lovgivningen delegerer lovgivende myndighet til underordnede autoriteter, maa der med hensyn til denne myndighets utstrækning anvendes en streng fortolkning, saaledes at myndigheten ikke kan strækkes videre, end det bestemt og tydelig fremgaar av den lov, hvori den søker sin hjemmel. Dette maa ogsaa gjælde i nærværende tilfælde, hvor der ved lov er git den utøvende statsmagt adgang til at meddele tilladelser til anlæg, som uten denne lovbestemmelse kunde være iverksat uten nødvendighet av at indhente saadan tilladelse som i bestemmelsen paalagt. Der handles her om bestemmelser, som griper ind i borgernes almindelige handlefrihet og berører deres rettigheter og forpligtelser. Men dette kan efter min mening hos os ikke ske ved administrative, til hensigtsmæssighets eller andre hensyn støttede beslutninger, men kun ved lov eller med hjemmel av lov.

Jeg mener imidlertid, at nogen hjemmel for den her omtvistede betingelse ikke findes i den citerte §2 i loven av 1896. Denne taler om fare for menneskeliv eller den offentlige sikkerhet, og i disse retninger maa der ved tilladelsen kunne gjøres forbehold eller opstilles betingelser, vel ikke blot sigtende til nutidens, men ogsaa til fremtidige forhold. Men at statsbanerne under sine jernbaneanlæg skulde være fri for ethvert hensyn til kraftledningen som saadan og kunne paabyrde dens øier enhver ved hvilketsomhelst baneanlæg nødveudiggjort flytning m.v. uten utgift for jernbaneanlægget, ligger efter min mening bestemt utenfor, hvad der som betingelse kan knyttes til en tilladelse efter §2, som ikke stiller jernbaneanlæg eller andre specielle anlæg i nogen særstilling.

Hvorvidt betingelsen nu maa ansees at være vedtat fra Norsk Hydros side, har efter min opfatning ingen avgjørende betydning for saken. Jeg mener nemlig, at selv om en saadan vedtagelse skulde findes at foreligge, hvorom jeg altsaa ikke behøver at uttale mig, vilde den ikke kunne gjøre betingelsen mere gyldig, end den i sig selv er efter det lovsted, som er dens hjemmel. Her handles om grænserne for den Kongen eller et regjeringsdepartement ved positiv lov tillagte beføielse eller myndighet; men det herved av loven bestemte myndighetsomraade kan ikke forandres hverken i utvidende eller i indskrænkende retning gjennom kontraktmæssige avtaler eller overhodet gjennem private retshandler. Disse anliggender er overhodet ikke av privatretslig natur og beherskes derfor heller ikke av de for privatretten gjældende normer. Kongen har likesaalitt nogen adgang til gjennem privat retshandel at bortkontrahere noget av den ham ved lovgivningen delegerte myndighet eller i det hele paa saadan maate at indskrænke den ham ved loven tillagte beføielse, som den private er i stand til ved sin tilslutning eller vedtagelse at forlene Kongen med en i sit væsen offentlig myndighet, som ikke er tillagt ham i loven. Jeg henviser herom til Aschehoug, Den norske Statsforfatning, 1ste del, 2den utgave, side 303-304, og Morgenstierne, Lærebok i Statsforfatningsretten, 2den utgave, side 162.

Jeg vil tilføie, at jeg med hensyn til anvendeligheten av grundlovens §105 slutter mig til, hvad andenvoterende har uttalt.

Mit resultat blir derfor overensstemmende med den for appellanten nedlagte paastand, idet jeg dog med førstvotereude er enig i, at processens omkostninger for Høiesteret ophæves. Da jeg efter konferansen har grund til at gaa ut fra, at min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg for tiden ikke konklusion.

Side:167

Ekstraordinær assessor Berg: Jeg er enig med hr. assessor Backer.

Assessor Skattebøl: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Hambro.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Likesaa.

Justitiarius Thinn: Jeg er enig med hr. assessor Backer.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av ekspropriatiossrettens kjendelse hitsættes:

- - - Skrivelsen av 20 juli 1906 fra Arbeidsdepartementet til Norsk Hydro indeholder først en meddelelse om, at der ved den norske regjerings resolution av 30 juni 1906 i medhold av §1 §2 i lov av 23 juli 1894 om tvungen avstaaelse av grund m.v. til anlæg av elektriske kraftledninger er git Norsk Hydroelektrisk Kvælstofaktieselskap tilladelse til at la avholde ekspropriationer i fornøden utstrækning for anlæg av elektriske kraftledninger fra Svælgfos til selskapets fabrik paa Notodden. For denne ekspropriationstilladelse er der i resolutionen sat visse betingelser, hvorav specielt nævnes, at selskapet paa egen bekostning har at flytte eller omlægge kraftledningerne, hvor disse efter vedkommende herreds formandskaps formening er til hinder for vei, gate eller lignende under forutsætning av, at vedkommende herred uten erstatning stiller til disposition den for flytning eller omlægning fornødne og for kraftoverføringsanlægget hensigtsmæssige grund m.v. Skrivelsen indeholder derefter, at departementet - i henhold til den ved kongelig resolution av 13 februar 1897 givne bemyndigelse til bl.a. at meddele den i lov av 16 mai 1896 om foranstaltninger til betryggelse mot fare og ulempe ved elektriske anlæg m.v. omhandlede tilladelse til iverksættelse av saadanne anlæg - har bestemt: «At der meddeles aktieselskapet den i andragendet av 5 april 1906 ansøkte tilladelse til overensstemmende med indsendt kart med beskrivelse og tegninger at utføre et høispændt elektrisk kraftoverføringsanlæg fra Svælgfos til selskapets fabrik paa Notodden, dog kun paa følgende betingelser.»

Av betingelserne hitsættes:

5. Hvor ledningerne krydser jernbanelinjer (stats- eller private baner) eller føres over eller i farlig nærhet av grund, der disponeres av jernbaner, skal der uten utgift for vedkommende baner til enhver tid træffes saadanne anordninger, som av banernes øverste administration av sikkerhetshensyn maatte ansees paakrævet. Dette gjælder ikke blot for konstruktionen av de sikkerhetsindretninger, der anbringes i krydsningspnnkterne til beskyttelse, men tillike med hensyn til enhver anden anordning, sassom ledningernes avstand fra marken, deres befæstigelse, paakjending osv. Detaljerte tegninger, indeholdende forslsg til saadanne anordninger, skal i betimelig tid av Norsk Hydroelektrisk Kvælstofaktieselskap fremlægges for jernbanernes styrelse til godkjendelse

6. Hvis jernbanernea styrelse finder det paakrævet enten at foreta forandring i jernbanernes drift (f.eks. ved overgang til elektrisk drivkraft) eller utvidelse av jernbanens nu bestaaende anlæg (f. eks ved anlæg av flere spor paa banelinjen, anordning av nye sidespor paa eller uten station o. lign.), skal aktieselskapet være forpligtet til at bære utgifterne ved de anordninger av enhver slags, som av banernes administration ansees paakrævet i anledning aktieselskapets ledninger. Likeledes skal ved mulig fremtidige utvidelser av rodelagte veiers nuværende bredde, grøfter og skraaninger aktieselskapet være forpligtet til at bære de utgifter ved de anordninger av enhver slags, som av veibestyrelsen ansees paakrævet i anledning aktieselskapets ledning.

Side:168

7. Ved anlæg av nye jernbaner for almindelig trafik (stats- eller private baner), der maatte kollidere med aktieselskapets ledninger, skal der uten utgift for vedkommende baner til enhver tid træffes saadanne anordninger, deriblandt ogsaa flytning av ledningerne, som av banernes øverste administration av sikkerhetshensyn eller av andre grunde maatte ansees paakrævet, kfr. punkt 5 ovenfor.

Aktieselskapet underkastes de samme forpligtelser likeoverfor veibestyrelsen, hvor anlæg av nye offentlige veier maatte komme til at kollidere med selskapets ledninger. Forsaavidt der under eller i farlig nærhet av anlæggets høispændte ledninger anlægges vei, opføres bygning e. lign., er aktieselskapet forpligtet til at bære utgifterne ved de sikkerhetsforanstaltninger, som i saa tilfælde ansees paakrævet av departementet.»

Skrivelse av 18 august 1909 gjælder utvidelse av samme kraftoverføringsanlæg fra Svælgfos til Notodden. Skrivelsen indebolder, at der ved kongelig resolution av 4 august 1909 er git Norsk Hydroelektrisk Kvælstofaktieselskap tilladelse til i medhold av lov av 23 juli 1894 at avholde de til utvidelsen fornødne ekspropriationer. Derhos har departementet efter samme skrivelse i henhold til forannævnte resolution av 13 februar 1897 og lov av 15 mai 1896 git tilladelse til anlæggets iverksættelse. Saavel den kongelige resolution av 4 august 1909 som departementets bestemmelse ifølge skrivelsen av 18 august 1909 indeholder i alt væsentlig samme betingelser som de, der foran er referert fra skrivelaen av 20 juli 1906.

Skrivelsen av 12 januar 1911 indeholder en tilladelse fra Arbeidsdepartementet til utvidelse av heromhandlede kraftoverføringsanlæg paa i alt væsentlig samme betingelser som nævnt i de tidligere skrivelser.

I alle disse 3 skrivelser er det saaledes sat som uttrykkelig betingelse for departementets tilladelse til anlæggets iverksættelse, st selskapet uten utgitt for vedkommende baner til enhver tid skal træffe saadanne anordninger, deriblandt ogsaa flytning av ledningen, som av banernes øverste administration av sikkerhetshensyn eller av andre grunde maatte ansees paakrævet, hvis der ved anlæg av nye jernbanestationer for almindelig trafik (stats- eller private baner) skulde opstaa kollision med den heromhandlede ledning.

Det er fuldt paa det rene, at der efter de nu foreliggende planer for Notodden station ved Vestlandsbanen vil opstaa en ssadan kollision mellem jernbanen og kraftledningen, at dennes flytning eller omlægning er nøvendig. - - -

Saa meget er imidlertid fuldt paa det rene, at den flytning eller omlægning av kraftledningerne, som jernbanen nødvendiggjør, er en stor og meget kostbar affære. Saavidt sees, varierer omkostningsoverslagene for de forskjellige planer mellem 50.000 og 300.000 kroner. Dertil kommer fabrikkernes tap ved driftsstans. Dette tap er fra selskapets side anslaat til gjennemsnitlig kr. 11.377 pr. dag. Selskapets ingeniører hævder, at ved de billigste planer for flytning eller omlægning av ledningerne vil tapet ved driftestans til gjengjæld bli saa meget større. - - -

Departementets betingelser sees at være opstillet i henhold til loven av 16 mai 1895. Deri staar, at høispændte elektriske anlæg ikke kan iverksættes uten tilladelse, og at de er underkastet de forskrifter, som utfærdiges til forebyggelse av fare for menneskeliv eller den offentlige sikkerhet, samt til forebyggelse av ildsavaade, gjensidig forstyrrende indvirken eller anden ulempe. Loven indeholder ikke nærmere bestemmelser, om forekrifterne kan indeholde betingelser eller vilkaar, som ligger utenfor lovens øiemed: at avverge ulempe. Der kan vistnok og som det synes med god grund være forskjellige meninger om, hvorvidt det offentlige for meddelelse av en koncession eller tilladelse

Side:169

kan opstille betingelser, som ligger utenfor vedkommende lovs forutsætning og øiemed. Dette spørsmaal sees bl.a. at være diskutert av Lagtinget 9 juni 1906 i anledning behandling av loven av 12 s. md. Fra regjeringens side blev der dengang hævdet, at retten til helt at negte koncession ogsaa gav adgang til at opstille visse betingelser, og der kunde da intet være til hinder for at træffe avtale med koncessionsansøkerne om de betingelser, hvorpaa koncessionen kunde faaes.

Naar loven bestemmer, at en rettighet ikke kan utøves uten tilladelse, er det klart, at den enkelte borger ikke har noget krav paa at bli meddelt saadan tilladelse. At det offentlige helt kan negte koncession, er vist alle enige om. Men naar koncessionen ikke kan fremtvinges, synes den mest logiske konsekvens derav at være den, at departementet maa kunne si, at rettigheten kun kan utøves paa visse bestemt angivne vilkaar.

Under enhver omstændighet maa det være avgjørende, at Norsk Hydroelektrisk Kvælstofaktieselskap efter mottagelsen av den heromhandlede koncession og de deri satte betingelser uten nogetsomhelst forbehold har benyttet sig av koncessionen og anlagt ledningerne. Derved maa selskapet være bundet av de av departementet fastsatte bestemmelser. - - -

Indstevnte har ogsaa anført, at da ekspropriationstaksterne avholdtes for Notodden-Tinnosbanen og Notodden station blev der under disse fremlagt en av Arbeidsdepartementet approbert plan for stationsarrangementet, paa hvilken ogsaa Vestlandsbanen var indlagt. - - -

Retten kan ikke anta, at staten ved at approbere de av Notodden-Tinnosbanen utfærdigede planer for stationsarrangementet paa Notodden har bundet sig til at anlægge Vestlandsbanen efter disse planer. Det, som det dengang gjaldt, var Notodden-Tinnosbanen og ikke Vestlandabanen. Derfor kan man ikke i den paaberopte approbation se nogen vedtagelse fra statens side av andre planer end de, som direkte vedkommer den privatbane, som da skulde anlægges. Koncessionsbetingelserne omfatter, som det sees, alle jernbaner for almindelig trafik og knytter sig ikke til nogen bestemte planer. De angaar ogsaa flytning eller forandring av ældre planer. - - -