Rt-1915-265

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-11-19
Publisert:	Rt-1915-265
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	Dom 19 november 1914 i l.nr. 20/2 B s.a.
Parter:	Kontorchef ved Statsbanerne J. Aune og Brødrene Ziener (advokat Hans Heyerdahl) mot agent Olaf R. Olsen og cand.jur. H. Bjørum (advokat Brock Utne).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Ekstraordinær assessor Frisak: Ved Kristiania byrets dom av 13 mai 1911 er Olaf R. Olsen og H. Bjørum frifundet for J. Aunes og brødrene Zieners tiltale og sakens omostninger ophævet. Dommen er avsagt under dissens, idet et av byrettens medlemmer har stemt for saadan konklusion: "De indstevnte agent Olaf R. Olsen og cand.jur. H. Bjørum bør en for begge og begge for en betale hver av citanterne sekretær J. Aune og Brødrene Ziener kr. 5 000,00 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 29 juli 1909 til betaling sker mot behørig transport av de citanterne tilhørende 4 aktier i "Almindelig elektrometallurgisk Aktieselskap". Sakens omkostninger ophæves".

Dommen er av J. Aune og Brødrene Ziener ved stevning av 23 mai 1911 indanket for Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan paastand:

"At de indstevnte in solidum tilpligtes at betale appellanterne hver 5000 kr. med lovlige renter fra forliksindkaldelsen samt procesomkostninger ved begge retter".

Derimot har Olaf R. Olsen og H. Bjørum nedlagt paastand paa "at underrettens dom stadfæstes og at de indstevnte tilkjendes omkostninger hos appellanterne in solidum,.

Angaaende sakens sammenhæng og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne til byrettens dom. For Høiesteret er fremlagt nogen nye dokumenter som jeg imidlertid ikke tillægger avgjørende betydning.

Jeg kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av byretten og kan i det væsentlige henholde mig til hans begrundelse.

Jeg skal tilføie følgende: Den, der indbyder til dannelse av et aktieselskap, pligter i indbydelsen at levere en fuldt ut aapen og ærlig redegjørelse for de forhold og det grundlag, hvorpaa han mener at kunne bygge den slutning at det foretagende, til hvilket han søker publikums støtte ved aktietegning, vil bli et lønnende foretagende, i hvilket aktietegnerne tør vente at se sine penge vel placert. Det er i

Side:266

henhold til de i indbydelsen givne faktiske oplysninger, aktietegningen sker. Tegnerne har ingen pligt til paa forhaand selvstændig at granske, om oplysningerne er stemmende med det virkelige forhold. De er berettiget til at stole paa, at saa er tilfældet, og til at bygge sin tegning utelnkkende paa den i indbydelsen givne fremstilling av foretagendets grundlag. Viser det sig derfor, at indbydelsen og dermed ogsaa det foretagende, til hvilket den søker det tegnende publikums støtte, bygger paa et i faktisk henseende urigtig grundlag, er aktietegningen ikke bindende for tegnerne. Noget andet vil regelmæssig gjælde om de slutninger for foretagendets lønsomhet, som indbyderne mener at kunne bygge paa et i indbydelsen aapent og korrekt fremstillet grundlag. Slutningerne faar det regelmæssig bli tegnernes sak at kontrolere og kritisere. Griper de feil i denne kritik og som følge derav tegner aktier i et foretagende, som tilslut viser sig mislykket, maa de skuffede forventninger gaa ut over dem selv som over indbyderne selv. Men for rigtigheten av det faktiske grundlag, paa hvilket disse slutninger er bygget, er indbyderne ansvarlig. Svigter det, er tegnerne berettiget til at erklære tegningen uforbindende for sig og træde tilbake.

Hvad nu angaar den her foreliggende sak, skal jeg til supplering av, hvad der i byretten og navnlig av det dissenterende medlem derom er anført, bemerke: Jeg finder, at Olaf R. Olsens brev til professor Mittag-Leffler av 8 oktober 1907 bekræfter, at ingen endelig eller bindende avtale mellem professoren og Olsen var truffet om indtrædelae som aktionær. Efter skrivelsen staar det endnu engang professoren aapent at træffe bestemmelse, om han "indgaar paa et arrangement" som omskrevet. Naar der i begyndelsen av denne skrivelse omtales en tidligere "avtale", sees denne avtale kun at gjælde, at Olaf R. Olsen skulde gi professoren meddelelse om underhandlingernc angaaende aktieselskapet "Barbu"'s leveranse av kraft. Det er da ogsaa paa det rene, at der ingen protest fremkom fra hr. Olsens side mot, at Mittag-Leffler efter mottagelsen av denne skrivelse erklærte ikke at ville indgaa som aktionær i selskapet, og efter Mittag-Lefflers egen forklaring som vidne maa det ansees fuldt paa det rene, at ingen avtale var truffet om professorens eller hans selskaps eller medinteressenters indtrædelse som ordinære aktionærer i det selskap, som Olsen agtet at søke dannet. At saa ikke skedde, men at professoren definitivt vægret sig, og at dette var grunden til, at ikke Mittag-Leffler eller andre interessenter i det svenske selskap kom til at indtræde, er derefter fuldt paa det rene, da Olsen og Bjørum den 18 december 1907 avgav sin beretning til generalforsamlingen den 20 samme maaned. Det er under disse omstændigheter misvisende i denne beretning at fremstille det, som om indbyderne av egen drift hadde opnaadd en heldigere ordning ved at undgaa at faa det svenske selskaps interessenter som aktionærer, uten at indbyderne i beretningen gav nogensomhelst oplysning om den virkelige sammenhæng. Indbyderne lot ogsaa staa uberigtiget de i indbydelsen indtagne urigtige oplysninger om, at de utenlandske interessenter (hermed sigtes til interessenterne i det nævnte svenske aktiebolag Heroult Elektriska Stål 1902 med Mittag-Leffler i spidsen) hadde "en ubetinget tro til anlæggets rentabilitet og stabilitet", og at de gjennem disse hadde sikret sig "en betryggende fremstillingsmaate for straks at komme i en regulær drift og allerede fra begyndelsen av at undgaa kostbare utgifter ved eksperimenter". Det er saa langt fra, at indbyderne i beretningen tydelig tilkjendegir, at

Side:267

der i sidstnævnte henseende var indtraadt nogen forandring, at de tvertimot siger, at friaktierne for kr. 55000,00 - 22 aktier - bl.a. skal tjene til vederlag for fremstillingsmaaten. Det samme gjentar indbyderne som medlemmer av selskapets direktion i en besvarelse (til en revisjousbemerkning), datert 14 mars 1909, hvori det heter, at Olaf R. Olsens aktier, kr. 25 000,00 "indbefatter omkostningerne til produktionsmetodens erhvervelse" m.m. Og i en skrivelse fra direktionen til undersøkelseskomiteen av 3dje april 1909 siger den: "Disse ordinære aktier er betaling for alt vedrørende selskapets dannelse, forarbeider og tekniske detaljer og anden assistanse, koncession saavelsom for fremstillingsmaaten". Efter hvad der er oplyst under saken, er det imidlertid paa det rene, at indbyderne ikke for de ordinære aktier har erhvervet nogen ret til det svenske selskaps fremstillingsmaate, om hvis store betydning de i aktieindbydelsen uttaler sig, og i forbindelse med hvilken de omtaler "fabrikhemmeligheter". Jeg skal forøvrig bemerke, at naar de indstevnte paastaar, at aktieindbydelsens indhold i større grad end av appellanterue erkjende er blit forandret ved beretningen til generalforsamlingen, bør der tages hensyn til, at nævnte beretning, datert 18 december 1907, efter hvad der maa ansees oplyst, ikke paa forhaand blev forelagt for appellanterne som aktietegnere, men at beretningen alene blev oplyst i generalforsamlingen. Der kan ikke stilles store krav til aktietegnere i retning av, at disse paa stedet skal hefte sig ved alle detaljer i en vidtløftig indberetning med mange tekniske detaljer, saaledes som denne beretning oplyses at ha indeholdt. Aktietegnerne vil i regelen mangle forutsætninger for at kunne paa stedet utdrage slutninger fra mere eller mindre tvetydige anførsler i en oplæst beretning. Indbyderne har i sin beretning undlatt at gi meddelelse om underhandlingerne med det svenske selskap og utfaldet av disse. Aktietegnerne maatte være fuldt berettiget til at henholde sig til den indbydelse, som de haddde hat anledning til at studere, og som ved meddelelser om det anerkjendte, erfarne utenlandske selskaps tilsikrede betryggende fremstillingsmetode hadde bragt dem til at tegne aktier - jeg siger, at aktieeierne maatte være berettiget til at henholde sig til indbydelsen i de punkter, hvorom ikke beretningen gav dem klar besked, at forandring var indtraadt.

Det er oplyst, at selskapet ved utgangen av 1908 efter direktionens regnskap hadde en underbalanse av kr. 20 680,56, efter undersøkelseskomiteens opstilling kr. 28 629,64. Underskuddet vokste efter direktionens regnskap for 1909 med kr. 23 568,14 til kr. 44 248,70, efter revisors opstilling kr. 56 697,78. For 1910 vokste underbalansen yderligere efter direktionens regnskap med ca. kr. 9 000,00. Men for aarene 1911, 1912 og 1913 viser selskapets regnskap overskud, saa at underbalansen sukcessive dækkes, og der blir overbalanse, og for 1913 er utdelt 6 procent utbytte til preferenceaktionærene.

Der er uenighet mellem parterne om den omstændighet, at ikke aktieselskapet Heroults eller professor Mittag-Leffler fremstillingsmaate var erhvervet av de indstevnte har hat nogen indflydelse paa selskapets uheldige virke i de første aar. Der er herom her i retten ført en utførlig procedyre. De indstevnte paastaar at det uheldige resultat utelukkeude skyldes sterkt prisfald og uheld under anlægget og driften. Det er ogsaa konstatert, at der har været et sterkt prisfald paa produktet ferrosilicium, og det vil vel ogsaa være uundgaaelig, at der ved anlæg og start av en bedrift indtræffer nogen uheld av teknisk art; men den av selskapet i generalforsamling den 17 mars 1909 nedsatte

Side:268

undersøkelseskomite er i sin redegjørelse, datert 22 juni s. a., kommet til det resultat, at selskapets underbalanse ikke utelukkende skriver sig fra konjunktur eller driftsuheld, men fra en række feil, som er begaat ved anlæggets igangsættelse og drift. Komiteen omtaler endel saadanne og paaberoper sig en uttalelse fra direktionen, hvoriblandt de to indbydere, om at selskapet har hat "begynderbesværligheter av nær alle sorter", Denne erkjendelse fra indbyderne maa stilles i lys av deres uttalelse i aktieindbydelsen om, at de hadde sikret selskapet "en betryggende fremstillingsmaate for straks at komme i en regulær drift og allerede fra begyndelsen av at undgaa kostbare utgifter ved eksperimenter", en uttalelse, der - som jeg før har bemerket - ikke er tilbakekaldt i deres beretning av 18 december 1907.

Jeg mener, at appellanterne paa grund av de misvisende meddelelser, som var git av indbyderne i aktieindbydelsen sammenholdt med beretningen til generalforsamlingen, var berettiget til at træde tilbake som aktionærer og kræve de betalte aktiebeløp tilbake hos indbyderne. At appellanterne ved saksanlægget hadde lidt tap paa aktietegningen, fremgik av selskapets regnskap, og jeg kan, efter hvad jeg før har anført, ikke anse det bevist, at tapet utelukkende skyldes prisfald eller daarlig konjunktur og driftsuheld. At bedriften efter aaret 1910 er gaat bedre, og at selskapet for 1913 har dækket sit underskud og har betalt utbytte 6 procent, har ingen retslig betydning med hensyn til spørsmaalet, om appellanterne ved saksanlægget i 1909 hadde ret til at kræve sine aktier utløst, og som bevismoment i saken anser jeg ogsaa disse oplysninger betydningsløse.

Jeg kommer saaledes til det resultat at ta appellanternes paastand angaaende de indstevntes forpligtelse til at betale det paastaaede beløp med renter tilfølge, idet jeg bemerker, at de indstevnte ikke har gjort nogen speciel indsigelse mot paastandens form. Jeg skal imidlertid bemerke, at appellanternes advokat her i retten har oplyst, at de under saken omhandlede 4 aktier beror hos ham i transportert stand fra aktionærerne, og at disse er villige til at utlevere dem til de indstevnte mot betaling av det paastaaede beløp med renter, og at appellanterne ved betalingen herav ogsaa er villige til at tilbakebetale det mottagne utbytte for 1913, kr. 600, med renter herav fra utbyttets indbetaling. Naar jeg mener, at man kan ta paastanden uforandret tilfølge, er det under forutsætning av, at dette tilsagn fra advokaten hvorved motparten intet har hat at bemerke, blir efterfulgt.

Saaledes som jeg anskuer de indstevntes forhold, finder jeg, at de bør erstatte appellanterne sakens omkostninger ved begge retter.

Konklusion:

De indstevnte, Olav R. Olsen og H. Bjørum, bør en for begge og begge for en, betale til hver av appellanterne, J. Aune og Brødrene Ziener, kr. 5000 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 29 juli 1909, til betaling sker. I procesomkostninger for byretten og Høiesteret betaler de indstevnte, en for begge og begge for en, til appellanterne kr. 900.

Ekstraordinær assessor Fürst: Jeg kommer til samme resultat som byrettens flertal og kan i væsentlige stykker tiltræde dets begrundelse. Jeg finder saaledes, at spørsmaalet om det nye selskaps erhvervelse av raadighet over det svenske selskaps fremstillingsmaate kom i en ganske anden stilling ved det, som passerte i den konstituerende generalforaamling av 20 december 1907 end efter den oprindelige aktieindbydelse. Denne var basert paa tilslutning av det svenske selskaps interessenter gjennem friaktiers meddelelse med derav følgende raadighet

Side:269

over selskapets fremstillingsmetode. Isteden herfor stilledes i den konstituerende generalforsamling av indbyderne, at man hadde sikret sig en fuldt kyndig ingeniør, som helt og holdent skulde ofre sig for den nye fabrik, og at man derved undgik at faa det svenske selskaps interessenter som aktionærer. Jeg finder vistnok, at de indstevnte ikke i nævnte generalforsamling uttrykte sig saa tydelig herom, som ønskelig kunde være. Hvad der da blev uttalt, nemlig i den fremlagte og oplæste beretning fra de indstevntes side, maatte dog være tilstrækkelig tydelig til at det burde ha git appellanterne forstaaelse av den ændrede stilling med hensyn til erhvervelse av fremstillingsmaaten. Jeg antar ikke, at de indstevnte kan siges at ha utvist saadan uagtsomhet i dette punkt ved sine uttalelser, at ansvar derpaa kan bygges mot dem i deres egenskap av indbydere. Endmindre finder jeg, at der er grund til at anta, at svigagtig forhold eller forsætlig fordølgelse av sandheten foreligger fra da indstevntes side. Men kan ansvar mot de indstevnte ikke byges paa utvist svig eller uagtsomhet i heromhandlede henseende, bortfalder grundlaget for appellanternes søkamaal efter den basis, der av dem er git det.

Jeg finder det efter dette upaakrævet at indgaa paa, om det ikke

- som av de indstevnte paastaat - i virkeligheten maa antages at ha været netop det svenske selskaps fremstillingsmaate, som av det nye selskap er anvendt. Tilstrækkelige oplysninger til at avgjøre dette spørsmaal foreligger efter min mening heller ikke. Jeg skal kun bemerke, at den i den konstituerende generalforsamling omhandlede kyndige svenske ingeniør, som engagertes av det nye selskap, hadde arbeidet i det svenske selskaps fabrik.

Videre finder jeg det av samme grund upaakrævet at avgjøre de under procedyren drøftede spørsmaal om grundene til, at den anlagte fabrik i de første aar gik med underskud. Det er, som av førstvoterende ogsaa nævnt, oplyst, at man under anlægget i de første aar hadde enkelte uheld. Jeg vil nævne, at disse uheld bl.a. refererte sig til den leiede elektriske kraft, til forsinkede leveranser til fabrikken og for et enkelt aars vedkommende til indtraadt vandmangel i 6 aker og utbrutt streik i 4 uker, momenter, som under enhver omstændighet ikke kan skyldes den plan, hvorefter fabrikken var anlagt. Forøvrig skal jeg ikke undlate at bemerke, at hvad den i generalforsamlingen den 17 mars 1909 nedsatte undersøkelseskommission angaaende disse punkter har uttalt forekommer mig at ha mindre værd, idet komiteens medlemmer angivelig ganske har savnet teknisk indsigt. Som av førstvoterende nævnt, var det først for driftsaaret 1913, at utbytte blev utdelt, idet de foregaaende par aars overskud var anvendt til dækning av tidligere underskud. Jeg finder imidlertid at burde bemerke, at det under procedyren uimotsagt er anført fra de indstevntes side, at fabrikkens produkt allerede fra første driftsaar høsten 1908 den hele tid har været første rangs. Det er videre paa det rene, at fabrikken ialfald i de første aar, efterat den var startet, arbeidet under ganske usedvanlig ugunstige konjunkturer. Da aktieindbydelsen vaaren 1907 utfærdigedes, var markedsprisen paa ferrosilicium (50 procent) kr. 360 pr. ton. Vaaren 1909 var denne pris faldt til det halve. Senere dalte den yderligere og kom i 1910 ned i kr. 150 pr. ton eller kr 27 pr. ton under den ved selskapets dannelse i 1907 kalkulerte produktionspris. At fabrikken med disse prisfald som ved selskabets dannelse ikke kunde forutsees, i de første aar intet fordelagtig økonomisk foretagende kunde være, er let forstaaelig.

Side:270

Idet jeg efter det anførte voterer for stadfæstelse av byretsdommen, skal jeg dog, da jeg har grund til at anta, at jeg er i minoritet, ingen konklusion for tiden forme.

Ekstraordinær assessor Heggen: I det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.

I anledning av en bemerkning i førstvoterendes votum, der ellers muligens kunde misforstaaes, skal jeg anføre, at der fra appellanternes side ikke er anket over, at indbyderne har undlatt at betale for erhvervelsen av den saakaldte svenske fremstillingsmaate. Der er anket over, at indbyderne overhodet ikke har skaffet det nye selskap denne fremstillingsmetode. Nu hævdes det sterkt av de indstevnte, at det er netop denne metode, som har været benyttet den hele tid like fra begyndelsen av. Det er uimotsagt, at fabrikkens produkter er av udmerket kvalitet, likeledes at de nu er nøiagtig de samme som i begyndelsen av fabrikkens virksomhet. Naar saa er tilfældet, synes appellanterne mig at maatte ha den fulde bevisbyrde for, at det ikke er den i utsigt stillede fremstillingsmetode, som er benyttet og saaledes stillet til det nye selskaps disposition, hvilket er alt, hvad de interesserte kan forlange. Istedenfor at forsøke paa i saa henseende at føre bevis anfører de indstevnte kun, at de ikke kjender til produktets egenskaper, hvad der synes mig en ganske merkværdig maate at anskue saken paa, naar det dog var til fremstilling av dette, at det hele selskap var dannet. Jeg for min del anser den i den konstituerende generalforsamling fremlagte beretning for at være saa klar og tydelig, at alle de tilstedeværende burde ha forstaat den. Som sagt slutter jeg mig forøvrig til andenvoterende.

Assessor Mejdell: Iøvrig i det væsentlige enig med anden- og tredjevoterende skal jeg tilføie: Det forekommer mig, at førstvoterende var inde paa den forutsætning, at aktieindbydelsen av 17 mars 1907 maatte opfattes som en forespeiling av, at der fra det utenlandske (svenske) selskaps side skulde gives transport eller anden overdragelae paa en selskapet tilkommende juridisk ret. Jeg kan ikke læse aktieindbydelsen paa den maate. Der er under procedyren i saken overhodet ikke fra nogen av siderne git klar oplysning om, hvori det særegne ved det svenske selskaps fremstillingsmaate skulde bestaa, men jeg maa forstaa procedyren derhen, at her ikke er tale om noget slags patent eller anden form for monopol, som det svenske selskap skulde indesitte med. Det fremgaar allerede av indbydelsen, at der paa indbydelsens tid var bekjendt en række av forskjellige maater, hvorpaa man kunde fremstille ferrosilicium, og der brukes et sted i indbydelsen det uttryk "fabrikhemmeligheter". Det er en bekjendt sak, at fabrikata, om hvilke det gjælder, at kundskapen om hvorledes de fremstilles, foreligger for almenheten gjennem en mere eller mindre generel eller specificert beskrivelse, nok i henhold til denne i tekniske haandbøker givne beskrivelse kan produceres av nærsagt hvilkensomhelst specialist; men ved siden av det konstituerende ved fremstillingsmaaten vil der altid eller næsten altid være visse praktiske vanskeligheter, som de forskjellige fabrikker hver paa sin maate bedst mulig søker at overvinde. Den maate, hvorpaa saaledes hver enkelt fabrik løser opgaven, er selvfølgelig dens specielle hemmelighet, og at der i nærværende tilfælde for det svenske selskap Heroult har været nogen anden fabrikhemmelighet end en eller anden saadan praktisk finesse, foreligger der ikke mindste oplysning om. Er imidlertid det særegne for den enkelte fabrik kun et eller andet saadant praktisk haandgrep, er det klart, at i og for sig den omstændighet at

Side:271

ha været i kortere eller længere tid ansat ved en saadan fabrik, hvor den ellers i sine generelle træk alment kjendte metode er praktisert, vil kunne gi tilstrækkelig kjendskap til de tricks, som metodens anvendelse i praksis trænger. Nu er det oplyst om den mand, som indbyderne i mellemtiden hadde truffet avtale med, og som der sigtes til i den paa den konstituerende generalforsamling fremlagte beretning, at han hadde hat ansættelse ved den svenske fabrik - hvor lang tid er ikke oplyst, men det er fra de indstevntes side uimotsagt anført, at han, som det heter i den paagjældende beretning, var en fuldt kyndig ingeniør, der helt og holdent kunde ofre sig for indbydernes fabrik. Den omstæendighet, at professor Mittag-Leffler ikke synes at ha hat den tro om manden at han hadde været tilstrækkelig længe ansat i den svenske fabrik eller var tilstrækkelig kjendt med den svenske fabriks driftsmaate til at kunne forestaa en lignende drift som den, den svenske fabrik hadde, er - siger det sig selv - ikke avgjørende imot, at det dog allikevel kunde være tilfældet. Der er ingen umulighet og ingen usandsynlighet i at anta, at han ved det praktiske kjendskap, som han hadde faat til fabrikationen i Sverige, hadde tilstrækkelig grundlag til at kunne forestaa fabrikken i Norge. Under disse omstændigheter forekommer det mig - saaledes som specielt tredjevoterende har gjort gjældende - at det er appellanterne som maa ha bevisbyrden for, at vedkommende ingeniør, Eklund ved navn, under sit ophold i Sverige ikke skulde ha kunnet skaffe sig erfaring om de tekniske sider ved driften, som det var av vigtighet for den norske fabrik at ha rede paa. Der er ikke fra appellanternes side levert mindste bevis for, at det ikke kan forholde sig saa, som de indstevnte med stor styrke hævder, at Eklund var istand til paa likesaa effektiv og tilfredsstillende maate at forestaa ledelsen av den norske fabrik, som om det oprindelige arrangement var kommet istand. I dette sidste tilfælde vilde det - kan man av oplysningerne se - ikke været professor Mittag-Leffler, den administrerende direktør i det svenske selskap, men det vilde været disponenten, en mand der er benævnt ingeniør Andersson, som vilde ha instruert den norske fabrik med hensyn til de praktiske detaljer. Det forekommer mig, at enten det blir ingeniør Andersson eller det blir ingeniør Eklund, der blir den tekniske konsulent i den norske fabrik, maatte komme paa ett ut, under forutsætning av, at Eklund var tilstrækkelig kvalificert. Jeg forstaar derfor ikke egentlig, hvad det er, appellanterue har at anke over. Det, som fremhæves i aktieindbydelsen av 17 mars 1907, er dette, at man oprindelig ved at træde i forbindelse med interessenterne i det svenske selskap kunde sikre sig "en betryggende fremstillingsmaate for straks at komme i en regulær drift og allerede fra begyndelaen av at undgaa kostbare utgifter ved eksperimenter." Det er det hensyn, som er lagt vegt paa, Men da maatte det, forekommer det mig, ligget nær for appellanterne, naar de - som de gjør - paastaar, at der i det foreliggende tilfælde er medgaat "kostbare utgifter ved eksperimenter", da at paavise dette. At saa er tilfældet, er benegtet av de indstevnte. Jeg kan ingenlunde finde, at der fra indbydernes side er git misvisende oplysninger. Det er sandt, som det er nævnt, at indbydelsen av 17 mars 1907 nærmest gir indtrykket av, at der allerede paa den tid er truffet en fuldstændig definitiv avtale med det svenske selskap. Dog forekommer mig selv dette ikke at være utvetydig sagt. Forholder det sig saa, som anført i indledningen til den av førstvoterende nævnte skrivelse til professor Mittag-Leffler fra Olaf R. Olson av 8 oktober 1907, at der paa forhaand har foreligget en avtale - men en avtale

Side:272

av det indhold, at der skulde være anledning for det svenske selskap til at avgi endelig bestemmelse, saasnart det paatænkte aktieselskap var konstituert -, saa forekommer det mig, at naar man saaledes forretningsmæssig, om endnu ikke i en juridisk endelig bindende form, var blit enig med det svenske selskap paa de vilkaar, som aktieindbydelsen nævner, at der ingen grund er til at rette nogen bebreidelse mot indbyderne. Det forholder sig saa, at den ene av den mundtlige avtales parter, professor Mittag-Leffler, mener, at avtalen har hat en mindre bestemt karakter, end den anden part, Olaf R. Olsen antar, og da den ikke er anderledes end mundtlig stipulert, saa har det ikke for Olsen været mulig at føre andet bevis for sin forstaaelse av forhandlingerne end en uttalelse av hans medindbyder, Bjørum, der helt ut støtter Olsens fremstilling; men derfor kan man ikke gaa saa langt, som jeg opfattet førstvoterende at han gjorde, at det kan siges, at det er paa det rene, at ingen avtale har fundet sted. Derimot, hvad der er fuldstændig paa det rene, er, at Olsen ingen vanskeligheter gjorde likeoverfor Mittag-Leffler, da denne ønsket at træde tilbake i november 1907. Men dette har sin gode grund, forekommer det mig, i hvad Olsen selv anfører, at han fandt, at det nye aktieselskap var bedre tjent med at faa Eklund til at ofre sig for den norske fabrik end at ha det svenske selskaps interessenter med i foretagendet. Derved opnaaedes for det nystiftede selskap - som der ganske rigtig staar i beretningen paa den konstituerende generalforsamling -, at mens selskapet før, efter forutsætningerne for aktieindbydelsen, hadde at utfærdige 40 saakaldte friaktier, slap selskapet nu med 22 friaktier. Jeg vet ikke, hvorfor man ikke kan gaa ut fra, at det forholder sig saa, som beret: ningen pointerer, at Eklund er en saa dygtig mand, at man vil kunne være fuldt ut tjent med ham, og at indbyderne derfor ved at arrangere det saaledes, at selskapet slipper med utstedelae av 22 friaktier istedenfor 40, har handlet til selskapets eget gavn. Jeg kan ikke indse, med hvilken føie man skal kunne si, at denne ordning for selskapet ikke er gunstigere end den oprindelige og - som der staar i beretningen - dog fuldt betryggende for selskapet. Jeg kan ikke se andet, end at i beretningen av 18 december 1907 er der - som av andenvoterende fremhævet - git fuld og grei besked. Det er uttrykkelig sagt, at underhandlingerne med det svenske selskaps interessenter er brustet. Det er sagt, at man "undgaar saaledes at faa et andet selskaps interessenter som vore aktionærer". Det er sagt, at ordningen falder billigere, hvad notorisk er tilfældet. Hele sakens hovedspørsmaal mener jeg derfor beror paa dette: Var Eklund en saa dygtig mand, som han er skildret i den ofte nævnte beretning? Var han fuldt habil til at sikre den norske fabrik "en betryggende fremstilling av produktet ferrosilicium paa en saadan maate, at man fra begyndelsen av undgik kostbare utgifter ved eksperimenter"? Det er sakens apørsmaal, mener jeg. Har han været den habile mand, som beretningen skildrer ham at være, saa har appellanterne intet at beklage sig over. Har han derimot været saa litet kyndig, at han, før fabrikken kom igang, maatte indlate sig paa kostbare utgifter ved eksperimenter, saa har appellanterne ret til at træde tilbake fra sin aktietegning. Men som jeg ovenfor har nævnt, dette punkt faar da appellanterne bevise. Men det er saa langt fra, at de har bevist dette punkt at det tvertimot - som fremhævet av anden- og tredjevoterende - er bevist, at Eklund har vist sig istand til uten kostbare eksperimenter at levere et produkt av prima kvalitet.

Side:273

Jeg finder paa dette grundlag principalt, at indbyderne, de indstevnte, maa frifindes, og er forsaavidt altsaa, saavidt jeg forstaar, enig med tredjevoterende. Men subsidiært kan jeg ogsaa være enig med andenvoterende deri, at naar det faktisk og praktisk har vist sig, at man uten kostbare eksperimenter kan levere det bebudede produkt, saa har ikke appellanterne adgang til at anlægge en sak som nærværende. Det forekommer mig, at det hele søksmaalsanlæg er meget grundløst. Det er allerede av anden- og tredjevoterende fremhævet, at de to appellanter mangler enhver teknisk kundskap, har undlatt at foreta nogensomhelst undersøkelse av fabrikken eller dens produktion, har heller ikke tat teknikere med paa raad, men har utelukkende ut fra et abstrakt juridisk ræsonnement søkt at komme fra sine indgangne forpligtelser.

Assessor Vogt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Nogen bemerkningcr av tredje- og fjerdevoterende gir mig anledning til at tilføie : Naar den forventede avtale med det svenske selskap ikke kom istand - en avtale, hvis hensigt netop var at skaffe det norske selskap adgang til den svenske fremstillingsmaate -, saa maa det være de indstevntes sak at godtgjøre, at de desuagtet har kunnet bringe den svenske fremstilling i anvendelse ved den norske fabrik. paastanden om, at kjendskapet til og anvendelse av samme fremstilling er blit sikret det norske selskap gjennem dettes antagelse av ingeniør Eklund som leder for den norske fabrik, er i mine øine fuldstændig avkræftet ved, hvad professor Mittag-Leffler som vidne har forklart. Mittag-Leffler var formand i det svenske selskaps direktion og den, med hvem de indstevnte forhandlet. Han har som vidne forklaret, at ingeniør Eklund kun ufuldstændig og delvis var indviet i det svenske selskaps særegne fremstillingsmaate, at det ikke kan tænkes, at han uten saadan indvielse fra selskapets side kan ha erhvervet kjendskap til fremstillingsmaaten, og at naar han løstes fra sine kontraktsmæssige forpligtelser likeoverfor det svenske selskap, var det netop, fordi han hverken kjendte metoden eller - om han hadde kjendt den - vilde være kompetent til at anvende den, hvorfor der for det svenske selskap ikke kunde opstaa nogen uleilighet ved Eklunds overgang til en eventuel konkurrent.

Ekstraordinær assessor, professor Stang: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og hr. assessor Vogt.

Assessor Reimers: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av byrettens dom hitsættes:

Den 17 mars 1907 utsendte Agent Olaf R. Olsen og cand.jur H. Bjørum indbydelse til dannelse av et elektro-metallurgisk aktieselskap for istandbringelse av et industrielt anlæg. Det paataenkte fabrikat angaves at være et mineralsk-metallisk produkt, der trænges i jern- og staalindustrien hele verden over. Det har været fremstillet ved andre kostbare smeltemetoder og fabrikeres nu elektrisk ved nogen faa anlæg i Europa og Amerika. Paa grund av sine fortrinlige egenskaper finder produktet stadig større anvendelse. Den nuværende produktion dækker ikke paa langt nær behovet. Produktionen angaves at bli mindst 1000 tons aarlig, men vilde indbyderne i sine beregninger kun gaa ut fra 850 tons. Efter produktets dagspris skulde fabrikationen i et aar gi et bruttooverskad paa ca. 150 000 kroner. Videre heter det i indbydelsen: Som De vil bemerke, er aktiekapitalen fordelt paa 80 preferenceaktier og 40 almindelige aktier. Disse sidste ydes for en væsentlig

Side:274

del til et utenlandsk selskaps interesser for fremstillingsmaaten og resten for teknsik assistanse og andet arbeide med selskapets dannelse og konstituering. Vi har nemlig fundet det rigtigst at sikre os en betryggende fremstillingsmaate for straks at komme til en regulær drift og allerede fra begyndelsen av at undgaa kostbare utgifter ved eksperimenter. Da de nævnte interessenter og fagfolk har en ubetinget tro til anlæggets rentabilitet og stabilitet, har de indgaat paa, at preferenceaktieeierne og de som sætter rede penge i anlægget, forlods erholder 6 pct. av sine penge og sine preferenceaktier tilbakebetalt og erstattet med gratis utstedte almindelige aktier til samme beløp, forinden de selv har krav paa noget utbytte eller renter av sine aktier. For ytterligere at sikre preferenceaktieeiernes indflydelse i selskapet er hver preferenceaktie tillagt 2 stemmer, mens de almindelige aktier kun har 1 stemme.

Blandt dem, som efter denne indbydelse tegnet aktier, var sekretær J. Aune og Brødrene Ziener, der hver tok 2 aktier à 2 500 kr., altsaa tilsammen for kr. 10 000.

Selskapet konstituertes den 20 december 1907. I den konstituerende generalforsamling fremla indbyderne forinden en beretning, hvori bl.a. anføres: "I vor aktieindbydelse meddelte vi, at vi hadde sikret os en betryggende fremstillingsmaate, idet vi hadde underhandlet med et utenlandsk selskaps interessenter om mot frie aktier at indtræde som deltagere i vort selskap. Undertegnede Olaf R. Olsen er imidlertid under arbeidet med saken blit istand til at sikre os en fuldt kyndig ingeniør, der helt og holdent skal ofre sig for vor fabrik alene, og anden fornøden assistanse. Denne ordning ansees heldigere og dog fuldt betryggende for vort selskap. Vi undgaar saåledes at faa et andet selskaps interessenter som vore aktionærer, og ordningen falder desuten langt billigere for preferenceaktionærerne, idet der nu som frie aktier for fremstillingsmaaten, teknisk assistanse og arbeide med selskapets dannelse og konstituering blot ydes 22 aktier, repræsenterende kr. 55 000. Disse aktiers stilling er den samme som i indbydelsen forklart, de faar intetsomhelat utbytte, førend preferenceaktionærerne har faat sine preferenceaktier tilbakebetalt og ombyttet med frie aktier".

Efter anlægsarbeidernes fuldførelse begyndte fabrikkens drift høsten 1908. Da efter nogen maaneders forløp det økonomiske resultat viste sig mindre gunstig, besluttet en generalforsamling den 17 mars 1909 at nedsætte en komité, som skulde ta selskapets "dannelse og hittilværende drift under undersøkelse". Den nedsatte komité avgav sin betænkning den 22 juni 1909. I denne fremholdtes som den væsentligste aarsak til det ugunstige resultat, at der ikke ved anlæggets istandbringelse hadde været arbeidet efter nogen erhvervet fast prøvet plan, saaledes som i indbydelsen til selskapets dannelse forutsat, hvilken forutsætning mentes ogsaa at ha været grundlagte ved selskapets konstituering. Anlægget maatte antages utført alene paa grundlag av, hvad den ene av indbyderne, agent Olsen, uten at erhverve nogen egentlig ret til den benyttede fremgangsmaate, og derfor ogsaa kun ufuldstændig hadde hat anledning til at iagtta ved vedkommende utenlandske dvs. et svensk selskaps fabrik.

Støttende sig til denne betænkning har sekretær Aune og Brødrene Ziener gjort ansvar gjældende mot agent Olaf R. Olsen og cand.jur. Bjørum og har saksøkt disse med paastand om, at de in solidum tilpligtes at erstatte citanterne beløpet av de av dem tegnede aktier, for hver kr. 5000, tillikemed renter og saksomkostninger. De indstevnte har paastaat sig frifundet med tilkjendelse av forsvarsomkostninger.

Side:275

Efter hvad der under en for nærværende sak foranstaltet bevisoptagelse i Sverige er forklart av professor Mittag-Leffler, som oplyses i sin tid paa vedkommende svenske selskaps vegne at ha forhandlet med de indstevnte om overdragelse av den omhandlede fremstillingsmaate, maa det ansees paa det rene, at disse forhandlinger, da de indstevnte utsendte indbydelsen til selskapets dannelse, kun befandt sig paa et rent forberedende stadium. Det var derfor ganske uberettiget, naar de indstevnte i indbydelsen angaaende det svenske selskaps eller dets interessenters tiltrædelse av foretagendet uttrykte sig som skedd. Heller ikke senere ledet disse forhandlinger til noget resultat. Forsaavidt intet andet var kommet til, vilde efter dette utvilsomt citanterne ha været beføiet til at træde tilbake fra sin aktietegning og i tilfelde kræve de indbetalte aktiebeløp tilbakebetalt.

Ved det, som passerte paa den konstituerende generalforsamling, hvor citanterne møtte og deltok i beslutningen om selskapets konstituering, kan det imidlertid ikke indsees andet end, at saken er kommet i en anden stilling. Vistnok maa det indrømmes, at de indstevnte i den beretning, som fremlagdes for nævnte generalforsamling, ikke uttrykte sig saa klart og tydelig, som ønskelig hadde været, og navnlig kunde det ha været ventet, at de indstevnte hadde git fuldstændig besked om forløpet av de med det svenske selskap førte forhandlinger. Allerede det, som blev sagt, maatte dog være tilstrækkelig til at gi forstaaelsen av, at grundlaget ogsaa med hensyn til erhvervelsen av den paagjældende fremstillingsmaate var forandret fra, hvad der var stillet i utsigt i indbydelsen. Det var i og for sig urimelig at anta, at det nye selskap skulde erhverve den samme raadighet over fremstillingsmaaten, naar der ikke længere - saaledes som i indbydelsen - var tale om, at det svenske selskaps interessenter skulde indtræde som aktionærer. Det, som likeoverfor generalforsamlingen stilledes i stedet herfor var, at indbyderne var blit istand til at sikre sig en fuldt kyndig ingeniør. Men der nævnes intet om, at denne hadde raadighet over eller noget specielt kjendskap til den fremstillingsmaate, som skulde ha været erhvervet ved det svenske selskaps deltagelse. Der synes etter dette at ha været fuld opfordring for citanterne til, hvis de ikke under enhver omstændighet vilde ha været med paa foretagendet, at kræve nærmere oplysninger og i tilfælde stille meddelelse av saadanne som betingelse for at fastholde sin aktietegning. Efterpaa maatte det derimot bli forgjæves at gjøre gjældende, at de var blit skuffet i sine forutsætninger.

Sluttelig skal med hensyn til, hvad der har bevirket det mindre gunstige økonomiske resultat, som de forløpne aar utviser, bemerkes, at der vistnok kan være nogen grund til at anta, at de fra først av bevirkedes overskridelse av de beregnede omkostninger, fordi der ikke havdes nogen fast prøvet plan at arbeide efter, omend de foreliggende oplysninger i saa henseende er temmelig ufuldstændige. Som den væsentlige og avgjørende aarsak til nævnte resultat maa imidlertid ansees de forandrede konjunkturer, der har rammet ogsaa forskjellige andre lignende foretagender og deriblandt antagelig ogsaa det omhandlede svenske selskap.

I henhold til det anførte vil de indstevnte maatte bli at frifinde.

M. Ebbell.

Jeg er kommet til det resultat, at citanternes paastand maa bli at ta tilfølge.

Som av førstvoterende fremholdt maa det ansees ganske uberettiget, at forholdet i aktieindbydelsen fremstilles derhen, at tilslutning fra det svenske selskaps interessenter, hvem en væsentlig del av 40 almindelige aktier - repræsenterende

Side:276

100 000 kr. - ydes som valuta for fremstillingemaaten, var en given og avgjort sak. Dette staar nemlig i bestemt strid med professor Mittag-Lefflers vidneprov, hvorefter ingen bindende avtale i saa hensende forelaa. Der hadde vistnok været foreløbige forhandlinger, men vidnet var endnu ikke paa det rene med, om han burde paata sig det ansvar at medvirke til dannelsen av den foreslaaede bedrift. De foreliggende utredninger med hensyn til kraftmængden gjorde det for ham tvilsomt, om en sund bedrift med sikkerhet kunde grundlægges; de nærmere vilkaar for hans eller det gjennem ham repræsenterte selskaps medvirkning var ikke fastsat. Under disse omstændigheter er det ikke let at forstaa, hvorledes aktieindbydelsen i det her berørte punkt kunde gives en saa bestemt redaktion; denne kunde jo ikke efterlate tvil om, at en bindende, i detaljerne utformet avtale var truffet. Jeg vil her ikke undlate at nævne, at Olaf R. Olsens skrivelse til professor Mittag-Leffler av 8 oktober 1907, hvori de indstevnte har søkt støtte for sin paastand om, at saa ogsaa virkelig var tilfældet - læst i sammenhæng ikke synes mig at kunne forstaaes paa anden maate og saaledes ikke i nogen væsentlig grad kan avsvække professorens vidneprov. Men selv om man efter det anførte manglet berettigelse til at paaberope sig nogen avtale om tilslutning fra det svenske selskaps interessenter, er det jo sikkert nok, at aktieindbydelesen, om end altsaa uberettiget, gaar ut paa, at dette selskaps fremstillingsmaate for vedkommende produkt var erhvervet, og videre, at denne omstæendighet fremhævee som et væsentlig og betydningsfuldt grundlag for det eventuelle selskaps dannelse. Der tales om, at man derved har sikret sig en betryggende og prøvet fremstillingsmaate, der betegnes som en fabrikationshemmelighet, likesom det anføres, at de nævnte interessenter og fagfolk har en ubetinget tro til anleggets rentabilitet og stabilitet og derfor har indgaat paa en for preferenceaktierne gunstig ordning.

Naar nu forholdet - efter hvad jeg maa anse paa det rene - paa den tid, den konstituerende generalforsamling avholdtes, i virkeligheten har været det, at Mittag-Leffler hadde trukket sig tilbake og forhandlingerne med det svenske selskaps interessenter saaledes var strandet, synes det at maatte ha været indbydernes pligt i den for generalforsamlingen utarbeidede og der oplæste indberetning at gi likefrem og direkte besked om, at saa var tilfældet, og i ethvert fald da at oplyse, at forutsætningen angaaende dette aktieindbydelsens kardinalpunkt nu var forandret. Men i denne henseende kan jeg ikke finde andet, end at indberetningen i tydelighet og fuldstændighet later saa meget tilbake at ønske, at den er egnet til at misforstaaes og gi et urigtig begrep om det virkelige forhold. Om det, der maa antages at ha været den egentlige grund til forandringen - det svenske selskaps tilbaketræden - nævnes der likefrem intet, og man faar tvertom nærmest indtryk av, at det er indbyderne, som har bestræbt sig far at undgaa "at faa et andet selskaps interessenter som aktionærer". At disse interessenter efter den forandrede ordning ikke skulde være aktionærer, er saaledes vistnok tydelig uttalt. Men indberetningens form utelukker efter min mening ikke den forstaaelse, at der fremdeles paa en eller anden maate skulde ydes det svenske selskap betaling for dettes fremstillingsmaate. Der skulde jo efter indberetningen fremdeles betales for "fremstillingsmaaten", og hermed maatte jo forstaaes det svenske selskaps fremstillingsmaate. Men at det, man da betalte for, alene var det kjendskap til fremstillingsmaaten, Olaf A. Olsen maatte ha erhvervet - i forbindelse med ingeniørens kyndighet -, burde været uttrykkelig sagt. Det er av citanterne benegtet og kan ikke ansees godtgjort, at det svenske selskaps fremstillingsmaate i sin helhet har

Side:277

været kjendt og benyttet ved en norsk fabrik. Efter Mittag-Lefflers vidneprov var den her ansatte ingeniør kun ufuldstændig og delvis indviet i og ikke kompetent til at anvende metoden, likesålitt som Olaf R. Olsen ved sit besøk paa den svenske fabrik kunde være blit kjendt med de væsentlige fabrikationshemmeligheter.

Idet det efter det anførte fremstiller sig som ikke usandsynlig, at citanterne vilde traadt tilbake, hvis de paa generalforsamlingen hadde faat saa fuldstændige og utvetydige oplysninger, som jeg mener, det hadde været de indstevntes pligt at gi dem, antar jeg, at citanterne under disse omstændigheter maa være berettiget til at søke det av dem betalte aktiebeløp tilbake hos de indstevnte. Citanterne har erklært, at aktierne da i transportert stand vilde bli stillet til de indstevntes disposition. - - -

Eyvind Andersen, kst.

Jeg er skjønt under adskillig tvil i det vesentlige og i resultatet enig med førstvoterende, idet jeg kan skal bemerke, at jeg antar, at overskridelsen av de beregnede omkostninger ikke skyldes den omstændighet, at der ikke havdes nogen fast prøvet plan at arbeide efter, men kun driftsuheld av teknisk art.

F. Mack.