Rt-1915-328
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1914-12-15 |
| Publisert: | Rt-1915-328 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 71/2 s.a. |
| Parter: | Fru Laura Fischer (adv, Rubach) mot Edelstein, Olsen &; Co. og fru Laura Fischers konkursbo (uteblit). |
| Forfatter: | Berg, Vogt, Christiansen Skattebøl, Mejdell, Rivertz, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §117 |
Efter begjæring av Edelstein, Olsen &; Co. har Aalesund skifteret ved decision av 19 december 1913 besluttet at ta fru Laura Fischers bo under konkursbehandling.
Ved stevning av 13 januar 1914 har fru Laura Fischer indanket denne decision for Høiesteret. Som motparter har hun stevnt konkursrekvirenten, Edelstein, Olsen &; Co., og Aalesund skifteret paa vegne av konkursboet, for hvilket ingen bestyrer er opnævnt.
Ingen av de indstevnte har møtt. Varsel og dokumentation er i orden.
Side:329
Fru Fischers paastand er: I a. Principalt: At firmaet Edelstein, Olsen &; Co.s begjæring om aapning av konkurs i fru Laura Fischers særeiebo avvises, og at fru Laura Fischer hos Edelstein, Olsen &; Co. tilkjendes kost og tæring, b. Subsidiært: At nævnte konkursbegjæring ikke tages tilfølge, og at fru Fischer hos konkursrekvirenterne tilkjendes sakens omkostninger ved skifteretten. II. At fru Fischer hos Edelstein, Olsen &; Co. tilkjendes sakens omkostninger ved Høiesteret. III. At fru Fischer i henhold til konkurslovens §117 tilkjendes hos Edelstein, Olsen &; Co. erstatning, bestemt ved et paa sidstnævntes bekostning optat skjøn av uvillige mænd, for alt kreditspilde eller andet tap, som er eller vil bli fru Fischer paaført ved konkursforlangendet og ved de av skifteretten ifølge samme foretagne skridt.
Angaaende konkursbegjæringen og sakens stilling for skifteretten henvises til præmisserne til skifterettens decision.
Avvisningspaastanden har fru Fischer her for Høiesteret bygget paa følgende tre indsigelser: 1. At der ikke blev prøvet forliksmægling i anledning av konkurstvisten, 2. at hun ikke hadde verneting i Aalesund, og 3. at der angaaende konkurskravet allerede verserte proces ved Aalesunds byting. Av disse indsigelser var vernetingsindsigelsen ikke formelt fremsat for skifteretten, men spørsmaalet om Aalesund var ret forum, hadde dog været bragt paa bane, og var av skifteretten tat op til avgjørelse. (Jfr. Hagerup, Skifte s. 14).
Høiesteret er enig med skifteretten i, at fru Fischer hadde sit verneting i Aalesund, og Høiesteret antar - likesom skifteretten -, at forliksmægling ikke er nødvendig i en sak av heromhandlede art. Ogsaa litispendentsindsigelsen maa forkastes. Der kan intet være til hinder for, at en fordring, som der verserer proces om, kan brukes som grundlag for en konkursbegjæring. Skifterettens prøvelse av fordringen som saadant grundlag og skifterettens avgjørelse forsaavidt præjudicerer - processuelt set - intet med hensyn til dommen i den verserende sak.
Med hensyn til konkursbegjæringens materielle berettigelse kommer Høiesteret til et andet resultat end skifteretten. I og for sig synes det litet rimelig, at fru Fischer skulde git sin garantierklæring rent betingelsesfrit. Men bortset herfra maa det for garantiens gyldighet nødvendige samtykke fra overformynderiet siges at være erhvervet paa en maate, som maa gjøre dette samtykke ugyldig som grundlag for Edelstein, Olsen &; Co.s krav.
Efter de oplysninger, som foreligger, kan det ikke være synderlig tvilsomt, at Fischer og fru Fischer har skaffet sig overformynderiets samtykke dels ved at fortie sakens rette sammenhæng og dels ved likefrem at gi urigtige oplysninger. I overformynderiets protokol heter det: «Det var videre oplyst, at hvis ikke den her omhandlede kaution kunde istandbringes, kunde de ikke faa fortsætte at drive agentur og kommissionsforretningen, ialfald paa samme maate som hittil. Da overformynderiet efter det oplyste fandt, at kautionen maatte siges at være til egtefællernes fælles bedste, blir det begjærte samtykke indvilget». Og i en erklæring fra overformynder Langvand heter det, at intet var oplyst om, at der var ugreie i regnskapet. Saavidt han erindrer, blev det nævnt, at garantien bl.a. forlangtes for ansvar for lagerbeholdningen. Han tilføier: «Samtykket til en betingelsesfri kaution (som den omhandlede) vilde neppe blit git, hvis det hadde været oplyst, at det gjaldt en eksisterende underbalance. I ethvert fald vilde man da forlangt nøiere opgave over, hvad overenskomsten med Edelstein Olsen
Side:330
gik ut paa - som sikkerhet for, at kautionen vilde medføre nogen fordel for begge egtefæller».
Edelstein, Olsen &; Co.'s repræsentant under forhandlingerne med fru Fischer om garantierklæringen, Julius Thomsen, har som vidne under efterforskningen mot fru Fischers mand forklart: Før Fischer og fru Fischer søkte overformynderiets tilladelse 28 mars, sa de til ham, at de for at opnaa denne tilladelse maatte si, at kautionen skulde brukes til at drive forretning med. Som vidne under skiftetvisten har Thomsen git en anden forklaring: Efterat Fischer hadde været hos overformynderiet, spurte Thomsen ham, hvordan det var gaat. Hertil bemerket Fischer: «Jeg har faat det raad at si, at firmaet nede i Kjøbenhavn forlangte større garanti, idet der nu kom flere varer». Hvem Fischer hadde faat dette raad av, visste ikke Thomsen. Heller ikke sa Fischer, hvad han hadde sagt til overformynderiet, men dette spurte Thomsen forøvrig ikke om. Som vidne for skifteretten uttalte Thomsen, at hans forhørsforklaring maatte skyldes en misforstaaelse av de spørsmaal, som var blit rettet til ham. Det ligger liten vegt paa, hvilken av disse forklaringer er den rette: Selv de oplysninger, Thomsen som vidne for skifteretten har erkjendt at ha faat, barde ikke gjort det synderlig tvilsomt for ham, at Fischer hadde git overformynderiet vildledende forklaring om hensigten med garantien. Vistnok hadde ikke Fischer efter Thomsens prov for skifteretten uttrykkelig sagt til ham, at han hadde gjort bruk av det raad, han hadde faat. Men som svar paa Thomsens spørsmaal maatte Fischers uttalelse opfattes derhen, at han ogsaa hadde fulgt dette raad.
Det samtykke, som Fischer og fru Fischer hadde skaffet sig, kan ikke tilfredsstille lovens krav. Det var meddelt paa grundlag av urigtige oplysninger om den garanti, som skulde stilles. Det var saaledes i virkeligheten knyttet til en garanti av et andet indhold end den, som Edelstein, Olsen &; Co. nu vil gjøre gjældende. Dette har Thomsen som repræsentant for Edelstein, Olsen &; Co. maattet skjønne, og nogen Tet kan derfor firmaet ikke bygge paa dette samtykke. At fru Fischer selv har været med paa at føre overformynderiet bak lyset, er i denne forbindelse uten betydning. Hun er ikke bandet, medmindre der foreligger et gyldig samtykke fra overformynderiets side. At dette selv skal ha erklært samtykket ugyldig, kan heller ikke kræves. Kan en hustru fragaa sin egen garantierklæring, naar overformynderiet ikke har godkjendt den, saa maa hun ogsaa kunne gjøre gjældende, at et samtykke er erhvervet paa urigtig grundlag og derfor ikke kan ansees som noget gyldig samtykke.
Edelstein, Olsen &; Co. har efter dette ikke hat noget gyldig krav likeoverfor fru Fischer. Grundlaget for konkursbegjæringen mangler saaledes, og begjæringen skulde ikke været tat tilfølge.
Da fru Fischer selv har hjulpet til med at skaffe overformynderiets samtykke og dermed et tilsyneladende holdbart grundlag for Edelstein, Olsen &; Co.s konkursbegjæring, finder Høiesteret ikke grund til at tilkjende erstatning efter konkurslovens §117.
Procesomkostningerne for skifteretten og Høiesteret findes Edelstein, Olsen &; Co. at burde utrede til fru Fischer.
Dom:
Edelstein Olsen &; Co.s begjæring om konkursbehandling av fru Laura Fischers bo blir ikke at ta tilfølge. Fru Fischers paastand om at tilkjendes erstatning i henhold til konkurslovens §117 tages ikke
Side:231
tilfølge. I procesomkostninger for skifteretten og Høiesteret betaler Edelstein, Olsen &; Co. til fru Fischer kr. 400,00.
Av skifterettens kjendelse hitsættes:
- - - Fru Laura Fischer har med overformynderiets samtykke stillet selvskyldnerkaution for sin mand fhv. disponent Rino Fischers gjæld til Edelstein, Olsen &; Co. Garantidokumentet er datert 28 mars iaar. Ved erklæring av 14 mai næstefter har Rino Fischer avgit erkjendelse for, at han skylder kr. 3.813,76 «for ulovlig forbruk av betroede midler». - - -
Med hensyn til spørsmaalet om, at samtykket er erhvervet paa grundlag av urigtige oplysninger til overformynderiet, saa kan ikke retten tillægge dette nogen betydning. Det maa nemlig erindres, at fru Fischer selv har meddelt overformynderiet de urigtige oplysninger, og hun faar selv ta følgerne herav. Heller ikke finder retten det godtgjort, at rekvirenten visste noget om, at samtykket var erhvervet ved urigtige opgivender for overformynderiet. - - -