Rt-1915-604

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1915-04-08
Publisert:	Rt-1915-604
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 52 s.a.
Parter:	Theodor Andersen Thalerød m.fl. (adv. Flood) mot Anna Fagerholt (adv. Steffens, beskikket).
Forfatter:	Skattebøl, Christiansen, Backer, Hambro, Fürst, Mejdell, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	LOV-1892-07-04-§26, Arveloven (1854) §50, §51, §52, Arveloven (1854), LOV-1892-06-04-§26, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §4

I en i Thora Johnsens dødsbo opstaat tvist, hvorunder Anna Fagerholt i henhold til angivelig testamente paastod sig berettiget til renterne av en kapital på 12.000 kroner for sin levetid, blev av den edsvorne fuldmægtig hos byfogden i Fredrikshald den 20 december 1911 avsagt saadan decision: «Anna Fagerholt blir ikke at anerkjende som testamentarisk arving efter avdøde Thora Johnsen. Den befalede sakfører o.r.sakfører Karl A. Karlsens salær ansættes til 90 kroner. Denne decision staar til paanke i 6 uker.»

Decisionen blev av Anna Fagerholt paanket til Kristiania overret, som under 8 september 1913 avsagde saadan dom: «Appellantinden frøken Anna Fagerholt kjendes som testamentarisk arving i Thora Johnsens dødsbo berettiget til at nyte renterne av kr. 12.000 av boets midler, saalænge hun lever, at regne fra arvelaterens død den 11 august 1910. I dette øiemed blir at avsætte av boets midler en kapital stor kr. 12.000 under bestyrelse av Fredrikshalds magistrat eller den, han dertil bemyndiger. Sakens omkostninger for overretten ophæves. Overretssakfører Karl A. Karlsen. dømmes i henhold til lov av 4 juli 1892 §26, jfr. lov av 22 mai 1902 nr. 11 §4, til en bot til statskassen, stor kr. 10; saafremt boten ikke erlægges, indtræder en straf av 1 dags fængsel. Salaret til den beskikkede sakfører,

Side:605

overretssakfører Karl A. Karlsen ansættes til kr. 120, at utredes av statskassen.» Der var ved overretten dissens, idet et medlem av retten fandt, at saken ex officio maatte være at avvise fra overretten, fordi nogen av de personer, der for skifteretten som intestatarvinger hadde optraadt imot Anna Fagerholts paastand, ikke var stevnt for overretten. Subsidiært var dette medlem av retten enig med de øvrige medlemmer i at anerkjende Anna Fagerholt som testamentarisk arving.

Overrettens dom er av Theodor Andersen Thalerød med flere som intestatarvinger i Thora Johnsens bo indanket for Høiesteret, hvor de har nedlagt paastand om stadfæstelse av skifterettens decision og om tilkjendelse av omkostninger hos Anna Fagerholt for overretten og Høiesteret.

Indstevnte Anna Fagerholt, der ved Høiesteret likesom ved de foregaaende retter har erholdt fri sakførsel, har ved sin beskikkede sakfører paastaat overrettens dom, forsaavidt den angaar hende, stadfæstet, og at appellanterne in solidum tilpligtes at tilsvare sakens omkostninger. Den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Steffens, har derhos paastaat sig tilkjendt salar.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for de underornede retters avgjørelser. Nye dokumenter er ikke fremlagt for Høiesteret.

Ved overretten var av intestatarvingerne nedlagt paastand om sakens avvisning fra overretten paa grund av, at den angivelig ikke var paastevnt til denne ret i betimelig tid. Paastanden er ikke gjentat for Høiesteret og foreligger saaledes ikke til dens prøvelse. Derimot vil være at avgjøre det av de samme reiste spørsmaal, om saken ex officio skulde været avvist fra overretten, fordi ikke alle de personer, der for skifteretten hadde meldt sig som intestatarvinger, var medtat ved indstevningen for overretten. (Jfr. det dissenterende medlems votum).

Høiesteret kommer med hensyn til dette spørsmaal til samme avgjørelse som overrettens flertal, til hvis begrundelse man ogsaa finder at kunne henholde sig.

Med hensyn til sakens realitet kommer Høiesteret til samme resultat som skifteretten og tiltræder i væsentlige dele dens begrundelse.

Det er paa det rene, at noget skriftlig testamente foreligger der ikke. Likesaa er det paa det rene, at avdøde ikke i vidners overvær har foretat mundtlig testationsakt. Spørsmaalet er saaledes alene, om avdødes uttalelser til overretssakfører Sveen kort før hun døde og til doktor Nannestad litt tidligere allikevel kan tillægges betydning som mundtlig testamente. Dette spørsmaal findes at maatte besvares benegtende.

I det øieblik avdøde uttalte sig til Sveen om, hvad hun vilde, at hendes testamente skulde indeholde, var det klarligen ikke hendes tanke, at hun foretok en endelig testamentshandling. Som saadan kan Sveen heller ikke ha opfattet hendes uttalelser, siden han ikke tilkaldte det andet vidne, som befandt sig i sideværelset. For dem begge har samtalen dem imellem fremstillet sig som forberedelse til oprettelse av testamente. Hendes uttalelser til doktor Nannestad kan ikke engang tillægges betydning som saadan forberedelse. Det var en leilighetsvis fremført ytring om et enkelt punkt i det paatænkte testamente.

Processens omkostninger for overetten og Høiesteret findes at burde ophæves.

Den beskikkede sakfører for Høiesteret har utført sit hverv forsvarlig.

Side:606

Med hensyn til den overretssakfører Karlsen ved overretten ilagte processuelle mulkt bemerkes, at den beskikkede advokat for Høiesteret har henstillet, at den maa bortfalde. Han anfører, at sakfører Karlsen var syk ved den tid, da han utviste forsømmelighet, at han var alene paa kontoret, og at skylden for forsømmeligheten væsentlig falder paa hans kommissionærer i Kristiania. Det anførte kan ikke ansees tilstrækkelig, og da dokumentationen for Høiesteret ikke indeholder materiale for en selvstændig bedømmelse av sakførerens forhold, vil overrettens bestemmelse bli at opretholde.

Dom:

Skifterettens decision stadfæstes. Forsaavidt angaar den overretssakfører Karl A. Karlsen idømte bot, blir overrettens dom staaende ved magt. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves. Salaret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Steffens, ansættes til kr. 200.

Av decisionen hitsættes:

Den 11 august 1910 avgik frk. Thora Johnsen ved døden i Fredrikshald. Om formiddagen samme dag hun døde var dr. Nannestad kaldt til hende, og hun uttalte da til ham, at frk. Anna Fagerholt, som hun var ubeslegtet med, men med hvem hun i en aarrække hadde levet sammen, efter hende skulde nyte renterne av kr. 12.000,00 av hendes efterlatte midler. Noget senere paa dagen - ca. 1 time efter - lot hun imidlertid overretssakfører Sveen tilkalde for at være hende behjælpelig med at opsætte hendes testament skriftlig, og til ham uttalte hun derefter i enrum, hvilke dispositioner der efter hendes død skulde træffes med hendes efterlatenskaper, hvilket av sakføreren punkt for punkt ved sykesengen blev nedtegnet paa et stykke papir og likeledes av hende punktvis vedtat som hendes sidste vilje, efterat han hadde oplæst notaterne for hende. Sakføreren gik derefter ind i sideværelset, hvor det andet testamentsvidne imidlertid ventet, for at utarbeide testamentet paa grundlag av samtalen og de gjorte notater. Under arbeidet hermed, og forinden dette var avsluttet, avgik imidlertid frk. Johnsen pludselig ved døden uten at ha hat anledning til at underskrive testamentet. Hendes sidste vilje uttalt til overretssakfører Sveen ved denne leilighet sees av det ufærdige testament at være gaat ut paa, at frk. Anna Fagerholt skulde ha renterne av kr. 12.000,00, saalænge hun lever, og at hovedstolen i denne tid skal bestyres av Fredrikshalds magistrat eller den, han dertil bemyndiger, som for umyndiges midler bestemt, idet kapitalen ved frk. Fagerholts død skulde gaa over til et legat «Thora Johnsens legat» - - - Videre skulde frk. Fagerholt faa avdødes hele indbo og løsøre samt forretningen med varebeholdning og alle utestaaende fordringer, kun hvad der maatte bli tilovers, naar disse bestemmelser var opfyldt, skulde tilfalde avdødes arvinger efter loven. - - -

Frk. Fagerholt har optat et arvetingsvidne den 13 september 1910, til vilket de da kjendte av frk. Johnsens intestatarvinger indkaldtes, og ved hvilket hun som vidner lot føre ovennævnte dr. Nannestad og overretssakfører Sveen. - - -

Retten kan efter de foreliggende oplysninger ikke skjønne, at de av avdøde givne uttalelser er fremkommet under saadanne forhold, at man derav kan slutte, at der fra hendes side foreligger en virkelig testamentshandling.

Dr. Nannestad har under det før nævnte arvetingsvidne forklart, at han paa arvelaterskens dødsdag var fremmøtt hos hende som læge, og det er paa det rene, at han ikke av nogen var tilkaldt for at overvære en

Side:607

testamentshandling. Nu har vor retspraksis ikke strengt opretholdt arvelovens krav paa, at testamentsvidner ogsaa skal være særlig tilkaldt av arvelateren, naar der blot foreligger bevis for, at denne ved anledningen har været sig bevisst at ha foretat en bindende testamentarisk disposition (se assessor Hansteens votum i Rt-1883-535). Men saadant bevis kan dog ikke her siges ført. Hvad der mellem doktoren og avdøde kan sees at være passert, er dette, at da han meddelte hende, at hun muligens snart vilde dø, uttalte hun som svar derpaa, at hun endnu hadde meget at ordne før sin død, og sees i forbindelse hermed at ha ytret, at frk. Fagerholt skulde nyte renterne av 12.000 kroner. Mere end dette kan ikke sees at være talt herom av disse to. Men at der herav kan utledes, at avdøde ved disse ord skulde ha villet uttale nogen bindende sidste viljeserklæring og kalde doktoren til vidne herpaa, synes dog at være en noget for vidt dreven slutning. - - - Hadde her avdøde virkelig hat til hensigt i overvær av doktoren at gjøre sit testamente, vilde hun sikkerlig ikke nøiet sig med denne særdeles knappe bemerkning, særlig naar det erindres, at hun mindre end en time efter doktorens besøk gav med hensyn til sine efterlatenskaper meget detaljerte og nøiagtige bestemmelser paa en saa klar og grei maate, at hun derved øiensynlig røbet i længere tid at ha overveiet og vel gjennemtænkt dette. Blot en eneste av de mange bestemmelser, der ønskedes indtat i det senere skriftlige testament, nævnte hun jo for doktoren; men naar man betænker, i hvor høi grad særlig betryggelsen av frk. Fagerholts fremtid maa ha ligget avdøde paa hjerte, er det i høi grad usandsynlig, at hun, i tilfælde hun virkelig hadde ment dengang at oprette testament til fordel for hende, vilde undlatt ogsaa at nævne som sin sidste vilje saapas væsentlige ting, som at hun foruten rentepengene ogsaa skulde faa hele forretningen, alt indbo og alle utestaaende fordringer, hvilket det efter det før nævnte skriftlige testament sees at ha været avdødes hensigt at efterlate hende. Intet saadant blev dog da omtalt av avdøde. Endvidere finder retten yderligere sin antagelse av, at avdøde likeoverfor doktoren ingen testamentshandling hadde ment at foreta, bestyrket derav, at hun straks efterat denne hadde forlatt hende lot sakfører og vidne kalde i den uttrykkelige hensigt, at der skulde besørges skriftlig testament oprettet. - - -

De meddelelser om sin sidste vilje, avdøde fremkom med overfor overretssakfører Sveen, og som av ham undertegnedes ved sykesengen, skulde efter rettens mening og efter hvad der sees av sakførerens forklaring, kun danne grundlaget for utarbeidelsen av ovennævnte skriftlige testamente, de indeholder blot en redegjørelse for, i hvilken retning hun ønsket at dette skulde oprettes, uten selv at være nogen endelig viljeserklæring. Der fordredes derfor her yderligere flere skridt, forat selve testationsakten skulde bli fuldført, og da disse ikke blev foretat, maa man være enig med intestarvingerne i, at der heller ikke da nogen testationsakt har fundet sted, men at kun forberedelsen til en saadan var gjort - - -

Det er ikke nødvendig at indgaa paa drøftelse av det mellem parterne omprocederte spørsmaal om betydningen av, at de to ovennævnte herrer ikke samtidig paahørte uttalelserne. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

6 av de indstevnte intestarvinger kan ikke sees at ha avgit møte.

Jeg skal foreløbig bemerke, at der ikke i saken foreligger nogen oplysning om, hvem avdøde Thora Johnsens rette slegtsarvinger monne ansees at være. Imidlertid har i den første dokumenterte skiftesamling avholdt 11 november 1910 møtt blandt andre Omar Andersen, hvis bestefar er angit at være en bror av avdødes far, og i skiftesamling den 19 mai 1911, foruten nævnte Omar

Side:608

Andersen, endvidere som «angivelige arvinger» Ole Edvard Jensen (Ole Rød), skomaker Berggren som gift med Annette Berggren, samt Laura og Hanna Johansen, hvilke samtlige ikke kan sees stevnt til nærværende ret, og for hvem ingen av de iøvrig møtende sakførere har vedtat varsel. Ogsaa baatbygger Johan Olsen, Kristiansand, samt Amandus Gunerius Karlsens børn sees repræsentert under skiftet, uten at de kan sees indstevnt her for overretten. Jeg antar saaledes, at saken maa avvises ex officio her for retten, kfr. Hagerups Civilproces II side 19. Jeg skal forøvrig bemerke, at i stevningerne er under nr. 2 indstevnt: «Skifteforvalteren i Fredrikshald, paa vegne av Thora Johnsens bo, og som efter loven repræsentant for de eventuelt umyndige og fraværende arvingers tarv», paa hvilken indstevning skifteforvalteren har vedtat lovlig varsel. Denne vedtagelse kan imidlertid efter min opfatning ikke antages at omfatte de her tilstedeværende arvinger, hvis opholdssted kjendes, og som har møtt personlig eller ved sakfører (Gudbrandsen) under skiftebehandlingen. - - -

Wilh. Andersen.

Jeg kan ikke være enig i, at saken maa avvises paa embeds vegne fordi ikke alle arvinger er stevnt. Ti skifteforvalteren er stevnt paa boets vegne ved siden av de øvrige indstevnte, for hvem 2 sakførere møter, og skifteforvalteren maa da ogsaa ansees at repræsentere de øvrige arvinger, som har aldeles ensartet interesse. Jeg henviser til Kristiania stiftsoverrets 2den avdelings dom av 15 december 1862, i Ukeblad for Lovk. II side 340 flg. og høiesteretsdom av 23 februar 1864 i samme sak, Ukebl. for Lovk. III, side 344, samt uttalelse under voteringen i den i Rt-1878-241-42 refererte høiesteretsdom. - - -

Hvad sakens realitet angaar, er jeg kommet til et andet resultat end skifteretten. Idet jeg med hensyn til sakens sammenhæng henviser til decisionens præmisser, kan jeg for det første ikke være enig med skifteretten i dens med støtte av professor Platou, Arveret side 162-163, antagne lovfortolkning, at et paabegyndt, men ikke fuldendt skriftlig testament ikke under nogen omstændighet skulde opretholdes som mundtlig. Denne fortolkning, som forøvrig er imøtegaat av professor Ingstad i Tidsskrift for Retsvidenskap 1901 side 54, synes mig ikke at ha tilstrækkelig støtte i loven og er heller ikke fulgt i praksis, se den i Rt-1864-231 flg. refererte høiesteretsdom, og uttalelse om denne doms betydning i Rt-1866-349 samt en av Kristiania byret den 14 december 1912 avsagt og upaanket dom i sak fru Küchler mot enkefru Oline Götz's testamentsarvinger.

Hvad dernæst angaar spørsmaalet om, hvorvidt lovens betingelser for et mundtlig testamente her kan siges at være tilstede, maa det formentlig uten tvil indrømmes, at der foreligger et saadant uformodet tilfælde, som lovens §52 omhandler, hvorved nogen hindres fra at iagtta de i §50 og §51 givne forskrifter, idet den skriftlige testamentshandlings fuldendelse er avbrutt ved den testerendes pludselige død.

Men paa den anden side maa det vistnok erkjendes, at spørsmaalet iøvrig stiller sig tvilsomt, da formerne ikke tilfredsstiller lovens ord. Bare et av vidnerne har været særskilt tilkaldt, og vidnerne har ikke samtidig - omend kun med ca. 1 times mellemrum - paahørt den testerendes erklæring. Men saaledes som Høiesterets praksis i lange tider har tillagt lovens krav til formerne mindre betydning, hvor der allikevel og paa anden maate haves fuld visshet for den testerendes virkelige mening og vilje, maa denne vilje formentlig ogsaa i nærværende tilfælde bli at respektere. Som av underretten anført, maa det her være ganske sikkert, at det har ligget avdøde i høi grad paa hjertet at betrygge fremtiden for appellantinden, som hadde været avdødes trofaste husfælle og medhjælperske i 26 aar, og at avdøde øiensynlig

Side:609

i lang tid hadde overveiet og vel gjennemtænkt den disposition, hun tok like før dødsøieblikket uformodet indtraf. Og dette i forbindelse med den forklaring, som foreligger av de to vidner, distriktslæge Nannestad og overretssakfører Sveen, som hver for sig, kun med undtagelse av en times mellemrum, har paahørt avdødes likelydende erklæring til fordel for appellantinden, avgit med den nær forestaaende død for øie, tror jeg her bør være avgjørende. De av overretssakfører Sveen nedtegnede notater blev punkt for punkt og nøiagtig oplæst for Thora Johnsen, som punkt for punkt vedtok dem som uttryk for hendes sidste vilje. At hun var ved fuld sans og samling, er paa det rene.

Efter det anførte kommer jeg saaledes til det resultat, at appellantindens paastand maa gives medhold. Sakens omkostninger for begge retter antar jeg bør ophæves.

Hvad angaar den beskikkede sakfører overretssakfører Karl A. Karlsens salær, finder jeg hans procedyre forsvarlig. Men han sees uten videre at være uteblit i sessionen den 7 april 1913, hvorved begge indlæg fra de for indstevnte møtende sakførere er blit ubesvart. Da imidlertid herved ingen skade er skedd, idet intet nyt og ingen nye bevisligheter med disse indlæg er fremkommet, og da det ikke synes utelukket, at han underhaanden har skaffet sig rede paa, at yderligere procedyre fra hans side var overflødig, finder jeg efter omstændigheterne ikke tilstrækkelig føie til at nedsætte hans salær. Henset til nævnte deduktionsindlæg, hans arbeide med ansøkning om beneficium og med stevningens uttagelse m.v. samt utlæg til kommissionærer antar jeg, at hans salær passende kan sættes til 120 kroner.

Det er ikke til at undgaa, at sakører Karlsen maa ilægges bot efter lov 4 juni 1892 §26, jfr. lov 22 mai 1902 nr. 11 §4 for sit forhold ved, efter sakens optagelse til doms, at undlate at svare paa og efterkomme overrettens justiskontors breve om uopholdelig at indsende dokumenterne. - - -

Lorents Rynning, kst.

Jeg er enig med andenvoterende i, at der ikke er tilstrækkelig føie til at avvise saken ex officio. - - -

I realiteten kommer jeg til samme resultat som andenvoterende. - - -

Hakon Salvesen.

Set. Jeg finder at maatte fastholde min opfatning angaaende mangelen ved indstevningen. - - -

Idet jeg saaledes er overstemt angaaende det formelle spørsmaal, paaligger det mig subsidiært at avgi votum i realiteten. Forsaavidt er jeg enig med de foregaaende voterende, og jeg kan i saa henseende henvise til deres begrundelse. - - -

Wilh. Andersen.