Rt-1915-72
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1914-10-21 |
| Publisert: | Rt-1915-72 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 35 s.a. |
| Parter: | Stavanger kommune (adv. Rob. Jacobsen beskikket) mot Ole Olsen Østvold (uteblit). |
| Forfatter: | Skattebøl, Christiansen, Backer, Scheel Vogt, Prydz, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Straffeprosessloven (1887) §442, §449, Firmaloven (1890) §34, §83, §9, Straffeloven (1902) §36, LOV-1907-07-16-§9, Brændevinsloven (1908) §62 |
Ved dom avsagt av meddomsret i Stavanger den 9 mars 1912 blev Ole Olsen Østvold for ulovlig salg av vin efter lov av 17 mars 1904 §52 idømt en bot av kr. 50,00, subsidiært 12 dages fængsel Han blev derhos tilpligtet at taale konfiskation av hos ham anhold vin og paalagt 5 kroner i omkostninger til det offentlige. Under saken hadde paatalemyndigheten tillike paastaat tiltalte tilpligtet at be tale til Stavanger kommune vinavgift og handelsavgift for aarene 1911 og 1912 med tilsammen kr. 250,00. Meddomsretten tok spørsmaalet under paakjendelse, men frifandt tiltalte i dette punkt, idet den ikke fandt, at der paalaa ham nogen forpligtelse til at erlægge saadanne av gifter. Dommen vedtoges av Ole Olsen Østvold. Derimot blev den av politimesteren i Stavanger paaanket til Høiesteret paa grund av formentlig urigtig lovanvendelse, idet retten hadde undlatt at ta tilfølge paastanden om, at domfældte skulde betale vin- og handelsavgift til Stavanger kommune for 1911 og 1912. I denne ankesak avsagde Høiesteret den 8 oktober 1912 saadan kjendelse: «Anken avvises som angaaende, en avgjørelse, der ikke er gjenstand for særskilt anke efter de for straffesaker gjældende regler.» (Se Rt-1912-1041).
Stavanger kommune har derefter tat de fornødne skridt til at faa saken ind for Høiesteret gjennem anke i de for borgerlige saker foreskrevne former (kfr. straffeproceslovens §449). Kjæremaalsutvalget har under 21 oktober 1913 meddelt samtykke til sakens indbringelse for Høiesteret uten hinder av lovgivningens bestemmelser om summa appellabilis (kfr. straffeproceslovens §449, 1ste led). Under 22 november 1913 har kommunen erholdt opreisningsbevilling. Endelig er kommunen meddelt fri sakførsel med fritagelse for retsgebyrer.
Ved stevning av 28 november 1913 er saken indbragt for Høiesteret, hvor den for kommunen beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Robert Jacobsen, har nedlagt saadan paastand: «1. At meddomsretsdommen,
Side:73
forsaavidt paaanket er, underkjendes, og at indstevnte Ole Olsen Østvold tilpligtes at betale appellantskapet Stavanger kommune ved dens magistrat og ordfører kr. 250,00. 2. At indstevnte Ole Olsen Østvold tilpligtes at betale statskassen sakens omkostninger for Høiesteret, som om Baken ikke hadde været beneficert. 3. At Tindertegnede tilkjendes salær av statskassen for sakens utførelse for Høiesteret samt for erhvervelse av beneficiums- og opreisningsbevilling og av kjæremaalsutvalgets samtykke til appellen.»
Indstevnte Ole Olsen Østvold har ikke avgit møte.
Varsel og dokumentation er i orden.
Efter den stilling, hvori saken nu staar, kræver appellanten en prøvelse av meddomsrettens avgjørelse av spørsmaalet om, hvorvidt Ole Olsen Østvold er forpligtet til for den tid, hvori han drev ulovlig vinsalg, at betale den ved lov om handelsnæring av 16 juli 1907 §9 paalagte avgift av 25 kroner pr. aar og den av Stavanger kommunale myndigheter fastsatte avgift for salg av vin med 100 kroner pr. aar.
Det første spørsmaal, som her reiser sig, er, hvorvidt det er stemende med lovgivningens anordning, at avgjørelsen av dette avgiftsspørsmaal er truffet av meddomsretten under straffesaken. Meddomsretten sees ikke at ha fundet noget til hinder for at behandle den av paatalemyndigheten nedlagte paastand. Den har endog i strid med bestemmelsen i straffeproceslovens §442 avgjort spørsmaalet derhen, at domfældte ikke er forpligtet til at erlægge avgifterne.
Kravet er et borgerlig retskrav. Efter straffeproceslovens 32te kapitel er det imidlertid en betingelse for, at et saadant krav kan for følges i forbindelse med en straffesak, at det gjøres gjældende av nogen ved den strafbare handling fornærmet. Spørsmaalet er da, om kommunen kan ansees som fornærmet i straffelovens og straffeproceslovens forstand ved den paatalte forseelse mot brændevinsloven. Dette spørsmaal finder Høiesteret maa besvares benegtende. Som fornærmet ved saadan forseelse kan alene ansees det offentlige som saadant, - ikke enten kommunen eller de enkelte borgere. Der er ved saadan forseelse ikke nogen privat fornærmet, hvis ret er krænket.
Meddomsretten burde derfor ikke ha paakjendt kravet, men negtet at ta det under behandling og avvist saken, forsaavidt det angaar.
Meddomsrettens dom maa efter dette bli at ophæve, forsaavidt angaar paakjendelsen av det borgerlige retskrav.
Processens omkostninger for Høiesteret findes at burde ophæves.
Den beskikkede sakfører har utført sit hverv forsvarlig.
Dom:
Meddomsrettens dom ophæves, forsaavidt paakjendelsen av det borgerlige retskrav angaar. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves. Salaret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Robert Jacobsen, ansættes til kr. 200,00.
Av meddomsrettens dom hitsættes:
- - - Retten antar, at paastanden om, at tiltalte skal tilpligtes at betale saadan vinavgift og avgift efter handelslovens §9, ikke kan gives medhold. Straffen for ulovlig salg av Tin er fastsat i brændevinsloven B §62 jfr. straffelovens §36, og de her indeholdte bestemmelser er efter rettens mening forsaavidt uttømmende, jfr. ogsaa handelslovens §34. Hvorvidt bestemmelsen i handelslovens §83 sidste led kommer til anvendelse paa den i lovens §9
Side:74
fastsatte avgift, er det for retten unødig at avgjøre. Efter ordlyden i §33 sidste led og lovens motiver (se Ot. prop. nr. 8 1905/06 side 119-120 og O. IX 1906/07 side 33) skulde dette dog ikke være tilfældet. - - -