Rt-1915-81

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1914-10-22
Publisert:	Rt-1915-81
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 14/2 B s.a.
Parter:	Straffesak mot direktør Benno Singer (aktor: overretssakfører Joh. Middelthon til prøve - forsvarer: advokat Keyser Jordan).
Forfatter:	Christiansen, Birkeland, Heggen, Frisak, Vogt, Gjelsvik, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §348, Grunnloven (1814) §96, Lov om Politivæsenet i Christiania (1866) §1, §347, §36, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §15, §37

Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Ved Kristiania meddomsrets dom av 7 juli 1914 blev saaledes kjendt for ret: «Benno Singer dømmes for overtrædelse av straffelovens §348 sammenholdt med forordningen av 12 mars 1735 §8 til en bot stor kr. 500,00 til statskassen. Erlægges ikke boten, indtræder en fængselsstraf av 5 dage. I henhold til straffelovens §36 inddrages kr. 1.700,00 hos Benno Singer til fordel for statskassen. I erstatning til statskassen for saksomkostninger utreder han kr. 60,00.»

Paa denne dom har saavel domfældte som Kristiania politikammer erklært anke. Anken angaar for begges vedkommende lovanvendelsen, idet domfældte mener, at han helt skulde været frifundet, mens politikammeret finder, at domfældte skulde ha været dømt i videre utstrækning, nemlig helt ut efter tiltalen.

Med hensyn til sakens nærmere omstændigheter henviser jeg til meddomsrettens domsgrunde, hvori tiltalebeslutningen er gjengit. Jeg skal gjøre opmerksom paa, at der i følge en av politikammeret senere avgit uttalelse i domsgrundene synes at være indløpet en misforstaaelse, naar der er anført følgende: «I Kristiania ansees det nu tillatt, at koncerter, formiddagsmatinéer, kinematografer og varietéer begynder kl. 1 søndag eftermiddag». Misforstaaelsen angaar varietéforestillingerne, som efter politikammerets uttalelse aldrig har været aapne før kl. 5 eftermiddag paa søn- og helligdage (andenhelligdage). Efter at være forelagt denne uttalelse har meddomsretten uttalt, at dom mens resultat allikevel vilde blit det samme, hvorhos den tilføier: «Vi mener nemlig, at for almindelige søndages (og 2den dages) vedkommende kan der ikke av praksis i de forskjellige byer med sikkerhet utledes mere, end at helligdagsfreden paa disse dage er gjældende, til formiddagsgudstjenesten er forbi».

Jeg er kommet til det resultat, at begge anker bør forkastes. Idet jeg i væsentlige punkter kan henvise til meddomsrettens begrundelse, skal jeg gjøre endel bemerkninger.

Hvad for det første angaar domfældtes anke, er denne grundet først og fremst paa den antagelse, at §8 i forordning av 12 mars 1735 er ophævet eller bortfaldt. Den skal være ophævet ved istandbringelsen av §70 i Kristiania politivedtægter av 10 januar 1874, fordi §8 efter forsvarets mening er stridende mot denne bestemmelse i politivedtægterne, og da saa denne vedtægtsbestemmelse igjen er hævet ved straffelovens ikrafttrædelseslovs §15, følger derav efter forsvarets mening, at nævnte §8 nu ikke længer er gjældende.

Jeg mener, det kan være tvilsomt, om politivedtægternes §70 har gyldig hjemmel i loven av 26 mai 1866, i henhold til hvilken lovs §1 politivedtægterne er istandbragt. Denne sidste lovbestemmelse

Side:82

overlater det nemlig til de kommunale myndigheter at ordne ved vedtægter «de under ordens- og sedelighetspolitiet hørende anliggender», og det kan vel neppe siges, at de anliggender, som omhandles i forordningens §8, kan henføres herunder. Jeg kan herom ogsaa henvise til motiverne til ikrafttrædelsesloven side 51, særlig note 2, hvor det likefrem uttales, at politivedtægternes §70 maa ansees i det hele at gaa utenfor sin kompetanse. Jeg finder det imidlertid ikke fornødent her at avgjøre det spørsmaal, om de nævnte vedtægters §70 var gyldig eller ikke. Jeg mener nemlig, at denne vedtægtsbestemmelse ihvertfald ikke kan ha ophævet forordningens §8, allerede av den grand at sidstnævnte bestemmelse er en for det hele land gjældende lovbestemmelse, og hvis politivedtægterne for Kristiania skulde ha nogen indvirkning paa en saadan lovbestemmelse, kunde det alene være den at modificere den, ændre den efter de specielle lokale forhold i Kristiania. Naar vedtægtsbestemmelsen ophæves, kan det derfor alene ha den følge, at den almindelige lovbestemmelse atter træder i virksomhet, men selvfølgelig - som jeg nærmere skal komme til senere - kun i den utstrækning, hvori den da i det hele ansees gjældende.

At man paa den tid, da politivedtægterne blev git, mente, at forordningens heromhandlede bestemmelse var gjældende, mener jeg fremgaar av forskjellige i saken oplyste kjendsgjerninger. Som av meddomsretten nævnt, har de forfattere, som har beskjæftiget sig med spørsmaalet, gaat ut fra dette. Jeg skal nævne Lassons Haandbog i Kriminalretten fra 1849, Schweigaards Kommentar til Kriminalloven fra 1844 og 1862, Schnitler Politilovgivningen fra 1870, side 10. Derimot findes der en uttalelse i Motzfeldts Kirkeret fra 1844 side 292 gaaende ut paa, at forordningens §6 og §8 ikke overholdes, men de omtales ikke som ikke gjældende. Heller ikke kan jeg lægge nogen vegt paa, at spørsmaalet ikke er omhandlet i Brochs Kirkeret fra 1904. Derimot mener jeg at finde en sterk støtte for min opfatning i indstilling fra justiskomite nr. 1 angaaende kongelig proposition til lov om adgang til at gi dramatiske og andre offentlige forestillinger m.v. (paa Stortinget 1874). Her uttales det likefrem, at komiteen er enig med endel forslagsstillere, som har movert om forandringer i helligdagslovgivningens regler deri, at den nu gjældende1) helligdagslovgivning er i den grad forældet, at den almindeligvis ikke overholdes, og at der derfor kan være føie til, at denne del av lovgivningen tages under bearbeidelse, saa at der istedenfor de nu forældede bestemmelser utfærdiges nye lovbestemmelser, der stemmer med nutidens krav og forhold. Komiteen har altsaa utvilsomt gaat ut fra, at de heromhandlede bestemmelser er gjældende, men at de ikke er tidsmæssige.

1) Uthævet av mig.

Jeg mener altsaa, at forordningens §8, som er en almindelig lovbestemmelse, ikke var ophævet, da politivedtægterne gaves, og heller ikke derigjennem blev ophævet. Heller ikke var §8 av sig selv bortfaldt som antikvert dengang, og dette kan heller ikke siges at være blit tilfældet senere. Derimot maa det medgives, at bestemmelserne i §8 i lang tid ikke har været opretholdt i sin helhet. Det er nu ikke tvilsomt, at forsaavidt den indeholder bestemmelser om privat selskapelighet og private møter, er den forlængst anset som ikke gjældende. Hvad der staar tilbake av paragrafen, blir da forbudet mot komedier m.v. paa søn- og helligdage og aftenerne forut. Det er altsaa de offentlige forestillinger, med hensyn til hvilke §8 efter min mening

Side:83

fremdeles har været anset gjældende, men som fremholdt i den forestilling, der blev omtalt i den av mig foran nævnte komiteindstilling, hadde erfaring vist, at disse regler var «for vidtgaaende til at kunne overholdes»; «og» - heter det videre - «det er vel netop dette, som har fremkaldt politiets overseen av lovbudet i en stedse større utstrækning, især for koncerters vedkommende». Den almindelige opfatning hadde - kan man skjønne - utviklet sig derhen, at forordningens strenge bud ikke længer lot sig opretholde. Derfor var det ogsaa naturlig i større byer at faa bestemte regler om de tider, helligdagsfreden skulde omfatte, og dette gav, saavidt jeg forstsar sammenhængen, støtet til vedtagelsen av politivedtægternes §70. Her er der, som det vil sees, gjort en betydelig avvikelse fra budet i forordningens §8. Mens denne sidste stiller alle søn- og helligdage like, er der i politivedtægterne indført en skjelnen, likesom der ogsaa i disse sidste er fastslaat bestemte klokkeslet, som ganske savnes i forordningens §8. Noget lignende sees at være tilfælde i de senere givne politivedtægter for de andre større byer. Likeledes fremgaar det av de forandringer, som Kristianiavedtægterne i tidens løp har undergaat, at tidsbestemmelserne har været forandret, likesom der ogsaa har været skjelnet mellem de forskjellige arter av forestillinger.

Naar nu alle disse vedtægters bestemmelser om helligdagsfreden er øphævet, saa kunde det ligge nær at anta, at da er forordningen traadt i virksomhet igjen i sin fulde strenghet. Jeg mener imidlertid, at her har den almindelige retsopfatning, som har git sig uttryk i disse forskjellige vedtægter, virket omdannende og modificerende paa den oprindelige lovbestemmelse, og jeg mener derfor, at denne kun gjælder i den utstrækning, som det med sikkerhet kan konstateres, at den i sin almindelighet har været respektert. Det kan selvfølgelig være vanskelig i en materie som denne, og naar det gjælder en lovbestemmelse av politimæssig art, i et givet øieblik at sige, hvor langt den er paavirket av den almindelige retsopfatning, og det siger sig selv, at man, naar naar man vil søke at fastslaa tiden for helligdagsfreden, maa gaa frem med varsomhet. Det synes at være paa det rene, at 1ste pinsedag, som det her bl.a. gjælder, ikke nogensinde har været anset som faldende utenfor helligdagsfreden likesaalitt som de øvrige saakaldte 1ste-dage. 2den pinsedag har, saavidt man kan forstaa av den opfatning, som har git sig tilkjende gjennem vedtægterne, likesom de øvrige 2den-dage været likestillet med almindelige søndage.

Men her opstaar spørsmaalet, om helligdagsfreden skal utstrækken som av paatalemyndigheten paastaat til kl. 5, eller om den man ansees at være ophørt allerede kl. 2. i saa henseende sees opfatningen at ha været forskjellig i de forskjellige byer. Man har som før nævnt ogsaa tildels skjelnet mellem de forskjellige arter av forestillinger. Jeg mener, at meddomsretten har truffet det rette, naar den har gaat ut fra, at tidspunktet kl. 2 ikke ligger indenfor tiden for helligdagsfreden. Hensynet maa jo nemlig her være formiddagsgudstjenestens avslutning. Tanken i §8 maa, mener jeg, være den, at der ikke til de tider, da offentlig gudstjeneste avholdes, skal gives saadanne forestillinger, som maa siges ikke at være passende i forhold til gudstjenesten.

Hvad dernæst angaar pinseaften, har det ogsaa været gjenstand for meningstfoskjel, til hvilket klokkeslet helligdagsfreden da ansees at ha indtraadt. Der sees at ha været forskjellige bestemmelser herom i de forskjellige politivedtægter. Jeg mener imidlertid med meddomsretten, at man forsaavidt har en tidsangivelse i forordningen, som det ligger

Side:84

nær at holde sig til, nemlig kl. 9 aften, idet forordningens §3 bestemmer, at vinstue o. l. skal være lukket fra kl. 9 aften før hver helligdag. Naar politivedtægterne har fastsat et tidligere tidspunkt for helligdagsfredens indtræden, mener jeg derfor, at dette har været i strid med forordningen, og jeg kan ikke anta, at der skulde ha utdannet sig nogen retssedvane i saa henseende, likesom der selfølgelig heller ikke paa denne maate kunde være indtraadt skjærpelse i en lovbestemmelse.

Jeg anser det med meddomsretten utvilsomt, at de attraktionsnummere, tiltalen gjælder, hører til den slags forestillinger, som er om handlet i forordningens §8, og at dette forhold selvfølgelig ikke forandres ved, at de er knyttet til en utstilling.

Jeg kommer saaledes som nævnt til det resultat, at begge anker maa bli at forkaste.

Med hensyn til omkostningerne antar jeg, at de maa bli at ophæve for Høiesteret. Vistnok har tiltaltes anke ikke frugtet, men det samme er tilfældet med paatalemyndighetens anke, og da man ikke kan sige, at den første er principal i forhold til den anden, og advokaternes arbeide antagelig vilde ha været det samme, om der alene hadde foreligget anke fra paatalemyndighetens side, mener jeg der er grund til ophævelse.

Konklusion:

Ankerne forkastes. Salærerne til aktor og forsvarer, overretssakfører Joh. Middelthon og højesteretsadvokat Keyser Jordan, ansættes for hver til Kr. 200.

Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Heggen: Likessa. Jeg skal tilføie, at naar jeg kommer til det resultat, at Singer med rette er dømt for tiden fra kl. 9-12 pinseaften, altsaa aftenen forut for en av de store høitider, saa vil jeg dermed intet ha uttalt om dagen forut for de almindelige søndage, med hensyn til hvilke jeg tror, den almindelige opfatning og myndigheternes haandhævelse har tat en mere liberal retning.

Med hensyn til klokkeslettet for 2den dags vedkommende finder jeg det tilstrækkelig at fremholde, at kl. 2 ikke ligger indenfor den fredede tid. Hvorvidt det avgjørende tidspunkt er høimessens slutning eller et klokkeslet mellem denne og kl. 2, finder jeg det unødig at uttale mig om paa nogen bestemt maate. Dog vil jeg ikke tilbakeholde den bemerkning, at jeg nærmest har faat det indtryk, at den fredede tid har strakt sig til kl. 1.

Ekstraordinær assessor Frisak: Jeg er med meddomsretten og førstvoterende enig i, at forbudet i forordning av 12te mars 1735 §8 mot at holde «Comoedie, Skuespil og deslige Ting» om søn- og helligdagene og aftenen tilforn ikke er ophævet eller bortfaldt. Paa grundlag herav mener jeg, at domfældte har gjort sig skyldig i overtrædelse av loven efter den i saken utfærdigede tiltalebeslutning ved at holde utstillingens fornøielsesavdeling aapen til de tider, som i beslutningen er nævnt (dog med en begrænsning, forsaavidt angaar pinseaften hvorom jeg senere skal uttale mig). For mig er det avgjørende, at den nævnte bestemmelse i forordningens §8 aldrig uttrykkelig har været ophævet, at der ikke foreligger nogen nyere lovbestemmelse, som viser eller forutsætter, at den er bortfaldt, og at der ikke er paavist nogen retssedvane eller retsopfatning, hvorefter lovbestemmelsen i den anvendelse, hvorom der i nærværende sak er spørsmaal, skulde være forældet eller bortfaldt. Jeg kan i saa henseende i væsentlige dele henholde mig til meddomsrettens

Side:85

domspræmisser og til, hvad førstvoterende her har anført. Jeg vil alene tilføie, at naar det i meddomsretten ifølge dommen er anført, «at administrationen ved utfærdigelse av disse vedtægter (for Kristiania 1874) maa ha bygget paa forutsætningen om, at forordningen av 12 mars 1735 var bortfaldt i sin helhet», forholder dette sig ikke saa ifølge en i Højesteret fremlagt skrivelse fra Justisdepartementet av 5 september 1914, hvorefter det var «unødvendig for departementet av hensyn til spørsmaalet om vedtægternes stadfæstelse at bringe paa det rene, om og i tilfælde i hvilken utstrækning forordningen av 12 mars 1735 §8 fremdeles var gjældende lov». Naar jeg mener, at den heromhandlede bestemmelse i forordningens §8 er anvendelig paa den her paatalte forseelse med den tidsbegrænsning, som i tiltalebeslutningen er git, behøver jeg ikke at indlate mig paa, om og i tilfælde i hvilken utstrækning bestemmelsen forøvrig maatte være modificert ved senere tiders retssedvane eller retsopfatning. Hvad specielt angaar 2den pinsedag kl. 2-5 eftermiddag, omfattes dette tidsrum av bestemmelsen i forordningens §8, og jeg kan ikke anse den omstændighet, at dramatiske forestillinger i enkelte byer i den sidste tid, - saaledes i Kristiania og Trondhjem i de sidste 12 à 14 aar, har været tillatt til et noget tidligere tidspunkt end kl. 5 eftermiddag paa søndage og almindelige helligdage, som avgjørende for, at et lovbud, der gjælder for det hele land og ikke er ophævet, skulde kunne ansees bortfaldt forsaavidt. Og med hensyn til varietéforestillinger, hvorom der her er spørsmaal, har efter de nu for Høiesteret foreliggende oplysninger regelen i Kristiania konstant været den, at de har været tillatt først fra kl. 5 eftermiddag, hvad der stemmer med vedtægterne for Kristiania av 10de januar og 28de november 1874, 27de oktober 1891 og 29de oktober 1900 og tillike i almindelighet stemmer med praksis i de andre større byer, hvorom oplysninger er git.

Hvad angaar adgangen til at gi offentlige forestillinger pinseaften, er jeg enig med førstvoterende, idet jeg alene bygger paa forstaaelsen av forordningen av 12te mars 1735. Jeg mener som førstvoterende, at man i dette punkt kommer til meddomsrettens resultat ved at sammen holde forordningens §8 med dens §3, og jeg finder en bestyrkelse herfor i de uttalelser av Schweigaard og Lasson, som er paaberopt i meddomsrettens domspræmisser, og i en resolution for Stavanger av 8de november 1754, som er citert i Motzfeldts Kirkeret side 292.

Jeg kommer saaledes til det resultat, at domfældtes anke forkastes, likesaa første post i politimesterens anke, mens dennes anden post tages tilfølge; men da det fra raadslagningen er mig bekjendt, at denne mening ikke deles av rettens flertal, undlater jeg at forme nogen konklusion. Subsidiært slutter jeg mig til førstvoterendes konklusion, idet jeg er enig med ham med hensyn til salærerne.

Assessor Vogt: Jeg finder, at paatalemyndighetens anke bør forkastes, men tiltaltes tages tilfølge, og voterer i henhold dertil for, at tiltalte frifindes for paatalemyndighetens tiltale. Jeg skal til begrundelse av dette mit votum anføre:

Forordningen av 12 mars 1735, der ikke uttrykkelig er ophævet, kan heller ikke i sin helhet ansees bortfaldt, og specielt ikke forsavidt angaar dens §2 andet led, der omhandler arbeide og næringsutøvelse paa helligdagene. Dette finder jeg forutsat i straffelovens §348, jfr. straffelovkommissionens motiver til ikrafttrædelsesloven side 18 og 51-52. Se ogsaa høiesteretsdomme i Rt-1883-513, Rt-1896-10, Rt-1900-769 og Rt-1906-15. Men paa den anden side finder

Side:86

jeg det likesaa sikkert, at forordningen nu ikke længer i sin helhet er anvendelig. Og særlig de i dens §8 indeholdte strenge bestemmelser bl.a. om tiden for avholdelse av komedier, skuespil m.v. maa som stridende mot senere tids retsopfatning ansees forældede og derved traadt ut av kraft, hvorfor de heller ikke paa lang tid har været gjort gjældende under hævdelsen av politilovgivningen. Dette er ogsaa medgit fra aktors side, og jeg henviser herom videre til de under voteringen tidligere nævnte uttalelser i Motzfeldts Kirkeret og i Schnitlers «Politilovgivning» samt til de ovenfor citerte steder i straffelovkommissionens motiver. Ogsaa nærværende saks utfald i meddomsretten og den opfatning, der er kommet tilorde under Høiesterets votering, viser, at det almindelig antages, at forordningens §8 ikke længer er at anse som gjældende efter sit eget indhold. Det er ogsaa i saa henseende bemerkelig, hvad i meddomsrettens dom er oplyst om, at da formanden i utstillingens administrationskomité og formanden i dens fornøielseskomité i anledning av det spørsmaal, som her foreligger, konfererte med Kristiania politimester, saa fik de under denne konferanse det indtryk, at det var tvilsomt, om helligdagsforordningens bestemmelser paa dette punkt var gjældende. Det er tillike karakteristisk for den almindelige opfatning, at forordningens §8 er utelatt i de lovsamlinger, der i den senere tid er utkommet, og specielt i den, der er utgit bl.a. av nuværende sorenskriver Paulsen. Om denne lovsamling uttaler den nuværende justisminister under en debat iaar i Stortinget, at den «er et meget omhyggelig utført verk, til hvis utarbeidelse man har hat assistanse av sakkyndige paa lovgivningens forskjellige felter.». - - «Vi har der» - siger ministeren - «ja jeg tror, jeg tør sige, en meget god og meget brukbar lovutgave». Jeg vil videre henvise til, at en i 1864 nedsat kommission i sin indstilling, hvori bl.a. omhandles forordningen av 1735, uttaler, at «en stor del av de herhenhørende bestemmelser har vistnok gjennem en række av aar været betragtet som antikverte.» Naar justiskomiteen i den av førstvoterende nævnte indstilling bruker det uttryk: «den nugjældende helligdagslovgivning», maa jeg efter den forbindelse, hvori dette uttryk forekommer, betragte det som alene en betegnelse for, at vedkommende lovbud ikke formelt er ophævet.

Forholdet maa derfor efter min mening betragtes saaledes, at de i forordningens §8 indeholdte bestemmelser ikke længer findes at kunne bringes i anvendelse efter det indhold, loven har git dem. Men naar det er tilfældet, mener jeg, at tiltalte ikke kan fældes til straf som overtræder av forbudet i denne paragraf for et forhold som det paatalte, ialfald naar dette ikke omfatter de tider, for hvilke der vil kunne siges at være enighet om, at de omgjærdes av endnu gjældende bestemmelser om helligdagsfreden. En saadan domfældelse vilde efter min opfatning, i strid med grundlovens §96, være at fælde til straf ikke efter gjældende lov, men efter en istedenfor saadan av domstolene vilkaarlig opstillet retsregel. Mot denne betragtning kan det likeoverfor det foreliggende saksforhold ikke med føie indvendes, at vedkommende lovparagraf vistnok tildels er ophævet, men dog maa ansees fremdeles at staa ved magt for et mere begrænset tiderum end det, lovstedet selv opstiller, og at bestemmelsen av dette begrænsede tidsrum maa være at betragte som anvendelse av gjældende lov. Dette kunde kanske med rette siges, hvis forholdet var det, at sedvane eller retspraksis hadde med bestemthet fastlaat omfanget av saadan reducert tidsindskrænkning, og at det paatalte forhold faldt indenfor det i henhold dertil gjældende forbud. Men saa

Side:87

er ingenlunde stillingen her. Der foreligger, bl.a. i irettelagte erklæringer fra politikamrene i flere av landets byer, de mest divergerende opfatninger av, i hvilken utstrækning forordningens §8 den dag idag antages at være gjældende lov for de helligdage, det her gjælder, og praksis forsaavidt har da ogsaa været adskillig avvikende paa de forskjellige steder, likesom de forskjellige politivedtægter i emnet har variert, og det endog inden samme by til de forskjellige tider. Det sees da ogsaa, at de dommere, der har uttalt sig i saken, ingenlunde er enige om grænserne for tidsindskræakningen. Det er derfor efter min mening ikke anvendelse av en gjennem praksis fastslaat, for det hele land gjældende bestemt retsregel, som her forlanges foretat av straffedomstolen, men der kræves av denne, at den skal avgjøre, hvorledes en fra den skrevne lov avvikende regel nu bør bestemmes. Dette er i mine øine ikke at anvende loven, men at gi lov, at fastsætte en ny lovregel, som skal træde istedenfor ældre, ophævet lov. Dette finder jeg ogsaa har hat et prægnant uttryk i førstvoterendes votum. Men saadan fastsættelse av ny lov tilkommer selvfølgelig ikke domstolene. Er det paa det rene, at lovens egen bestemmelse - her §8 i forordningen av 1735 - ikke længer er gjældende, kan alene lovgivningsmagten eller i tilfælde en sikker retepraksis med faste regler utfylde det derved opstaaede hul i loven.

Med særlig styrke gjælder den her fremholdte betragtning, hvor der er spørsmaal om straf for utøvelse av en i sig selv legitim virksomhet. Den, der øver en saadan, maa ha krav paa at kunne paa forhaand faa vite, hvad lov eller anden retsregel forbyder ham. Han bør ikke sættes i den stilling, at loven ingen sikker besked gir, og at han derfor maa opta virksomheten paa det vilkaar, at han blir avhængig av, hvad domstolen utenfor den egentlige lov maatte bestemme, og det med den virkning, at han blir strafskyldig, hvis han har handlet ut fra en anden retsforutsætning end den, der vinder domstolens medhold. Det foreliggende tilfælde er ikke likeartet med det hyppig forekommende, at den lovbestemmelse, hvis overtrædelse er tiltalens gjenstand, i sig selv frembyder tvil i fortolkningen, og at domstolene da maa løse denne tvil. Fortolkningen av §8 i forordningen av 1735 er det ikke, som her frembyder tvil; dens bestemmelser er klare nok. Hvad her tvistes om; er, hvorvidt og i hvilken utetrækning bestemmelsen overhodet endnu er gjældende. Og kommer man da til det resultat, at paragrafen i det punkt, det her kommer an paa, ikke længer gjælder saaledes, som loven har avfattet den, idet dens bestemmelser ansees uforenelige med vor tids retsopfatning og med de senere tiders retshaandhævelse, og at heller ikke sedvane eller retspraksis har fastslaat en bestemt ny regel, saa kan efter min mening domstolene ikke i paragrafens sted indsætte en ny paragraf, - hvad man efter min opfatning gjør, naar man istedenfor det, der er bestemt i lovparagrafen, fastsætter som gjældende ret andre derfra avvikende bestemmelser. Jeg er enig med sorenskriver Paulsen, naar han i en i saken fremlagt erklæring uttaler: «Det kan selvfølgelig ikke være overlatt til politimyndigheternes skjøn at avgjøre, at den gamle bestemmelse nu alene skal anvendes for en del av de dage, som forordningen nævner, eller f.eks. for overtrædelser inden et visst tidsrum av helligdagene eller helligaftenerne. Byens indvaanere har krav paa, at loven bestemt angir, hvad de i denne henseende har at rette sig efter, saledes at de ikke er avhængige av politimyndigheternes skjøn eller godtykke». Denne betragtning maa gjælde ogsaa, naar der rekurreres, ikke til politimyndigheternes, men til domstolenes skjøn.

Side:88

Ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg kan ogsaa tiltræde hr. assessor Heggens bemerkninger.

Assessor Reimers: Jeg er i resultatet og i det væsentlige ogsaa i begrundelsen enig med hr. assessor Frisak. Jeg skal tilføie følgende: Den bestemmelse, som §70 i politivedtægterne for Kristiania indeholdt om forbud mot offentlige forestillinger paa søn- og helligdage, savnet efter min opfatning hjemmel i loven av 26 mai 1866. Denne lovs §1 aapner alene adgang for kommunestyret til med kongelig stadfæstelse at træffe bestemmelser om anliggender henhørende under ordens- og - hvad - der ikke vedkommer denne sak - sedelighetspolitiet. Men til bestemmelser vedrørende ordenspolitiet kan ikke regnes bestemmelser om helligdags- eller helligaftensfred. Disse har nemlig intet med ordenspolitiet at gjøre; de er alene begrundet i religiøse hensyn og ligger følgelig utenfor det ved loven av 1866 optrukne omraade. Allerede av den grund maa, mener jeg, vedtægternes §70 sættes ut av betragtning ved besvarelsen av spørsmaalet, om forordningen av 1735 §8 endnu er gjældende. Men hvad man nu end mener om §70's hjemmel i loven av 1866, saa er ialfald paragrafen sat ut av kraft ved ikrafttrædelseslovens §15. Og der kan da, mener jeg, ogsaa av denne grund ikke paa vedtægten bygges en sedvane, som skulde ha ophævet forordningens §8. Ti det siger sig selv, at naar en lov eller en med hjemmel av lov git vedtægt sættes ut av kraft, kan den ikke vedbli like fuldt at leve i kraft av en ved den ophævede bestemmelse skapt sedvane. Det næste spørsmaal blir da, om man overhodet ingen gyldig bestemmelse har om forbud mot offentlige tilstelninger paa helligdage og foregaaende aftener, og særskilt: er §8 i sin helhet ved sedvane sat ut av kraft? Paa en sedvane, skapt ved vedtægten, kan der som nye bemerket her ikke bygges. Jeg mener derfor, at §8 fremdeles maa være gjældende i den utstrækning, i hvilken det ikke lar sig sikkert paavise, at den ved en hævdvunden sedvane av ældre datum end vedtægternes §70 har tapt sin gyldighet. Dette maa - deri er jeg enig med de tidligere voterende - antages at være tilfældet med paragrafens forbud mot privat selskapelighet eller private tilstelninger paa helligdage og helligdagsaftener. Men heller ikke i videre utstrækning. Det synes klart, at en lokal sedvane ikke kan ophæve en for det hele land gjældende lov, allermindst hvor denne sedvane - bortset fra vedtægternes §70, hvorom ovenfor er talt - i virkeligheten reducerer sig til en av vedkommende politimyndigheter uten hjemmel i forordningens §8 befulgt praksis. Jeg mener altsaa, at §8 i forordningen av 1735 fremdeles er gjældende med den ovenfor nævnte begrænsning. At der, som det har vist sig at være tilfældet, har hersket tvil om, hvorvidt og i hvilken utstrækning bestemmelsen fremdeles har bevart sin gyldighet, kan ikke være til hinder for, at den, naar først denne tvil overvindes, tillægges sin fulde gyldighet ogsaa som straffebestemmelse. Jeg mener altsaa, at forordningens bestemmelse om forbud mot offentlige tilstelninger paa helligdage og de forutgaaende aftener fremdeles staar ved magt. Jeg anser det endog tvilsomt, om der haves nogen virkelig hjemmel for at sætte for utløpet av helligdagsfreden tiden til kl. 5 eftermiddag. Jeg er tilbøielig til at anta, at forordningens forbud mot offentlige tilstelninger paa helligdage gjælder for den hele dag, ogsaa efter kl. 5, idet der, saavidt jeg skjønner, ikke foreligger tilstrækkelig oplysning om en, uavhængig av politimyndigheternes konsens, hævdvunden sedvane, ifølge hvilken offentlige

Side:89

forestillinger o. l. skulde være tillatt allerede fra kl. 5 eftermiddag. Men jeg skal ikke nærmere indlate mig herpaa, da spørsmaalet ligger utenfor tiltalen. Det kan visselig siges, at en tilstand som den, der vil skapes, naar forbudet i forordningen av 1735 med den ovenfor nævate begrænsning ansees fremdeles gjældende i fuld utstrækning, vil være litet stemmende med nu raadende opfatninger paa dette gebet. Men dertil er kun at bemerke, at det da faar bli lovgivningsmagtens sak her at gripe ind, saaledes som vel allerede burde være skedd, efterat ikrafttrædelseslovens §15 hadde sat bl.a. politivedtægternes §70 ut av kraft.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av meddomsrettens dom hitsættes:

Benno Singer tiltales efter beslutning av 24 juni 1914 for forseelse mot straffelovens §348, kfr. forordning om sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse av 12 mars 1735, specielt dens §8, for at ha overtraadt de angaaende helligdagsfreden gjældende bestemmelser ved som direktør for A/S Christiania Fornøielsespark at ha holdt følgende paa Frogner utstillingsplads beliggende og til A/S Christiania Fornøielsespark hørende attraktioner (forlystelser) nemlig: 1. Bjergbanen, 2. Lilleputbanen, 3. Morskapshjulet, 4. Huset med forhindringer, 5. De rullende rør, 6. Vandkarusellen, 7. Det russiske hjul, 8. Den almindelige karusel, 9. Tanagrateatret, 10. Ringkastningen, 11. Dansegulvet, 12. Hatkastningen, 13. Kinematografskytningen, 14. Kraftprøven, 15. Kongolandsbyen og 16. Et Blik i Paradis (Den forkjerte verden), aapne for publikum pinseaften 30 mai 1914 fra kl. 5 til kl. 12 eftermiddag, 1ste pinsedag 31 mai 1914 fra kl. 5 til kl. 12 eftermiddag, samt 2den pinsedag 1 juni 1914 fra kl. 2 til kl. 5 eftermiddag, attraktionsnummer 16 dog kun fra 1ste pinsedag kl. 7 eftermiddag. - - -

Retten antar, at fornøielsesavdelingen med alle dens forskjellige attraktioner maa betragtes som et samlet forlystelsesetablissement.

Den 25 mai d.a. sendte Kristiania politikammer Jubilæumsutstillingen en skrivelse, hvori det bl. a gjør opmerksom paa, at fornøielsesavdelingen maatte holdes lukket til kl. 5 eftermiddag paa søn- og helligdage samt fra kl. 5 eftermiddag pinseaften og hele første pinsedag. - - -

Tiltalte har gjennem sin privat engagerte forsvarer hævdet, at budet i forordningen av 12 mars 1735 §8 er bortfaldt.

Lov av 22 mai 1902 om straffelovens ikrafttræden ophæver i §2 bl.a. bestemmelserne i Christian den 5tes norske lovs VI bog, kapitel 3 «om helligbrøde», men ikke forordningen av 12 mars 1735. Derimot er denne forordnings straffebestemmelse ifølge ikrafttrædelseslovens §37 avløst av straffelovens §348. Herom heter det i motiverne til ikrafttrædelsesloven: «Man skal her alene tilføie, at man har anset det ufornødent at opretholde noget av lovbokens 6te bog, kapitel 3 om helligbrøde, da alt fornødent i saa henseende findes i yngre love, der enten gjentar eller ændrer lovboken, navnlig i forordning av 12 mars 1735, hvilken, hvad dens materielle bestemmelser angaar, fremdeles opretholdes i den utstrækning, hvori den nu overhodet gjælder, mens straffen for fremtiden vil være at søke i straffelovens §347» (nu §348).

Spørsmaalet er saaledes, om §8 i forordningen av 12 mars 1735 maa ansees helt eller delvis forældet. Bestemmelsen er aaalydende: «Comoedie, Skuespil og deslige Ting maa aldrig om Søn- og Helligdagene eller om Aftenen tilforn holdes, eller af nogen Øvrighedsperson, saafremt de ikke derfor ville

Side:90

være Kongens høieste Unaade underkastede, tilstedes; desligeste maa Ingen paa Søn- og Festdage samt Aftenen tilforn anstille nogen Assemblee, Masquerade og slig Leeg og Tidsfordriv, de saakaldte Julestuer forbydes aldeles, og maa ingen Forsamling for at sætte noget paa Spil efterdags paa nogen Søn- og Helligdag holdes. Handler nogen herimod, da skal Politimesteren og, hvor ingen er, Byfogderne sligt undersøge, paa det de Skyldige derfor med Mulet at Helligbrøde og ellers efter Befindende kunde ansees».

Forsvareren har hævdet, at paragrafen enten maa ansees gjældende i sin fulde utstrækning eller bortfaldt i sin helhet. Men det kan ikke skjønnes rettere, end at likesaavel som enkelte dele av forordningen kan bortfalde - og maa ansees bortfaldt -, likesaavel maa bestemmelserne indenfor den enkelte paragraf delvis kunne bortfalde. Forordningen bærer et meget sterkt præg av datidens pietistiske religiøse opfatning, idet de forskjellige bestemmelser viser, at dens hovedformaal er at tvinge folk til at gaa i kirke. - -

Selv om det imidlertid er bestemmelsens hensigt at virke til, at folk gaar i kirke istedetfor paa fornøielser, saa har den dog aabenbart ogsaa til hensigt at hindre, at der paa helligdagene foregaar noget, som vil kunne støte den religiøse bevissthet. Og spørsmaalet er, om budet ikke paa dette punkt tildels har bevaret sin betydning.

I P. C. Lassons - Haandbog i Kriminalretten, Kristiania 1849, side 172, behandles budet som fremdeles gjældende. Likesaa i Schweigaards Commentar over Den Norske Kriminallov, 2den del, Kristiania 1862, side 5; derimot heter det i Schnitlers «Fremstilling at den norske Politilovgivning», Kristiania 1870, side 10: «Med hensyn til baller, maskerader etc. i private huse har det anførte forbud i lang tid været anset som ugjældende, likesaa har sceniske forestillinger, koncerter og offentlig dans - ialfald her i Kristiania - uanset forbudet været tilstedte paa søn- og helligdagsaftenerne, derimot i regelen ikke paa de disse foratgaaende aftener, idet dog ogsaa paa diess aftener sceniske tilstelninger og koncerter undtagelsesvis har været tillatte til kl. 10 aften».

At forbudet mot private selskaper m.v. paa søn- og helligdage og de forutgaaende aftener forlængst er bortfaldt, findes ikke tvilsomt. Anderledes stiller det sig derimot med forbudet mot offentlig «Comoedie, Skuespil og deslige Ting». Det følger av det citerte sted hos Schnitler, at forbudet mot offenlige forestillinger paa helligdagene dengang har været respektert for den meste del av helligdagene og som regel ogsaa for de forutgaaende afteners vedkommende. At forordningens §8 da skulde være anset bortfaldt i sin helhet dengang, saaledes at f.eks. offentlige forestillinger kunde finde sted under høimessegudstjenesten, kan ikke antages.

Ved kongelig resolution av 10 januar 1874 blev der i henhold til lov av 26 mai 1866 §1 meddelt stadfæstelse paa politivedtægter for Kristiania. Disse vedtægter indeholdt i §70 en bestemmelse om dans og offentlige forestillinger med videre paa helligdagene, og ved kongelig resolution av 28 november 1874 fik denne bestemmelse følgende form: «1ste juledag, skjærtorsdag, langfredag, 1ste paaskedag, bededag og 1ste pinsedag, samt de disse helligdage forutgaaende dage er det forbudt at holde offentlig dans og at gi offentlige forestillinger, deklamatoriske underholdninger eller koncerter, kirkekoncerter undtagne. Samme forbud gjælder fra kl. 10 aften for søn- og helligdage til kl. 5 eftermiddag paa disse». I den oprindelige vedtægt indeholdtes intet om koncerter. Vedtægtsbestemmelser svarende til §70, saaledes som den lød efter resolutionen av 28 november 1874, blev senere git for flere byers og enkelte landdistrikters vedkommende, saaledes for Bergen, Trondhjem, Stavanger, Kristiansand, Fredrikstad og Aker.

Side:91

Ved kongelig resolution av 29 okteber 1900 fik eldste punktum i bestemmelsen for Kristianias vedkommende følgende form: «Samme forbud gjælder fra kl. 11 aften før søn- og helligdage til kl. 3 eftermiddag paa disse, forsaavidt angaar dramatiske forestillinger og deklamatorisk underholdning, - til kl. 1 eftermiddag. forsaavidt angaar koncerter, og kl. 5 eftermiddag forsaavidt angaar offentlig dans, cirkus, varieté og lignende forestillinger».

Efter §15 i lov om straffelovens ikrafttræden har disse vedtægtsbestemmelser tapt sin gyldighet, jfr. høiesteretsdom i Rt-1905-570. Og det maa i denne forbindelse merkes, at der kan være tvil om, hvorvidt loven av 25 mai 1866 overhodet hjemlet vedtægtsbestemmelser om dette emne, se motiverne til ikrafttrædelsesloven, side 51-52. Men praksis har dog i det væsentlige fremdeles fulgt de regler, som var etablert gjennem vedtægterne. - - -

At forordningens §8 ikke, dengang vedtægten for Kristiania blev git, uten videre av den offentlige mening ansaaes som bortfaldt, fremgaar ogsaa av en dokumentert ekstraktutskrift av dokument nr. 61 i stortingeforhandlinger for 1874, bind 5. - - -

Efter hvad der saaledes foreligger, kan det ikke antages, at forordningen av 12 mars 1735 §8 stod for den almindelige bevissthet som bortfaldt i sin helhet, da de omhandlede politivedtægter blev utfærdiget. Og den praksis, som disse vedtægter har medført, antages da at maatte tillægges betydning i den utstrækning, hvori den falder sammen med forordningens bud.

I Kristiania har praksis i de senere aar for de saakaldte store helligdages vedkommende været den, at teaterforestillinger, almindelige koncerter, varietéforestillinger, cirkus, kinematografforestillinger og lignende offentlige forlystelser overhodet ikke har været tillatt paa 1ste juledag, 1ste paaskedag, 1ste pinsedag, eller efter kl. 5 aftenerne forut for disse dage; heller ikke langfredag eller bededag. Paa samme maate har der været forholdt i Trondhjem, Bergen og Stavanger. For Krietianiss vedkommende har der dog været gjort en undtagelse for kinematografen paa Jubilæumsutstillingen 1ste pinsedag iaar. - - -

Efter hvad der saaledes foreligger, antar retten, at forordningens forbud om «Comoedie, Skuespil og deslige Ting» fremdeles i den almindelige bevissthet man ansees gjældende for 1ste pinsedage vedkommende og aftenen forut; men selvfølgelig kan forbudet ikke anvendes i større utstrækning, end forordningens egne ord tilsiger. Forordningen gjælder kun helligdagen selv og den forutgaaende aften, og dette betød efter forordningen fra kl. 9 aften, se Lasson l. c. side 170 og Schweigaard l c. side 5. - - -

Det antages saaledes, at tiltaltes forhold rammes av straffelovens §348 sammenholdt mod forordningen av 12 mars 1735 §8, forsaavidt som fornøielsesavdelingen er holdt aapen pinseaften fra kl. 9 til 12 aften og 1ste pinsedag efter kl. 5. For 2den pinsedags vedkommende gjælder tiltalen tiden fra kl. 2 til kl. 5 eftermiddag. 2den pinsedeg antages at maatte likestilles med almindelige søndage. For disses vedkommende har praksis utviklet sig derhen, at forbudet mot offentlige foreetillinger osv. ihvertfald ikke gjælder efter kl. 5 eftermiddag. Men praksis har i stor utstrækning gaat videre. I Kristiania ansees det nu tillatt, at koncerter, formiddagsmatinéer, kinematografer og varietéer begynder kl. 1 søndag eftermiddag og almindelige teaterforestillinger efter kl. 3. - - - Det kan ikke antages, at praksis i noget tilfælde selv paa en almindelig søndag har anset offentlige forestillinger og lignende for tilstedelige, før formiddagsgudstjenesten er forbi, men efter den tid er grænsen ganske flytende. Mens man derfor paa den ene side maa anta, at forbudet endnu for almindelige søndages vedkommende gjælder,

Side:92

indtil formiddagsgudstjenesten er forbi, kan man vanskelig komme til andet resultat, end at efter dette tidspunkt har forbudet tapt sin betydning. Da fornøielsesavdelingen 2den pinsedag ikke aapnet før kl 2, antages det, at forholdet denne dag ikke rammes av straffelovens §348, jfr. forordning av 12 mars 1735 §8. - - -

videre vil den nedlagte paastand paa inddragning efter straffelovens §36 bli at ta tilfølge. Efter de oplysninger, som er fremkommet om de indviklede kontraktforhold vedkommende hver enkelt attraktion, er det saa at sige ugjørlig for tiden at fastsætte den antagelige værdi av det indvundne utbytte ved den strafbare handling. Retten maa imidlertid efter høiesteretsdom i Rt-1907-551, anse sig forpligtet til at fastsætte et minimumsbeløp, og man er da blit staaende ved, at indtægten, efterat utgifterne til de enkelte attraktioners drift vedkommende dage er trukket fra, maa kunne anslaaes til mindst 10 pct. av bruttoindtægten. - - -