Rt-1916-1240
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1916-06-03 |
| Publisert: | Rt-1916-1240 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 98/1 s.a. |
| Parter: | Trælasthandler L. Sundby (advokat Nøstdal) mot Kraakstad kommune (advokat Schjødt beskikket). |
| Forfatter: | Bjørn, Fürst, Scheel, Rivertz, Backer, Feragen, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §105, Skogkonsesjonsloven (1909) §29, §32, Skogkonsesjonsloven (1909), §13, §31 |
Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere faktiske omstændigheter henvises til præmiserne til den av sorenskriveren i Follo under 21 decernber 1912 avsagte dom, ved hvilken saaledes blev kjent for ret: «Indstevnte, L. Sundby, bør til citanten, Kraakstad herredskommune, inden 4 uker efter denne doms forkyndelse tilskjøte eiendommen Siggerud, gnr 104, bnr 1, 2 og 3 i Ski samt overdrage til kommunen det i salget til advokat Kristen Johanssen omkontraherte løsøre mot en kjøpesum av kr. 140.000. Alle utgifter til skjøtning og tinglysning bæres av citanten. For hver dag indstevnte sitter denne dom overhørig betaler han til Ski herredskasse en daglig løpende mulkt av kr. 50. Sakens omkostninger ophæves.»
Denne dom blev den 8 juni 1914 stadfæstet av Kristiania overret under ophævelse av sakens omkostninger ogsaa for overretten og saaledes, at fristen for eiendommens tilskjøtning og løsørets overdragelse blev sat til 4 uker efter overretsdommens forkyndelse.
Ved stevning av 3 august 1914 har L. Sundby paaanket overrettens dom til Høiesteret, hvor han har erhvervet bevilling til fremsættelse av et par nye indsigelser og nedlagt paastand om frifindelse og tilkjendelse av omkostninger ved alle retter; subsidiært hertil - hvis kommunens paastand om eiendommens utlevering tages til følge - at vederlaget bestemmes ved skjøn paa kommunens bekostning og at utleveringen gjøres betinget av at eieren tilkjendes erstatning efter skjøn likeledes paa kommunens bekostning for det tap, han har lidt ved at maatte bestyre og overhodet holde eiendommen i hævd, samt for utredning av nødvendige pengeutgifter, med renter, subsidiært hertil, at det paalægges kommunen at forrente kjøpesummen fra den dag, den besluttet første gang at ta eiendommen.
Indstevnte, Kraakstad kommune, der er tilstaat fri sakførsel og som ved stevning av 1 oktober 1915 har kontrapaaanket overrettens dom til stadfæstelse, har nedlagt paastand overensstemmende hermed og om tilkjendelse av procesomkostninger for overretten og Høiesteret.
I Høiesteret er av begge parter fremlagt en del nye dokumenter og bevisligheter, som imidlertid ikke findes at være av betydning for sakens avgjørelse.
Side:1241
Høiesteret kommer til samme resultat som de foregaaende retter og tiltræder i alt væsentlig deres begrundelse.
Den i Høiesteret fra appellantens side fremsatte nye indsigelse gaaende ut paa, at han var sindssyk dengang handelen med Kiær avsluttedes, omfattes ikke av den foreliggende bevilling til fremsættelse av nye indsigelser og kan følgelig ikke mot protest fra den anden side optages til behandling.
Hvad angaar spørsmaalet om skogforkjøpsrettens forhold til grundlovens §105 findes det for sakens avgjørelse ikke nødvendig at indgaa herpaa i videre utstrækning end av de foregaaende retter gjort.
Med disse er man videre enig i, at meddelelsen til Sundby av 4 oktober 1910 om den under 24 september fattede beslutning om at ville gjøre forkjøpsretten gjældende efter omstændigheterne maa siges at være betimelig avgit, idet specielt bemerkes, at underretningen er avgit inden den frist av 6 uker, som ved lovens §31, 2den passus (jfr. §13) er fastsat for herredsstyrets adgang til at fatte beslutning om at gjøre forkjøpsretten gjældende.
Med hensyn til spørsmaalet om forrentning av salgssummen tiltræder man overrettens bemerkning herom.
Overrettens dom vil saaledes bli at stadfæste - ogsaa for omkostningernes vedkommende - men saaledes at den deri bestemte frist av 4 uker regnes fra Høiesterets doms avsigelse og at den løpende mulkt tilfalder Vestby herredskasse.
Den beskikkede sakfører har forsvarlig utført sit hverv.
Processens omkostninger for Høiesteret antages appellanten at maatte tilsvare det offentlige.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande, dog saaledes, at den deri satte frist av 4 uker regnes fra Høiesterets doms avsigelse og at den løpende mulkt tilfalder Vestby herredskasse. Trælasthandler L. Sundby bør til det offentlige betale saksomkostninger for Høiesteret med kr. 350. Salæret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Annæus Schjødt, ansættes til kr. 300.
Av underrettens dom hitsættes:
I skrivelse av 12 juli 1910 stadfæster indstevnte, L. Sundby, at ha solgt sin eiendom Siggerud, gnr 104, bnr 1, 2 og 3, i Ski, til grosserer Hans Kiær. - - -
Kjøpesummen, kr. 140.000, betales kontant mot skjøte, og naar koncession paa eiendommen erholdes. - - - Grosserer Kiær overdrog sit bud til advokat Kristen Johanssen, der i skrivelse av 8 august 1910 ansøkte Kongen om koncession i henhold til lov 18 september 1909 nr. 5. I denne ansøkning anfører advokat Johansen, at hvis herredsstyret vil gjøre sin forkjøperet gjældende, ønskes denne anvendt paa alt, hvad der omfattes av handelen. I en senere skrivelse av 12 september s.a. gjør advokat Johanssen imidlertid gjældende, at hvis kommunen anvender forkjøpsret til Siggerud, vil han selve overta utnyttelsen av den ifølge vedtægterne hugbare skog, mens sag, mølle og jordvei naturligen maa følge skogbunden.
Side:1242
Den 24 september 1910 beslutter herredsstyret enstemmig at gjøre gjældende forkjøpsret efter lov 18 september 1909 til eiendommen Siggerud og uttaler som sin opfatning, at advokat Johanssen ikke kan undta fra forkjøpsretten den hugbare skog, som av ham fremholdt i nævnte skrivelse av 12 september 1910. Den 26 september 1910 oversendte ordføreren til amtmanden i Akershus utskrift av beslutningen den 24 september samt sakens dokumenter. Indstevnte underrettes i skrivelse av 4 oktober næstefter om nævnte beslutning. Advokat Johanssen protesterer mot lovligheten av herredsstyrets beslutning i skrivelse av 1 oktober 1910. I herredsstyremøte 22 oktober s.a. referertes en ny skrivelse fra advokat Johanssen av 18 s. m., hvori han tilbyr kommunen at overlate den eiendommen Siggerud uten søksmaal mot en godtgjørelse av kr. 10.000, eller omvendt at kommunen frafalder sin forkjøpsret mot at han - om koncession erholdes - betaler kommunen kr. 10.000. Med 15 mot 10 stemmer besluttet herredsstyret at anbefale advokat Johanssens koncessionsandragende, mot at han utbetaler kommunen kr. 10.000. Denne beslutning blev imidlertid av amtmanden i henhold til formandskapslovens §38 tilbakesendt herredsstyret til ny behandling, og i møte 19 december 1910 gjentok herredsstyret sin beslutning av 22 oktober med 17 mot 15 stemmer. Minoriteten forlangte efter formandskapslovens §38 beslutningen undergit regjeringens approbation, og ved kongelig resolution av 3 mars 1911 blev saadan approbation negtet. I møte 29 mars 1911 besluttet herredsstyret at fastholde sin forkjøpsret efter beslutningen av 24 september 1910 samt bemyndiget ordføreren til at tilskrive sælgeren L. Sundby om beslutningen og kræve overdragelsesdokumenter. Samme dag tilskrev ordføreren indstevnte, der i skrivelse av 19 april næstefter negtet at utlevere eiendommen til kommunen. - - -
Indstevnte har paastaat sig frifundet og tilkjendt forsvarsomkostninger. Subsidiært paastaar han sig tilkjendt 5 promille rente av kjøpesummen.
Indstevnte hævder, at koncessionslovens bestemmelser om kommunens forkjøpsret er stridende mot grundlovens §105, fordi eiendommen Siggerud er mere værd end kr. 140.000, og indstevnte saaledes ikke faar fuld erstatning, hvis han tilpligtes at utlevere eiendommen mot denne sum. I denne forbindelse henviser indstevnte til en takst, der er avgit av en av kommunen nedsat skogkomite. Denne ansætter eiendommen til kr. 175.000. Det var specielle hensyn som gjorde at indstevnte solgte saa billig til sin mangeaarige forbindelse grosserer Kiær.
Retten bemerker: Det er i koncessionsandragendet intet anført om, at overdragelsen delvis er en gave (l. §33) og heller ikke er dette paastaat av indstevnte i hans procedyre. Naar da indstevnte av kommunen faar det samme vederlag, som indstevnte hadde betinget sig av sin kjøper, er retten med citanten enig i, at grundlovens §105 ikke er gaat for nær.
Dernæst gjør indstevnte gjældende, at der fra hans side ikke foreligger noget endelig salg. - - - Indstevnte hævder, at salget var betinget av, at kjøperen fik koncession, og da dette negtedes ved kongelig resolution 3 mars 1911, er indstevnte dermed fri. - - -
Retten bemerker: Selv om der eksisterer en avtale som av indstevnte paastaat, kan saadan fragaaelsesret ikke gjøres gjældende mot kommunen, da koncessionsandragendets avgjørelse ikke ligger i herredsstyrets haand (§2 og §32 II).
Subsidiært mener indstevnte, at koncessionslovens §32 II strider mot grundlovens §105, fordi den sætter ut av betragtning betingelser og kontraktsbestemmelser mellem parterne.
Side:1243
Retten er ikke enig heri. Indstevnte lider intet økonomisk tap ved at miste sin paastaaede fragaaelsesret, ti det er ikke engang nævnt av indstevnte, at saadant forbehold har hat indflydtelse paa kjøpesummens størrelse.
Videre anfører indstemte, at herredsstyret ved sine beslutninger av 22 oktober og 19 december 1910 har opgit og endelig frafaldt sin forkjøpsret efter beslutningen av 24 september 1910, idet kommunen ved de to førstnævnte beslutninger har uttalt, at den ikke ønsker at overta eiendommen. Under henvisning til formandskapslovens §38 benegter citanten, at beslutningerne av 23 oktober og 19 december er bindende for kommunen.
Retten maa gi citanten medhold ogsaa i dette punkt. Ved sin beslutning av 24 september 1910 om at anvende forkjøpsret til Siggerud, erhvervet kommunen en ret til at kræve sig eiendommen overdrat. Vil herredsstyret senere opgi denne ret, maa det ske i de former, som kræves i formandskapslovens §38. Disse former er ikke skedd fyldest i nærværende tilfælde, idet beslutningerne av 23 oktober og 19 december er fattet med simpel majoritet og regjeringen paa mindretallets anmodning har negtet approbation. Se forøvrig Justisdepartementets irettelagte betænkning av 5 november 1910.
Som foran nævnt tilskrev ordføreren amtmanden den 26 september 1910 om beslutningen den 24 september s.a. Den 4 oktober næstefter underrettedes sælgeren (indstevnte). I sit andet indlæg gjør indstevnte den indsigelse, at underretningen til sælgeren er kommet forsent, idet koncessionslovens §31 kræver, at beslutningen «uopholdelig» blir at indsende til departementet og sælgeren «samtidig» at underrette. Citanten protesterer mot denne indsigelse som forsent fremsat og hævder subsidiært, at sælgeren er underrettet i tide. Loven har i dette punkt ingen forældelsesfrist sat. Bestemmelserne om «uopholdelig» og «samtidig» i §31 er, efter citantens mening, kun paaskyndende regler uten præskriptionsvirkning, forsaavidt ikke rimelige grænser er overskredet, hvad her ikke er tilfældet. Retten er enig med citanten.
- - - Indstevnte gjør derimot gjældende, at citanten saa væsentlig har misligholdt sine kjøperforpligtelser, at citantens ret mot indstevnte senere er forspildt. Til begrundelse herfor anfører indstevnte, at han ikke er tilbudt kjøpesummen eller avkrævet overdragelsesdokument før i ordførerens skrivelse 29 mars 1911 - altsaa et halvt aar efter citantens indtræden i kjøpet, og efter almindelige kontraktsregler medfører dette handelens ophævelse. - - - Indstevnte erkjender, at han intet svar sendte paa ordførerens skrivelse av 4 oktober 1910 og at ordføreren besøkte ham omkring midten av samme maaned i anledning Siggerudaffæren. Videre anfører indstevnte, at han ved denne leilighet ikke negtet at overdra eiendommen til kommunen, da ordføreren ikke bad ham herom eller stillet kjøpesummen til disposition. Men indstevnte indrømmer, at han paa ordførerens forespørsel om indstevntes opfatning av sin forpligtelse til at levere eiendommen, uttalte, at han ikke trodde sig forpligtet hertil, bl a. paa grund av sin avtale med Kiær, at handelen skulde gaa tilbake, hvis koncession ikke erholdtes. Det er ikke benegtet av indstevnte, at ordføreren i skrivelse av 17 oktober 1910 forespurte indstevnte om han fremdeles fastholdt sin vægring ved at overdra eiendommen til kommunen, og at han heller ikke paa dette gav noget svar.
Citanten benegter, at den av indstevnte paaberopte forsinkelse medfører handelens ophævelse, og gjør dernæst gjældende, at det er indstevntes egen skyld at forhandlingerne med advokat Johanssen kom igang, fordi indstevnte negtet at overdra eiendommen til kommunen og i den anledning truet med proces. Citanten henviser til ordførerens uttalelser i herredestyremøte 22 oktober
Side:1244
1910. Her oplyser ordføreren, at indstevnte paa hans forespørsel hadde svaret, at indstevnte indtil videre vil beholde eiendommen selv, da avtalen om handelen aapnet ham adgang til at trække sig tilbake, hvis advokat Johanssen ikke fik koncession.
Retten finder at ordføreren ved sin skrivelse av 4 oktober 1910 har opfyldt lovens krav i §31 i. f., da loven intet indeholder om, at sælgeren samtidig uttrykkelig skal avkræves skjøte og tilbydes kjøpesum. Og ved indstevntes egen erkjendelse av, hvad der passerte under ordførerens besøk i midten av oktober 1910, indstevntes undlatelse av at besvare ordførerens skrivelser av 4 og 17 oktober 1910, samt ved ordførerens meddelelse i herredsstyremøte den 22 s. m. finder retten det bevist, at indstevnte negtet at overdra eiendommen til kommunen. Det er altsaa indstevntes egen skyld, at handelen ikke blev endelig avgjort straks efter beslutningen av 24 september 1910. Efter rettens mening burde ikke citanten indlatt sig i underhandlinger angaaende salg av sin forkjøpsret, men paa den anden side finder retten, at indstevntes vægring ialfald for en stor del var aarsak til, at disse forhandlinger kom igang. Saaledes uttaler herredsstyret i møte 22 oktober 1910, at det heller vil motta advokat Johanssens tilbud end risikere «en meget tvilsom proces» med indstevnte. Kfr. ogsaa irettelagt skrivelse fra advokat Johanssen til departementet av 31 oktober 1910, hvor det heter, at kommunen kom til forlik med ham av hensyn til sælgerens holdning.
I henhold til det anførte kan ikke retten ta tilfølge indstevntes indsigelse, at han er fri paa grund av misligholdelse fra kommunens side. - - -
Subsidiært kræver indstevnte rettens avgjørelse for, hvor langt i tilfælde hans forpligtelse til at levere gaar. Indstevnte hævder nemlig, at han i ethvert fald kun pligter at levere skogbunden med den bestand, som levnes av skogvedtægterne. Indstevnte anser sig altsaa berettiget til at undta den hugbare skog. - - - Citanten benegter denne indstevntes fortolkning av koncessionsloven og retten maa gi citanten medhold. - - - Se saaledes L. §5, hvor det heter, at ved bestemmelsen av en skoggrunds flateindhold medregnes, hvad der er bevokset med skog og snauhugget skogmark. Merkes bør ogsaa §32, hvorefter kommunen indtræder i kjøperens rettigheter, idet det er paa det rene, at salget til Kiær ogsaa omfattet den hugbare last. - - -
Av overrettens dom hitsættes:
- - - Jeg kommer til samme resultat som underretten, hvis begrundelse jeg i alt væsentlig tiltræder. - - -
Jeg er enig med underretten i, at naar der i koncessionsandragendet intet var anført eller appellanten i hans procedyre ikke uttrykkelig er paastaat, at overdragelsen delvis var en gave (lovens §33), og naar han av kommunen faar det vederlag han har betinget sig, kan ikke hans ret efter grundlovens §105 siges at være gaat for nær. Heller ikke er hans ret efter denne grundlovsregel krænket ved bestemmelsen i §32, 2, idet denne bestemmelse alene sætter ut av betragtning de betingelser, som vil fornegte lovens gyldighet, ikke andre betingelser. - - -
Hvorvidt kommunen imidlertid - ved ikke straks at følge den oprindelige beslutning - har forspildt sin ret efter denne, er et andet spørsmaal. Dette spørsmaal anser jeg noget tvilsomt, særlig naar hensyn tages til at det er kommunen som maa ta initiativet til at gjøre forkjøpsretten gjældende, og i det hele optræde som den handlende. Det fremgaar i det hele klart av koncessionsloven, se særlig de i lovens §31 §34 satte frister, at saken fra kommunens side den hele tid bør fremmes uten unødig opbold og med størst mulig hurtighet. - - - Naar hensyn tages til at kommunen ved eiendommens overdragelse i virkeligheten
Side:1245
vil nyte godt av skogens tilvekst, synes det i for sig ikke urimelig, at sælgeren paa sin side faar krav paa renter av salgssummen. Avgjørende i motsat retning formenes det imidlertid at maatte være, at hverken overenskomsten mellem sælgeren og Kiær (Johanssen) eller loven om erhvervelse av skog indeholder nogen hjemmel for saadanne renter.
Mot at kommunen tar alt andet som overenskomsten med advokat Johanssen omfatter, har appellanten ikke protestert. Noget skjøn efter lovens §34 er derfor ikke optat og nogen indsigelse paa dette grundlag har appellanten ikke fremsat. - - - Robert Reinholdt, kst.
I det væsentlige og resultatet enig. Lorents Rynning, kst.
Likesaa. Axel Heiberg, kst.