Rt-1916-702
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse og dom |
|---|---|
| Dato: | 1916-02-26 |
| Publisert: | Rt-1916-702 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 28/1 s.a. |
| Parter: | Straffesak mot 1) Johan Olsen Sletnes og 2) kjøbmand Alf Hofseth (forsvarer: for nr. 1 advokat Fr. Stang Lund og for nr. 2 advokat H. O. Klingenberg - aktor: advokat Joh. H. Næser). |
| Forfatter: | Heggen, Scheel, Rivertz, Skattebøl, Hambro, Vogt, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Straffeprosessloven (1887) §133, §2 |
Ekstraordinær assessor Heggen: Efter forutgaaende tiltalebeslutning mot Johan Olsen Sletnes for ulovlig dynamitfiske blev ved dom, avsagt av Hammerfest meddomsret den 12 oktober 1915, saaledes kjendt for ret: «Johan Olsen Sletnes av Hammerfest herred dømmes for forseelse mot lov om forbud mot bruk av sprængstof til fangst av saltvandsfisk m.v. av 21 juli 1911 §1, jfr. §3, smh. med lov nr. 3 av 21 juni 1912, til en bot til statskassen stor kr. 500, subsidiært fængsel i 50 dage. Derhos inddrages til fordel for statskassen av den værdi, M/S «Sælungen» har, kr. 5.000, idet paatalemyndigheten bemyndiges til i nævnte øiemed at sætte skøiten til offentlig auktion. I erstatning til statskassen for saksomkostninger har tiltalte at betale kr. 40».
Mot denne dom er der erklært anke baade av Johan Olsen og av kjøbmand Alf Hofseth, og ankerne er av kjæremaalsutvalget henvist til prøvelse i Høiesteret.
Jeg skal av praktiske grunde først behandle Hofseths anke. Jeg antar, at denne maa gives medhold, saaledes at meddomsrettens dom blir at ophæve, forsaavidt angaar den dekreterte
Side:703
inddragning av den del av skøiten som han eier. Hofseth sees vistnok at ha været tilstede under forhandlingerne for meddomsretten, men nogen partsstilling hadde han ikke; saken foreligger saaledes for hans vedkommende ganske i samme skikkelse som for Arne Simonsen Igeland i den av Høiesteret under 24 d. m. paadømte ankesak, og jeg kan derfor indskrænke mig til at henvise til voteringen i samme. Der er mellem de to saker ingen anden forskjel, end at i hin sak Arne Simonsen Igeland stod som eier av hele skøiten, mens i nærværende sak Alf Hofseth kun staar som eier av halvdelen av skøiten; den anden halvdel eies av domfældte Johan Olsen.
Jeg gaar dernæst over til at behandle Johan Olsens anke. Denne tilsigter dels dommens ophævelse, og dels angaar den størrelsen av boten, saksomkostningerne og inddragningssummen. Domfældte har i sin ankeerklæring ikke paapekt nogen feil ved saksbehandlingen, som skulde lede til dommens ophævelse, og jeg har heller ikke fundet nogen feil ved samme, som skulde kunne føre til saadant resultat. Domfældtes forsvarer har reist det spørsmaal, om ikke den omstændighet, at dommen nu ophæves, forsaavidt Alf Hofseth angaar, bør ha tilfølge, at den ogsaa i sin helhet ophæves for domfældtes vedkommende. Forsvareren har i saa maate gjort gjældende, at bedømmelsen av Hofseths forhold maa antages at ville ha betydning for bedømmelsen av Johan Olsens, hvorhos han har fremholdt, at sakerne mot disse to i medhold av straffeproceslovens §133 maa behandles i forening. Denne fortolkning av nævnte paragraf finder jeg ikke er rigtig. En forening av flere saker maa efter paragraffens egen ordlyd i sidste instans bli en hensigtsmæssighetssak og kan aldrig være nogen absolut grund til ophævelse av dommen. Hvad nærværende tilfælde angaar, kan jeg ikke indse, at en nærmere utredning for domstolen av Hofseths forhold kan ha nogen indflydelse paa bedømmelsen av Johan Olsens. Baade praktisk og teoretisk set blir vel den egentlige gjerningsmands forhold i sin almindelighet det principale; han har jo desuten i den mot ham reiste sak fuld frihet til at paaberope sig hvad der maatte være til nytte for hans forsvar. Jeg kan saaledes ikke se, at der er nogen grund til ophævelse av dommen for Johan Olsens vedkommende.
Med hensyn til størrelsen av den idømte bot og av saksomkostningerne finder jeg ikke grund til at gjøre nogen forandring. Derimot antar jeg, at inddragningsbeløpet under hensyn til, at domfældte er familieforsørger og uten formue, kan nedsættes til 2.000 kr.
Konklusion:
Meddomsrettens dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandling ophæves, forsaavidt der ved dommen, er truffet bestemmelse om inddragning at den omhandlede motorskøite i forhold til nogen anden end tiltalte, - fordi meddomsretten maa antages at ha gaat ut fra, at der efter §3 i lov av 21 juli 1911 er adgang til under straffesak mot den skyldige at bestemme inddragning, ogsaa forsaavidt vedkommende gjenstand tilhører nogen anden, uten at der er reist sak mot denne til
Side:704
saadan inddragning overensstemmende med straffeproceslovens §2, nr. 2.
Det beløp, med hensyn til hvilket tiltalte, Johan Olsen Sletnes, bør taale inddragning, bestemmes til kr. 2.000 av skøitens værdi. Iøvrig forkastes tiltaltes anke. (Vanlige salærer).
Assessor Scheel: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Rivertz: Likesaa.
Assessor Skattebøl: Jeg er med hensyn til Johan Olsens anke kommet til samme resultat som førstvoterende, dog saaledes, at jeg ikke finder nogen grund til at nedsætte inddragningsbeløpet.
Med hensyn til den stilling og de rettigheter, som i inddragningssaker efter lov av 21 juli 1911 §3 tilkommer den utenforstaaende tredjemand, er der kommet tilsyne en væsentlig meningsforskjel. Ved kjendelsen av 14 december 1915 gik avgjørelsen i én retning, ved kjendelsen av 24 d. m. i en anden. I sidstnævnte avgjørelse stillet jeg mig paa den førstnævnte avgjørelses standpunkt, men var i minoritet. I nærværende sak er spørsmaalet saaledes oppe for tredje gang. Under disse omstændigheter finder jeg ikke at burde opta nogen dissens; jeg mener, at spørsmaalet maa være at anse som endelig paakjendt ved den sidst trufne avgjørelse, som jeg derfor finder at burde bøie mig for.
Assessor Hambro: Som hr. assessor Skattebøl.
Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Likesaa.
Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Foranlediget ved uttalelser under procedyren i nærværende sak vil jeg i tilslutning til mine bemerkninger under voteringen i den under 24 dennes paakjendte sak mot Annar og Arne Simonsen tilføie, at det er min mening, at dommen i straffesaken mot den i forseelsen skyldige ikke i nogen henseende danner res judicata for en eventuel inddragningssak mot vedkommende eier av gjenstanden, saaledes navnlig heller ikke for skyldavgjørelsens vedkommende. Jeg mener, at spørsmaalet om, hvorvidt der er begaat nogen forseelse mot loven, som betinger inddragning, uanset den forutgaaende straffedom mot den skyldige, foreligger som et aapent spørsmaal i inddragningssaken, ganske paa samme maate som skyldspørsmaalet, hvor det gjælder flere for samme strafbare handling tiltalte personer, er et aapent spørsmaal, der foreligger til selvstændig avgjørelse for hver enkelt av dem uten hensyn til, om sakerne mot dem av en eller anden grund blir behandlet hver for sig.
Kjendelse og dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.