Rt-1916-849

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1916-03-21
Publisert:	Rt-1916-849
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 36/1 s.a.
Parter:	Hans Bogstrand (adv. Knud Bruun) mot Edvin O. Wiig og Oluf J. Breistrand (adv. H. J. Rønneberg).
Forfatter:	Scheel, Hambro, Skattebøl, Rivertz, Breien, Paulsen, Thinn
Lovhenvisninger:	LOV-1893-06-26, LOV-1893-06-26-§19, LOV-1893-06-26-§35

Assessor Scheel: Ved dom, avsagt 2 september 1909 av sorenskriveren i Tromsø, er i denne sak saaledes kjendt for ret: Indstevnte, Hans Bogstrand, Gibostad, bør til citanterne handelsmand Edvin O. Wiig og Oluf J. Breistrand, Herø, betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa indstevntes bekostning for det tap, som er paaført citanten ved, at Breistrands not under sildefangst paa Skillebotten i Brønnø" den 2 februar 1905 blev løskastet fra dens notarme, med 4 procent rente av skjønsbeløpet fra 4 februar 1905 til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.

Trondhjems overret, til hvilken denne dom var paaanket av Hans Bogstrand som hovedappellant og av Edvin O. Wiig og Oluf J. Breistrand som kontraappellant, stadfæstet under 11 september 1911 underretsdommen med ophævelse av processens omkostninger for begge retter. Overrettens dom er avsagt under dissens, idet en av de voterende stemte for Bogstrands frifindelse.

Overretsdommen er derefter av Bogstrand paaanket til Høiesteret, hvor han har paastaat, at nævnte dom underkjendes, samt at han frifindes og tilkjendes saksomkostninger.

Edvin O. Wiig og Oluf J. Breistrand har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger ved Høiesteret.

Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til de avsagte dommes præmisser.

Jeg kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av overretten om end med en anden begrundelse.

Selv om man gaar ut fra, at Breistrand hadde prioritet eller i ethvert fald med sit kast hadde erhvervet ret til den sild, som han ved dette kunde fange, og det findes, at der likeoverfor ham er skedd en retskrænkelse, hvorved tap er paaført ham, derved at der blev gjort et stæng indenfor hans stæng og i forbindelse dermed notarmene til hans not blev løskastet, kan jeg ikke finde, at der foreligger tilstrækkelig grund til at gjøre Bogstrand ansvarlig for skaden. Det er ikke oplyst, at det indre notkast fandt sted eller løskastningen av Breistrands notarme skedde efter ordre fra Bogstrand eller efter samraad med ham eller under saadanne forholde, at det kan siges at han stiltiende har billiget det.

Noget personlig ansvar for Bogstrand kan efter min mening heller ikke grundes derpaa, at han var i «fastlag» med dem,

Side:850

som foretok de skadegjørende handlinger. Efter det, som foreligger for retten av oplysninger om sedvane med hensyn til dannelse av fastlag og overhodet lag under sildefiske, kan man ikke gaa ut fra, at der i indgaaelse av «fastlag» ligger mer, end at det nettoutbytte, som de enkelte notlag gjør under fiske, skal fordeles paa samtlige lag. Ansvaret maatte derfor i et tilfælde som det foreliggende bygges derpaa, at Bogstrands lag og Coldevin Olsens lag opererte sammen ved den enkelte anledning. Hvorledes forholdet forsaavidt kunde stillet sig, hvis deres samvirken hadde bestaat deri, at de sammen gjorde stæng med sine nøter, finder jeg det ikke nødvendig at uttale mig om. Forholdet er her det, at Bogstrands notlag sammen med et andet hadde gjort et stæng utenom Breistrands, og det siges, at Coldevin Olsens indre stæng skedde for at sikre den fangst, som antoges rettelig at tilhøre dem, som hadde gjort det yttre stæng. Men selv om saa er, mener jeg, at det ikke kan ansees avgjørende for at gjøre Bogstrand ansvarlig for skaden. Hertil maatte i ethvert tilfælde kræves, at man kunde gaa ut fra, at Coldevin Olsens likeoverfor Breistrand skadegjørende handlinger under den givne situation maatte betragtes som et selvsagt led i Bogstrands fangstvirksomhet; og at saa er tilfældet, finder jeg ikke efter de foreliggende oplysninger at kunne gaa ut fra. Jeg skal iøvrig bemerke, at der ikke for retten har været anledning til at bli nærmere bekjendt med, hvad der kan ansees som sedvane eller sedvansmæssig opfatning blandt sildefiskere med hensyn til de forhold, som her er forelagt retten til bedømmelse. Særlig under hensyn hertil finder jeg det under enhver omstændighet saa tvilsomt, hvorvidt der her er grundlag for et personlig ansvar for Bogstrand, at jeg som følge herav maa stemme for hans frifindelse.

Den er da for mig ingen grund til at gaa nærmere ind paa de øvrige i saken foreliggende spørsmaal, som gjælder tidsforholdet mellem Breistrands og Bogstrands stæng, derunder ogsaa spørsmaalet om hvad der skal til, forat en stængning kan ansees paabegyndt, og spørsmaalet om hvorvidt Breistrands notkast skedde under saadanne forhold, at dermed kunde ventes fangst, eller om han fortsatte den paabegyndte kastning uten usedvanlig ophold.

Processens omkostninger finder jeg grund til at ophæve for alle retter.

Konklusion:

Hans Bogstrand bør for Edvin O. Wiigs og Oluf J. Breistrands tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Assessor Hambro: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Skattebøl: Jeg kommer til et andet resultat end de foregaaende voterende, idet jeg vil votere for stadfæstelse av overrettens dom, men min begrundelse falder ikke sammen med de foregaaende retters.

Saavidt jeg forstaar, er der enighet om, at Coldevin Olsens og Rambergs stæng var hinderlig for Breistrands. Det er derhos,

Side:851

saavidt skjønnes, ikke benegtet, at Breistrands notarm blev kastet løs av Coldevin Olsen, og at derved enhver fangst med Breistrands not blev umuliggjort. Under disse omstændigheter mener jeg, at den likefremme følge maa være, at bevisbyrden i henseende til prioriteten mellem de to kast maa paahvile Bogstrand og dem, som var i lag med ham. Skal laget kunne fri sig for ansvar, maa det godtgjøre, at Bogstrands stæng hadde bedre ret end Breistrands, og saadant bevis kan jeg ikke finde er ført. Det er av de foregaaende retter og specielt av underretten paavist, hvilken strid der er mellem de avhørte vidner, og retterne er blit staaende ved, at Breistrand maa siges at ha ført bevis for sin fortrinsret. Efter den maate, hvorpaa jeg anskuer saken, behøver jeg ikke at gaa saa vidt. Jeg mener, at de bevisligheter, som er fremkommet gjennem prov fra hovedvidnernes side, specielt 10de, 11te og 12te hovedvidner, om de ikke danner bevis for Breistrands fortrinsret, saa er de i hvert fald fuldt tilstrækkelige til at avkræfte det bevis, som appellanten har præstert for, at Bogstrands kast var det første.

Det næste spøsmaal er da ansvarsspørsmaalet. Jeg har fundet dette spørsmaal tvilsomt, men jeg er blit staaende ved den betragtning, at Bogstrand maa være ansvarlig for Coldevin Olsens stæng og for, at Olsen har løskastet Breistrands notarme og derved hindret fangst med Breistrands not. Efter sakens oplysninger var der dannet et stort fastlag, bestaaende av 7 bruk, hvoriblandt Bogstrands, Coldevin Olsens og Rambergs. Jeg mener, at det store samlede lag i henseende til ansvar likeoverfor tredjemand maa bedømmes som ett. Og jeg ser ikke rettere, end at dette paa en maate ogsaa er erkjendt av Bogstrand. Jeg skal i saa henseende specielt henvise til et par av de spørsmaal, som Bogstrand har latt forelægge de efter hans forføining avhørte vidner; jeg sigter til spørsmaal B, nr. 24 og spørsmaal F, nr. 14. Det første lyder saa: «Maatte de indstevnte for at bjerge sin fangst i yderste hast tillands skifte om notarmene og brække op litt av det ene notøre for at komme utenom Breistrands not?» Det andet spørsmaal lyder saa: «Maatte Bogstrand og lagfæller for at bjerge sin fangst gjøre et kast indenfor Breistrands not?» Disse spørsmaal forekommer mig at hvile paa den betragtning, at Bogstrand og hans fæller stod solidarisk i alt, hvad der blev foretat, og denne betragtning synes mig at ha de bedste grunde for sig. Ved lagslutningen er der blit et fælles- foretagende; hvad der utføres til sammes fremme, sker i alles interesse, hvad der vindes ved den enkeltes virksomhet, kommer alle tilgode. Men naar saa er, mener jeg, at har den ene, her Olsens lag, ved sine handlinger paaført en utenforstaaende tredjemand tap, maa Bogstrand som medlem av laget ogsaa være ansvarlig derfor. Som av førstvoterende bemerket, foreligger der ikke oplysninger om, hvad der i forhold som de, hvorom her handles, er sedvane eller hvilken opfatning er den raadende blandt de interesserte. Men da jeg mener, at den betragtning, jeg bekjender mig til, har medhold i, hvad der er anført for underretten, anser jeg det betænkelig her at fastslaa, at det enkelte medlem av et «fastlag» ikke skal ha ansvar for hvad der gjøres av andet medlem i fælles

Side:852

interesse. Videre skal jeg ikke uttale mig i saken, da jeg har grund til at anta, at jeg er i minoritet. Kun skal jeg bemerke, at jeg ikke i det, som foreligger, finder bevis for, at Breistrands not var uskikket til at gjøre fangst, og heller ikke bevis for, at Breistrand under utkastningen av noten har gjort usedvanlig ophold, som det heter i §19 i lov av 26 juni 1893.

Jeg former ingen konklusion. Jeg er enig med førstvoterende i, at sakens omkostninger bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Skattebøl. Jeg skal kun med hensyn til bevisbyrden tilføie, at da appellanten paastaar at ha forkastret ogsaa med hensyn til den sild, som stod indenfor den av de indstevnte utkastede not, antar jeg, at han maa føre bevis for, at han har saadan ret. Denne opfatning finder, saavidt jeg kan se, støtte i §23, 1ste punktum, i loven om sildefiskerierne av 26 juni 1893. Her forutsættes det nemlig, at naar to notlag samtidig stænger sild, det ene indenfor det andet, er det inderste berettiget til den fangst, som dets stæng omslutter, hvis det yttre notlag kan berge sin fangst, førend den indre not er optat. Herav maa da formentlig følge, at naar det yttre notlag paastaar sig berettiget ogsaa til fangsten i det indre stæng, fordi det angivelig har stængt først, paahviler dette notlag bevisbyrden for at det har tidsprioriteten, eller at det, som loven siger, «først har utgit sit taug og begyndt at utkaste noten».

Ekstraordinær assessor, overretsassessor Breien: Jeg er i resultatet og det væsentlige enig med tredjevoterende, idet jeg ogsaa tiltræder de av hr. assessor Rivertz gjorte bemerkninger.

Ekstraordinær assessor, sorenskriver Paulsen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Justitiarius Thinn: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

Handelsmand Edvin O. Wiig og Oluf J. Breistrand har saksøkt Hans Bogstrand til betaling av erstatning for, at han som formand for notlag har foraarsaket, at citanternes sildestæng 2 februar 1905 utenfor Sjaanæs i Skillebotten i Søndre Helgeland gik tapt for citanterne. - - -

Den 2 februar 1905 laa formanden Oluf J. Breistrand for et handelsmand Edvin O. Wiig tilhørende notbruk utenfor Sjaanæs i Skillebotten, Brønnø, Søndre Helgeland, og vogtet paa sild. Sammesteds laa ogsaa 8 andre notbruk, hvis formænd var: Notreder Hans Bogstrand, Coldevin Olsen, Hans Mathias Johansen, Hartvig Stave, Othar Lie, Jacob Ramberg, Hans Andreas Johansen og Ole Ingebrigtsen Øxningen. Alle disse sidstnævnte notbruk var fast sammensluttet i «fastlag» undtagen muligens Ole Ingebrigtsens lag, hvilket dog under det paafølgende sildestæng for den enkelte leilighet fik «kastlag» med de øvrige 7 sammensluttede notbruk. Da der den nævnte dag merkedes sild, forsøktes den stængt baade av Oluf Breistrands og av de øvrige bruk.

Breistrands not blev utkastet og begge notarme fastgjort i et skjær, Lysingskjæret, den ene notarm i den østre kant av skjæret og den anden i den vestre kant. Bogstrands not, som gik i sjøen efter ordre av Mathias Johansen, blev sat utenom Breistrands, og den ene notarm blev fastgjort i Sjaanæsset, den anden

Side:853

i Lysingskjæret. Indenom Breistrands not blev Coldevin Olsens not utkastet og ogsaa dens notarme fastgjort med den ene i Sjaanæsset og den anden i Lysingskjæret. Den sidstnævnte not blev fæstet over Breistrands not eller notarme, og for at faa Olsens not til at synke, kastet dette bruksmandskap eller andre mandskaper av de bruk, som var i lag, Breistrands not løs fra dens notarme, og noten gik i drift. Efter ordre fra Breistrand gjorde hans fork paany notarmen fast til noten, hvorefter den ene notarm blev fastgjort i Lysingskjæret og den anden da i Sjaanæsset; men fangsten var tapt for Breistrand, fordi noten var gaat i drift, og den sild, som ikke blev optat av Coldevin Olsens indre stæng, har antagelig gaat ut i Bogstrands yttre stæng.

Citanterne mener, at Breistrands bruk var eneberettiget til kastet efter lov 26 juni 1893 §19 som det, der først utgav sit taug og begyndte at utkaste noten og som det, der fortsatte dermed uten usedvanlig ophold, samt at det var indstevntes og de øvrige sammensluttede lags ulovlige fremgangsmaate overfor citanterne, som gjorde, at fangsten gik tapt for citanterne.

I den anledning anlagde citanterne straks efter begivenheten sak mot samtlige sammensluttede 8 notformænd for at opnaa erstatning, hvilken sak iretteførtes ved ekstraret i Søndre Helgelands sorenskriveri 7 februar 1905. Ved kjendelse av 7 juli 1906 blev denne sak avvist paa grund av, at den, efter hvad citanterne har opgit, blev antat urigtig anlagt under tilkaldelse av meddomsmænd efter §35 i lov 26 juni 1893, fordi opsyn ikke var etablert i Skillebotten under fisket der, og nærværende sak er da derefter anlagt ved hjemmevernetinget mot indstevnte, som efter citanternes mening er solidarisk ansvarlig med sine lagfæller for hele det tap, som er paaført citanterne ved den her omhandlede anledning.

Striden mellem parterne staar for det første om, hvis not først blev utkastet. Citanterne anfører i denne henseende, at da der merkedes sild, begyndte Breistrand, som laa inderst av de tilstedeværende bruk, straks og først av samtlige bruk at utkaste sin not. Da der var utkastet 4 à 6 favne, kommanderte Breistrand, at der skulde holdes inde med kastningen et øieblik, og han spurte da Bogstrand, om de ikke skulde være sammen, idet Breistrand mente, at der kunde gjøres saa meget større stæng ved sammenslutning med de bruk, som før var i lag, end han alene; men Bogstrands lagfæller var ikke villig hertil, og Breistrand gav da straks sine fork ordre til at fortsætte utkastningen av noten. Omtrent samtidig med, at Breistrand gav denne ordre, utkastet Bogstrands bruk sin not, og først da vel halvparten av Breistrands not vat ute, begyndte Coldevin Olsens bruk at utkaste sin not inde i Breistrands stæng.

Indstevnte derimot paastar, at hans not var den første, som gik i sjøen, og at Breistrand begyndte utkastningen først, efterat Bogstrands taug og flere favne av hans not allerede var ute. Da Bogstrands kast var det ytterste, blir det efter indstevntes opfatning følgelig ham, som var berettiget til kastet, og Breistrand, som var uberettiget til at kaste indenfor det omraade, som Bogstrand og hans fæller kunde stænge med sine nøter. Indstevnte anfører nærmere, at Breistrand ikke visste av, at der stod sild, før han skjønte det av indstevntes adfærd, at Breistrand først var paa vei roende mot kastepladsen, da der blev git ordre om, at Bogstrands not skulde utkastes, og at denne not allerede var under sætning, da Breistrand, som dengang endnu ikke hadde begyndt utkastningen, spurte om lag.

Indstevnte har indrømmet, at citanternes not blev kastet løs fra armene av indstevntes lagfæller for at faa Coldevin Olsens not til at synke, men han mener, at denne fremgangsmaate var berettiget, da den var nødvendig paa

Side:854

grund av Breistrands ulovlige nedsætning for at bjerge fangsten i Coldevin Olsens stæng. - - -

Vidnerne er paa begge sider væsentlig notbrukernes mandskap, og de har derfor interesse av sakens utfald, selv om de ikke netop har været lønnet med. andel i fangsten, hvilket dog for en stor del synes at ha været tilfældet. Resultatet av vidneførselen for disse mandskapsvidners vedkommende er da ogsaa blit, at citanternes vidner bestemt paastaar, at citanternes fremstilling er den rigtige, og at Breistrands not var den første, som gik i sjøen, mens kontravidnerne likesaa bestemt holder paa, at Bogstrands not var den første, som begyndte utkastningen. - - -

Retten finder ikke, at der kan tillægges notmandskapernes motstridende forklaringer om tiden for utkastningen av nøterne synderlig betydning paa grund av den paatagelige interesse, de har i saken. - - -

Man finder saaledes, at vegten maa lægges paa de utenforstaaende 10de, 11te og 12te hovedvidners bestemte prov om, at det var Breistrand, som først utkastet sin not, hvad retten saaledes antar maa være det rigtige. At forholdet har været dette, støttes ogsaa av 13de hovedvidnes forklaring. - - -

Indstevnte mener dernæst, at selv om citanterne fik forret til stænget, har de igjen tapt sin ret, fordi Breistrand under utsætningen av noten gjorde to usedvanlige ophold, og fordi han hadde for litet og for litet brukbart redskap til at bjerge fangsten. Det antages i denne henseende at være paa det rene som før omtalt, at Breistrand gjorde et ophold, efterat han hadde begyndt utkastningen av sin not, og at han under dette forespurte Bogstrand, om de skulde være i lag. Hvor langt opholdet har været er ikke nøiagtig oplyst, men det kan antagelig ha været en 3 à 4 minutter. Der er ikke fremkommet noget om, at der under dette ophold er foretat andet end konferancen om lagslutning mellem de to parher. Der er heller ikke fremkommet noget om, at ikke Breistrands utsættelse av noten skulde være fortsat umiddelbart, efterat forhandlingerne om lagslutning hadde vist sig ikke at bringe noget resultat. Det er hævdet av citanterne, og det er ikke motsagt av indstevnte, at slutning av lag ofte kommer istand paa den maate som her forsøkt. Retten antar ikke, at dette ophold i notens utsætning hverken paa grund av opholdets varighet eller dets aarsak kan betegnes som usedvanlig. Det andet ophold skulde ha fundet sted senere og ha varet omtrent like længe eller noget længere end det første. Retten kan ikke finde det bevist, at noget saadant 2det ophold har fundet sted. - - -

Hvad angaar redskaperne, er det paa det rene, at Breistrand kun hadde en not til sin disposition. Denne var efter indstevntes opfatning derhos saa uheldig anbragt og daarlig utnestet, at enhver bjergning av fangst var umulig. - - -

Under enhver omstændighet maa det være indstevnte, som har den fulde bevisbyrde for, at citanternes notlag var uskikket til fangst, og den bevisbyrde har han ikke fyldestgjort.

Retten gaar nu over til at undersøke, om indstevnte er ansvarlig for hele eller en del av den erstatning, som retten efter hvad ovenfor er anført antar, at citanterne tilkommer. Indstevnte mener, at han er uten ansvar, da han ikke foretok og ikke deltok i løskastningen av Breistrands notarm.

Som det er omtalt tidligere var indstevntes bruk i fast sammenslutning «fastlag» med 6 andre notbruk. Dette fastlag var optraadt likeoverfor Breistrand ved den her omhandlede anledning som enhet. Breistrand henvendte sig saaledes til indstevnte om lag, men fik til svar, at indstevnte ikke hadde myndighet til at avgjøre denne sak uden i forening med sine lagkammerater.

Side:855

Indstevnte hævder, at ikke blot indstevnte men ogsaa hans lagfæller hadde forret til fangsten, fangstfeltet og utbyttet, fordi indstevnte efter dennes mening paabegyndte kastningen først. Indstevnte siger videre, at han som første kaster hadde ret til alt, ikke blot som han kunde stænge med sine nøter, men som han ogsaa kunde stænge med sine fællers nøter indenfor det av Bogstrand og Othar Lie gjorte ytterste kast. Indstevnte hævder altsaa, at et av brukene i fastlaget ved sine handlinger ogsaa eo ipso erhverver rettigheter for de øvrige av fastlagets bruk; det synes da naturlig, at ogsaa forpligtelserne blir fælles. De som erhverver rettigheter ved en handling, maa finde sig i at bære det ansvar, som kan opstaa av handlingen. At fangsten er gjort for fælles regning er vel ogsaa saa, men retten er ubekjendt med, om utbyttet er delt likelig mellem brukene, eller hvorledes delingsgrundlaget har været. Som et tegn paa, hvor fast sammenslutningen var, kan nævnes, at Bogstrands bruk gik i sjøen efter kommando av formanden for en av de andre nøter i fastlaget.

De handlinger, et saadant fastlag foretar sig for fiskets skyld, vil vel være resultatet av raadslagning mellem lagene, saaledes at hvad det ene lag gjør, eller hvad medlemmerne i det enkelte lag gjør i den fælles interesse og for den fælles fortjenestes skyld, det gjør han paa det heles vegne. Hvis citanterne ikke skulde ha et krav paa samtlige bruk, vilde han være noksaa ilde stedt. Det vilde særdeles ofte i saadanne forhold som her være vanskelig eller umulig at peke paa den enkelte, som til syvende og sidst foretok den skadegjørende handling. Og hvis han kunde trækkes frem, vilde han ha mange smuthuller til at komme sig væk fra ansvar, fordi han bare var led i en sammenslutning. Retten maa derfor anta, at ansvaret paahviler alle bruk i sammenslutningen, og den antar ogsaa, at ansvaret maa bli solidarisk, da den som det fremgaar av, hvad ovenfor er uttalt, betragter alle bruk av det andet parti som medskyldige i den skade, som er tilføiet citanterne. Retten vilde dernæst ved en deling av ansvaret pro parte være i vildrede med, hvorledes delingen skulde foretages. I realiteten vilde ogsaa et andelskrav for citanterne overfor hvert bruk eller deres formænd være av liten værdi, naar de skulde være nødt til at saksøke hver enkelt hver for sig paa de forskjellige hjemsteder. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

- - - Jeg kommer til et andet resultat end underretten. Forretten til kastet beror paa, hvem der først hadde utgit sit taug og begyndt at utkaste noten samt uten usedvanlig ophold fortsat dermed (lov 26 juni 1893 §19). Det antages, at denne bestemmelse maa forstaaes saaledes, at det først og fremst gjælder, hvem der faar landfæstet sit taug. Kfr. Dahls Landbonæring s. 286 ff. og det der citerte. Og i nærværende tilfælde synes da appellanten at ha vundet forretten. Der er ingen vidner, som bestemt har forklart, at Breistrand først fik sit taug fæstet i land, om end flere har sagt, at han først begyndte at utkaste noten. - - - Wildhagen.

Jeg kommer til samme resultat som underretten. Jeg er nemlig av den mening, at vore loves bestemmelser om fortrinsretten ved, at vedkommende «har utgit sit taug» og begyndt at utkaste noten, ikke absolut maa forstaaes saaledes, at det gjælder først og fremst hvem der først faar notarmen landfæstet, hvilket i det foreliggende tilfælde muligens vil lede til, at hovedappellanten vilde faa fortrin, fordi han hadde talrigere mandskao paa spilbaaten og saaledes maaske fik denne iland og tauget fæstet før kontraappellanterne, selv om kontraappellanterne hadde utgit sit taug og kastet not før ham. Men saaledes som jeg forstaar Høiesteretsdommen i Rt-1891-549, har kontraappellanten sin fortrinsret i behold, naar han, hvad jeg anser bevist specielt ved 11te og 12te hovedvidnes forklaringer,

Side:856

har kastet sin not først og samtidig har utgit sit taug og fortsat stængningen. - - -

Iøvrig tiltræder jeg underretsdommens begrundelse. - - - Bergersen.

Med underretten og andenvoterende anser jeg ved 11te, 12te og 13de hovedvidner bevist, at kontraappellanten var den, som først begyndte at kaste sin not. Dernæst ansees det paa det rene, at hans notarmer blev kastet løs av fork i hovedappellantens lag. Videre taler al sandsynlighet for, at noten av den grund sank og satte sig fast, og fangsten gik tapt. Under disse forhold maa efter min opfatning hovedappellantens lag ha bevisbyrden for, at ingen ret blev krænket ved løskastningen, det er, at hovedappellantens lag da hadde vundet forret for sit kast. Hvilken forstaaelse man end vil lægge ind i lovens ord «som først har utgit sit taug og begyndt at utkaste note» kan jeg ikke anse denne bevisbyrde opfyldt. - - - Erling Broch.