Rt-1917-305

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1916-12-05
Publisert:	Rt-1917-305
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 19/2 B s.a.
Parter:	Grosserer Gustav E. Reuter (advokat Sigurd Fougner) mot grosserer Einar Stensrud (overretssakfører Einar Nathan til prøve).
Forfatter:	Hambro, Frisak, Berg, Skattebøl, Gabrielsen, Stuevold-Hansen, Vogt
Lovhenvisninger:	Sjøloven (1893) §159, Sjøloven (1893)

Assessor Hambro: I nærværende sak blev der ved Skiens sjøret under 2 februar 1916 avsagt saadan dom: «Indstevnte,

Side:306

grosserer Einar Stensrud, bør for citantens, grosserer Gustav E. Reuters tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.» Sjøretsdommen er avsagt under dissens, idet sjørettens formand voterte for saadan konklusion: «Indstevnte, grosserer Einar Stensrud, bør til citanten, Gustav E. Reuter, betale GBP 357-10-0 enten i denne myntsort eller i norske penge efter kurs paa betalingsdagen med 6 % aarlig rente derav fra 25 mars 1915, til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne dom er av grosserer Gustav E. Reuter indanket til Høiesteret med saadan paastand: «At sjørettens dom underkjendes, og at indstevnte, Einar Stensrud, tilpligtes at betale appellanten, Gustav E. Reuter, principalt GBP 357-10-0, subsidiært GBP 162-10-0, i denne myntsort eller i norske penge efter kurs paa betalingsdagen med 6 % rente p. a. fra 25 mars 1915 til betaling sker samt sakens omkostninger for begge retter.»

For indstevnte, Einar Stensrud, er nedlagt paastand om stadfæstelse av sjørettens dom og tilkjendelse av saksomkostninger ved Høiesteret.

Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheter henviser jeg til den paaankede sjøretsdoms præmisser. Der er for Høiesteret fremlagt et cirkulære av august 1914 fra Nordisk Skibsrederforening, hvorav jeg skal hitsætte: «Mange redere har staat i den tro, at den sedvanlige act-of-Godklausul berettiger dem til at hæve kontrakten. Hvad der egentlig menes hermed er vanskelig at forstaa. Krigen umuliggjør jo ikke fortsættelsen av fredelig og nøitral handelssamkvem paa sjøen, og man kan derfor ikke si, at nogen «act of God» eller «restrain of princes» etc. umuliggjør kontraktens opfyldelse. Det er vel saa, at krigen i mange tilfælde vil gjøre kontraktens opfyldelse mere byrdefuld og i væsentlig grad vil forringe fortjenesten og maaske endogsaa i stedet for profit bringe tap; men heller ikke disse kjendsgjerninger er efter almindelige retslige grundsætninger tilstrækkelig til at gi nogen av parterne ret til at gaa fra en avsluttet kontrakt.» Likeledes citerer jeg av samme skrivelse: «Saa længe skibsfarten vedblivende foregaar i disse farvande tiltrods for minefaren, saa maa vel dette siges at være forhaandsbevis for, at faren ikke er saa overhængende, at den uten videre kan indvirke paa parternes forpligtelser ifølge kontrakten; men avgjørelsen maa her i hvert enkelt tilfælde bero paa et skjøn, og det er overmaade vanskelig at uttale noget bestemt om, hvad domstolene i saa henseende vil anta.» Videre er der fremlagt en opgave over kulfragter fra Englands østkyst til Gøteborg i tiden fra 1 august til 31 december 1914.

Jeg er i væsentlige dele enig med sjørettens formand. Der er ikke for Høiesteret og efter hans votum har der heller ikke for sjøretten været bygget nogen frifindelsesgrund paa antagelse av force majeure, hvilket ogsaa efter min mening vilde ha været ganske forgjæves. Derimot har indstevnte søkt sin frifindelse eller med andre ord sin berettigelse til den annullation av certepartiet, som han foretok i sin skrivelse av 14

Side:307

september 1914, dels i sjøfartslovens §159, dels i det positive indhold av det annullerte certepartis post 10 og endelig ogsaa under paaberopelse av, at de forutsætninger, hvorunder certepartiet var indgaat, var brustne og at han av den grund ogsaa maatte være berettiget til at fragaa sin forpligtelse under de ganske forandrede forhold. Hvad sjølovens §159 angaar, er jeg enig med sjørettens formand i, at denne her ikke kan komme til anvendelse. Der var vistnok krig mellem fremmede magter, men denne gjorde hverken skibet eller ladningen ufri. Heller ikke var der nogen blokade eller nogen anden virkelig hindring fra offentlig myndighets side for utførelsen av den pligtige reise. Og hvad den paaberopte certepartiklausul angaar, da mener jeg, at denne, som muligens kan ha sin betydning overfor engelsk ret, ialfald ikke kan tillægges nogen selvstændig betydning overfor den norske rets regler, særlig saaledes som disse allerede er utformet i den nævnte paragraf av sjøloven, og jeg mener, at dette ogsaa inden rederstanden har været den almindelige opfatning, hvilket jeg ser bekræftet ved det av mig tidligere citerte cirkulære fra skibsrederforeningen. Endelig kan jeg heller ikke finde, at der i forholdene var indtraadt en saa avgjørende og væsentlig forandring, at denne skulde kunne gi tilstrækkelig grund til fragtkontraktens ophævelse. Ogsaa her mener jeg, at min opfatning vinder støtte ved, hvad der er anført i det nævnte cirkulære, som med føie fremhævet, at skibsfarten fremdeles foregik i de heromhandlede farvand, og det er under procedyren paa det rene, at efter en kort vaklen eller stilstand i de første dage av august blev Nordsjø-farten paa Englands østkyst til og fra Sverige og Norge gjenoptat omtrent i det tidligere omfang. Det bør i denne forbindelse ogsaa haves for øie, mener jeg, at Stensrud selv ikke næret større betænkeligheter ved denne fart, end at han allerede den 25 september uttaler i en skrivelse til Reuter, at hvis han fik sine ekstrautgifter som følge av krigen dækket, kunde han utføre turen, et tilbud, som han gjentok i sin skrivelse av 2 oktober under fastholden av, at han for saadan tur vilde ha et fragttillæg av GBP 0-2-6 pr. ton, hvilket tilbud han endog paany fremsatte den 5 og 9 november. At fragterne i denne tid steg, er vistnok saa, men jeg kan ikke forstaa, at det skulde gi Stensrud nogen føie til at gaa fra sin forpligtelse efter det med Reuter indgaaede certeparti, hvilken forpligtelse alene angik den sidste av de 4 i certepartiet omhandlede reiser. Jeg mener saaledes, at Stensrud er pligtig til at yde Reuter erstatning for det i fragaaelsen av certepartiet liggende kontraktsbrud.

Men hensyn til erstatningen er der fra Stensruds side fremhævet, at denne ikke kan overskride et beløp av GBP 0-2-6 pr. ton, idet han mener, at Reuter hadde været pligtig til ogsaa fra sin side at bidra til, at skaden ikke blev større end nødvendig, ved at motta hans tilbud om at utføre reisen med saadant utenfor kontrakten liggende fragttillæg. Jeg mener imidlertid, at Reuter maatte ha føie til at undlate dette. Han hadde allerede en gang erfart, at Stensrud fragik en efter Reuters

Side:308

mening bindende kontrakt, og han maatte da være berettiget til at negte at indgaa i noget nyt kontraktsforhold til denne mand. Saa meget mere mener jeg dette, som Stensrud hadde annullert certepartiet i hele dets omfang, altsaa overfor alle de havne, som var nævnt i dette, skjønt det efter de foreliggende oplysninger vistnok maa antages, at der i ethvert fald var forholdsvis ringe fare ved skibsfarten paa de der nævnte skotske havne og de engelske havne søndenfor det omraade, hvor man efter det engelske admiralitets advarsler maatte frygte for tyske miner og derfor hadde faat anvisning om at holde sig langs kysten. Efter certepartiet var det derhos Stensrud, som inden dettes frist kunde bestemme tiden for de enkelte reiser - det var ikke Reuter, som bestemte denne - og Stensrud hadde saaledes efter kontrakten adgang til at foreta reisen helt indtil utgangen av decemher 1914. Gjentagne gange i løpet av denne tid advarer Reuter ham og opfordrer ham til at sende skib efter kontrakten, sidste gang endog saa sent som i skrivelse av 14 december 1914, og naar Stensrud fremdeles fastholder sin negtelse, mener jeg, at Reuter maatte være fuldt beføiet til, da tiden nu nærmet sig for certepartiets utløp, at fragte skib paa Stensruds bekostning. Det er intet oplyst om, at Reuter, da han endelig skred til at skaffe sig skibsrum, har betalt høiere fragt end dengang nødvendig, og jeg mener derfor i henhold til, hvad jeg har anført, at Renters principale paastand maa bli at ta tilfølge.

Jeg antar derhos, at Stensrud bør erstatte Reuter processens omkostninger for begge retter.

Det blir min

Konklusion:

Einar Stensrud bør til Gustav E. Reuter betale GBP 33-10-0 enten i denne myntsort eller i norske penge efter kurs paa betalingsdagen, med 6 av hundrede i aarlig rente fra 23 mars 1915, til betaling sker. I procesomkostninger for sjøretten og Høiesteret betaler Stensrud til Reuter kr. 700.

Ekstraordinær assessor Frisak: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Berg, assessor Skattebøl, de ekstraordinære assesorer, sorenskriver Gabrielsen og advokat Stuevold-Hansen samt assessor Vogt: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av sjørettens dom hitsættes:

Ved certeparti av 23 oktober 1913 paatok indstevnte, grosserer Einar Stensrud, sig for citanten, grosserer Gustav E. Reuter, Gøteborg, i 1914 at utføre med dampskib, som kunde laste ca. 1.300 ton, 4 reiser med kul fra visse havne paa Englands østkyst for en fragt av 4 shillings 6 pence pr. ton. Tre av disse reiser blev fuldført, men da krigen brøt ut, hævet indstevnte den 14 september 1914 certepartiet for den gjenstaaende reises vedkommende, hvorfor citanten sluttet et andet skib for denne reise til 10 shillings pr. ton. Herved blev paa ført citanten et tap av GBP 357-10-0,

Side:309

som han forlanger erstattet av indstevnte. Denne har negtet at betale beløpet, idet han i det væsentlige har gjort følgende gjældende: I. Certepartiet blev sluttet i 1913, da ingen tænkte paa krig. Den i august 1914 utbrutte krig lammet for en stund aldeles skibsfarten, og den mængde miner, der løsrev sig og drog omkring i Nordsjøen, medførte en fare for skibene, som var aldeles uforutset, da certepartiet blev sluttet. Senere paa aaret kom den tvungne krigsforsikring igang og paala skibene uanede byrder. Disse uforutseede omstændigheter maatte efter hans mening berettige ham til at hæve certepartiet. Han henviser forøvrig ogsaa i denne forbindelse til sjøfartslovens §159. II. Efter certepartiets post 10 er bl.a. undtat fra certepartiet «Guds handlinger, Kongens fiender, forbud av fyrster og styrere og sjøens farer». - - - III. Uagtet ikke forpligtet dertil, tilbød indstevnte den 25 september 1914 sig at fuldføre reisen, saafremt citanten vilde dække hans ekstrautgifter med 2 shilling 6 pence pr. ton, idet han under procedyren hævder, at disse vilde medgaa til krigsassuranse, øket hyre og andre nødvendige ekstraordinære utgifter. Dette forslag blev imidlertid forkaste av citanten. Subsidiært hævder indstevnte i denne forbindelse, at citantens krav ikke kan gaa ut over disse 2 sh. 6 d.

Retten skal til de saaledes fremsatte indsigelser bemerke følgende: Ad I. Saavidt sees kan, bygger indstevnte ikke denne indsigelse paa force majeure, og nogen saadan var krigen heller ikke for den her omprocederte saks vedkommende. Skibsfarten paa Nordsjøen var vistnok i de første dage efter krigens utbrud lammet, men den norske krigsforsikring kom straks istand, og i den korte mellemtid mellem krigens utbrud og oprettelsen av den norske krigsforsikring var der visselig adgang til at tegne forsikring mot krigsfare i England. Kul til Sverige i norsk skib var derhos ikke krigskontrabande. Kulfarten til Skandinavien ordnet sig igjen snart, og certepartiet var gjældende indtil aarets utgang, saa der i alle fald indtil den tid var aapen adgang for indstevnte til at opfylde sin forpligtelse. Indstevntes tilbud om at fuldbyrde kontrakten mot et tillæg i fragten av 2 sh. 6 d. viser desuten bestemt, at nogen force majeure ikke kan paaberopes. Foreligger der saaledes ikke force majeure, blir spørsmaalet om kontraktens ugyldighet paa grund av bristende forutsætninger. Ved avgjørelsen av dette spørsmaai maa det vistnok indrømmes, at ingen av parterne tænkte paa krig, da kontrakten blev indgaat, men kontrakten var gjensidig bebyrdende, og krigen rammet begge kontrahenter. Nu er det saa, at bristende forutsætninger kun undtagelsesvis har retslig betydning, og da kan ikke i en gjensidig bebyrdende kontrakt som denne den mellemkommende krig mellem fremmede magter berettige nogen av parterne til uten videre at hæve kontrakten og velte det dermed opstaaede tap over paa medkontrahenten. Dette maa være en sikker retsregel, og man ser derfor stadig, at parterne i denne slags kontrakter sikrer sig mot den slags forviklinger ved i kontrakten at indta særskilte klausuler, som, hvis regelen ikke gjaldt, vilde være unødvendige. Sjøfartslovens §159 er ikke anvendelig paa dette forhold. Ad II. Spørsmaalet blir da, om den i certepartiet indtagne klausul virker befriende for indstevnte. Her er alene paaberopt følgende uttryk: «Kongens fiender» og «sjøens farer». At der ved «Kongens fiender» kun er ment den norske eller svenske konges fiender, maa være selvsagt. Det sprog, hvorpaa kontrakten er skrevet, maa være likegyldig, og at varerne

Side:310

skulde skibes fra England, kan ingen betydning ha, da de skulde skibes til nøitralt land i norsk skib. Hvad der forstaaes ved «sjøens farer» er ikke godt at si i sin almindelighet, men retten mener, at der overensstemmende med almindelige inden sjøfarten gjældende regler kun kan være tænkt paa saadanne farer, som har rammet skibet, og som gjør opfyldelsen av certepartiet om ikke umulig saa dog saa vanskelig for befragteren, at det vilde være et væsentlig velfærdstap for ham. Noget saadant væsentlig velfærdstap foreligger imidlertid ikke her, hvor bortfragteren som nævnt har erklært sig villig til at opfylde certepartiet mot et tillæg i fragten av 2 sh. 6 d. Ad III. Indstevnte har, efter hvad foran er anført, ikke været berettiget til at hæve kontrakten og han har derfor heller ikke været berettiget til at forlange noget tillæg til fragten for de ved krigen ham paabyrdede merutgifter og saaledes velte disse over paa sin medkontrahent. Krigen rammet begge parter, og hver av dem maa da bære den risiko og det tap, som denne medførte for ham, uten at han av den anden kan forlange nogen utjevning herav, og det selv om krigen for den ene har medført gevinst og for den anden tap. At mangen befragter for at undgaa forvikling har erklært sig villig til at betale fragttillæg for at faa opfyldt et certeparti, er vistnok saa, men juridisk forpligtet til det har han ikke været. Kan kontrakten opfyldes, saa skal den opfyldes, selv om den bringer uanet gevinst for den ene og uanet tap for den anden, det er hovedregelen, og den maa ogsaa gjælde i dette tilfælde. At citanten negtet at betale det forlangte fragttillæg, berettiget derfor ikke indstevnte til at hæve kontrakten, og heller ikke berettiget den ham til at forlange erstatningen nedsat til de forlangte 2 sh. 6 d. Indstevnte har brutt certepartiet, og citanten har da fordring paa fuld erstatning for sit virkelige lidte tap uten avkortning, da han som anført ikke var forpligtet til at godta indstevntes forslag om fragttillæg. Da indstevnte bestemt vægret sig for at opfylde sin forpligtelse, fragtet citanten den 17 december et andet skib for en fragt av 10 sh. pr. ton. Nu har vistnok indstevnte paastaat, at dette var en uhørt fragt, men noget bevis herfor har han ikke fremskaffet, og efter sit kjendskap til fragtforholdene paa den tid kan retten ikke finde, at denne fragt da var urimelig høi. - - - Kintzel Frøstrup.

I foranstaaende votum er sjøretsmedlemmerne, konsul Holta og mægler Bye, ikke enige. De er, om end under tvil, kommet til det resultat, at indstevnte maa gives medhold i, at de ved krigen skapte ganske uforutseede forhold in casu berettiget indstevnte til at undlate at utføre omhandlede reise. Uagtet ikke berørt under procedyren finder de dog at burde peke paa, at certepartiets punkt 10 ogsaa indeholder undtagelsen «restraints of princes and rulers». I den av citanten fremlagte, ikke autoriserte oversættelse av certepartiet er «restraints» oversat med «forbud», men ordet «forbud» gir ikke et fyldestgjørende uttryk for «restraints». «Restraint» betyder nemlig efter engelsk leksikalsk fortolkning: «The act of restraining; the act of holding back or hindring from motion or action in any way; hindrance of the will or of any action physical, mental, or moral» (kfr. Encyclopædic dictionary, VI bind, side 121). De tror, det maa medgives, at princes and rulers ved krigen og specielt den maate, hvorpaa den er ført, har «interposed obstacles» (kfr. samme verk side 120) for skibsfarten over Nordsjøen paa den tid,

Side:311

reisen skulde være utført, og det i saa sterk grad, at indstevnte var berettiget til at kancelere certepartiet. - - -

Retsformanden kan ikke være enig i denne sjøretsmedlemmernes opfatning. «Restraints of princes and rulers» staar ved siden av «Kings enemies» og maa saaledes ha en selvstændig betydning ved siden herav. Han mener da, at det maa betyde særlige indskrænkninger eller hindringer, som er paalagt av et lands styrelse, saasom utførselsforbud, embargo, blokade e.l., men ikke kan ha en saa altomfattende betydning, at det ogsaa omfatter de ved krigen eo ipso forvoldte vanskeligheter. - - -