Rt-1917-402

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1917-01-31
Publisert:	Rt-1917-402
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 19/1 s.a.
Parter:	Socialdepartementet (regjeringsadvokat Lous) mot apoteker Morten Nyegaard (advokat Kristen Johanssen).
Forfatter:	Skattebøl, Vogt, Bjørn, Heggen, Christiansen, Rivertz, Reimers
Lovhenvisninger:	Apotekloven (1909) §7, Apotekloven (1909), Grunnloven (1814) §105, §97

Den 27 november 1911 blev der hos Morten Nyegaard som indehaver av apoteket ved Vestbanen i Kristiania avholdt utpantning for den ifølge skattekundgjørelse av 13 august 1910 paalagte avgift for budgetterminen 1910-11, hvilken med tillæg av utpantningsgebyr utgjorde kr. 657,37.

Apoteker Nyegaard paaanket utpantningsforretningen til Kristiania byret, som i dom av 25 juli 1914 under ophævelse av processens omkostninger for byretten ophævet utpantningen. Dommen avsagdes under dissens, idet et medlem av retten voterte for utpantningsforretningens stadfæstelse.

Socialdepartementet, under hvilket medicinalvæsenet nu er henlagt, har paaanket byrettens dom til Høiesteret og har her nedlagt paastand om stadfæstelse av utpantningen, og om at indstevnte tilpligtes at betale appellantskapet processens omkostninger ved begge retter, derunder salær til regjeringsadvokaten.

Indstevnte, apoteker Nyegaard, har paastaat stadfæstelse av byrettens dom og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret. Appelbevilling er meddelt Socialdepartementet under 19 oktober 1914.

Saken foreligger i samme skikkelse som da den paadømtes av byretten, idet nye dokumenter ikke er fremlagt for Høiesteret. Angaaende sakens nærmere sammenhæng henvises til den av førstvoterende i byretten givne fremstilling.

Høiesteret kommer til samme resultat som byrettens flertal, hvis begrundelse i væsentlige punkter tiltrædes.

Det findes for dette resultat avgjørende, at den i lov av 4 august 1909 §7 omhandlede avgift maa, uagtet den skal fastsættes aarlig av Stortinget, betragtes som en apotekernæringen paalagt særavgift, der ligger utenfor og staar i strid med de vilkaar, hvorpaa indstevnte i sin tid, før lovens ikrafttræden, mottok bevilling til at anlægge og drive sit apotek. Bevillingen er meddelt paa de i kongelig resolution av 28 oktober 1899 opstillede vilkaar. Resolutionen indeholder bl.a. en opregning av de avgifter som den, der meddeles bevilling til at drive apotek, pligter at erlægge. Denne opregning maa antages at ha været uttømmende og avgjørende for, hvilke avgifter vilde bli at avkræve indstevnte, og i ethvert fald maatte han være berettiget til at gaa ut fra, at saa var tilfælde, og til i henhold

Side:403

dertil at stole paa, at efter de opstillede vilkaar vilde han ikke kunne paalægges andre eller nye særavgifter. Han maa derigjennem ha erhvervet ret til at motsætte sig erlæggelse av den i nærværende sak omhandlede avgift, selvom denne er paalagt som en skat paa enhver apoteker. Det i bevillingen indtagne forbehold om, at indstevnte har at rette sig i alle maater efter de anordninger, som er eller maatte bli utgivne om apotekere, antages ikke at omfatte et avgiftspaalæg som det, denne sak gjælder. Og naar det under procedyren er paaberopt, at avgiften tilsigter at avløse og træde istedenfor de i ovennævnte resolution omhandlede avgifter, kan hertil ved denne saks avgjørelse ikke tages noget hensyn.

Processens omkostninger for Høiesteret findes appellanten at burde tilsvare indstevnte.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Socialdepartementet til apoteker Nyegaard kr. 400.

Av byrettens dom hitsættes:

Ved kgl. resolution av 28 oktober 1899 blev det bestemt: «1. At der tillates oprettet et nyt apotek ved Vestbanestationen i Kristiania. 2. At - - - den vordende apoteker ansættes paa de ved love om apotekerbevillinger av 25 februar 1860 og 6 juni 1877 og ved de kgl. resolutioner av 10 december 1850, 22 december 1866, post 3 b og 17 oktober 1891 bestemte vilkaar - - - 3. At der til et praktisk-farmaceutisk institut i Kristiania blir av det nye apoteks indehaver at erlægge en aarlig avgift, som indtil videre fastsættes til kr. 400, hvilken avgift blir at beregne fra den dag apoteket aapnes til avbenyttelse og at utrede kvartalsvis. 4. At den vordende apoteker tilpligtes at finde sig i saadan bestemmelse, som i tilfælde maatte bli avgit om erlæggelse av en aarlig avgift til et mulig oprettendes fond til indløsning av de saakaldte reelle apotekerprivilegier.»

Den 5 mars 1900 blev der meddelt exam. farm. Morten Nyegaard kgl. bevilling til at «anlægge og drive det i kgl. resolution av 28 oktober 1899 omhandlede apotek ved Vestbanestationen i Kristiania paa de i nævnte resolution under post 2, 3 og 4 angivne vilkaar og med de deri fastsatte forpligtelser samt endvidere med forpligtelse til at gjøre indskud i Den norske enkekasse efter en aarlig indtægt av kr. 5.000. Han har derhos at rette sig i alle maater efter de anordninger, som er eller maatte bli naadigst utgit om apotekere, samt den takst, der er eller maatte bli anordnet.» - - - Apoteker Nyegaard har altsaa et personlig privilegium, der ikke kan avhændes og ikke medfører ret for hans enke eller barn til at beholde apoteket. - - -

Apoteker Nyegaards avgitt utregnedes til kr. 632,72. Da han fandt avgiftsbestemmelserne uretmæssige som stridende mot principperne i grundlovens §97 og §105, lot han sig den 27 november 1911 overgaa utpantning, - - - (Se byretsdommen i den foran refererte sak side 397-98.)

Jeg mener, at avgiften under alle omstændigheter er uforbindende for saksøkeren ifølge hans bevilling. I denne staar, at han er forpligtet til

Side:404

foruten visse personlige arbeidsydelser m.v. at erlægge en viss aarlig avgift til et praktisk-farmaceutisk institut samt finde sig i mulig senere bestemmelse om avgift til et nyt fond til indløsning av de reelle apotekprivilegier. Med disse vilkaar er bevillingen kundgjort ledig, har appellanten søkt bevillingen og faat den. Og med disse bestemmelser synes der ikke at kunne være ment andet, end at bevillingens indehaver ikke fremtidig skulde kunne paalægges andre økonomiske særbyrder av nogen betydning under nogensomhelst benævnelse. Indstevnte har bemerket, at det kun har været meningen at opregne i bevillingen de byrder, der skal paahvile appellanten personlig. Men dette er kun rent formelt set rigtig, idet de i bevillingen omhandlede avgifter har til hensigt at ramme alle personlig privilegerte apotekere. Bevillingsdokumenterne har forsaavidt vistnok altid samme indhold. Nærværende avgift er likesom disse paalagt saksøkeren ene og alene i hans egenskap av apoteker. Med forbeholdet om at finde sig i senere anordninger synes alene at kunne være sigtet til anordninger av regulerende reglementarisk art. Ellers vilde det særskilte forbehold om at yde bidrag til et eventuelt indløsningsfond være overflødig. Men hvad der end forsaavidt maatte være ment med disse bestemmelser i bevillingen, forekommer det mig ihvertfald, at de objektivt set ikke godt kan forstaaes paa anden maate, og at appellanten følgelig med fuld grund har opfattet den saaledes. Herved maa efter min mening det offentlige være bundet. Opnaaelse av en apotekbevilling er vistnok et eftertragtet gode, men den meddeles først og fremst i det offentliges egen interesse, og det at begynde driften av et apotek er paa den anden side en affære av betydelig økonomisk rækkevidde. Den som gaar hertil maa ha krav paa at faa tydelig besked om alle de væsentlige faktorer, hvorpaa affærens lønsomhet beror, og han maa kunne stole paa, at ikke grundlaget senere vilkaarlig forrykkes. At omhandlede avgiftsbestemmelse i saa henseende er betydningsløs synes ikke med rette at kunne paastaaes. Det er efter alt foreliggende ganske klart, at der ikke er ment en rent bagatelmæssig avgift, hvad det i saken omhandlede avgiftsbeløp ogsaa bærer vidnesbyrd om.

W. G. Winsnes.

Jeg antar, at appellanten i sin stilling til det offentlige efter sin bevilling er underkastet saadanne forandringer, som apotekvæsenets utvikling medfører og som ikke var aldeles upaaregnelige. I henhold hertil antar jeg, at han maatte finde sig i, at de ham ved bevillingen paalagte avgifter fik en anden anvendelse end den likefrem uttalte, naar blot den nye anvendelse hadde til formaal at tjene apotekvæsenet. - - -

Jeg skal tilføie, at avgifterne har karakteren av en skat paa apoteknæringen. Jeg anskuer forsaavidt forholdet noget anderledes end førstvoterende, men anser det for overflødig at indgaa nærmere derpaa i nærværende sak. Fastholdes imidlertid dette, vil følgen av at underkjende utpantningen være, at appellanten fritages for at delta i en paa apoteknæringen lagt skat alene paa grund av at han ved bevillingen har vedtat at svare lignende avgifter. Men dette kan jeg ikke finde rimelig eller stemmende med forutsætningerne for bevillingen. Derimot antages det at være overensstemmende med disse forutsætninger, at appellanten nu blir fritat for at svare de tidligere vedtagne avgifter, og jeg har gaat ut fra at dette ogsaa er det offentliges mening.

A. T. Næss.

Jeg er enig med førstvoterende.

Siewers.