Rt-1917-435

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1917-02-14
Publisert:	Rt-1917-435
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:
Parter:
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Høiesteret gjør bemerkning ved, at forliksklagerne og forliksbehandlingen ikke var dokumentert.

Saksgang: L.nr. 31/1 s.a.

Parter: Kristiania fattigstyre (advokat F. A. Krog) mot Søndre Odalens fattigstyre samt Amund og Toline Engebretsen (ad vokat Garup Meidell).

Forfatter: Prydz, Scheel, Bjørn, Backer, Vogt, Mejdell og justitiarius Thinn. LOV-1902-05-22-10-§358

LOV-1905-04-29-§3

Med hensyn til nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til den av Kristiania byret den 30

Side:436

oktober 1915 avsagte dom, ved hvilken blev kjendt for ret: «Kristiania fattigstyre bør inden 15 dage efter dommens forkyndelse under adfærd efter loven betale a) til Søndre Odalens fattigstyre kr. 655,03 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 16 september 1913 til betaling sker, b) til Amund og Toline Engebraaten erstatning efter skjøn av uvillige mænd, opfat paa Kristiania fattigstyres bekostning, for det tap og den skade, som er dem paaført ved, at de i slutningen av aaret 1910 blev smittet med syfilis ved et hos dem av Kristiania fattigstyre utsat syfilitisk barn. Av skjønsbeløpet svares 4 av hundrede i aarlig rente fra 23 juli 1914 til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne dom er av Kristiania fattigstyre paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «At byrettens dom ophæves, at Kristiania fattigstyre frifindes for Søndre Odalens fattigstyres og Amund og Toline Engebraatens tiltale i saken samt tilkjendes salgsomkostninger for byretten og Høiesteret hos parterne in solidum.»

De indstevnte, Søndre Odalens fattigstyre og Amund og Toline Engebraaten, er ogsaa her ved retten tilstaat fri sakførsel med fritagelse for retsgebyrer. Den for de indstevnte beskikkede sakfører, advokat Garup Meidell, har paastaat: «1. At underrettens dom stadfæstes. 2. At appellanskapet, Kristiania fattigstyre, tilpligtes at erstatte det offentlige sakens omkostninger, beregnet som om saken ikke hadde været beneficert. 3. At der tilkjendes mig salær som beskikket sakfører for de indstevnte.»

Med hensyn til dokumentationen finder retten at burde gjøre bemerkning ved, at forliksklagerne og forliksbehandlingen ikke er dokumentert.

Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige tiltræde dennes begrundelse.

Byrettens dom vil følgelig bli at stadfæste.

Processens omkostmninger for Høiesteret findes at burde ophæves.

En av de voterende, assessor Mejdell, antar ikke, at der efter den bestaaende lovgivning er adgang for domstolene til at paalægge ansvar i det foreliggende tilfælde. At der ikke i skrivelsen av 8 november 1909, der kun er et foreløbig svar paa en henvendelse fra Amund Engebraaten, er git utførlig besked, kan jeg ikke tillægge nogen vegt, aldenstund Toline Engebraaten ved sit nærvær i byen har faat oplæst Rikshospitalets erklæring av 22 september og mundtlig av dr. Marie Holth har faat, efter hvad jeg maa anta, den veiledning, doktoren efter omstændigheterne fandt paakrævet. Konklusion finder jeg ufornødent at forme. Den befalte sakførsel har været forsvarlig.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophaeves. Salæret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Garup Meidell, ansættes til kr. 200.

Side:437

Av byrettens dom hitsættes:

Pike S... A... L.'s barn Odd Eilert født xx.xx.1908, som siden tre uker efter fødselen hadde været behandlet i Rikshospitalet for medfødt syfilis, blev 16 november 1909 utskrevet fra hospitalet og gjennem Kristiania fattigvæsen anbragt til forpleining hos Amund og Toline Engebraaten i Søndre Odalen. Den 19 december 1910 blev efter foranstaltning av Søndre Odalens helseraad og fattigstyre baade barnet og Toline Engebraatens indlagt i Rikshospitalets hudsykeavdeling som lidende av syfilis, idet konen var blit smittet av barnet. Senere har det vist sig, at ogsaa Amund Engebraaten er blit smittet. Som følge av sygdommen har Amund og Toline Engebraaten maattet understøttes av Søndre Odalens fattigvæsen, hvilken understøttelse for aarene 1911, 1912 og 1913 indtil 12 august utgjorde et samlet beløp av kr. 655,03. Efter tilladelse til under én sak at anlægge søksmaal mot Kristiania fattigstyre til indtale av erstatning har saavel Søndre Odalens fattigstyre som Amund og Toline Engebraaten saksøkt Kristiania fattigstyre til at betale a) til Søndre Odalens fattigstyre det nævnte beløp, kr. 655,03, og b) til Amund og Toline Engebraaten erstatning efter skjøn for alt det tap og al den skade, som er dem paaført ved, at de i slutningen av aaret 1910 blev smittet med syfilis. - - -

Kristiania fattigstyre fik høsten 1909 anmodning fra Kristiania sundhetskommission om at besørge barnet Odd Eilert Larsen utsat. Den 22 september 1909 blev der fra Rikshospitalets forvalter tilstillet fattigstyret saadan erklæring: «I anledning forespørsel om, hvorvidt l.nr. 1892/08 Odd Eilert Larsen kan utsættes paa landsbygden, skal man oplyse følgende: Patienten lider av medfødt syfilis. Han er for tiden fri for symptomer av sin sygdom, men der vil endnu i et par aars tid kunne komme smitsomme utbrud av denne. Patienten vil kunne forpleies like saa godt paa landet som i byen, naar kun vedkommende forpleiere er tilstrækkelig forsigtige. De maa gjøres opmerksom paa ovenstaaende forhold (kfr. straffelovens §358, I) og bør i tilfælde fremstille sig for Kristiania sundhetskommission for at faa de fornødne forsigtighetsregler. Rikshospitalets hudsykeavdeling 22 september 1909. Ærbødigst Haavaldsen.» Den 8 november 1909 tilskrev Kristiania fattigvæsens kontor for utsatte Amund Gulbrandsen Engebraaten saaledes: «I anledning av Deres andragende om at faa et barn fra det herværende fattigvæsen til forpleining meddeles, at De nu kan erholde et guttebarn, der er vel et aar gammel. Betalingen er kr. 45 pr. kvartal. - - - Barnet har været sykt av venerisk syke, men er nu symptomfrit og er ved litt forsigtighet ufarlig.» Amund Engebraaten har den 10 november 1909 git denne skrivelse saadan paategning: «Vi bestemmer os for at ta omskrevne barn og kommer og avhenter det en dag i næste uke.» Den 16 november 1909 indfandt Toline Engebraaten sammen med Albert K. Trosvik fra Søndre Odalen sig paa Kristiania fattigvæsens kontor for utsatte for at hente barnet. Paa kontoret blev Rikshospitalets foran gjengivne erklæring av 22 september 1909 oplæst for dem. De fik med sig utskrivningsrekvisition fra kontoret til Rikshospitalet og indfandt sig saa i Kristiania sundhetskommission, hvor utskrivningsrekvisitionen blev tiltraadt av sundhetsinspektøren ved dr. Marie Holth. Av hende blev Toline Engebraaten ogsaa paalagt forsigtighetsregler. Den besked, som blev git, refereres i en erklæring fra Albert K. Trosvik og Toline Engebraaten saaledes: «Med behandlingen av dette barn maa der brukes yderst forsigtighet, barnet maa ha egen kop og ske og handklæde, samt i det hele

Side:438

tat altid passes paa at være forsigtig.» Samme dag utsættelsen fandt sted blev der av Kristiania fattig væsens kontor for utsatte gjort anmeldelse herom til Kristiania helseraad, som mottok anmeldelsen 19 november og 20 november 1909 oversendte den til ordføreren i Søndre Odalens helseraad, dr. Schjervheim (lov om tilsyn med pleiebarn m.v. av 29 april 1905 §3).

Citanterne har til begrundelse av det reiste søksmaal i det væsentlige anført, at Kristiania fattigstyre har gjort sig skyldig i en uagtsomhet, der maa medføre ansvar baade derved, at det ikke i den for tilfældet fornødne utstrækning har gjort opmerksom paa smittefaren, og derved, at det ikke har foretat nogensomhelst undersøkelse om forholdene i det hjem, hvortil barnet blev sendt, for at bringe paa det rene, om pleieforældrene efter sine livsvilkaar, oplysningstrin o. lign. var skikket til at ta et syfilitisk barn i pleie. Dette vanskelige og farefulde hverv har Kristiania fattigstyre, anføres der, i nærværende tilfælde overlatt til en fattig husmandsfamilie med flere voksne og to smaa barn, som alle bor i et litet daarlig hus med kun et rum, og hvis medlemmer alle er enfoldige landsens folk, som ikke kan forutsættes at ha det ringeste begrep om syfilis. I denne forbindelse henviser citanterne til uttalelse fra kommunelæge Schjervheim i de fremlagte erklæringer. Schjervheim, som flere gange tilsaa barnet for bronkit, men ikke hadde faat nogen oplysning om, at det led av syfilis, uttaler, at han, hvis han hadde hat anelse om dette sidste, straks vilde ha raadet pleieforældrene til at sende barnet tilbake til Kristiania. - - -

Jeg er - omend under tvil - kommet til det resultat, at Kristiania fattigstyre pligter at yde citanterne erstatning som av dem paastaat. Jeg grunder dette væsentlig derpaa, at pleieforældrene ikke paa forhaand - før de bestemte sig til at ta barnet - av fattigstyret har faat saa korrekte og fuldstændige oplysninger om barnets sygdom og smittefarlighet, som jeg mener, de med rette maatte kunne ha krav paa. Jeg kan ikke komme fra, at den form, meddelelsen paa det her omhandlede punkt har faat i fattigvæsenets før citerte skrivelse til Amund Engebraaten av 8 november 1909, ikke dækker det virkelige forhold, og at de benyttede uttryk navnlig er mere avdæmpede og eufemistiske end dr. Haavaldsens til fattigstyret avgivne erklæring av 22 september 1909. Det er vistnok saa, at denne erklæring senere er oplæst for Toline Engebraaten, og at hun ogsaa forøvrig har faat almindelige instruktioner om forsigtighet. Men da var bestemmelsen allerede truffet, og grundlaget for den har alene været den første, mindre korrekte besked. Det maa synes naturlig, at det er den, pleieforældrene særlig har heftet sig ved. I hvert fald er det den, de har bygget paa, ved sin bestemmelse om at ta barnet. Jeg finder det ikke nødvendig at uttale noget om, hvorvidt budet i straffelovens §358, I, strafferetslig set er fyldestgjort ved den maate, hvorpaa pleieforældrene i nærværende tilfælde er blit gjort opmerksom paa smittefaren. Civilretslig stiller sak en sig efter min mening saaledes, at pleieforældrene fra første stund av, før de traf sin bestemmelse, burde ha faat saa korrekte og utvetydige oplysninger, som det overhodet var mulig at gi dem, og at der maatte siges at foreligge en uagtsomhet fra fattigvæsenets side, naar det har trodd at kunne nøie sig med den underretning, som blev git i skrivelsen av 8 november 1909 og som lar adskillig tilbake at ønske baade med hensyn til korrekthet og fuldstændighet. - Parterne har under procedyren omhandlet forskrifterne i lov av 20 april 1905 om tilsyn med pleiebarn m.v. Jeg antar imidlertid ikke, at denne lov direkte har nogen betydning for det spørmaal,

Side:439

nærværende sak gjælder. Dens hensigt er at sikre vedkommende barn ordentlig og forsvarlig forpleining og den er ikke skrevet for at beskytte barnets pleieforældre eller øvrige omgivelser. At Kristiania fattigstyre har efterkommet forskrifterne i nævnte lov er vistnok paa det rene. Efter denne lov paalægger der ikke den utsættende nogen pligt til at gi vedkommende helseraad underretning om mulig sygdom hos barnet. Men hvor forholdet som her er det, at vedkommende barn lider av syfilis, forekommer det mig at ha ligget nær for fattigstyret - samtidig med underretningen om selve utsættelsen - at sørge for, at helseraadet i den kommune, hvor barnet blev anbragt, ogsaa fik kundskap om sygdommen. Noget direkte lovbud er her ikke krænket, men regelen tilsiges efter min mening av almindelig agtsomhet i forhold som det foreliggende. Jeg kan ikke indse, at man derved stiller for strenge krav med hensyn til agtsomhetspligt, navnlig naar der forut for utsættelsen ikke har fundet sted nogen undersøkelse om vedkommende pleiehjems eller pleieforældres skikkethet for øiemedet. - Jeg kan videre ikke finde det tilstrækkelig godtgjort, at der fra pleieforældrenes side er utvist nogen uforsigtighet, som under de forhaandenværende omstændigheter kan betinge anvendelse av regelen om compensatio culpæ. Den paaberopte undlatelse av anmeldelse efter pleiebarnslovens §3 antages her ikke at kunne komme i betragtning. Hvad selve smitteoverføringen angaar kan bemerkes, at dr. Schjervheim som sin mening har uttalt, at smitten mere skyldes uvidenhet end urenslighet. - - - Eyvind Andersen.

Jeg er kommet til samme utslag som førstvoterende. Den myndighet, der hos private anbringer et syfilitisk barn, som naarsomhelst i løpet av to aar kan bli en frygtelig smittekilde, pligter at sørge for, at smittefaren for det vordende pleiehjem blir mindst mulig. Der maa saaledes undersøkes, om hjemmets forhold er slike, at det forsvarligen kan utsættes for faren. I foreliggende tilfælde vilde en enkel forespørsel hos Toline Engebraatens ved hendes nærvær i byen vist, at hendes hjem ikke kunde hrukes. Hvor nøiagtige, indgaaende og almenforstaaelige oplysninger der videre maa gives om sygdommens art og smittefaren, vil selvfølgelig avhænge meget av, hvem man henvender sig til. Om indstevntes skrivelse av 8 november 1909 er det i denne forbindelse nok at si, at den indeholder urigtige opgaver. Pleiebarnloven av 1905 anser ogsaa jeg at være uten likefrem betydning for nærværende sak. Compensatio culpæ antar heller ikke jeg at foreligge. U. A. Motzfeldt.

Likeledes enig. M. Ebbell.