Rt-1917-629

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1917-03-20
Publisert:	Rt-1917-629
Stikkord:	Servitutt
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 28/1 B s. a.
Parter:	Fru Pauline Arneberg (overretssakfører Leif Gude Due til prøve) mot O. G. Bjerke (advokat Axel Heiberg).
Forfatter:	Skattebøl, Rivertz, Vogt, Fürst, Feragen, overretsjustitiarius Breien, Reimers
Lovhenvisninger:

Assessor Skattebøl: Ved dom avsagt av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Solør den 11 december 1913 blev saaledes kjendt for ret: «Citantinden, fru Pauline Arneberg, kjendes berettiget til ved indstevntes, O. G. Bjerkes sag- og møllebruk for sin eiendom Østre Arneberg at faa skaaret 1 tylvt sagtømmer aarlig samt faa malet, livad der trænges til husholdningen for gaardens folk mot en aarlig avgift av kr. 3,20. Indstevnte, 0. G. Bjerke, tilpligtes til citantinden, fru Pauline Arneberg, at betale erstatning efter uvillige mænds skjøn, optat paa indstevntes bekostning for det tap, hun har lidt ved ikke at ha faat sage 1 tylvt sagtømmer pr. aar ved indstevntes

Side:630

sagbruk fra 1910 med 4 av hundrede i aarlig rente av skjønsbeløpet, hvorhos indstevnte likeledes efter uvillige mænds skjøn, optat paa hans bekostning, tilpligtes at betale erstatning for det tap citantinden har lidt ved ikke at ha faat male til sin husholdning paa indstevntes mølle fra den tid møllen var i brukbar stand efter branden - hvilket blir at bestemme ved skjønnet - med 4 % aarlig rente av skjønsbeløpet, til betaling sker. Forøvrig blir indstevnte at frifinde for citantindens tiltale i denne sak. Sakens omkostninger ophæves.»

Dommen blev av Pauline Arneberg paaanket til Trondhjems overret, ved hvis dom av 1 mars 1905 underrettens dom blev stadfæstet under ophævelse av omkostningerne ogsaa for overretten.

Overrettens dom er av Pauline Arneberg ved stevning av 2 juli 1915 paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «I. At appellanten som eier av Østre Arneberg i Hof kjendes berettiget til fri maling og fri skur til gaardens hele behov ved det indstevnte nu tilhørende Jammerdalsbruk. II. At indstevnte tilpligtes at betale erstatning efter uvillige mænds skjøn, optat paa indstevntes bekostning, for den skade, som er appellanten forvoldt derved, at retten til fri sagskur ikke er fyldestgjort fra indstevntes overtagelse av bruket i 1910 og likeledes for frimalingens vedkommende fra vaaren 1911 - tillikemed lovlige renter av skjønsbeløpet fra forliksklagen. III. At indstevnte tilpligtes at betale appellanten sakens omkostninger for alle retter.»

Indstevnte, O. G. Bjerke, har nedlagt saadan paastand: «At overrettens dom stadfæstes, og at appellantinden tilpligtes at betale indstevnte sakens omkostninger for Høiesteret.»

Der er for Høiesteret fremlagt en del nye dokumenter, av hvilke jeg skal nævne erklæringer fra professor Hjalmar Falk av 23 august 1916 og 9 oktober 1916, videre erklæring fra dr. juris J. Øvergaard av 20 september s.a. og fra dr. juris Kristian østberg av 16 oktober næstfør. Jeg kommer i anden forbindelse tilbake til disse erklæringer. Endelig er det oplyst, at den under saken omhandlede mølle efter en stedfunden brand blev gjenopført vaaren 1911.

Jeg skal først behandle det spørsmaal, hvorvidt der tilligger appellantens eiendom, Østre Arneberg i Hof, ret til paa den Bjerke tilhørende Jammerdals mølle at faa malt alt det korn, som forbrukes paa Østre Arneberg, eller om rettigheten er indskrænket til kun at gjælde det korn, som skal tjene til underholdning for gaardens folk, saaledes som antat av de foregaaende retter.

Avgjørelsen beror i første række paa fortolkningen av forliket av 27 april 1797, hvis punkt 1 lyder saaledes: «Tilstaaes Arnebergs Opsiddere Ole Knudsen og Anders Amundsen samt deres Efterkommere af Gaarden Arneberg at nyde fornøden Mahling ved dette Jammerdahls Qværnbrug frit og uden Skattes eller Tolds Ydelse, saameget som enhvers Husholdning udkræver.» Der tvistes mellem parterne om betydningen av begrepet «husholdning», og det er angaaende dette, at de tre av

Side:631

mig nævnte videnskapsmænd har uttalt sig. Professor Falk kommer efter en rent sproglig analyse av ordet til det resultat, at begrepet ikke kan omfatte korn eller mel til gaardens besætning eller andre husdyr. D'hrr. Øvergaard og Østberg kommer til et andet resultat. Den førstnævnte fremholder, at ordet har en snevrere og en videre betydning, men mener, at selv om man lægger den snevrere betydning til grund, maa kontrakten av 1797 antages at omfatte ogsaa det mel, som skal anvendes til gaardens husdyr. Og heri erklærer Østberg sig enig.

Det forekommer mig helt uantagelig, at parterne ved forlikets avslutning kan ha villet opstille en saadan skjelnen, at det mel, som forbrukes til menneskene paa gaarden, skal kunne kræves malt frit, mens der for det mel, som benyttes for heste, kjør, kalve og svin, skulde erlægges betaling. En saadan skjelnen vilde være i høi grad kunstig og praktisk talt umulig at gjennemføre og at kontrolere. Jeg maa ved spørsmaalets besvarelse ogsaa lægge vegt paa de vidneforklaringer, som foreligger med hensyn til, hvorledes der har været forholdt. Oplysningerne i saa henseende omfatter tiden tilbake til omkring 1873. De 4 vidner, som er avhørt, har samtlige uttalt, at der blev malt, hvad gaarden behøvet. Jeg ser ikke i forklaringerne noget bevis for alders tids bruk, men kun vidnesbyrd om, hvorledes gaardens eier og møllens eier gjennem tiderne har opfattet forholdet. Det er vistnok saa, at en del av tidsrummet mellem 1873 og 1910 var møllebruket og gaarden Østre Arneberg paa samme eiers haand, men det gjælder ikke det hele tidsrum, og jeg mener i ethvert fald, at oplysningerne har sin betydning til støtte for den forstaaelse, som jeg mener man maa lægge ind i forliket. Ved en odelstakst, som i 1891 blev avholdt over møllen og sagbruket, gik man, saavidt jeg kan forstaa, ut fra, at Østre Arneberg hadde fri malingsret, og der nævnes intet om nogen begrænsning. Jeg mener i henhold til, hvad jeg har anført, at gaarden Østre Arnebergs eier maa anerkjendes som berettiget til at faa malt, hvad der trænges til gaardens behov, mot at der for malingen og for skur, som jeg senere skal omhandle, erlægges en aarlig avgift av kr. 3,20.

Med hensyn til skur paa Jammerdals sagbruk har forliket av 1797 følgende post 2: «Skal jeg, Gunder Arensen paa Saugen aarlig skjære for disse Arnebergs Beboere og Efterkommere, nemlig for hver af dem en Tylvt Sauetømmer, imod at deraf aarlig svares af enhver af Arnebergs Beboere 1 Rd., tilsammen 2 Rd., som skal ansees for Mahling og Skur.» Det gjaldt foruten Østre Arneberg en anden gaard, Vestre Arneberg.

Jeg kommer her til samme resultat som de foregaaende retter og kan i alt væsentlig henholde mig til deres begrundelse. Forliket forekommer mig klart i sin bestemmelse om, hvor meget der skal kunne skjæres. Naar det av vidneforklaringerne fremgaar, at der kan være skaaret mere, saa mener jeg derpaa ikke kan lægges nogen vegt. Bestemmelsen er formentlig praktisert saaledes, at der enkelte aar intet er saget, mens der da til gjengjæld er skaaret mere andre aar. Rettens omfang er saavidt bestemt avfattet, at der maatte andre og

Side:632

sterkere beviser end de foreliggende til for at fastslaa noget andet. Jeg kan ikke finde paastanden om en videregaaende ret begrundet i den omstændighet, at behovet nu muligens er større, end det var i 1797. Forlikets uttryk er bestemt.

Hvad erstatningen angaar, skal jeg bemerke, at det nu er bragt paa det rene, hvad der ikke var oplyst ved de foregaaende retter, at møllen gjenopførtes i 1911. Overensstemmende hermed har da ogsaa appellanten paastaat, at nævnte aar maa være utgangspunktet. Der har fra indstevntes side været pekt paa, at erstatning ikke kan gives for saadan tid som i de foregaaende domme antat. Saaledes som saken processuelt ligger an, mener jeg, der ikke er anledning til at gjøre anden forandring med hensyn til den tid, for hvilken erstatning skal erlægges, end den, som er antydet i appellantens paastand. Indstevnte har da ogsaa indskrænket sig til at nedlægge paastand om stadfæstelse av overrettens dom.

Jeg antar, at processens omkostninger bør ophæves for alle retter.

Konklusion:

1. Fru Pauline Arneberg kjendes for sin eiendom Østre Arneberg i Hof berettiget til ved det O. G. Bjerke tilhørende Jammerdals mølle- og sagbruk, mot aarlig avgift kr. 3,20, at faa maling for gaardens hele behov og skur av 1 tylvt sagtømmer aarlig. 2. O. G. Bjerke betaler til fru Arneberg erstatning efter uvillige mænds skjøn, optat paa hans bekostning, for det tap hun har lidt derved, at hun fra Bjerkes overtagelse av bruket i 1910 ikke har faat fyldestgjort sin ret til sagskur og fra vaaren 1911 heller ikke sin ret til maling som under post 1 omhandlet. Av skjønsbeløpet svares 4 procent aarlig rente fra skjønnets avgivelse, til betaling sker. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Vogt: Jeg finder, at saken bør avgjøres overensstemmende med indstevntes paastand, idet jeg ogsaa med hensyn til malingsrettens omfang opfatter retsforholdet paa samme maate som de underordnede retter. Jeg kan ikke finde det synderlig tvilsomt, at uttrykket «husholdning» i forliket av 1797 efter ordets populære betydning, hvilken maa antages at være den, hvori parterne har benyttet uttrykket, ikke omfatter gaardsbruket og her da foringen av gaardens kreaturer. Hadde meningen været, at malingsretten skulde ha et saadant omfang og det for gaarde av størrelse og med saa stor besætning som hver av Arneberg-gaardene, om hvilke det er oplyst, at kreaturbesætningen dreier sig om 35 à 40 storfæ, saa hadde det været naturlig, at der hadde været brukt et uttryk som «gaardens behov» e. l., overensstemmende med den almindelige betegnelse i kontrakter om saadanne rettigheter og med, hvad appellanten selv har fundet at burde anvende i sin paastand under saken for at betegne rettigheten som saa omfattende som av hende under saken gjort gjældende. Hvor der kan være tvil om forstaaelsen av den betegnelse, der er git en servitutartet

Side:633

rettighet eller en grundbyrde, maa rettighetshaveren ha at godtgjøre, at rettigheten har et større omfang end det indrømmes fra den anden side, og navnlig maa dette gjælde, hvor det som her hadde været saa let at finde en betegnelse, der gav et klart uttryk for det videregaaende omfang av rettigheten. Jeg finder videre ved fortolkningen av forlikets mening i det heromhandlede punkt at maatte ta hensyn til, at der, efter hvad jeg maa anta om kreaturforingens standpunkt paa den tid, forliket avsluttedes, dengang ikke eller ialfald kun i ganske liten utstrækning benyttedes mel til kreaturfôr, mens saadan foring i den senere tid benyttes i stor og - som jeg har opfattet det - stadig stigende utstrækning. Det kan derfor ikke forutsættes, at parterne ved forlikets avslutning har gaat ut fra en formaling av det omfang, som vilde komme til at paahvile indstevntes mølle, hvis appelantens paastand tages tillfølge. Den av hovedvidnerne omforklarte og av førstvoterende paaberopte praksis kan jeg ikke tillægge nogen retsstiftende karakter eller nogen avgjørende værdi som bevismiddel ved forlikets fortolkning, særlig under hensyn til, at i den tid, som forklaringerne omfatter, tillhørte Østre Arneberg og Jammerdals møllebruk væsentlig nære slegtninger inden samme familie, hvorfor det kan være naturlig, at man ikke tok det saa nøie med, hvorledes det i forlikhet omhandlede retsforhold blev praktisert. Da indstevnte i 1910 kjøpte møllebruket, maate han være beretigget til at søke hjemmeln for Østre Arnebergs formalingsret i det tinglyste forlik. Han kunde ikke være forpligtet til at ta hensyn til eller underkaste sig den stedfundne praksis. Jeg vil tillægge, at det i og for sig synes litet rimelig, at der for en byrde paa møllebruket som den, der vilde følge av gjennemførelse av appeleantens paastand, i forbindelse med den under saken omhandlede skurret, alene skulde betales en aarlig avgift av 1 riksdaler.

Indstevnte har allerede i sit første indlæg for underetten anerkjendt Østre Arnebergs formalingsret i den utstrækning, hvori retten er godkjent av de underordnede retter. Da det nu - som av førstvoterende anført - er godtgjort, at møllen først var gjenopført vaaren 1911, altsaa samtidig med sakens paaklage, kan jeg ikke se, at indstevnte har paadraget sig nogen erstatningspligt, forsaavidt angaar den formaling til husholdningsbruk, som jeg efter det anførte mener alene paahviler møllen. Indstevnte har imidlertid ikke paaanket overettens dom. Hvorvidt han dermed har avskaaret sig adgang til at faa ophævet eller begrænset den ham i dommen paalagte erstatning under hensyn til, at de underordnede retters avgjørelse forsaavidt hviler paa forutsettningen om, for hvor lang tid erstatningen skal løpe - dette finder jeg det overflødig at ta standpunkt til, da jeg efter konferansen maa gaa ut fra, at der er pluralitet inden retten for en videregaaende erstatningspligt end den av under- og overret antagne.

Med hensyn til skurretten, hvor der ogsaa for erstatningens vedkommende kan opstaa samme spørsmaal, som jeg berørte

Side:634

angaaende malingsretten, slutter jeg mig til de underordnede retter og de tidligere voterende i Høiesteret. Idet jeg med disse ogsaa er enig i ophævelse av processens omkostninger for alle retter, anser jeg det for tiden overflødig at forme konklusion.

Ekstraordinær assessor Fürst: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende

Ekstraordinær assessor Feragen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Vogt.

Ekstraordinær assessor, overretsjustitiarius Breien: Likesaa.

Assessor Reimers: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion

Av underrettens dom hitsættes:

- - - Citantinden gjør gjældende, at eierne av Østre Arneberg fra lang tilbake har utøvet rettigheten i dens fulde utstrækning til gaardens hele behov baade med hensyn til maling og sagning, uten at der har været erlagt nogensomhelst avgift. Hvordan en utvidelse av denne rettighet er opstaat, mener citantinden, at det er vanskelig at bringe paa det rene. - - - Citantinden hævder videre, at det maa være utelukket, at indstevnte, som kjøpte bruket i 1910, erhvervet det fri for den utvidede rettighet ved et godtroenhetserhverv, da 4de hovedvidne, som solgte bruket til indstevnte, gjorde ham opmerksom paa rettighetens eksistens. Indstevnte maatte ogsaa, som brukets nabo og vel kjendt der, ha rede paa forholdene. Av denne grund og fordi forliket var saa gammelt og tildels uklart, maatte indstevnte ha opfordring til at søke utenfor pantebøkerne for at bringe det rigtige forhold paa det rene. - - -

Med uttrykket «husholdning utkræver» antar retten, at dette overensstemmende med almindelig sprogbruk nu og før maa fortolkes som kun omfattende, hvad gaardens husstand har behov for. Hvad der brukes i stald og fjøs kan efter rettens mening ikke med den mest utvidede fortolkning komme ind under betegnelsen «husholdning» Den lille avgift som skulde erlægges, berettiger heller ikke nogen utvidet fortolkning av dette uttryk.

Bestemmelsen i forlikets 2den post om sagning av en tylvt sagtømmer mot en avgift av 1 rd., «som skal ansees for maling og skur», kan retten heller ikke finde tvilsom eller uklar, eller med citantinden være enig i, at den er meningsløs. Bestemmelsen gir efter rettens mening kort og klart uttryk for, hvad de kontraherende parter har villet opnaa med forliket, Begrænsningen kan, som av indstevnte antydet, ha sin grund deri, at behovet for sagning dengang ikke var større. Forliket av 1797 maa efter rettens opfatning være fuldt, forbindende og lægges til grund for det omhandlede forholds bedømmelse. Citantinden kan følgelig ikke faa en større rettighet end dette bindende forlik hjemler, medmindre betingelserne for en utvidelse av rettigheten ved alders tids bruk foreligger. Retten kommer til det resultat, at det ikke, har lykkes citantinden at føre bevis for en utvidelse av den omhandlede rettighet ved alders tids bruk. - - -

Retten kan ingenlunde være enig i den av citantinden anførte betragtning, at indstevnte hadde pligt til at søke mulige oplysninger vedkommende den av citantinden paaberopte utvidelse av rettigheten utenfor pantebøkerne og sine egne hjemmelsdokumenter. En saadan

Side:635

undersøkelsespligt paaligger efter rettens mening ikke indstevnte, som med hensyn til den omhandlede rettighet og dens utstrækning maa kunne stole paa pantebøkernes utvisende og troværdighet. Indstevntes kundskap om muligheten av en saadan rettighet som paastaat - hvilket forøvrig benegtes av ham selv - kan efter rettens opfatning ikke være bindende for ham, naar det bringes paa det rene, at den beror paa en vildfarelse. - - -