Rt-1917-757

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1917-04-28
Publisert:	Rt-1917-757
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:
Parter:
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Naar en enkelt av de bruksberettigede i havnestrækningen gjør sig skyldig i overgrep, hvorved de andre finder sin ret krænket, kan hver enkelt av dem reise paatale, jfr. Rt-1868-425.

Saksgang: L.nr. 44/1 B s.a.

Parter: Th. M. Ruud (advokat Sam. Johnsen) mot Anders Landet (advokat Karl Lous).

Forfatter: Skattebøl, Mejdell, Hambro, Fürst, Heggen, Berg, Reimers LOV-1687-04-15

Assessor Skattebøl: Ved dom, avsagt av sorenskriveren i Søndre Østerdalen den 1 april 1914, blev i nærværende sak saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, Anders Landet, kjendes uberettiget til at la fremmede hingsteciere slippe sin hingst i Storfjeldsæterens havnegang og la disse motta hopper til samme, men bør forøvrig for citanten, Th. M. Ruuds tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.» Denne dom blev av begge parter paaanket til Trondhjems overret, ved hvis dom av 23 august 1915 underretsdommen blev stadfæstet under ophævelse av omkostningerne ogsaa for overretten. Overrettens dom er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for at der i dommen skulde fastsættes en begrænsning av det antal hopper, Landets eier skulde være berettiget til at indta, en begrænsning, som vedkommende medlem mente maatte være at fastsætte til 40. Overretsdommen er derefter

Side:758

paaanket til Høiesteret av begge parter, nemlig av Th. M. Ruud som hovedappellant ved hovedstevning av 20 november 1915 og av Anders Landet som kontraappellant ved stevning av 12 januar 1916. Hovedappellantens paastand lyder saaledes: «1. Anders Landet kjendes uberettiget til som eier av Storfjeldsæteren at la fremmede hingsteeiere slippe hingst i nævnte sæters havnegange og motta hopper til saadan hingst. 2. Han kjendes derhos uberettiget til i noget tilfælde, ogsaa om hingsten holdes av ham selv, at indta til havning med den i Storfjeldsæterens havnegange mere end 30, subsidiært 40 hopper, hvert av disse tal in subsidium saaledes at forstaa, at deri ikke indbefattes hopper fra gaarde, som har selvstændig havneret i Storfjeldsæterens havnegange. 3. Anders Landet tilpligtes til Th. M. Ruud at betale erstatning efter skjøn av uvillige i mænd, optat paa Landets bekostning, for den skade, som er Ruud paaført ved, at Landet fra og med aaret 1909 har overtraadt den i paastandspost 2 nævnte begrænsning av hoppeantallet. 4. Landet tilpligtes at betale Ruud sakens omkostninger for alle retter.»

Kontraappellanten, Anders Landets paastand gaar ut paa frifindelse for Th. M. Ruuds tiltale og tilkjendelse hos denne av processens omkostninger for alle retter.

Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til de underordnede retters domspræmisser. Der er for Høiesteret fremlagt endel nye oplysninger, hvilke jeg imidlertid ikke finder det paakrævet at referere, da jeg ikke antar, at de er av væsentlig betydning for sakens avgjørelse.

Indstevnte har fremholdt, at hans frifindelse maa være git allerede av den grund, at Ruud ikke er kompetent saksøker. Han anfører, at mulige overgrep i den havnestrækning, det her gjælder, maa paatales enten av det styre, som har befatning med almenningen, eller av staten i egenskap av almenningens eier. Heri kan jeg ikke være enig. Her handles om en havnestrækning, som ligger til avbenyttelse for flere sætereiere. Hvis der i henseende til den maate hvorpaa eller det omfang, hvori retten utøves av den enkelte, fremgaaes saaledes, at andre bruksberettigede finder sin ret krænket, maa hver enkelt av dem kunne reise paatale; jeg henviser til Rt-1868-425.

Videre er det fra Anders Landets side anført, at den maate, hvorpaa Landets eier utøvet den ham ifølge reskriptet av 17 april 1734 og høiesteretsdom i Rt-1888-337 hjemlede ret til havn for hingst med hoppefølge, ikke kan skade eller genere sætereiere, fordi hestene føres paa beite i andre strækninger av Ringebu almenning end den almindelige buskap, som sætereierne har der. Mot dette anbringende har Ruud protestert, idet han anfører, at det er nyt; han bemerker, at det ikke var nævnt for underretten, og at det ved overretten, hvor det leilighetsvis blev berørt, blev møtt med protest, fordi det var nyt. Jeg lar dette processuelle spørsmaal staa derhen, idet jeg finder, at indsigelsen under enhver omstændighet ikke

Side:759

kan gives medhold. Jeg kan ikke finde, at der er ført noget bevis for, at hestehavnen er en særskilt strækning i Storfjeldsæterens mark. I 1912 er der avholdt et tingsvidne, hvorunder en flerhet av vidner har uttalt, at der ikke er bestemte grænser for havningerne, og det er endog av Landet selv erkjendt, at hoppefølget undertiden, om end undtagelsesvis, kommer ind paa de strækninger, hvor kreaturerne beiter. Jeg maa videre gaa ut fra, at samtlige sætereiere har adgang til at holde hester paa beite i de strækninger, hvor hoppefølget færdes.

Som det sees, falder saken i to dele., Den første del angaar spørsmaalet om, hvorvidt Anders Landet er berettiget til at la fremmede hingsteeiere slippe hingst i Storfjeldsæterens havneganger og motta hopper til saadan hingst.

Jeg kommer med hensyn til dette spørsmaal til samme resultat som de foregaaende retter. Jeg har allerede nævnt, med hvilken hjemmel Anders Landet har ret til at holde hingst og motta hopper. Det er vel saa, at denne ret er noget andet og mere end en gaarden ifølge N.L. 3-12 tilliggende sæterret; men jeg antar, at den maa siges at være knyttet til gaarden og ligge til den. Om den end i sit væsen er forskjellig fra almindelig sæterret i almenningen, maa den allikevel ikke utøves paa saadan maate, at den blir til fortræd for de øvrige sætereiere, likesom den ikke kan skilles fra gaarden. Det anføres fra Landes side, at det for øvrige sætereiere maa være ligegyldig, enten hingsten tilhører Landets eier, eller bedriften utøves paa den maate, at han bortleier havnen til en anden hingsteeier, saaledes som skedd i det sidste 20 aar ved at han har bortleiet den først til Hedemarkens amts landhusholdningsselskap senere til, Søndre Østerdalens hesteavlsforening. Jeg kan ikke dele denne opfatning. I det ene tilfælde foregaar bedriften ved gaarden Landets eier fra hans gaard i og med gaardens bedrift. Jeg er enig med underretten og overretten i, at et arrangement med bortleie betegner en forandring av forholdets karakter, en forandring, som, saavidt jeg forstaar, maa kunne bli mere generende for sætereierne, end om bedriften utøves av gaarden Landets eier. Naar han utøver bedriften, har han, som selv er sætereier, samme interesse som de andre sætereiere i, at bedriften med hingst og hoppefølge utøves paa en maate, som mindst mulig generer den egentlige sæterbedrift; saadan interesse har ikke den fremmede, som leier havnen. Det er overhodet min opfatning, at en ret som den, Landets eier har, er at betegne som en særret, der maa holdes strengt inden de grænser, hvori den er utøvet gjennem alders tid. Jeg vil likesom de foregaaende retter uttrykkelig ha uttalt, at der ved avgjørelsen i nærværende sak intet avgjøres angaaende det spørsmaal, hvorvidt Landets eier har adgang til at utøve rettigheten ved leiet hingst.

Det andet spørsmaal, som foreligger, er, hvorvidt det ved dommen skal avgjøres, med hvor stort antal hopper bedriften kan utøves. Jeg kommer ogsaa her til samme resultat som de foregaaende retter og kan henholde mig til underrettens og overrettens majoritets begrundelse. Jeg har fundet, at de foreliggende

Side:760

oplysninger er for usikre til, at man kan fastslaa en bestemt grænse. Antallet har været vekslende; det fremgaar av oplysningerne i den ældre sak og av oplysningerne i nærværende sak. Det vilde efter min opfatning være vilkaarlig at fastslaa nogen bestemt grænse. Jeg har opfattet forholdet saaledes, at Landets eier har kunnet indta saa mange hopper, som en hingst kan bedække. Efter det anførte vil jeg votere for stadfæestelse av overrettens dom. Spørsmaalet om erstatning, som er paastaat av hovedappellanten, bortfalder efter det resultat, hvortil jeg kommer med hensyn til processens anden del. Efter omstændigheterne finder jeg, at omkostningerne bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Mejdell: Iøvrig i det væsentlige enig med førstvoterende antar jeg med utgangspunkt i den betragtning, der er gjort gjældende av førstvoterende, at en ret, der hviler paa alders tid, maa holdes inden de grænser, hvorunder den fra alders tid er utøvet, hvorav efter min mening konsekvensen er, at omfanget av adgangen til at ta ind fremmede hopper maa begrænses til det antal, som i tidens løp har været det sedvanlige. Jeg mener, at det maa ansees konstatert, at i tidligere tid antallet av hopper vel i enkelte somre har været under og det delvis betydelig under 30 stykker, men at som almindelig regel tallet har vaeret omkring 30. Jeg henviser i saa henseende til de vidneprov, der er avgit i den tidligere sak av 2det, 3dje, 9de, 22de, 23de, 31te og 32te hovedvidne samt 1ste, 3dje, 5te, 6te, 7de, 8de, 9de. 11te og 12te tingsvidne. At enkelte vidner under nærværende sak, nemlig 1ste kontravidne, en onkel av Anders Landet, der uttaler sig om tidsrummet fra 1857-1864, - 2det kontravidne, der har erfaringer fra 60-aarene, 3dje kontravidne med erfaring fra aarene 1882- 1884, og 4de kontravidne, der forklarer, sig om forholdet i 1880, - at disse vidner prover, at der i disse av dem omtalte aar har været et større antal hopper, end vidnerne i den tidligere sak har visst at forklare sig om, lægger jeg mindre vegt paa, idet jeg mener, at hvad det kommer an paa, er forholdet, som det har været fra umindelige tider, og ikke hvorledes forholdet i de senere tider kan ha utviklet sig. Dette saa meget mere som i den tidligere sak den daværende eier av Landet, - kfr. her referatet av procedyren i hin sak, se Rt-1888-339 - dengang uttrykkelig erkjendte, at det antal hopper, som har ledsaget hingsten, i aarenes løp har været ca. 30. Jeg mener, at denne anførsel under den tidligere sak maa der lægges en væsentlig vegt paa, da det likesaa meget under hin tidligere sak som i nærværende sak var av interesse at faa rede paa, i hvilken utstrækning den under saken omhandlede beitning hadde fundet sted. Ialfald forekommer det mig, at denne indstevntes formands erkjendelse under den tidligere sak maa ha den betydning, at indstevnte har bevisbyrden, naar han vil gjøre gjældende, at det fra gammelt

Side:761

av har været tilfældet, at der har været havnet med mere end ca. 30 hopper. Jeg kan saa meget mindre lægge vegt paa de prov, der er avgit av de før nævnte kontravidner, som det er oplyst, at det har hændt, at ogsaa andre hopper end de, som var indtat paa leie, av og til sluttet sig til hestefølget, som saaledes til sine tider følgelig kunde bli større end 30. Jeg finder ingen betænkelighet ved i henhold til de mange vidneuttalelser, der foreligger fra den tidligere tid, at fastsætte det tilstedelige antal hopper til ca. 30, hvilken betegnelse «ca.» jeg ikke kan finde kan gaa høiere op end til 35.

Jeg antar derfor, at hovedappellantens paastande post 2 med den modifikation at den fastsætter hoppeantallet til 35, bør tages tilfølge.

Jeg finder det imidlertid ikke for tiden fornødent at forme nogen konklusion og skal heller ikke uttale mig om paastaadens post 3, der som forutsætning slutter sig til tilfølgetagelse av post 2. Med hensyn til processens omkostninger er jeg enig med førstvoterende.

Assessor Hambro: Jeg er ikke enig med de tidligere voterende med hensyn til Anders Landets berettigelse til at bortleie den ham tilhørende hingstehavn i Storfjeldsæteren og antar saaledes, at han bør bli at frifinde i appellantens paastands, 1ste post. Den ret, som Anders Landet her kan gjøre gjældende, er efter min opfatning vistnok knyttet til gaarden Landet og kan alene utøves som en denne gaard tilliggende ret. Men den er beroende paa selvstændig hjemmel og ikke i sin art at sammenstille med sæterrettigheterne, idet den ikke er knyttet til gaardens drift, særlig dennes evne til at fremføde sin buskap om vinteren, saaledes som særrettigheterne er det. Det er en av gaardens individuelle forhold og størrelse uavhængig ret til at holde hingst med hoppefølge i sæterstrækningen. Og jeg mener, at denne rettighet da maa tilligge gaardens eier som et selvstændig økonomisk gode, som han kan utnytte uten den i gaardsbedriftens eget omfang liggende begrænsning. Det synes mig derfor temmelig klart, at enten han eier hingsten selv, eller han utøver sin ret gjennem leiet hingst, maa komme saa omtrent ut paa ett, og jeg har forstaat appellanten saaledes, at han, ialfald under nærværende sak, ikke bestrider Anders Landets ret til at indrette sig saaledes. Det væsentlige i retten er jo ikke at holde hingst og la den beite i Storfjeldsæteren, men at indta fremmede hopper til hingstens følge, og jeg kan da da ikke forstaa, at denne ret i nogen væsentlig grad forandres eller utvides ved, at Anders Landet overlater en anden gjennem leie at la sin hingst gaa paa sæteren og til denne indta hopper. Anders Landets interesse av at bevare sæterstrækningen for sin egen buskap, der likesom. Th. M. Ruuds ogsaa holder til paa Storfjeldsæteren, vil jo ikke derved paa nogen maate forringes, og han synes til og med at ha større opfordring til at være streng likeoverfor den fremmede leier, om denne skulde forekomme ham at volde ham nogen ulempe som sæterberettiget med hensyn til sin buskaps havning, end om han selv drev hestetraffien og ' saaledes

Side:762

muligvis i denne saa en større fordel, som han kunde ville tilgodese paa sin øvrige sæterdrifts bekostning. Det er efter oplysninger - særlig henviser jeg forsaavidt til den av nu avdøde statskonsulent Borchgrevink avgivne erklæring - at anta, at en bedrift med hingstehold efterhaanden er blit en saa betydelig og vigtig affære, at den vanskelig om overhodet mulig kan drives med fordel av en enkelt mand. Det er saaledes efter min mening alene en naturlig utvikling av den gaarden Landet eller dennes til enhver tid værende eier tilliggende ret, naar han bortleier sin hingstehavn til mægtigere sammenslutninger, som er istand til at overta den med godt og efter nutidens krav tilfredsstillende hingstemateriel. Og da dette efter min mening ikke forandrer rettens essentielle karakter, der jo altid forblir indtagelsen av de frempiede hopper, og heller ikke forringer gaarden Landets interesse av at verne om sin buskapsbeitning som sæterberettiget i trakten, og da endelig en bortleie av hingstehavnen selvfølgelig ikke kan befri ham fra det ansvar, han som indehaver av denne rettighet har likeoverfor sine fæller i sætringen, kan jeg ikke indse, at man skulde kunne statuere hans uberettigelse til en saadan utleie.

Det er efter dette resultat for mig uten interesse at komme ind paa det under saken drøftede spørsmaal, som efter min mening nok kunde frembyde sine tvil, hvorvidt hestebeitningen overhodet i noget væsentlig omfang finder sted indenfor det omraade, hvortil buskaapbeitningen efter sakens natur er indskrænket. Jeg voterer saaledes for Anders Landets frifindelse med hensyn til 1ste post i hovedappellantens paastand.

Med hensyn til det antal hopper, som Anders Landet kan antages berettiget til at indta i havnen, slutter jeg mig i det væsentlige til andenvoterende og kommer ogsaa til samme resultat som han. Jeg mener, at forholdene maa siges at stille sig saaledes, at de øvrige sæterberettigede, saaledes ogsaa hovedappellanten Th. M. Ruud, maa ha adgang til at paastaa, at hoppeantallet iklse væsentlig forøkes utover, hvad der i alders tid har været det sedvanlige. Og i saa henseende antar jeg, at den bedømmelse av de foreliggende vidneoplysninger, som av andenvoterende er gjort gjældende, maa siges at være i det væsentlige korrekt.

Med hensyn til hovedappellantens paastands post 3, kravet paa erstatning, fordi der undertiden har været tat flere fremmede hopper ind, end der efter min mening haves rettelig adgang til, er der, saavidt skjønnes, hverken godtgjort eller overhodet sandsynliggjort nogen skade, saa jeg allerede av den grund ikke finder at kunne ta denne post tilfølge.

Med hensyn til sakens omkostninger er jeg enig med de tidligere voterende.

Da jeg har grund til at anta, at min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg ingen konklusion.

Ekstraordinær assessor Fürst: Jeg konmier i sakens samtlige poster til samme resultat som førstvoterende og slutter mig i det væsentlige til den betragtningsmaate, som av ham er gjort gjældende.

Side:763

Ekstraordinær assessor Heggen: Jeg voterer for, at Anders Landet frifindes for Th. M. Ruuds tiltale i alle poster, samt for at sakens omkostninger ophæves for alle retter. Hvad angaar paastandens 1ste post, henholder jeg mig i alt væsentlig tid den av tredjevoterende givne begrundelse; forøvrig henholder jeg mig i alt væsentlig til førstvoterendes begrundelse.

Ekstraordinær assessor Berg: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Hambro.

Assessor Reimers: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Efter den stedfundne votering blev dom avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

- - - Citanten, Th. M. Ruud, har sakgit indstevnte, Anders Landet, i anledning av, at denne i en aarrække har bortleiet havn i Storfjeldsæteren til fremmede hingsteeiere og tillatt, at der er indtat flere hopper til havning, end Landets eier fra gammel tid har brukt at indta. Citanten har nedlagt paastand: At indstevnte kjendes uberettiget til at la fremmede hingsteiere slippe sine hingster i Storfjeldsæterens havnegang og motta hopper til samme og til i noget tilfælde, selv om indstevnte selv holder hingst, at indta mere end 30 fremmede hopper til havning i Storfjeldsæterens havnegang. Derhos paastaaes indstevnte tilpligtet at betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa hans bekostning, for den skade, han har paaført citanten ved i aarene 1909, 1910 og 1911 at indta mere end 30 fremmede hopper til havning i Storfjeldsæteren. - - - Sakens parter er begge sæter- og havneberettiget i Storfjeldsæteren, der ligger i Ringebu, østre fjeldstrækning i Gudbrandsdalen. Det er paa det rene, at eieren av indstevntes gaard Landet fra gammel tid har holdt hingst, der om sommeren har været sluppet i havn paa Storfjeldsæteren, og indtat fremmede hopper til bedækning mot betaling. Gaarden Landets ret til saadan hingstehavn i Storfjeldsæteren er endelig fastslaat ved en høiesteretsdom av 1888 under en retssak, der begyndte i 1872 og var reist av tilgrænsende sætereiere i Gudbrandsdalen. Denne ret er - av Høiesteret - bygget paa en kongelig resolution av 17 april 1734 og paa alders tids bruk. Det fremgaar av, hvad der er oplyst under den nævnte retssak, og synes ogsaa af være paa det rene mellem parterne, at retten indtil de sidste aar har været praktisert saaledes, at Landets eier har eiet hingsten og mottat og faat betaling for hopperne direkteav disses eiere. At Ingvald Landet, der var eier under retssaken, i to aar hadde sat i havnen en hingst, som han ikke eiet, men tænkte at kjøpe og virkelig ogsaa kjøpte, er selvfølgelig uten al betydning. I de senere aar - som det synes allerede fra 1895 - har indstevnte imidlertid leiet ut havnen mot en aarlig godtgørelse og overlat gjætning og alt, som følger med hingsteholdet, til leierne. - - -

Retten, maa gi citanten ret i den første del av hans paastand og kan i det væsentlige slutte sig til hans ræsonnement. Den heromhandlede rettigbet har aldrig været utøvet underledes end som en ret till hingstehavn - d.v.s. Landets eier har - som anført - holdf hingst og mottat hopper i havnen til bedækning mot betaling. Rettigheten har hat sin berettigelse som tilfredsstillende et behov til hesteavlens fremme inden distriktet. Det gaar som en rød traad gjennem hele den forhen omtalte

Side:764

retssak - - - at det er som hingstehavn, at sæteren av Landets eier fra alders tid har været benyttet, og at det er som saadan, at bruken har været utøvet - saa at si paa trods av bestemmelsen i N.L. 3 12-3 og 6. Den specielle rettighet, som saaledes i medhold av resolutionen av 1734 har været konstituert, antages ikke vilkaarlig at kunne omlægges til at kunne omfatte havnegang av heste av hvilkensomhelst slags i sin almindelighet. Det er rigtignok oplyst, at det i ældre tider undtagelsesvis i enkelte aar ogsaa har været indtat et mindre antal vallaker ved siden av hopperne, men om der et set gjennem fingre hermed av de øvrige sæterberettigede, kan formentlig ikke Landets eier ha erhvervet nogen ret forsaavidt. Og da det maa antages, som av parterne ogsaa forutsat, at utøvelsen av rettigheten er knyttet til gaarden Landet, ansees det klart, at retten ikke kan overdrages til andre ved salg eller bortleie. At retten skyldes en saakaldt «individuel» hjemmel, kan ikke etablere et fra almindelige sæterrettigheter forskjellig forhold, idet den tvertimot som en undtagelsesbestemmelse maa fortolkes strengt og holdes indenfor de snevre grænser, saaledes som bruken fra gammel tid har været utøvet. Citanten maa ogsaa gives medhold i, at det ikke er helt likegyldig for ham og de øvrige sætereiere, om bruken utøves av Landets eier eller i havnegangen helt fremmede personer, - med vekslende hestepassere og vekslende hingster. Der er større præsumtion for, at havnegangen blir benyttet paa lovlig maate og til mindre skade for de øvrige sæterberettigede, naar den bruksberettigede selv utøver den, end naar den skal benyttes av fremmede. Og hvis der holdes egen hingst, der saaledes fra aar til aar blir den samme, vil den snart bli kjendt med forholdene og de øvrige heste i havnegangen og la disse i fred, i motsætning til, hvad forholdet vil bli, naar hingsten stadig skifter. Idet retten saaledes maa gi citanten medhold i den første del av hans paastand, vil man uttrykkelig ha bemerket, at spørsmaalet om, hvorvidt indstevnte har ret til selv at leie hingst og for egen regning indta hopper til bedækning av saadan leiet hingst, ikke har foreligget til avgjørelse og saaledes heller ikke er avgjort.

Efter opgave, som citanten har tilveiebragt, har antallet av hopper i havnegangen fra 1895 og fremover været noget variabelt. Det har variert fra 40 til 30 - et enkelt aar været oppe i 48 og i 2 aar nede i henholdsvis 25 og 20. Med hensyn til spørsmaalet om antal av hopper i tidligere tid foreligger der nogen oplysning derom i den tidligere retssak fra 1870- og 80-aarene, likesom der av indstevnte er ført vidner derom. 1ste kontravidne (en onkel av indstevnte), forklarer, at der i den tid, han var bekjendt med forholdet, fra han var 8 aar gammel og til konfirmationsalderen (vidnet var 63 aar i 1912), varierte med antallet, det kunde være under som over 40, men omkring dette antal. 2det kontravidne har hat anledning til at se hestefølget de sidste 50 aar; han kan ikke med nogen sikkerhet angi noget bestemt antal, men mener skjønsmæssig, at der kunde være under og over 40; 3dje kontravidne, der var hestegjæter i 1882, 1883 og 1884, hadde det ene aar 38 og det andet 34 hopper; han antar, at antallet det tredje aar var nogenlunde lignende. 4de kontravidne, der var gjæter i 1880, hadde 48 fremmede hopper. Citanten paaberoper sig, at citanterne i den tidligere retssak mot eieren av Landet (Ingvald Landet) hadde nedlagt paastand om erstatning for, at bemeldte Ingvald Landet i aarene 1863-72 hadde havnet med 30 heste

Side:765

i Ringebu almenning. Endvidere paaberoper han sig enkelte vidners utsagn fra denne retssak. - - -

Retten, finder ikke, at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at man ut fra disse kan foreta nogen nøiagtig bestemmelse av det tillatte antal hopper eller nogen begrænsning av antallet opad. - - - Efter de oplysninger, der foreligger, maa man nærmest gi indstevnte medhold i, at antallet av hopper ikke kan begrænses anderledes end, at der ikke maa indtages flere, end hingsten kan bedække. Ingen av kontravidnerne i nævnte sak har hørt, at hopper av Landets eier er negtet indtal. Man kommer derfor til det resultat, at indstevnte maa bli at frifinde med hensyn til anden del av citantens paastand. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

- - - Jeg er kommet til samme resultat som underretten og tiltræder i det væsentlige dens begrundelse. Retten til hingstehold og til i beitestrækningen at indta fremmede hopper der,en særret gaarden Landet, hjemlet ved alders tids bruk (kfr. høiesteretsdom av 30 november 1887. Men de almindelige retsregler for bruksrettigheters utøvelse i almenning maa formentlig komme til anvendelse paa retten, saalænge dette ikke kommer i strid med rettighetens art eller med den maate, som bruken i alders tid har været øvet. Og der antages ikke at være noget hverken i rettighetens karakter eller i dens tidligere utøvelse, som skulde motsi, at retten tilligger gaarden som saadan og ikke kan skilles fra den ved salg eller bortleie til utenbygdsboende, saaledes som regelen er for anden beitesret, se høiesteretsdom i Rt-1868-425 og noten sammesteds side 431. Angaaende spørsmaalet, hvorvidt hovedappellanten, Anders Landet, kan antages at ha adgang til at utøve rettigheten ved leiet hingst, vil jeg likesom underretten ikke ha uttalt noget, da spørsmaalet ikke foreligger til avgjørelse i nærværende sak.

Forsaavidt angaar antallet av hopper, som hovedappellanten har ret til at indta, tiltræder jeg likeledes underrettens avgjørelse. Rettigheten antages at ha sin begrænsning i det antal hopper, som hingsten i sommerens løp kan bedække. Jeg kan ikke finde, at de foreliggende oplysninger om bruken bakover i tiden gir hjemmel for nogen anden regel. Om muligens nutidens særskilt omhyggelige behandling av hingsterne bevirker en noget øket bedækningsevne hos dem, kan jeg efter omstændigheterne ikke anta, at dette gir tilstrækkelig grund til at opstille nogen anden begrænsning. Forandringen fra tidligere tider antages ikke at burde karakteriseres anderledes end som en intensivere utnyttelse av den hjemlede ret. - - - Erling Broch.

I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Per Lund., kst.

Jeg kan vanskelig indse, at det kan være av nogen reel betydning for andre bruksberettigede, enten hingstehavnen utnyttes som i ældre tid - med en hingst fra gaarden Landet - eller rettighetshaveren overlater havnen til en anden, som da selv holder hingsten og indtar de hopper, som ønskes bedækket. Saa meget mindre grand til klage synes der i nærværende tilfælde at maatte være, som bortleien - efter hvad der er paa det rene - I de sidste par 10, aar har skedd til hesteavlsforeninger, som aarevis ad gangen har holdt den samme hingst i havnen, hvorfor indvendinger hentet fra den betragtning, at man er skadelidende ved at faa fremmede, med de andre dyr ukjendte hingster ind i havnen, synes

Side:766

at maatte ha temmelig liten vegt. Imidlertid vover jeg dog ikke at forkaste paastanden om, at andre bruksberettigede kan ha en visa interesse i, at forholdet vedblir uforandret som fra gammel tid: av - med en hingst fra gaarden Landet, - og da det trufne arrangement ved bortleie av havnen under enhver omstændighét betegner en visa forandring av forholdets karakter, finder jeg, omend forandringen formentlig har større teoretisk (juridisk) end praktisk betydning, at maatte gi kontraappellanten, Th. M. Ruud, medhold i, at hovedappellanten, Anders Landet, er uberettiget til at disponere over hingstehavn ved bortleie som skedd. Jeg slutter mig forsaavidt til, hvad underdommeren og førstvoterende herom har anført. Hvad hoppeantallet angaar, kommer jeg til et andet resultat end de foregaaende voterende. Jeg mener, at en speciel - paa alders tids bruk beroende - rettighet som den foreliggende ikke bør kunne utnyttes i en videre utstrækning, end selve dens grundlag tilsiger. Naar der derfor spørres om antallet av de hopper, som kan indtages paa havnen, maa avgjørelsen herav bero paa, hvordan der i saa henseende har været praktisert fra gammel tid av. - - - Synderlig flere end 30 tror jeg neppe, der har været indtat i havnen, naar man holder sig til opgaverne i den ældre sak. Hermed maa sammenholdes 1ste kontravidnes forklaring om, at der i hans ungdom blev indtat ca. 40 hopper. Efter det foreliggende skulde jeg anse det rettest at sætte tallet til 40, hvorved man opnaar at faa en begrænsning opad, mens der samtidig ikke sker den anden part nogen uret, idet denne beregning formentlig er tilstrækkelig rnmmelig. - - - P. L. Stabel.