Rt-1918-210
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1917-11-21 |
| Publisert: | Rt-1918-210 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 17/2 B s.a. |
| Parter: | Straffesak mot Leonard Marselius Bjørnvold og Conrad Emil Bjørnvold (aktor: advokat Fr. Stang Lund - forsvarer: advokat Nørregaard). |
| Forfatter: | Scheel, Rivertz, Frisak, Christiansen, Dahl, Stuevold-Hansen, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §36, §42, §57, Lov om salg og utførsel av fødevarer (1917) §1, §6, §7 |
Assessor Scheel: Efter forgjæves forelæg blev ved tiltalebeslutning av 8 mai 1917 kjøbmændene Leonard Marselius Bjørnvold og Conrad Emil Bjørnvold av statsadvokaten for Nordlands lagsogn tiltalt for overtrædelse av lov om salg og utførsel av fødevarer av 18 august 1914 §1 og §6 - jfr. lov av 23 juni 1916 - kfr. kongelig resolution av 18 august 1916, for høsten 1916 at ha overskredet den fastsatte maksimalpris for salt sild ved salg av forskjellige partier sild, for den førstes vedkommende til en pris av kr. 64 pr. tønde og for den sidstes vedkommende dels kr. 64 og dels kr. 58-60 pr. tønde. Saken blev behandlet ved meddomsret for Søndre Helgeland den 27 august 1917, og der blev her fra statsadvokatens side nedlagt paastand paa straf og inddragning av varernes værdi. Ved meddomsrettens dom blev begge de tiltalte for det i tiltalebeslutningen omhandlede forhold dømt hver til en bot av kr. 50, subsidiært fængsel i tre dage. Derhos blev de tiltalte paalagt in solidum at betale kr. 40 i saksomkostninger.
Med hensyn til det, som meddomsretten som grundlag for sin dom har fundet bevist, henviser jeg til domsgrundene. Av disse fremgaar bl.a., at retten er gaat ut fra, at de tiltalte vistnok var bekjendt med, at der var sat maksimalpriser paa sild, men at de paa grund av vildfarelse med hensyn til rækkevidden av de herhenhørende bestemmelser var i god tro med hensyn til salgenes lovlighet. Retten fandt imidlertid ikke, at denne vildfarelse utelukket forseelsens forsætlige karakter, om den end kunde begrunde nedsættelse av straffen overensstemmende med straffelovens §57. Rettens formand stemte for, at ogsaa inddragning skulde bringes i anvendelse med beløp av benholdsvis kr. 700 og kr. 500 for henholdsvis tiltalte nr. 1 og nr. 2. Derimot fandt rettens flertal ikke grund til at bringe
Side:211
inddragning i anvendelse, og det anføres til begrundelse herav, at lovovertrædelsen findes i høi grad undskyldelig, idet det var en meget almindelig utbredt opfatning dengang, at maksimalpriserne ikke gjaldt i tilfælde av at kjøperen tilbød sig at betale en høiere pris.
Meddomsrettens dom er av paatalemyndigheten paaanket til Høiesteret til skjærpelse av straffen og til bestemmelse om inddragning av det ved den strafbare handling vundne utbytte.
Ved sakens oversendelse har riksadvokaten uttalt følgende: «Jeg vil ikke undlate at bemerke, at efter min mening burde de faktiske omstændigheter, meddomsretten har fundet bevist, ledet til de tiltaltes frifindelse. Retten har godtat de tiltaltes anførsel om, at de, da de avsluttet salgene, var opmerksom paa, at disse salg var underkastet bestemmelserne om maksimalpris, idet de vistnok kjendte disse bestemmelser selv, men var i vildfarelse om deres rækkevidde. Denne vildfarelse er efter min mening en vildfarelse med hensyn til situationen, som utelukker det til straffældelse nødvendige forsæt, jfr. straffelovens §42. Da den uagtsomme overskridelse av maaksimalpriserne ikke er strafbar, burde derfor formentlig frifindelsesdom være avsagt.»
Jeg kan ikke dele denne riksadvokatens opfatning. Den vildfarelse, som av meddomsretten antages at foreligge, er ikke en saadan vildfarelse om de nærmere omstændigheter ved den strafbare handling, som omhandles i straffelovens §42, men en retsvildfarelse grundet paa urigtig fortolkning av det lovbud de tiltalte var tiltalt efter, og jeg mener, at det er rigtig, naar meddomsretten er gaat ut fra, at en saadan retsvildfarelse ikke behøver at lede til frifindelse. Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa det spørsmaal, om det heromhandlede straffebud maa antages alene at sætte straf for forsætlig overtrædelse. Jeg mener, at selv om man gaar ut fra, at saa er tilfældet, kan ogsaa de, som har overtraadt budet i retsvildfarelse, straffes, hvis man efter omstændigheterne maa gaa ut fra, at denne retsvildfarelse kan lægges dem tillast som skyld. En nærmere begrundelse av denne opfatning finder jeg det ikke nødvendig her at indlate mig paa, idet jeg alene skal henvise til professor Skeies avhandling om emnet og til den foreliggende retspraksis, for hvilken der ogsaa er gjort rede i denne avhandling; forsaavidt tiden til og med 1912 angaar. Jeg finder ikke grund til at gaa ut fra, at meddomsretten har været uopmerksom paa, at retsvildfarelse efter omstændigheterne kan begrunde hel frifindelse, og naar den har dømt de tiltalte til straf, maa dette være, fordi den ikke har fundet vildfarelsen helt undskyldelig, om den end har fundet, at den talte saa sterkt til deres undskyldning, at der var grund til at sætte straffen lavt og - for flertallets vedkommende - til ikke at anvende bestemmelsen om inddragning.
Forsaavidt dette sidste punkt angaar, finder jeg imidlertid at maatte gi anken medhold. Den inddragning av det ved den strafbare handling vundne utbytte, som omhandles i straffelovens §36, er ikke straf, men tilsigter alene at forhindre, at den skyldige skal ha fordel av sin strafbare handling, og jeg
Side:212
finder derfor ikke, at foreliggende formildende omstændigheter bør begrunde, at denne inddragning ikke bringes i anvendelse. Inddragningen maa endvidere i det foreliggende tilfælde gjælde, ikke fortjenesten ved de tiltaltes hele befatning med sildepartierne, men den fortjeneste, som er indvundet derved, at de tiltalte istedenfor den fastsatte maksimalpris har tat den høiere pris for sine varer. Denne fortjeneste sees vedkommende statsadvokat at ha beregnet til kr. 2040 for nr. 1 og kr. 1541 for nr. 2. Paa grundlag av det, som foreligger oplyst om tøndernes indhold av sild, finder jeg det dog tvilsomt, om ikke denne beregning ligger noget høit, særlig for tiltalte nr. 2's vedkommende, fra hvem der ikke foreligger i sakens dokumenter nogen uttalelse med hensyn til det kvantum tønderne av hans parti indeholdt. For at være paa den sikre side finder jeg, at inddragningsbeløpene bør sættes for tiltalte nr. 1 til kr. 1900 og for nr. 2 til kr. 900.
Hvad dernæst angaar anken over straffeutmaalingen, maa jeg vistnok erkjende, at en mulkt av kr. 50 synes lav i betragtning av de tiltaltes gode formuesstilling, men under hensyn til det i dommen anførte om, at det var en almindelig utbredt opfatning av bestemmelserne om maksimalpris, som de handlet efter, drister jeg mig ikke til at fastslaa, at der foreligger et aapenbart misforhold.
Konklusion:
Det ved de paatalte salg indvundne utbytte inddrages, hos tiltalte nr. 1, Leonard Marselius Bjørnvold, med kr. 1900, hos tiltalte nr. 2, Conrad Emil Bjørnvold, med kr. 900. Forøvrig forkastes anken. I erstatning til det offentlige for saksomkostninger veed Høiesteret betaler de tiltalte hveer kr. 50. (Vanlige salærer).
Ekstraordinær assessor Rivertz: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Frisak, konst. assessor, byretsassessor Christiansen, de ekstraordinære assessorer, byretsassessor Dahl og høiesteretsadvokat Stuevold-Hansen samt assessor Reimers: Likesaa.
Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Av meddomsrettens dom:
- - - Ifølge de tiltaltes erklæringer, der forsaavidt ikke er motbevist, kan deres fortjeneste av salget ansættes til omkring 5 kroner pr. tønde. Retten finder det ialfald ikke bevist, at fortjenesten har været høiere.
Begge de tiltalte har benegtet at være skyldig efter tiltalen, idet de gjør gjældende, at de handlet i fuldstændig god tro, nemlig i uvidenhet om at de omhandlede salg var underkastet bestemmelserne om maksimalpris. Retten finder forsaavidt at maatte lægge deres forklaring til grund for dommen og gaa ut fra, at der her foreligger et tilfælde av retsvildfarelse (straffelovens §57). Paa den anden side finder retten det godtgjort, at de tiltalte var bekjendt med, at der var sat maksimalpriser paa sild, og at deres vildfarelse saaledes alene gjaldt rækkevidden av de herhen
Side:213
hørende bestemmelser. Retten finder ikke, at omhandlede retsvildfarelse utelukker overtrædelsens forsætlige karakter og finder derfor heller ikke grund til helt at frifinde tiltalte, men alene til at nedsætte straffen overensstemmende med straffelovens §57.
Straffen findes passende at kunne ansættes til en bot av kr. 50 for hver av de tiltalte med en subsidiær fængselsstraf av 3 dages fængsel. Man har herved tat hensyn til, at begge de tiltalte sitter i forholdsvis gode formuesforhold. I formildende retning er tat hensyn til, at de tiltalte er hæderlige og ustraffede personer. Rettens majoritet, domsmændene, finder ikke grund til at bringe inddragning i anvendelse. De finder nemlig lovovertrædelsen i nærværende tilfælde i høi grad undskyldelig, idet det var en meget almindelig utbredt opfatning dengang, at maksimalpriserne ikke gjaldt i tilfælde av, at kjøperen tilbød sig at betale en høiere pris end maksimalprisen. Rettens minoritet, sorenskriveren, har votert for at bringe inddragning av fortjenesten i anvendelse med et beløp av henholdsvis 700 og 500 kroner for tiltalte nr. 1 og 2. Minoriteten finder, at inddragningen ikke bør sættes høiere end den bevislige fortjeneste i et tilfælde som nærværende, da retsvildfarelse findes at foreligge.