Rt-1918-359

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1918-01-25
Publisert:	Rt-1918-359
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 8/1 s.a.
Parter:	Straffesak mot Anton Simensen og Johannes Andreassen Ruud (aktor: overretssakfører Claus E. Lampe til prøve - forsvarer: advokat Annæus Schjødt).
Forfatter:	Hambro, Heggen, Bjørn, Backer, Mejdell, Jensen, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Håndverksloven (1913) §13, Straffeloven (1902) §332, Håndverksloven (1913)

Assessor Hambro: Ved beslutning av 13 mars 1917 blev Anton Simonsen og Johannes Ruud m.fl. sat under tiltale for overtrædelse av straffelovens §332, 1, jfr. lov om haandverksnæring av 25 juli 1913 §13, bl.a. for vinteren 1916-17 i fællesskap og uten haandverksbrev som murmestre at ha hat under opførelse 3 huse ved Sarpsborg jernbanestation for Sarpsborg kommune, for hvilke huse de skulde ha en samlet pris av kr. 1569 pr. stk. for murerarbeidet. Ved Sarpsborg meddomsrets dom av 23 november 1917 blev de tiltalte frifundet i denne post, med hensyn til hvilken saken alene var fremmet for deres vedkommende.

Denne del av dommen er av politimesteren i Sarpsborg indanket til prøvelse for Høiesteret, idet han antar, at en rigtig anvendelse av loven burde ledet til fældelse for dette forhold. Han mener nemlig, at den i dommens præmisser omhandlede økonomiske fællesinteresse bringer deres forhold ind under haandverkslovens §13, sidste led.

Med hensyn til sakens nærmere faktiske omstændigheter henviser jeg til det avsnit av den paaankede doms præmisser, som angaar tiltalens post 2. Paa grundlag av det der anførte kan jeg ikke finde, at der fra meddomsrettens side foreligger nogen urigtig lovanvendelse, og jeg vil derfor votere for, at anken forkastes. Jeg mener, at det heromhandlede arbeidsforhold maa ansees at være indgaat paa de av retten her som bevist fastslaaede betingelser, og efter disse kan jeg ikke skjønne, at det kan siges, at de tiltalte in casu har drevet haandverk i fællesskap. Der var vistnok gjennem den saakaldte akkordsum stillet dem en viss fordel i utsigt, hvis

Side:360

arbeidet gjennem timebetalingen kunde bli fremmet saaledes, at der stod noget av akkordsummen tilbake, idet et saadant overskud da skulde tilfalde arbeiderne. Men noget ansvar for, at omkostningerne ikke overskred akkordsummen, kan jeg ikke skjønne, at der her paahvilte arbeiderne, likesom de ogsaa efter dommen maa ansees hver for sig saavel at ha utført sit arbeide som mottat sin lønning. Allerede det anførte mener jeg er tilstrækkelig til at vise, at der her ikke forelaa noget økonomisk fællesskap, som skulde bringe dem ind under haandverkslovens §13. De maa betragtes som haandverksarbeidere, der er engagert av kommunen gjennem stadsingeniøren til at utføre murarbeidet paa kommunens egen bygning. Som i det væsentlige gjennem timeløn betalte løsarbeidere, der kunde slutte, naar de selv ønsket, finder jeg det ogsaa noksaa tvilsomt, om man overhodet kunde karakterisere dem som utøvende haandverksnæring under dette arbeide, idet arbeidet ikke her utførtes for deres regning og risiko, men helt ut for en anden.

Konklusion:

Anken forkastes. (Vanlige salærer).

Ekstraordinær assessor Heggen: Jeg er - dog under tvil - kommet til samme resultat som førstvoterende. Jeg tør nemlig ikke med sikkerhet gaa ut fra, at det forhold, som meddomsretten har fundet bevist at foreligge, gaar ind under haandverkslovens §13, 2. Flere dele av overenskomsten, ialfald saaledes som denne har været praktisert, synes absolut at være i strid med hinanden. Saaledes er det paa den ene side fremholdt, at der var avtalt en akkordsum, mens det paa den anden side er oplyst, at stadsingeniøren kunde ansætte hvilke arbeidere han fandt for godt og avskedige dem, hvorhos arbeiderne heller ikke var forpligtet til at vedbli i arbeidet, til det var færdig; de kunde slutte, naar de selv ønsket. Meddomsretten har ikke forsøkt at klarlægge, hvorledes disse ialfald tilsyneladende motsætninger harmonerer med hinanden. Men i hvert fald finder jeg under disse omstændigheter ikke, at der i saksfremstillingen er tilstrækkelig holdepunkt for den opfatning, at vedkommende arbeidere i nærværende tilfælde har arbeidet i fællesskap i haandverkslovens forstand. Jeg finder derfor ikke at kunne gi anken medhold. Som det vil fremgaa av foranførte finder jeg meddomsrettens begrundelse uklar, men jeg kan dog ikke av den grund votere for dommens ophævelse, da der ikke er anket over saksbehandlingen, hvilket i tilfælde vilde være nødvendig, da det her gjælder en frifindende dom.

Assessor Bjørn: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Backer: Likesaa. Hvorledes forholdet faktisk har været med hensyn til de enkelte detaljer, finder jeg ikke grund til at indlate mig paa. Meddomsretten har paa basis av de den forelagte oplysninger som resultat fastslaat, at der ikke antages at foreligge noget fællesskap i arbeidet, men kun i lønningen; videre at arbeiderne hverken hadde nogen ret

Side:361

eller pligt til at utføre det hele arbeide, og at der saaledes ikke forelaa noget interessefællesskap mellem arbeiderne utenfor lønnen. Paa basis av det saaledes fastslaaede faktiske forhold har meddomsretten antat, at det fællesskap, som de tiltalte har hat, ikke var av den art, at det kunde indgaa under det i haandverksloven forbudte fællesskap. Jeg finder, at dette er den rigtige retsopfatning, og at loven følgelig ikke er anvendt urigtig fra meddomsrettens side. Dette er efter min mening avgjørende for, at anken bør forkastes.

Assessor Mejdell: Iøvrig i det væsentlige og resultatet enig med de tidligere voterende vil jeg bemerke, at jeg likesom hr. assessor Heggen ikke finder, at meddomsrettens fremstilling av sakens faktiske grundlag er ganske utvetydig. Den nævner, at der mellem stadsingeniøren og tiltalte nr. 2 paa egne og kameraters vegne har været oprettet en - efter hvad jeg maa gaa ut fra - skriftlig overenskomst. Denne skriftlige overenskomsts ordlyd er ikke i dommen citert, og heller ikke er det i dommen nærmere utviklet, hvad der sigtes til, naar meddomsretten antyder, at likeoverfor stadingeniøren kan der for arbeiderne være tale om ansvar eller forpligtelse. Meddomsretten uttaler intet positivt om, at bemeldte skriftlige overenskomst er traadt ut av kraft. Hvis forholdet er dette, at tiltalte nr. 2 paa egne og kameraters vegne har paa forhaand forpligtet sig til at utføre et samlet murerarbeide, der (kfr. tiltalebeslutningen) for hvert enkelt av de 3 huse var stipulert til en samlet pris av kr. 1569, kan jeg ikke indse, at den omstændighet, at de til samme avdeling av murforbundet hørende arbeidere ikke staar ansvarsløse likeover stadsingeniøren eller likeoverfor dem selv indbyrdes for arbeidets utførelse, vil kunne medføre, at tiltalte nr. 2 skulde gaa fri for bestemmelsen i haandverkslovens §13, 2. Men som nævnt av hr. assessor Heggen er der ikke av politimesteren anket over, at domsgrundene forsaavidt skulde lide av ufuldstændighet. Jeg maa læse ankeerklæringen saaledes, at den gaar ut fra, at det fællesskap, som i dommens slutning nærmere er fremstillet, i sig selv, uanset den oprindelig indgaaede overenskomst mellem stadsingeniøren og tiltalte nr. 2, er tilstrækkelig til de tiltaltes fældelse, og i denne opfatning kan jeg ikke være enig, idet jeg forsaavidt tiltræder de tidligere voterendes bemerkninger.

Ekstraordinær assessor, byretsjustitiarius Jensen: Som hr. assessor Backer.

Justitiarius Thinn: Jeg stemmer likeledes for ankens forkastelse, idet jeg likesom de øvrige voterende ikke kan finde, at meddomsrettens dom kan ansees bygget paa nogen urigtig forstaaelse av loven. Hvad lovens §13 andet led forbyr er, at flere, som «driver haandverk» i henhold til paragraffens første led (det er: «ernærer sig ved haandverksdrift uten haandverksbrev»), arbeider i fællesskap. Heri ligger, at de flere personer maa utøve virksomheten for egen (fælles) regning; de maa ha overtat utførelsen av vedkommende arbeide for sin

Side:362

regning. Forbudet er selvfølgelig ikke rettet mot arbeidere, som arbeider i en andens tjeneste, for en andens regning. Men efter meddomsrettens fremstilling av forholdet kan det ikke antages her at ha været tilfældet, at de tiltalte og deres kamerater hadde paatat sig utførelsen av det paagjældende arbeide for sin (fælles) regning og risiko. Efter fremstillingen kan de alene ansees som lønsarbeidere, engagerte av stadsingeniøren paa kommunens vegne, for hvis regning jeg med førstvoterende maa gaa ut fra, at arbeidet maa ansees at være utført. At lønnen er regulert som en kombination av timebetaling og akkordbetaling, kan ikke forandre dette forhold. Hvad jeg her har fremholdt, mener jeg ogsaa fremgaar av selve den straffebestemmelse, som de tiltalte er tiltalt efter, straffelovens §332, 1ste led. Jeg mener, at det efter denne overhodet er en betingelse for dens anvendelse, at den virksomhet, som der er spørsmaal om, utøves av vedkommende for egen regning. Det kan alene være saadan virksomhet, bestemmelsen sigter til, ikke almindelig lønsarbeide i en andens tjeneste. Til dette sidste kræves der ikke «offentlig bemyndigelse eller tilladelse», selv om det utføres for en arbeidsgiver, som selv behøver saadan.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av meddomsrettens dom:

- - - I dette arbeide har begge de tiltalte deltat; tiltalte nr. 1 dog kun delvis. Retten finder følgende godtgjort:

Stadsingeniøren i Sarpsborg henvendte sig underhaanden til tiltalte nr. 2 om utførelse av murarbeidet paa 3 huse, som skulde opføres for kommunen. Tiltalte hadde en tid før paa vegne av Sarpsborg avdeling av Norsk Murerforbund avsluttet overenskomst med stadsingeniøren om et andet murarbeide for kommunen, og antok stadsingeniøren, at han fremdeles forhandlet med tiltalte i denne egenskap. Det oplyses nu, at dette beror paa en misforstaaelse, idet tiltalte kun optraadte paa egne og en kamerats vegne, idet han dog var sikker paa, at der var arbeidere nok at faa til arbeidets utførelse. Der blev oprettet en overenskomst mellem stadsingeniøren og tiltalte paa vegne av de murarbeidere, som han sikkert antok vilde være med paa arbeidet, om dettes utførelse. Betalingen skulde erlægges med den sedvanlige timebetaling for murarbeide og et eventuelt overskud deles mellem arbeiderne. Det var dog intet andet fællesskap mellem arbeiderne end det nævnte overskud. Stadsingeniøren kunde anta, hvilke arbeidere han fandt for godt, og avskedige dem, han ikke var fornøid med; arbeiderne paa sin side skulde heller ikke være forpligtet til at vedbli arbeidet, til det var færdig; de kunde slutte, naar de selv ønsket det; dette gjorde saaledes ogsaa tiltalte nr. 1 og gik over til det i tiltalens post 1 omhandlede arbeide. Det var ogsaa stadsingeniøren, som bestemte, hvor og hvorledes arbeiderne skulde arbeide; de arbeidet hver for sig, og de blev lønnet hver for sig gjennem kæmneren efter arbeidslister fra stadsingeniøren. Det eneste fællesskap mellem arbeiderne var saaledes den fælles akkordsum. Arbeiderne hadde intet med hinanden at bestille; de hadde intet krav overfor hverandre og heller intet ansvar eller nogen

Side:363

forpligtelse overfor andre end for stadsingeniøren. Der foreligger saaledes ikke noget fællesskap i arbeidet, men kun i lønningen; arbeiderne har hverken nogen ret eller nogen pligt til at utføre det hele arbeide. Noget interessefællesskap utenfor lønnen hadde saaledes ikke arbeiderne. Det fællesskap, som de tiltalte saaledes har hat, er efter rettens mening ikke av den art, at det indgaar under det i haandverksloven forbudte fællesskap, hvorfor begge de tiltalte ogsaa maa bli at frifinde i dette punkt av tiltalen. - - -