Rt-1918-581

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-03-06
Publisert:	Rt-1918-581
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 34/1 s.a.
Parter:	Leif S. Rode (selv) mot Kristiania kommune (adv. Krog).
Forfatter:	Feragen, Mejdell, Bjørn, Berg, Vogt, Hambro, Reimers
Lovhenvisninger:	Byskatteloven (1911) §38, Skatteloven (1911) §36, §43, §44, §30, §32, §37, §38e

Ved utpantningsforretning av 21 mai 1915 blev der hos daværende sakfører, nu advokat Leif S. Rode git Kristiania kommune utlæg for byskat for skatteaaret 1914-1915, stor kr. 1.757 med tillæg av utpantningsgebyr kr. 5,30. Utpantningsforretningen paaankedes av Rode til Kristiania byret, ved hvis dom av 7 juni 1916 den imidlertid blev stadfæstet. Sakens omkostninger ophævedes.

Efter erhvervet appelbevilling har Rode paaanket byrettens dom til Høiesteret, hvor han har nedlagt paastand om, at utpantningsforretningen ophæves og til grund for samme liggende ligning underkjendes, og han hos indstevnte, Kristiania kommune, tilkjendes omkostninger for byretten og Høiesteret.

Side:582

Indstevnte har nedlagt paastand om utpantningens stadfæstelse og tilkjendelse av omkostninger hos appellanten for begge retter.

Med hensyn til sakens nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til byrettens dom. Der er for Høiesteret fremlagt et par nye dokumenter, som ikke findes at være av nogen væsentlig betydning for saken.

Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige henholde sig til byrettens domsgrunde. Processens omkostninger for Høiesteret antages at burde ophæves.

Tre av de voterende, assessorerne Feragen, Mejdell og Bjørn, antar, at appellantens paastand maa tages til følge, dog under ophævelse av processens omkostninger for begge retter.

Som oplyst i byretsdommens præmisser er det ifølge motiverne til skatteloven (skattelov for landet av 18 august 1911 og skattelov for byerne av samme dag) dennes forutsætning, at den værdi, der ligger i en oparbeidet forretning (sakfører-, læge-, kjøbmandsforretning) ikke skal gjøres til gjenstand for formuesbeskatning. Som grund herfor anfører motiverne, at «denne slags værdier kan vanskelig værdsættes og neppe bokføres som formuesgjenstande». Skattelovens mening er med andre ord, at i relation til den skal - av praktiske hensyn om man saa vil - saadanne værdier («ideelle værdier») ikke ansees som formuesgjenstande, uanset hvordan meningen om det spørsmaal ellers maatte stille sig. I konsekvens herav fremholder motiverne videre, at kjøperen av en forretning maa kunne føre det betalte beløp til utgift som omkostning og sælgeren omvendt beskattes for det indvundne som indtægt.

Appellantens under nærværende sak hævdede opfatning er saaledes i overensstemmelse med skattelovens motiver, og det indsees heller ikke, at lovens ord hjemler nogen anden fortolkning. I lovens 3dje kapitel, der omhandler «den skattepligtige formue og indtægt», heter det, at «formuen ansættes til det beløp, som efter gjængse priser utgjør den virkelige værdi av den skattepligtiges rørlige og urørlige eiendom samt utestaaende fordringer efter fradrag av paahvilende gjæld» (byskattelovens §30, landsskattelovens §36) - en definition av formue, der ikke synes at ramme den værdi, der kan siges at ligge i en oparbeidet forretning. Og videre bestemmer loven i samme kapitel uttrykkelig, at «gevinst ved avhændelse av forretning.... regnes altid som indtægt», byskattelovens §37, landsskattelovens §43). Konsekvensen herav maa da naturlig bli den, at det samme vederlag paa kjøperens haand betragtes, i relation til skatteloven, som en utgift, der kommer til fradrag i kjøperens bruttoindtægt (byskattelovens §38, landsskattelovens §44).

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Side:583

Av byrettens dom:

Overretssakfører Leif S. Rode blev for skatteaaret 1914/15 ilagt skat til Kristiania kommune av indtægt kr. 15.700. - - -

Rode blev den 1 juli 1913 optat som kompagnon i advokat P. A. Holms sakførerforretning i Kristiania og betalte herfor et vederlag av kr. 25.000. Dette beløp kræver han avdraget ved indtægtsansættelsen under kommunens ligning av ham for 1914/15, idet han anser det som en utgift, der er paadraget til erhvervelse av hans indtægt i 1913, og paa grundlag herav hævder han, at ikke nogen del av denne indtægt er skatbar. - - -

Jeg finder, at kommunens opfatning maa gives medhold.

Byskattelovens §38 siger, at ved indtægtsansættelsen skal avdrages «alle utgifter, der skjønnes at være paadraget til indtægtens erhvervelse, sikrelse og vedlikeholdelse». Heri ligger efter min mening, at det er nettoindtægten, som skal beskattes. Denne forstaaelse stemmer med lovens ord. Den gir ogaaa uttryk for det naturlige i dette forhold, da det er nettoindtægten, som for skatteborgeren utgjør det virkelige plus av indtægten. Ved beregningen av den skatbare indtægt er det derfor følgerigtig bare formuesforminskelser, som skal komme til avdrag i bruttoindtægten. Se Aschehougs avhandling «Avkastning og indtægt» i Statsøkonomisk tidsskrift for 1898, side 209 flg., særlig side 261. Det er med andre ord ikke nok til at begrunde avdrag, at der sker en utbetaling i indtægtsøiemed. Hvis der ved utbetalingen ikke opofres noget, men blot foregaar en omsætning av formue i én form til formue i en anden form, men av samme værdi, hjemler ikke utbetalingen i og for sig avdrag. Derimot kan bruken av ækvivalentet i indtægtserhvervelsens tjeneste medføre en formuesforminskelse, og saa langt denne strækker sig vil avdrag være at gjøre. Loven kræver da ogsaa, at avdraget skal repræsentere en «utgift». Men der foreligger ikke nogen virkelig utgift, naar en utbetaling gir fuld valuta i anden formue, likesaalitt som denne valuta kan kaldes indtægt.

Efter hvad der her lægges til grund gaar det ikke an at betragte vederlaget for Rodes optagelse i Holms forretning som en utgift. Det som Rode har skaffet sig til gjengjæld for sine 25.000 kroner, utgjør nemlig for det første formue; ikke bare gunstige erhvervsvilkaar, men virkelige formuesbestanddele. Se Aschehougs Socialøkonomik II, side 172-173 (2den utgave). Og dernæst er det ikke paaberopt, at der ved den foreliggende formuesomsætning er skedd nogen formuesforminskelse. Først hvis værdien av Rodes andel i forretningen helt eller delvis forspildes under forretningens drift, opstaar spørsmaal om avdrag for dette værditap, enten paa et eller flere indtægtsaar. Men det beror ganske paa omstændigheterne, om et saadant værditap vil indtræde. En sakførerforretning mister ikke sin værdi, hverken helt eller delvis, fordi den drives, men kan alene derved bevares. Til sammenligning bemerkes bestemmelserne i byskattelovens §38 om avdrag ved anvendelsen av fast eiendom i indtægsøiemed. Det er ikke kjøpesummen for eiendommen, som skal komme til avdrag, men det tap, som anvendelsen bevirker, f.eks. vedlikeholdsutgifter og værdiforringelse. Disse bestemmelser er et likefremt utslag av det almindelige princip, som paragraffen angir for indtægtsansættelsen, ikke en særanordning. Gjennemgaar man paragraffens eksempler paa, hvad der skal gjøres avdrag for, vil man se, at princippet i det store og hele er konsekvent befulgt. Saavidt jeg kan skjønne er modifikation blot skedd, forsaavidt angaar tvungne indskud i pensionskasse m.v. og til en viss grad livsforsikringspræmier. Men denne modifikation er foretat av

Side:584

særlige grunde; man kan ikke gaa videre i avvikelse fra princippet uten positiv hjemmel i loven.

Imidlertid gjør Rode gjeldende, at hans utlæg til anskaffelsen av hans andel i Holms forretning allikevel under enhver omstændighet staar i en egen stilling, fordi det repræsenterer skatbar indtægt for sælgeren, og fordi den værdi, som han har faat istedet, ikke er gjenstand for formuesbeskatning paa hans haand, likesaalitt som den før var det paa sælgerens, og han mener, at utlægget da ogsaa bør komme til avdrag som utgift ved ansættelsen av hans indtægt. Det er et spørsmaal for sig, om Rodes forutsætning her holder stik, forsaavidt han gaar ut fra, at en sakførerforretning eller andel deri ikke er gjenstand for formuesbeskatning. Men dette spørsmaal finder jeg ikke grund til at opholde mig ved. Hvad enten det besvares med ja eller nei, kan det dog ikke faa nogen betydning for avgjørelsen av avdragsspørsmaalet. Og heller ikke influeres denne avgjørelse av, at Rodes utlæg repræsenterer skatbar indtægt for Holm. Avdragsspørsmaalet ligger nemlig i en plan ganske for sig og bestemmes av helt selvstændige momenter, som ikke falder sammen med, hvad der gjør utslaget ved skattelovens behandling av de andre spørsmaal. For avdragsspørsmaalet er det springende punkt, om der foreligger en formuesforminskelse - dette og ikke noget andet. Til anskueliggjørelse av det, som jeg her har pekt paa, kan nævnes, at fordi om en sælgers gevinst ved avhændelsen av en fast eiendom skal beskattes som indtægt paa hans haand efter byskattelovens §37, har ikke det tilfølge, at den til gevinsten svarende del av kjøpesummen bringes i avdrag ved ansættelsen av kjøperens indtægt, naar eiendommen er kjøpt av ham i indtægtsøiemed. Og videre: En tidsbegrænset bruksret henregnes efter byskattelovens §32 ikke til skattepligtig formue. Men et utlæg til erhvervelse av en saadan ret i indtægtsøiemed kommer ikke derved i og for sig til avdrag i erhververens indtægt. Avdrag sker blot for det værdisvind, som aarligaars indtræder ved bruksrettens sukcessive avløp. Som et eksempel paa, hvilken betydning det har ved beregningen av den skatbare indtægt, om et utlæg ansees som skatbar indtægt for mottageren, har Rode paaberopt sig byskattelovens §38e. Men av denne bestemmelse fremgaar det blot, at en leieavgift m. m. kun kan komme til avdrag, naar den repræsenterer skatbar indtægt for mottageren, ikke at den altid skal komme til avdrag, naar saa er tilfældet.

Den opfatning, som jeg her slutter mig til, strider mot en bemerkning i skattelovens motiver, side 133. Komiteen siger nemlig paa dette sted: «Ikke heller antages den værdi, der ligger i en oparbeidet forretning (sakfører-, læge-, kjøbmands-forretning) at burde kunne beskattes som formue. Denne slags værdier kan vanskelig værdsættes og neppe bokføres som formuesgjenstand. Kjøperen maa kunne føre det betalte beløp til utgift som omkostning og sælgeren omvendt beskattes for det indvundne som indtægt.» Komiteen sammenblander i disse uttalelser to spørsmaal: Er værdien av en forretning formue? Og bør den, selv om den er det, formuesbeskattes? Saavidt skjønnes er det en feilagtig besvarelse av det første spørsmaal, som har ledet komiteen til at anta, at kjøperens utlæg til erhvervelse av en forretning i indtægtsøiemed skal komme til fradrag i hans indtægt. Men i ethvert kan komiteens forutsætning ikke være bindende, naar den ikke har faat uttryk i loven selv. Og dette gjælder særlig i et tilfælde som nærværende, hvor komiteen uttaler sig om regler, hvis principielle kjerne (nemlig at det er

Side:585

nettoindtægten, som skal beskattes) ikke var noget nyt, som komiteen foreslog, men allerede kjendt fra de ældre skattelove. Ogsaa hvad formuesbeskatningsspørsmaalet angaar er det tvilsomt, om det paa grundlag av loven selv kan løses i overensstemmelse med komiteens opfatning. Men selv om man skulde finde, at det lar sig gjøre at undlate at behandle en formue som skatteobjekt, er det herfra et langt sprang til at behandle formuen = 0 sans phrase, og det gjør man, naar man uten hensyn til den regner utlægget til dens erhvervelse som utgift ved indtægtsansættelsen.

Tilslut skal jeg bemerke, at en høiesteretsdom i Rt-1915-538, som Rode har anført til støtte for sig, ikke kan antages at være avgjørende for nærværende tilfælde. Dommen gaar ut paa, at et sporvognsselskaps avsætning til et amortisationsfond, bestemt til dækning av kapitaltap ved vedkommende kommunes indløsning av selskapets anlæg, blir at behandle som en driftsutgift, der skal komme til avdrag i indtægtsansættelsen. Men dette amortisationsfond repræsenterte - hvad dommen la hovedvegten paa - ikke nogen effektiv værdiforøkelse for selskapet. Ved avsætningen til fondet forelaa der - saaledes ræsonnerte man - en dobbelt byrde nemlig en overførelse av avsætningsbeløpet og en tilsvarende reduktion av anlæggets indløsningsværdi som godtgjørelse for koncessionsretten, og blot den ene av disse byrder blev kompensert ved den værdi, som avsætningsbeløpet i egenskap av fond hadde for selskapet.

Efter det anførte voterer jeg for, at utpantningsforretningen stadfæstes. - - - Herman Lie.

Jeg har fundet saken meget tvilsom, men er blit staaende ved i det væsentlige og reeultatet at slutte mig til førstvoterende.

Eyvind Andersen.

Likesaa. C. F. Jensen.