Rt-1918-684

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1918-05-14
Publisert:	Rt-1918-684
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 47/1 B s.a.
Parter:	Straffesak mot Erik Wilhelm Danielson, Hjalmar Göranson og Johan Månson (forsvarer: advokat Annæus Schjødt - aktor: H. O. Klingenberg).
Forfatter:	Rivertz, Hambro, Skattebøl, Vogt, Vogt, Paulsen, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887) §466, §287, §392, §469

Ekstraordinær assessor Rivertz: De svenske undersaatter Erik Wilhelm Danielson, Hjalmar Göranson og Johan Månson har ved erklæring av 5 december 1917 paaanket til Høiesteret et av dem vedtat forelæg, utfærdiget efter vedkommende

Side:685

statsadvokats ordre av politimesteren i Indtrøndelagen den 8 november s.a., hvorved de for forbrydelse mot §1 i lov av 14 mai 1917 nr. 1, kfr. §4 i lov av 18 august 1914 nr. 1 og kgl. res. av 23 februar 1916, for natten til den 7 s. m. at ha forsøkt at utføre kaffe til Sverige over Værdalen, nemlig et parti paa 60 kg., beslaglagt paa toldstationen i Suul, blev forelagt at utrede hver en bot av kr. 50 til statskassen eller subsidiært en straf av fængsel i 18 dage samt at taale inddragning til fordel for den norske stat av det beslaglagte kaffeparti.

Jeg skal foreløbig bemerke, at der vistnok kan reises tvil om, hvorvidt anken er betimelig erklært, idet den i straffeproceslovens §383 fastsatte ankefrist er oversittet. Jeg antar dog, at der efter omstændigheterne er føie til at gaa ut fra, at det er av grunde, der ikke er at tilregne de sigtede, at anken ikke i dette tilfælde er erklært i ret tid. Jeg lægger her særlig vegt paa, at alle de sigtede er utlændinger, og at der ved forelæggets vedtagelse av dem ikke kan sees at være meddelt dem nogen underretning om, paa hvilken maate eller inden hvilken frist retsmiddel kan gjøres gjældende. Jeg finder saaledes, at anken bør tages under behandling.

De sigtede har grundet sin anke paa, at det i forelægget omhandlede kaffeparti lovstridig er blit anholdt av vedkommende norske toldfunktionær, efterat det av de sigtede var ført over grænsen og ind paa svensk territorium, og at de ogsaa selv ved samme anledning var blit paagrepet og ført til Norge; de mener, at vedtagelsen av forelægget paa grund herav maa bli at ophæve og den beslaglagte kaffe at tilbakelevere dem. I forbindelse hermed kræver de ogsaa erstatning for anholdelsen og for skade og tap, som derved er dem tilføiet.

Jeg antar, at anken med hensyn til forelæggets vedtagelse maa bli at forkaste. Det er ved de oplysninger, som foreligger, fuldt paa det rene og av de sigtede tilstaat, at smugling ved den omhandlede anledning ikke blot som i forelægget anført er forsøkt, men endog fuldbyrdet, idet vedkommende vare for en kort stund var ført over grænsen. De sigtede mener imidlertid, at de bør være straffri, da de er anholdt paa svensk grund, og at en ulovlighet fra de norske toldfunktionærers side er begaat. Selv om dette sidste maatte forholde sig saa, kan jeg ikke anta, at dette kan ha nogen avgjørende betydning for bedømmelsen av deres strafferetslige forhold eller for gyldigheten av deres vedtagelse av forelægget. Jeg skal her bemerke, at de sigtede samtidig med ankeerklæringer har fremsat begjæring om, at toldfunktionærerne maa bli straffet og idømt erstatning for deres forhold ved den omhandlede anledning. Det er ogsaa under saken dokumentert, at retslig forfølgning er indledet mot dem, men at forfølgningen midlertidig er stillet i bero, indtil utfaldet av nærværende sak foreligger.

Fra forsvarerens side er gjort gjældende, at forelæggets vedtagelse skulde mangle bindende virkning, idet vedtagelsen skulde hvile paa den urigtige forutsætning, at der var adgang at idømme de sigtede straf for det i forelægget omhandlede

Side:686

forhold. Heri kan jeg ikke være enig. Jeg mener, at der intet kunde være til hinder for de sigtedes domfældelse i Norge, om de før eller senere maatte indfinde sig her. At der muligens faktisk kunde være anledning for dem som utlændinger til at unddra sig forfølgningen, kan jeg ikke anse som bevis for, at de ikke ved at vedta forelægget har villet ordne sit forhold til de norske straffemyndigheter.

Jeg vil efter det anførte votere for, at anken forkastes, forsaavidt vedtagelsen av forelægget angaar. Hvad angaar de fremsatte erstatningskrav, vil disse faa sin avgjørelse under den straffeforfølgning, der som nævnt er indledet mot toldfunktionærerne. Disse krav vil derfor ikke bli tat under behandling under nærværende sak.

Konklusion:

Forsaavidt angaar de reiste erstatningskrav, tages anken ikke under behandling. Forøvrig forkastes anken.

I erstatning til det offentlige for saksomkostninger ved Høiesteret utreder Erik Wilhelm Danielson, Hjalmar Göranson og Johan Månson hver 10 kroner. (Vanlige salærer).

Assessor Hambro: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Skattebøl: Likesaa.

Assessor Vogt: Likesaa. Jeg finder at burde tilføie, at det fra forsvarets side er gjort gjældende som en ophævelsesgrund, at det skulde være urigtig, naar forelægget er utfærdiget ikke av statsadvokaten, men av vedkommende politimester. Denne har imidlertid, som anført i selve forelægget og bekræftet av statsadvokaten i en foreliggende erklæring, utfærdiget forelægget efter paalæg av statsadvokaten, og forholdet maa da siges at være i sin orden, jfr. paataleinstruksen §17 og Salomonsens kommentar post 5 til straffeproceslovens §287. Det blir da overflødig at uttale sig om, hvorvidt straffeproceslovens §392 vilde hjemle, at den heromhandlede omstændighet kunde komme i betragtning, uanset at den ikke er paaberopt i ankeerklæringen.

Jeg gjør videre opmerksom paa, at der fra forsvarets side er nedlagt paastand om, at de ankende principalt hos det offentlige tilkjendes erstatning for økonomisk tap bl.a. ved utstaat varetægtsfængsel. At der ikke for tiden er anledning til at tilkjende saadan erstatning, vil fremgaa av straffeproceslovens §469.

Naar de ankende videre gjennem sin forsvarer har nedlagt paastand om straf for toldfunktionærerne Rygg og From og har begrundet denne paastand ved henvisning til straffeproceslovens §466, saa anser jeg det tvilsomt, om vedkommende kan ansees som offentlig tjenestemand, der har som paragraffen uttrykker sig hat «befatning med en straffesak». Men under enhver omstændighet finder jeg, at der ingen grund er for Høiesteret til at træffe nogen forføining overfor vedkommende funktionærer, hvis forhold, som av førstvoterende anført, er under behandling i en anden sak.

Side:687

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende paa samme maate som hr. assessor Vogt.

Ekstraordinær assessor, sorenskriver Paulsen og assessor Reimers: Likesaa.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.