Hopp til innhold

Rt-1918-711

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesteretts kjæremålsutvalg - kjennelse
Dato: 1918-04-23
Publisert: Rt-1918-711
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 140 s.a.
Parter:
Forfatter: Bjørn, Mejdell, Smith
Lovhenvisninger: Straffeprosessloven (1887) §212, §215, §459, Straffeloven (1902) §36, §37, §409


Assessor Bjørn: Jacob Lie Henriksen er under forfølgning for flere bedragerier og falsknerier, hvorved han har tilvendt sig temmelig betydelige beløp. Da en foreløbig psykiatrisk undersøkelse har efterlatt tvil om hans mentale tilstand, blev han under 23 mars 1918 av Kristiania forhørsret besluttet indlagt paa et sindssykeasyl til nærmere iagttagelse og undersøkelse.

Sigtede, der har hensittet i varetægtsfængsel, hadde ved sin arrestation henstaaende i Fredrikstad endel møbler m.v., som med hans samtykke av politiet blev foranlediget solgt og utbragtes til kr. 445,20. Da sigtede hadde gjort sit samtykke til salget betinget av, at han selv fik disponere over utbringendet, har han fremsat begjæring om at faa utbetalt det nævnte beløp, der beror hos politiet. Politikammeret har derimot i paategningskrivelse til forhørsretten av 22 mars 1918 begjært rettens beslutning om beslaglæggelse av beløpet i medhold av straffeproceslovens §212, jfr. §215, og straffelovens §36, subsidiært om heftelse i henhold til straffeproceslovens §459.

Side:712

Under 30 mars har forhørsretten tat politikammerets principale begjæring til følge og fattet saadan beslutning: Det omhandlede beløp kr. 445,20 beslaglægges i henhold til straffeproceslovens §212, jfr. straffelovens §36 og §37. Mot denne beslutning erklærte sigtede paa stedet kjæremaal, hvorom meddelelse sees at være tilstillet politiet som motpart overensstemmende med straffeproceslovens §409.

Utvalget antar under henvisning til forhørsrettens præmisser for dens beslutning og til det foreliggende saksforhold, at der ikke i nærværende tilfælde kan iverksættes beslaglæggelse i henhold til de i beslutningen paaberopte lovbestemmelser. Disse antages efter sit indhold alene eller væsentlig kun at ha hensyn paa gjenstande som har betydning for beviset eller staar i umiddelbar forbindelse med den paagjældende forbryderske handling og er i nogens besiddelse som ikke frivillig vil utlevere dem. Men intet av dette foreligger her. Derimot findes politikammerets subsidiære begjæring om heftelse i henhold til straffeproceslovens §459 at burde være tat til følge. Det maa nemlig antages at sigtede, forsaavidt tiltale mot ham blir reist, i sin tid vil bli idømt saavel omkostnings- som erstatningsansvar, til hvis sikrelse det heromhandlede beløp ved heftelse bør unddrages hans raadighet. Saavel betydeligheten av det ansvar, hvorom der kan bli tale, som omstændigheterne forøvrig opfordrer dertil og da sigtede ikke derved blir værre stillet end ved den av ham paakjærte beslaglæggelse, antages heller ikke formelle grunde at være til hinder for at heftelse dekreteres.

Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Enig.

Assessor Mejdell: At der ikke er plads for beslaglæggelse i henhold til de av politiet principalt paaberopte bestemmelser i straffeprocesloven er jeg med de tidligere voterende enig i.

Men - som ogsaa forhørsretten synes at anta - for straffeproceslovens §459 finder jeg videre at der ikke i det foreliggende tilfælde er anvendelse.

Det er det offentlige, som nu av eget initiativ vil beslaglægge de 445 kr. 20 øre, som realisationen av sigtede tilhørende løsøreeffekter er utbragt til. De i saken som privat fornærmede optrædende klagere har ingen begjæring i den retning fremsat. Tvertimot ser man, at en kreditor repræsentert ved overretssakfører Thorne uttrykkelig har tilkjendegit politimesteren i Fredrikstad, at han ikke vilde belægge de omhandlede effekter med arrest, fordi han mente, at sigtede i medhold av lov 28 april 1916 var berettiget til at undta disse fra utlæg. Vel gjælder ikke lovens §1 nr. 2-5 for tilfælde som det foreliggende. Men §1 nr. 1 gjælder ogsaa om krav som det her paagjældende. Hertil kommer, at det samtykke, som sigtede paa politiets foranledning gav til realisation av effekterne, var betinget av, at han erholdt adgang til at disponere over det indkommende beløp, en betingelse som politiet uttrykkelig gik med paa. Naar da politiet nu bakefter bryter den med sigtede trufne avtale, tar dette sig efter min opfatning overmaade ilde ut. Jeg finder politiets optræden saa meget mere uberettiget, som det er oplyst, at politiet har i sin besiddelse 4.000 kr. av

Side:713

sigtede tilhørende midler. Og saavidt sees, har sigtede ikke gjort fordring paa at erholde disse 4.000 kroner overlatt til sin disposition. (Kfr. forhørsdommerens bemerkning i beslutningens begrundelse in fine).

Jeg kan, efter hvad der saaledes foreligger, ikke se, at der er omstændigheter av den særlige beskaffenhet tilstede, som straffeproceslovens §459 kræver for at heftelse av sigtedes gods skal kunne finde sted.

Jeg konkluderer derfor: Den i den paakjærte kjendelse omhandlede beslaglæggelse ophæves.

Assessor Bjørn: Jeg vedblir mit votum. Her er jo ikke tale om inddragning eller overhodet om nogen endelig avgjørelse av spørsmaalet om dispositionsretten, men kun om en foreløbig sikrelse av beløpet indtil sakens utgang, og betingelserne herfor efter straffeproceslovens §459 mener jeg er tilstede.

Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Likesaa

Assessor Mejdell: Jeg vedblir mit votum og skal i anledning flertallets tillægsvotum bemerke: En beslaglæggelse, enten den foretages med eventuel inddragning for øie - straffelovens §36 og §37 - eller med det øiemed at tjene til eventuel sikkerhet for skadeserstatning eller saksmkostninger - straffeproceslovens §459 - er altid en foreløbig sikrelsesforanstaltning. Men ved avgjørelsen av, om denne foreløbige sikrelsesforanstaltning er at foreta, er retten efter min mening pligtig til at se hen til sandsynligheten av, at der i sin tid vil være plads for inddragning eller eksekution. Hvis spørsmaalet herom er retslig eller faktisk tvilsomt, bør efter min forstaaelse av loven det foreløbige sikrelsesmiddel ikke anvendes. Dette træder særlig klart frem i tilfælde som det foreliggende, hvor der kun er spørmaal om anvendelse av §459 og da kun om sikkerhet for saksomkostninger, idet begjæring om beslaglæggelse ikke foreligger fra privatfornærmede, men kun fra det offentlige. Kfr. §459 1ste punktum. I nærværende tilfælde følger det av lov 28 april 1916, som tidligere av mig paapekt, at i sigtedes løsøre hadde det offentlige ikke anledning til at ta sig betalt. Men at det offentlige saa, efter at ha git uttrykkelig sigtede løfte om, at løsørets realisationsbeløp skal frit av ham kunne disponeres, nu skulde kunne gjøre prætension paa at holde sig til realisationsbeløpet, synes mig litet at stemme saavel med loven av 1916 som med straffeprocesloven, der uttrykkelig betoner, at det kun er, naar særlige omstændigheter opfordrer dertil, at præventivmidlet skal benyttes.

Kjendelse:

Forhørsrettens beslutning av 30 mars 1918 ophæves. Beløpet kr. 445,20 belægges med heftelse i medhold av straffeproceslovens §459.