Rt-1918-730

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-05-10
Publisert:	Rt-1918-730
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 45/1 B s.a.
Parter:	P. Scholz (adv. Fr. Stang Lund) mot Alb. L. Barstad og Abel Lunde (adv. Rudolf Horn).
Forfatter:	Prydz, Hambro, Vogt, Christiansen, Skattebøl, J. Moe, Mejdell
Lovhenvisninger:

Assessor Prydz: Med hensyn til nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til den av Stavanger handelsret under 17 mars 1914 avsagte dom, ved hvilken blev kjendt for ret: «De indstevnte, Alb. L Barstad og H. Abel Lunde, bør - en for begge og begge for en - til citanten P. Scholz betale kr. 44.000 med 5 av hundrede aarlig herav fra 1 februar 1912 til betaling sker med fradrag av erstatning bestemt ved handelsretsskjøn, optat paa citantens bekostning, for det tap de indstevnte har lidt derved, at citanten har brutt den i kontrakt av 4 august 1910 indtagne forpligtelse for citanten til i 3 aar fra nævnte datum ikke i Stavanger at oprette fabrik, konkurrerende med Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted, ved sit i præmisserne omhandlede forhold ved start av Vestlandske Bliktrykkeri i Stavanger i 1912. Sakens omkostninger ophæves.» Dommen er avsagt under dissens, idet det ene av rettens handelskyndige medlemmer stemte for Scholz's frifindelse for motkravet.

P. Scholz har indbragt denne dom for Høiesteret med saadan paastand: At Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde tilpligtes

Side:731

at betale P. Scholz kr. 44.000 med 5 % aarlig rente derav fra 1 februar 1912 og sakens omkostninger for begge retter.

De indstevnte, Alb. L. Barstad og Abel Lunde, har nedlagt saadan paastand: At kontraappellanterne, Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde, tilpligtes til hovedappellanten, P. Scholz, at betale kr. 44.000 med 5 % rente fra 1 februar 1912, med fradrag av erstatning, bestemt ved skjøn, optat paa hovedappellantens bekostning, for det tap, kontraappellanterne er paaført ved hovedappellantens kontraktstridige forhold gjennem oprettelsen av A/S Vestlandske Bliktrykkeri, med renter, at hovedappellanten tilpligtes til kontraappellanterne at betale procesomkostninger for handelsretten og Høiesteret. Her for retten har de indstevnte frafaldt sin indsigelse mot Scholz's fordring paa renter fra 1 februar 1912 og likeledes de i handelsrettens dom under a og b omhandlede paastande.

Der er for Høiesteret fremlagt adskillige nye dokumenter, saaledes nogen firmaanmeldelser, en aarsberetning av 25 januar 1912 for A/S Bergens Bliktrykkeri, nogen skrivelser samt et i Stavanger under 21 februar 1917 av Scholz optat tingsvidne. Jeg vil delvis komme tilbake til dette nye materiale.

Jeg er kommet til samme resultat som handelsretten, og jeg kan ogsaa i det væsentlige tiltræde, hvad dennes majoritet har anført til begrundelse.

Kontrakten mellem Scholz og de indstevnte er av 4 august 1910. Det sees, at Scholz straks tænkte paa at faa istand konkurrerende bedrift. I en skrivelse fra en mand i Haugesund til indstevnte Barstad av 3 september s.a. meddeles det, at Scholz sammen med 11te kontravidne Kampe allerede 2 ganger hadde været der paa stedet og holdt møte med derværende bestyrere av hermetikfabrikker angaaende oprettelse av en blikemballagefabrik i Haugesund, og at der samme dag som skrivelsen sendtes, 3 september, var avholdt et 3dje møte. Der er ogsaa dokumentert skrivelser fra Scholz til Kampe av 6 og 14 september, som viser, at der fremdeles arbeidedes med denne plan. Foretagendet kom dog ikke til utførelse; om grunden dertil er intet oplyst. Nu er det nok saa, at Scholz ved kontraktsklausules kun hadde forpligtet sig til ikke i de 3 første aar at oprette konkurrerende fabrik i Stavanger. Men dette forsøk paa i det nærliggende Haugesund at faa istand en konkurrerende bedrift viser dog, at det allerede fra først av var hans tanke at gaa igang med konkurranse saa nær op som mulig til den grænse, klausulen satte.

Efterat den nævnte plan var strandet, kjøpte Scholz sommeren 1911 en tomt i Stavanger. At hensigten var, at en konkurrerende fabrik skulde opføres paa tomten, synes ikke at kunne være tvilsomt. Han hadde under forhandlingerne med sælgeren, 1ste kontravidne, omtalt, at han ikke hadde lov til at oprette bliktrykkeri i 3 aar fra kontrakten med de indstevnte. Han overdrog i januar 1912 tomten til «A/S Bergens Bliktrykkeri, der igjen ved kontrakt av 3 april 1912 solgte 4.000 kvadratalen av tomten til A/S Vestlandske Bliktrykkeri, som der anla sin fabrik; den blev færdig i juni 1912.

Side:732

Med hensyn til Scholz's ovedragelse til Bergens Bliktrykkeri av den omtalte tomt skal jeg bemerke, at selskapets bestyrelse i den nævnte her for retten dokumenterte til generalforsamlingen avgivne aarsberetning av 25 januar 1912 foreslaar, at der av driftsoverskuddet avsættes til fremtidig disposition kr. 22.930,13. Derefter anføres, at dette beløp «tænkes anvendt til indkjøp av tomt for og opførelse av en mindre fabrikbygning i Stavanger for presning av æsker og laag. Forslag herom med nærmere utredning av saken vil fremkomme senere». Og saa blev det i generalforsamling 27 s. m. besluttet at «indtræde i Scholz's rettigheter» ifølge kjøpekontrakt av 13 juli 1911. Der har saaledes i selskapet været planer oppe om at anlægge fabrik i Stavanger. Allerede før den omhandlede aarsberetning av 25 januar hadde Scholz, efter hvad der er oplyst under tingsvidnet av 21 februar 1917, fra en arkitekt, en murmester og en bygmester erhvervet utkast og overslag for en saadan fabrik. Om sammenhængen med, at selskapet ikke realiserte planen, men solgte en del av tomten til A/S Vestlandske Bliktrykkeri, er der intet oplyst. Scholz var administrerende direktør i Bergens Bliktrykkeri og aktionær for 25.000 kr., 5/12 av aktiekapitalen 60.000 kr. Av den øvrige aktiekapital tilhørte 25.000 kr. A/S United Sardine Factories. Indstevntes advokat her for retten har anført, at Scholz er aktionær eller interessert i sidstnævnte selskap for 100.000 kr., 1/5 av aktiekapitalen, hvortil Scholz's advokat har bemerket, at han ikke kjender til, hvor stor Scholz's interesse i dette selskap er. Resten av aktiekapitalen i Bergens Bliktrykkeri, 10.000 kr., var fordelt paa tre hænder. Det siger sig selv, at Scholz som administrerende direktør i Bergens Bliktrykkeri og som aktionær i selskapet for 5/12 maatte, ogsaa bortset fra hans stilling som aktionær i United Sardine Factories, ha betydelig indflydelse i Bergens Bliktrykkeri, og de indstevnte har vistnok hat adskillig føie for sine uttalelser om, at han var den drivende kraft og den faktisk raadende. Om sammenhængen med, at selskapet opgav planen om anlæg av en fabrik i Stavanger, er der som sagt intet oplyst. Man kan tænke sig den mulighet, at Scholz kan ha ment, at en saadan diskretion fra Bergens Bliktrykkeris side under hensyn til hans stilling i dette selskap maaske vilde bli tilregnet ham som brud paa klausulen. Det sees, at han ved en senere anledning efter konferanse med sakfører har av hensyn til klausulen avholdt sig fra en paatænkt disposition.

Efterat saaledes denne plan var opgit, blev A/S Vestlandske Bliktrykkeri stiftet. Selskapet blev konstituert 28 mars 1912 med en fuldt indbetalt aktiekapital 30.000 kr., fordelt paa 30 aktier. 1ste, 2det og 3dje hovedvidner, Johansen, Berentsen og Münter, hadde hver 10 aktier; kontrakt mellem disse var blit oprettet 21 mars. Av hvad der er oplyst om de forhandlinger, som ledet til selskapets stiftelse, hefter jeg mig særlig ved de oplysninger, som foreligger fra et møte, som Scholz hadde med 1ste og 2det hovedvidner. Han var kommet ned til Stavanger fra Bergen, hvor han var bosat, og disse to vidner indfandt sig hos ham i hotellet, hvor han logerte. Efter 2det hovedvidnes

Side:733

forklaring var det formentlig i mars eller april 1912, efter 1ste hovedvidnes antagelse i februar, hvilket vistnok er det rigtige. Har det været i mars, maa det ialfald ha været i begyndelsen av maaneden. Jeg hefter mig ved dette møte, fordi jeg anser det utvilsomt, at man her har det første stadium av de forhandlinger, som førte til fabrikkens anlæg. Begge de nævnte vidner, Johansen og Berentsen, er besvogret med Scholz; begge var dengang ubemidlet. Det er paa det rene, at der under møtet blev konferert om anlæg av en saadan fabrik, at Scholz lovet at hjælpe dem til de fornødne penger, at han, idet der blev spørsmaal om at faa en tredje deltager, der skulde bli disponent for fabrikken, foreslog 7de kontravidne kjøbmand Rasmussen, som derpaa blev ringt op og kom tilstede og deltok i de videre forhandlinger. Rasmussen blev imidlertid ikke delagtig i affæren. Han har forklart, at han senere sammen med Johansen og Berentsen reiste til Bergen og fortsatte forhandlingerne med Scholz, men at han trak sig tilbake, bl.a. fordi han hadde faat den opfatning, at han kun skulde være straamand, og at Scholz, naar de 3 aar fra august 1910 var utløpet, selv vilde overta den hele ledelse. Istedenfor ham kom 3dje hovedvidne Münter med som tredje deltager. Med hensyn til tilveiebringelsen av de fornødne penger har Johansen og Berentsen forklart, at de ikke fik den hjælp, Scholz hadde lovet, idet han senere hadde konferert med en sakfører, som hadde fraraadet ham at yde saadan hjælp. De maatte derfor, forklarer de, skaffe sig penger paa anden maate, men de har negtet at forklare sig om, hvorfra de har faat dem. Naar det baade av Johansen og Berentsen, der begge er blit avhørt tre ganger, sidste gang under tingsvidnet 21 februar 1917, er blit forklart, at de selv hadde tat initiativet til stiftelsen, synes dette litet sandsynlig. Johansen var utdannet som glaspuster, men hadde i 8 aar været i arbeide i Stavanger Blikemballagefabrik og Stavanger Bliktrykkeri, de sidste 4 aar som formand. Berentsen var utdannet som mekaniker. Begge var som sagt ubemidlet. Det høres ikke meget trolig, at disse to paa egen haand skulde blit enige om at anlægge en fabrik. Den nærmere forklaring herom, som de under avhørelsen ved handelsretten i december 1912 og september 1913 har avgit, og som utførlig er gjengit i handelsrettens dom, forekommer mig litet egnet til at tages for fulde. Jeg kan slutte mig til, hvad der i handelsretsdommen er anført om, at de tre hovedvidner ikke kan siges at staa helt frit, at deres prov synes at være noget forbeholdne og ikke skikket til at komme i avgjørende betragtning likeoverfor kontravidnernes oplysninger. For mig stiller det sig ikke som synderlig tvilsomt, at det virkelige forhold var, som av Rasmussen forklart, at der under møtet i Stavanger blev konferert om et forslag fra Scholz om anlæg av heromhandlede fabrik.

Det er fra Scholz's side sterkt fremhævet, at han ikke er aktieeier og heller ikke forøvrig økonomisk interessert i denne fabrik. Dette kan imidlertid ikke ha nogen særlig betydning. Om det er saa, at det utelukkende skulde være til bedste for sine

Side:734

to besvogrede, han har arbeidet for istandbringelse av anlægget, maa det likefuldt ansees som brud paa hans forpligtelse efter klausulen. Han har ogsaa hat en forstaaelse av, at han maatte vogte sig for ikke at gaa for langt, og har derfor som anført raadført sig med en sakfører, men han er altsaa efter min mening allikevel kommet over streken. Jeg kan forøvrig som sagt henvise til, hvad der i det hele er fremkommet av oplysninger og som utførlig er gjengit i handelsrettens præmisser, og jeg vil særlig nævne foruten den omtalte forklaring, som Rasmussen har avgit, ogsaa forklaringerne fra 8de og 9de kontravidner.

Efter hvad jeg saaledes har anført, vil jeg votere for stadfæstelse av handelsrettens dom. De indstevnte har, som det sees, kontrapaaanket i forventning om her ved retten at bli tilkjendt omkostninger for handelsretten. Men dertil finder jeg ikke tilstrækkelig føie. Derimot mener jeg, at appellanten maa tilsvare dem omkostningerne her for retten.

Som det sees, har de indstevnte nedlagt en paastand, som avviker endel fra den form, som er brukt i handelsrettens dom; men jeg kan ikke finde andet, end at indholdet i handelsrettens domskonklusion er helt ut korrekt, og jeg mener derfor, at dommen ogsaa bør stadfæstes in terminis.

Konklusion:

Handelsrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler P. Scholz til Alb. L. Barstad og Abel Lunde kr. 1.000.

Assessor Hambro: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Vogt: Likesaa. Jeg finder at burde tillægge, at det efter procedyren maa ansees at være paa det rene mellem parterne, at Vestlandske Bliktrykkeri siden igangsættelsen av sin fabrik har drevet en med Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted konkurrerende virksomhet, og at tap derved maa forutsættes at være paaført sidstnævnte selskap.

Ekstraordinær assessor Christiansen: Som hr. assessor Vogt.

Assessor Skattebøl og ekstraordinær assessor, sorenskriver J. Moe: Likesaa.

Assessor Mejdell: I det væsentlige og resultatet enig med de tidligere voterende. Jeg mener, at Scholz har optraadt paa en saavidt aktiv maate, at han herigjennem har gjort brud paa kontrakten av 4 august 1910 og dens forutsætninger. Det kan nok saa være, at ikke hvilketsomhelst raad git til opretterne av den nye konkurrerende fabrik eller hvilkensomhelst bistand ydet dem kunde betragtes som kontraktsbrud. Men jeg mener med handelsrettens pluralitet, at naar samtlige sakens oplysninger sees under ett og i sammenhæng, kan man ikke komme fra, at Scholz har tat en saa positiv del med i istandbringelsen av den nye fabrik, har i saadan utstrækning bistaat med raad og daad, at hans optræden ikke kan ansees forenlig med det tilsagn han kontraktsmæssig har git om «ikke i

Side:735

Stavanger at oprette fabrik konkurrerende med Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted».

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av handelsrettens dom:

Den 4 august 1910 blev der mellem nærværende saks parter oprettet en kontrakt av følgende indhold: «Undertegnede P. Scholz sælger og overdrager herved til Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde mine aktier i A/S Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted for en kjøpesum av kr. 155.000 der avgjøres saaledes: - - -, hvorhos vi Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde overdrager til P. Scholz vore av Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksteds aktier i A/S United Sardine Factories og A/S Bergens Bliktrykkeri. Disse aktier ansættes til en værdi av kr. 33.000. - - - Jeg Scholz forpligter mig til i 3 aar fra dato ikke i Stavanger at oprette fabrik, konkurrerende med Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted.»

Under henvisning til denne kontrakt har citanten - P. Scholz - uttat handelsretsstevning paa de indstevnte - Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde - idet anføres, at den pr. 1 august 1912 forfaldne termin av kjøpesummen kr. 22.000 er ikke betalt, og efter kontrakten er da den hele gjenværende del av kjøpesummen forfalden. Foruten nævnte termin gjenstaar kr. 22.000 og nævnte herrer skylder saaledes til P. Scholz kr. 44.000 med 5 % renter. - - -

De indstevnte har paastaat sig frifundet. - - - De anfører, at de aktier, som citanten solgte til de indstevnte, hadde et paalydende av kr. 33.333. Desuten var der oplagte fonds, og av disse faldt paa citantens aktier kr. 38.000. Efter aktieselskapets bøker skulde saaledes den bokførte værdi av citantens aktier være kr. 71.000. Mens citanten fik de aktier, som han overtok, til pari kurs, skulde han for sine ha ikke mindre end ca. kr. 84.000 mere end aktiernes bokførte værdi. Grunden hertil var - hævder de indstevnte - at aktieselskapets forretning hadde vist sig at være lønnende, og citanten indgik paa at avverge enhver konkurranse ialfald for flere aar fremover. Bergens Bliktrykkeri skulde ikke konkurrere paa Stavanger, og Stavanger Bliktrykkeri skulde faa beholde alle sine kunder her i byen (Stavanger), i Kopervik, Haugesund og i distrikterne forøvrig, likesom Stavanger Bliktrykkeri skulde som før levere alt til Stavanger Konservfabrik, hvori citanten eiet 1/2, indtil den blev sammensluttet med United Sardine Factories, og man skulde ogsaa for fremtiden levere en hel del varer til U. S. F., Bergen. - - - Citanten begyndte - anfører de indstevnte videre - straks at søke startet en konkurrerende forretning i Haugesund, og han optok straks leveransen helt ut til U. S. F. og Stavanger Konservfabrik, uagtet der med denne sidste endog var en skriftlig kontrakt, som han satte sig utover. Citanten optok i det hele straks konkurransen med Stavanger Bliktrykkeri over hele linjen og erholdt en stor leveranse til en række firmaer baade i Stavanger og andre steder. Det varte ikke længe før citanten her i byen kjøpte en stor fabriktomt, ca. 12.000 alen. Citanten hadde vistnok agtet at la opføre en konkurrerende fabrik der allerede i 1911, men forskjellige omstændigheter medførte, at fabrikken først blev opført vaaren 1912. Fabrikken heter Vestlandske Bliktrykkeri og omfatter alle de brancher, som Stavanger Bliktrykkeri har og har hat, deriblandt bliktrykkeri, emballagefabrik og maskinverksted. De indstevnte fremhæver, at det ikke kan være synderlig tvilsomt,

Side:736

at initiativet til den nye forretning (Vestlandske Bliktrykkeri) er utgaat fra citanten, som ogsaa har planlagt og ordnet det hele, idet ingen andre kunde ha de nødvendige forutsætninger herfor. - - - I realiteten maa - mener de indstevnte - citanten være eier av hele eller i ethvert fald av det meste av den nye forretning, og de personer, som i formen tildels har med forretningen at gjøre, kan kun opfattes som citantens tjenere eller leiesvende. - - - Arrangementet formenes at være i strid med avtale og kontrakt, - - - og han kan da ikke forlange det fulde vederlag av de indstevnte. Disse har betalt mere end nok. Citanten har til disse de indstevntes anførsler bemerket, at grundlaget for retsforholdet mellem sakens parter er at søke i kontrakten av 4 august 1910 og kun i denne. Citanten benegter at ha overtat forpligtelser utenfor kontrakten. Heller ikke har andre end parterne forpligtet sig ved kontrakten. Bergens Bliktrykkeri vinder hverken ret eller pligt ved den. Citanten fastholder hvad han gang paa gang har git uttryk for overfor de indstevnte, at han absolut ingen befatning har med Vestlandske Bliktrykkeri eller har hat. Han har ikke tat initiativet til forretningen, og han har intet hat med planlæggelsen eller ordningen i det hele at bestille. Han er hverken eier eller aktieeier i fabrikken. Det tilføies, at citanten av ren velvilje paatok sig, da han allikevel skulde til utlandet, at kjøpe ind endel maskiner for Vestlandske Bliktrykkeri. Til gjengjæld fik han av dette refundert endel av sine reiseutgifter. - - -

Rettens formand skal bemerke - - - ad c) de indstevntes paastand om, at citanten har brutt saavel overenskomsten av 4 august 1910 som de til samme knyttede mundtlige avtaler. - - -

Av parternes procedyre fremgaar det, at der til Stavanger firmaregister er anmeldt «Aktieselskapet Vestlandske Bliktrykkeri» med forretningskontor i Stavanger. Dette selskaps formaal er at drive bliktrykkeri og fabrikation av blikvarer. Aktiekapitalen er sat til kr. 30.000. 1ste, 2det og 3dje hovedvidne har hver tegnet kr. 10.000. Det er disse 3, som danner selskapets styre (direktion). - - - Det skal medgives, at citantens forhold til dette selskap ikke er helt ut klarlagt. Og jeg har været i sterk tvil om saksutfaldet, forsaavidt dette forhold angaar; men er blit staaende ved følgende ræsonnement og syn paa saken: Citanten har bestemt og avgjort fremhævet, at han absolut ingen befatning har med Vestlandske Bliktrykkeri eller har hat. «Han (citanten) har ikke tat initiativet til forretningen, og han har intet hat med planlæggelsen eller ordningen i det hele at bestille.» Kun har citanten av ren velvilje - da han allikevel skulde til utlandet - paatat sig at kjøpe ind endel maskiner for Vestlandske Bliktrykkeri. Jeg mener, at de i saken foreliggende oplysninger godtgjør, at det ikke forholder sig som av citanten her bestemt paastaat. - - - Naar man særskilt tar hver enkelt i saken foreliggende oplysning for sig, taler maaske de bedste grunde for at anskue forholdet saa, at citanten ved Vestlandske Bliktrykkeris start har ydet 1ste, 2det og 3dje hovedvidne adskillig hjælp. Men ser man derimot paa de foreliggende oplysninger samlet og i sammenhæng, indsees det ikke rettere end, at der ved disse fra de indstevntes side maa siges at være ført bevis for, at citantens andel i Vestlandske Bliktrykkeris start har været saa væsentlig og saa intim, at dette citantens forhold til og befatning med dette anlæg maa jevnstilles med og gaa ind under det i kontrakten benyttede uttryk «oprette fabrik». Jeg kan ikke fri mig for den overbevisning, at det er citanten, som har været sjælen i Vestlandske Bliktrykkeris

Side:737

oprettelse. Hvad hovedvidnernes prov angaar bemerkes: 1ste og 2det hovedvidne er citantens slegtninger. Samtidig 3 vidner kan efter de iøvrig i saken foreliggende oplysninger ikke siges at staa helt frit. Deres prov synes ogsaa - særlig paa enkelte punkter - at være noget forbeholdne. - - - Det maa efter 3dje kontravidnes uttalelse være i juni maaned 1912, at Vestlandske Bliktrykkeri begyndte sin drift. Den er saaledes oprettet før utløpet av den i dok. ad 2 nævnte frist. - - -

Handelsretsmedlemmet Geertsen tiltræder formandens votum.

Handelsretsmedlemmet Ulstrup tilføier:

Jeg har den opfatning, at man strengt faar holde sig til kontraktens egen bestemmelse, som gaar ut paa, at citanten forpligter sig til i 3 aar ikke i Stavanger at oprette fabrik konkurrerende med Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted. Det spørsmaal, som blir at besvare, er da dette: Har citanten inden fristens utløp oprettet saadan fabrik i Stavanger. Dette spørsmaal maa efter min mening besvares benegtende. Jeg lægger her vegten paa 1ste, 2det og 3dje hovedvidnes beedigede forklaring om, at citanten ikke er eller har været økonomisk interessert i Vestlandske Bliktrykkeri. Efter kontravidnernes prov kan det se ut til, at citanten en tid har tænkt paa - paa en eller anden maate - at faa startet en fabrik av heromhandlede slags i Stavanger. Men det ser nærmest ut som om det er opgit. Og det er 1ste, 2det og 3dje hovedvidne, som startet Vestlandske Bliktrykkeri. At disse og særlig 1ste og 2det hovedvidne har søkt raad hos citanten, der paa feltet vel maa betegnes som den præsumtivt kyndigste, finder jeg naturlig, og det forhold fra citantens side, at han finder at kunne yde disse nogen retledning ved start av denne fabrik, mener jeg ikke kan betegnes som brud fra citantens side paa foran nævnte kontraktsforpligtelse. At citanten derhos av og til - eller endog mange gange - besøker Vestlandske Bliktrykkeri - dets kontor og fabrik - mener jeg har sin naturlige forklaringsgrund i slegtskapsforholdet til 1ste og 2det hovedvidne, og derhos i, at Bergens Bliktrykkeri, hvori citanten er en større aktionær, og for hvilket han var administrerende direktør, har en ikke saa liten interesse i anlægget. Men den omstændighet, at Bergens Bliktrykkeri har en viss eventuel interesse i Vestlandske Bliktrykkeri, mener jeg ikke kan karakteriseres som brud fra citantens side av kontrakten av 4 august 1910. - - -