Rt-1918-844

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-05-14
Publisert:	Rt-1918-844
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 71/1 s.a.
Parter:	Grosserer Niels Rand (advokat Meinich) mot A/S Norsk varelagers konkursbo, ved bestyreren overretssakfører Emil Aall (selv).
Forfatter:	Christiansen, Frisak, Hambro, Backer, Berg, Mejdell, Reimers
Lovhenvisninger:

Side:845

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne i Kristiania byrets dom av 26 juli 1916, hvorved blev kjendt for ret: «Kontrakten av 12 mars 1914 kjendes i forhold til A/S Norsk varelagers konkursbo ugyldig at være forsaavidt deri er forbeholdt Niels Rand eiendomsret til de A/S Norsk varelager overdragne tepper. Niels Rand bør under en mulkt av kr. 10 til Kristiania bykasse for hver dag dommen sittes overhørig, til A/S Norsk varelagers konkursbo avlægge regnskap for, hvad han har oppebaaret av penge paa A/S Norsk varelagers fremleiekontrakt med sine kunder siden A/S Norsk varelager den 29 januar 1915 aapnet akkordforhandling samt tilbakelevere til konkursboet, hvad han fremdeles besidder av saadanne leiekontrakter og av fordringer paa kunderne med mulige akcessorier, begge dele i transportert stand, og avlevere til konkursboet mulig i retur mottagne tepper eller disses værdi. Derhos bør han til A/S Norsk varelagers konkursbo betale, hvad han efter rigtig regnskap har oppebaaret. Sakens omkostninger ophæves.»

Byrettens dom er av Niels Rand paaanket til Høiesteret, hvor han har paastaat sig frifunden og tilkjendt omkostninger for begge retter.

Indstevnte, A/S Norsk varelagers konkursbo, har paastaat byretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt omkostninger for Høiesteret.

Høiesteret kommer i sakens hovedpunkter til samme resultat som byretten.

Man er saaledes enig med denne i, at der ikke foreligger nogen for konkursboet bindende erkjendelse for gyldigheten av overenskomsten av 12 mars 1914. Og likeledes er man enig i, at denne kontrakt er uforbindende for boet som ikke indeholdende et gyldig, til Rands fordel virksomt eiendomsforbehold. I saa henseende tiltræder man i det væsentlige byrettens begrundelse.

Ogsaa med hensyn til Rands forpligtelse til at betale tilbake de under 17 februar 1915 mottagne kr. 783,35 kommer man til samme resultat som byretten. Ansees først overenskomsten av 12 mars 1914 uforbindende for boet, er Rand ved akkordforhandlingens aapning kun almindelig kreditor for det beløp, han da har tilgode. En indbetaling herpaa er følgelig i strid med bestemmelsen i akkordforhandlingslovens §7, 3, sidste led. Rands eneste forsvar: at indbetalingen fandt sted uten

Side:846

forbehold og av ham blev mottat i god tro, kan ikke medføre, at denne indbetaling mere end de senere skulde komme Rand tilgode paa boets ???c: de øvrige kreditorers bekostning.

Der antages at burde gives ny konklusion, da man ikke, som det i byrettens dom synes gjort, finder at kunne gi umiddelbar namsdom for mere end det ovennævnte beløp kr. 783,35, hvorav der ikke kan sees at være paastaat renter. Derimot findes der ikke nu at kunne gives namsdom for, hvad der efter det regnskap, som Rand under løpende mulkt tilpligtes at avlægge, maatte utkomme som boets tilgodehavende. Heller ikke antages der at kunne anvendes tvangsmulkt med hensyn til de øvrige i boets paastand for byretten og i dennes dom omhandlede forpligtelser for Rand, da disses tilværelse og omfang for øieblikket ikke lar sig konstatere. Man maa derfor ogsaa her saavelsom med hensyn til Rands pligt til at betale til konkursboet, hvad han efter rigtig regnskap har oppebaaret, indskrænke sig til en dom, der fastsætter Rands forpligtelser paa de her omhandlede punkter.

Processens omkostninger for byretten og Høiesteret antages at burde ophæves.

Et mindretal, assessorerne Mejdell og Berg, voterer for at Rand frifindes for konkursboets tiltale. Vi er enig i at kontrakten av 12 mars 1914 alene i navnet er en leiekontrakt, og i virkeligheten er en salgskontrakt med et eiendomsforbehold for sælgeren i sikringsøiemed. Og da dette eiendomsforbehold ikke omfatter den aktuelle eiendomsret, vilde det ikke ha nytt retsbeskyttelse overfor kjøperens konkursbo, om kjøperen ved aapningen av konkursen hadde sittet med besiddelsesraadigheten. Men A/S Varelagers ret hadde fra første stund været begrænset av dette eiendomsforbehold til fordel for Rand. Og i og med at Rand erhvervet besiddelsæraadigheten, var dermed den ved kontraktens avslutning tilsigtede retsbeskyttelse blit effektiv.

Det er oplyst, at A/S Varelager før konkursaapningen hadde transportert alle sine «leiekontrakter» vedkommende disse varer til Rand, og «leietagerne» var samtidig blit underrettet om overdragelsen. Dermed var saaledes som i kontrakten avtalt for tilfælde av misligholdelse den fulde raadighet gaat over til Rand, og det paa en tid, da A/S Varelager endnu var sit bo raadig. Og dermed var skapt det nødvendige faktiske grundlag for den retsbeskyttelse, som det efter kontrakten var meningen Rand skulde ha, men som han tidligere hadde savnet.

Ogsaa det kontantbeløp, kr. 785,35, som av A/S Varelager blev indbetalt til Rand efter aapningen av akkordforhandlingen, er betalt paa en tid da A/S Varelager endnu hadde raadigheten over sit bo (akkordforhandlingslovens §8, 1ste punktum). Reglerne i akkordforhandlingslovens §7 er alene forskrifter av indre-administrativ art, og kan ikke tillægges nogen betydning overfor den kreditor, som betalingen er ydet til uten forbehold.

Side:847

Heler ikke dette beløp kan derfor søkes tilbake av konkursboet.

Mindretallet finder at omkostningerne for begge retter bør ophæves.

Dom:

1. Kontrakten av 12 mars 1914 kjendes uforbindende for A/S Norsk varelagers konkursbo, forsaavidt den forbeholder Niels Rand eiendomsretten til de til selskapet overdragne tepper. 2. Rand betaler til konkursboet kr. 783,35. 3. Under en mulkt av 10 kroner til Kristiania bykasse for hver dag, han 4 uker efter Høiesterets doms avsigelse sitter dommen overhørig, har Rand til konkursboet at avlægge regnskap for, hvad han har oppebaaret av penge paa selskapets fremleiekontrakter med dets kunder senere end 17 februar 1915. 4. Rand kjendes pligtig til: a) at betale til konkursboet, hvad han efter rigtig regnskap har oppebaaret paa disse leiekontrakter efter nævnte tid, b) at utlevere til boet, hvad han sitter inde med av selskapets fremleiekontrakter og av fordringer paa kunderne med akcessorier, alt i transportert stand, c) at utlevere til boet mulig i retur motagne tepper eller deres værdi. 5. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.

Av byrettens dom:

Mellem A/S Norsk varelager og Niels Rand blev der den 12 mars 1914 oprettet en overenskomst, hvorved Rand bortleiet til førstnævnte ialt 1.250 gulvtepper for en samlet leiesum av ca. 17.000 kroner. Teppene skulde leveres i løpet av september-november i 5 portioner à 250 stykker, og leiesummen skulde hver gang erlægges mot akcepter for 1/3 pr. 2, 1/3 pr. 3 og 1/3 pr. 4 maaneder fra faktura-dato. Teppene skulde ikke bli A/S Norsk varelagers eiendom før samtlige akcepter var indfridd, og enhver misligholdelse av de for leieterminerne utstedte akcepter skulde medføre, at utleieren paa hvilkensomhelst maate kunde disponere over teppene, hvor disse end befandt sig. A/S Norsk varelager gaves - i overenskomstens punkt 4 - ret til igjen at fremleie teppene ved leiekontrakter, hvori det - av praktiske grunde - fik betegne sig selv som eier av teppene. Men saalænge leiekontrakten med Niels Rand ikke i sin helhet var ordnet, skulde ikke A/S Norsk varelager kunne betragte sig som eier av teppene eller disponere over de paa teppene indkomne pengebeløp. Fremleiekontrakterne skulde efterhvert transporteres Niels Rand til eiendom, saa denne ved enhver misligholdelse av disse og den oprindelige kontrakt hadde anledning til at disponere over de utleiede tepper og til efterhvert at indkassere utestaaende paa fremleiekontrakterne. Saafremt Niels Rand derved fik ind mere end til dækning av den mellem ham og A/S Norsk varelager avtalte leiesum, skulde dette overskud tilfalde dette (Norsk varelager).

Den 29 januar 1915 blev der aapnet offentlig akkordforhandling og den 7 april næstefter konkurs i A/S Norsk varelager. Imidlertid var de for leieterminerne utstedte akcepter misligholdt og Niels Rand hadde faa dage før akkordforhandlingens aapning faat sig av A/S Norsk varelager overlevert dettes fremleiekontrakter i transportert stand. Videre fik han sig den 17 februar 1915 oversendt et beløp av kr. 783,85, som siden 27 januar 1915 var indbetalt til boet som avdrag paa fremleiekontrakter

Side:848

vedkommende tepper. I møte av 20 februar 1915 i styret for Norsk varelagers akkordforhandlingsbo fremlagdes kontrakten av 12 mars 1914 for akkordstyret, som betvilte kontraktens retsgyldighet. Herom blev Niels Rand underrettet ved akkordkommissærens skrivelse av 23 februar 1915 til advokat Meinich. Imidlertid lot akkordforhandlingsboet indbetalingerne paa fremleiekontrakterne fremdeles gaa til Rand og det samme har senere ogsaa A/S Norsk varelagers konkursbo gjort. - - -

Indstevnte har paastaat frifindelse med saksomkostninger. Han gjør først gjældende, at hvad man end antar om leiekontraktens retsgyldighet i og for sig, maa citantskapet i hvert fald ansees for at ha godkjendt den ved den under 17 februar 1915 stedfundne overførsel til indstevnte av avdrag paa fremleiekontrakter indkomne til A/S Norsk varelager efter akkordforhandlingens aapning med tilsammen kr. 783,35, idet det er paa det rene, at dette skedde uten nogen reservation fra akkordboets side med hensyn til leiekontraktens retsgyldighet eller forbindtlighet for boet.

Citantskapet har i anledning herav anført, at den heromhandlede indbetaling skedde ved A/S Norsk varelagers disponent og akkordkommissæren saavelsom det øvrige akkordstyre uavvidende og at akkordstyret ikke før i møtet av 20 februar 1915 hadde hat anledning til at ta standpunkt til kontrakten. Og selv om A/S Norsk varelager under akkordforhandlingen maatte ansees for at ha godkjendt kontrakten, er konkursboet ikke bundet derav.

Jeg synes ikke at der efter omstændigheterne kan være tale om at lægge saadan vegt paa indbetalingen av 17 februar 1915 som indstevnte hævder. Citantskapet har oplyst, at boet var meget vidtløftig og at det tok tid for akkordkommissæren at faa den nødvendige oversigt over boets forhold og affærer. Det synes derfor ingenlunde uantagelig, at det - som citantskapet anfører - kan ha undgaat akkordkommisaærens opmerksomhet, at disponenten, som fremdeles forestod selskapets virksomhet, overførte det heromhandlede beløp til indstevnte. Dette var jo, set fra disponentens standpunkt, kun en nødvendig konsekvens av at selve fremleiekontrakterne var levert til indstevnte, hvilket som før sagt var gjort av disponenten et par dage før akkordforhandling aapnedes. Og likeoverfor akkordstyrets tilkjendegivende i skrivelse av 23 februar 1915 om eventuelt at komme tilbake til spørsmaalet om kontraktens retsgyldighet har indstevnte, saavidt oplyst, ikke reklamert.

Angaaende sakens realitet bemerkes: I overenskomsten er vistnok - som før anført - eiendomsretten til teppene forbeholdt indstevnte til de er endelig betalt. Men overenskomstens punkt 4 viser, at A/S Norsk varelager skulde ha ret til at forføie over teppene paa en saadan maate, at eierraadigheten og da selvfølgelig ogsaa eiendomsretten til dem faktisk gik tapt for indstevnte. A/S Norsk varelager kunde straks sælge teppene videre i eget navn og uten forbehold om eiendomsret for indstevnte. Saavidt skjønnes kunde teppene sælges saavel pr. kontant som ved leiekontrakt (se punkt 4 sidste avsnit, hvor der tales om «indkomne beløp, det være sig før leiekontrakter eller indkomne kontantbetalinger paa - - - tepper»); men selv om forutsætningen var, at salg kun skulde ske paa sidstnævnte maate, er det likefuldt en forføining, som er absolut uforenelig med den indstevnte forbeholdte eiendomsret. Forutsat at fremleieren opfyldte sin leiekontrakt med A/S Norsk varelager, vilde indstevnte ikke kunne gjøre nogen eierraadighet gjældende med hensyn til de tepper varelageret satte ut paa leiekontrakt, selvom

Side:849

varelageret paa sin side misligholdt sin kontrakt med indstevnte. Saameget mere selvfølgelig ifald teppene solgtes pr. kontant. Naar saaledes teppene ifølge avtalen var bestemt til at sælges uten paahefte av indstevntes eiendomsret, foreligger der ikke et gyldig til indstevntes fordel virkende eiendomsforbehold. Den foreliggende avtale mangler saaledes en egenskap, som er begrepsmæssig uundværlig i avtaler om salg paa leiekontrakt og uten hvilken den efter min mening ikke kan bestaa som saadan. Det virkelige forhold er, at teppene er stillet til A/S Norsk varelagers disposition til salg for egen regning og i eget navn, og overensstemmende hermed maa derfor affæren bli at opgjøre mellem indstevnte og A/S Norsk varelagers konkursbo, idet der ikke kan indrømmes indstevnte nogen fortrinsret i konkursboet til den valuta (bl.a. utestaaende fordringer paa leiekontrakten) som A/S Norsk varelager har mottat ved teppenes omsætning.

I henhold hertil vil citantskapets paastand bli at ta tilfølge. - - -

Fr. Lyng. W. G. Winsnes. Siewers.