Rt-1919-1

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-06-13
Publisert:	Rt-1919-1
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 59/1 s.a.
Parter:	Fhv. distriktslæge Thesen (advokat C. H. Vogt) mot gaardbruker Arne M. Heiland, Romerheim i Hosanger (overretssakfører Nicolay L. Bugge til prøve).
Forfatter:	Feragen, Frisak, Mejdell, Christiansen, Vogt, Salomonsen, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887), LOV-1848-08-17-§10, LOV-1848-08-17-§7

Ekstraordinær assessor Feragen: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne til de tidligere retters domme.

Ved dom, avsagt den 16 april 1914 av sorenskriveren i Nordhordland, blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, distriktslæge Einar Thesen, bør for citanten Arne M. Høilands tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.» Ved Bergens overrets dom av 14 august 1916 blev derimot saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, fhv. distriktslæge E. Thesen, bør til appellanten, Arne M. Høiland, betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa indstevntes bekostning, for det tap og den skade appellanten led derved, at han vaaren 1908 blev indlagt paa Nevengaardens asyl som sindssyk og farlig for den offentlige sikkerhet og maatte forbli der fra 10 april til 4 mai 1908, tillikemed 4 procent rente av skjønsbeløpet - erstatning dog begrænset til kr. 500. Saksomkostninger for under- og overret ophæves.»

Overrettens dom er av fhv. distriktslæge Thesen paaanket til Høiesteret, hvortil han har erholdt appelbevilling samt ogsaa bevilling til fri sakførsel. Sidstnævnte bevilling er ogsaa tilstaat indstevnte, Arne M. Høiland. Den for appellanten beskikkede sakfører har nedlagt saadan paastand: «At appellanten frifindes for indstevntes tiltale, og at det mig tilkommende salær som beneficeret sakfører for appellanten for Høiesteret ansættes av retten og utredes av statskassen.»

Den for indstevnte beskikkede sakfører har nedlagt paastand om stadfæstelse av overrettens dom og at det ham tilkommende salær for Høiesteret ansættes av retten og utredes av statskassen.

Som nyt for Høiesteret er fremlagt en erklæring fra professor Ragnar Vogt av 18 februar 1918, som jeg skal citere i dens helhet: «Efter at ha gjennemlæst dokumenterne i saken Arne Høiland mot distriktslæge E. Thesen har jeg kommet til den opfatning: I. De av distriktslæge E. Thesen av 18 mars 1908 og 21 s. m. avgivne erklæringer om, at Arne Høiland er sindssyk og trænger asylbehandling som farlig for den offentlige sikkerhet, savner ethvert rimelig grundlag. II. Det synes mig urigtig, at han blev mottat paa Nevengaardens sindssykeasyl. Da de asylet tilstillede dokumenter ikke indeholdt noget bevis for, at han var sindssyk, vilde det ha været

Side:2

naturlig efter sindssykelovens §9, at han av asylets direktør paa dette grundlag var blit negtet optagelse. Ved en klar uttalelse om, at der ikke fandtes at foreligge bevis for tilstedeværende sindssygdom, vilde asylets kontrolkommission ikke ha kunnet gi asylets direktør noget paalæg om at motta ham i asylet. Kontrolkommissionen har nemlig efter sindssykeloven (§9) alene kompetanse til at avgjøre, om en «sindssyk» person skal mottages i asylet eller ikke. III. Ved tilfælder som det her gjældende, da der ikke foreligger noget andet grundlag for en formodning om sindssygdom end jaloux forestillinger og noget sindsoprør i sammenhæng hermed, bør en opstaat tvil om sindstilstanden aldrig løses ved administrativ, men kun ved judiciel psykiatrisk observation paa grundlag av vidneforklaringer. En person kan selvsagt ikke ansees som sindssyk, medmindre det avgjørende positive bevis herfor er ført. IV. Det aktmateriale, som blev forelagt distriktslæge Thesen til bedømmelse av, hvorvidt Arne Høilands jalusi var begrundet eller ikke, var ikke alene mangelfuldt, men i et punkt likefrem vildledende, idet lensmanden i Hosanger i sin rapport 9 mars 1908 - uagtet han hadde kjendskap dertil - ikke meddelte, at den person, - som Arne Høiland mistænkte for at staa i forhold til sin hustru - i virkeligheten hadde et daarlig rygte i seksuel henseende.

Ved en række handlinger av forskjellige offentlige myndigheter er der øiensynlig blit tilføiet Arne Høiland en alvorlig retskrænkelse.

Til en rigtig forstaaelse av en læges forhold ved bedømmelse av lignende psykiatriske spørsmaal bør det paapekes, at personer, som er litet kyndige i psykiatri, ofte forveksler et lidenskabelig sindsoprør - med overdreven reaktion i forskjellige retninger - med sindssygdom. Et sindsoprør av denne art kan - særlig hos personer av en nervøs hysterisk konstitution - minde om en virkelig sindssygdom, og det har hændt, at sindssykelæger her tidligere har git sindssykebegrepet et videre omfang end man nu, med det bedre kjendskap til disse forhold, anser for beføiet. Der kan i tilfælder av denne art ogsaa være meningsforskjel mellem sindssykelæger om hvor den rette grænse bør sættes. Det maa ogsaa fremhæves, at lægerne tidligere ikke hadde nogen ordnet obligatorisk undervisning i psykiatri, og at de av den grund var daarlig rustet til at klare de vanskeligere psykiatriske spørsmaal, som kunde melde sig. Det blir nu sterkt indskjærpet i den psykiatriske undervisning, at der altid bør søkes anvendt judiciel psykiatrisk observation i tilfælder, da den - som formodes at være sindssyk - frembyr forestillinger, som vist nok antages at være urigtige, men uten at disse forestillinger i og for sig er av nogen helt umulig karakter. I 1908 var disse spørsmaal endnu ikke tat op til mere principiel drøftelse, og til noget almindelig anerkjendt standpunkt er man endnu ikke kommet. Der er dog ikke i sakens dokumenter noget, som tyder paa, at Arne Høilands sindstilstand var saadan i mars 1908, at det skulde ligge

Side:3

særlig nær - for en læge med virkelig skjønsomhet i psykiatriske spørsmaal - at forveksle den med sindssygdom.»

Jeg er kommet til samme resultat som underretten og kan i væsentlige dele tiltræde den av underretten givne begrundelse.

Jeg er enig med underretten i, at spørsmaalet om doktor Thesens ansvar maa bedømmes efter situationen, saaledes som den forelaa for ham, da han maatte avgi sine erklæringer, og ikke paa basis av de oplysninger, som senere gjennem en over flere aar utstrakt saksbehandling er erhvervet. I denne henseende vil jeg med det samme peke paa, at den nys citerte erklæring fra professor Vogt grunder sig paa en gjennemgaaelse av sakens samtlige dokumenter, som han har hat anledning til at sætte sig ind i. Det materiale doktor Thesen hadde, da han avgav sine erklæringer av 18 og 21 mars 1908, indeholdes væsentlig i den av lensmanden i Hosanger tidligere i samme maaned optagne efter forskning, hvorunder bl.a. var avhørt indstevntes hustru og to voksne barn. Det er paa det rene, at der i 1907 hadde været et optrin mellem indstevnte og hans hustru, hvorunder han hadde beskyldt hende for utroskap, og hvorefter hun blev syk og faldt i en længere avmagt. Begge indstevntes nævnte barn forklarte under efterforskningen, at moren, da hun kom til bevissthet igjen, hadde fortalt dem, at indstevnte hadde truet hende med kniv, og det ene av barnene tillike, at han hadde tat en stol, som han vilde ødelægge hende med. Det ene av barnene, den 20 aar gamle datter Bertine, forklarte under efterforskningen videre, at faren ofte hadde skjændt paa moren og truet ind paa hende, at hun stod i forhold til Nils Askildsen, saa moren flere gange var blit syk og kommet tilsengs. Endvidere uttaler samme Bertine under efterforskningen, at «i sin daglige omgang ser det ut som faren intet feiler ved forstandens bruk, men naar han kommer ind paa den formodede utroskap, ser det ut som han ikke er klok». En under efterforskningen avhørt gaardbruker i Lindaas forklarte, at indstevnte i skrivelse til ham hadde uttalt, at han hadde voldtat indstevntes hustru for længere tid siden og at han ofte hadde hat samleie med hende. Som 16de hovedvidne har samme person senere under saken ændret denne forklaring; men det forelaa altsaa ikke for doktor Thesen, da han avgav sine erklæringer. Videre forelaa for doktor Thesen en skrivelse fra indstevnte til hans svigermor, hvor indstevnte i meget heftig uttryk beskylder sin kone for utroskap, og som paa mig gjør indtryk av, at instevnte under det før nævnte optrin med hustruen i 1907 ogsaa kan ha optraadt paa en sterkt ophidset maate og ikke blot, som han selv under efterforskningen siger, uttalt, at der var et underlig forhold mellem hende og Nils. Av Thesens erklæring av 18 mars fremgaar, at han, da han 17 s. md. var i indstevntes hjem for efter amtmandens anmodning at undersøke hans mentale tilstand, har underkastet indstevnte en ganske nøiagtig eksamination om ting og forhold, som ved bedømmelsen av indstevntes mentale tilstand har betydning. Indstevnte har ogsaa her for Thesen med største heftighet uttalt sig om den mand, hvem han mente

Side:4

hans hustru stod i forhold til (Nils Askildsen Romerheim). Han har for Thesen kaldt ham «en svart djævel», der har gjort hans hustru frugtsommelig sidste aar, et par gange før git hende fosterfordrivende midler, for at hendes tilstand ikke skulde røbes, og likeledes prøvet paa at forføre Arnes datter «Bertine», likesom, at han ogsaa har voldtat sin stedmor, lovet hende fosterfordrivende midler, prøvet at voldta sin søster og en tjenestepike paa gaarden.» Beskyldninger av denne art mener jeg for Thesen let kan ha fortonet sig som utslag av en sindssyk mands fantasier, aldenstund det for Thesen maa ha stillet sig litet rimelig, at Nils Askildsen skulde ha gjort sig skyldig i saa svære forbrydelser, som han her beskyldes for, uten at dette hadde ledet til strafferetslig indskriden mot ham. Senere under saken er det oplyst, at Nils's stedmor hadde anmeldt ham for voldtægtsforsøk, uten at dog dette ledet til tiltale. Om de andre forbrydelser, Nils efter indstevntes opgave for Thesen skulde ha gjort sig skyldig i, foreligger der derimot ikke under saken nærmere oplysninger. Videre uttalte indstevnte for Thesen, at han hadde mistanke om, at hans hustru ogsaa stod i forhold til andre end Nils, men herom vilde han ikke forklare sig nærmere. Om dette er der under sakens gang heller ikke fremkommet nogen nærmere oplysning. Endelig siger Thesen i slutningen av sin erklæring, at indstevntes «mor, bror, hans mors søskendebarn, Berge Svindal har vist lignende mistænkelighet overfor mand og hustru.» Hvor denne oplysning hitrører fra, kan ikke sees, og jeg vil her kun nævne, at Thesen i en lang aarrække hadde været distriktslæge i her paagjældende distrikt. Thesens erklæring av 18 mars 1908 konkluderer med, at han erklærer indstevnte sindssyk, lidende av paranoia alcoholica sive folie jalouse». Konklusionen er uheldig i sin form, idet hverken de i Thesens erklæring fremholdte omstændigheter eller sakens øvrige oplysninger gir grund til antagelse av, at her har foreligget paranoia alcoholica. Hvad oplysningerne derimot kan peke hen paa, er «folie jalouse» - jalusisyke.

Med hensyn til distriktslæge Thesens kyndighet til paa basis av de foreliggende oplysninger at træffe avgjørelse av, hvorvidt her forelaa sindssygdom, vil jeg gjenkalde, hvad professor Vogt i sin nævnte erklæring uttaler, «at lægerne tidligere ikke hadde nogen ordnet obligatorisk undervisning i psykiatri, og at de av den grund var daarlig rustet til at klare de vanskeligere psykiatriske spørsmaal, som kunde melde sig. Thesen er efter det under saken oplyste født i 1847 og medicinsk kandidat fra 1874, saa professor Vogts uttalelser om dette punkt vil faa anvendelse paa ham. Rigtignok tillægger professoren i sin erklæring, at der ikke i sakens dokumenter er noget som tyder paa, at indstevntes sindstilstand ved anledningen var saadan, at det skulde ligge særlig nær for en læge med virkelig skjønsomhet i psykiatriske spørsmaal at forveksle den med sindssygdom; men der synes dog for mig i samme uttalelse tillike indirekte at være uttalt, at for en læge som

Side:5

Thesen med datidens utdannelse i psykiatri vilde en forveksling ikke kunne ansees utelukket.

Spørsmaalet blir her, om distriktslæge Thesen, der hadde faat embedsmæssig paalæg om at foreta denne mentalundersøkelse av indstevnte, og som efter sin embedsstilling var forpligtet til at utføre denne, efter sine forutsætninger og de kundskaper, han maa antages at ha sittet inde med paa det psykiatriske felt, maa siges ved bedømmelsen av indstevtes sindtilstand at ha utvist en uagtsomhet, der kan paaføre ham ansvar. Hvorvidt Thesen objektivt set har grepet feil, hvorvidt altsaa indstevnte var sindssyk eller ikke, mener jeg, det er unødvendig at avgjøre. Efter professor Vogts erklæring maa jeg gaa ut fra, at en i psykiatri specielt sakkyndig efter det aktmateriale, som hele saken frembyder, ikke vilde erklært indstevnte sindssyk. Men dermed er ikke Thesen fældet. For det første hadde han som nævnt ikke det materiale til sin raadighet, som professor Vogt har hat, og for det andet kan der til ham - som ogsaa av professor Vogt i hans erklæring uttrykkelig uttalt - ikke stilles den fordring til skjønsomhet paa heromhandlede felt som til en specialist i psykiatri. Alle disse omstændigheter tat i betragtning drister jeg mig ikke til at sige, at Thesen her har utvist en saadan uagtsomhet, at han maa bli erstatningspligtig. Forklaringerne fra instevntes hustru og - hvad jeg lægger mere vegt paa - fra hans voksne barn maa ha git Thesen indtryk av, at her var fare paafærde og at man fik regne med, at indstevnte kunde ville gjøre alvor av de trusler, som han efter de under efterforskningen fremkomne oplysninger skulde ha fremkommet med. Bestyrkes maatte Thesen ogsaa heri ved det indtryk han maa ha faat av indstevnte under sin eksamination av ham og de uttalelser indstevnte derunder fremkom med. I en under saken dokumentert skrivelse fra amtslæge Krüger av 20 august 1911 til Thesens sakfører ved de tidligere retter uttaler denne: «Naar lægen ved sin erklæring har valget mellem den risiko, som er forbunden med en tilsynelatende farlig paranoikers forbliven i hjemmet, og hans indlæggelse i asyl, saa tænker jeg flere læger vilde vælge det sidste.» Og naar Thesen efter sin undersøkelse var kommet til den opfatning, at han hadde en farlig sindssyk mand for sig, finder jeg i og for sig intet at bemerke ved, at han fra sit standpunkt da maa tilraade, at indstevnte indlægges paa asyl. Jeg vil ogsaa tilføie, at det i nogen grad maa komme Thesen tilgode, at saken ved optræden fra de øvrige autoriteters side, som har hat med den at gjøre, fra først av har faat et noget skjævt forløp. Der var nemlig av indstevntes hustru under 22 februar 1908 indgit straffeklage til politimesteren i Søndre Bergenhus over indstevnte, gaaende ut paa, at han hadde været brutal og truet hende paa livet med kniv, foruten beskyldningerne for utroskap i egteskap. Hun anmodet derhos om, at indstevnte «maa bli undersøkt, sat under tiltale og i tilfælde straffet». Nogen strafferetslig forføining mot indstevnte, under hvilken hans mentale tilstand i tilfælde kunde være blit undersøkt paa den maate og i de former, som

Side:6

straffeprocesloven foreskriver, blev imidlertid ikke reist. Saken blev isteden av amtmanden med efterforskningsdokumenterne tilstillet Thesen med amnodning til ham om at foreta mentalundersøkelse av indstevnte, og amtmanden gjør uttrykkelig opmerksom paa, at det haster, idet det i hans oversendelsesskrivelse til Thesen av 12 mars 1908 uttrykkelig siges, at det sker til forføining snarest. Thesen har saaledes ogsaa handlet under det pres, som en hurtig avgjørelse la paa ham, og hertil maa der ogsaa, mener jeg, tages hensyn ved bedømmelsen av, hvorvidt han har utvist en uforsigtighet, der kan paadrage ham ansvar.

I henhold til det anførte vil jeg votere for stadfæstelse av underrettens dom.

Processens omkostninger for overretten og Høiesteret finder jeg bør ophæves, i hvilken forbindelse jeg gjør opmerksom paa, at der for Høiesteret ikke fra nogen av siderne er nedlagt paastand om omkostninger. De beskikkede sakførere har utført sit hverv forsvarlig.

Konklusion:

Underrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves. Salærerne til de beskikkede sakførere ansættes, for høiesteretsadvokat C. H. Vogt til kr. 500, for overretssakfører Nicolay L. Bugge til kr. 430.

Ekstraordinær assessor Frisak: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Mejdell: Jeg kommer til samme resultat som overretten. Hvis jeg hadde kunnet overbevise mig om, at doktor Thesen hadde foretat en undersøkelse av Arne M. Høiland, der overhodet kunde karakteriseres som psykiatrisk, er jeg enig med de tidligere voterende i, at der skulde særdeles meget til at anse Thesen ansvarlig paa basis av, at han hadde stillet en feilagtig diagnose. Men jeg kan ikke læse den av ham avgivne erklæring av 18 mars 1908 saaledes, at den er resultatet av en lægemæssig diagnose. Hans konklusion er uttrykkelig basert paa de data, han i sin erklæring har anført.

Men ingen av disse data er av den art, at de gir grundlag til avgjørelse av spørsmaalet om, hvorvidt Arne er eller ikke er sindssyk. Der er, ikke rettere end jeg ser, intet i den forklaring, som Arne M. Høiland for lægen har avgit, som efter sit indhold skulde være saa utrolig eller saa forvirret, at det skulde berettige en uttalelse om, at den person, der kan forklare sig paa en saadan maate, er absolut sindssyk. Doktoren nævner først, at Arne, «der har været gift i omtrent 23 aar med Ingeborg Jakobsdatter Romerheim, forklarer, at han i 1905 fik mistanke om, at hans hustru, mens han selv var syk, fik et tilbud fra Nils A. Romerheim, der dengang var ugift, om at ville hjælpe hende med gaarden og alt andet, naar Arne var død. Han fik herved mindre god tro til hende og tanke om, at hun ikke var som hun skulde være, og la da om vinteren merke til, at Nils besøkte hans hustru hyppig i «floren», da han

Side:7

saa spor efter Nils's sko rundt om der.» Doktoren har ikke foretat nogensomhelst undersøkelse av, om det forholder sig saa, at der var «spor efter Nils's sko rundt om der.» Han har ikke anstillet nogensomhelst undersøkelse om, hvorvidt tilbudet fra Nils A. Romerheim var i sig selv paafaldende. Derimot er det fuldstændig paa det rene, at det er ikke Arne, der helt av sig selv har fattet mistanke om, at der mellem hans hustru og Nils var, hvad et av vidnerne kalder «mere end almindelig venskap». Der har mellem naboer i deres tale sig imellem været antydet, at der var grund til en saadan mistanke. Naboernes mistanke har været saa sterkt vakt, at et av vidnerne, 16de hovedvidne, fandt det paakrævet at gjøre Arne opmerksom paa, at han burde passe paa hustruen. Dette vidne er rigtignok ikke edfæstet, men jeg kan ikke i denne forbindelse la det ut av betragtning. Videre heter det i doktorens erklæring, at Arne har sagt, at han i 1905 «overrasket Nils og sin hustru hyppig, baade i vedsjykken og andre steder, og en søndagskveld han uventet kom hjem, faldt hans hustru ham om halsen (hvilket hændte meget sjelden) og holdt ham op mot kjøkkenbænken, blot for at Nils, der var hos hende, kunde faa tid til at komme sig bort og væk.» Hvorvidt der ligger noget faktisk til grund for dette, er der ikke av doktoren anstillet nogen undersøkelse om. Saa fortæller doktoren videre: «En gang kom hun hjem sent paa nat; hun hadde da ogsaa været ute med Nils. Hustruen taalte ikke, at barnene apet efter Nils, mens de gjerne kunde gjøre det baade efter slegtninge og andet.» Hvorvidt dette forholder sig saa eller ikke, anstillet doktoren ingen undersøkelse om. At en mand, som overhodet har faat mistanke til sin hustru, kanske i mange tilfælde finder sin mistanke bestyrket gjennem smaating, er i og for sig en dagligdags foreteelse, noget som vil hænde med mange mennesker, som ikke derfor kan kaldes abnorme. En lignende bemerkning gjælder om det efterfølgende, som doktoren paaberoper: «Sidste sommer, da Arne ogsaa kom uventet hjem en søndags aften, blev der pludselig spektakel inde i stuen, og da Arne kom ind, stod Nils forlegen borte ved vinduet, mens Arnes hustru sat ved siden av ham paa bænken. Arne fik det indtryk, at Nils hadde hat hende paa fanget og talt med hende.» Der er intet iveien for, at noget saadant kan ha passert. Det samme gjælder, hvad der efterfølgende siges, at Arne skal ha fortalt, «at hans hustru for omtrent 3/4 aar siden, da Nils's hustru skulde føde og laa i barselseng, altid hadde lyst til at være hos Nils's hustru blot for at træffe Nils.» Hvad kan der bygges herpaa i retning av spørsmaalet om sindssygdom eller ikke-sindssygdom? «Hun var da» - heter det i doktorens erklæring - «hjemmefra f.eks. fra søndag morgen til mandag aften, hvorfor han maatte sende bud efter hende. Arne finder derfor, efter den adfærd hans hustru har vist, at der maa bestaa et intimt og underlig forhold mellem Nils A. Romerheim og Arnes hustru, og tror saaledes, at Nils er far til det barn, Arnes hustru fødte januar 1908.» I denne forbindelse kan bemerkes, at i en skrivelse, som Arne har sendt under 11 januar 1908 til

Side:8

sin svigermor, heter det: «Tror du, at jeg ikke vet hvad jeg har hat med min kone at bestille». Det fremgaar altsaa derav, at han har ment at være sikker paa, at han ikke kan være far til barnet. At han da under disse omstændigheter - som det ogsaa anføres i doktorens erklæring - antar, at der maa være adgang til at stevne hans hustru til at «avlægge ed paa, at han, ikke Nils, er far til det sidstfødte barn», kan jeg heller ikke finde noget sær besynderlig i. Saa nævnes der som yderligere begrundelse i doktorens erklæring, at hustruen «turde ikke ta en pike, Andrine Hadneland, i huset,tiltrods for givet løfte, da denne, der hadde været i huset hos Nils Romerheim, muligens vilde fortælle Arne om forholdet mellem Nils og Arnes hustru.» Om dette er en vidtdreven mistænksomhet, er et spørsmaal for sig, men der er da vitterlig intet tegn til sindssygdom i dette ræsonnement. Naar lægen saa siger, at «Arne Høiland uttaler, at Nils Romerheim ikke er at tro i nogen henseende. Han har engang prøvet paa at slaa til Arne med et jernspet, en anden gang æglet han sig ind paa ham», saa indicerer heller ikke dette sindssygdom». Lægen nævner videre, at «Nils har søkt et par gange at gi hustruen fosterfordrivende midler».

Om der her ligger noget til grund eller ikke, sees doktoren ikke at ha anstillet nogensomhelst undersøkelse om. Under saken sees heller ikke dette spørsmaal fra nogen av siderne at være blit nærmere belyst. Videre siges det, at Nils «har prøvet at forføre Arnes datter Bertine». Derom er heller ikke nogen oplysninger tilveiebragt under saken. Men man ser dog, at naboerne har hat det indtryk, at der kunde være et meget intimt forhold mellem Nils og Arnes ældste datter. Jeg skal derom henvise til 3dje vidne. Om Bertine er den ældste datter eller ikke, er ikke under saken oplyst, men man ser av nævnte vidneprov, at Nils optraadte paa en saadan maate likeoverfor en av døtrene, at de fik indtryk av, at der var et kjærlighetsforhold tilstede. Hvad der saa tilslut nævnes i doktorens erklæring om, at Arne har «mistanke om, at hans hustru har staat i ulovlig forhold til andre end til Nils», forekommer mig heller ikke at være noget, der psykiatrisk kan paaberope. Det er klart, at en i høi grad jaloux mand vil ha en viss tilbøielighet til, naar han først har faat den tanke ind, at konen er utro, at overdrive sin mistanke. I alt dette, som er anført, findes der saaledes ikke tøddel av antydning til, at Arne i sin adfærd skulde frembyde symptomer paa sindssygdom. Derimot siger doktoren tilslut i sin erklæring: «Arne Monsen Høilands mor, bror, hans mors søskendebarn, Berge Svindal har vist lignende mistænkelighet overfor mand og hustru.» Hvor doktoren har faat denne kundskap fra, er ikke under saken, hvor der hadde været den fuldeste anledning for doktoren til at gi oplysninger, nærmere forklart. Om det er ved konferanse med presten i distriktet, som i en skrivelse, som er citert i et indlæg, ogsaa har uttalt noget i lignende retning, eller om presten omvendt har sin kundskap fra doktoren, kjender man intet til. Men jeg mener, at hvis doktoren vilde paaberope sig den ting, at Arne

Side:9

tilhørte en nervøst belastet familie, saa var det hans pligt at paapeke, at de tilfælde av sindssygdom, som tidligere hadde vist sig i familien, virkelig var av den beskaffenhet, at de kunde karakteriseres som sindssygdom av den farlige karakter paranoia. Noget saadant antyder doktoren ikke med et ord, og heller ikke er der i sakens oplysninger mindste antydning til andet, end at Arnes mor paa sin gamle alder skal ha været i høi grad jaloux. At hun skulde ha været voldsom av sig eller i det hele tat likefrem sindssyk, er ingenlunde godtgjort. Og et av vidnerne siger, at den omstændighet, at hun var jaloux, rimeligst kunde forklares ved, at hun var blit saa gammel.

Efter at ha uttalt sig saaledes, som jeg her har nævnt, gir doktoren saadan konklusion: «Efter det ovenfor oplyste erklærer jeg Arne Monsen for sindssyk, lidende av paranoia alcoholica sive folie jalouse.»

Han erklærer altsaa likefrem, at Arne lider av en sygdom, der skriver sig fra alkohol. Anderledes kan det ikke læses. Men under saken er det tilfulde oplyst, at det saa langtfra er tilfældet, at Arne er dranker, at han tvertimot er i høi grad ædruelig. Det har fra skrankens side været sagt, at en saadan sygdom som paranoia alcoholica sive folie jalouse overhodet er en nomenklatur, der ikke er kjendt i den psykiatriske videnskap. Om det forholder sig saa eller ikke, kan jeg ikke uttale mig om, men at det efter erklæringen maa forstaaes saaledes, at doktoren har gaat ut fra, at Arnes optræden maa skrive sig fra overdreven nydelse av alkohol, forstaar jeg ikke, man kan komme fra. Der foreligger ikke - hvad jeg lægger megen vegt paa - i erklæringen og heller ikke i hvad der er oplyst under saken, som nu har passert tre instanser, nogensomhelst uttalelse fra doktoren om, at han gjennem personlig iagttagelse har kunnet danne sig nogen mening om Arnes tilstand. Hvis han hadde uttalt noget i retning av, at Arne hadde vist sig under avgivelsen av sin forklaring for ham forvirret, eller hvis han hadde endogsaa brukt et saadant uttryk som eksaltert, eller hvis han hadde uttalt sig om, at Arne hadde et abnormt blik eller i andre henseender frembød nervøse symptomer, saa vilde jeg lagt megen vegt paa dette og sagt, at slutninger, som doktoren gjør som læge, maa tillægges megen betydning. Men der er intet, som viser i denne retning. Det ser ikke ut til, at doktoren har opfattet sin opgave anderledes, end at han likesaa godt som enhver ellers - politimyndigheterne f. eks - har gjort sig op en mening, om Arne var mere at tro end de andre, som doktoren har talt med, og fordi doktoren ved at konferere med de andre personer har faat det indtryk, at det var sandsynligere, at de hadde ret, end at Arne hadde ret, saa gaar han uten videre ut fra, at alt, hvad Arne siger, er fantasi. Hvis man først er forvisset om rigtigheten av dette standpunkt, saa gir konklusionen sig selv. Anser man det givet, at en person ligger under for likefrem fantasier, saa er det klart, at begynder en saadan person at fremsætte trusler, saa kan han være farlig for den offentlige sikkerhet. Men hvor har doktoren det fra, at Arnes uttalelser er utslag av en sykelig

Side:10

fantasi? Doktoren kan - som jeg har nævnt - ikke utlede dette av ytringerne i og for sig, og de oplysninger, som doktoren hadde at støtte sig til, er - som ogsaa uttalt av professor Vogt - for mangelfulde til derpaa at kunne bygge med nogensomhelst sikkerhet. Hvis det hadde forholdt sig saaledes, at de faktiske oplysninger, som de forelaa for doktoren, gav indtryk av, at Arne hadde undsagt Nils eller sin hustru paa livet og at han, hver gang talen kom ind paa disse ting, blev lidenskabelig og truet med at legemsbeskadige baade den ene og den anden, saa vil de stillingen kunnet være en anden. Men hvad doktoren hadde at holde sig til og som forsaavidt er det samme, som ogsaa er oplyst under saken, er kun, at ved en enkelt leilighet blev Arne ophidset og vilde ha sin hustru til at tilstaa, at hun hadde hat omgang med Nils, og optraadte herunder saa truende, at hun faldt i avmagt. Men dette er dog ikke andet, end der mangen gang vil kunne hænde under lignende forhold. Det samme gjælder om Arnes optræden likeoverfor Nils: det gjælder ogsaa her en enkelt leilighet, en leilighet hvorom Arne, med støtte i et vidneprov, uttaler, at det var Nils, som dengang hadde truet Arne med et jernspet. Om denne leilighet fortæller Nils selv, at Arne blev saa hidsig, at han truet ham med kniv, men Arne benyttet dog ikke kniv.

Jeg mener, at den almindelige retssikkerhet tilsiger, at den læge, som vil erklære en mand for sindssyk, faar være sikker i sin sak, før han indlater sig paa at gi den slags erklæringer, som der er tale om i denne sak. Jeg er enig med dem i bygden, som har uttalt, at hvis en doktorerklæring angaaende sindssygdom skal kunne avgives paa den letvinte maate, som skedd er i nærværende tilfælde, saa kan ingen være tryg for ikke en vakker dag at bli erklært sindssyk. Jeg mener, at om Thesen har hat saa litet undervisning ved Univetsitetet i psykiatri, som der synes at være grund til at anta, saa maa han, naar han overtar en saadan stilling som den qva distriktslæge at være bestyrer av sindssykeasyl inden sit distrikt, sørge for at tilegne sig det allernødtørftigste kjendskap til psykiatri, og jeg kan ikke andet end læse professor Vogts erklæring derhen, at med det mest elementære kjendskap til psykiatri vilde Thesen aldrig ha kunnet avgi en erklæring som den paagjældende. Det er efter min mening for farlig, at en distriktslæge ikke skal være sig sit ansvar sterkere bevisst, end Thesen efter min mening i nærværende tilfælde har været.

Jeg kan være enig i, at det ser ut, som om Thesen ikke er den eneste, der er skyldig i de feilgrep, der omhandles under nærværende sak. Ustevnt mand vil jeg ikke nærmere nævne, men den ting har sakens oplysninger git mig det sterkeste indtryk av, at der er skedd Arne en uret, som han har al mulig fordring paa at kunne kræve av det offentlige erstattet. Det for mig tvilsomme i saken er ikke den ting, at det offentliges repræsentanter maa ansvare Arne, hvad det her gjælder. Men det, som unegtelig kan være tvilsomt her, hvor ansvaret i virkeligheten er blit fordelt paa saa mange skuldre, er, hvem Arne skal kunne holde sig til. Jeg antar imidlertid, at doktor

Side:11

Thesen har spillet en saa fremtrædende rolle ved avgivelsen av sine erklæringer, at der er fuld føie til at ilægge ham ansvar, uanset hvorledes forholdet maatte stille sig likeoverfor andre.

Da det er mig bekjendt, at jeg er i minoritet skal jeg ikke forme nogen konklusion.

Ekstraordinær assessor Christiansen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

I anledning av tredjevoterendes kritik over de av Thesen avgivne erklæringer, specielt erklæringen av 18 mars, skal jeg bemerke, at jeg kan være enig i, at erklæringen i og for sig er mangelfuld og uheldig avfattet baade med hensyn til konklusion og præmisser. Jeg mener, at der kunde ha været opfordring for de myndigheter, der skulde benytte erklæringerne, til hos Thesen at indhente yderligere forklarende uttalelser. Efter min mening kan der her i denne sak ikke lægges væsentlig vegt paa disse erklæringers form. Det væsentlige er deres resultat, nemlig at Arne Høiland efter distriktslægens mening var sindssyk og farlig for omgivelserne.

Jeg har ikke kunnet finde det paavist, at distriktslægen ved avgivelsen av sit skjøn i saa henseende og ved den fremgangsmaate, som han har benyttet for at avgi sit skjøn, har gjort sig skyldig i nogen skjødesløshet. Jeg mener efter det foreliggende at maatte gaa ut fra, at han har avgit sit skjøn efter sin bedste overbevisning og ut fra de forutsætninger og kundskaper, som han sat inde med. Jeg vil specielt peke paa, at der ikke findes nogen antydning til, at han herunder har været paavirket av nogensomhelst sidehensyn. Jeg finder ogsaa at burde nævne, at det fra appellantens side er anført, at Thesen ikke var uopmerksom paa, at Arne Høiland ved indlæggelsen paa asyl straks vilde bli undersøkt av asylets læger. Jeg henviser i saa henseende ogsaa til professor Ragnar Vogts erklæring post 2, hvori der gaaes ut fra, at saadan undersøkelse maatte finde sted i henhold til sindssykelovens §7. Det maatte da fremstille sig for dr. Thesen, saaledes som omstændigheterne forelaa for ham, som forbundet med mindre risiko at avgi en erklæring, hvorved Arne Høiland blev indlagt paa asyl, end det motsatte, hvorved en ulykke maaske kunde ske. For distriktslægen forelaa bl.a. ogsaa den oplysning, at Arne Høiland i længere tid hadde været borte fra sit hjem, at de hjemme da ikke visste, hvor han var, og at de frygtet for, at der skulde være overgaat ham en ulykke. Senere viste det sig imidlertid at han hadde opholdt sig hos en læge paa Voss.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Jeg er i det væsentlige enig med førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder, hvad der av hr. assessor Christiansen er uttalt angaaende den avgivne erklærings form og indhold. Samtidig mener jeg imidlertid med ham, at der her ikke kan være nogen tvil om, at distriktslæge Thesen har handlet efter sin bedste overbevisning, og naar der da, idet han som her optræder i henhold til et ham av det offentlige git opdrag, ikke er paavist nogen speciel forsømmelse eller skjødesløshet fra hans side, kan efter

Side:12

min mening ikke erstatningskrav baseres alene paa, at hans kyndighet paa det psykiatriske felt har været mangelfuld og erklæringen som følge herav medicinsk set utilstrækkelig begrundet eller maaske endog likefrem feilagtig. Jeg finder forøvrig i denne forbindelse ikke ganske at kunne se bort fra, at erklæringen har passert politimester og amtmand samt Neevengaardens asyls vedkommende uten at fremkalde nogensomhelst bemerkning, likesom hans uttalelser senere har fundet tilslutning av amtslægen, - saa ganske uantagelig synes den under disse omstændigheter dog ikke at kunne ha været.

Ekstraordinær assessor, lagmand Salomonsen: Som hr. lagmand Vogt.

Assessor Reimers: Jeg slutter mig til hr. assessor Mejdells resultat og tiltræder i væsentlige dele ogsaa hans begrundelse. Jeg mener med ham, at den erklæring, som distriktslæge Thesen har avgit om, at Arne Høiland var sindssyk og farlig for den offentlige sikkerhet og derfor bør indlægges paa sindssykeasyl, er bygget paa et saa svakt grundlag: Arne Høilands egen uttalelse til lægen og den av lensmanden optagne, meget mangelfulde efterforskning, at den paa ingen maate kan betegnes som forsvarlig. Den maa derfor efter mit skjøn medføre ansvar for utstederen, selv under rimelig hensyn til, at distriktslæge Thesen ikke har særlig utdannelse som psykiatriker. Han har efter mit skjøn tat sig sin opgave altfor let. En erklæring om, at en mand er sindssyk og i den offentlige sikkerhets interesse maa indlægges paa sindssykeasyl, er i sig selv av saa alvorlig karakter og kan medføre saa vidtrækkende følger for vedkommende person, at den maa underbygges paa en ganske anderledes betryggende maate, end her kan erkjendes at være tilfældet. Og den, erklæringen i sine følger gaar utover, maa derfor ha et rimelig og beføiet krav paa erstatning for den skade, som derved er paaført ham.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom:

Den 24 januar 1908 tilstillet Jakob J. Eknæs av Hosanger distriktslægen i Osterøen lægedistrikt Einar Thiesen en skriftlig anmodning om at undergi Arne M. Høiland (gaardbruker paa Romerheim i Hosanger), der er gift med hans steddatter Ingeborg Marie Romerheim, undersøkelse, idet brevskriveren uttaler frygt for, at Arne «har tapt sin forstand». Han anfører, at Arne lider i en utpræget grad av jalusi, at han har sigtet sin hustru for egteskabelig utroskap og har fortalt derom til andre, samt at han har opført sig saa brutalt mot hende, at hun, der var frugtsommelig, har maattet ta sin tilflugt til sine forældre, hvor hun netop da laa i barsel. Han anfører, at hverken hun selv eller forældrene anser det tilraadelig, at hun flytter tilbake tilbake til manden, da hun ikke kan være sikker for sit liv. Distriktslægen gav den 25 det skriftlige svar. at en «privat» undersøkelse (der i ethvert fald ikke av ham kunde anstilles medmindre han fik begjæring derom fra hustruen selv), neppe vilde føre til noget, og at saken kun vilde komme i sin rette gjænge ved, at hustruen meldte saken til politimesteren i Søndre Bergenhus. Den 29

Side:13

januar indfandt Jakob Eknæs's søn Magnus Eknæs sig hos politimesteren med denne korrespondanse, stadfæstet for ham skrivelsens indhold og oplyste, at Arne Høiland da hadde været 14 dage borte fra sit hjem, hvor de umyndige barn var uten tilsyn. Politimesteren sendte korrespondancen til lensmanden i Hosanger til uttalelse og forslag, idet det oplystes, at Arne hadde været 14 dage borte fra sit hjem, hvor de umyndige barn var uten tilsyn. Lensmanden svarte den 30, at Arnes paarørende ønsker ham eftersøkt, idet de nærer frygt for, at der er tilstøtt ham en ulykke; det oplyses, at Arne siges at ha været paa Voss for at konsultere den derboende dr. Lærum. Lensmanden i Voss oplyste derefter den 1 februar, at Arne opholdt sig der og konsulerte doktoren for et næseonde og hadde hyppig fortalt doktoren om hustruens utroskap, samt at doktoren til lensmanden derom hadde uttalt, at Arne paa dette punkt ikke var normal, mens der forøvrig ikke var noget at si paa hans mentale tilstand. Den 4 mars indløp derefter til politimesteren en den 22 februar datert skrivelse, underskrevet av Ingeborg Marie Romerheim (Arnes hustru), hvori hun fremsætter begjæring om, at hendes mand «maa bli undersøkt, sat under tiltale og straffet» for utvist brutalitet, trusler med kniv, samt beskyldning mot hende for utroskap. Den 4 næstefter sendte politimesteren skrivelsen til lensmanden til efterforskning, der blev avgit 9 s. m. og indeholdt forklaringer fra Arne og hustruen, deres 17 aar gamle søn og 20 aar gamle datter og 3 andre personer, deriblandt en kone paa Romerheim. Hustruen har derunder forklart, at manden (som nu er 50 aar gammel, mens hun er 42, og med hvem hun har været gift i 24 aar og hat 11 barn), ofte har været hidsig og opfarende mot hende, og at hans forhold navnlig ved St. Hanstider 1907 blev utaalelig, idet han sigtet hende for utillatelig forhold til naboen Nils Askelsen. Han blev da mere og mere brutal mot hende, uttalte, at han skulde kjøre kniven i hende og knuse hende med en stol, som han holdt i haanden. Da hun vilde gjøre anskrik om hjælp, holdt han hende fast. Hun faldt da i avmagt og kom først til sans og samling dagen efter, da doktor Lærum (som antagelig dengang praktiserte der i distriktet) kom for at tilse hende. Hun gik da frugtsommelig. Han reiste derefter oftere bort foregivende, at han skulde til Bergen, men kom tilbake om aftenen eller natten, formentlig for at gripe hende i egteskabelig utroskap. Hun flyttet med mandens samtykke til sine forældre i anledning av nedkomsten, der fandt sted den 15 januar 1908. Hun har faat flere breve fra ham, hvori han gjentar sin sigtelse mot hende for utroskap og fastholder, at Nils Askelsen er far til barnet. Hun vover under disse omstændigheter ikke at vende tilbake til hjemmet, da hun ikke er sikker for sit liv, og forlanger, at mandens mentale tilstand maa bringes paa det rene. Arne Høiland har likeoverfor lensmanden benegtet at ha truet eller mishandlet hustruen, men han erkjender, at han til hende har uttalt mistanke om utillatelig forhold til Nils Askelsen. De øvrige avhørte personer har ikke været øienvidner til den omhandlede mishandling ved St. Hanstid; saavel barnene som to av de øvrige vidner har avgit forklaringer, der ialfald stadfæster, at hun ved leiligheten faldt i en langvarig avmagt, og at hun som aarsak dertil opgav mishandling og trusler fra manden. Et vidne, Nils Knudsen Tvedt, har ogsaa forklart, at Arne i januar s.a. har beskyldt ogsaa ham for utugtig forhold til hustruen.

Denne efterforskning m.v. sendte politimesteren den 11 mars til amtmanden med forslag om, at Arne underkastes undersøkelse ved

Side:14

distriktslægen med hensyn til hans mentale tilstand, idet politimesteren derhos uttaler, at det av efterforskningen, om den end er mangelfuld, antages med tilstrækkelig tydelighet at fremgaa, at angjældende antages at lide av en til sindssygdom grænsende jalusi. Amtmanden sendte saken til distriktslægen til forføining. Den 17 mars foretok distriktslægen reise til Romerheim og avgav den 18 til amtmanden sin erklæring, der den 20 blev tilstillet politimesteren. Erklæringen indeholder kun gjengivelse av den forklaring, som Arne har avgit for ham, og hvori Arne bestemt gjentar og utførlig begrunder sin overbevisning om det utillatelige forhold mellem hustruen og Nils, uttaler, at «denne er en svart djævel», som har gjort hans hustru frugtsommelig sidste aar, og derhos et par gange før har git hende fosterfordrivende midler; han uttaler ogsaa, at hustruen har staat i ulovlig forhold til andre mænd end Nils. Om denne uttaler han, at han ogsaa har prøvet paa at forføre hans 20 aar gamle datter, samt at han har prøvet paa at voldta sin egen søster og en tjenestepike paa gaarden. Erklæringen har følgende konklusion: «Efter det ovenfor oplyste erklærer jeg Arne Monsen for sindssyk lidende av paranoia alcoholica sive folie jalouse.»

Politimesteren sendte erklæringen den 20 tilbake til distriktslægen med anmodning om at tilføre uttalelse om, hvorvidt angjældende som sindssyk og farlig for den offentlige sikkerhet bør indlægges paa et sindssykeasyl, hvilket foranlediget distriktslægen til den 21 at avgi følgende tillægsuttalelse: «Naar en person, der lider av paranoia, begynder at utstede trusler mot en viss bestemt person, bør han anbringes i asyl saa snart som mulig. Uagtet det av efterforskningen ikke med sikkerhet fremgaar, at Arne Høiland har uttalt saadanne trusler mot hustruen, men da jeg ved mit nærvær paa Romerheim 17 mars fik vite, at han skal ha truet ogsaa Nils A. Romerheim og da grepet efter kniven, maa jeg tilraade, at Arne Monsen Heiland som sindssyk og farlig blir at indhægge paa asyl snarest mulig.» - - -

Arne blev altsaa den 10 april indsat i asylet. Han forblev der til 4 mai. - - -

Da Arne Høiland fandt sig brøstholden ved den stedfundne indlæggelse, indgav han den 9 juli 1909 en forestilling til amtmanden, hvori han fremholder, at indlæggelsen har medført foruten sindslidelser og skam ogsaa direkte økonomisk tap for ham, hvilket han ansætter til mindst 500 kroner, hvorfor han begjærer sig dette beløp erstattet av det offentlige. - - - Amtmanden indhentet erklæring fra direktøren ved Nevengaardens asyl, hvilken blev avgit den 19 juli 1909 og er saalydende: «Under Arne Høilands asylophold av 3 ukers varighet, er der ikke iagttat noget, der bestemt tyder paa, at han var sindssyk, og da de oplysninger, som asylet fik underhaanden fra forskjellige kanter, heller ikke avgav noget bevis for, at han var syk, og da han selv og hans kone gjorde fordring paa, at han maatte utskrives, blev spørsmaalet forelagt kontrolkommissionen, som fandt, at han under de omstændigheter burde utskrives. Da han, hvad der formentlig hadde været det rigtigste, ikke var indlagt til observation, kunde man ikke beholde ham her saa længe, at man kunde opgjøre sig nogen bestemt mening om hans sindstilstand, og asylet har saaledes ikke uttalt noget om, hvorvidt han virkelig var sindssyk eller ikke.» - - -

Til sin frifindelse har indstevnte anført, at han har avgit sin erklæring efter paalæg fra øvrigheten, at han har utført sit hverv saa

Side:15

omhyggelig som det efter omstændigheterne kunde forlanges av ham, at han har avgit sin erklæring efter bedste skjøn og vel begrundet i de for ham foreliggende oplysninger, at han kun har tilraadet, men ikke beordret indlæggelsen, at hvis der overhodet foreligger noget misbruk fra offentlig myndighet likeoverfor citanten, da kan ialfald han ikke være ansvarlig derfor. Han har bl.a. fremlagt en erklæring fra amtslægen i Søndre Bergenhus amt av 20 august 1911, hvori denne, efter at ha gjennemgaat sakens dokumenter, ubetinget uttaler, at distriktslægens utførelse av sit embedsmæssige hverv har efter de foreliggende oplysninger været fuldt korrekt; han uttaler, at naar lægen ved avgivelse av sin erklæring har valget mellem den risiko, som er forbunden med en tilsynelatende paranoikers forbliven i hjemmet, og hans indlæggelse i asyl, da vilde flere læger vælge det sidste; han bemerker derhos, at han stedse har fundet de av distriktslæge Thesen avgivne sindssykeerklæringer baade uttømmende og grundige. Videre har indstevnte indhentet erklæring fra politimesteren, der den 26 juli 1911 - ogsaa efter at ha gjennemgaat sakens dokumenter - erklærer, at hans opfatning efter de foreliggende oplysninger var, at angjældende var farlig for den offentlige sikkerhet og derfor snarest maatte indlægges paa asyl. - - -

Retten finder ikke grund til i detalj at referere denne vidtløftige vidneførsel. Gjennem summen av de tilveiebragte oplysninger har retten faat den opfatning, at citanten av saagodtsom alle sine sambygdinger, baade de med hvem han kom i daglig berørelse, og de hvem han stod fjernere, stedse har været anset som en rolig og normal mand, og at hans indlæggelse i sindssykeasyl saagodtsom overalt hvor han var kjendt, har i høieste grad vakt forundring. Navnlig maa der i saa henseende lægges vegt paa lensmandens, ordførerens og de nærmeste naboers (1ste, 10de, 3dje og 4de hovedvidnes) prov. Det maa dog herved merkes, at alle, som har forklart sig i denne retning, har uttalt, at de var uvidende om, at han skulde ha utvist voldsom eller truende adfærd mot hustruen, og at de maaske vilde ha hat en anden mening, hvis de hadde kjendt til en saadan adfærd. - - -

Det kommer imidlertid ved bedømmelsen av indstevntes ansvar ikke an paa de oplysninger, som senere gjennem en over flere aar utstrakt saksbehandling er erhvervet. Ansvaret maa bedømmes efter situationen, saaledes som den forelaa for ham, da han maatte avgi sin erklæring. Der forelaa jo da en av politiet optat utenretslig efterforskning, og det var paa grundlag av denne at indstevntes erklæring blev æsket av amtmanden. Efterforskningen er vistnok (navnlig naar hensyn tages til de senere erhvervede oplysninger) mangelfuld, idet den utvilsomt burde ha været utstrakt ogsaa til avhørelse av de øvrige opsittere paa gaarden og deres husstand. Nogen forpligtelse i saa henseende paalaa imidlertid ikke indstevnte. Lægen er ikke efterforskningsmyndighet, har intet middel til at fremtvinge forklaringer, og han er forpligtet til at avgi sin erklæring paa grundlag av de oplysninger, som forelægges ham av politiet. Ordren til ham gik ogsaa kun ut paa at underkaste angjældende undersøkelse. Indstevnte hadde vist nok, hvis han fandt, at efterforskningen ikke avgav tilstrækkelig grundlag for en lægevidenskabelig avgjørelse, adgang til at tilbakesende saken til amtet eller politiet med anmodning om videregaaende efterforkning; men det maa her merkes, at der ikke forelaa nogen særlig grund for ham til at anta, at efterforskningen ikke indeholdt alle de væsentlige oplysninger, som var at erholde,

Side:16

samt at ordren til ham fra amtet gik ut paa snarast mulig forføining, og at videre politimesteren ved sin oversendelse av saken til amtmanden allerede hadde uttalt, at «det synes med tilstrækkelig tydelighet at fremgaa av oplysningerne, at angjældende antages at lide av en til sindsygdom grænsende jalusi.» Naar indstevnte paa grundlag av det saaledes for ham foreliggende materiale skulde avgi sin erklæring og navnlig efter de av citantens barn under efterforskningen avgivne forklaringer, kan det efter rettens mening ikke karakteriseres som uforsvarlig av ham, at han konkluderte med at anse citanten som behersket av en fiks idé, og det med saadan styrke, at der kunde være fare for hustruens liv, - og det navnlig, da citantens egen forklaring for ham bl.a. om at hustruen ogsaa hadde staat i utillatelig forhold til andre end Nils Askelsen var egnet til at styrke denne opfatning. Indstevntes konferanse specielt med Nils Askelsen var vel begrundet, og der forelaa dengang ingen grund for ham til at anta, at dennes forklaring skulde være usandfærdig eller overdreven; og denne forklaring har ogsaa bestyrket de øvrige for ham foreliggende oplysninger. Doktor Lærums, av lensmanden paa Voss refererte uttalelse maatte ogsaa bestyrkes, hvad der forøvrig var oplyst, navnlig da han hadde tilset hustruen ved den omhandlede leilighet. Indlæggelsen sees at være skedd i henhold til §10 i lov om sindssykes behandling av 1848, uagtet der forelaa en straffeklage fra citantens hustru. Den fremgangsmaate, som straffeprocesloven foreskriver, er utvilsomt den mest betryggende, navnlig fordi den kræver erklæring fra 2 læger samt kjendelse av en domstol, før indlæggelse kan ske. Retten finder ikke grund til at uttale sig under denne sak om hvorvidt politiet med hensyn til fremgangsmaaten og iøvrig har truffet det rette valg. Den skal dog bemerke, at myndigheterne i de gjentagne henvendelser til dem fra hustruens og hendes stedfars side hadde opfordring til at handle med størst mulig hurtighet. - - -

Indstevnte blir efter det anførte at frifinde. - - -

Av overrettens dom:

- - - At indstevnte har opfyldt denne sin agtsomhetspligt og handlet som det maa forlanges av ham, kan jeg ikke finde, og antar jeg, at hans uagtsomhet har været av den art og saa stor, at han derfor maa bli ansvarlig. Der forelaa for distriktslæge» en av lensmanden optat utenretslig efterforskning, om hvilken der ogsaa forelaa lensmandens overordnede - politimesterens uttalelse om, at den var mangelfuld, og som intet indeholder til belysning av, hvorvidt det virkelig var vrangforestillinger med hensyn til hustruens utroskap appellanten led av, eller om beskyldningerne var begrundet, og som forøvrig heller intet indeholder angaaende appellanten - hans person og øvrige forhold. - - - En læge kan selvfølgelig alene ved personlig iagttagelse ha nok materiale til avgjørelse av spørsmaalet sindssyk eller ikke, men efter indstevntes erklæring maa man gaa ut fra, at resultatet med hensyn til appellantens farlighet for den offentlige sikkerhet alene er blit til gjennem de utenfor indhentede oplysninger og resultatet med hensyn til sindssygdommen efter det «ovenfor oplyste» - altsaa efter det, som kan utledes av de forhaandenværende dokumenter og indholdet av appellantens forklaring. Om personlig iagttagelse under lægens ene besøk som medvirkende til resultatet kan der vel heller ikke være tale, naar lægerne paa

Side:17

Nevengaardens asyl, efterat han hadde været der i 3-4 uker, ikke hadde iagttat noget som bestemt tydet paa, at «han var sindssyk».

Indstevnte hadde efter dette ikke tilstrækkelig grundlag for sin erklæring, og da det ikke er godtgjort, at appellanten paa den tid var sindsyk, idet det motsatte synes at fremgaa av opholdet paa Neevengaardens asyl og vidneprovene om appellantens person, maa man gaa ut fra, at saken - helt betryggende behandlet - ikke vilde ha ledet til appellantens indlæggelse paa asyl som erklært sindssyk og farlig for den offentlige sikkerhet.

Distriktslægen hadde selvfølgelig ingen pligt til paa grundlag av det forhaandenværende materiale at komme til nogen slutning. Det var jo tvertimot hans pligt som sakkyndig at forlange og gi anvisning paa de oplysninger, som maatte mangle, og om en sindssykeerklæring ikke blev avgit straks, stod man formentlig her ikke mere hjælpeløs end i andre tilfælde overfor en person, der er fremkommet med trusler, som kan betrygtes iverksat. - - Otto Wærness, kst.

Jeg kommer til samme resultat som førstvoterende, idet jeg finder at maatte betegne det som grov uagtsomhet, at indstevnte avgav sin under saken omhandlede erklæring paa det for ham foreliggende grundlag. - - - Det stiller sig for mig som hævet over al tvil, at indstevnte efter det for ham ved den anstillede undersøkelse av appellanten personlig foreliggende fornuftigvis kun hadde et av to at gjøre - enten at henstille til rette vedkommende at la de fornødne oplysninger indhente eller selv paa stedet at konferere med flere av appellantens naboer. Det er i virkeligheten intet argument for indstevnte, at han var nødt til at erklære sig, at det hastet, og at han ingen pligt hadde til selv at foreta efterforskning. - - - O. P. Olsen.

Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med de foranvoterende.

F. C. Prahl.