Rt-1919-167

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-05-02
Publisert:	Rt-1919-167
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 43/1 s.a.
Parter:	Grosserer Einar Stensrud (advokat Arne Rygh) mot Bamble Aktie-Celiulosefabrik (advokat Kristen Johanssen).
Forfatter:	Mejdell, Prydz, Rivertz, Christiansen, Vogt, Moe, Reimers
Lovhenvisninger:	Kjøpsloven (1907) §24

Assessor Mejdell: Ved Stavanger handelsrets dom av 26 februar 1917 blev saaledes kjendt for ret: Indstevnte, grosserer Einar Stensrud, bør til citantskapet, Bamble Aktiecellulosefabrik, betale kr. 55.961,78 med 5 procent aarlig rente av kr. 13.537,31 fra 24 februar 1915, kr. 9.573,04 fra 12 mai 1915 kr. 10.875,67 fra 9 juli 1915, kr. 12.105 fra 24 september 1915 og av kr. 9.870,76 fra 14 december 1915, alt til betaling sker, samt denne saks omkostninger med kr. 250.

Denne dom er av grosserer Einar Stensrud indanket her for retten, hvor der for ham er nedlagt saadan paastand: At appellanten, Einar Stensrud, frifindes for indstevnte, Bamble Aktie-Celulosefabriks tiltale og hos indstevnte tilkjendes sakens omkostninger for begge retter.

Indstevnte, Bamble Aktie-Cellulosefabrik, har paastaat handelsrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt omkostninger for Høiesteret.

Med hensyn til sakens nærmere omstændigheter henviser jeg til handelsretsdommen.

Jeg kommer til samme resultat som handelsretten. Jeg er enig med den i dens fortolkning av hvorledes den under saken omhandlede klausul er at forstaa.

Naar handelsretten har ilagt grosserer Stensrud ansvar, er det, som det av præmisserne vil sees, paa den betragtning, at der ikke er forelagt retten tilstrækkelige oplysninger med hensyn til spørsmaalet, om krigen og dens konsekvenser hadde medført hindringer av den betydenhet, at Stensrud maatte være berettiget til at fratræde kontrakten. Handelsretten la særlig vegt paa, at en, mens saken verserte for retten, fremsat provokation ikke var blit besvart. Ved Høiesteret har Stensrud fremlagt i oversættelse de fakturaer og certepartier, der vedrører fire av de under saken omhandlede ladninger kul. Derimot er av ham ikke fremlagt faktura eller certeparti for den sidst leverte ladning med dampskibet «Caerlock» angaaende et parti, stort 733 tons. Videre har Stensrud fremlagt en skematisk oversigt, hvori han har sammenholdt

Side:168

kontraktspriserne for de ovennævnte fire ladninger med de priser og den fragt han efter sin fremstilling har maattet betale for disse ladninger, hvorefter han har foretat en gjennemsnitsberegning paa grundlag av nævnte oversigt, der utviser et tap paa de fire ladninger, stort kr. 44.535,83. Paa dette grundlag har han beregnet et gjennemsnitstap paa «Caerlock»s last, hvorefter tapet for denne ladnings vedkommende skulde utgjøre kr. 11.801,30. Det samlede tap skulde saaledes bli noget over kr. 56.330. Indstevnte, Bamble Aktie-Cellulosefabrik, har gjort gjældende, at særlig da der mangler opgave for den ladnings vedkommende, som har været fragtet med dampskibet «Caerlock», er den ved Høiesteret foretagne dokumentation ikke saa tilstrækkelig, at man med sikkerhet kan avgjøre, i hvilken utstrækning affæren kan antages at ha paaført Stensrud tap. Det er fremhævet, at foruten det mangelfulde i oplysningerne med hensyn til «Caerlock gjælder tillike, at oplysningerne betræffende de fire første ladninger heller ikke er saa uttømmende som ønskelig kunde være. Navnlig er der blit anket over, at man, hvad der allerede ved handelsretten var paa det rene, kan se, at de engelske firmaer i sidste fjerdingaar 1914 har sendt skrivelser til Stensrud, hvori de har kancellert partier, de efter ældre kontrakter skulde pligte likeoverfor Stensrud; men den korrespondanse er ikke blit dokumentert, som i den anledning videre maatte ha utviklet sig mellem Stensrud paa den ene side og de engelske firmaer paa den anden. Heller ikke foreligger der nogen kontoavskrift fra Stensruds bøker, utvisende hvorledes indkjøp og realisation av de forskjellige ladninger har stillet sig.

Jeg mener, skjønt jeg med hensyn til dette har været i adskillig tvil, at cellulosefabrikken maa gives medhold i den betragtning, at naar Stensrud ved handelsretten paa en tid, da alle oplysninger med lethet maatte kunne skaffes, undlot at efterkomme den til ham stillede provokation, pligter han naar han her Høiesteret vil rette paa denne sin forsømmelse, at levere fyldigere oplysninger, end han har gjort. At han ved handelsretten burde ha efterkommet provokationen, er jeg med handelsretten enig i. Jeg voterer efter det anførte som nævnt for stadfæstelse av handelsretsdommen, dog saaledes at sakens omkostninger for begge retter ophæves.

Konklusion:

Handelsretten dom bør med magt at stande, dog saa at omkostningerne ophæves. Likeledes ophæves processens omkostninger for Høiesteret.

Assessor Prydz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Hvorvidt en sælger med hjemmel i en klausul som den foreliggende kan annullere et salg paa grund av prisfluktuationer og i tilfælde i hvilken grad en prisforskjel i hans disfavør maatte foreligge, forat han skulde ha en saadan adgang, er spørsmaal, som jeg ikke finder det nødvendig at gaa nærmere ind paa. Jeg vil kun si saa meget, at hvis en saadan omstændighet skal kunne komme i betragtning.

Side:169

maatte det ialfald være et aldeles eksorbitant tap, som kontraktens opfyldelse vilde medføre for sælgeren. Men jeg mener altsaa med førstvoterende, at det ikke kan ansees ved de oplysninger, som fra Stensruds side er tilveiebragt, bragt paa det rene, at man her har for sig et saadant forhold.

Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og kan ogsaa tiltræde de av hr. assessor Prydz gjorte bemerkninger.

Ekstraordinær assessor Christiansen: Jeg er tilbøielig til at opfatte den foreliggende klausul som en almindelig force majeure-klausul, saaledes at Stensrud ikke kan bli fri for at levere, medmindre der for at rydde hindringerne tilside trænges saa store opofrelser fra hans side, at det efter en fornuftig bedømmelse av forholdene ikke kan paalægges ham at bære dem. Jeg finder det imidlertid ikke nødvendig at gaa nærmere ind paa dette spørsmaal. Ti selv om klausulen opfattes saaledes som av handelsretten gjort, og saaledes altsaa at Stensrud derved har bragt sig i en noget gunstigere stilling som sælger, end han vilde ha været efter den almindelige force majeure-klausul, mener jeg med handelsretten og de tidligere voterende, at det ikke er godtgjort, at der her har foreligget saadanne hindringer for produktion, levering eller befragtning, at han med hjemmel av klausulens ordlyd skulde kunne fritages for kontraktens opfyldelse. Jeg kommer derfor til samme resultat som førstvoterende.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Jeg er om end under adskillig tvil kommet til et andet resultat end de tidligere voterende. Som handelsretten finder jeg, at det har været meningen med den under saken omhandlede klausul at skaffe appellanten en heldigere position end de almindelige regler om force majeure medfører. Jeg mener videre likesom handelsretten, at det har været begge parters mening, at leveransen skulde ske direkte fra England, og at appellantens forbindelser i England paa grund av krigen har anset sig berettiget til at annullere de med appellanten indgaaede kontrakter, likesom endelig at saadan annullering ogsaa fandt sted foruten, som i handelsretsdommen uttalt i 1914, tillike i januar 1915. Under disse omstændigheter mener jeg, at appellanten med rette maa kunne paaberope sig klausulen, selv om opfyldelse av overenskomsten ikke kan siges likefrem umuliggjort, naar det godtgjøres eller bringes til sandsynlighet, at en saadan opfyldelse var blit i høi grad vanskeliggjort eller hindret, saa dens gjennemførelse i virkeligheten vilde bli noget andet end ved indgaaelsen forutsat. Og dette forekommer mig her er gjort. Jeg skal vistnok medgi, at appellantens dokumentation ikke er helt tilfredsstillende i saa henseende, og at der specielt, forsaavidt angaar ladningen pr. «Caerlock» alene foreligger en beregning, basert paa gjennemsnittet vedkommende de øvrige ladninger. Men saa meget synes jeg dog fremgaar med sikkerhet av det her ved Høiesteret oplyste, at krigen og de dermed sammenhængende forhold i overordentlig grad for ikke at si helt hadde forrykket det forretningsmæssige milieu,

Side:170

hvorunder kontrakten var avsluttet, og dette antar jeg nævnt maa være tilstrækkelig. Jeg vil derfor votere for tilfølgetagelse av appellantens paastand, dog med ophævelse av sakens omkostninger for begge retter. Konklusion anser jeg det overflødig at forme.

Ekstraordinær assessor, sorenskriver I. Moe: Jeg er enig med førstvoterende og tiltræder derhos de av hr. assessor Prydz gjorte bemerkninger.

Assessor Reimers: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av handelsrettens dom:

Indstevnte, grosserer Einar Stensrud, solgte ved kontrakt av 6 juli 1914 til citantskapet, Bamble Aktie-Cellulosefabrik, 3.500 tons stenkul, der skulde leveres gjennem aaret 1915 i ladninger fra 600 til 1.000 tons, efter varsel til sælgeren for hver skibning. Da aaret 1915 kom, og citantskapet forlangte første levering efter kontrakten, svarte indstevnte, at han ikke kunde «levere mot kontrakt, saalænge krigen varer». Herimot protesterte citantskapet og forlangte fuld levering efter kontrakten. I manglende fald forbeholdtes ethvert ansvar med tilkjendegivende, at fabrikken da maatte kjøpe kul for indstevntes regning og debitere ham for differansen. Imidlertid viste det sig under korrespondansen mellem parterne, at der fra indstevntes side intet var iveien for, «uten præjudice for saken», at levere kul under krigen, men «ikke paa den tidligere sluttede kontrakt», og saaledes blev forholdt. Indstevnte leverte citantskapet i løpet av vaaren 1915 5 ladninger kul tilsammen 3.500 tons, der efter indstevnte ved hver ladning tilstillede regninger betinget en prisdifferanse høiere end kontraktsprisen av tilsammen kr. 55.961,78, som forgjæves er avkrævet indstevnte. - - -

Indstevnte har til sin befrielse paaberopt sig følgende klausul i kontrakten: «European war, force majeure, strikes, lockouts, restriction of output, holidays, accidents, ice, quarantine or other epidemies hindrances intervening or interfering with the production, delivery, or chartering, or strike at port of destination which may interfere with the discharging give seller the Option to suspend or to cancel partly or entirely, any deliveries under this Contract», hvilken klausul av citantskapet er oversat saaledes: «Europæisk krig, force majeure, - - - hindringer, der kommer imellem eller stiller sig i veien for produktionen, levering eller berragtning, eller streik paa bestemmelsesstedet, som kan hindre løsningen, gir sælgeren ret til at suspendere eller annullere delvis eller helt levering efter denne kontrakt». Indstevnte hævder nemlig, at denne klausul uanset de almindelige regler om force majeure (kjøplovens §24) berettiget ham til efter krigens utbrud at hæve kontrakten. - - -

Retten skal bemerke: Den av citanten leverte oversættelse av omhandlede klausul er i alt væsentlig godkjendt av indstevnte, idet der mellem parterne fornemmelig er strid om, hvorvidt «hindringerne» skal være absolutte eller kunne overvindes, og i saa maate maa retten erklære sig enig med indstevnte. Det har nemlig aapenbart været meningen med klausulen at skaffe indstevnte en heldigere position end de almindelige regler om force majeure gir, ti ellers hadde klausulen været unødvendig. Skulde imidlertid hindringen være absolut og uovervindelig, saa vilde

Side:171

klausulen intet andet indeholde, end hvad der følger av de almindelige retsregler om kontrakters ikke-opfyldelse. Er man enig heri, blir da spørsmaalet, om den efter kontraktens indgaaelse opstaaede krig har lagt saadanne vanskeligheter iveien for kontraktens opfyldelse, at de set fra parternes standpunkt som forretningsmænd kan siges at ha umulig gjort leveringen efter kontraktens priser. Det har aapenbart været begge parters mening, at leveransen skulde ske direkte fra England, og indstevnte har da dokumentert, at en del av hans forbindelser i England paa grund av krigen ansaa sig berettiget til at annullere de indgaaede kontrakter, men samtlige disse annullationer fandt sted i 1914 og altsaa i de første maaneder efter krigens utbrud, mens det paa den anden side jo ved indstevntes leveranse i 1915 er godtgjort, at indstevnte har faat kul fra England i rette tid efter kontrakten. Om dette er skedd efter indstevntes gamle kontrakter med hans forbindelser i England, er ikke oplyst, idet indstevnte har negtet at efterkomme citantskapets provokation, hvorfra han fik de leverte kul og til hvilke priser. Som grund for denne negtelse har indstevnte anført, at oplysninger er unødvendige, idet han henviser til de priser, citantskapet har maattet betale ham for kullene, og anført, at han kun har hat almindelig kjøbmandsfortjeneste paa disse. I denne betragtning kan retten ikke være enig. Ved bestemmelsen av, hvervidt krigen har lagt saadanne hindringer iveien for leveransen efter kontrakten, at indstevnte forretningsmæssig set kan ansees berettiget til at hæve kontrakten, er det, naar indstevnte allikevel har levert det bestemte kvantum i rette tid, av avgjørende betydning at faa vite indstevntes indkjøpspriser, mens utsalgsprisen i saa henseende ingen rolle spiller. Efter de av citantskapet fremlagte regninger var den oprindelige salgspris fra 11 shill. 9 d. til 12 shill. 3 d. pr. ton, mens citantskapet nu har maattet betale fra 27 shill. 9 d. til 32 shill. 3 d. Dette er jo en betragtelig forskjel, men saa længe man ikke vet, hvor stor del av denne forskjel der er tilfaldt indstevnte som fortjeneste, kan man ikke derav slutte, at indkjøpsprisen har stillet sig saa abnormt høi, at den har berettiget indstevnte til at hæve kontrakten, og i dette spørsmaal er det indstevnte, som har bevisbyrden. Retten mener altsaa, at den omprocederte klausul maa forstaaes saaledes, at krigen alene ikke berettiger indstevnte til at hæve kontrakten, men at denne maa ha lagt saadanne hindringer iveien for leveransen, at disse forretningsmæssig set maa lede til kontraktens ophævelse. Blandt disse hindringer, der følger av krigen, kan ogsaa være indkjøpsprisen, men denne maa da ha været saa abnorm høi, at forholdet forretningsmæssig set maa ha nærmet sig grænsen av force majeure, og for at forholdet har stillet sig saaledes, har selvfølgelig indstevnte bevisbyrden. I nærværende tilfælde maatte det ha været meget let for indstevnte at efterkomme provokationen og derigjennem gi retten midler i hænde til at bedømme, hvorledes forholdet har stillet sig i denne henseende, men da han ikke har villet gjøre dette, maa han bli at fælde. - - -

Side:307

I straffesak, hvor tiltalen gjælder overtrædelse av Provianteringsdepartementets i henhold til lov trufne bestemmelser om maksimalpriser, frifinder meddomsretten tiltalte, idet retten antar, at den stedfundne bekjendtgjørelse av departementets kundgjørelse, der angav tiden for sin ikrafttræden, ikke tilfredstillet paabudet i lov av 1 april 1876 §1d, da bekjendtgjørelsen ikke i sin helhet var indtat i Lovtidende, og da ikke kunde være bindende for tiltalte.