Rt-1919-307

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1919-02-15
Publisert:	Rt-1919-307
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 16/1 B s.a.
Parter:	Straffesak mot Hans Fredrik Esbensen (aktor: advokat Nørregaard - forsvarer: advokat H. I. Klingenberg).
Forfatter:	Lie, Vogt, Scheel, Paulsen, Hambro, Rivertz, Mejdell
Lovhenvisninger:	Lov angaaende Udgivelse af en Lovtidende (1876) §1, Lov om salg og utførsel av fødevarer (1917), §1d, §2, Straffeloven (1902) §339, Lov om salg og utførsel av fødevarer (1917) §4

Konst. ekstraordinær assessor, byretsassessor Lie: I nærværende sak blev kjøbmand Hans Fredrik Esbensen, Vadsø, ved tiltalebeslutning av 18 juli 1918 sat under tiltale ved Vadsø sorenskriveris meddomsret til fældelse efter lov nr. 1 av 14 mai 1917 §4, jfr. lov nr. 1 av 18 august 1914 med tillægslove og Provianteringsdepartementets kundgjørelse av 22 mars 1918, for at ha overtraadt de i henhold til lov av Provianteringsdepartementet trufne bestemmelser om maksimumspriser paa varer eller gjenstande - ved i april maaned 1918 fra sin filial i Kiberg at ha solgt middels lys sirup til en pris av kr. 1,70, 1,75 og 1,80 pr. kg., hvorved den fastsatte maksimalpris blev overskredet med henholdsvis 50, 55 og 60 øre pr. kg.

Ved meddomsrettens dom av 6 december 1918 blev tiltalte frifundet. Av dommens præmisser fremgaar, at retten anser det bevist, at tiltalte har solgt sirup saaledes som i tiltalebeslutningen angit. Naar retten allikevel frifandt tiltalte, var det paa grundlag av den betragtning, at Provianteringsdepartementet kundgjørelse av 22 mars 1918 ikke i nærværende tilfælde kunde ansees bindende for ham. Vistnok var der i Lovtidenden, bemerker retten, indtat en meddelelse om, at der ved den nævnte kundgjørelse var fastsat maksimalpriser, men derimot ikke i meddelelsen anført selve de fastsatte maksimalpriser; heller ikke stod der noget om straffeklausulen i de love, i henhold til hvilke kundgjørelsen var utfærdiget, likesaalitt som der var anført noget angaaende bestemmelsen om, at der av provianteringsraadet kan gjøres tillæg for havte fragtutlæg. Derefter indeholder domspræmisserne følgende:

«Retten antar, at denne bekjendtgjørelsesmaate ikke kan tilfredsstille paabudet i lov av 1 april 1876 §1d, hvor det heter, «at i Lovtidenden blir at indføre de av Kongen eller et regjeringsdepartement givne eller approberte anordninger og bestemmelser, hvis overtrædelse kan paadrage private ansvar eller tap av rettigheter». Skal disse anordninger og bestemmelser være bindende for den private borger, maa de efter

Side:308

rettens mening være indført i Lovtidenden i sin helhet, i ethvert fald i et tilfælde som nærværende, hvor tiltalte under saken har paastaat, at han, da salget fandt sted, var uvidende om den fastsatte maksimalpris paa sirup, og hvor der heller ikke er ført noget bevis for, at tiltalte paa anden maate er blit gjort bekjendt med indholdet av titnævnte skrivelse fra Provianteringsdepartementet av 22 mars 1918.

Paa meddomsrettens dom er erklært anke av statsadvokaten i Tromsø og Finmarkens lagsogn. Anken er grundet paa, at den lovanvendelse, som har faat uttryk i det citerte av meddomsrettens dom, er urigtig.

Jeg er kommet til det resultat, at anken maa gives medhold. Kundgjørelsen av 22 mars 1918 bestemmer selv, at den træder i kraft fra og med onsdag den 27 mars 1918. Som følge herav var det ikke nødvendig at indrykke kundgjørelsen i Lovtidenden i medhold av lov av 1 april 1876 §2 av hensyn til ikrafttrædelsestidens beregning. Og nu er det ganske vist saa, at kundgjørelsen er av den slags bestemmelser, som skal indføres i Lovtidenden i henhold til nævnte lovs §1 litra d. Men denne forskrift kan efter min mening blot opfattes som et paabud til administrationen, hvis overtrædelse utsætter de skyldige for ansvar. Derimot anser jeg ikke overholdelsen av forskriften som en betingelse for bestemmelsens forbindende kraft. Jeg henviser herom til Høiesterets kjendelse av 17 december 1918 i offentlig straffesak mot Olaus Klemetsen Fjellby.

Der er fra tiltaltes forsvarers side for Høiesteret reist spørsmaal om, hvorvidt tiltalte ikke bør frifindes paa grund av retsvildfarelse, uanset om man forkaster meddomsrettens lovanvendelse i den foran omhandlede henseende. Forsvareren har forsaavidt henvist til bemerkningerne i meddomsrettens dom om, at der ikke er ført noget bevis for, at tiltalte er blit gjort bekjendt med kundgjørelsen av 22 mars 1918. Jeg finder, at anken efter sakens stilling ikke kan forkastes av denne grund. De nævnte bemerkninger av meddomsretten er fremkommet under behandlingen av spørsmaalet om, hvorvidt kundgjørelsen overhodet var bindende for tiltalte i dette tilfælde. Derimot har retten ikke behandlet spørsmaalet om tiltaltes frifindelse paa grund av retsvildfarelse. Særlig uttaler meddomsretten intet om, hvorvidt den finder, at det kan lægges tiltalte tillast, at han ikke har kjendt de ved kundgjørelsen fastsatte maksimalpriser paa sirup. Der foreligger heller ikke for Høiesteret saadanne oplysninger, at der efter min mening kan bli tale om at frifinde tiltalte paa dette grundlag. Efter det saaledes anførte stemmer jeg for, at meddomsrettens dom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves.

Konklusion:

Meddomsrettens dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandllng ophæves, fordi meddomsretten har antat, at de i Provianteringsdepartemenets skrivelse av 22

Side:309

mars 1918 fastsatte bestemmelser ikke var bindende for tiltalte, fordi skrivelsen ikke i sin helhet var indtat i Lovtidenden og tiltalte ikke paa anden maatte var blit gjort bekjendt med deres indhold.

Salærerne ansættes for aktor, advokat Nørregaard, til 120 - et hundre og tyve - kroner og for forsvareren, advokat H. O. Klingenberg, til 90 - niti - kroner.

Assessor Vogt: Jeg finder ikke grund til at ophæve meddomsrettens dom, idet jeg antar, at dens lovanvendelse bør opretholdes. Jeg opfatter meddomsretten domsgrunde derhen, at retten har antat, at tiltalte ikke har kjendt til vedkommende prisreguleringsbestemmelse, førend de i tiltalebeslutningen omhandlede salg blev foretat, og at dette tiltaltes ubekjendtskap til Provianteringsdepartementets bestemmelse saamegetmindre kan lægges ham tillast, som bekjendtgjørelsen i Lovtidenden, i hvilken efter §1, litra d, i lov av 1 april 1876 departementets bestemmelse skulde indføres, alene angir, at maksimalpriser for salg av sirup er fastsat, uten at gi oplysning om, hvad denne fastsættelse gik ut paa, likesaalitt som om, at overtrædelse var strafbar. Jeg mener, at meddomsretten med føie har anset disse omstændigheter at være befriende for tiltalte likeoverfor den mot ham reiste straffepaastand. Jeg finder en støtte for denne meddomsrettens opfatning i straffelovens §339,2 og de høiesteretsavgjørelser, hvorved overtrædelse av nogen av offentlig myndighet i henhold til lov git forskrift har været anset strafløs, naar forskriften ikke uttrykkelig har angit, at dens overtrædelse var belagt med straf.

Idet jeg er enig med førstvoterende med hensyn til salærerne, voterer jeg efter det anførte for ankens forkastelse.

Assessor Scheel: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordnær assessor Paulsen, assessor Hambro og ekstraordinær assessor Rivertz: Likesaa.

Assessor Mejdell: I det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Vogt.

Kjendelse av sagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.