Rt-1919-373
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1919-03-06 |
| Publisert: | Rt-1919-373 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 20/1 B. s.a. |
| Parter: | Otto Smidesang ved verge Peder Smidesang (adv. Chr L. Jensen) mot Kristine Løsnes og Thomas Løsnes (adv. Valentin Voss). |
| Forfatter: | Vogt, Scheel, Lie, Rivertz, lagmand Vogt, skifteforvalter Schaanning, Mejdell |
| Lovhenvisninger: | Vasdragsloven (1887) §10, §2, §4, Norske Lov (1687) 5- |
Assessor Vogt: Otto Smidesang har som eier av Ødegaarden Søndre, gnr 147, br.nr. 1, i Ringebu, reist nærværende sak mot Kristine Løsnes og Thomas Løsnes for at hævde sin formentlige eiendomsret til nogen saakaldte volder beliggende i Gudbrandsdalslaagen, til hvilke volder ogsaa de indstevnte formener sig eiendomsberettiget. Saken blev ved underretten den 30 august 1915 paadømt av sorenskriveren i Søndre Gudbrandsdalen med meddomsmænd med det utfald, at de indstevnte blev frifundet for citantens tiltale under ophævelse av processens omkostninger. Samme utfald fik saken ved Trondhjems overrets dom av 29 januar 1917, idet omkostningerne ophævedes ogsaa for overretten.
Overrettens dom er av Otto Smidesang ved verge indanket for Høiesteret. Appellanten har erholdt appelbevilling, forsaavidt angaar saken mellem ham og Thomas Løsnes, mens det under et den 12 august 1918 optat aastedstingsvidne er av skjønsmændene uttalt, at det areal, hvorom der tvistes mellem Peder Smidesang (appellantens verge) og Kristine Løsnes, blir at værdsætte til 3.000 kroner. Den av appellanten for Høiesteret nedlagte paastand er saalydende:
Principalt: «At Otto Smidesang som eier av gnr 147, bnr 1 Ødegaard Søndre i Ringebu kjendes eiendomsberettiget saavel til vandet som til de volder og øer i Losna (Laagen), som ligger ut fra nævnte eiendom, begrænset paa siden av linjer trukket parallelt fra eiendommens grænser paa land mot nord og syd ret over til den motsatte landside.»
Subsidiært: «At Otto Smidesang som eier av gnr 147, bnr 1 Ødegaard Søndre i Ringebu kjendes eiendomsberettiget saavel til vandet som til de volder og øer i Losna (Laagen), som ligger ut for nævnte eiendom, begrænset paa siden med perpendikulærer paa djupaalen trukket fra eiendommens grænser paa land mot nord og syd.»
Atter subsidiært følgende tilføielse enten til den principale eller subsidiære paastand:
«og begrænset utad av en linje trukket fra Storøens sydvestlige spids ret over til husebygningerne paa eiendommen Spekhus.»
De indstevnte har paastaat overrettens dom stadfæstet. Fra begge parters side er nedlagt vanlig paastand om tilkjendelse av omkostninger.
De nærmere omnstændigheter ved saken er i sine hovedtræk gjengit i underrettens dom. For Høiesteret foreligger endel nye bevisligheter, som jeg skal omhandle i den utstrækning, hvori jeg finder, at de har betydning for sakens avgjørelse. De omhandlede holmer eller saakaldte volder er som
Side:374
anført i underrettens domspræmisser opstaat ved, at elven paa vedkommende strækning efterhaanden er opgrundet, og de utgjør i det væsentlige en fortsættelse av eller tilknytninger til ovenfor liggende liggende volder eller ører, som er beliggende utenfor de indstevntes eiendomme paa det faste land, og som uomtvistet tilligger disse eiendomme. Naar de indstevnte gjør gjældende at ha eiendomsret ogsaa til de omtvistede arealer, uagtet disse ligger ret utenfor og nærmere appellanternes eiendom Søndre Ødegaard, end de ligger i forhold til de indstevntes eiendomme paa det faste land, saa bygger de indstevnte sin paastand herom væsentlig paa den anførsel, at arealerne maa ansees som en naturlig tilvekst til den dem tilliggende ovenfor liggende grund i elven, og at de derfor maa følge denne, hvad eiendomsforholdet angaar. Heri kan jeg ikke gi de indstevnte medhold. Efter §4 i vasdragsloven av 1 juli 1887 er det gjældende retsregel mellem eiendomme ved samme landside av en elv, - og her ligger baade appellanternes eiendom og indstevntes eiendomme paa østsiden av Laagen, - at grænsen i elven, hvor den ikke forut er fastsat, er at bestemme saaledes, at ethvert punkt av grunden tilhører den strand, som det ved lav vandstand ligger nærmest. Dette har derfor været det bestaaende retsforhold mellem parternes eiendomme med hensyn til eiendomsretten i elveløpet, inden bunden i samme blev opgrundet, hvorved de omhandlede volder opstod, og dette eiendomsforhold kan ikke ansees forandret eller forrykket derved, at elvebunden paa den maate som anført efterhaanden er blit opfyldt. Denne retsopfatning har faat et positivt uttryk i N.L. 5-11-5 og er ogsaa stadfæstet i vasdragslovens §10.
Efter de foreliggende oplysninger maa det antages, at det omtvistede areal, efterat det delvis var blit bevokset med græs og krat, først er blit tat i bruk fra de indstevntes eiendomme ved slaat og havning; men det er tillike godtgjort, at ogsaa fra appellanternes eiendom er, om end i en senere tid og i mindre utstrækning, gjort lignende bruk av ialfald de eiendommen nærmest liggende dele av det opskyllede areal. Jeg har ikke forstaat de indstevntes procedyre derhen, at de gjør gjældende eiendomserhvervelse gjennem hævd, og ialfald finder jeg ikke, at betingelserne derfor kan antages at foreligge.
Det er imidlertid ikke paa det heromhandlede grundlag, at de underordnede retter har frifundet indstevnte, men ut fra den forutsætning, at djupaalen i elven utenfor appellanternes eiendom Søndre Ødegaard tidligere har gaat klos under det faste land, østenfor den omtvistede strækning av elvegrunden. Ut fra denne forutsætning og i henhold til bestemmelserne i vasdragslovens §2 og §10 er det da av de underordnede retter antat, at strækningen ialfald ikke tilhører appellanternes eiendom, hvilket da igjen maatte føre til de indstevntes frifindelse for hans tiltale. Fra de indstevntes side er der ogsaa, som jeg har opfattet deres procedyre, reist paastand om, at Søndre Ødegaard overhodet ikke strækker sig ned til elvebredden. Denne paastand kan imidlertid efter min mening ikke gives medhold. Det er ikke oplyst, at stranden nedenfor eller utenfor
Side:375
Søndre Ødegaard tilligger nogen anden eiendom, og i en for Høiesteret dokumentert delingsforretning av 1842, hvorved gaarden Ødegaard blev delt i en søndre og en nordre del, er det uttrykkelig anført, at delet gaar «ned til vandet (Laagen)». I aastedsbeskrivelsen efter befaringen i nærværende sak er det ogsaa anført, at Søndre Ødegaards nordgrænse gaar over veien og frem til en nedsat merkesten, der paa det fremlagte rids blev avmerket med et blyantskryds, og hvilket punkt er anført at ligge ved elven. Det er i forbindelse med det her omhandlede av de indstevnte gjort gjældende, at en bielv, der kaldes Trosvikelven, og som nu falder ut i Laagen paa den strækning, det her gjælder, altid har avgrænset Løsnes fra de østenfor liggende gaarde, og at denne grænselinje maa bli at forlænge som følgende elven, eftersom denne selv forlænges derved, at elvebunden i hovedelven opskylles, - hvorefter Trosvikelven ogsaa skulde komme til at danne grænse mellem Løsnes og Søndre Ødegaard, der tidligere laa utenfor Trosvikelvens utløp i Laagen. Til forkastelse av denne paastand er det tilstrækkelig at anføre, hvad ovenfor er uttalt om, at den oprindelige eiendomsret til elvebunden ikke kan ansees forrykket ved de ydre forandringer, der er foranlediget ved opgrundingen.
Hvad saa angaar Laagens djupaal paa vedkommende strækning, er forholdet, at hovedstrømmen i Laagen og dennes djupaal nu ligger i den vestre del av elveløpet og ikke langs det østre land. Under hensyn til denne forhaandenværende faktiske tilstand maa det paaligge de indstevnte, for at kunne avvæbne appellanternes paastand, at føre et avgjørende bevis for, at djupaalen tidligere, hvad i og for sig efter de lokale forhold synes litet rimelig, har konstant ligget saa nær op til den Søndre Ødegaard tilliggende strand, at hele det under saken omhandlede areal derved har været utelukket fra at tilhøre Søndre Ødegaards eiendomsomraade. Jeg kan ikke finde, at saadant bevis er ført. Det er vistnok av flere vidner ogsaa under en i 1878-79 verserende sak mellem en opsitter paa Løsnes og en opsitter paa gaarden Aarnes paa elvens vestside, hvilken sak delvis er dokumentert for Høiesteret, forklart, at djupaalen omkring midten av forrige aarhundrede gik adskillig østligere, end forholdet senere har været. Men paa den anden side har den i overrettens dom omtalte ingeniør Haaheim, der var fløtningsinspektør i Gudbrandsdalslaagen fra 1908-17, under et den 1 juli 1918 optat tingsvidne forklart, at efter hans skjøn er det utænkelig, at Laagens djupaal like nedenfor Storøen skulde ha gjort en stor sving mot øst helt ind til Trosvikbækken, idet djupaalen i ethvert fald har gaat vestenfor Storøen og umulig kan ha gjort en tversving ind til Ødegaardslandet. Under et andet tingsvidne, optat paa aastedet den 12 august 1918, har 4 og 5 vidner, resp. 82 og 71 aar gamle, forklart, at omkring 1860 var Storøen omtrent som den er nu, og 5 vidne har videre forklart, at strømmen dengang gik mellem Aarneslandet og den daværende Kringlø, derefter søndenom Storøen og over mot Spekhuslandet. Denne vidnets
Side:376
angivelse, der i sig selv er bestemt og klar, synes ogsaa bedst at stemme med, hvad der naturligen maa antages at ha været det virkelige forhold.
Der er under saken indhentet endel forklaringer om, hvilken kurs det dampskib, der i sin tid befor Losna, holdt i vandets øvre ende, ved det omraade, som denne sak angaar, hvilke forklaringer skulde tjene til belysning av, hvor hovedstrømmen og djupaalen dengang antagelig laa. Men jeg finder ikke, at der ved disse forklaringer er tilveiebragt noget bevismateriale av betydning.
Efter hvad jeg har anført, antar jeg, at appellanterne overensstemmende med vasdragslovens §4 fremdeles maa ansees som eier av den del av den omtvistede strækning, hvorav ethvert punkt ved lav vandstand ligger nærmest Søndre Ødegaard strand, dog begrænset til djupaalen, saaledes som denne maa antages tidligere at ha gaat, i overensstemmelse med lovens §2 og §10. Jeg finder følgelig, at appellanternes paastand i den utstrækning som her angit maa tages tilfølge. Mot paastandens form er der ikke fra indstevntes side reist nogen indsigelse. Men jeg antar, at domskonklusionen bør formes noget anderledes end paastanden for at gi et klarere uttryk for avgjørelsens overensstemmelse med lovens regler. - Jeg antar, at der er grund til at ophæve provessens omkostninger for alle retter.
Konklusion:
Otto Smidesang som eier av gaardsnr. 147, bruksnr. 1 Ødegaard Søndre i Ringebu kjendes i forhold til Thomas Løsnes og Kristine Løsnes eiendomsberettiget til den elvegrund og de volder og øer i Laagen, som ligger ut for nævnte eiendom indenfor de grænser, som dannes av parallelle linjer trukket ret ut fra land ved eiendommens nord- og sydgrænse og en linje trukket fra Storøens sydvestlige spids ret mot husebygningerne paa eiendommen Spekhus.
Processens omkostninger for alle retter ophæves.
Assessor Scheel: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Lie, assessor Rivertz, de ekstraordinære assessorer lagmand Vogt og skifteforvalter Schaaning: Likesaa.
Assessor Mejdell: Jeg kommer til samme resultat som de foregaaende instanser, men skal, da min mening ikke deles av rettens øvrige medlemmer, indskrænke mig til nogen ganske korte bemerkninger. Som nævnt av førstvoterende, og som det ogsaa fremgaar av de tidligere retters domme, gjør indstevnte gjældende, at Trosvikelven fra gammel tid har været den anerkjendte grænse mellem Løsnesgaardene paa den vestre side og nabogaardene paa den østre side. Han henviser i saa henseende til prov av 1 og 3 hovedvidner i session den 24 november 1913 og 1 kontravidne i tingsvidnesession den 12 august 1918. Hvis grænseforholdet er, som indstevnte forfegter, og som jeg anser konstatert ved, hvad der under saken er dokumentert, mener jeg, at den naturlige forstaaelse av dette
Side:377
grænseforhold er, at det er Trosviselvens djupaal, der utover i sjøen har fra gammel tid været grænsen mellem eiendommene paa vestre og østre side av denne gren av vasdraget, og at det tilfølge derav ogsaa blir denne djupaal, der vedblir at være grænsen, efterat den under saken omhandlede avlagring har fundet sted, der har medført, at elvens utløp i Laagen er forskjøvet sydover.
Dom avsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.