Rt-1919-577
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1919-04-10 |
| Publisert: | Rt-1919-577 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 46/1 B s.a. |
| Parter: | Gunder Landekil (advokat B. Dahl-Hansen) mot Gunder Landekils konkursbo og Norsk Kreditaktieselskap (advokat Aage Storm) og Gunder Landekil (advokat B. Dahl-Hansen) mot Bjarne Markussen &; Co.s konkursbo og Norsk Kreditaktieselskap (advokat Aage Storm). |
| Forfatter: | Paulsen, Hambro, Backer, Frisak, Smith, Flock, Vogt |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §117, §3, Firmaloven (1890) §12, §16, §21, §35, Firmaloven (1890) |
Ekstraordinær assessor Paulsen: I nærværende i henhold til justisdepartementets bevilling av 3 december 1918 kumulerte saker har appellanten nedlagt saadan paastand: «1. At Kristiansands skifterets kjendelser av 5 september 1918 og 10 september 1918 om aapning av konkurs i Bjarne Markussen &; Co.s bo og Gunder Landekils bo underkjendes, og at de to boer blir at ekstradere til fri raadighet. 2. At Gunder Landekil hos Norsk Kreditaktieselskap i henhold til konkurslovens §117 tilkjendes erstatning for kreditspilde og andet tap paaført ham ved Norsk Kreditaktieselskaps forlangende om konkurs i de to boer og de av skifteretten ifølge samme foretagne skridt efter skjøn av uvillige mænd, optat paa Norsk Kreditaktieselskaps bekostning. 3. At Gunder Landekil hos Norsk Kreditaktieselskap tilkjendes saksomkostninger ved skifteret og Høiesteret.»
De indstevnte har nedlagt paastand paa, at de paaankede kjendelser stadfæstes, og at de indstevnte frifindes for appellantens tiltale i begge saker. Nogen paastand paa procesomkostninger er fra de indstevntes side ikke nedlagt.
Idet jeg angaaende saksforholdet henviser til præmisserne til de avsagte kjendelser, skal jeg nævne, at der for Høiesteret er fremlagt en række nye dokumenter, hvis indhold jeg dog ikke finder det nødvendig her nærmere at referere. Kun skal jeg anføre, at der under 23 januar 1919 blev holdt et tingsvidne ved Kristiania byret, hvorunder som vidner avhørtes Bjarne Markussen samt disponenten for Kristianssands-forretningen Bjarne Markussen &; Co., Johan Trygve Johansen, og Bjarne Markussens tidligere kontordame Karoline Simonsen. Videre avhørtes under et tingsvidne ved Kristiania byret den 25 februar 1919 som vidne disponenten for A/S «Bonitas», Bjarne Conrad Knudsen.
Side:578
Jeg er om end under adskillig tvil kommet til den opfatning, appelantens paastand maa bli at ta tilfølge, forsaavidt dere gaar ut paa underkjendelse av beslutningen om aapning av konkurs i de to boer.
Under 20 mars 1918 blev der mellem Bjarne Markussen og Gunder Landekil indgaat kontrakt om, at de skulde drive forretning i Kristiania og i Kristianssand i fællesskap som ansvarlig selskap under firmanavn Bjarne Markussen &; Co. Forretningen skulde omfatte aktiemægling og eventuelt handel. Bjarne Markussen skulde være leder av begge forretninger, og begge parter skulde være like ansvarlige for forretningernes forpligtelser. Dagen i forveien hadde parterne undertegnet firmaanmeldelse til Kristianssands magistrat, hvorved de anmeldte, at de som ansvarlig selskap under firma Bjarne Markussen &; Co. agtet af drive handel med forretningskontor i Kristianssand. Firmaet skulde tegnes og forretningen bestyres av Bjarne Markussen alene. Tryve Johansen fik firmaets prokura. Denne firmaanmeldelse indkom til Kristiansands magistrat og blev registrert 21 mars 1918, hvorefter den blev kundgjort i Norsk Kundgjørelsestidende den 26 s.m.
Det staar for mig saa, at denne firmaanmeldelse skyldes den omstændighet, at parterne efter sin kontrakt eventuelt skulde drive handelsvirksomhet, og at de ikke hermed har ment at ville publicere sin beslutning om at drive aktiemægling og saaledes underkaste denne del av virksomheten alle de regler, som følger med en anmeldelse til handelsregisteret. Hvis dette sisste hadde været deres mening, maatte de ogsaa i henhold til handelsregisterlovens §16 ha anmeldt bedriften i Kristiania som en filial av Kristianssandsforretningen men det er ikke gjort. Denne omstændighet synes efter min mening at vise, at parterne virkelig har ment, hvad den mellem dem oprettede kontrakt siger, at aktiemæglervirksomheten skulde drives som to selvstændige forretninger, den ene i Kristiania og den anden i Kristiansand. At der er adgang til at indrette sig paa denne maate, er uttalt av Beichmann i hans kommentar til handelsregisterloven, side 54. Men naar dette kan gjøres for anmeldelsespligtige bedrifter, maa det ogsaa kunne ske for virksomheter, som ikke er underkastet anmeldelsespligt efter firmaloven. Naar jeg saaledes gaar ut fra, at der her ikke er etablert en enkelt forretning med filialavdeling, men to selvstændige forretninger, kan jeg heller ikke anta, at Markussen ved de dispositioner, han traf under virksomheten i Kristiania, har hat til hensigt at ville optræde paa Kristiansands-forretningens vegne. Han har vistnok selv bare ment at optræde som repræsentant for Kristiania-forretningen, og paa denne maate er vistnok forholdet ogsaa opfattet av hans forretningsforbindelser. Uagtet han i slutten av mars maaned 1918 for sin Kristiania-virksomhet antok forretningsnavnet Bjarne Markussen &; Co., kan det ikke sees, at der gjennem cirkulærer eller paa anden maate er git hans forretningsforbindelser nogen meddelelse, som skulde vise, at der var oprettet et ansvarlig selskap med ansvar for andre end Bjarne Markussen. Men naar der ikke gjennem saadan særskilt kundgjørelse er git utenverdenen nogen meddelelse om etablering av et ansvarlig selskap, maa der ogsaa være adgang for dem, der har oprettet en selskapsavtale, til at forandre denne
Side:579
saaledes, at den ene part, uten at der herom sker almindelig kundgjørelse til forretningsforbindelserne, kan træde ut med den følge, at han ikke faar ansvar for de senere stiftede forpligtelser. Det er netop dette, som er gjort i det foreliggende tilfælde, idet der under 15 juni 1918 blev git en paategning paa den ovennævnte kompaniskapskontrakt mellem Bjarne Markussen og Gunder Landekil hvorefter denne skulde uttræde «av forretningens Kristiania- avdeling, der fortsættes som selvstændig forretning med Bjarne Markussen som eneindehaver. Den til firmaregisteret anmeldte Kristiansands-forretning berøres ikke herav. Jeg vil her indskyte, at netop denne paategning jo ogsaa støtter den opfatning, som jeg ovenfor har hævdet, at parterne har betragtet forholdet saaledes, at der her var to forretninger. Efter det anførte antar jeg, at Gunder Landekil ikke kunde være ansvarlig for de forpligtelser som Bjarne Markussen i Kristiania-forretningens navn stiftet efter 15 juni 1918, og at han heller ikke i sin egenskap av medlem av Kristiansands-forretningen Bjarne Markussen &; Co. kunde være paadraget noget ansvar, følger av, hvad jeg tidligere har anført, at Bjarne Markussen maa ansees kun at ha optraadt paa Kristiania- forretningens vegne, ikke som repræsentant for Kristiansands-forretningen. Som følge herav mener jeg, at Kristiansands-forretningen og Gunder Landekil heller ikke kunde sættes under konkurs i henhold til de fremlagte rekvisitioner. Kjendelserne om aapning av konkurs maa derfor bli at underkjende, og det er da en likefrem følge herav, at boerne maa bli ekstradert til fri raadighet.
Naar der fra appellantens side ogsaa er nedlagt paastand paa erstatning for kreditskilde og andet tap i henhold til konkurslovens §117, finder jeg dog ikke at kunne ta denne paastand tilfølge. Forutsætningen for en saadan erstatning er, at fordringshaveren befindes ved begjæringens indleverelse til skifteretten ikke at ha hat skjellig grund til at anta, af skyldneren var i noget av de tilfælde, som berettiger til at fordre konkurs. Men i nærværende tilfælde maa det indrømmes, at forholdet ingenlunde fra først av har stillet sig klart for rekvirenten og jeg finder derfor ikke grund til at ilægge erstatningsansvar for konkursrekvisitionen. Jeg kan forsaavidt henvise til høiesteretsdom i Rt-1903-509. Processens omkostninger antar jeg i nærværende tilfælde bør ophæves for begge retter.
Konklusion:
De paaankede kjendelser av 5 og 10 september 1918 underkjendes og blir Bjarne Markussen &; Co.s og Gunder Landekils boer at ekstradere dem til fri raadighet. Forøvrig bør de indstevnte, Bjarne Markussen &; Co.s konkursbo, Gunder Landekils konkursbo og Norsk Kreditaktieselskap for Gunder Landekils tiltale i denne sak fri af være. Processens omkostninger for skifteretten og Høiesteret ophaeves.
Assessor Hambro: Jeg er kommet til samme resultat som de paaankede konkurskjendelser og kan ogsaa i det væsentlige tiltræde den derfor i den første av dem givne begrundelse, hvortil der i den Sidst avsagte er henvist. Hvad der for mig har været avgiørende,
Side:580
er i korthet følgende: Jeg kan ikke forstaa, at Bjarne Markussen under de transaktioner, som har medført de forpligtelser, som ligger til grund for konkursrekvisitionen, har optraadt som kontraherende i eget navn. Han har under disse transaktioner og de øvrige, som har medført det store gjældsansvar, saavidt jeg har kunnet forstaa, hele tiden kontrahert under anvendelsen av firmanavnet Bjarne Markussen &; Co., uten at der av ham er tilføiet nogen indskrænkning eller noget forbehold likeoverfor saadan benyttelse av dette firmanavn. Om bemeldte firmanavn foreligger der for offentligheten intet andet end den under saken oplyste registrering med efterfølgende almindelige kundgjørelse i Kristiansand, hvorved det var gjort vitterlig, at det ansvarlige selskap, som benævntes Bjarne Markussen &; Co., hadde to deltagere, Bjarne Markussen og dunder Landekil. Jeg mener da, at enhver, der kontraherte med firmaet Bjarne Markussen &; Co., hadde føie til i kraft av den skede kundgjørelse at gaa ut fra, at bak dette firma stod to ansvarlige deltagere, Bjarne Markussen og Gunder Landekil, som nævnt. Paa anden maate forekommer det mig, at handelsregisteret snarest vilde virke som en snare, naar man ikke hadde adgang til at stole paa, hvad der i saa maate var oplyst om dette firma. For mig blir da spørsmaalet alene, hvorvidt Bjarne Markussen ved den registrerte anmeldelse var blit indskrænket i sin adgang som medlem av firmaet til med bindende virkning for dette at forpligte samme. Efter anmeldelsen var han ikke alene medlem og derfor signaturberettiget i firmaet, men anmeldelsen gik likefrem ut paa, at «firmaet tegnes og forretningen bestyres av Bjarne Markussen alene». Det skulde efter dette, saavidt jeg skjønner, ikke lettelig kunne antages, at Bjarne Markussens kontrahering under anvendelse av firmanavnet skulde ansees uforbindende for det derved navngivne selskap eller dets ansvarlige deltagere. Den indskrænkning i anmeldelsen, som skulde ligge deri, at det er opgit, at forretningens formaal skulde være at drive handel med forretningskontor i Kristiansand, kan efter min opfatning ikke medføre, at Bjarne Markussen, som allerede i firmaanmeldelsen opgives at bo i Kristiania, skulde være avskaaret fra med bindende virkning at indgaa paa saadanne transaktioner som her under saken omhandlet. Jeg mener, at firmaanmeldelsens aapne besked om, hvad firmaet Bjarne Markussen &; Co. vilde si, hvilke ansvarlige personer, med andre ord, som stod bak dette firma, maatte gi enhver, der kontraherte med firmaet, fuld ret til at anse disse deltagere solidarisk ansvarlige for de derav opstaaede forpligtelser, aldenstund der likeoverfor offentligheten intet yderligere var oplyst.
Da jeg har grund til at anta, at min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg ialfald ikke foreløbig nogen konklusion, men tilføier, at jeg er enig med førstvoterende i procesomkostningernes ophævelse for begge retter.
Assessor Backer: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med forstvoterende. Likeoverfor andenvoterendes bemerkninger skal jeg alene fremhæve, at det avgjørende efter min mening her er, at man har at gjøre med to selvstændige forretninger, en forretning som er anmeldt i Kristiansand og en forretning som ikke er anmeldt til handelsregisteret. Samtlige sakens oplysninger viser
Side:581
efter min mening at Bjarne Markussen under de heromhandlede transaktioner har optraadt paa vegne av den ikke anmeldte forretning i Kristiania. Naar man har denne opfatning, er det en direkte konsekvens, at han ved disse transaktioner ikke har paaført den nævnte forretning i Kristiansand noget ansvar. Andenvoterendes betragtning rammer derfor ikke det, som efter min mening er sakens kjærne.
Assessor Frisak: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med første- og tredjevoterende. Jeg skal tilføie: En firmaanmeldelse gjælder ifølge firmalovens bestemmelser, hvoriblandt §16 og §17, nr. 3, kun for den kreds eller kommune, hvori forretningskontoret er. Efter samme lovs §10, 2det led, er det alene inden samme kommune, det er forbudt at anmelde det samme navn, som tidligere er indført i handelsregisteret. Anmeldelsen fra firmaets Bjarne Markussen &; Co. i Kristiansand har altsaa ikke en videre rækkevidde, og de firmaer, som hadde indladt sig i forretningsforbindelse med forretningen i Kristiania, hadde ikke ret til at gaa ut fra, at der var det samme interessentskapsforhold i Kristiania, som ifølge firmaanmeldelsen var tilfældet med forretningen i Kristiansand. Som gjentagende nævnt, er forretningen i Kristiania ikke firmaanmeldt, hvad firmaet heller ikke hadde pligt til efter handelsregisterlovens §35, saaledes som denne lød før loven av 14 august 1918, nr. 6. Hvad kontrakten av 20 mars 1918 indeholdt om Kristiania-forretningen og specielt Gunder Landekils deltagelse i denne, var efter min mening alene internt mellem Markussen og Landekil med virkning likeoverfor utenverdenen kun saalænge kompaniskabet varte. Naar ingen anmeldelse til firmaregisteret forsaavidt var foretat i henhold til kontrakten av 20 mars 1918, kunde nogen anmeldelse av uttrædelsen ifølge paategningen paa kompaniskapskontrakten den 15 juni 1918 heller ikke finde sted. I firmanavnet Bjarne Markussen &; Co, hadde kreditorerne ikke ret til at lægge, at dette firma fremdeles hadde en medindehaver. Ifølge firmalovens §12, 2det punktum, kan selv i et ansvarlig handelsselskap et medlem uttræde av dette, uten at uttrædelsen behøver at medføre nogen forandring i navnet, naar fornødent samtykke gives. I den omstændighet, at Bjarne Markussen i sin aktiemæglerforretning i Kristiania vedblev at tilføie «&; Co.», laa der saaledes ikke noget tilkjendegivende om, at firmaet hadde nogen medindehaver.
Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Hambro.
Ekstraordinær assessor, byfoged Flock: Likesaa. Jeg skal tilføie, at firmaet Markussen &; Co. ved den maate, hvorpaa det er optraadt under utøvelsen av sin virksomhet i Kristiania, efter min mening har bidraget til at styrke den opfatning, at denne forretning alene var en avdeling av forretningen i Kristiansand, og ikke en selvstændig forretning. Jeg henviser her til, at firmaet i skrivelse til Kristiania aktiemæglerforening av 27 mars 1918 meddelte, at, Gunder Landekil var optat i firmaet, og at der under samme navn, var aapnet filial i Kristiansand med samme personlige indehavere. I denne forbindelse kan videre nævnes 1ste vidnes forklaring under tingsvidnet i Kristiania 25 februar 1919, hvorefter Bjarne Markussen
Side:582
saa sent som ultimo juli 1918 skal ha opgit, at firmaet Bjarne Markussen &; Co. hadde filial i Kristiania med Bjarne Markussen og Gunder Landekil som ansvarlige indehavere. Det sees ogsaa, at et av de større oplysningsbyraaer i Kristiania har opfattet forholdet derhen, at Landekil var ansvarlig for de forretninger, som blev gjort ved avdelingen i Kristiania. Naar hensees til at anmeldelsen til Kristiansands handelsregister ingen begrænsning indeholdt, mener jeg derfor, at de, som indlot sig med forretningen i Kristiania, maatte være berettiget til at gaa ut fra, at Landekil ogsaa var ansvarlig deltager i denne avdeling av forretningen.
Assessor Vogt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og kan likesaa i det væsentlige tiltræde de bemerkninger, som er gjort av d'hrr, assessorer Backer og Frisak. Jeg skal alene tilføie, at det maa være Gunder Landekil uvedkommende og ikke kan paadra ham noget ansvar, hvorledes Bjarne Markussen har optraadt eller betegnet sin forretning i Kristiania, særlig forsaavidt angaar tiden efter 15 juni 1918, da Landekil ophørte at staa i noget forhold til denne forretning, i hvilken han indtil da maa ansees at ha været stille interessent. Har Markussen ved sit forhold bidraget til at indgi sine forretningsforbindelser urigtige forestillinger om, at Landekil fremdeles stod som medlem av Kristiania-forretningen og var ansvarlig for dennes forpligtelser, kan dette ikke medføre noget ansvar for Landekil.
Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Av skifterettens kjendelse 5 september 1918:
Til Kristianssands firmaregister er under 21 mars iaar anmeldt at Bjarne Markussen, Kristiania, og Gunder Landekil, Kristianssand under firma Bjarne Markussen &; Co. agter at drive handel med forretningskontor i Kristianssand. Anmeldelsen er datert 18 mars 1918. Firmaets indehavere har under 20 mars 1918 oprettet en kontrakt sig imellem efter hvilken firmaet driver forretning saavel her som i Kristiania. Angaaende forretningen i Kristiania er intet anmeldt til registeret. Ved overenskomst mellem indehaverne av 15 juni 1918 er Gunder Landekil traadt ut av forretningens Kristiania-avdeling, men denne uttrædelse er ikke notificeret utenverdenen idet Kristianiaavdelingen fremdeles vedblev at bruke det gamle firmanavn Bjarne Markussen,&; Co. paa sine forretningspapirer. Den 24 f.m. gik Kristiania-avdelingen konkurs og under 30 f.m. er ogsaa forretningen i Kristianssand begjæret konkurs, idet det anføres at Kristiania-avdelingen kun kan betragtes som en underavdeling av forretningen her.
Retten skal bemerke: Da saavel forretningen her som forretningen i Kristiania kun har drevet aktieomsætning har nogen anmeldelse til firmaregisteret ikke været nødvendig. Efter lov 17 mai 1890 §35 i. f. blir dog den ikke anmeldelsespligtige handlende der anmelder sit firma underkaste firmalovens bestemmelser. Da anmeldelsen til registeret her indeholder at selskapet driver handel i Kristianssand og da der ved overenskomster av 20 mars 1918 blev gjort den forandring at selskapet ogsaa, skulde drive, handel i Kristiania var denne forandring underkastet anmeldelsespligt henhold til firmalovens §21. Denne anmeldelse, har ikke fundet sted og selskapets indehavere maa derfor være ansvarlige for følgerne herav.
Side:583
Da det er in confesso at begge de ansvarlige medlemmer av selskapet her ogsaa under samme firmanavn har drevet forretning i Kristiania maa forholdet utad overfor tredjemand fremdeles antages at bestaa selv om medlemmerne ved overenskomst sig imellem har bragt forholdet til ophør al den stund Landekils uttræden av Kristiania-avdelingen ikke er anmeldt til registeret. Retten lægger ogsaa nogen vegt paa at Kristiania-avdelingen den hele tid har benyttet samme firmanavn som her nemlig Bjarne Markussen &; Co. Forretningen her antages saaledes at være samme forretning som Kristiania-forretningen og Gunder Landekil blir derved ansvarlig ogsaa for Kristiania-avdelingens gjæld. Da prokuristen av den herværende avdeling har erklæret at avdelingens midler er utilstrækkelige til at dække Kristiania-avdelingens gjæld vil firmaet Bjarne Markussen &; Co., Kristianssand, bli tat under konkursbehandiing i henhold til konkurslovens §3.
Av skifterettens kjendelse 10 september 1918:
Ved rettens beslutning av 5 ds. er det avgjort at firmaet Bjarne Markussen &; Co. her i byen maa antages at være ansvarlig for den gjæld firmaet av samme navn har stiftet i Kristiania. Det er endvidere in confesso at Gunder Landekil er ansvarlig medlem av Bjarne Markussen &; Co., Kristianssand. Efter dette skulde Landekil være ansvarlig for den i Kristiania stiftede gjæld, og da han ikke ser sig istand til at dække eller stille sikkerhet for denne gjæld, vil hans bo bli tat under konkursbehandling i henhold til konkurslovens §3.