Rt-1920-113

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1919-10-29
Publisert:	Rt-1920-113
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 49/2 s.a.
Parter:	Bergens Vognmandsforening (advokat Schulze) mot vognmand O. Ordemann (advokat Meidell).
Forfatter:	Scheel, Backer, Rivertz, Christiansen, Hazeland, Frisak, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:

Ved dom avsagt av Bergens byret den 23 november 1915 blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte Bergens vognmandsforretnings beslutning av 7 mars 1913, hvorved citanten, vognmand G. Ordemann, blev utslettet som medlem av foreningen, kjendes ugyldig at være, saaledes at citanten fremdeles er at betragte som medlem av foreningen. Indstevnte bør til citanten betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa indstevntes bekostning, for det tap og den skade citanten har lidt paa grund av utslettelsen med 4 av hundre i aarlig rente av skjønsbeløpet fra 6 august 1913 til betaling sker samt i saksomkostninger kr. 280. Forøvrig bør indstevnte for citantens tiltale i denne sak fri at være.»

Denne dom er paaanket til Høiesteret av Bergens vognmandsforening, som har nedlagt saadan paastand: «1. At byrettens dom underkjendes. 2. Principalt: At saken avvises fra byretten og Bergens vognmandsforening tilkjendes kost og tæring. Subsidiært: At Bergens vognmandsforening frifindes for O. Ordemanns tiltale. 3. At Bergens vognmandsforening tilkjendes saksomkostninger for byretten og Høiesteret»

Side:114

Indstevnte vognmand G. Ordemann har nedlagt paastand om stadfæstelse av byrettens dom og tilkjendelse av procesomkostninger ved Høiesteret. Aangaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byretsdommens præmisser.

Underretsakt har ikke kunnet tilveiebringes, da saavel retsprotokollerne som sakens dokumenter brændte under den store brand i Bergen i januar 1916. Men der er fremlagt bevidnelse fra forlikskommissionen om lovlig forliksmægling og et eksemplar av foreningens love. Og de for byretten førte vidner er med undtagelse av 1 kontravidne avhørt paany under 3 tingsvidner, hvorav de to er optat av appellanten for Høiesteret og ett av indstevnte. Der er ogsaa avhørt nogle nye vidner, hvis forklaringer det dog ikke findes nødvendig at gjennemgaa.

Høiesteret kommer til et andet resultat end byretten.

Det maa ansees at ligge i foreningens væsen, at et medlem kan utslettes, naar han opfører sig i strid med de pligter, som han qua medlem har. Dette er da ogsaa uttrykelig forutsat i lovenes §5, 2det led. Det kan videre ikke være tvilsomt at en saadan utslettelse maa kunne begrundes deri, at et medlem har vist utilbørlig og upassende optræden under foreningsmøtene. Herimot kan ikke anføres lovens §5, 1ste led, hvorefter bestyrelsen har myndighet til at bortvise et medlem fra møtet, naar vedkommende medlem opfører sig upassende, samt til i gjentagelsestilfælde at ilægge vedkommende en mulkt til foreningens kasse. Herav følger alene, at bestyrelsen ikke kan anvende andre midler, og at utslettelsen saaledes kun kan besluttes av generalforsamlingen.

Efter de foreliggende oplysninger kan det ikke findes tvilsomt, at vognmand Ordemann har gjort sig skyldig i en utilbørlig og upassende opræden under møtet den 7 mars 1913. Vidneforklaringerne herom gaar ut paa, at han uten foranledning kom med skjeldsord, specielt mot foreningens tilstedeværende formand, og idethele optraadte ubehersket og usømmelig.

Herved har Ordemann forbrutt sig mot den pligt, som han qua medlem har til foreningen at optræde paa en passende maate. Lovenes §1, andet led, maa forstaaes saaledes, at det ogsaa sigtes til dette forhold, naar det her kræves, at «foreningens medlemmer paa enhver maate iagttager en gjensidig velvilje og tillid til hinanden.» Denne bestemmelse kan ikke fortolkes saa indskrænkende, at den alene skal sigte paa medlemmernes optræden utadtil, men maa ogsaa referere sig til det indbyrdes forhold mellem medlemmerne personlig, ialfald til deres optræden i selve foreningen.

Naar det saaledes maa antages, at Ordemann har optraadt i strid med de pligter, som han qua medlem hadde, maa det antages at tilligge foreningen selv, d. v. s. generalforsamlingen, at træffe den skjønsmæssige avgjørelse, om forgaaelsen er saa graverende, at den gjør vedkommendes uteladelse som medlem berettiget - eller kanske endog nødvendig av hensyn til foreningens fortsatte bestaaen. Foreningens avgjørelse herav maa da ogsaa være endelig bindende, og domstolen kan ikke antages berettiget til at gripe ind og paa basis av de mere eller mindre fuldstændige oplysninger, som kan forelægges i retslige former, tilsidesætte

Side:115

foreningens skjøn. At utslettelsen er besluttet i et lovlig møte med flertal, er ikke bestridt.

Bergens vognmandsforening vil saaledes bli at frifinde for Ordemanns tiltale i saken.

Processens omkostninger antages at burde ophæves for begge retter.

Tre av de voterende, assessorerne Scheel, Rivertz og Hazeland er kommet til samme resultat som byretten, og kan i det væsentlige tiltræde den i byretsdommens præmisser givne begrundelse.

Dom:

Bergens vognmandsforening bør for vognmand G. Ordemanns tiltale i saken fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.

Av byrettens dom:

Den 7 mars 1913 fattet Bergens vognmandsforening beslutning om at utslette vognmand G. Ordemann som medlem av foreningen, og dagen efter fik han skriftlig meddelelse herom. - - -

Indstevnte kan ikke gives medhold i, at saken skal avvises, fordi spørsmaalet om utslettelsens berettigelse skal være unddraget domstolenes avgjørelse. Av foreningens loves §5, 2det led, fremgaar det uttrykkelig, at forutsætningen for, at et medlem overhodet skal kunne utstøtes, er, at det har forgaaat sig mot «foreningens love, kontrakt og takster», men der staar intet i lovene om, at dette retsspørsmaal, hvorvidt en saadan forgaaelse foreligger, med endelig virkning skal avgjøres av foreningen selv, og dette kan under lovenes taushet herom ikke antages. Noget andet er det derimot, at naar det først er paa det rene, at der foreligger en forgaaelse som ovennævnt, saa har foreningen selv med endelig virkning at træffe den skjønsmæssige avgjørelse, om forgaaelsen er saa graverende, at den skal medføre vedkommendes utslettelse som medlem.

Hvad angaar spørsmaalets realitet har indstevnte anført, at det er lovenes §1, 2det led, som er overtraadt av citanten. Denne bestemmelse lyder saaledes: «Fremdeles kræver nærværende lov, at foreningens medlemmer paa enhver maate iagttager en gjensidig velvilje og tillid til hinanden, støtter hinanden til fælles maal, saaat vognmandsstanden ogsaa derved kan vække tillid og opnaa selvstændighet inden det store publikum.» - - -

Citanten maa gives medhold i at den citerte bestemmelse i lovene tar specielt sigte paa at beskytte foreningen utad, «saa at vognmandsstanden ogsaa derved kan vække tillid og opnaa selvstændighet inden det store publikum», saaledes som bestemmelsen uttrykker sig, hvorimot det er lovenes §5, 1ste led, som omhandler medlemmernes utilbørlige optræden i møterne (d. e. «inden foreningen»), hvorved kun mulkt eller utvisning av møtet anvendes. Denne sondring maa ogsaa være den i og for sig rimeligste. Hermed er naturligvis ikke sagt, at foreningen under enhver omstændighet skulde være avskaaret fra at utslette et medlem paa grund av utilbørlig optræden paa møterne, men herom handler ikke lovene. En saadan adgang maa sees hjemlet i selve foreningens væsen, idet et medlem kan opføre sig i den grad slet, at det er berettiget at utslette ham, og denne adgang kan forsaavidt sees at ha hjemmel i foreningens love, som disse overensstemmende med foreningens væsen maa antages at forutsætte nævnte regel.

Side:116

Hvad nu angaar citantens optræden, saa kan den ikke siges at ha været saa grov, at han har forbrudt sig mot lovene i den betydning som foran anført, om han end maa antages at ha optraadt utilbørlig. Her maa videre tages i betragtning, at der intet bevis er ført for, hvilke uttryk citanten brugte, saa retten savner adgang til nøiere at vurdere hans optræden. Videre maa det tages hensyn til, at der her kun handles om, at han en enkelt gang har optraadt utilbørlig. Tilsidst maa ogsaa tages i betragtning, at aarsaken til citantens optræden maa være det motsætningsforhold, der hadde bestaaet og fremdeles bestod mellem citanten paa den ene side og vognmændene Iversen og Kristensen paa den anden, uten at der er ført noget bevis for, hvem der egentlig er skyld i dette.

Da citanten saaledes ikke kan antages at ha forbrudt sig mot foreningens love saaledes som omhandles i disses §5, 2det led, eller forøvrig maa hans utslettelse ansees for uberettiget. - - -

Ottar Huuse.

I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Ernst Johannesen. Edv. Bessesen.