Rt-1920-486

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1920-02-27
Publisert:	Rt-1920-486
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 42/1 s.a.
Parter:	Straffesak mot Nikolai Olsen Munkvold og Albert Martin Julius Larsen (aktor: advokat Magne Schjødt).
Forfatter:	Scheel, Peersen, Bjørn, Bugge, Fürst, Moe, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §3, §257, Straffeloven (1902)

Assessor Scheel: Ved dom avsagt av meddomsret for Narvik den 13 december 1919, blev Nikolai Olsen Munkvold for forbrydelse mot straffelovens §257 dømt til fængsel i 21 dage og til at finde sig i inddragning av kr. 800 som utbytte ved avhendelsen av 6 tønder harpiks. Samme tiltalte og Albert Martin Julius Larsen blev derhos for høsten 1918 at ha overtraadt bestemmelserne i lov nr. 15 av 14 december 1917 §8, jfr. 1 c og kgl. resolution av 21 december 1917, punkt 5,9 og 10, skrivelse av 3 januar 1918 fra provianteringsdepartementet samt rationeringsdirektoriatets plakat av januar 1918, hver dømt til en bot av kr. 150 eller en subsidjær fængselsstraf av 6 dage.

Paa denne dom har stadsadvokaten i Nordland erklært anke, og anken gjælder dels den Munkvold overgaatte domfældelse for tyveri, for hvilket han antages at burde faa en strengere straf, og dels den del av dommen, hvorved Munkvold og Larsen er dømt for overtrædelse av rationeringsreglene, idet anken forsaavidt er erklært til gunst for de domfældte for at faa prøvet spørsmaalet, om straffældelse kunde finde sted for det omhandlede forhold. Det fremgaar nemlig, anføres det i anken, at de er dømt for overtrædelse av rationeringsbestemmelserne for kaffe, men da disse forlængst (nemlig fra og med 20 mai 1919) var ophævet ved sakens paadømmelse, turde der være føie til at reise spørsmaalet om, hvorvidt de tiltalte i dette punkt ikke burde ha været frifundne med hjemmel av straffelovens §3, an det leds første punktum.

Anken med hensyn til den Munkvold for tyveri ilagte straf er efter foranledning av riksadvokaten stillet i bero. Derimot foreligger til avgjørelse den annen del av anken.

Ved sakens oversendelse til Høiesterets kjæremaalsutvalg har riksadvokaten avgit en utførligere uttalelse angaaende det spørsmaal, som anken gjælder, med en redegjørelse for dette spørsmaals stilling i teori og praksis hos os og i Tyskland. Riksadvokaten uttaler derefter: «I forbindelse med ovenstaaende oplysninger skal jeg alene bemerke, at det tør være vanskelig at finde holdbare grunde for den paastand, at bestemmelser («normer») git i henhold til et blanketstraffebud ikke utgjør bestanddele av blanketsbudets strafferetslige gjerningsindhold (jfr. dog ovennævnte dom av Reichsgericht av 1898 vedkommende tyske straffelovs §145, Blanketbudet og den dertil knyttede «norm» utgjør, saavidt skjønes, tilsammen en «strafferetslig bestemmelse» (jfr. norske lovs

Side:487

§3 andet led), hvorfor en forandring (eventuelt ophævelse) henholdsvis av «Normen» eller av straffebudet betegner en forandring av en «Strafferetslig bestemmelse».

Imidlertid synes gode grunde at tale for den i tysk teori og praksis hævdede forstaaelse, hvorefter heromhandlede bestemmelse i straffeloven ikke har anvendelse likeoverfor «strafferetslige bestemmelser», som skylder forbigaaende undtagelsesforhold sin tilblivelse og som paa forhaand er forutsat ikke at ville vare længere end disse samme forhold bestaar.

Som saadan bestemmelse maa formodentlig ovennævnte lov av 14 december 1917 m.v. være at anse. At loven ikke uttrykkelig fastsætter nogen begrænsning for sin varighet, antages at være uten betydning i denne henseende, naar dog en tidsbegrænsning - kortere eller længere - fremtræder som en given følge av bestemmelsens historiske tilblivelsesgrund.»

Jeg har en anden opfatning av det spørsmaal som saken gjelder end den, som riksadvokaten her har git uttryk for. Jeg er forsaavidt enig med ham, som jeg gaar ut fra, at hvis en straffelov fra først av er git for en begrenset tid og den derefter bortfalder ifølge sit eget indhold, vil der ikke være grund til at anse straffelovens §3 anvendelig, saaledes at straf for at ha overtraadt loven, mens den bestod, ikke længere skulde kunne idømmes, efterat den har tapt sin gyldighet. I andre tilfeller derimot, hvor ikke loven fra først av har været git som gjeldende for en begrenset tid, og det altsaa er gjennem en ny lovbestemmelse den er bragt til ophør, kan jeg ikke finde, at der vil være nogen anledning til at gjøre undtagelse fra den omhandlede bestemmelse i straffelovens §3 paa grundlag av en bedømmelse av lovgiverens motiver til at gi loven eller til siden at ophæve den. Det er vistnok saa, at det i mange tilfeller vilde være støtende, om regelen skulde føre til straffrihet for et forhold, som var i strid med dagjældende lov, og som fremdeles like meget maa ansees for at ha været samfundsskadelig og lastværdig, uanset at man har fundet at saken efter de forandrede tidsforhold nu stiller sig ganske anderledes. Men dette er der fuld anledning til at forebygge derved, at man i den nye lov, hvorved den ældre straffebestemmelse ophæves, fastsætter, at straffen uanset bestemmelsen i straffelovens §3, andet led, fremdeles skal faa anvendelse paa overtrædelser, som er begaat, mens loven gjaldt. At anse domstolene kompetente til i det enkelte tilfælde at foreta en skjønsmessig bedømmelse av disse forhold og efter omstændigheterne snart tillægge lovens ophævelse betydning likeoverfor tidligere begaatte overtrædelser og snart ikke, vilde efter min mening baade føre til en meget uheldig usikkerhet og vilkaarlighet i retshaandhævelsen og desuten være i avgjort strid med lovbestemmelsen som den er formet.

Saavel i norsk ret som ogsaa, saavidt jeg vet i tysk ret, er læren om tilbakevirkende kraft av mildere straffelove fra først av ikke grundet paa lovbestemmelse, men paa betragtninger ut fra sakens natur eller almindelige retsgrundsetninger. Og saalænge dette var tilfælde, kunde det være rimelig, naar man uten lov. hjemmel vilde gjøre undtagelse fra denne regel, som man ansaa som den normale, nemlig at forøvelsestidens strafferet var den

Side:488

avgjørende, at man begrænset undtagelsen til de tilfælder, hvor man fandt det klart, at den nye lov var begrunde ti en forandret bedømmelse av handlingens lastværdighet eller samfundsskadelighet. Men naar man tildels har villet opretholde sondringen efter dette moment ogsaa likeoverfor de nyere straffeloves uttrykkelige bestemmelse om forholdet, antar jeg, at dette nærmest maa forklares som virkningen av en tradition.

Uagtet jeg altsaa i de omhandlede betragtninger ikke kan finde noget grundlag for at anse overtredelse av de paagjældende rationeringsbestemmelser strafbar ogsaa efterat disse er forandret, saaledes at salget nu vilde været lovlig, kommer jeg imidlertid til det samme resultat ut fra den betraktning, at der her ikke er spørsmaal om en saadan forandring av straffelovgivningen eller de gjældende strafferetlige bestemmelser, som straffelovens §3 omtaler. Jeg finder i dette punkt ikke at kunne begrunde min mening bedre end ved at citere en side av Ørsteds haandbok, første bind, hvor spørsmaalet behandles side 220 flg., og jeg finder da at burde ta med i citatet ogsaa de uttalelser, som ikke gjælder denne side av spørsmaalet, men den side, som jeg først har behandlet. Han siger paa det anførte sted:

«Nogle nærmere Bestemmelser vilde imidlertid være fornødne, naar ikke Læren om en Lovs Tilbakevirkning, der utsletter en Handling af Forbrydelsernes Tal, som forhen hørte derunder, skal lede til aabenbare Urimeligheder. Saafremt det var for en bestemt Tid eller for en bestemt Tilstand Forbudet var givet, saa er det klart, at Overtræderen ingenlunde kan nyde godt af, at dette Lovbud som Følge heraf er ophørt, inden han har faaet Straffen for sin Overtrædelse. Saaledes bør den, der i Krigstider har begaaet Handlinger, som paa Grund af Krigen have været forbudne ligefuldt lide den bestemte Straf, uagte der, i Mellemrummet fra Handlingen og til dens Forfølgning, er sluttet Fred. Herer intet foregaaet, hvoraf man kan udlede, at Lovgiveren senere har forandret den Forestillingsmaade, hvorpaa Straffebudet var bygget. Dette kan paa den Tid, det gjaldt, have været fuldkommen hensigtsmæssig, ja nødvendigt, uagtet det siden ophører; og det vilde i høi Grad svække slige Straffebuds Kraft, saafremt Overtræderen kunde gjøre sig Haab om, ved en mellemkommende Fred, at undgaae sin Straf. Fremdeles maa man fra de Tilfælde, hvor en nyere Lov tilbagekalder en ældre Straffelov, nøie skjelne dem, hvor en nyere Forordning, tiden at forandre den ældre Lov i og for sig, kun betager en vis Handling de juridiske Egenskaber, ifølge hvilke den forhen hørte under Straffeloven. Naar Loven selv bliver staaende, saa maa Handlingernes Qvalification til at bedømmes efter samme beroe paa de ved disses Foretagelse værende Forhold og gjeldende Regler. Saaledes kan en Lov, der, uden ellers at forandre noget i de forhen foreskrevne Regler om Aager, forhøier Rentefoden, ikke fritage den, som tidligere har taget den nu først tilladte Rente, fra at ansees for Aager. Den nye Lov har, efter vor Forudsætning, ingen Forandring gjort i Straffen for ulovlig Rente, men, hvad der var ulovlig Rente, kan alene bedømmes efter de Love, under hvis Herredømme Renten er oppebaaret. Ligesaalidt kunde en Rettens Betjent fritages for at lide efter Lovene om

Side:489

ulovlig Sportulering, fordi en senere Anordning havde forhøiet Sportlerne saaledes, at den af ham beregnede Betaling, naar denne Anordning skulde anvendes, vilde være lovlig, eller den, der havde paadraget sig Straf for Indgrep i An dens Næring, nyde Frifindelse, fordi der, inden endelig Dom faldt i Sagen, var udkommen en ny Anordning, hvorved den ham tilkommende Næringsbrug blev saaledes udvidet, at han nu havde Hjemmel til den paatalte Handling. Ligesaalidet kan en senere Forandring i Told og Consumtions Lovgivningen ophæve en ældre Overtrædelses Strafbarhed. Heller ikke synes det, at Forordningen 23 Mai 1800 §1 kunde fritage dem for Straf, som forhen havde indgaaet et da forbudt men nu tilladt Ægteskab, thi Forordningen gjorde blot en ny Bestemmelse med Hensyn til det Spørsmaal, hvilke Ægteskaber der skulde henføres til de formedelst Slægtskab og Svogerskab forbudne, men ingen Forandring i selve Straffene for Ægteskab eller Sammenleie i de forbudne Grader. Endnu mindre kunde den Præst, der havde tilsidesat L. 2-8-3, eller de forlovere, som ved urigtigt Forløfte havde befordret sligt Ægteskab, frifindes fordi den senere Anordning havde tilladt samme.»

Jeg har hermed citert de av Ørsteds uttalelser, som mere direkte angaar det spørsmaal, som her foreligger til avgjørelse. Men jeg finder at det maaske kan være av interesse i denne forbindelse ogsaa at gjengi endel av, hvad Ørsted iøvrig uttaler om grundene for at gi nyere straffelove tilbakevirkende kraft til gunst for den, som har forga at sig mot et paa handlingstiden gjældende straffebud. Efter at ha nevnt, at de fleste retsforskere er enige om, at formildende straffelove maa anvendes paa alle ved lovens kundgjørelse ikke endnu endelig paakjendte tilfælder, som kunde henføres under dens bud, uttaler han videre (side 217):

«Det har unægtelig og meget for sig, at Lovgiveren, der selv, ved sin nye Lov, har erklæret den mildere straf for tilstrækkelig til sin Hensigt, ikke kan ville den strængere Straf sat i Fuldbyrdelse, hvorimod denne strængere Afstraffelse nu synes at maatte betragtes som en hensigtsløs Grumhed. Da den efter Loven forskyldte Straf kan nedsættes ved en paafølgende særdeles Benaadning, saa synes og en almindelig Benaadning, med Føie, at kunne tildeles Lovens Overtrædere i det omhandlede Tilfælde, hvor det var erkjendt, at den ældre Lovs Straf var større end Strafferettens Formaal krævede. Imidlertid kan, efter strænge criminalistiske Grundsætninger, indvendes, at det i det borgerlige Selskab ikke blot er Handlingens egen Skadelighed, Farlighed og Skammelighed, som bestemmer dens Strafbarhed, men at denne nærmest beror paa Lovgiverens positive Bydende, og at den der, under en streng Straffelovs Herredømme, har begaaet en vis Forbrydelse, virkelig har røbet et Større Hang til Forbrydelsen (hvilket Hang end ikke hiin strenge Straffetrudsel har formaaet at overvinde), større Trods mot Lovgiveren, end den, som siden, paa en Tid, da Straffelovgivningen behandler denne samme Forbrydelse lettere, tillater sig den.»

Han omhandler derefter spørsmaalet om virkningen av en ny lov, som helt ophæver straffen og uttaler herom, at det synes at maatte være en konsekvens av det før uttalte, at straf i dette tilfælde maa bortfalde, men derpaa tilføier han:

Side:490

«Dette har rigtignok noget Paafaldende ved sig. Personen havde dog aabenbart forbrudt sig, ved at overtræde den da gjældende Lov. Den siden foregaaede Forandring i Lovgivningen vidner i det høieste om, at Lovgiveren ikke nu anseer Handlingen for i sig ond eller strafværdig, men den skyldige har dog ligefuldt tilsidesat den Lydighed, han var Loven og Lovgiveren skyldig. Imidlertid kan Conseqventsen ikke til lade, at Straffens senere fuldkomne Ophævelse skulde være uden Virkning for Overtræderen, da dens blotte Formildelse kommer ham tilgode. Dog kunde maaskee en vilkaarlig Straf for den begaaede Handling, som Lovovertrædelse, anvendes, men uden at den ved Handlingens materielle Beskaffenhed fremkaldte Straffebestemmelse nu kunde være til Regel.»

Som man ser rammer de uttalelser fra Ørsted, som jeg har citert, ikke direkte de forbud og paabud, som i nyere ret saa almindelig gives av underordnede myndigheter med hjemmel av en lov, som setter straf for deres overtrædelse. Men det forekommer mig klart, at hans uttalelser med ennu større styrke maa lede til, at en forandring i de i henhold til disse blanketlover givne paabud og forbud maa være uten betydning i retning av at ophæve eller formilde straffen for de overtrædelser, som er begaat, mens budet eller forbudet gjaldt, naar dog selve straffebestemmelsen staar. uforandret. Og hans henvisning til forandring i størrelsen av de sportler, som kan beregnes, eller i toldtariffen synes jo at gi en meget nær analogi.

Og selv om dette spørsmaal kunde ha stillet sig tvilsomt, hvis man ingen lovbestemmelser hadde om forholdet, eller om man, som den tyske straffelov, hadde en lovbestemmelse, som taler om betydningen av nye lovbestemmelser, som er mildere end de før gjeldende, forekommer det mig, at spørsmaalet maa være meget. litet tvilsomt likeovefor bestemmelsen i vor straffelovs §3, som uttrykkelig taler om forandring i straffelovgivningen ingen og om de gjeldende strafferetslige bestemmelser. Jeg maa gaa ut fra, at hensigten med denne uttryksmaate netop har været at begrænse sætningen saa, at den ikke gjælder saadanne bestemmelser, som nok kan ha en indirekte betydning for et straffebuds anvendelse, men som ikke kan siges selv at være av strafferetslig art. Og det forekommer mig, at det vilde være en høist unaturlig opfatning, at bestemmelser, som forhøier eller sænker en maksimalpris eller forandrer det kvantum, som kan sælges mot et rationeringsmerke eller som gjør forandringer i toldtariffen, skulde kunne kaldes strafferetslige bestemmelser.

Konklusion:

Anken forkastes, forsaavidt den angaar den del av den paaankede meddomsretsdom, i hvilken de tiltalte Nikolai Olsen Munkvold og Albert Martin Julius Larsen er dømt for overtrædelse av bestemmelserne i lov nr. 15 av 14 december 1917 (jfr. lov av 14 mai 1917) §8, jfr. §1c og kongelig resolution av 21 december 1917 punkt 5, 9 og 10, skrivelse av 3 januar 1918 fra Provianteringsdepartementet og rationeringsdirektoriatets plakat av januar 1918. Salæret til aktor, advokat Magne Schjødt, fastsættes til kr. 120.

Side:491

Ekstraordinær assessor Peersen: Jeg er enig med førstvoterende og vil kun pointere, at da loven av 14 december 1917 ikke er ophævet, gjaldt de samme strafferetslige bestemmelser ved sakens paadømmelse i december 1919 som da den ulovlige handel fandt sted høsten 1918.

Assessor Bjørn: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoteren de.

Konst. assessor Bugge, assessor Fürst ekstraordinær assessor, sorenskriver Moe og justitiarius Thinn: Likesaa.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av meddomsrettens dom:

Ved tiltalebeslutning av stadsadvokaten for Nordlands lagsogn av 7 juni 1919 er 1. arbeidsformand Nikolai Olsen Munkvold, 42 aar gammel, bopæl Fagernæs i Narvik, 2. arbeider Albert Martin Julius Larsen, 34 aar gammel, bopæl Narvik, sat under tiltale ved Narviks meddomsret til fældelse - - - efter lov nr. 15 av 14 december 1917 §8 jfr. §1c og kgl. resolution av 21 december 1917 punkt 5, 9 og 10, skrivelse av 3 januar 1918 fra provianteringsdepartementet samt rationeringsdirektoriatets plakat av januar 1918 for at ha overtraadt de bestemmelser, som i henhold til lov er trufne om omsætning av rationerte varer, idet de høsten 1918 i Narvik (Fagernes) uten anvisning eller kort solgte til Martin Isaksen 95 kg. kaffe. - - -