Rt-1920-577
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1920-03-10 |
| Publisert: | Rt-1920-577 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 51/1 s.a. |
| Parter: | Skibsreder Jac. M. H. Lindvig (advokat Arne Rygh) mot A/S H. N. Aagaard & Co. (advokat Koss). |
| Forfatter: | Bjørn, Frisak, Hazeland, Bang, Fürst, Backer, Mejdell |
| Lovhenvisninger: |
Ved Kristiania byrets dom av 2 mai 1918 blev i denne sak saaledes kjendt for ret: «Indstevnte skibsreder Jac. M. H. Lindvig, bør til aktieselskapet H. N. Aagaard & Co. betale de paasøkte kr. 25.000 med 4 av hundre i aarlig rente derav fra 6 november 1916 indtil betaling sker. Sakens omkostninger ophæves». Dommen er avsagt under dissens, idet en av de voterende stemte for Lindvigs frifindelse og for at Aagaard & Co. skulde betale ham kr. 350 i saksomkostninger.
Ved stevning av 31 mai har Lindvig paaanket byrettens dom til Høiesteret med saadan paastand: «Principalt: At apellanten frifindes for indstevntes tiltale. Subsidiært: 1) principalt: At Lindvig tilpligtes at betale 1/3 av vanlig mæglerkommission til en mægler, bestemt ved skjøn; subsidiært: at Lindvig frifindes mot at betale til Aagaard 1/3 av kr. 25.000 = kr. 8.333,33. 2) At Lindvig frifindes mot at betale vanlig mæglerkommission efter skjøn og i alle tilfælder at han tilkjendes saksomkostninger for byretten og Høiesteret hos indstevnte».
Indstevnte har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret hos appellanten.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domspræmisser. Som nyt er i Høiesteret fremlagt avskrift av telegrammer fra Lindvig til Ths. Smedsvig i tiden fra 5 mai til 16 juni 1916 og fra Smedsvig til Lindvig fra 8 mai til 22 juni - angaaende salg av D/S «Vossbergen».
Høiesteret kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av byretten.
Tre av Høiesterets medlemmer, assessorerne Bjørn, Bang og Fürst tilræder i væsentlige dele hvad byrettens dissenterende medlem har anført til begrundelse.
Paa grundlag av haandgivelsen findes appellanten ikke at kunne stille noget krav paa salgsprovision. En betingelse herfor maatte det være, at akcept (for egen eller andres regning) blev meddelt sælgeren ved dennes mægler, appellanten, inden den bestemte frist og paa de i haandgivelsen nævnte vilkaar, saaledes som disse er nærmere utformet i Lindvigs skrivelse av 3 mai 1916 til Aagaard.
At saa er skedd maa likeoverfor Lindvigs benegtelse og sakens omstendigheter iøvrig bevises av Aagaard.
Side:578
Man gaar med byretten ut fra, at den oprindelige frist - til 3 mai kl. 6 eftm. - senere blev forlænget til 5 mai samme klokkeslet, saaledes som av Aagaard paastaat. Men at akcept blev meddelt inden utløpet av denne nye frist findes ikke godtgjort. Herom haves alene vidneforklaringer av sakens 1. og 2. hovedvidner, skibsmægler Natvig og Martin Thorvig. Av disse repræsenterer Natvig Norges Skibssalgs og Maritime Bureau, som i 3. haand - nemlig gjennem Eiler Holtermann & Co. - hadde skibet paa haanden fra Aagaard, og som var traadt i forbindelse med Ths. Smedsvik i Haugesund. Natvig sees av denne grund at være av Aagaard erkjendt berettiget til andel i den av Aagaard paastaatte provision. Angaaende spørsmaalet om meddelelse av akcept efter haandgivelsen forklarer Natvig, at han hadde frembudt skibet til Ths. Smedsvig for kr. 1.650.000 og at dette tilbud blev akceptert av Smedsvik den 5 mai. Dette blev meddelt Aagaard før kl. 6 eftm. samme dag. Selv hadde han skibet paa haanden til kl. 5 1/2. - M. Thorsvig, der er Aagaards kontorchef, forklarer paa spørsmaal «om der blev avgit bud paa baaten», at der den 5 mai blev avgit et fast bud paa den, men klokkeslettet for avgivelsen vet han ikke og følgelig heller ikke om det blev avgit før utløpet av haandgivelsen. Denne forklaring refererer sig til det av Natvig om forklarte fra Smedsvig foreliggende kjøpetilbud (eller akcept paa Natvigs salgstilbud) som saaledes skal være blit Lindvig meddelt fra Aagaard den 5 mai.
At der paa dette tidspunkt har foreligget noget saadant kjøpetilbud (eller akceptert salgstilbud) overensstemmende med haandgivelsen fra Smedsvigs side, staar imidlertid i bestemt strid med den nu for Høiesteret dokumenterte telegramkorrespondance, mellem Smedsvig og Lindvig. Ifølge denne sendte nemlig Lindvig den 6 mai (altsaa dagen efter fristens utløp) et saalydende iltelegram til Smedsvig: Vosbergen - ilbekræftelse inden 11 nødvendig ellers haandgivet andre liebhabere - opgivne betingelser ultimatum. Efter dette kan der ikke inden kl. 6 eftm. den 5 mai ha foreligget for Lindvig noget bindende kjøpetilbud paa haandgivelsens betingelser, selv om der inden nævnte tidspunkt kan være - som Thorvik forklarer - avgit et «fast bud», hvis indhold ikke er opgit, og, som i hvert fald ikke førte til avslutning av noget salg.
Aagaard antages saaledes ikke at ha krav paa salgsprovision paa grundlag av den ham meddelte haandgivelse eller salgsfuldmagt.
Mere tvilsomt er spørsmaalet om, hvorvidt han ikke desuagtet har krav paa provision for som mægler at ha bragt appellanten som sælgerens repræsentant i forbindelse med mægler Ths. Smedsvig, der efter senere optatte forhandlinger med appellanten i slutningen av juni kjøpte Vosbergen. Dette skedde for regning av skibsreder Baardsen, der indtraadte i A/S «Jøkul»s bud efterat «Jøkul» av de britiske myndigheter var negtet godkjendelse som kjøper. Det er omtvistet, hvorvidt Smedsvig under sine før nævnte forhandlinger med Natvig-Aagaard optraadte paa «Jøkul»s vegne eller for en tredjemand (M. Clausen) der trak sig tilbake, fordi han ikke vilde overta klausulgarantien paa GBP20 000 likeoverfor den britiske regjering.
Men selv om man gaar ut fra, at det dengang gjaldt «Jøkul», antages resultatet at bli det samme. Ti det endelige salg skedde
Side:579
av forannævnte grund ikke til A/S «Jøkul» men til Baardsen og selv om denne for at bli istand til at overta «Jøkul»s bud traf et arrangement med dette selskap eller dets aktionærer antages dette at være uten betydning for det foreliggende spørsmaal.
Aagaards befatning med det virkelig stedfundne salg indskrænker sig i hvert fald til, at han har bragt sælgerens mægler (appellanten) i forbindelse med en anden mægler, der repræsenterer en anden kjøper end den med hvem forbindelse oprindelig var indledet, hvad enten dette var Clausen eller A/S Jøkul.
Men dette findes ikke at avføde noget krav for Aagaard paa salgsprovision eller anden godtgjørelse.
Assessorerne Frisak og Backer anser det avgjørende, at A/S Aagaard ikke har godtgjort, at haandgivelsen med de deri opstillede vilkaar er akceptert inden den forlængede frists utløp den 5 mai kl. 6 eftm., idet derefter enhver ret for A/S Aagaard til kjøp eller fortjeneste paa kjøp var ophørt likeoverfor Lindvig. Da henvendelsen fra Lindvig til A/S Aagaard var tidsbegrænset, var med fristens utløp ethvert baand mellem dem brudt. At haandgivelsen ledet til, at Lindvig blev bragt i forbindelse med Ths. Smedsvig, kunde formentlig ikke medføre nogen ret for A/S Aagaard til provision for salg, som senere kom istand uten dets medvirkning, end mindre til den sum, kr. 25.000, som vilde ha været fortjenesten for A/S Aagaard og dets medinteressenter, hvis det hadde lykkes at faa haandgivelsen akceptert i rette tid.
Assessor Hazeland, der forøvrig er enig med flertallet, anser det unødig at avgjøre om Baardsen er at betragte som ny kjøper i forhold til A/S «Jøkul». Selv om «Vossbergen» ansees solgt gjennem Smedsvig direkte til i realiteten den samme kjøper paa hvis vegne han (Smedsvik) oprindelig forhandlet gjennem Aagaard, finder jeg ikke dette tilstrækkelig til at begrunde dom mot Lindvig. Det maatte derhos efter min mening ialfald forlanges, at Lindvig kjendte til forholdet, d. e. at Lindvig visste at baaten gjennem Smedsvig solgtes til den samme kjøper, som hadde været paa bane via Aagaard under haandgivelsen til denne. Men dette maa jeg anse benegtet av Lindvig og noget bevis herimot finder jeg ikke ført. Tvertimot er det av Lindvig uttrykkelig anført at han av Smedsvig har faat forsikring om, at han (S) nu arbeidet for en ganske anden mand end under forhandlingerne med Aagaard og dette er av indstevnte saavidt jeg kan se heller ikke benegtet.
Assessor Mejdell voterer som følger: «En haandgivelse», der som den i saken omhandlede gir sælgeren adgang til efter eget frit valg, av hvilkensomhelst grund - ikke kun av hensyn til kjøpernes vederheftighet, et hensyn der til enhver tid vil kunne motvirkes ved prestering av kontant betaling - at akceptere eller refusere et fremkommende bud, er ingen haandgivelse i dette ords oprindelige eller regelmæssige betydning. En haandgivelse, der ikke binder sælgeren til at sælge, kan ikke opfattes anderledes end som en tilbakekaldelig salgsfuldmagt, eller i andre ord: den til hvem dokumentet er utstedt, er ikke git salgsgjenstanden paa haanden han er git paa haanden at sælge gjenstanden. Er han enten i form av procenter eller som i nærværende tilfælde i form av et fikst beløp tilsagt provision kan han ikke fremsætte krav paa
Side:580
provision, om han har nedlagt aldrig saa stort arbeide i at virke for salget, naar sælgeren dog tilsidst vægrer sig for at indgaa paa salg. Men paa den anden side maa avtalen mellem partene fornuftigvis, mener jeg, forstaaes saaledes at naar sælgeren ved mellemmands virksomhet er kommet i forbindelse med liebhaber, saa kan ikke sælgeren ta frugten av mellemmandens arbeide ved at træde i direkte forhandling med denne liebhaber og foreta salg uten hensyn til den avtalte provision. Det senere fuldbyrdede salg kan staa i en saa fjern forbindelse med det oprindelig paatænkte eller avsluttes paa saa vidt forskjellige vilkaar, at det maa siges at være en helt ny og uavhængig affære, til hvis istandbringelse kommissionærens oprindelige arbeide har været uten enhver forretningsmæssig betydning. I et saadant tilfælde er det rimelig at lægge den fortolkning av salgsavtalen til grund, at under saadanne forandrede forhold bortfalder kommissionærens ret til provision. I tvilstilfælde maa man imidlertid gaa ut fra, at det ikke staar til sælgeren ved ensidig handling at forskjærtse kommissionærens provisionskrav. I nærværende tilfælde staar det gjennem telegramveksling 5, 6 8, 9, 10, 11 og 12 mai 1916 indledede og senere effektuerte salg i en saa vidt nær forbindelse med de gjennem Aagaard & Co. paabegyndte forhandlinger, at jeg ikke kan anse firmaets fordring paa provission uhjemlet. Den bevisbyrde, som efter min mening, appellanten har for at det effektuerte salg er kommet istand helt uavhængig av indstevntes foregaaende henvendelse til Smedsvig, har appellanten, som jeg bedømmer saken, ikke opfyldt. Det forekommer mig at være saa meget mindre føie til at anse appellanten løst fra sin oprindelige forpligtelse til at svare indstevnte provision, som appellanten sees under sine forhandlinger med Smedsvig at ha været specielt omerksom paa, at provisionsspørsmaalet kunde stille sig tvilsomt og derfor - hvad der er in confesso; cfr. skr. 28 juni 1916 - likeoverfor Smedsvig har truffet forbehold om indstevntes ret i saa henseende.
Jeg mener efter det anførte, at det ikke er træffende uttryk for situationen at si, at der ikke inden den givne frist forelaa akcept fra kjøpers side. Thi akcept forutsætter, at der foreligger tilbud. Men sælgeren hadde ikke fremsat noget tilbud til akcept; hvad han hadde gjort var at opfordre til anbud, som han hadde forbeholdt sig fuld frihet til at akceptere eller refusere. Det foreliggende tilfælde maa derfor anskues paa samme maate som det regelmæssige forhold: at en sælger har git en mellemmand bemyndigelse til at sælge gjenstanden paa nærmere opgitte vilkaar, men med forbehold av sælgerens endelige approbation. Skaffer da mellemmanden forbindelse tilveie mellem sælger og eventuel liebhaber, antar jeg, at der tilkommer mellemmanden provision, naar sælgeren, da det kommer til stykke, betjener sig av den forbindelse, han ved mellemmandens hjælp er kommet i til liebhaberen, uanset om det endelige salg foregaar paa vilkaar der ikke helt ut er kongruente med de oprindelig fra sælgerens side formulerte.
Jeg kommer følgelig til samme resultat som byrettens flertal og voterer for stadfæstelse av byrettens dom; konklusion finder jeg det ufornødent at forme.
Side:581
Efter voteringen vil appellanten være at frifinde. Sakens omkostninger findes at burde ophæves baade for byretten og for Høiesteret.
Dom:
Jac. M. H. Lindvig bør for A/S H. N. Aagaard & Co.s tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.
Av byrettens dom:
I henhold til telefonsamtale av 3 mai 1916, bekræftet i skrivelse fra indstevnte Jac. M. H. Lindvig til citantskapet A/S H. N. Aagaard & Co. av samme dag, haandgav indstevnte som sælger for sin far statsraad Lindvig til citantskapet D/S Vossbergen mot svar inden nævnte dags eftermiddag kl. 6 for en sum av kr. 1.600.000 netto til rederen + kr. 25.000 i kommission til indstevnte. For salget var opstillet endel betingelser, saaledes ret for saavel sælger som for engelske myndigheter til at godta kjøperen samt pligt for denne til at overta et overfor den engelske stat stillet klausuldepositum paa GBP20 000. Citantskapet haandgav skibet videre til Eiler Holtermann som gjennem en anden mellemmand, Ths. Natvig, frembød skibet for kr. 1.650.000 til Ths. Smedsvik i Haugesund. Overprisen kr. 25.000 skulde citantskapet - angivelig efter avtale med indstevnte - ha i provision. Efter hvad citantskapet hævder, blev haandgivelsesfristen av indstevnte mundtlig forlænget til 5 mai kl. 6 eftermiddag og denne dag inden nævnte klokkeslet akcepterte citantskapet angivelig haandgivelsen, da der netop var indkommet et bud paa skibet fra Smedsvik, stor kr. 1.650.000. Videre salgsforhandlinger gjennem citantskapet fandt ikke sted, idet Smedsvik opgav, at hans køper trak sig tilbake. Skibet blev imidlertid senere i juni 1916 solgt efter direkte forhandlinger mellem Smedsvik og indstevnte til en skibsreder Baardsen for kr. 1.650.000, hvorav sælgeren har utredet 1 pct. provision til Smedsvig.
Citantskapet mener, at da det er gjennem firmaet, kjøper til skibet blev skaffet tilveie, har det krav paa provision med kr. 25.000, som firmaet efter avtale kunde betinge i overpris, og som ogsaa blev opnaaet ved salget. Da indstevnte anser sig uforpligtet til at erlægge nogen provision til firmaet, har dette saksøkt indstevnte til betaling av nævnte beløp med renter og omkostninger. Subsidiært paastaar citantskapet sig tilkjendt kommission eller erstatning for kontraktsbrud og ydet arbeide efter skjøn.
Indstevnte paastaar sig frifundet og tilkjendt omkostninger, idet han benegter saavel at haandgivelsesfristen blev forlænget som at der inden den av citantskapet paastaaede forlængede frist fremkom nogen definitiv akcept av salgstilbudet. - - -
Indstevnte findes at burde frifindes.
- - - Man maa lægge til grund, at Smedsvig kun avgav bud som mellemmand. - - - At salget til skibsreder Baardsen skulde kunne utledes fra den kjøper, paa hvis vegne Smedsvig oprindelig avgav bud - selvom dette fremkom til indstevnte inden haandgivelsesfristens utløp - foreligger der intet bevis for. Salget til Baardsen maa da antages at ha fundet sted uten nogensomhelst forbindelse med de salgsforhandlinger, hvori citantskapet tidligere deltok - og firmaet kan følgelig ikke ha krav paa nogen provision i anledning av dette salg. At indstevnte gjennem citantskapet kom i forbindelse med Smedsvig, hvem det senere som mellemmand
Side:582
lykkedes at faa solgt skibet, findes at være uten enhver betydning for begrundelsen av det paastaaede krav. - - - O. Andersen.
Ths. Smedsvigs vidneforklaring under tingsvidnet i Haugesund den 22 august 1917 staar i et meget væsentlig punkt i uoverenstemmelse med Smedsvigs skrivelse av 10 juni 1916, altsaa mens selve salgsaffæren var «varm». Her sier Smedsvig med rene ord, at A/S «Jøkul», som de engelske myndigheter ikke vilde godta som kjøper, hadde videresolgt til Baardsen. Det kan jo være meget mulig, at «Jøkul»s navn ikke er kommet ind i kjøpekontrakten med Baardsen, men med alt hvad der iøvrig foreligger, forekommer indholdet av skrivelsen av 10 juni 1916 mig aldeles avgjørende for, at der er en virkelig sammenhæng mellem de ved Natvig i telefonen den 5 mai 1916 aapnede forhandlinger med «Jøkul»s kjøpsmandater Smedsvig og Baardsens senere kjøp av skibet i juni. Smedsvigs skrivelse av 16 mai 1916 lar sig vanskelig forlike med det senere oplyste om, at «Jøkul» virkelig kom til ved den paagjældende tid at avslutte kjøpsavtale, om saadan ikke allerede forelaa med Lindvig angaaende «Vossbergen». At det i skrivelsen omhandlede depositum av GBP20 000 ikke var nogen virkelig kjøpshindring, viser noksom det senere passerte. Jeg anser det godtgjort, at den skriftlige haandgivelse av 3 mai 1916 til saksøkerne var mundtlig forlænget til den 5 mai om eftermiddagen, og at de i henhold hertil var berettigede til at drive de forhandlinger, som i saken er omhandlet, med Smedsvig. Alle de foreliggende oplysninger peker efter min opfatning avgjørende i den retning, at indstevnte og Smedsvig, efterat de gjennem Natvig var bragt i direkte forhandlingsforbindelse m.h.t. «Vossbergen» i indbyrdes forstaaelse har skudt aldeles tilside saksøkerne eller de(n) som optraadte som disses submandatar(er) eller hvad man skal kalde vedkommende. Over den av indstevnte forlangte nettopris hadde Natvig den 5 mai unegtelig opnaadd kr. 25.000 overpris gjennem Smedsvigs bud, og det senere med Baardsen avsluttede og iorden gaaende kjøp gik ikke ut paa en lavere kjøpesum, hvorimot denne skaffet indstevnte likesaa meget mere end den sum, han hadde git saksøkerne «Vossbergen» paa haanden for dog - 1 pct. av den samlede kjøpesum til Smedsvig.
Som den hele sak ligger an, findes indstevnte at burde tilpligtes at betale paastandsbeløpet med renter. - - - And. Færden.
Jeg er enig med assessor Færden. Siewers.