Rt-1921-181
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1920-11-16 |
| Publisert: | Rt-1921-181 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 22/2 B s.a. |
| Parter: | Sand kommunale elektricitetsverk (advokat Jakob Thinn) mot A. Krogh Apenæs (advokat Erling Fyhn) |
| Forfatter: | Bjørn, Hambro, Bang, Christiansen, Scheel, Feragen, Mejdell |
| Lovhenvisninger: | Kjøpsloven (1907), Kjøpsloven (1907) §38, §4 |
Assessor Bjørn: I nærværende sak blev under 5 januar 1918 avsagt dom av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Ryfylke med det resultat, at Sand kommunale elektricitetsverk blev frifundet for A. Krogh Apenæs's tiltale og sakens omkostninger ophævet.
Ved dom, avsagt av Bergens overret den 13 januar 1919, blev derimot saaledes kjendt for ret: «Indstevnte Sand kommunale elektricitetsverk bør til appellanten A. Krogh Apenæs betale kr. 2.491,28 med 5 av hundrede i aarlig rente av kr. 2.273,05 fra 15 december 1915 til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves for begge retter.»
Denne dom er av elektricitetsverket ved stevning av 10 juni 1919 paanket til Høiesteret med paastand om frifindelse for A. Krogh Apenæs's tiltale og tilkjendelse av omkostninger for overretten og Høiesteret.
Indstevnte har paastaat stadfæstelse av overrettens dom og tilkjendelse hos elektricitetsverket av sakens omkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter kan jeg henvise til de foran nævnte dommes præmisser. For Høiesteret er dokumentert endel nyt, væsentlig av korrespondancen mellem Krogh Apenæs og det tyske valseverk «Phoenix» paa den ene side og mellem Apenæs og appellanten paa den anden side. Jeg finder ikke disse dokumenter at være av den betydning for saken, at det er nødvendig nærmere at referere dem.
Jeg kommer i henseende til det foreliggende tvistspørsmaal til samme resultat som overretten og tiltræder i alt væsentlig dens begrundelse, hvortil jeg henviser. Jeg skal alene med hensyn til erstatningsspørsmaalet bemerke, at jeg efter sakens oplysninger ikke finder det tvilsomt, at elektricitetsverket selv har skylden og ansvaret for den forsinkede leveranse av de under saken omhandlede K-stykker, og at det følgelig var uberettiget til at negte betaling for den første levering ved forfald den 5 oktober 1915. Da det derhos er aabenbart, at Krogh Apenæs har lidt tap derved, at betaling for den nævnte sending først fandt sted den 15 december næstefter og da elektricitetsverket maa ha forstaat, at saadant tap let vilde bli følgen av dets mora, finder jeg det litet tvilsomt, at
Side:182
Krogh Apenæs har krav paa erstatning hos verket for dette tap, der motsvares av det beløp, han har paastaat sig tilkjendt i saken. Jeg antar, at dette resultat foruten at stemme med rimelighet og billighet ogsaa er i overensstemmelse med den nu raadende retsopfatning paa erstatningslærens omraade, saaledes som denne retsopfatning har fundet uttryk i den senere juridiske litteratur i emnet og i forskjellige retsavgjørelser; (se herom Hagerup: Kjøb og salg, side 159-60; Hall.-Aub.: Obligationsrettens alm. del, side 264-5; Stang: Erstatning, side 417-18; Jul. Lassen: Obligationsrettens alm. del, §43, 1-3; Almén: ad §38, note 50; videre Rt-1911-806, Rt-1918-388 og Rt-1918-743). Jeg tilføier, at til samme resultat leder ogsaa en nærliggende analogi fra veksellovens §36, 2det punktum.
Jeg antar det anførte tilstrækkelig til begrundelse av mit resultat, uten at jeg finder det paakrævet at indgaa paa de mange spørsmaal, som i forbindelse hermed er blit drøftet under proceduren.
Med hensyn til rentespørsmaalet bemerker jeg, at elektricitetsverket i den relasjon, det her gjælder, efter min opfatning maa sidestilles med «handlende» i kjøpslovens §4, og at renter, 5 pct., følgelig maa svares overensstemmende med samme lovs §38.
Efter det resultat hvortil jeg kommer, finder jeg, at appellanten maa tilsvare sin motpart procesomkostningerne for Høiesteret.
Konklusion:
Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Sand kommunale elektricitetsverk til A. Krogh Apenæs kr. 1 000.
Assessor Hambro: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Bang, assessorerne Christiansen, Scheel og Feragen: Likesaa.
Assessor Mejdell: Jeg er kommet til et andet resultat end de tidligere voterende. Jeg er enig i, at elektricitetsverket pligtet den 5 oktober 1915 at betale for den levering, som dengang hadde fundet sted. Jeg er videre enig i, at saaledes som saken foreligger for Høiesteret, hvor en række nye og som jeg maa anta for elektricitetsverket ukjendte dokumenter har været fremlagt, er det bragt paa det rene, at indstevnte A. Krogh Apenæs i forhold til «Phoenix» har kjøpt for egen regning og under 16 september 1915 avgjort ved indbetaling til «Phoenix» det mellem ham og «Phoenix» ved forhandlinger dem imellem avtalte fakturabeløp med mark 27.601,46. Men jeg mener, at dette efter særlig avtale gjældende forhold mellem «Phoenix» paa den ene side og Krogh Apenæs paa den anden side ikke er det, det kommer an paa likeoverfor appellanten (elektricitetsverket). Elektricitetsverket gjør gjældende, at verket opfattet forholdet derhen, at dets medkontrahent var det tyske hus med indstevnte som mellemmand, og at det som følge herav faldt av sig selv, at vareprisen blev beregnet i mark, som var den valuta, hvori det tyske hus skulde ha sin dækning, og at dette derfor var grunden til, at prisen blev stipulert i mark. For denne opfatning mener jeg, at verket hadde fuld støtte i den mellem parterne førte
Side:183
korrespandanse. En gjennemlæsning av denne gir det umiddelbare indtryk, at Apenæs ikke optraadte som handlende i egen interesse; han uttrykker sig under skriftevekslingen saaledes, at elektricitetsverket maatte ha fuld føie til at tro, at han optraadte udelukkende som repræsentant for det tyske hus. Appellanten visste ikke om og kunde ikke vite, at indstevnte solgte for egen regning. Herom blev appellanten først underrettet efterpaa og efterat tvisten mellem parterne var opstaat. I korrespondansen taler indstevnte stadig om «mit hus Phoenix», hvorhos er at merke, at i skrivelser og telegrammer av juni 1915 taler han om «Phoenix» som den der forlanger et pristillæg - et pristillæg, som forresten senere bortfaldt. Men var elektricitetsverket berettiget til at gaa ut fra, at handelen foregik med det tyske firma «Phoenix», mener jeg, at forholdet set fra elektricitetsverkets standpunkt maa betragtes som en handel indgaat med et utenlandsk firma beregnet paa opfyldelse gjennem betaling til dette firma i den paa dets hjemsted gangbare mynt. Og da har det utenlandske firma ingen ret til at kræve opfyldelse gjennem betaling i norske kroner, hvad enten saa kursen er stigende eller faldende. Jeg opfatter altsaa stillingen at være den, at elektricitetsverket har forutsat som givet, at den dækning, der foregik i mark sendt av verket til agenten vilde av denne bli videresendt til agentens principal det tyske hus. Dækningen behøvet ikke netop at ske ved at elektricitetsverket i norsk bank for norske kroner kjøpte mark; verket kunde benytte hvilkensomhelst adgang det maatte ha til at anvise paa tilgodehavende i Tyskland, og det kunde paa den anden side ingen forpligtelse ha til at dække just gjennem agenten. Om verket saa foretrak, kunde det remittere direkte til «Phoenix» i Tyskland. Under den av mig angivne forutsætning kan jeg ikke se rettere, end at den eneste virkning for elektricitetsverket ved oversittelse av forfaldsdagen maa være pligten til betaling av renter. At parternes forutsætning, seet ut fra hvad der forelaa for appellanten, har været som av mig nævnt, og at forholdet maa bedømmes derefter, bestyrkes ogsaa av leveransekonditionerne, hvor som eneste følge av betalingens ikkeerlæggelse i rette tid er nævnt en rente av 6 pct., hvilken rente efter initiativ av indstevnte er senere nedsat til 5 pct. Jeg mener, at en saadan uttrykkelig avtalt rente maa betragtes som et uttryk for, at denne rente er den moragodtgjørelse, som parterne sig imellem er blit enig om skal gjælde uanset om konjunkturerne leder til, at godtgjørelsen blir kreditor til + eller .
Ogsaa i skrivelse fra Apenæs til elektricitetsverket av 21 oktober 1915 kommer, forekommer det mig, den opfatning tilorde, at følgen for appellanten av tilbakeholdelse av det beløp der skyldtes for, hvad der dengang var levert, kun vil bli rentepligt. Der er i denne skrivelse ingen antydning til, at Apenæs personlig var blit paadrat et tap som følge av, at elektricitetsverket ikke hadde prestert betaling i rette tid. Men jeg mener, at det hadde været det eneste naturlige, at Apenæs, hvis han vilde gjøre krav i denne henseende gjældende, hadde varskoet verket herom.
Med hensyn til de bemerkninger iøvrig, der er gjort om rentefotens størrelse, er jeg enig med de tidligere voterende.
Da jeg er i minoritet, skal jeg ingen konklusion forme.
Side:184
Av underrettens dom:
- - - Beløpet er beregnet at være rest for leverte varer og fremkommer saaledes: Varernes samlede kostende var mrk. 28.413,06 à kurs 79.00 - kr. 22.446,32 + 5 pct. renter fra 5 oktober til 15 december kr. 218.23, tilsammen kr. 22.664,55. Mottatt mrk. 28.413,06 à 71.00 kr. 20.173,27 - kr. 2.491,28.
Indstevnte har paastaat sig frifunden og tilkjendt saksomkostninger.
Naar indstevnte hævder, at citanten ikke er rette saksøker, men ved salget kun har optraadt som agent for et tysk firma «Phoenix» kan retten ikke gi dem medhold deri. Det er vistnok saa, at varerne er leverte direkte fra fabrikken i Tyskland, men alle forhandlinger er førte med citanten i eget navn, om han end sees at ha konferert med fabrikken, før han endelig avsluttet kontrakten, og under korrespondancen benytter uttryk som: «Mit hus Phoenix». Citanten angir ogsaa at han er firmaets eneforhandler i Norge, ikke bare dets agent. Det betalte beløp er ogsaa erlagt til citanten.
Dernæst grunder indstevnte sin paastand om frifindelse paa, at prisen er fastsat til tyske mark, og naar der saa er betalt i denne myntsort det akkorderte beløp, har citanten ikke mere at kræve. Citanten erkjender, at betaling kunde erlægges i tyske mark, men hævder, at hvis indstevnte vilde betale i mark, maatte betaling være erlagt paa forfaldsdagen og at det ikke kan dra fordel av, at kursen fra forfaldsdagen til betalingsdagen hadde forandret sig.
I denne betragtning maa retten gi citanten medhold, men spørsmaalet er om indstevnte har oversiddet forfaldsdagen, hvad han benegter. Ifølge kontrakten skulde betaling erlægges 14 dage efter varernes ankomst til Sand. Nu maa det antages, at størstedelen av varerne kom til Sand 20de september 1915, noget som indstevnte ikke direkte har benegtet, idet det siger, at disse varer kom «i slutten av september». Men det er paa det rene, at ikke alt kom da. Der var noget igjen og mot indstevntes benegtelse kan retten ikke gaa ut fra, at disse varer kom til Sand før 2den december 1915.
Indstevnte hævder nu, at betaling ikke kunde kræves før 14 dage efterat alt var kommet til Sand, og at det først mottagne var uten nogen nytte, saalænge ikke alt var kommet. - Til dette bemerker citanten, at forsinkelsen skyldes indstevnte selv eller dets ingeniør. Det sidst ankomne kaldes K-rør, og disse skulde ha bestemte bøininger (vinkler) og citanten paastaar, at vinklerne ikke var tydelig angivne i den første opgave, hvorfor nye maatte indhentes, og disse kom først 2 maaneder senere. Imidlertid var tiden for den erholdte utførselstilladelse utløpen og først efterat ny var erhvervet, kunde avsendelse ske.
Der er bl.a. fremlagt en skrivelse fra indstevntes ingeniør, Fr. Jacobsen, hvori denne bestemt avviser paastanden om, at opgaverne ikke var tilstrækkelig tydelige, og fremholder at alt var tilrettelagt, saaat der kun stod igjen en simpel beregning. Denne skrivelses rigtighet har citanten benegtet i sin almindelighet, men specielt er kun benegtet leverandørens pligt til at foreta den antydede beregning. Men enten leverandøren hadde denne pligt eller ikke, saa er ialfald de endelige opgaver ved beregningerne kommet til leverandøren i august (sandsynligvis omkring den 23de eller 24de). Citanten fik denne den 21de, og efter kontrakten skulde levering ske 4-5 uker efter ordrens mottagelse, «endel antagelig noget tidligere». Men naar saa det sidste levertes i november, saa kan ialfald ikke den forsinkelse skyldes indstevnte. Det maa være leverandørens sak at faa utførselstilladelse saa
Side:185
tidlig, at avsendelse kan ske, naar varen er færdig, og efter den fremlagte korrespondance var utførselstilladelse ialfald ikke jorden 5te oktober og sandsynligvis heller ikke den 21de. - - -
Retten skal forøvrig bemerke, at citanten under forhandlingerne lægger meget vegt paa, ja gjør det likefrem til en kontraktsbetingelse, at ordren gives under ett, hvilket maatte gi indstevnte den forstaaelse, at ogsaa betaling skulde erlægges underett, og da selvfølgelig, naar alt var mottat. Naar resten av varerne kom til Sand 2den december og indstevnte har betalt den 13de (ankomst til Kristiania den 15de) har det ikke oversittet betalingstiden og blir følgelig at frifinde.
Av overrettens dom:
- - - Appellanten har som ny bevislighet fremlagt en erklæring av 22de februar 1918 undertegnet av 5 Kristiania-firmaer, hvorefter det inden jern- og rørbranchen er fast koutyme, at kunderne betaler sine varer efterhvert som levering finder sted, overenstemmende med de trufne betalingsbetingelser uanset om de leverte varer kun utgjør en del av en bestilling, og bestilleren saaledes ikke har adgang til at utsætte med betaling av et mottat vareparti, indtil det, som maatte gjenstaa paa samme bestilling er ankommet. - - -
Med underretten finder jeg at maatte anta, at appellanten har været sælger og ikke agent, og at han derfor er kompetent saksøker. Spørsmaalet er efter den fremlagte korrespondance mellem parterne ganske klart. Naar appellanten stadig benævner fabrikken «mit hus Phoenix», naar han i sin skrivelse av 3 juni 1915 meddeler at «Phoenix» ikke vil notere mufferør alene, og naar han i sine telegrammer meddeler, at «Phoenix» reducerer pristillægget, og at han efter store anstrængelser har formaaet «Phoenix» til at notere ordren, tyder alt dette nærmest paa, at han optraadte som agent. Paa den anden side uttaler appellanten i sin skrivelse av 23 juni 1915, at det har lykkedes ham at formaa «Phoenix» at notere ordren, og at han i henhold hertil har notert ordren overensstemmende med sit tidligere tilbud. Avgjørende synes det under disse omstændigheter at maatte være, at de almindelige salgsbetingelser er appellantens og ikke fabrikkens efter hvad der synes at være paa det rene parterne imellem. Efter disse maa appellanten antages at skulle betragtes som sælger og fabrikken som hans leverandør.
I sakens hovedspørsmaal er jeg under nogen tvil kommet til et andet resultat end underretten. Det er paa det rene at betalingstid skulde være 14 dage efter varernes ankomst til Sand. Hvorvidt dette var saa at forstaa, at hver enkelt forsendelse skulde betales 14 dage efter ankomst anser jeg det ufornødent at avgjøre, idet jeg finder at det er indstevnte at tilregne, at ikke hele det bestilte parti ankom til Sand den 20 september. Ordren paa det hele parti indgaves i juni 1915; først den 21 august mottok appellanten imidlertid opgave over de vinkler, i hvilke de saakaldte K-rør skulde forarbeides. Det er mot appellantens benegtelse ikke godtgjort, at fabrikken med tilstrækkelig nøiagtighet skulde kunne utta vinklerne av de tidligere oversendte tegninger. Det parti til mark 28.413,00 ianledning hvilket kursdifferance og renter indtales, maa efter fakturaen antages skibet fra Rotterdam 7 september, og det maa efter procedyren ansees paa det rene, at det ankom til Sand den 20 s. m. Efter de endelige leveringsbetingelser skulde levering finde sted «ca. 4-5 uker efter ordrens mottagelse, endel
Side:186
antagelig noget tidligere». For K-stykkernes vedkommende synes ordren ikke at kunne ansees mottat av appellanten før opgaven over vinklerne indløp, altsaa den 21 august. Efter kontrakten var da appellanten ikke pligtig at levere disse saa tidlig som 20 september. At de vilde være blit levert samtidig med det øvrige parti om specifikation var indsendt tidligere synes der ikke at være grund til at betvile.
Under disse omstændigheter findes appellanten ikke at ha været pligtig til at vente paa betaling for det leverte parti, indtil restpartiet, der forøvrig kun androg til mark 139.40 blev levert. Det synes herimot ikke at kunne komme i betragtning at K-rørene blev levert senere end 4-5 uker efter den 21 august - de ankom til Sand den 2 december. Appellanten har som grund herfor anført, at utførselstilladelsen utløp den 29 september, og at der maatte søkes om ny saadan. Av appellantens skrivelse av 5 oktober 1915 fremgaar det imidlertid, at de K-stykkene tilhørende flanger endnu ikke var færdig den 1 oktober, og det er ikke oplyst, naar de blev færdige, det heter kun i skrivelsen at de paaregnes færdige i begyndelsen av kommende uke. Da indstevntes specifikation maa ansees indløpet senere end forutsat, og fabrikken maa antages at ha hat andre arbeider end heromhandlede, synes denne forsinkelse ikke under nogen omstændighet at berettige indstevnte til at tilbakeholde betaling for de leverte varer, indtil restpartiet var levert. Som følge herav, og da appellanten antages at være sælger og ikke agent, findes indstevnte at maatte erstatte det kurstap, appellanten led ved ikke at motta remisse for det først leverte parti til kontraktsmæssig tid den 5 oktober men først den 15 december, og det uten hensyn til naar appellanten har betalt fabrikken og efter hvilken kurs han har betalt. Det kan nemlig ikke medgives, at sælgeren efter gjældende erstatningsregler i tilfælde forsinket erlæggelse av kjøpesummen ikke skulde kunne kræve erstatning for kurstap, men blot være henvist til morarenten. Nogen sædvane i saa henseende kjendes ikke, og regelen synes ikke at kunne begrundes. At det maa være kursen den 15 december og ikke den 13de, da indstevnte sendte pengene, synes ikke tvilsomt, da Kristiania som sælgerens bopæl maa ansees som betalingssted, naar intet andet er avtalt. - - - Carl Iversen.
Jeg er enig. - - -
Bevisbyrden for, at leverancen av restpartiet kunde være skedd tidligere og at skylden for forsinkelsen paahviler «Phoenix» maa være hos indstevnte, der imidlertid hverken har bevist eller sandsynliggjort, at fabrikken itide hadde faat de nødvendige oplysninger for K-rørenes fabrikation eller at den forsent har søkt utførselstilladelse. Naar specielt fabrikken fandt ikke at kunne utføre rørene efter de først meddelte anvisninger er der ingen grund til at betvile at dette forholdt sig saa. Der er ikke paavist nogen grund, hvorfor fabrikken ellers skulde ha undladt at sende det ubetydelige restparti sammen med det øvrige. Forsaavidt indstevnte gjør gjældende, at verket ikke hadde nogen nytte av hovedpartiet før resten kom, stemmer dette ikke med dets uttalelse i skrivelsen 26 juni 1915 og kan ingen betydning tillægges. G. Roll.
Likesaa. - - - O. P. Olsen.
Seet. Carl Iversen.