Rt-1922-433
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1922-02-15 |
| Publisert: | Rt-1922-433 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 39/1 s.a. |
| Parter: | Bergens kommune (advokat Jens P. Heyerdahl) mot Det Bergenske Dampskibsselskaps Pensionsfond (advokat Kr. Johansen). |
| Forfatter: | Hazeland, Bang, Breien, Bugge, Berg, Lie, Bjørn |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §33, §33c, §41 |
Ved dom avsagt av Bergens byret den 3 juni 1919 i skattesak mellem Det Bergenske Dampskibsselskaps Pensionsfond og Bergens kommune blev kjendt for ret: «Den paaankede utpantningsforretning av 11 mai 1917 underkjendes. Sakens omkostninger ophæves.»
Denne dom er av Bergens kommune paaanket til Høiesteret. Appellanten som har erhvervet appelbevilling, har nedlagt paastand om utpantningsforretningens stadfæstelse og tilkjendelse av saksomkostninger for byretten og Høiesteret.
Indstevnte, Det Bergenske Dampskibsselskaps Pensionsfond, har paastaat byrettens dom stadfæstet og indstevnte tilkjendt omkostninger for Høiesteret.
Om sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde. For Høiesteret er som nyt fremlagt en paategningsskrivelse fra Bergens ligningskontor til Bergens magistrats I avdeling hvorefter man i Bergen har en beslegtet institution nemlig «Pensionsindretningen i Bergen» som har været lignet paa samme maate som B. D. S. Pensionsfond, tillikemed plan for samme indretning og regnskap for indretningens virksomhet i 1920. Videre en skrivelse av 11 december 1919 fra Tilsynsraadets formand direktør Andor Hoel til Bergenske Dampskibsselskap og en skrivelse av 16 juni 1920 fra Finansdepartementet til Stortingets finanskomité. De nye dokumenter findes ikke at ha bragt saken i nogen forandret stilling.
Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og tiltræder i det væsentlige dens begrundelse.
Indstevnte pensionsfond er en forsikringsindretning med selvstændig formuesmasse under særskilt styre og med det eneste formaal at dække de fondet statutmæssig paahvilende pensionsforpligtelser. Man finder disse kjendemerker avgjørende for at behandle fondets præmiereserve efter den i byskattelovens §33 siste led for forsikrings- og livrenteselskaper givne regel fremfor efter paragraffens litr. c. Om man ogsaa vil betegne fondet som et «selskap» eller ikke, tillægges ved siden herav mindre betydning.
Procesomkostninger for Høiesteret findes appellanten at maatte tilsvare.
Assessor Bang voterer for utpantningens stadfæstelse og ophævelse av processens omkostninger for byretten og Høiesteret.
Side:434
Undtagelsesbestemmelsen i byskattelovens §33 sidste led gjælder kun for de der nævnte selskaper. Efter de for Det Bergenske Dampskibsselskaps Pensionsfond gjældende statuter kan jeg ikke finde, at der her foreligger noget «selskap», og hovedreglene i byskattelovens §33 litr. c maa saaledes komme til anvendelse paa forholdet.
Dom:
Byrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Bergens kommune til Det Bergenske Dampskibsselskaps Pensionsfond kr. 600.
Av byrettens dom:
For skatteaaret 1916-17 blev Det Bergenske Dampskibsselskaps Pensionsfond ilagt formuesskat til Bergens by efter en formuesansættelse av kr. 1.000.000,00 og med en skat av kr. 2.000,00. - - -
Pensionsfondet sees av statuterne - som er vedtat av dampskibsselskapets styre og repræsentantskap i henhold til bemyndigelse av generalforsamlingen den 23. december 1915 - oprettet fra 1. januar 1916 til bedste for nærmere angitte funktionærer i selskapet og deres eventuelle enker. Fondets kapital dannes ved aarlige tilskud av selskapet (st. §1, 1 b), som for endel refunderes selskapet ved funktionærernes maanedlige indskud (st. §1,§4 §9), idet dog selskapet ved tilskud en gang for alle har dækket pensionerne til den funktionærbestand, som ved fondets oprettelse blev gjort pensionsberettiget og for da allerede løpende pensioner (st. §1, 1 a). Fondet ledes av et saakaldt tilsynsraad paa 6 medlemmer, hvorav formanden og 2 andre medlemmer vælges av selskapet og de resterende 3 av de pensionsberettigede funktionærer (st. §12). Kapitalen skal efter st. 1, 1 a og b være tilstrækkelig til efter forsikringstekniske regi er at fyldestgjøre fondets forpligtelser til pensioner. Det er ogsaa processuelt paa det rene under saken, at fondets midler ikke overskrider denne grænse, eller m. a. o. at dets formue i sin helhet og præmiereserve for fondets pensionsforpligtelser.
Fondet søker sin skattefrihet i byskattelovens §33, sidste passus, hvorefter: «forsikrings- og livrenteselskaper er berettiget til fradrag for præmiereserven samt for andre fond der utkræves for at dække kontraktmæssig overtagne forpligtelser like overfor de forsikrede, dog ikke for bonusfond.» idet der utkommer 0, naar fra fondets formue trækkes præmiereserven.
Kommunen mener, at et pensionsfond som appellantskapet ikke kan sidestilles i skatteretslig henseende med saadanne helt selvstændige forsikrings- og livrenteselskaper, som angivelig utelukkende omhandles i §33. Den fremholder specielt:
1. Appellantskapet vil til enhver tid være uløselig knyttet til Det Bergenske Dampskibsselskap, og at et saadant til en hovedforretning knyttet fond skal beskattes, fremgaar bl.a. av byskattelovens §41. Hertil anfører appellantskapet at det pensionsfond, som denne bestemmelse angaar, kun er av de avsætninger, som en skatyder har gjort i sit eget regnskap, ganske visst med sigte paa derved at møte mulige fremtidige pensionskrav, men uten nogen forpligtelse til at imøtekomme disse - men ikke et tilfælde som her, hvor fondet er et selvstændig retssubjekt og en særskilt institution med lovbundne forpligtelser og berettigede medlemmer. Indstevntes
Side:435
paastand kunde i alle tilfælder heller ikke føre til skatlæggelse av appellantskapet, men av Det Bergenske Dampskibsselskap for pensionsindskuddene. - - -
3. Hos appellantskapet er det bare tale om et begrænset faatal av personer, som blir enige om at oprette en privat forsørgelseskasse til fælles bedste, mens §33 handler om en selskapsvirksomhet, som opererer offentlig, i konkurrance med andre og henvender sig til den store almenhet. Et saadant selskaps gjæld faar en ganske anden karakter end en privat forsørgelseskasses, uanset om de begge bygger paa delvis de samme statistiske og forsikringsmatematiske beregninger. Et forsørgelsesfond som nævnt formenes da at maatte bli skattepligtig, hvad enten det findes opført i vedkommende selskaps hovedregnskap eller er utsondret fra dette. Hertil har appellantskapet anført, at pensionsret nu er et ansættelsesvilkaar i Det Bergenske Dampskibsselskap. Til fyldestgjørelse av de forpligtelser, som herved opstaar, er appellantskapet oprettet. Ved indskud i dette avvikler saavel selskapet som funktionærer sine forpligtelser ganske paa samme maate, som om dette var skedd ved et almindelig forsikringsselskaps mellemkomst. Fondets samtlige midler er præmiereserve for de pensioner, kassen er forpligte til at utrede, og intet derav kan inddrages i dampskibsselskapets kapitalmasse. Det var ingenting i veien for at parterne kunde ha ordnet sig gjennem et forsikringsselskap, f.eks. «Norske Folk». Isaafald vilde jo skattespørsmaalet overhodet ikke kommet op. - - -
6. Det henvises til §33c. hvorefter kapitalværdien av pensioner, hvis utredelse paaligger den skattepligtige, ikke kommer til fradrag ved formuesansættelsen, og anføres, at appellantskapets præmiereserve netop er kapitalværdien av fuktionærernes pensioner og derfor ikke skal komme til fradrag. Hertil svarer appellantskapet, at nævnte bestemmelse vilde kommet til anvendelse, hvis Det Bergenske Dampskibsselskap hadde bevilget sine funktionærer pension - og da i forhold til dampskibsselskapets beskatning, idet pensionerne da vilde kommet til fradrag i selskapets indtægtsnedsættelse og derfor ikke samtidig til fradrag i formuen. Men bestemmelsen kan ingen anvendelse faa, naar det som her gjælder beskatning av selve pensionskassen, som ingen egen formue har utover præmiereserven, der er - ikke institutionens, men de forsikredes eiendom. - - -
Jeg finder i hovedpunkterne at kunne slutte mig til den betragtningsmaate, som er gjort gjældende av appellantskapet.
Naar - som appellantskapet - en institution, der er en selvstændig juridisk person, tilsikrer en viss nærmere bestemt kreds av personer en pension, hvorpaa disse forsikrede har kontraktsmæssig krav mot institutionen, antages denne at maatte nyte godt av den skattefrihet, der i byskattelovens §33, sidste passus, er tilsikret den kapital, som forsikringsmatematisk utkræves for til enhver tid at dække disse pensioner, uanset, at institutionen ikke driver almindelig forsikringsvirksomhet i det aapne marked og at den ikke har kgl. stadfæstelse idet hensikten med bestemmelsen - nemlig at den kapital som i en forsikringsinstitution forsikringsmatematisk motsvares av et like saa stort - om end de vis fremtidig - forsikringskrav, skal være skattefrit - antages at maatte komme ogsaa en institution som appellantskapet tilgode. Efter statuternes §14, 3 og §15, 1 kan forandringer, som medfører indskrænkninger i allerede ansatre funktionærers rettigheter, ikke vedtages, likesom appellantskapet heller ikke kan ophøre uten for det tilfælde, at Det Bergenske Dampskibsselskap ophører. Appellantskapet er saaledes ikke anderledes knyttet til dette, end at det er dettes funktionærer, som
Side:436
danner kredsen av de forsikrede personer, og appellantskapet maa følgelig ophøre, naar der ikke længer findes forsikringsberettigede personer. Denne omstændighet kan ikke skjønnes at kunne unddra appellantskapet fra at komme ind under byskattelovens §33, sidste passus. - - -
Wilhelm Eid.
I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Ernst Johannesen. Edv. Bessesen.