Rt-1922-489

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-06-10
Publisert:	Rt-1922-489
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 92/1 B s.a.
Parter:	Hosanger, Haus og Hamre kommunale kraftverk (H. U. Sverdrup Thygeson) mot Askild Fusesen Vare m.fl. (advokat Gustav Heiberg).
Forfatter:	Bade, Vedeler, Einar Hanssen, Boye, Arne Vogt, Gjessing, Breien
Lovhenvisninger:	Vassdragsreguleringsloven (1917) §16, §1, Grunnloven (1814) §105, Vasdragsloven (1887) §5, §7, §25

Ekstraordinær assessor Bade: Ved kgl. resolution av 20 december 1918 erhvervet Hosanger, Haus og Hamre kommunale kraftverk koncession paa regulering av Herlandsvasdraget paa Osterøen. I den anledning ut tok nævnte kraftverk ekspropriationsstevning av 14 april 1919 til fastsættelse av erstatning efter skjøn i henhold til §16 i lov om vasdragsreguleringer av 14 december 1917. Ved skjønsforretningen opstod tvist mellem kraftverket og grundeierne ved de to indsjøer, som det gjaldt om at regulere nemlig Storevand og Løtvedtvand. Tvisten angik saavel erstatningens grundlag som dens omfang. Grundeierne paastod saaledes at eksproprianten skulde tilpligtes at betale dem erstatning eller vederlag for det vand i nævnte indsjøer, som eksproprianten ved reguleringen kom til at forføie over eller for den av samme utvindendes kraft. Likeledes var der i anledning av erstatningen uenighet om, hvorvidt Storevand i sin helhet var privat eiendomsret undergit. Overretssakfører Mohr fremsatte for grundeierne krav om, at skjønnet skulde avgives i følgende 3 alternativer: «1. Under den forutsætning at Storevandet betragtes som helt privateie. 2. Under den forutsætning at samme vand betragtes som indsjø, der ikke i sin helhet er privat eiendomsret undergivet. 3. Under den forutsætning for Løtvedtsvandets vedkommende at dette vand som erkjendt av eksproprianten er privat eiendom i sin helhet.» Advokat Roll begjærte for kraftverket opstillet alternativ 4 av saadant indhold: «Under den forutsætning at der ikke tilkommer grundeierne anden erstatning end den i vasdragsreguleringslovens §16 punkt 1 nævnte, nemlig for eiendomsbyrder og for den skade eller indskrænkning som reguleringen maatte medføre for eiendommen eller eiendomsherligheter.» Paa grund av et andet forslag tit alternativ 4 blev der uenighet herom, hvorfor sorenskriveren i Nordhordland i den anledning avsagde kjendelse av 13 juni 1919 gaaende ut paa, at alle de foreslaatte alternativer skulde forelægges skjønsmændene.

Side:490

Skjøn blev derpaa avgit, hvorefter sorenskriveren den 7 juli 1919 angaaende foran omhandlede tvistigheter avsagde kjendelse, hvorved saaledes blev eragtet: «1. Storevandet» blir at anse som indsjø, der ikke i sin helhet er eiendomsret undergit. 2. Grundeierne omkring vandet ansees berettiget til den erstatning, som av skjønsmændene er fastsat i henhold til Mohrs alternativ II. 3. Grundeierne omkring Løtvedtvandet ansees berettiget til den erstatning som av skjønsmændene er fastsat i henhold til Mohrs alternativ III.»

Ved stevning av 13 august 1919 har kraftverket indbragt kjendelsen av 7 juli d.a. til Høiesteret og i den anledning indstevnt 47 av vedkommende grundeiere, hvorav 34 har mødt. Grundeierne har paa sin side uttat kontrastevning av 16 juli 1919. Hovedappellanten har nedlagt saadan paastand: «1. At den paaankede kjendelse av 7 juli 1919 stadfæstes forsaavidt at Storevandet blir at anse som indsjø, der ikke i sin helhet er eiendomsret undergit. 2. At kjendelsen iøvrig underkjendes, idet det av advokat Roll som nr. IV opstillede skjønsalternativ lægges til grund for fravigelseskjendelsen, saaledes at der ikke tilkjendes grundeierne erstatning for andet og mere end skade og ulemper forvoldt dem ved opdæmningen eller sænkningen med tillæg av 25 pct. 3. At grundeierne tilpligtes in solidum at betale kraftverket sakens omkostninger i ekspropriationsretten og Høiesteret.» I kontraappellen er nedlagt saadan paastand: «1. At post 1 i den av sorenskriveren i Midthordland under 7 juli 1919 avsagte kjendelse underkjendes. 2. At Østre og Vestre Storevand blir at anse som indsjøer der i sin helhet er privat eiendomsret undergit. 3. At kjendelsen av 7 juli 1919 forøvrig stadfæstes. 4. At de for Høiesteret møtende hos Hosanger, Haus og Hamre kommunale kraftverk tilkjendes saksomkostninger.»

Varslet er i orden for de 13 uteblivende. Da deres tarv i alle henseender beror paa de samme bevisligheter som de øvrige indstevntes og disse møter ved advokat, vil det ikke bli nødvendig i anledning av uteblivelsen at la saken utgaa til skriftlig behandling. Kontrasøksmaalet vil derimot bli at avvise for de uteblivendes vedkommende, da de ikke har forfulgt stevningen.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til den paaankede kjendelses præmisser.

Som nyt dokument for Høiesteret er fremlagt en opgave over dybdemaal av Storevand samt videre et par erklæringer angaaende samme vand.

Sakens hovedspørsmaal er grundeiernes krav paa erstatning for selve vandmassen, hvilket krav vedkommer samtlige grundeiere baade ved Storevand og Lødtvedtvand. Jeg kommer forsaavidt til et andet resultat end underretten. Som det vil sees av kjendelsen, finder underretten, at grundeierne har krav paa erstatning for den vandmasse, som erhverves gjennem sænkningen, idet denne efter rettens formening er en ved naturforholdene selv tilbakeholdt og blivende eiendomsgjenstand, som berøves dem. Jeg er ikke enig i denne opfatning. Efter vasdragsloven av 1 juli 1887, sammes §1, er grundeieren eiendomsberettiget til det vand, som findes paa grunden, være sig indsjø, elv eller bæk. Men, som fremholdt

Side:491

av Scheel i hans Tingsret side 247, kan ikke denne ret opfattes som nogen eiendomsret til det strømmende vand, som maa betragtes som eierløst, hvorfor det rigtige maa være, at opfatte grundeierens ret over vandet som en til eiendomsretten over grunden knyttet ret til at benytte det vand, som rinder over grunden. Det er derfor paa urette plads her at tale om, at der ved reguleringen berøves grundeierne nogen vandmasse. Og dette maa gjælde baade den vandmasse, som opstaar ved opdæmning og den som erhverves ved sænkning. Grundeieren beholder fremdeles sit bassin, og vandet strømmer fremdeles over grunden. Noget andet er, at vandføringen blir mere ujevn. Al den skade, som opstaar derav, skal erstattes, saaledes ogsaa om grunden skulde komme til at ligge bar; men dette er noget, som hører med under den vanlige erstatning, og som der her allerede er tat hensyn til. Jeg gaar i det hele ut fra, at grundeierne har mottat erstatning for al ulempe ved forandrede vilkaar som følge av reguleringen, saaledes ogsaa bl.a. for færdselens vedkommende og for fiske.

Jeg kan heller ikke gi de indstevnte medhold i, at der berøves dem vandkraft, hvorfor de skulde erholde erstatning. Bassinet indeholder dog ingen vandkraft, hvorimot saadan først frem kommer ved det faldende vand. Jeg er selvfølgelig helt enig i, at bassinet er en nødvendig faktor ved reguleringen, men jeg finder det ganske uhjemlet at tilkjende grundeierne nogen erstatning for vandmassen i samme. Dette vil de være noget helt nyt og liggende utenfor loven. Jeg skal hen peke paa, at efter den citerte paragraf i vasdragsloven av 1887 er der vedrørende grundeierens ret til vandet gjort den tilføielse: «med den begrænsning, som følger av lov eller sedvane», og saadan begrænsning følger allerede av samme lovs §7 og §25. Det fremgaar av disse paragrafer, at grundeieren ikke har nogen ret til regulering av heromhandlede art, hvorimot dertil kræves kongelig tillatelse. Efter §25 kan heller ikke grundeieren skjønnes at ha noget krav paa erstatning for vandet over den grund, som eksproprieres fra ham ved regulering. Saaledes er ogsaa, saavidt vites, bestemmelsen forstaat baade i teori og praksis. De senere lover har ikke gjort nogen forandring heri. Den lov, vi her har med at gjøre, loven av 14 december 1917 om vasdragsreguleringer, kan da heller ikke forstaaes som indeholdende nogen bestemmelse om saadant erstatningskrav, se lovens §16,1. Hvad der skal erstattes er kun den skade og det tap, som forvoldes ved reguleringen, saaledes som ogsaa tilfælde var efter vasdragsloven av 1887, §5, ved forandring av vandets avløp. At denne forstaaelse av loven av 14 december 1917 er rigtig, formenes at fremgaa av forarbeidene, specielt til den tidligere lov av 4 august 1911 om vasdragsreguleringer i industrielt øiemed. I motivene drøftes det berettigede i, at den, fra hvem der eksproprieres, foruten erstatning for voldt skade erholder et vederlag under hensyn til den nytte reguleringen medfører for vandfaldseieren. Det er paa grundlag derav at der foreslaaes et tillæg av 25 pct. til det beløp, som grundeieren skal ha i erstatning. Dette tillæg blev da ogsaa fastsat ved nysnævnte lov av 1911, §15, punkt 3. Det fremgaar videre av motiverne, at der ved dette tillæg bl.a. netop er tænkt paa den nytte, som eksproprianten

Side:492

faar av vandmassen i reguleringsbassinet, idet der ikke ellers skulde gives nogen erstatning herfor. Jeg skal forsaavidt henvise til Ot.prp.nr.44 (1910), s. 10-11 og indst.O.I (1911), side 108-109. Saafremt grundeierne skulde tilkjendes som paastaat erstatning for vandmassen, vil de de saaledes her to ganger faa godtgjørelse herfor, idet de 25 pct. tillæg, som de efter den tilsvarende bestemmelse i §16 punkt 3 i vasdragsreguleringsloven av 1917 skal ha, er forutsat at inkludere vederlag for vandet.

De indstevnte har derhos paaberopt sig, at selv om vasdragsreguleringsloven ikke skulde tilkjende grundeierne ret til erstatning for vandet, saa maa dog grundlovens §105 være tilstrækkelig hjemmel herfor. Men ogsaa heri er jeg uenig, da der efter det ovenanførte her ikke er spørsmaal om nogen avstaaelse.

I henhold hertil voterer jeg for, at grundeierne ikke tilkjendes erstatning for selve vandet, og at den paaankede kjendelse ophæves i saa henseende, idet de i kjendelsen nævnte alternativer er basert paa saadan erstatning.

Sluttelig bemerkes, at appellantens advokat uten indsigelse fra motparten har anført i skranken, at saafremt retten kom til det resultat, at grundeierne ikke tilkommer den paastaatte erstatning for vandet, var det andet i saken omhandlede spørsmaal, angaaende hvorvidt Storevand var at anse som indsjø, der i sin helhet er privat eiendomsret undergit, uten interesse for parterne i denne tvist, der gjælder en ekspropriation. Jeg skal efter dette ikke indgaa paa sidstnævnte spørsmaal og vil saaledes ikke uttale mig om, hvorvidt den paaankede kjendelse i dette punkt er rigtig eller ikke. Processens omkostninger finder jeg bør ophæves saavel for ekspropriationsretten som for Høiesteret.

Konklusion:

Høiesteretsstevningen av 16 august 1919 avvises for Brita Nilsdatter - - - deres vedkommende. Den paaankede kjendelse av 7 juli 1919, dens poster 2 og 3, ophæves, idet eksproprianten, Hosanger, Haus og Hamre kommunale kraftverk kjendes uforpligtet til at betale grundeierne ved Storevand og Løtvedtvand erstatning for selve vandet i disse indsjøer. Processens omkostninger for ekspropriationsretten og Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Vedeler: Jeg har fundet saken for hovedspørsmaalets vedkommende tvilsomt og mener, at de betragtninger, der er gjort gjældende av underdommeren, har meget for sig. Under hensyn til uttalelser fremkommet under voteringen i sak paadømt av Høiesteret under 8 april 1916, Rt-1917-145 flg., finder jeg imidlertid at burde slutte mig til førstvoterendes resultat.

Ekstraordinær assessor Einar Hanssen: Jeg er i resultatet enig med førstvoterende og kan for en væsentlig del ogsaa henholde mig til hans begrundelse. Jeg vil dog bemerke, at jeg ikke anser det avgjørende for spørsmaalet om grundeiernes krav paa erstatning for dispositioner over vandet i indsjøerne, om den grundeieren efter vasdragslovens §1 tillagte ret over vandet paa hans grund bør opfattes som en eiendomsret eller som en bruksret.

Side:493

Selv om retten rettelig er at opfatte som en bruksret, vilde nemlig efter min mening grundeierne ha krav paa erstatning, saafremt der ved reguleringen blev gjort indgrep i denne ret. Jeg forstaar imidlertid vasdragsloven saaledes, at den grundeieren ved en indsjø tilliggende ret over vandet i sjøen ikke indbefatter noget retsbeskyttet krav paa, at vandets avløp ikke skal forandres. Til forandring av det naturlige avløp krævedes der vistnok ogsaa efter vasdragslovens §25 regelmæssig kongelig tillatelse, men naar saadan tillatelse var git, kunde reguleringen gjennemføres mot erstatning for skade eller ulempe, uten at der tilkom grundeieren noget vederlag for dispositioner over selve vandføringen. I likhet med førstvoterende mener jeg, at heller ikke vasdragsreguleringsloven kan forstaaes saaledes, at den tillægger grundeieren ved et reguleringsbassin nogen erstatning for dispositioner over vandmassen i bassinet. Og det følger av hvad jeg allerede har sagt, at han efter min mening heller ikke har noget av grundloven beskyttet krav paa saadan erstatning. Hvad angaar det i vasdrasguleringsloven av 14 december 1917 §16 punkt 3 nævnte 25 pct. tillæg, vil jeg derhos bemerke, at det efter min mening neppe har været tanken, at dette tillæg skulde indbefatte noget egentlig vederlag for raadighet over vandet i reguleringsbassinet. En anden sak er, at grunden til fastsættelsen av dette tillæg har været, at man har fundet det rigtig, at ogsaa grundeierne ved reguleringsbassinet fik nogen andel i den ved reguleringen vundne økonomiske fordel.

Ekstraordinær assessor Boye: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder forøvrig hr. assessor Hansens bemerkninger.

Ekstraordinær assessor Arne Vogt: Som hr. assessor Hanssen.

De ekstraordinære assessorer byfoged Gjessing og Breien: Likesaa.

Av sorenskriverens kjendelse:

- - - Saavel for tapt fiske som for ulempe med hensyn til færdsel er der av skjønsmændene tilkjendt grundeierne særskilt erstatning. Den erstatning som av skjønsmændene er fastsat efter begge Mohrs alternativer omfatter altsaa den vandmasse, som ved vandets sænkning berøves grundeieren til fordel for kraftverket. Som foran bemerket har imidlertid kraftverket bestridt eierens adkomst til erstatning for vandmassen og den i samme liggende kraft ogsaa under den forutsætning, at «Storevand» i sin helhet er eiendomsret undergit og har i saa henseende henvist til høiesteretsdommen i Rt-1917-angaaende regulering av Samnangervasdraget. Skjønt retten altsaa er kommet til det resultat, at vandet ikke i sin helhet er eiendomsret undergit, er det dog nødvendig at ta standpunkt til det her omhandlede spørsmaal av hensyn til den vandmasse, som dækker de ovenomhandlede 20 meters bundstrækning, skjønt dette i økonomisk henseende er en forholdsvis ubetydelighet. Retten finder da at burde uttale, at den ikke deler den av kraftverket fremholdte retsopfatning og heller iklæ anser den paaberopte dom for at være avgjørende i saa henseende. Post 3 i reguleringslovens §16 om et tillæg av 25 pct. - der efter lovens hele konstruktion sammenholdt med tidligere love maa være et «nyttetillæg», tillæg for den nytte koncessionshaveren faar av det avstaaede - maa nemlig

Side:494

gjælde enhver erstatning, saaledes ogsaa for skade, ulempe m.v. Den kan altsaa i og for sig ikke være erstatning for selve vandmassen. Den erstatning som under nærværende skjønssak iøvrig er tilkjendt grundeierne, gjælder kun direkte skade paa jord, skog forandrede vilkaar for færdsel og fiske. Med hensyn til vandmassen maa der efter rettens mening skjelnes mellem den forøkede masse, som opnaaes ved opdæmningen over det naturlige avløp og den vandmasse som erhverves ved sænkningen under det naturlige avløp. Den første er det nedstrømmende «himmelvand» som ved opdæmningen holdes tilbake og som uten nytte for grundeieren vilde ha løpet ut gjennem avløpet, hvis opdæmningen ikke hadde funnet sted. Det er altsaa ikke en i eiendommens naturlige tilstand liggende naturherlighet, og erstatningen bør derfor i saa henseende blot tilkjendes for den skade og ulempe, som ved opdæmningen forvoldes. Anderledes derimot med den vandmasse som erhverves gjennem sænkningen. Denne er nemlig en ved naturforholdene selv tilbakeholdt og blivende eiendomsgjenstand som berøves grundeierene. Der kan være mulighet for, at disse selv, hvis de blev enige derom indbyrdes og med nedenfor liggende eiendomme ville ha kunnet nyttegjøre sig den paa sammen maate som koncessionshaveren nu agter at gjøre. Det kan derfor etter rettens mening ikke nektes, at der i selve vandmassen ligger en økonomisk værdi, der berøves grundeierene til fordel for koncessionshaveren, hvilket ogsaa viser seg derved, at det fornemmelig er denne vandmasse som er av betydning for kraftverket til at opnaa regelmæssig drift. Nyttetilægget for den ovenfor nævnte skade og ulempe m.v. er derfor ikke erstatning derfor; den har sin berettigelse ogsaa bortsett fra vandmassen. Denne betragtning styrkes ogsaa ved bestemmelsen i reguleringslovens §13. Staten anser sig altsaa som eier av den vandmasse, som ikke er undergit privat eiendomsret og betinger sig en «godtgjørelse» en gang for alle for hver ved reguleringen indvunden naturhestekraft; det maa altsaa være erstatning for vandmassen. At staten ikke ogsaa har betinget sig 25 pct. nyttetillæg derfor ligger i at det er staten selv som fastsætter godtgjørelsen. - - -